Den permanente uddrag by EC Edition Forlag

Thomas Bagger Den Permanente

Krimi

Omslag: Per H. Jacobsen Redaktion: Birgitte Møller Balladone Grafisk tilrettelæggelse: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Giovanni Book ISBN 978-87-93046-72-6 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2017

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Aarhus C www.ec-edition.dk

Jeg er den sidste person, du ønsker at kende. Mit job er en bevægelse imod livets tabte afstande. De steder og mennesker, du flygter fra, går jeg imod. Jeg efterforsker det makabre. Det usigelige. Tager spadestik i livets grøfter: Serieforbrydelser, forsvindinger, drab. Den dag, du lærer mig at kende, betyder det, at et menneske, som du elsker, er blevet gjort ondt. Det er mig, der skal jage monsteret, som har revet din verden itu. Men du skal forstå, at jeg ikke kommer til dig som en ven. Eller som en skulder at græde ud ved. Jeg nærer ikke et personligt ønske om at hævne dit tab eller bringe dig retfærdighed. Det er ikke min rolle at have følelser. Det er ikke min rolle at fælde dom. Jeg er blot instrumentet, mellemregningen imellem forbrydelse og straf. Efterforskeren. For mig handler dit livs tragedie om, at handlinger udløser nye handlinger. At pres avler modpres. Når den, du elsker, ligger i livets vejgrøft, er det en ny situation. Og det er her, jeg træder frem. Men ikke som din hævner. Eller retfærdighedens vogter. Jeg er bare den nye situation.

Prolog

Det var et år siden, at liget skyllede op på strandbredden ved badeanstalten Den Permanente. For Ask Hjortheede kunne det ligeså vel være sket i går, idet absolut intet havde flasket sig i de 365 dage, han havde efterforsket sagen. Der var ganske enkelt for få spor at bygge en efterforskning på. Sagsforholdene omkring det gådefulde lig tiltrak den type opmærksomhed, som enhver efterforsker både elsker og hader. En sag, der havde sat en ny standard for, hvad man i Danmark forstod som ondskab, og som selv i jydernes beskedne sind havde vakt en sjælden følelse af, at alt kunne ske. I sagens natur var det derfor ironisk, at Ask fra pressepodiet på Aarhus Politigård 5-6 gange havde måttet fortælle det svindende presseopbud, at der intet nyt var om opklaringen. Ikke engang et navn kunne han give journalisterne. For politiet havde, på besynderlig vis, hverken modtaget henvendelser fra pårørende eller fundet en matchende profil til liget i arkiverne over savnede personer. Den retsmedicinske undersøgelse viste, at liget, en ung mand i tyverne, havde været udsat for legemsbeskadigelse af særlig brutal karakter. I hændernes 54 knogler var der blevet registreret 207 krydsgående frakturer. Og det, vel at mærke, inden lægerne havde opgivet at tælle videre. Helt kortfattet mindede huden på ligets hænder om slatne poser med knækkede kviste. En anden urovækkende detalje var, at huden omkring ligets håndled var skrabet af helt ind til knoglen i to symmetriske cirkelmønstre. Der herskede ingen tvivl om, at den unge mand havde været fikseret af en form for håndlænker. De sidste smuler af spor, som liget efterlod sig, var en HIVpositiv blodprøve, rifter i anus og nogle ufordøjede hårtotter i maven, der tydede på, at den unge mand havde forsøgt at spise sit eget hår. Ask besluttede at grave i fortiden. Og fra de makabre omstæn8

digheder udsprang sagens eneste konkrete gennembrud. Et mønster åbenbarede sig og trak tråde helt tilbage til firserne. Igennem fire årtier var unge mænd forsvundet og aldrig fundet igen. Som om nogen derude kastede dem i et sort hul. Alle de forsvundne var homoseksuelle. Afvigere, bortvist fra skamfulde familier. Overladt til et liv på gaden, hvor selv den mindste almisse kom med et prisskilt, som var nålet til drengenes kroppe. Drengenes triste livsførelse komplicerede sagerne yderligere. Der gik lang tid, før disse flakkende skikkelser blev meldt savnet. Hvis de da overhovedet blev det. Intervallet mellem forsvindingerne og anmeldelserne var typisk så langt, at efterforskerne ikke engang vidste, hvor de skulle begynde. Eller hvem de skulle afhøre. Folk glemte simpelthen, hvornår de sidst havde set de forsvundne. Og drengene sov som regel ikke i den samme seng mere end et par dage. Profileringen af gerningsmanden blev en grum affære. Der var tale om en person, som var i stand til at holde et menneske fastlænket i længere tid. Som ingen agt holdt i drengenes eksistens. Og hvorfor skulle offerets hænder pludselig knuses? Det gav simpelthen ikke mening. Medmindre man var den, der ikke var i kontrol. Den, der levede på gerningsmandens nåde. Havde offeret knust sine egne hænder i håbet om at flygte fra ... Det? Betegnelsen lød temmelig diffus efter Asks smag. Men alle spor standsede ved dette Det. Og hvad kaldte man ellers noget, som kunne drive et menneske til at finde håb i at lemlæste sig selv? I takt med at spørgsmålene hobede sig op, tildelte ledelsen Ask Hjorthede sit helt eget efterforskningsteam: “Task Force Den Permanente.” Initiativet havde desværre samme effekt som et brækjern på en gummidør. Sagen forblev låst. Men en lun sensommernat skete der pludselig noget, som brød tingenes tilstand. Og det endda på et tidspunkt, hvor Ask bildte sig ind, at hans liv ikke kunne se sortere ud. Livet gemmer altid på mørkere toner.

Oktoberstormen, der natten lang havde raseret Jyllands halvø, var denne tidlige morgen svundet hen til en lavmælt hvisken. Og typisk for årstiden var danskerne vågnet op til en mørk himmel af øsende zeppelinskyer. Regnen fik plantelivet i hospitalets gårdhave til at hænge vissent. Overgivende. Som et mimespil af den forrådnelse og bortgang, efterårets kolde kappe snart ville fuldføre. I trækronerne vuggede sorte fugle på krogede grene. Observerende. Afventende. Fuldt ud bevidste om, at regnvandet arbejdede for dem og snart ville tvinge muldens fede orme op til overfladen. At tingenes stilstand blot var et øjebliks parentes i en ældgammel cyklus, hvor nogle jagede, og andre var de jagede. Indtil alting visnede og genopstod fra den selvsamme jord. Selv den blege mand i hospitalsstuens enlige seng rørte ikke på sig. Som havde naturen også dæmpet hans naturlige cyklus. Men mandens øjne var vidtåbne og udtrykket i dem milevidt fra de besindige fugles. Stemmen, der knitrede i hospitalsstuen, kom fra fjernsynet over sengen. “Det californiske jordegern må dagligt friste en tilværelse som byttedyr. Det lille kræ er altid kun én fejltagelse fra at ende på menuen. Og der findes ingen større trussel end den sortplettede klapperslange. Dette nådesløse rovdyr ligger konstant på lur … med ét formål: At hugge livet ud af det lille jordegern. Krydses jordegernets veje med den sortplettede klapperslanges, er chancen for overlevelse mindre end ti procent. Umiddelbart kan dette styrkeforhold virke uretfærdigt. Men kun på overfladen. Det lille byttedyr gemmer et es i pelsen.” ‘Overflader,’ tænkte Ask Hjortheede og førte hånden op til hovedbunden. Han rørte tøvende ved det lille sår – ikke mere end et par centimeter i længden – og så som ramt af en pludselig indsigt svingede han benene ud over sengekanten, gik hen til de indbyggede skabe og kastede tøjet fra hylden over på sengen. Speaken i fjern10

synet knevrede løs, mens Ask trak den hvide patientpyjamas af. “Jordegernets taktik er nemlig at skabe en fantastisk illusion. Hver gang den lille gnaver støder på en klapperslanges aflagte ham, gnasker den løs på det tørre skind, hvorefter den slikker på sin pels. Den smører sig så at sige ind i rovdyrets lugt. Hvorfor? Fordi det maskerer egernets egen lugt for klapperslangens kraftfulde lugtesans. En genial illusion, der gør, at det californiske jordegern kan sove trygt i sit hul om natten”. Ask fangede et uønsket glimt af sin afklædte krop i spejlet på skabslågen. Skrumpet muskelvæv, skygger af ribben. For blot en måned siden havde lægerne måttet tilkalde ekstra personale for at få løftet hans livløse krop over på operationsbordet. Han måtte have tabt mindst 10 kilo under sin indlæggelse. Ask stønnede og iførte sig tøjet, som brandmændene havde fundet ham i. Et par jeans, en T-shirt og en vindjakke. Hospitalet havde renset det for blod og jord. Han var heldig at have overlevet branden ved det gamle bådehus, sagde alle. Ask var for så vidt ikke uenig. Problemet var bare, at han intet huskede om sit såkaldte held. I hans hjerne var den gådefulde brandulykke et sort felt. Lægerne på neurologisk afdeling havde stillet diagnosen ‘retrograd hukommelsestab.’ Angiveligt var Asks korttidshukommelse blevet slettet på grund af et voldsomt slag mod kraniet. Ask havde derfor måttet læse om sagen i aviserne. Men eftersom ingen vidste, hvordan branden var opstået, eller hvorfor Ask Hjortheede havde befundet sig i et afdanket bådehus sammen med en politipraktikant midt om natten, var det ikke den mest informative læsning. Desuden lå mediernes primære fokus på det oprivende faktum, at politipraktikanten var brændt ihjel inde i bådehuset. Ask slyngede jakken over skuldrene, forlod patientstuen og overlod det californiske jordegern til sin egen skæbne. Gående ned ad gangen tænkte han på besøget i går. En tjenestemand fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed var dukket op for at informere Ask om, at de ‘i høj grad’ overvejede at sigte ham for uagtsomt manddrab. Brandulykken var ganske enkelt sovset ind i for mange ubesvarede spørgsmål til, at han kunne gå fri. Ask havde ikke modsagt ham. 11

Til gengæld var Ask eksploderet, da tjenestemanden havde meddelt ham, at han fra dags dato var suspenderet. For hvordan skulle han nu få adgang til hovedcomputeren på sit kontor på Aarhus Politigård? Maskinen var jo det første og afgørende skridt i den slagplan, han havde brugt hvert eneste af indlæggelsens slumrende sekunder på at udtænke. Det var derfor en desperat mands handling, da Ask havde besluttet at lade sig udskrive. Men han måtte fri af hospitalets mure, udforske andre muligheder. Lægerne havde modsat sig udskrivelsen. En af dem havde endda bramfrit spurgt, hvad der ventede Ask derude, som retfærdiggjorde denne livstruende anmodning. Efter en kort og akavet stilhed havde Ask forklaret, at der ikke var tale om en anmodning men et krav. Og helt nøjagtig hvad der ventede ham ‘derude’, kunne han heller selv ikke svare på. Han forstod det jo ikke engang selv. Det eneste, han vidste, var, at han var villig til at give sit liv for at se det brænde til jorden. Og med dette lille drama bag sig gled Ask Hjortheede ud ad hospitalets svingdøre og forsvandt i en støvregn så fin, at man skulle være i bevægelse for overhovedet at bemærke, at den var der.

Karnappens ruder dirrede, hver gang Aarhusbugtens vindstød tordnede ind over Trøjborg. Karnappen tilhørte en af de få og yderst eftertragtede patriciervillaer langs Dronning Margrethes Vej. Indenfor, bag de små ruder, var luften kølig og fuld af regnsure dufte. Kvinden, der sad i kurvestolen, favnede om sine ben. Helt fra hun var en lille pige, havde hun sat sig i denne karnap, i denne stilling, når tanker skulle tænkes. Eller standses. Men denne morgen var det, som om hun hverken kunne tænke eller standse noget som helst. Tankerne fandt selv vej. Hun havde derfor affundet sig med rollen som lytter. Manden, hvis begravelse hun havde planlagt, kom hjem i dag. Tanken fik Julie Hjortheede til at skutte sig. Hun havde svært ved at huske den første tid på hospitalet efter Asks ulykke. Ugerne flød sammen i en grumset parentes af uregelmæssig søvn og forvirrede drømme. Ask havde været jaget vildt af pressen og var af den årsag blevet anvist en særskilt hospitalsstue. Sygeplejerskerne havde været betænksomme og redt en ekstra seng op til Julie. Og de havde også været betænksomme nok til ikke at sende hinanden blikke, da Julie havde bedt dem om ikke at stille sengene for tæt sammen. Hun gabte og så på armbåndsuret. Kvart over ni. Ask var på vej. Det havde han skrevet i en kortfattet sms i morges. Hun måtte hellere stille maden frem. Julie huskede ikke, hvornår de sidst havde spist morgenmad sammen. Men det måtte være lang tid siden. Tanken gjorde hende anspændt. Nærmest som før en eksamen. Hun skubbede beslutsomt fødderne i hjemmeskoene og svævede igennem den højloftede stue. Ude i gangen standsede hun foran spejlet. Sidste år, på sin 40 års fødselsdag, var hun holdt op med at bruge makeup i hverdagen. Ikke fordi hun opfattede sig selv som nogen naturlig skønhed. Hun var bare blevet træt af at gøre sig pæn for en, der ikke så på hende. Makeuppen var nu kun fremme, når hun selv var fremme. På scenen som for13

sanger for jazzorkesteret Lacy. På scenen, hvor alle så på hende. Kvinder som mænd. Især mænd. Endda nogle gange mænd, som knapt kunne kaldes for mænd. Julie kradsede en lille klump mascara ud af øjenhulen. Det forbedrede ikke spejlets refleksion. Men i det mindste sad makeuppen perfekt. Hvilket var belejligt. Hun skulle jo lige straks på scenen. Julie slog en piruet væk fra spejlet og skreg, idet benene stivnede under hende. En mørk silhuet ulmede bag hoveddørens glasmosaik. Hun stirrede blegt på den. “Hvorfor skriger du sådan?” sagde silhuetten bag døren. “Ask?” “Nej. Det er Lawrence of Arabia.” “Jeg hørte dig ikke komme. Du gav mig et chok.” “Det tror jeg, det meste af nabolaget hørte.” Chokket ebbede ud. Julie så tranceagtigt på hans mørke silhuet. “Selvom jeg virkelig nyder din velkomst, kan jeg så forvente at blive lukket ind i en overskuelig fremtid?” spurgte Ask efter lidt tid. Julie åbnede døren og mærkede samtidig en dør lukke inde i sig selv. Manden, der dukkede op, var ligeså langt fra den mand, hun engang havde givet sit “ja”, som den mørke silhuet. Ask stirrede på hende med det der blik. Skævt, rådvildt. Som om han så igennem en ufokuseret kikkert. Farven i hans kinder gik i ét med gråvejret udenfor. Poserne under øjnene svulmede purpurfarvet. Men det mest påfaldende ved Asks forandrede ansigt var de gråsprængte pletter i hans hår og fuldskæg. De var kommet ud af ingenting. Ask trådte ind i entréen. Julie undertrykte trangen til at tage et skridt tilbage. “Velkommen hjem. Jeg har savnet dig.” Hun omfavnede ham. Hans jakke lugtede af jord. “Jeg har en lækker morgenmad klar til os.” Ask skubbede Julie blidt tilbage uden at slippe hendes skuldre. Hans læber vred sig. Som om ordene, der var på vej, krævede en helt speciel vinkel. “Jeg er suspenderet.” “Suspenderet? Jamen … hvorfor?” 14

“Fordi Den Uafhængige Politiklagemyndighed mistænker mig for uagtsomt manddrab.” “Det kan de ikke mene alvorligt.” “Det kan de. Og de har en sag. Der har været en intern efterforskning. Det korte af det lange er, at jeg handlede tankeløst i timen før brandulykken. Pantede en tjenestevogn uden at informere vagtcentralen og medtog en uerfaren politipraktikant i stedet for en erfaren efterforsker.” “Hvem skulle du ellers have spurgt? Det var jo midt om natten.” “Christian Franch var på sit kontor. DUP’en undrer sig over, hvorfor jeg ikke tog ham med. I stedet for en uerfaren knægt.” En tung fornemmelse skyllede ned i Julies ben. “Var Christian der?” Ask vendte sig. Gulvbrædderne hvinede som små skabninger under hans vægt. “Ja, det hævder han. Men jeg husker intet.” “Men du ville da aldrig bringe andres liv i fare med vilje.” “Hvorfor ikke?” Hans blik var både afvisende og nysgerrigt. “Fordi du er en god mand.” “Er jeg det? En god mand.” “Hvad er der galt? Har jeg sagt noget forkert?” Tårerne bævrede på Julies øjenvipper. “Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Har du ikke hørt det? Min hukommelse er et sort hul!” “Jeg vil ikke skændes.” “Ikke skændes!” brølede Ask. “Hvad fanden skal vi så lave? Hvad? Spise morgenmad og skåle for godt helbred? Eller hvad med at vi holder op med at lade som om, jeg var den eneste?” “Hold op! Hold så op!” Julie viftede med armene som mod en sværm af hvepse. Ask sænkede stemmen til en hæs hvisken. “I bliver alle sammen ved med at lade som om, jeg var den eneste, der kom til skade den nat. Jeg skulle aldrig have taget knægten med ud til det forbandede bådehus.” Han gik ned ad gangen. Døren til kontoret smækkede i. Julie stod tilbage i den tomme entré. Så ned på sine hænder. De var smurt ind i mascara. Sorte. Beskidte. En underlig tanke slog hende: Man kan ikke spise morgenmad med beskidte hænder. 15

Sander Ravn lod tungen glide over sine misdannede tænder. Så satte han alt omkring sig i bevægelse. I samme sekund eksploderede gruppen bag ham. Deres kroppe buldrede hen over skovstien med en lyd som hestehove fra Helvede. Bissende åndedræt. Piskende fodtrin. Gruppen, der jagtede Sander, løb ikke ligesom de andre løbere i Risskov. Malana. Sander Ravn øgede tempoet. Hans fødder fløj hen over skovbunden. Kviste og småsten føg omkring. Lårmusklerne rasede som hårdttunede cylindre. Skoven blinkede og bævede. Træer, jord, krat. De sprælske farver ramlede sammen i en formløs, pulserende masse. Sander forsøgte at se sig over skulderen. Men sveden brændte som syre i øjnene. Og det ændrede intet. Han vidste, at de var der. At de jagtede ham. Malana. Sander Ravn satte tempoet op.

* Ask stillede feriebilledet af ham og Julie tilbage på skænken. Så på de andre billeder, der indrammede hans og Julies historie. Han vidste, at synet burde vække glade minder. Men i dag lignede de opretstående billedrammer små gravsten. Minder fra et liv, der ikke længere var, men som alligevel skulle leves færdigt. Mobilen spjættede i hans lomme. “Hallo?” “Hjortheede? Jørgen Kvist her. Fik du buketten?” Østjyllands chefanklager talte i et tonefald, som om han sad og rensede negle. “Jo tak, den var fin.” “Vi var jo alle bekymrede.” Der blev tavst i begge ender af røret et kort øjeblik. “Tak, Kvist, det værdsætter jeg. Og intet siger ‘velkommen

hjem, vi har været bekymrede for dig’ som en tiltale for uagtsomt manddrab.” Chefanklageren skramlede med noget i baggrunden. Eller skar tænder. “Jeg vil gerne kalde dig ind til et møde i morgen formiddag.” “Et møde? Hvorfor?” “Du skal have chancen for at få styr på din historie. Inden DUP’en flænser dig.” Noget koldt løb ned ad Asks ryg. Kvisten var kendt som en benhård negl på Gården. Nådesløs. Og nu tilbød han Ask juridisk bistand. Et eller andet stank. Alligevel tøvede Ask ikke med at sige ja. Hovedcomputeren på Gården var pludselig inden for rækkevidde igen.

* “I want your fucking souls. Anyone who shows mercy … I will make them bleed my-fucking-self!” Gulvet i den gamle kølehal gyngede jordskælvsagtigt under drengenes kroppe. Muskler blinkede i svedige ryk, hver gang de affyrede slag og spark, og modstanderen enten parerede eller fik en smertefuld lærestreg. Sander Ravns knytnæve susede ind i modstanderens pande med et dødt klask. Huden åbnede sig omgående. Modstanderen fortrak ikke en mine. Der var ældre, ondere ar i hans ansigt. “Don’t you dare fuck around. It’s meatday … pussies!” råbte Hamza. Blodet fra flængen i modstanderens pande drev med sveden ned i hans mundvig. Sander bed ned i tandbeskytteren. Vejrede stormen. Det var enkelt. I kampsport skulle man kunne leve med smagen af blod. Men aldrig ens eget. Det var smagen af nederlag, nye ar og værst af alt svaghed. “Yes. Yes. YES! Throw every punch with bad intentions.” Modstanderen stormede frem mod Sander. Knytnæver. Knæ. Albuer. Sander undveg slagene ved at kaste hovedet fra side til side. Små vindstød hvislede tæt ved ørerne, hver gang modstan-

deren stemplede luften, hvor hans ansigt netop havde været. Altid ansigtet, tænkte Sander. Tanken kostede et øjebliks koncentration. Modstanderen smed et lumsk højre hook, der tordnede ind i hans tinding. Det sortnede for øjnene. Sander vaklede baglæns, forsøgte at løfte armene, der dinglede som slatne reb. Ud ad øjenkrogen så han modstanderen halse imod ham. Der var kun én mulighed. Sander lod sig falde bagover. Malana.

* “Hæng lige på.” Julie sænkede telefonen. Havde der været en lyd? Hun så mod døren ud til gangen. Den stod på klem. Hun havde først lukket den men så åbnet den igen. Lukkede døre skjulte jo ting. Derfor stod døren på klem. Og det var ikke, fordi hun så ville kunne nå at se lyset ændre sig i gangen. Se Asks bevægelser, før lyden af ham betød, at hun kunne høre ham. Og han hende. “Hallo! Er du der?” kaldte en mikroskopisk stemme fra telefonen. Hun lod hånden glide hen over nakken. Ren granit. “Jeg er her stadig.” “Hvordan tager Ask det hele?” “Det er svært at vurdere. Han siger ikke så meget.” “Det lyder ikke som den store forandring.” “Gider du lige! Ask kunne være død.” “Han skal nok blive god igen. Har han nævnt mig?” Julie lo vantro. “Hører du ikke efter? Han var knapt over dørtrinnet, før han begyndte at råbe ad mig.” “Hvorfor råbte han?” “Jeg sagde noget dumt.” “Noget relateret til mig?” “Jeg … jeg kan ikke huske det. Han sagde noget om en drabstiltale og ham den unge dreng, der døde. Men jeg hørte ikke efter.” Julie hviskede. “Jeg kan ikke klare mere snak om død.” Der blev stille lidt. Julie lyttede til stemmens åndedrag. Hun vidste, at der ikke ville komme nogle trøstende ord. Det hørte ikke med til de roller, Julie og stemmen havde valgt. Hun kig18

gede ud ad vinduet. Regnen på glasset, dråbernes slingrende fald. “Hvis jeg nu bare havde været hjemme … ” “Drop det, Julie. Det var hans valg at tage ud til bådehuset.” “Men hvis Ask i det mindste kunne huske et eller andet.” “Er det muligt, at hans hukommelse vender tilbage?” “Lægerne siger, at patienter, der intet husker efter hovedtraumer, sandsynligvis aldrig kommer til det.” “Så Ask har ingen anelse om, hvordan han havnede ude ved bådehuset?” “Nej. Han nægter at snakke om det. Farer op ved det mindste ord om branden.” “Er der noget, jeg kan gøre?” Julie gik hen til vinduet, hvilede panden mod det kølige glas. “Jeg … jeg kan ikke lyve over for dig også. Der skete noget den nat, da Ask kom galt af sted. Noget, som også kan ramme dig.” Gråden klistrede sig til hendes stemmebånd. “Jeg tror, jeg slog den unge betjent ihjel.”

* Sander lå på ryggen. Modstanderen knælede over ham, hans hofter fastlåst imellem Sanders ben. Hver gang modstanderen ladede op til et nyt slag, vred Sander benene og puffede ham ud af balance. Sander havde ladet sig falde ned på gulvet af taktiske årsager. Han havde sidste år fået sort bælte i jiu-jitsu. Brasiliansk gulvkamp med ledlåse og kvælingsgreb. Noget som modstanderen vist havde glemt. For da Sander var drattet ned på ryggen, havde han uden tøven kastet sig over ham. Uden at se faren. Sanders ben havde smækket om modstanderen som en klapfælde. “One more minute, ladies. I want your fucking souls!” gjaldede Hamza ud i kølehallen. Modstanderen åndede tungt efter sit raseridrevne angreb. Sander reagerede eksplosivt. Rev fat om modstanderens højre arm og trak ham ned til sig. Lynhurtigt smed han sit venstre ben over modstanderens venstre skulder og fastspændte vristen i højre bens knæled. Kvælingsgrebet klemte modstanderens hals imel19

lem Sanders lår og udløste et tryk på halspulsårerne, der fik hans ansigt til at svulme blåt. Modstanderen forsøgte desperat at ryste sig fri. Sander klemte benene hårdere sammen. Deres ansigter kom helt tæt. Modstanderens strube gurglede. Malana. Han ligger oven på hende! Tanken kom uden varsel. Sanders øjne blev blanke. Han nåede ikke at løsne kvælingsgrebet. Pludselig så han ikke længere modstanderens ansigt. Hørte ikke længere lydene i hallen. Han så Malana. Så hende. Og ham. Hans store krop over hendes. Slip hende! Vil du ikke nok? Hadet rullede ud i kroppen. Musklerne låstes. Modstanderen spjættede desperat i kvælingsgrebet. “Ok, that’s enough, Sander. Let Anders go,” råbte Hamza. Ordene var for langt borte. Sander var for langt borte. Han vil ikke slippe hende, Sander! Gør noget. Hjælp hende! Hvid fråde spruttede fra modstanderens mundvige. Hun kan ikke trække vejret, Sander. Hvorfor stopper du ham ikke? Sanders ben knugede og klemte. Noget sprang imellem hans lår. Modstanderens krop blev slap. “Sander! Let go! You’re killing him!” Pludselig var der hænder overalt på Sanders krop. Vilde retningsløse ryk. En stemme skreg tæt ved hans øre. Han prøvede at kæmpe imod. Men hænderne var for mange. Sander så loftslamper glide forbi højt oppe. Hvor var han? Hvorfor var han i bevægelse? Han så omkring sig. En klynge af mørke silhuetter fikserede hans arme og ben, mens de slæbte ham af sted. Sander stirrede forvirret på dem. Hvad skete der? Hvor førte de ham hen? Hans første indskydelse var at kæmpe imod. Men den skrigende stemme. Den var så høj. Så nær. Han kunne ikke … Sanders hjerte holdt op med at slå. Hvad har jeg dog gjort, tænkte han, da han hørte sin egen skrigende stemme: “Han skal slippe hende! Han skal slippe!” Sander tav. Forstod, at han ikke blev ført mod noget. Hans holdkammerater førte ham væk fra noget. Væk fra det sted, hvor han havde trænet med Anders. Det sted, hvorfra der nu kom paniske råb: “Breathe, Anders! Breathe!” 20

Julie stirrede på mobiltelefonen. Samtalen med stemmen var slut. Hun havde ikke haft lyst til at lægge på af frygt for stilheden, der nu svarede igen med et ekko af selvbebrejdelser. Julie duppede med ringfingeren på de hævede områder under øjnene. Hun havde delt sin byrde i håbet om, at det ville lette en smule. At det ville give kræfter til at bære skammen et lille stykke længere. Bare indtil Ask var mindre skrøbelig. Men hverken betroelsen eller tårerne havde lettet. Og det endda på trods af, at stemmen havde navigeret perfekt imellem rollen som lytter og trøster. Men måske var stemmens ekspertise i kriser også en del af problemet? Havde den virket en smule mekanisk? Lidt på samme måde som Julie forestillede sig Ask agere, når endnu en gerningsmand knækkede i forhørslokalet. Hvor hans venlige mine blot var en tillært teknik, der hentede tilståelsen hjem. Og sendte mennesket bort. Julie smed mobiltelefonen på sengen. Det var tid. Ask skulle vide besked. Nu. Hun rejste sig, gik beslutsomt fremad men nåede kun til døråbningen. En telefon ringede. Hun genkendte ikke ringetonen. Alligevel var den høj. Nær.

* Ask stod i stuen og lavede en mental tjekliste over indholdet i den taske, han tre minutter tidligere havde smuglet ud i Mondeoen i garagen. Han måtte ikke glemme noget. Der kunne gå lang tid, før han vendte tilbage til Dronning Margrethes Vej 38. Hvis han da nogensinde ville sætte sine ben her igen. Villaens stueetage havde været hans tilflugtssted i de nætter, hvor Julie ikke var i humør til at dele seng med en udslidt og tvær efterforsker, der nægtede at kvitte det job, der gjorde ham til en udslidt 21

og tvær efterforsker. Så han havde fundet alt, hvad han behøvede i arkivskabet på kontoret. Tøj, toiletsager og et glas med sovepiller. Ask skridtede ud i entréen. Kiggede op ad trappen til første sal, hvorfra der havde lydt dæmpet mumlen, mens han sneg tasken ud. Julie havde snakket i telefon. Med hvem og om hvad kunne han ikke høre. Og var ligeglad. Ask trak en kasket ned over hovedet og gik imod hoveddøren. I samme øjeblik kimede hans telefon. Han bandede og trykkede ‘afvis opkald.’ “Hvem ringer?” Julies stemme lød fra første sal. Ask standsede op. Kun to skridt fra hoveddøren. Han sukkede. “Forkert nummer. Men hvis du absolut skal snage, så kom i det mindste herned!” “Bevares, er på vej.” Trappen jamrede som et gammelt trædeorgel, idet Julie trippede ned til ham. Hun standsede på det tredjesidste trin. Ask måtte tage en indånding. Synet af hans hustru forvirrede ham. Følelsen havde allerede ramt ham under indlæggelsen. Men det var, som om den blev mere iøjnefaldende i hjemmets omgivelser: Følelsen af at møde en person, der minder om en, man engang kendte. “Var du på vej ud ad døren?” spurgte hun stille. “Jeg er vel ikke ligefrem på top tre-listen over folk, du gerne vil se lige nu?” Julie lagde hovedet på skrå. Lysindfaldet fra vinduet ved trappen dansede på hendes ene kind. Opdelte hendes ansigt i lys og mørke. Og selvom der var kommet fine rynker omkring de kønne øjne og bløde mundvige, sank Ask en mundfuld tør luft. Han havde sjældent set hende smukkere. “Så din løsning var at snige dig ud,” sagde hun. Det var ikke et spørgsmål. “Ikke løsning. Den viser sig først efter spørgsmålene … og svarene.” “Og hvad, hvis man ikke overlever svarene?” “Så har man vel også fundet en slags løsning.” Julie stillede sig direkte foran ham. Der var halvanden hoveds højdeforskel imellem dem. 22

“Jeg har brug for at fortælle dig noget.” Hendes blik var sårbart. Men Ask reagerede på noget andet. Hvornår havde deres kroppe sidst været så tætte? Hendes ånde strøg henover hans kinder. “Jeg tror, det er bedst, hvis jeg tager af sted nu.” Hans stemme lød underligt hæs. “Nej, det er det ikke. Du skal høre det her.” Julies øjne var små fra gråden og så ufatteligt sårbare. Hun tog fat i hans hånd. Varm. Blodet skød ud i Asks kinder. I samme sekund svuppede gulvbrædderne under ham som løs mosebund. Han vaklede til en side. “Er du okay?” Julie klemte om hans hånd. “Jeg … ” Asks hjerne skreg: Ikke her! Ikke nu! Men følelsen af begær var så fremmed. Så overvældende. Det havde været så koldt og ensomt på hospitalsstuen. Nu strømmede blodet som smeltevand igennem væv og muskler. Spændinger, smerter, alt flød væk i lune pøle. Hans krop sugede af velværen som en grådig igle. Med ét var han intet andet end instinkt. Ask trak Julie ind til sig. Brysternes tryk gav åndenød. Hun så forbløffet på ham. Han frygtede et sekund at blive afvist. Så gled hendes øjenlåg i. Kysset. Han hang på hendes læber som det eneste, der holdt ham oprejst. Alt andet var viljeløst kød. Hende. Ham. Sammen. Det havde været den fjerneste tanke. Men nu, hvor det skete, løsnedes noget vældigt. Deres tunger blev vildere i deres søgen efter hinanden. Hendes fingre gled ind under kasketten, flettede hårdt om hans baghoved. Hivende åndedrag. Udforskende hænder. Ask ænsede slet ikke det første stik i kraniet. Eller det næste, der fik hans øjenlåg til at flimre. Det tredje gav et fysisk ryk i nakken. Julies læber gled væk. Ask åbnede øjnene. Hans tindinger dunkede. Lårmusklerne dirrede. Hun så bekymret på ham, lagde en hånd på hans kind. Den føltes kold. “Er der noget galt?” Hendes kolde hånd aede og aede. Vreden blussede op. Han så på Julie. Mærkede begæret fordufte. Men samtidig susede en rå ophidselse stadig i ham. Berøringerne, de grådige kys. Hans krop var strammet til. En knude 23

af sort liderlighed, der skreg efter blind forløsning. Ask smækkede hænderne om Julies hofter. Hun gispede, slog næven i hans brystkasse. Men de mærkede begge det viljeløse i slaget. Det inviterende. Hun kastede grådigt sin åbne mund imod ham. Ask vred hende halvt rundt i luften og pressede hendes hofter op ad væggen. “Knep mig!” stønnede hun. Knapperne på Julies nederdel kurede mod Asks fingerspidser. Hun rakte utålmodigt bagud. Ask verfede hånden væk. Flåede nederdelen af. Knapperne smældede ud over gulvet. “Ask?” Julie forsøgte at vende sig. Et nyt sting i kraniet. Asks knæskaller smeltede nærmest. Han måtte gribe fat i Julies hofter for bare at holde sig oprejst. “Det gør ondt,” klynkede hun. Men Ask hørte intet. Blodet fræsede dybt og mørkt. Og det var mere kropslig intuition end hjernens faktiske forståelse, der fortalte ham, at noget andet end ophidselse var ved at tage over. Murene omkring ham skælvede. Møbler og lamper snurrede stumt i øjenkrogene. Svimmelt slap han Julie og rakte ud efter kommoden. Hånden missede med en halv meter. “Pis!” Ask faldt.