Det der uddrag by EC Edition Forlag

Det dér og dét der Louise Juhl Dalsgaard

Roman

EDITION

Det dér og dét der Af Louise Juhl Dalsgaard © Louise Juhl Dalsgaard og EC Edition 2017 ISBN 978-87-93046-65-8 1. udgave, 1. oplag Redaktør: Birgtte Møller Balladone Omslag: Kamila Slocinska Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Gengivelse af indhold er ikke tilladt, med mindre der foreligger skriftlig tilladelse fra EC Edition

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Aarhus C

www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk

Tak til Hanne Højgaard Viemose for kompetent og kærlig vejledning, til Statens Kunstfond for økonomisk støtte og til Hald Hovedgaard for arbejdsophold.

Jeg betror mine hemmeligheder til en sten, sĂĽ graver jeg den ned, langt vĂŚk, jeg er bange for, at den taler over sig.

Jeg har ingen følelse i mine fingerspidser. Det er årstiden blandet med angsten blandet med ufrivillige spasmer. En krop har pakket sig ind i hud og hår, så det ligner noget, der ligner mig. Hvis det da ikke lige var for følelsesløsheden i fingerspidserne og så videre. Hvordan beskriver man egentlig noget, man ikke kan mærke – et fantomsavn? Jeg skriver: "Der er noget inde i midten, der ikke gør ondt."

Den 24. august 1992 skriver jeg en seddel til mig selv. ”Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig." Jeg er lige blevet færdig på gymnasiet, jeg har en sød saxofonspillende kæreste, mine forældre er hverken voldelige eller på andre måder rabiate. Jeg vil læse litteraturvidenskab og være klog, ikke bare med hjernen men også med hjertet, og har planer om at insistere så meget på kærligheden, at den bliver virkelig. Jeg vil mærke verden, ikke på afstand og med fornuften; nej, jeg vil lege med ild, indtil jeg lugter af pis. Det er rimelig hardcore intentioner, svære at få hul på. Så i stedet skriver jeg den her lille seddel og sætter den op på min opslagstavle: ”Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig." På ni måneder taber jeg 40 kilo, bliver sendt hjem fra en højskole, fordi de ikke tør tage ansvaret for mit liv, flytter op på et loft i et hus i København, læser Herbjørg Wassmos ”Dina” og græder, fordi hun er så hæslig og elskelig på samme tid. Jeg bliver indlagt af en læge, da hun konstaterer en latenstid, fra hun spørger mig om noget, og indtil jeg svarer, på mere end femten sekunder. Ikke fordi jeg skal overveje mit svar, hun spørger mig bare om mit navn, men fordi min hjerne er sat på standby. Jeg kommer på Frederiksberg Sygehus på en somatisk afdeling med aids-ramte, kræftsyge – og så Hanne, tror jeg, hun hedder. Hanne er pludselig blevet lam. Fra det ene øjeblik til det andet kan hun ikke længere gå. Det viser sig at være stress. Hun har gennem længere tid haft et forhold til en kendt person, han elsker hende højt, men vil ikke forlade sin hustru. Dét pres – at elske

i smug og portionsvis – lammer hende. Efter seks uger på sygehuset kan hun igen gå. Jeg ved ikke, hvad der er blevet af Hanne eller hendes hemmelige forhold, men jeg har læst i Ud og Se med DSB, at den kendte stadig er gift med sin kone. Imens alle de her mennesker omkring mig bliver lamme, dør eller bliver raske, er jeg døgnovervåget af lægestuderende, der er så ihærdige i deres forsøg på at forstå mig og tage hensyn, at jeg snor dem om min syge lillefinger. Jeg slipper afsted med at gemme mad i lommer og trusser, at hælde juice ud af vinduet, at liste mig ud i hospitalskøkkenet og bytte min kalorierige kost ud med en diabeteskost. Til sidst udskriver de mig – til et ridecenter i Hundested. Vorherre til hest, bogstaveligt talt. Det er koldt og kedeligt og afsindig ensomt, jeg husker meget lidt derfra, jeg er tynd og træt, og min hjerne er på vågeblus. Men jeg køber en kat, Aishaa, for 3000 kroner, og den får al den kærlighed, jeg ikke under mig selv. Jeg spiser muggent brød i håb om, at jeg vil blive syg og dø af det. På et eller andet tidpunkt kommer jeg derfra, begynder at læse litteraturvidenskab, her kan jeg blandt andet huske Tue med sølvbukser og krøller, afsindig klog. Til gengæld er jeg ikke særlig klog, for jeg bruger alle mine kræfter på at svømme to kilometer hver morgen på tom mave og løbe ti efter forelæsningen. Jeg spiser dåsetomater og sutter bouillonterninger, drikker Southern Comfort, flytter til Aalborg, læser til bibliotekar, har en spinningcykel og en stairmaster i min etværelses lejlighed. Jeg skal jo holde

mig i gang. Spiser mig mæt om natten, når fornuften er slået fra, og kroppen får lov at tale, overlever, radmager, længes, bliver færdiguddannet. Hvad var det nu for noget med ild og pis, der havde været så vigtigt til at starte med? Jeg flytter til Aarhus og læser videre (videre, altid videre) ender på Center for Spiseforstyrrelser, ti måneder, sondemadet og så tæt på at være personlighedsspaltet, som man kan være uden egentlig at være det. Min hjerne vil være rask, min krop fastholder stædigt, at jeg ikke er det værd. Hver nat, mens jeg er indlagt, bruger jeg en kontorstol som vægtstang og løfter den op og ned, op og ned, mens jeg bukker i knæene: tre timer hver nat. Og drikker vand før hver vejning. Når til sidst op på de famøse 50 kilo, udskrevet til døgnbehandling på en institution på en mark i Midtjylland. Her holder vi fællesmøder: "Om ikke jeg kan købe nogle nye sokker, for en af beboerne kan ikke lide dem, jeg har på", og "forresten knirker dine sko". Så tænker jeg, "nu må du kraftedme tage dig sammen, ellers skal du tilbringe resten af dit liv med at diskutere strømper og sko på en mark i det midtjyske." Og jeg tager mig sammen, langsomt men sikkert. Fjoller rundt med mænd, læser bøger og tænker forvirrede tanker, får et arbejde, gør ting, man også gør, hvis man ikke er syg, jeg fungerer.

Forundersøgelse 12.01.98 Pt. er henvist af overlæge XXX, afsnit B14, Ålborg, mhp. behandling. Det kan kort resumeres, at pt. er født og opvokset i Ålborg. Moderen hjemmegående det første år, efterfølgende begyndte hun at arbejde som hospitalslaborant. Faderen er professor i taleteknologi, og var gæsteprofessor i Canada, hvor familien boede et år, mens pt. var helt lille. Pt. beskriver sin skoletid som lykkelig, var socialt aktiv, udadvendt, klarede sig fagligt godt. Har afsluttet studentereksamen med et snit på 11,4 Daterer sine spiseproblemer til præcis den 24.08.92 i forbindelse med, at hun afsluttede sin studentereksamen. Følte sig tom, og havde svært ved at finde mening uden skolen. Følte sig også lidt for tyk, vejede 72 kg, der ved højde på 164 cm. svarer til BMI 27,1. Valgte således at finde mening i et vægttab og blev indfanget af den anorektiske adfærd, som pt. har haft siden. Symptomer på underernæring: kuldskærhed, træthed, søvnforstyrrelser, mavesmerter,

amenoré, ledsmerter, nedsat koncentrationsevne, samt ødemer i hænder, knæ og fødder samt omkring øjenregionerne. .... XXX, R1/dr

"Skal vi gå en tur," spørger min mor, "skal vi gære et brød?" Jeg ved ikke, hvor længe hun har tænkt sig at blive ved at spørge, og jeg ved ikke, om det er meningen, at jeg skal svare. "Er du glad?" spørger hun og går ud ad døren uden at vende sig om. Jeg kan hele tiden høre min mors trin og hendes mund, der taler. Til sidst foreslår hun, at vi skal få os en hund, det er det, hun siger. At vi skal få os en hund! ”Jeg vil ikke have en hund,” svarer jeg. "Jeg kan ikke holde al den logren ud, jeg har ingen hale at give igen med."

På TV ser vi en udsendelse om den udødelige vandmand, Turritopsis Nutricula. Dyret er i teorien udødeligt, da det kan udvikle sig fra et kønsmodent stadie tilbage til et umodent stadie. Ligesom hvis et menneske kunne udvikle sig fra at være voksen til at blive et barn.

Det er juli, og solens stråler falder så skråt og tungt, at alt i teltet bliver oplyst i teltdugens farve. Jeg sidder derinde og tænker: Det er sådan, det må føles at være orange. Senere: Er det sådan, det føles at være et menneske?

I min klasse går der en pige, Monique. Hun ligner en ædelsten og har bøjle på tænderne. Jeg siger til min mor, at jeg også vil have bøjle på tænderne, men hun folder et viskestykke på midten, først én gang og så én gang mere. Så ser hun på mig og siger: “Sådan hænger tingene ikke sammen.” Jeg spørger: “Hvordan så?”

Jeg elsker sange som “Timen er nær, Tom Dooley” og “I en seng på hospitalet”, men min sanglærer forbyder mig at synge, fordi jeg synger for højt, sådan er det med mig, for højt, for tæt, for meget. Jeg elsker somrene, de er varme, og jeg render rundt og vander alle vejens haver som en slags bod for noget, jeg ikke rigtigt ved, hvad er. Og jeg elsker de lange aftner, hvor jeg holder så meget kæft, at min far bemærker det, og mine tænder snurrer af glæde. Der også dage, hvor jeg vågner og har glemt alt – som i vitterligt ALT. Hvad sko gør godt for for eksempel? En vinter får jeg soleksem og feber, og i vildelse forestiller jeg mig, at jeg er et firben, der taber halen. Jeg ligger i min seng og råber: “Jeg forsvinder, jeg forsvinder”. Senere bliver jeg i tvivl. Måske er det derfor, at jeg holder op med at spise, sådan lidt "hvis A så B," "hvis skind så ben." Der går i hvert fald mange år, før jeg indser, at der ikke er nogen trøst i at hænge sammen. Men at man kan leve uden, ligesom et firben kan leve uden sin hale.

Da jeg fylder otte år, ønsker jeg mig en hest. Min mor siger, at der er alt for meget arbejde i sådan en. I stedet giver hun mig penge, så jeg kan købe en skildpadde. Jeg døber skildpadden i håndvasken. Kaninen, kalder jeg den.

Så læser jeg om skildpadder, om pasning og pleje og en historie om, at jorden hviler på et skildpaddeskjold. Jeg synes, det er spændende og begynder at læse alt muligt andet om jorden og rummet, om stjerner og galakser og om planeter uden vand. Min mor siger, at jeg skal passe på med den slags, med at tænke på sorte huller og uendelighed: “Man bliver tosset," siger hun. Jeg tænker ikke på andet.

Jeg læser også en masse om ugler, jeg synes, at det er sjovt, at ugle er fugle stavet uden f, og at deres øjne er så dybe, at de kan se sig selv i nakken. Jeg skriver en historie om en ugle, der hedder Ulla til både for- og efternavn: “Jeg hedder Ulla Ulla,” skriver jeg, “men de fleste kalder mig bare Ulla.”

Jeg viser historien om uglen til min lærer, der ringer til min mor. De taler længe sammen, og da samtalen er færdig, spørger min mor, om jeg er sulten? Næste dag beder læreren mig om at skrive alt ned, der gør mig glad. "Når jeg står på hovedet og smiler, så tror folk, at jeg er ked af det," skriver jeg. Jeg får det tilbage med besked om, at jeg har misforstået opgaven.

I 1. klasse får vi en ny dreng i klassen, han hedder Kaspar med tydeligt A. KaspAr. Kaspar er meget lille og kridhvid, han går i shorts i november, hans hår skinner, så man næsten ikke kan holde ud at se på det; Kaspars hænder er spinkle og næsten mere gennemsigtige, end de egentlig er hvide, man kan se de blå årer træde frem af huden. Det ligner fingrene på en smølf eller noget fra en fremmed planet. Kaspar må spise, lige hvad han vil. Der er ellers en regel om, at vi skal spise tre stykker rugbrød med sundt pålæg, før vi må spise chokolademad. Men Kaspar har fire nutellamadder på hvidt brød, ikke andet, og det må han gerne. Han spiser aldrig mere end en halv, måske en lille bid af en anden halv. Man kan se aftrykket af hans tænder i den mad, han ikke har spist færdig. Selv hans tænder er små og spinkle som en for tidligt født mus eller en stor mus med meget, meget små tænder. Jeg tænker tit på at spørge, om jeg må få de madder, han levner, men jeg gør det ikke, for Kaspar har sine egne regler, og dem snakker vi ikke om. Kaspar bor ikke hjemme hos sin mor og far. Hans mor er død for et år siden, og hans far er stadigvæk så ked af det, at han ikke kan passe Kaspar. Jeg ved ikke, hvor ked af det man skal være for ikke at kunne passe sit barn, men det må være mærkeligt, at ens far savner ens mor mere end én selv, og det endda selvom hun er død. I stedet for bor han hos sine bedsteforældre. De passer godt på ham, de kører ham til skole hver dag, følger ham

ind, hjælper ham af overtøjet og stiller en dunk med rød saft på hans bord. Inden de kører, sætter de sig på hug og siger: "Du kan bare bede dem om at ringe, hvis vi skal komme og hente dig." Så går de, og Kaspar sidder tilbage ved bordet i sine enormt store bukser med sine enormt små ben, der dingler frem og tilbage fra stolen. Jeg glemmer næsten altid Kaspar, indtil det bliver spisefrikvarter, og han henter sin madpakke med nutellamadderne. Kaspar bliver ikke så længe i vores klasse. Det er, som om han bliver mere og mere hvid og mere og mere tynd. Til sidst spiser han ikke engang det halve af en halv nutellamad, men jeg tør stadig ikke spørge, om jeg må få dem. En dag kommer han ikke mere. Læreren siger, at Kaspar holder en "time-out". Det vil sige, at han bruger tiden på at vænne sig til ikke at have en mor i stedet for at gå i skole. Hun siger også, at det er meget svært at miste nogen, man holder af, og at det kan være svært at vide, hvad man skal stille op med det rum indeni, hvor ens mor har boet. "Der er mange ting at finde ud af," siger hun, "hvordan man skal indrette rummet, om der skal flytte en anden ind, om man skal skifte møbler, alt sådan noget." Hun siger også, at Kaspar skal have tid til at finde ud af alt det, men at det nok skal gå, for han har jo sine bedsteforældre, der passer godt på ham. Jeg har også et rum, der står tomt. Jeg ved ikke, hvem jeg skal sige det til, eller om jeg overhovedet skal sige det

til nogen, for min mor er jo ikke død. Faktisk er der ikke nogen, der er døde. Jo, min farfar er død, men han var gammel, og jeg kendte ham ikke rigtigt, og han havde ikke sit eget værelse inde i mig. Alligevel har jeg et rum, der står tomt. Måske har der aldrig boet nogen, måske venter det på, at nogen flytter ind. Det sidder lige under halsen, rummet, og jeg vågner tit med halsbrand, det gør ondt. En dag prøver jeg at sige til min lærer, at jeg har et rum, der står tomt, ligesom Kaspar, og at det brænder. Men hun lyder vred, da hun siger, at vi allesammen har noget, der gør ondt, men at det ikke er det samme som at miste sin mor. Jeg bliver flov, for det ved jeg godt. Jeg ved godt, at man ikke kan være ked af det, hvis man ikke har noget at være ked af. Så jeg taler ikke mere om det tomme rum, men begynder i stedet at gemme små nutellamadder i min taske. Dem spiser jeg på vej hjem fra skole, når ingen ser det. De fylder ikke rummet, men det hjælper lidt på min halsbrand. Jeg opfinder også en tvilling, der er død. Hun hedder Nayaa. Jeg leger, at det er hendes rum, der står tomt. Jeg taler med hende hver dag, og hun lover at passe på mig, hun siger også, at jeg bare kan kalde, hvis jeg får brug for en time-out. Senere, da jeg bliver for stor til hemmelige venner og nutellamadder, holder jeg helt op med at spise, ligesom Kaspar gjorde, lige før han forsvandt.

Min matematiklærer ser, at jeg keder mig i timerne, og giver mig nogle opgaver med syvtalssystemet. "Det er en helt ny måde at samle brikker på", forklarer han mig, men jeg synes nu, at det er den samme måde, bare i en anden rækkefølge. I stedet bruger jeg tiden på at lægge snabler og klovnenæser sammen og får en lang rød trompet ud af det. Eller jeg trækker ti mus fra nitten aber og sidder tilbage med et pindsvin og en kolibri. "Hvis tre og tre kan give seks, kan et pindsvin og en kolibri vel blive en hest?" tænker jeg og tegner en tegning af en hest, som jeg giver til min lærer. Jeg får et ottetal i årskarakter. Det har jeg aldrig prøvet før, jeg har kun fået 13- eller 11-taller, så jeg bliver ked af det. "Det er bare et tal," siger min lærer, og det har han ret i. Men jeg holder nu alligevel op med at regne i klovnenæser, holder mig til tallene, laver alle afleveringer uden fejl og klarer eksamen på halv tid. "Dygtig til matematik, dygtig til sorg". 1

1: Citat fra Lea Løppenthins digtsamling "Marts er bedst", OVBIDAT, 2016.

Ambulant samtale 17.12.98 Vi taler om, hvad der er sket, og hvorfor pt. fik sin anoreksi. Pt. ser sygdommen som en protest mod forældrene, der har værdsat hendes præstationer, men ikke haft plads til, at pt. kunne være ked af det og eller har kunnet rumme hendes fortvivlelse og forvirring. Adspurgt hvad det er for fortvivlelse og forvirring, svarer pt., at det er diffust. Igen den 08.01.99 kl. 12.30 XXX, overlæge/ma