Bear Grylls
True Grit Fantastiske og sandfĂŚrdige historier om heltemod og overlevelse
Oversat af Per H. Jacobsen
Til mine helte, fortidige og nuvÌrende. Skabt gennem prøvelser, karakteriseret af deres handlinger og husket for deres mod. Og til de fü unge, der endnu ikke ved, de vil blive testet og fremstü som morgendagens helte.
True grit True grit er vanskeligt at oversætte direkte til dansk. Det betyder noget i retning af en ‘særlig karakterstyrke‘, en ‘særlig råstyrke‘, en ‘særlig sejhed‘. Nogen vil sige, at man har ‘rygrad‘, ‘ben i næsen‘ eller ‘boller af stål‘, hvis man har true grit. Der skal mange danske ord til for at nærme sig en tilfredsstillende oversættelse. Vi har derfor valgt at bruge den engelske betegnelse true grit undervejs i bogen i stedet for at forsøge at oversætte det.
Indhold Introduktion
13
Nando Parrado: Smagen af menneskekød Juliane Koepcke: Som sendt fra himlen
17 29
John McDouall Stuart: Den mest vanvitige opdagelsesrejsende nogensinde? Kaptajn James Riley: Slaver i Sahara Steven Callahan: ”Min krop rådner for øjnene af mig” Thor Heyerdahl: Kon-Tiki-ekspeditionen
41 53 65 77
Jan Baalsrud: Den største flugt Louis Zamperini: Kapløb med døden Alistair Urquhart: Der findes ikke længere mænd af den støbning Nancy Wake: Spionen, de kaldte Den Hvide Mus Tommy Macpherson: Manden, der satte 23.000 nazister ud af spillet Bill Ash: Flugtkongen
89 103 115 127 139 151
Edward Whymper: En katastrofal succes George Mallory: ”Fordi det er der” Toni Kurz: Mordvæggen Pete Schoening: The Belay Joe Simpson: Skær rebet over eller dø
163 173 183 195 205
Chris Moon: Kidnappet og skudt i smadder … det stopper ham ikke Marcus Luttrell: En uge i helvede Aron Ralston: Et umuligt valg
219 231 243
Sir John Franklin: Døden i Arktis Kaptajn Scott: ”Min Gud. Det er et frygteligt sted” Roal Amundsen: Den største opdagelsesrejsende verden har set Douglas Mawson: Det hvide helvede Ernest Shackleton: ”Den mest stivnakkede og stædige dreng, jeg nogensinde har mødt”
255 265
Læs mere Billeder
313 317
277 289 301
“En vej delte sig inde i en skov, og jeg – jeg valgte den, der var mindst befærdet. Og det har gjort hele forskellen”. Robert Frost
INTRODUKTION Et af de spørgsmål, jeg bliver stillet igen og igen, er: Hvem er dine helte? Hvem har haft indflydelse på dit liv? Hvem har inspireret dig? Det er i sandhed ikke nemme spørgsmål at besvare. Selvfølgelig var min afdøde far en helt i mine øjne: eventyrlysten, skæg, ydmyg – en mand af folket – én, der turde tage nogle chancer, en, der ville fremad og en kærlig og blid far. Men meget af det, der har drevet mig til at presse mig selv mentalt, fysisk, følelsesmæssigt og spirituelt, kommer fra nogle helt andre kilder. Jeg håber, den her bog vil åbenbare nogle af verdens mest inspirerende, bevægende og grænseoverskridende eksempler på menneskelig udholdenhed for dig. Der er mange at vælge mellem. Nogle af de historier, jeg har valgt, kender du måske allerede. Andre har du aldrig hørt om. Og for hver eneste historie fuld af smerte og lidelse er der som regel et dusin, der ligner – som er akkurat lige så rystende og inspirerende. Men jeg har stykket dette udvalg sammen, ikke kun fordi de historier har rørt mig, men fordi de også dækker et bredt spektrum: fra helvede på Antarktis til katastrofen i ørkenen; fra et mod på slagmarken uden sidestykke til at stå over for den værst tænkelige rædsel, hvor du må skære din ene arm af for at overleve. Hvad er det, der driver mænd og kvinder helt derud, hvor de risikerer alt? Hvor kommer al den ukuelighed, determination og alt det mod fra? Er det noget, vi er født med, eller er det noget, vi kan lære? Igen, der er ingen enkle svar, og hvis der er noget, jeg har erfaret, så er det, at der ikke findes en særlig heltetype – de kommer i alle slags forklædninger. Og folk overrasker ofte sig selv, når de bliver testet. Men samtidig er der noget i mig, der kan se, at visse mennesker er bestemt til storhed. De udvikler karakter og mod, og de dyrker selvværd og visioner fra en tidlig alder. Og det kommer dem til gode, når det på et tidspunkt bliver dem, der står over for en prøvelse.
Jeg elsker dette citat af bjergbestiger og forfatter Walt Unsworth, hvor han definerer den type, der søger eventyret: ”Der findes mænd, for hvem det uopnåelige har en særlig tiltrækning. De er som regel ikke eksperter, men deres ambitioner og fantasi er stærke nok til at fjerne den tvivl, som mere forsigtige mænd har. Beslutsomhed og tro er deres stærkeste våben. Jeg tror, at vi alle er i stand til at udføre store ting, lige som vi indeholder utrolige reserver af styrke, som vi måske aldrig finder ud af, at vi besidder. Det er lige som en drue: Du ved ikke rigtig, hvad den er lavet af, før du presser den”. En ting, som alle historierne i denne bog har til fælles, er, at hver enkelt af disse mennesker blev presset til det yderste af livet, og de måtte alle udforske og finde disse skjulte lagre af mod, sejlivethed og viljesstyrke. Under denne proces døde nogle, mens andre overlevede. Men gennem deres kampe kom de hver især i kontakt med det helt essentielle i, hvad det vil sige at være et menneske – de fandt en ild inde i sig selv, der rækker langt ud over det rent fysiske. Jeg håber, at denne bog kan tjene som en påmindelse om, at den ånd og den ulmende glød bor dybt i os alle. Nogle gange skal der bare pirkes lidt til den for at få den til flamme op. Jeg håber også, at disse historier vil inspirere dig til at være lidt mere modig og lidt stærkere, når det er din tur til at blive udfordret. Og husk, hvad Winston Churchill engang sagde: ”Når du går gennem helvede, så bliv ved med at gå”. Men nu skal du bare læne dig tilbage og lade mig introducere dig for mine helte …
Nando Parrado: Smagen af menneskekød ”Det var hverken en heltedåd eller et eventyr. Det var helvede”. Nando Parrado
Bear Grylls
True grit
F
or 22-årige Nando Parrado skulle det blot have været en behagelig familieudflugt. Det uruguayanske rugbylandshold, som han spillede for, havde chartret et fly til Santiago i Chile, hvor de skulle spille en opvisningskamp. Han havde inviteret sin mor, Eugenia, og sin søster, Susy, med på flyveturen, som gik hen over Andesbjergene i et tomotorers Fairchild-fly. Fredag den 13. oktober 1972 lettede flight 571, og nogle af fyrene om bord jokede med, at det ikke var den bedste dag at flyve hen over en bjergkæde, der var kendt som hjemsted for vanskeligt og farligt vejrlig for en pilot. Varm luft stiger op fra foden af bjergene og møder den kolde luft oppe ved snelinjen. Det resulterer i en malstrøm, der er dårligt nyt for et fly. Men det var bare noget, de lavede sjov med. Vejrrapporterne for den dag så netop fine ud. Men vejret har for vane at ændre sig hurtigt i bjergene. Især i disse bjerge. Flyet havde kun været få timer i luften, da piloten blev tvunget til at lande i byen Mendoza ved foden af Andesbjergene. Her overnattede de. Næste dag var piloterne i syv sind om, hvorvidt de skulle fortsætte turen. Men passagererne ville gerne nå frem til rugbykampen. De lagde pres på piloterne for, at de skulle flyve. Det viste sig at være en rigtig dårlig idé. Fairchild-flyet var på vej hen over Planchón-passet, da turbulensen ramte det. Fire skarpe bump. Nogle af fyrene jublede, som om de sad i en rutsjebane. Nandos mor og søster blev bange. De tog hinanden i hænderne. Nando åbnede munden for at sige noget beroligende. Men ordene kom aldrig ud af munden på ham. Pludselig faldt flyet 100 meter. Nu var der ingen, der jublede mere. Flyet rystede voldsomt. Nogle af passagererne begyndte at skrige. Ham, der sad ved vinduespladsen ved siden af Nando, pegede ud. Mindre end ti meter fra vingespidsen kunne Nando se bjergsiden: en enorm mur af sten og sne. Han spurgte Nando, om flyet skulle være så tæt på bjerget, hans stemme rystede af rædsel. Nando svarede ikke. Han var optaget af at lytte til motorernes forfærdelige hylen, mens piloterne desperat forsøgte at vinde højde.
19
Bear Grylls
True grit
Hele flyet rystede så voldsomt, at det føltes som om, det var på vej til at brække over. Nando fangede sin mors og søsters skrækslagne blikke. Og så skete det. En voldsom rystelse. En frygtelig skærende lyd af metal mod klippe. Flyet havde ramt bjergsiden. Det blev flået itu. Nando kiggede op. Han så direkte op i himlen. Han følte kold luft imod sit ansigt. Og han kunne se skyer, når han kiggede ned gennem midtergangen. Der var ikke tid til at bede. Ikke engang til at tænke. Han mærkede en enorm kraft, der slyngede ham op fra sædet. Og en voldsom, øredøvende støj fyldte luften. Nando Parrado må have været sikker på, at han var ved at dø en uhyggelig, smertefuld og skræmmende død. Derefter blev han kastet ud i mørket.
* De første tre dage efter styrtet var Nando bevidstløs, og derfor så han aldrig flere af de alvorlige skader, hans medrejsende havde fået. En mand havde fået et stålrør ind gennem siden. Da hans ven forsøgte at fjerne det, faldt en del af tarmene ud af fyrens mave. En anden mands lægmuskel var revet løs og snoede sig rundt om hans skinneben. Selve skinnebensknoglen var helt synlig. Man måtte mase musklen på plads, før man kunne lægge en forbinding. En kvinde var blevet mast under en masse sammenstyrtede flysæder, som man ikke kunne filtre ud af hinanden. Hendes ben var brækkede, og hun råbte i smerte. Ingen kunne gøre andet end at lade hende dø. Nandos hoved var svulmet op, så det var på størrelse med en basketball. Han trak stadig vejret, men ingen forventede, at han ville overleve. Men imod alle odds vågnede han op fra sit koma tre dage senere. Nando lå på gulvet i det havarerede flyskrog, hvor de overlevende
20
Bear Grylls
True grit
krøb sammen. De døde var stablet op i sneen udenfor. Vingerne var revet af flyet. Det samme var halen. De var styrtet ned i en snedækket klippefyldt dal, hvor det eneste, de kunne se, var de skræmmende bjergtoppe, der tårnede sig op hele vejen rundt. Men lige nu var Nandos fokus på sin familie. Der var dårlige nyheder. Hans mor var død. Nando var sønderknust, men han tillod ikke sig selv at græde. Han vidste, at tårer ville dræne hans krop for salt. Han havde blot været ude af sit koma i få minutter, men havde allerede vist vilje til ikke at give op. Han besluttede sig for at overleve uanset hvad. Femten mennesker var døde i det forfærdelige flystyrt, men det næste Nando tænkte på var sin søster. Susy var i live, men kun lige. Hendes ansigt var smurt ind i blod, og det var for smertefuldt for hende at bevæge sig, fordi hun havde mange indre kvæstelser. Hendes fødder var allerede sorte af forfrysninger. Forvildet råbte hun på sin mor og bad hende om at tage hende med hjem, væk fra den forfærdelige kulde. Nando holdt hende i sine arme resten af dagen og natten med håb om, at hans kropsvarme kunne holde hende i live. Men gradvist gik det op for ham, hvor stor en fare de befandt sig i. Nattemperaturen i disse bjerge nåede ned på minus 40 grader. Mens han lå i koma havde de andre på bedste vis forsøgt at stoppe sne og kufferter ind i hullerne i skroget for at give en vis beskyttelse mod de dødsenskolde vinde i bjergene. Alligevel vågnede Nando og opdagede, at hans tøj var frosset fast mod hans hud. Hans læber og hår var hvide af is. Flyskroget, som var deres eneste mulighed for at søge i ly, lå oven på en stor gletsjer. Selv om de befandt sig højt oppe, var de nødt til lægge nakken tilbage for at kunne se op på de bjergtoppe, der omgav dem. Luften var så tynd, at det brændte i deres lunger, når de trak vejret. Solens stråler var så kraftige, at deres hud blev forbrændt. Genskinnet fra sneen så skarpt, at de blev sneblinde. Chancerne for at overleve ville have været større, hvis de var strandet på havet eller i en ørken. De to miljøer er trods alt værter for liv. Heroppe kunne intet leve. Ingen dyr. Ingen planter.
21
Bear Grylls
True grit
De rationerede små mængder af mad, som de fandt i kabinen og i kufferterne. Men der var meget lidt, og de løb hurtigt tør. Kolde dage skiftede med isnende nætter. På femte dag efter styrtet besluttede de fire stærkeste overlevende at forsøge at klatre ud af dalen. De vendte tilbage fire timer senere: De manglede ilt, var udmattede og knuste. Det var umuligt, sagde de. Ordet “umulig” er ikke et godt ord at have i dit sind, når du skal forsøge at overleve.
* På den femte dag døde Nandos søster i hans arme. Endnu engang måtte han holde tårerne tilbage, selv om han var ramt af dyb sorg. Nando begravede hende i sneen. Alt var blevet taget fra ham, undtagen én ting: hans far hjemme i Uruguay. Han gav et tavst løfte til ham om, at han ikke ville tillade sig selv at dø her i den frosne ødemark i Andesbjergene. Der var vand overalt i form af sne. Det blev snart ulideligt smertefuldt at spise det, fordi den tørre kulde gjorde deres læber sprukne og blodige. De var ved at dø af tørst, indtil en af de overlevende opfandt en sne-smeltende anordning af en plade aluminium. De lagde sne på den og lod solen smelte den. Men uanset, hvor meget vand de skaffede, fik det ikke bugt med den stærke sult. Deres sparsomme forsyninger af mad var væk efter en uge. I den højde og den kulde har menneskekroppen brug for meget mere næring, end hvis man befinder sig ved havets overflade. Men de havde ingenting. Deres kroppe ville hurtigt begynde at nedbryde sig selv. De havde brug for protein. Uden det ville de dø. Så simpelt var det. Og der var kun en kilde til mad til rådighed for dem nu. Det var ligene af de døde, der lå udenfor i sneen. Kødet blev perfekt opbevaret i minusgraderne. Nando var den første til at foreslå, at de spiste det for at overleve. Alternativet var at sidde og vente på, at døden tog dem, og det var han slet ikke klar til.
22
Bear Grylls
True grit
De begyndte med piloten. Fire af de overlevende fandt glaskår i skroget. Dem brugte de til at hakke strimler af kød fra pilotens lig. Det var naturligvis hårdt frosset og havde en underlig gråhvid farve. Nando stirrede på kødet i sin håndflade. Omkring ham kunne han se nogle af de andre overlevende gøre det samme. Andre havde allerede puttet lunser af menneskekød i deres mund og forsøgte med stor vanskelighed at tygge det. Det er bare kød, sagde han til sig selv. Ikke andet. Han lod kødet glide forbi sine sprukne læber og ind på tungen. Det smagte ikke af noget. Kun en fornemmelse af noget hårdt og senet. Nando tyggede et par gange og tvang derpå kødklumpen ned gennem halsen. Han følte sig ikke skyldig. Men han var vred over, at de var endt sådan her. Og selv om kødet ikke stoppede den stærke fornemmelse af sult, så gav det ham et håb om, at han måske undgik at dø af sult, indtil de blev fundet af en redningspatrulje. For samtlige redningsfolk i Uruguay var ude for at lede efter dem. Var de ikke? De skulle forhåbentlig ikke fortsætte på denne makabre kost ret længe. En af de overlevende havde fundet en lille transistorradio blandt vraggodset, og den havde han fået til at virke. Dagen efter de smagte på det første menneskekød, lykkedes det dem at tune ind på et nyhedsprogram. Der fik de den besked, som de absolut ikke ønskede at høre. Eftersøgningen af dem var blevet afblæst. Forholdene var for vanskelige. Der var simpelthen ingen chancer for at finde overlevende. ”Træk vejret,” sagde de til hinanden, når fortvivlelsen var ved at overmande dem. “Hvis du trækker vejret, betyder det, at du stadig er i live”. Men nu, hvor alt håb om at blive reddet var forsvundet, må de have tænkt en del over, hvor mange åndedrag de endnu havde i sig. Bjergene havde endnu flere rædsler i vente til dem. Den næste kom i form af en natlig lavine. Uanede mængder af sne væltede ned over flyskroget, som befandt sig midt i en vinterstorm. Store
23
Bear Grylls
True grit
mængder af det fandt vej ind i flyvraget og begravede Nando og de andre overlevende i sne. Seks af dem blev kvalt under deres iskolde tæpper. Nando har senere sammenlignet det med at blive fanget i en ubåd på bunden af havet. Den rasende storm var så kraftig, at de ikke vovede sig ud, og de vidste ikke hvor tykt et lag sne, der lå over dem. Det her kunne godt ende som en isnende kold massegrav. Anordningen til at smelte vand virkede ikke nu, hvor de ikke kunne komme ud i solen. Og de eneste kødforsyninger var de seks, der døde under lavinen. Tidligere var det kun dem, der skar kød fra ligene, der havde været tvunget til at se på. Men nu var de stort set alle inden for synsvidde, da et par modige overlevende begyndte at skære i de friske lig. Solen havde ikke udtørret kødet på disse lig, og derfor var det en noget anderledes udfordring. Kødet var ikke hårdt og tørt, men blødt og fedtet. Råt. Vådt. Der var blod i det, og det var fuld af brusk. Og det var langt fra uden smag. Nando og de andre skulle kæmpe hårdt for ikke at kaste op, mens de tvang det blævrende kød ned gennem halsen, samtidig med at de var omgivet af den skarpe, sygelige stank af rådnende menneskeligt kød og fedt.
* Snestormen lagde sig. Det tog de overlevende otte dage at grave sig fri af lavinen. De vidste, at der i den løsrevne flyhale var nogle batterier, der måske kunne få flyets radio til at fungere, så de kunne tilkalde hjælp. Nando og tre af hans ledsagere begav sig ud på en rejse, der varede adskillige smertefulde timer hen over den frosne sne, og til sidst fandt de batterierne. I de følgende dage forsøgte de at fikse radioen, men det lykkedes ikke. Imens blev nedstyrtningsstedet et stadig mere rædselsvækkende sted at opholde sig.
24
Bear Grylls
True grit
Til at begynde med havde de overlevende begrænset sig til at spise små strimler af kød fra ligene af deres døde kammerater. Nogle nægtede først at gøre det, men da de først indså, at der ikke var nogen anden mulighed, gik de med til det. Og som tiden gik, blev den brutale virkelighed, hvad angik deres kost, kun alt for synlig. Der lå menneskeknogler strøet rundt på nedstyrtningsområdet. Amputerede arme og ben, hvor der fortsat var kød på, lå stablet op tæt ved en åbning ind til skroget – et uhyggeligt, men lettilgængeligt spisekammer. De havde lagt store mængder af menneskefedt ud på flyet for at tørre det i solen. Og de overlevende var gået fra kun at spise kødet til også at spise indmaden. Nyrerne. Leverne. Hjerter. Lunger. De havde endda åbnet kranierne på de døde for at spise hjernemassen indeni. De åbne tomme hoveder lå kastet rundt i sneen. To døde kroppe forblev urørte. Af respekt for Nando havde de andre undgået ligene af hans mor og søster. Men Nando vidste, at de i længden ikke kunne lade så god mad ligge for længe. Den tid ville komme, hvor overlevelse ville vinde over respekten. Han måtte forsøge at hente hjælp, inden han blev tvunget til at spise sin egen familie. Han var nødt til at kæmpe mod bjergene. Han vidste, at han sandsynligvis ville dø i forsøget. Men det var bedre end slet ikke at forsøge.
* De havde været fanget i bjergene i 60 dage, da Nando og to af hans ledsagere – Roberto og Tintin – tog af sted for at hente hjælp. Der var ingen vej, der førte ned fra det sted, hvor de befandt sig. De kunne kun gå opad. Men de vidste ikke, at de var på vej til at skulle klatre over en af de højeste bjergtoppe i Andes – en top, der lå mere end fem kilometer over havets overflade. Erfarne bjergbestigere havde tænkt sig om to gange før en ekspedition som denne. Og de ville med sikkerhed ikke have indledt den efter 60 dage på sultegrænsen og uden det udstyr, der er så vigtigt til ekstrem bjergklatring. Nando og hans stålsatte ledsagere havde ingen klatrejern, ingen
25
Bear Grylls
True grit
ishakker og intet tøj, der passede til det kolde vejr. De bar kun det tøj, de kunne flikke sammen fra kufferterne i vraget, og de var svage på grund af underernæring, udmattelse og kulde. Ingen af dem havde prøvet at bestige et bjerg før. Det varede ikke længe, inden Nandos uerfarenhed blev tydelig. Hvis du aldrig har lidt af højdesyge, kan du ikke forestille dig, hvordan det er. Dit hoved er ved at sprænges på grund af smerter. Du kan dårligt stå på benene, fordi du er svimmel. Du bliver overmandet af træthed. Hvis du går for højt op uden pause, risikerer du en hjerneskade, og du er i fare for at dø. Man siger, at man aldrig må gå højere end godt 300 meter i et stræk. Derefter skal man akklimatisere sig. Det vidste Nando og hans venner intet om. De klatrede 600 meter op den første dag. Deres blod blev fortykket, fordi det forsøgte at holde på ilten. De hyperventilerede. De dehydrerede. De blev også ved med at gå. Deres eneste ernæring var rester af menneskekød, som de havde skåret fra ligene af deres døde venner og stoppet ind i en sok, så de kunne have det med. Men nu var kannibalisme det mindste af deres problemer. Deres største problem var simpelthen størrelsen på den opgave, der lå foran dem. De valgte på grund af deres uerfarenhed de mest vanskelige ruter op gennem bjergene. Nando førte an, og han måtte lære avanceret bjergbestigning på stedet. Han skulle finde vej op ad håbløst stejle stigninger dækket med en plade af tyk is. Han skulle undgå fald på de dødeligt glatte bjergsider og klare vandrette passager på barberknivtynde, glatte afsatser. Selv da de kom op til de rene klippevægge, der var hundredevis af meter høje og dækkede af sammenpresset sne og is, ville Nando ikke give op. Han brugte en skarp pind til at skære en trappe op gennem det. Om natten faldt temperaturen så meget, at deres vandflaske blev sprængt. Selv i løbet af dagen kunne mændene ikke stoppe med at ryste på grund af den umenneskelige kulde og deres totale udmattelse. Mod alle odds nåede de toppen, men de grusomme Andesbjerge havde endnu en udfordring klar til mændene. Nando havde
26
Bear Grylls
True grit
forventet at kunne se ned bag bjergkæden. Men da han spejdede rundt fra dette utroligt smukke udsigtspunkt, så han kun andre bjergtoppe så langt øjet rakte. Intet grønt. Ingen civilisation. Ingen hjælp. Intet andet end sne, is og klippe. Moral betyder alt, når du kæmper for at overleve. Men trods skuffelsen tillod Nando sig ikke at blive skuffet. Han kunne se to mindre bjergtoppe, som ikke var dækkede af sne. Var det et godt tegn? Måske indikerede det, at det var der, bjergene hørte op? Men han skønnede, at de bjergtoppe lå omkring 75 kilometer væk. De havde ikke nok menneskekød tilbage til, at de kunne fortsætte alle tre. Derfor blev Tintin, der var den svageste af dem, sendt tilbage til nedstyrtningsstedet, så Nando og Roberto kunne fortsætte. Det tog ikke Tintin lang tid at glide tilbage til resten af gruppen i flyvraget. De to andre gik nedad mod skyerne nu og satte ikke kun deres lid til bjerget, men også til tyngdekraften. Nando faldt og ramlede ind i isvæggene. Hans tynde og svækkede krop var forslået og øm. Men han og Roberto tvang fortsat sig selv til at sætte den ene fod foran den anden, selv om hvert skridt kostede udmattende smerte. I takt med, at de kom længere ned, steg temperaturen, og det menneskekød, de havde i sokken, begyndte at tø og gå i forrådnelse. Stanken af råddent kød var slem nok, men det gjorde det også klart for dem, at kødet var på vej til at blive uspiseligt. Hvis de ikke fandt hjælp, ville de simpelthen gå til. På den niende dag vendte lykken for dem. De så en mand. På den tiende dag kom manden med hjælp. Han medbragte forsyninger. Nando og Roberto spiste deres første varme, ikke-menneske-mad i 72 dage. Endnu vigtigere var det, at de gav det lokale politi det budskab, de havde krydset Andesbjergene for at levere: ”Vi kommer fra et fly, der er styrtet ned i bjergene … I flyet er der stadig 14 sårede overlevende”. Takket være Nandos og Robertos stædighed, der betød, at de aldrig
27
Bear Grylls
True grit
gav op, blev de overlevende fløjet i sikkerhed med helikopter. De kunne lige nå hjem til jul. Ud af de 45, der var med på denne frygtelige flyvetur, overlevede 16. Det allerstørste mirakel af dem alle er, at så få af dem døde.
* Mange, der lytter til historien om Nando Parrado og hans desperate medpassagerer, hører kun en uhyggelig fortælling om kannibalisme. Nogle mennesker kritiserer dem endda for den beslutning, de tog. De tager selvfølgelig fejl. I et af deres mørkeste øjeblikke indgik de overlevende en pagt med hinanden. Hvis nogen af dem døde, gav de deres tilladelse til, at de andre måtte spise deres kroppe. Fordi de vidste, at det ikke var et udtryk for manglende respekt for det menneskelige liv at spise de døde ledsagere. De viste netop, hvor dyrebart livet er. Så dyrebart, at man er villig til at gøre næsten hvad som helst for at holde fast i det, mens et ufatteligt barsk miljø gjorde sit bedste for at tage livet fra dem. De overlevende fra Flight 571 udviste bemærkelsesværdigt mod, opfindsomhed og, mener jeg, værdighed. De udviste en reaktion, som er lige så gammel som livet selv: Når døden er næsten sikker, så er en af de mest menneskelige måder at reagere på at nægte at lægge sig ned og lade den vinde.
28