Kemikalier i politik og hverdag by Rådet for Grøn Omstilling

Kemikalier i politik og hverdag EUâ&#x20AC;&#x2122;s kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter

Kemikalier i politik og hverdag EU's kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter

Det Ă&#x2DC;kologiske RĂĽd August 2013

Indholdsfortegnelse

Forord

Ftalater på hospitaler

Introduktion til kemikalier i vores samfund

Bisphenol A

1 EU og REACH

Fluorerede stoffer – PFOA/PFOS

Bromerede flammehæmmere

54 57

Hvordan er EU opbygget?

Hvordan kan EU påvirkes?

3 Kemikalier i hverdagen

Kemikalielovgivningen i EU

Kemikalier i fødevarer

Risikovurdering

Kemikalier i tøj og tekstiler

Grænseværdier

The horror show – er vi tikkende hormonbomber? 64

Hvor store koncentrationer kan mennesker tåle? 17 REACH – trin for trin

4 Cocktaileffekter og Nanomaterialer

Registrering (registration)

Cocktaileffekter

Vurdering (evaluation)

Nanomaterialer

Godkendelse (autorisation)

’Ret til viden’

5 Farlige kemikalier kan erstattes

Klassificering og mærkning

Substitution af farlige kemikalier

Huller og mangler i lovgivningen

Hvorfor substituere og hvad er substitution?

Advarselslister og substitution

2 Hormonforstyrrende stoffer

Substitutionsportaler og netværk

Intro. til hormonforstyrrende stoffer

Forbrugerens rolle

Parabener

Ftalater

Ordliste

Kemikalier i politik og hverdag – EU's kemikaliepolitik REACH, hormonforstyrrende stoffer, nanomaterialer og cocktaileffekter 1. udgave, august 2013

Citering, kopiering og øvrig anvendelse af publikationen er velkommen og kan frit foretages med kildeangivelse. Udgives også på engelsk. Udgivet af Det Økologiske Råd – med støtte fra Villum Fonden

ISBN: 978-87-92044-43-3

Fo t o R T i mag es

Tekst: Lone Mikkelsen – Det Økologiske Råd (med mindre andet er angivet ved kapitlet) Design og layout: Birgitte Fjord | Grafisk design Forsidefoto: wragg Publikationen kan frit downloades fra Det Økologiske Råds hjemmeside: www.ecocouncil.dk

Det Økologiske Råd Blegdamsvej 4B DK-2200 Copenhagen N Tel. +45 3315 0977 email: info@ecocouncil.dk web: www.ecocouncil.dk

FORORD

Forord

I dette undervisningsmateriale fortæller vi om problematikken ved de såkaldte hormonforstyrrende stoffer, samvirkende effekter af kemikalier – det, som ofte kaldes cocktaileffekter – samt nanomaterialer. Disse forskellige typer af kemikalier forekommer i en lang række af de produkter, vi omgiver os med i dagligdagen, og er en vigtig del af vores moderne livsstil. Mange af de produkter, hvori kemikalierne findes, har gjort livet lettere eller smartere for os, men alt for mange af disse stoffer er endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt for, hvilke skadelige effekter de kan have på mennesker, dyr og miljø. Eksperterne har mistanke om, at de hormonforstyrrende stoffer kan påvirke en lang række processer i vores krop. F.eks. hvornår børn/unge kommer i puberteten og senere vores evne til at få børn. Desuden mistænkes stofferne for at kunne fremkalde visse former for kræft og skabe misdannede kønsorganer. Man er på det seneste også begyndt at mistænke stofferne for at have indflydelse på fedme og udvikling af sukkersyge, hvor sidstnævnte er ved at blive en af de helt store livsstilssygdomme. Nanomaterialer har også længe været under lup. Ikke kun på grund af deres utroligt lille størrelse, men især fordi de, ligesom de hormonforstyrrende stoffer, er mistænkt for at kunne skade mennesker og miljø. Mange stoffer er allerede reguleret af den fælles europæiske kemikalielovgivning, der i daglig tale hedder REACH. Dog er der stadig mange af de lovlige kemikalier på markedet, som er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter samt at være medvirkende til cocktaileffekter. Det er producenten og/eller industrien, der skal bevise, at det stof, de producerer eller bruger i deres produkter, ikke er farligt for forbrugerne. Men da der stadig ikke findes kriterier for, hvordan man påviser, om et kemikalie er hormonforstyrrende, vil disse stoffer falde igennem lovgivningens sikkerhedsnet. For at sikre forbrugerne mod sundhedsfare, er det vigtigt at disse stoffer bliver bedre reguleret, og derfor er det nødvendigt med øget fokus på kemikalieområdet. Vi vil i dette materiale forklare konstruktionen af den Europæiske Union (EU), og hvordan man på nationalt plan foreslår og følger den lovgivning, som bliver vedtaget på EU-niveau. Desuden gennemgås teorien om den

fælles europæiske kemikalielovgivning i bred forstand. Herefter er de vigtigste grupper af hormonforstyrrende stoffer beskrevet med en gennemgang af, hvordan vi hver dag udsættes for stofferne, og hvad det i givet fald betyder for vores sundhed og miljøet. Senere beskrives cocktaileffekter og nanomaterialer. I hvert af disse kapitler gives der eksempler på, hvad man selv kan gøre i sin hverdag for at nedsætte risikoen for at blive udsat for farlig kemi. Da indholdet i hæftet til tider kan være lidt kompliceret og indeholde svære ord, er der bagerst i hæftet opbygget en ordliste, hvor man kan finde ordforklaringer. Når man undervejs i hæftet støder på et ord, som er medtaget i ordlisten, vil det være markeret med kursiv skrift. Vi har dog undladt denne mærkning i de afsnit, som omhandler det specifikke ord samt de steder, hvor vi mener, at en nærmere forklaring er unødvendig. Desuden er der enkelte ord der simpelthen optræder så ofte, at en mærkning ville være forstyrrende (f.eks. ordene ’kemikalie’ og ’EU’). Hæftet er udarbejdet med henblik på at være anvendeligt i flere forskellige fag og undervisningsforløb samt i tværfaglige projekter. Det kan læses fra ende til anden, eller man kan vælge at pille afsnit ud, som passer til specifikke undervisningsemner. Hvert afsnit er skrevet til at kunne stå alene, men henviser til underbyggende afsnit, hvis særlige passager kræver uddybning for bedre forståelse. Rigtig god fornøjelse!

INTRODUKTION

Introduktion til kemikalier i vores samfund

Kemikalier findes overalt i vores samfund, og forekommer både naturligt og som industrielt fremstillede stoffer. Mennesker og miljø har til alle tider været udsat for kemikalier i et vist omfang. Om de forekommer naturligt, eller om de er menneskeskabte, har intet at sige for deres mulige sundhedsskadelige effekter på mennesker og miljø. Mange tror fejlagtigt, at hvis det blot er naturligt, så har det ingen skadelig effekt. Dette er desværre forkert! Der er mange eksempler på, at naturligt forekommende kemikalier er skadelige. Som eksempel kan nævnes naturlige aromaer (duftstoffer). Der findes ikke mindre end 2500 duftstoffer, som kombineres på kryds og tværs, når der skal fremstilles parfume, plejeprodukter, rengøringsmidler osv. En parfume kan nemt bestå af op til 300 forskellige duftstoffer. Af de 2500 duftstoffer er mindst 100 mistænkt for at være allergifremkaldende, mens 26 af dem er konstateret allergene. Når et stof er konstateret allergent, skal det skrives med navn i indholdsfortegnelsen på et produkt. Det vil sige, at står der ’parfume’ efterfulgt af et navn, så ved du, at produktet indeholder et duftstof, der er konstateret allergent. Endvidere indeholder kosmetiske produkter i mange tilfælde konserveringsmidler for at sikre produkterne en lang holdbarhed. Det er til stadighed diskuteret, hvorvidt brugen af konserveringsmidler til specielt hudplejeprodukter, som f.eks. bodylotion, er nødvendigt. Cremer i bøtter udgør eksempelvis et problem. Når vores mere eller mindre bakterieforurenede fingre dagligt skal i direkte berøring med hele indholdet er der et stort behov for konservering med antibakterielle midler for at cremen ikke skal udvikle skimmel. Man kunne dog forestille sig, at dette langt hen ad vejen kunne løses ved at bruge lukkede emballager, som f.eks. tuber. Det er et faktum, at vi ikke kan slippe helt for kemikalier i vores hverdag, da mange af dem som sagt forekommer helt naturligt, men vi kan være med til at styre i hvor høj grad, vi udsættes for dem, ved at fravælge dem, når de i bund og grund ikke er nødvendige. Man forstår stadig ikke til fulde, hvilke konsekvenser disse kemikalier kan have for mennesker og miljø, og dette faktum burde i sig selv være nok til at handle efter forsigtighedsprincippet. At benytte sig af forsigtighedsprincip-

pet vil sige, at man kun bruger kemikalier dér, hvor det af sociale og/eller økonomiske grunde 1 er nødvendigt at bruge dem. Et socialt argument for at bruge et bestemt sundhedsskadeligt kemisk stof kan være, at en vaccine, på grund af varmen, kun kan holde sig i tropiske egne, hvis der bruges kviksølv som konserveringsmiddel. Det kan være vigtigere for et spædbarn at få vaccinen – det kan betyde overlevelse – end at beskytte det mod en lille mængde kviksølv. For sådanne overvejelser findes der dog helt specielle analyser, der skal gennemgås, inden man kan komme med en afgørelse. I vores del af verden vil det dog være sjældent, at meget farlige stoffer ikke kan undværes. Vi er hver dag i berøring med en bred vifte af produkter, uden at vide om de er fyldt med farlige kemikalier såsom hormonforstyrrende stoffer og/eller allergi- og kræftfremkaldende stoffer. Oven i købet er vores viden om de fleste af de kemikalier, der bruges i dag, utrolig begrænset. Som forbrugere skal vi have garanti for, at der ikke findes problematiske stoffer i de produkter, som vi benytter hver dag, uanset om de er produceret i den Europæiske Union (EU) eller importeret fra andre lande. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at farlige stoffer tillades i produkter, når der findes alternativer der er mindre skadelige for sundhed og miljø. Kemikalier indgår som en naturlig del af den materielle velstand og komfort, som vi lever under i dag, og som mange vil have svært ved at undvære, men samtidig har de skabt enorme sundheds- og miljømæssige problemer. Der findes i dag menneskeskabte kemikalier, som er blevet spredt til alle kroge af kloden, og som kan findes i både vand, luft og jord. Det er blevet påvist, at disse kemikalier, selv i meget små mængder, kan påvirke økosystemer og dyr og føre til problemer såsom ophobning af miljøgifte i isbjørne og hvaler, med sundhedsmæssige effekter til følge. Der er desuden fundet tvekønnede fisk og snegle i bl.a. Danmark samt tvekønnede alligatorer i USA, hvilket er mistænkt for at hænge sammen med en stigende eksponering for sundhedsskadelige kemikalier.

1 En social-økonomisk analyse er en veletableret metode til afvejning af fordele og ulemper ved en handling, for samfundet som helhed.

INTRODUKTION

Mange videnskabelige undersøgelser har vist, at piger kommer tidligere i puberteten2, og et stigende antal drengebørn bliver i Danmark født uden nedsunkne testikler (kryptorkisme) eller med en misdannelse på penis, hvor urinrøret munder ud for langt nede (hypospadi)3. Desuden har Danmark, sammen med Norge, verdensrekord, når det kommer til antallet af patienter med testikelkræft (se figur 1). Flere og flere forskere bekræfter, at disse sundhedseffekter kommer, helt eller delvist, som følge af eksponering for hormonforstyrrende stoffer. WWF (Verdensnaturfonden) udførte i 2004 en ret kendt undersøgelse, hvor de udtog og undersøgte blodprøver fra miljø- og sundhedsministre fra 13 EU-lande. Blodprøverne blev testet for en bred vifte af industrielt fremstillede (menneskeskabte) kemikalier, som kan indvirke negativt på sundhed og miljø, og som bl.a. findes i dagligdagsprodukter som elektronik, tæpper, møbler, pizzabakker og i emballagen til mikrobølgepopcorn. Figur 1 Danmark og testikelkræft

Grafen viser, at Danmark er det land i EU, som har den største forekomst af personer, som diagnosticeres med testikelkræft. De vandrette søjler angiver, hvor mange der i de enkelte EU-medlemslande er diagnosticeret med

I gennemsnit blev der fundet 37 kemikalier per person ud af de 103, som testen omfattede. I blodet på den daværende danske miljøminister (Hans Christian Schmidt) blev der fundet 36 kemikalier. Af de fundne stoffer er nogle forbudt for flere årtier siden, men flere af dem er alligevel stadig i brug eller findes som en forurening i det omgivende miljø. Denne kemikalieforurening er en trussel imod vores helbred og naturen. Mange af de kemikalier, der blev fundet i ministrenes blod er persistente, bioakkumulerende og toksiske (giftige) – kaldet PBT-stoffer. Mange af dem kan desuden forstyrre hormonsystemet hos dyr og mennesker. Problemet ved PBT-stoffer er, at de forbliver i vores miljø, selvom produktion og forbrug af dem standses. De kan ikke nedbrydes eller bliver det kun meget langsomt, og desuden vil rigtig mange af dem oplagres i fedtvæv på dyr og mennesker, da de er fedtopløselige. Som eksempel kan nævnes polychlorerede bifenyler (PCB), der er en gruppe industrikemikalier udviklet i 1920’erne, som især blev brugt i elektronikindustrien på grund af deres isolerende egenskaber og lave brandevne. Disse stoffer blev siden vist at kunne medføre bl.a. hjerneskader, og i dag er de forbudt i det meste af verden med Sverige som et af de lande, der var først med et forbud allerede i 1972. Man regner med, at der er blevet produceret omkring to millioner tons PCB. En del af dette er blevet forbrændt, mens en endnu større del enten er blevet deponeret eller stadig findes i f.eks. de bygninger og elektroniske produkter vi omgives af. Resten er primært blevet udledt til havene og er havnet i kredsløbet. Resultatet er, at dyr og mennesker vil blive eksponeret for disse stoffer i generationer fremover, og bl.a. kan man finde dem i sæler og isbjørne i Arktis, hvor stofferne aldrig har været i brug, men blot er blevet overført via luft og vand. For at undgå en lignede problematik i de næste mange år er det nødvendigt, at vi får skærpet kemikalielovgivningen!

sygdommen. X-aksen angiver antallet af personer per 100 000. Kilde: Modificeret fra http://info.cancerresearchuk. org/cancerstats/types/testis/incidence/uk-testicular-cancerincidence-statistics (2008)

2 Miljøstyrelsen. ”Langtidseffekter af prænatal pesticideksponering”: http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2012/06/978-87-92779-71-7.pdf 3 Gabel, P. et al. 2011. The risk of cryptorchidism among sons of women working in horticulture in Denmark: a cohort study. Environmental Health: A Global Access Science Source, 10: 100

F o to Pi e tro Na j - Ol ear i

EU og REACH

EU OG REACH > HVORDAN ER EU OPBYGGET?

Hvordan er EU opbygget? Danmark er medlem af den Europæiske Union (EU), og dermed er mange dele af din hverdag underlagt en masse fælles love og reguleringer, som er bestemt og styret på EU-plan. Det berører så forskellige ting, som det du spiser, det tøj du har på, hvor stort et CO2-udslip vi som land må have, og hvor i havene der må fanges fisk. EU lovgiver først og fremmest på de områder, hvor problemer bedst løses i fællesskab. Når det handler om f.eks. kemikalier, er det oplagt, at alle lande har et ønske om at beskytte deres borgere mod sundhedsskadelige stoffer. Men det bliver dyrere for os alle, hvis hvert land har sine egne regler for, hvilke stoffer der må være i forskellige forbrugerprodukter såsom legetøj, elektriske apparater og kosmetik. Desuden ville de enkelte lande ikke have kapacitet til at regulere de mange tusinde stoffer og produkter, som produceres og importeres fra alle dele af verden. Fælles regler betyder, at virksomhederne kan opnå fordele ved at producere deres varer i meget større mængde, samt at flere virksomheder konkurrerer indbyrdes. Samtidig kan landene i fællesskab bedre overkomme at vedtage fælles regler, kræve risikovurderinger af de mange stoffer samt vurdere alle

de data, som producenterne i denne sammenhæng skal levere. For at regulere alle disse forskellige områder vedtager EU-institutionerne regler, som de enkelte medlemslande skal følge ud fra nogle bestemte retningslinjer, alt efter hvilken type ’lov’ der indføres. De nye love eller regelsæt kan være udformet som enten forordninger, direktiver, afgørelser, henstillinger eller udtalelser. De adskiller sig primært ved måden, de skal håndteres på af de enkelte medlemslande. • En forordning er almengyldig i hele EU. Det betyder, at den er bindende i alle sine enkeltheder og er gældende for alle medlemslande, så snart den er vedtaget. • Et direktiv er med hensyn til det tilsigtede mål – f.eks. forbud mod et kemisk stof – bindende for ethvert medlemsland, som det rettes til, men det er op til de nationale myndigheder at implementere det i den nationale lovgivning. • En afgørelse er bindende i alle sine enkeltheder. Når den angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse. • Henstillinger og udtalelser er ikke bindende.

EU består af 28 medlemslande. Det nyeste medlemsland er Kroatien som blev optaget i sommeren 2013. EU’s institutioner ligger hovedsageligt i Bruxelles i Belgien, men også byer som Luxembourg og Strasbourg huser centrale EU-institutioner.

EU OG REACH > HVORDAN ER EU OPBYGGET?

Figur 2 Den Europæiske Union

Europa-Kommissionen Initiativret til at fremsætte forslag til ny lovgivning

Europa-Parlamentet

Ministerrådet

Organiseret i 8 politiske grupper.

Den centrale lovgivende

Ved den ‘fælles beslutningsproces’

institution i EU

lovgiver Parlamentet i samspil med Rådet

EU-Domstolen Den øverste juridiske myndighed i EU

Opbygningen af den Europæiske Union, med de fire centrale institutioner; Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU-Domstolen.

De vigtigste institutioner i EU er Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og Den Europæiske Unions Domstol, der normalt bare omtales som EU-Domstolen (se figur 2). Europa-Kommissionen består af en politisk ledelse med én kommissær fra hvert medlemsland samt embedsmænd. Hver kommissær leder et såkaldt generaldirektorat. Det er Kommissionen, der kan foreslå love og regler for hele EU, hvor ingen lande forfordeles, og det er desuden Kommissionens ansvar, at medlemslandene overholder de fælles love. Hvis de mener, at der sker overtrædelser, kan de anlægge sag imod det specifikke medlemsland. Dette vil ske ved EU-Domstolen. Når Kommissionen har fremlagt et lovforslag, skal det vedtages i Europa-Parlamentet og i Ministerrådet. Det er disse to institutioner, der sammen fungerer som den lovgivende magt i EU. Dog kan de ikke selv komme med lovforslag, men de kan vedtage, ændre eller afvise Kommissionens forslag. Man kan sige, at Parlamentet er de europæiske borgeres talerør, da dette består af direkte folkevalgte politikere. Danmark har 13 europaparlamentarikere4, som repræsenterer forskellige politiske partier. Ministerrådet derimod består af en række råd for fagministre, f.eks. Miljøministerrådet og Det Europæiske Råd, hvor

det sidstnævnte består af regeringscheferne fra de 28 medlemslande (Kroatien blev i sommeren 2013 optaget som det 28. medlemsland). For at fordele indflydelsen og magten så ligeligt som muligt mellem de europæiske organer, er det Parlamentets rolle at føre kontrol med Kommissionen. F.eks. skal parlamentarikerne godkende en ny Kommission, når medlemslandene har udpeget nye kommissærer 5. For at skabe dynamik i EU-arbejdet er der skabt en opbygning, hvor medlemslandene skiftes til at varetage Ministerrådet seks måneder af gangen. Man siger, at et bestemt land har EU-formandskabet. EU-formandskabslandet har grundlæggende to hovedopgaver: 1. At lede og tilrettelægge møderne i Rådets forskellige sammensætninger. F.eks. skal den danske Miljøminister lede Miljøministerrådsmøderne, når Danmark har formandskabet. Det er tanken, at formandslandet altid skal opføre sig neutralt og upartisk. 2. At repræsentere Rådet overfor EU’s andre institutioner, ikke mindst Europa-Parlamentet og EuropaKommissionen. Her skal de så at sige være de andre EU-medlemslandes talerør i forhandlinger med Parlamentet og Kommissionen.

4 Medlemmerne af Europa-Parlamentet, som alle er folkevalgte, kaldes europaparlamentarikere 5 EU og folketinget: www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/4fb582d3/EU%20og%20Folketinget_2010%20pdf.pdf

EU OG REACH > HVORDAN KAN EU PÅVIRKES?

Hvordan kan EU påvirkes? Mange parter prøver at påvirke beslutningerne i EU. Det kan være en stor privat koncern, virksomhed, fagbevægelse, miljøorganisation eller en lokal aktør, som f.eks. et dansk regionsråd. Mens f.eks. miljøorganisationerne oftest selv arbejder med at fremme deres sag, hyrer store virksomheder og erhvervsorganisationer ofte betalte lobbyister. En lobbyist er en person, som repræsenterer en særlig interesse over for politikere og embedsmænd og søger at påvirke lovgivningsarbejdet i EU i en ønsket retning. Lobbyisme foregår i alle led i EU’s beslutningsproces og over for alle parter. Mange interesseorganisationer, virksomheder samt regioner og kommuner i Danmark har udstationeret medarbejdere i Bruxelles. Medarbejderne forsøger at påvirke beslutningstagerne i EU’s institutioner med deres interesser og indsamler desuden viden tidligt i en beslutningsproces. Denne viden sendes derefter hjem og bruges af ’moderorganisationen/virksomheden’ i den danske beslutningsproces. Faktisk er lobbyisterne en uundværlig del af den demokratiske lovgivningsproces i både Danmark og EU. Lobbyisterne oplyser politikerne om mulige konsekvenser af specifikke beslutninger og lovforslag. Derved får politikerne et bedre beslutningsgrundlag. Der menes at være cirka 15 000 lobbyister i Bruxelles. Ca. 60 % af lobbyisterne repræsenterer det private erhvervsliv, og 21 % repræsenterer den offentlige

sektor. De resterende 19 % repræsenterer andre typer organisationer som f.eks. fagforeninger, forbruger- og miljøorganisationer (herunder flere NGO’ere 6), kirker og tænketanke 7. Det er tydeligt, at der er en skæv fordeling af interesseorganisationer, hvilket især skyldes, at virksomheder og brancheorganisationer har langt de største økonomiske ressourcer. Det skyldes desuden historiske kendsgerninger. EU er en videreførelse af dét, der oprindeligt blev indledt som Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), og var dermed først og fremmest et økonomisk samarbejde. Dette medførte, at især det private erhvervsliv havde særligt store interesser på spil, når lovgivningen skulle udformes. I de enkelte EU-medlemslande er der større eller mindre demokratisk indflydelse på, hvordan regeringerne stemmer i EU. Når Danmark stemmer for eller imod et forslag i EU’s Ministerråd, sker det på baggrund af en grundig beslutningsproces – EU-koordineringsprocessen. Først er regeringen nået til enighed, og herefter skal den sikre sig, at der ikke er et folketingsflertal imod deres holdning til den aktuelle sag. Det sker ved, at Folketingets Europaudvalg giver et mandat til, hvordan regeringen skal stemme. Der er andre lande, hvor det nationale parlament har langt mindre indflydelse på regeringens politik i EU. Når en lovgivning er endeligt vedtaget på EU-plan, skal den afslutningsvist implementeres i de enkelte medlemslande.

Lobbyisme kan have indflydelse på afstemninger i Europa-Kommissionen, -Parlamentet og Ministerrådet.

6 Non-governmental Organisation (NGO); en ikke-statslig organisation, der hverken støttes eller styres af staten 7 Kilde: EUropa på vej af Mads Dagnis Jensen og Julie Hassing Nielsen

EU OG REACH > HVORDAN KAN EU PÅVIRKES?

Europa-Parlamentet har igennem årene fået større og større indflydelse på EU’s miljøpolitik. Parlamentet er den europæiske instans, som arbejder med størst åbenhed og dermed den instans, som er lettest at påvirke udefra. I den danske debat er det ofte blevet fremstillet, som om det er umuligt at få indflydelse på EU’s beslutningsprocesser. Men bl.a. miljøorganisationers erfaring er, at det ikke er afgørende sværere at påvirke EU’s beslutninger end at påvirke det danske Folketing. Dog kræver det, at man arrangerer sig på tværs af landegrænserne. Der er nogle hovedtendenser til, hvordan de forskellige partigrupper i Europa-Parlamentet stemmer i forbindelse med miljøspørgsmål, og dermed kan det have stor betydning, hvor man som lobbyist lægger presset. Den grønne gruppe i Parlamentet prioriterer naturligvis miljøspørgsmål højt. Desuden lægger den socialdemokratiske gruppe – også kaldet socialistgruppen – og den øvrige venstrefløj en del vægt på miljøproblematikken. Den store konservative/kristendemokra-

I USA findes der love, som regulerer lobbyisternes virke, mens der i EU som udgangspunkt er frit spil i forhold til, hvordan forskellige organisationer vælger at øve politisk indflydelse. For alligevel at sikre en meningsfuld diskussion om, hvordan der kan fastlægges rammer for lobbyvirksomhed på EU-plan, er det nødvendigt at definere de grundlæggende rammer for forbindelserne mellem EU-institutionerne og lobbyisterne. I den forbindelse har Europa-Kommissionen formuleret en grundholdning, der er fremført i ’Grønbog om et europæisk åbenhedsinitiativ’ 8, som blev lanceret i 2006 med en opfølgning i 2007:

tiske gruppe er normalt mere fodslæbende og i langt højere grad parat til at sætte industriens kortsigtede økonomiske interesser i centrum. Den liberale gruppe placerer sig ofte midt imellem, mens højregrupperne er de mindst miljøinteresserede.

2. Lobbyister kan hjælpe med at henlede EU-institutionernes opmærksomhed på vigtige spørgsmål. I nogle tilfælde yder EU finansiel støtte for at sikre, at visse interessegrupper effektivt kan give udtryk for deres synspunkter på EU-plan (f. eks. forbrugere, handicappede, miljøorganisationer m.fl.). 3. Samtidigt må der ikke øves uberettiget indflydelse på EU’s institutioner gennem uretmæssig lobbyvirksomhed. 4. Når lobbygrupper søger at få medindflydelse på EU’s formulering af politikker, skal det være klart for offentligheden, hvilket bidrag de yder i forhold til EU’s institutioner. Det skal også tydeligt fremgå, hvem de repræsenterer, hvad deres formål er, og hvordan de finansieres. 5. Foranstaltninger vedrørende åbenhed skal være effektive og rimelige.

Natur-, miljø- og forbrugerorganisationerne i EU-landene arbejder tæt sammen. Dels er der Greenpeace og Verdensnaturfonden (WWF), som er egentlige internationale organisationer, dels er der paraplyorganisationer, hvor de enkelte nationale organisationer arbejder tæt sammen. Den største er European Environmental Bureau (EEB), som har et bredt arbejdsfelt med arbejdsgrupper for f.eks. kemikaliepolitik, nanoteknologi og luftforurening. Der er også mere specialiserede paraplyorganisationer, som f.eks. Pesticide Action Network (PAN-Europe), der arbejder med reduktion af pesticider. Disse organisationer har kontorer i Bruxelles, hvor de følger EU-arbejdet tæt, og der er en livlig e-mailkommunikation mellem disse kontorer og de tilsluttede organisationer i alle EU’s medlemslande. Det samme gælder forbrugerorganisationerne, som er samlet i paraplyorganisationen BEUC (The European Consumer Organisation) i Bruxelles. Mange europaparlamentarikere – det gælder også mange af de danske – er meget bevidste om, at de bliver overdænget med argumenter fra erhvervsorganisationer (industri, landbrug, vognmænd, flyselskaber osv.), og de er derfor også åbne for at høre argumenter fra de grønne organisationer som modvægt.

1. Lobbyvirksomhed er et legitimt element i det demokratiske system, uanset om den gennemføres af individuelle borgere eller virksomheder, civilsamfundsorganisationer og andre interessegrupper eller virksomheder, der arbejder på andres vegne (public affairs-virksomheder, tænketanke og advokater).

I et forsøg på at skabe mere åbenhed omkring beslutningsprocessen og lobbyisternes rolle i EU indførte Europa-Kommissionen et frivilligt lobbyregister i juni 2008. Dette er et første skridt, men der er stadig ikke styr på, hvem der løber rundt på gangene. Problemet med en frivillig ordning kan være, at det altid kun er ’the good guys’ der melder sig. For at kunne regulere lobbyismen til fordel for alle borgerne i EU, vil det være utroligt fordelagtigt at vide, hvem der er lobbyister, og hvor mange der er. Et obligatorisk lobbyregister kan være en løsning på dette problem. Samtidig vil det give beslutningstagerne mulighed for bedre at finde ud af, hvem de står over for, og hvilke interesser, der er blevet hørt i en sag.

8 www.eu-oplysningen.dk; Grønbog om europæisk åbenhedsinitiativ, Kommissionen for de europæiske fællesskaber, maj 2006

EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU

Kemikalielovgivningen i EU I december 2006 vedtog EU en ny fælles kemikalielov kaldet REACH. REACH trådte i kraft den 1. juni 2007 og erstattede omkring 40 tidligere direktiver. Siden REACH blev vedtaget, har kemikalieproducenter og importører selv haft ansvaret for at fremskaffe viden om stoffernes egenskaber, herunder en evt. risiko ved at bruge dem, inden de kan blive godkendt. Før REACH trådte i kraft, var det op til myndighederne at påvise, at et kemikalie var farligt, hvis de ville have taget det af markedet. Loven har til formål at sikre, at de omkring 100 000 forskellige kemikalier, der bruges i EU, er undersøgt i forhold til sikkerhed for mennesker og miljø, og at de bruges forsvarligt. Med REACH blev det slået fast, at kemikalielovgivningen i Europa bygger på forsigtighedsprincippet. Tidligere kunne alle eksisterende kemikalier bruges frit, med mindre en myndighed havde påvist en risiko for et specifikt kemikalie og efterfølgende forbudt anvendelsen. Kun stoffer, som var kommet på markedet efter 1981, blev automatisk pålagt krav om undersøgelse. Med gennemførslen af REACH er det fremover industrien, som skal påvise, at de producerer og anvender kemikalier forsvarligt. REACH omfatter både enkeltstoffer (kemikaliet i sig selv – altså det kemiske stof), stoffer i kemiske blandinger og stoffer i artikler (se boks for definitioner). Lovgivningen medfører også, at anvendelsen af særligt problematiske stoffer (ofte kaldet SVHC-stoffer; Substances of Very High Concern) med tiden vil kræve en godkendelse. De farligste af disse stoffer skal substitueres (erstattes), hvis der findes egnede alternative stoffer eller teknologier. I forbindelse med, at REACH trådte i kraft blev også Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) oprettet. ECHA har en central rolle i den overordnede proces omkring retningslinjer for brugen af kemikalier. ECHA er placeret i Helsinki i Finland og er den instans, som tager imod registrering af eksisterende kemikalier. Alle registreringer bliver gennemgået, og udvalgte stoffer vurderes herefter af EU-landenes myndigheder, som enten kan godkende eller udstede begrænsninger for kemikalier, som de mener, vil udgøre en sundhedsrisiko for forbrugerne. Alt dette sker for at sikre en sammenhæng i lovgivningen i hele EU. De enkelte medlemslande har dog mulighed for, i perioder, at lave nationale særregler. Det har Danmark f.eks. gjort med forbuddet imod bisphenol A i sutteflasker, hvor de benyttede sig af forsigtighedsprincippet. Når et EU-medlemsland benytter sig af denne regel,

REACH kort fortalt

• REACH er EU’s store kemikalielov og dækker over ordene: Registration, Evaluation, Authorisation of Chemicals.

Oversat til dansk: Registrering, vurdering og godkendelse af kemikalier.

• Målet med REACH er at sikre et højt beskyttelsesniveau for mennesker og miljø og at øge virksomhedernes konkurrenceevne og innovation. • Ansvaret for at skaffe viden om stoffernes egenskaber og risikoen ved deres anvendelse i forbindelse med godkendelse ligger, efter indførelsen af REACH, hos kemikalie-producenter og importører.

Definitioner – kemiske stoffer, produkter, blandinger og artikler Kemikalier er en samlet betegnelse for kemiske stoffer og blandinger af disse. Et kemisk stof er et grundstof og forbindelser heraf, som er naturligt eller industrielt fremstillet. I teknisk og lovgivningsmæssig forstand defineres et kemisk stof som ”stoffet, som det forekommer, eller som det fremstilles”. Et kemisk stof kan indeholde tilsætningsstoffer, som er nødvendige for at bevare stoffets stabilitet. Kemiske stoffer kan også indeholde andre urenheder fra fremstillingsprocessen. Et kemisk produkt/blanding er en blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer. Et kemisk produkt kan være fast, flydende eller gasformigt. En artikel er en genstand, der under fremstillingen har fået en bestemt form, overflade eller design, som har større betydning for dens endelige funktion end dens kemiske sammensætning har.

EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU

Figur 3 REACH tidslinje Registreringsdeadline: Stoffer > 1 tons/år Registreringsdeadline: Registreringsdeadline:

Stoffer > 100 tons/år

Stoffer > 1000 tons/år R50/R53 stoffer > 100 tons/år CMR stoffer kategori 1 og 2 > 1 ton/år Offentliggørelse af stoffer præregistreret af ECHA. Påbegyndelse af registrering Indledende registrering REACH træder i kraft

1/6 2007

1/6-30/11 2008

1/1 2009

1/12 2010

1 /6 2013

1/6 2018

Tidslinje over den fulde implementering af REACH.

alternativer til de kemikalier der ifølge REACH bliver

Selvom kemikalieloven trådte i kraft allerede i 2007,

forbudt, og at forhandlere skal have tid til at udskifte dele

så kan man her se, at det først vil være i 2018, at den er

af deres sortiment. R50/R53 stoffer: klassificeret som

fuldt implementeret. Dette skyldes bl.a., at producenter

miljøskadelige.

og virksomheder skal have en chance for at finde egnede

tages den specifikke sag op på EU-niveau, og reglen vil herefter enten blive gældende i hele EU, eller det pågældende land vil få besked på at trække forbuddet tilbage, så der igen er enslydende regler for EU-medlemslandene. Sker det ikke, kan det pågældende land blive dømt ved EU-Domstolen for at bryde traktaten. Er et land først dømt for traktatbrud, kan det idømmes bøde, hvis det vedvarende tilsidesætter de samme regler. Inden REACH trådte i kraft, blev der lavet en tidslinje for den fuldstændige implementering (se figur 3), da det vil tage mange år at registrere, vurdere og godkende de op mod 100 000 kemiske stoffer, som det skønnes, der er på markedet i EU 9. Tidslinjen er opdelt, så det først er de mest sundhedsskadelige stoffer, de såkaldte CMR-stoffer 10, sammen med miljøskadelige stoffer og de stoffer, der produceres i størst mængde (over 1000 tons/år), der skal registreres. Derefter er der registreringsfrist for stoffer, der produceres i mængder

over 100 tons/år, og til sidst følger registreringen af de stoffer, hvor der produceres mere end 1 ton/år. Alle mængdegrænserne gælder for en enkelt virksomheds produktion eller import af et givent stof til EU. Et centralt mål med REACH er at fremme substitution (erstatning) af særligt farlige kemikalier med mere sikre alternativer – indtil videre er dette dog kun sket for ganske få stoffer. Alene eksistensen af REACH godkendelsesprocessen sender dog et stærkt budskab til virksomhederne om, at de bør gennemgå de kemikalier, de bruger, og begynde at erstatte farlige stoffer med sikrere alternativer. Intentionen er, at lovgivningen skal fremme nytænkning samt føre til sikrere processer og anvendelsen af alternative teknikker. Om det bliver en realitet, vil de kommende års administration af lovgivningen vise. Hvis substitution af de nævnte stoffer, af tekniske grunde, ikke er mulig (f.eks. at der ikke findes et egnet stof på markedet, som kan erstatte det farlige), eller man skønner, at det alternative stof er for dyrt,

9 The European INventory of Existing Commercial chemical Substances (EINECS): http://esis.jrc.ec.europa.eu/index.php?PGM=ein 10 CMR betyder Carcinogen (kræftfremkaldende), Mutagen (ændrer arveanlæg) og Reproduktionstoksisk (skadelig for forplantningen), gælder for produktion > 1 ton/år/ producent.

EU OG REACH > KEMIKALIELOVGIVNINGEN I EU

vil stoffer kun være tilladt, når de socio-økonomiske fordele overstiger risikoen. Det vil sige, at de sociale og økonomiske fordele i forhold til menneskers sundhed og miljøet skal vurderes at være større end den risiko, som er forbundet med brugen af kemikaliet. Et eksempel på dette kunne være kemikalier, som bruges til rensning af vand i ulandene, hvor det er vigtigere, at befolkningen får rent vand, end at de bliver beskyttet mod en mindre mængde kemikalier, selv om de anvendte stoffer måske er mistænkt for at påvirke hormonsystemet eller er kræftfremkaldende. Der er nogle stoffer, som er undtaget fra registrering i henhold til REACH. Det gælder bl.a. pesticider og biocider (reguleret under bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler), stoffer der anvendes i humane- og veterinærmedicinske lægemidler samt stoffer, der anvendes i fødevarer eller foder. Desuden falder produktgruppen kosmetik udenfor REACH. Kosmetik er reguleret af det særlige kosmetikdirektiv, som er implementeret i dansk lovgivning i form af kosmetikbekendtgørelsen, som fra 2013 bliver ændret til kosmetikforordningen. Alle kosmetiske produkter skal dog registreres i henhold til REACH, men kemikaliesikkerhedsrapporten behøver ikke omfatte vurderinger af risici for miljøet. Kosmetik skal blot være sikker for menneskers sundhed, når det anvendes under normale betingelser eller betingelser, som med rimelighed kan forudses, under hensyntagen til b.la. præsentationsmåde, mærkning og anvisninger vedrørende anvendelse og bortskaffelse. Ovenstående afsnit beskriver med al tydelighed, hvor mange undtagelser, der findes i REACH, og her er blot nævnt nogle udvalgte eksempler. Inden loven bliver beskrevet nærmere i sine enkeltheder i de følgende kapitler, er der nogle begreber, som er gode at være bekendt med. F.eks. bliver der skelnet mellem en artikel og et produkt, hvor der hver især gælder forskellige regler 11. • Et kemisk stof er et grundstof og forbindelser af et grundstof, som er naturligt eller industrielt fremstillet. I teknisk og lovgivningsmæssig forstand defineres et kemisk stof som “stoffet, som det forekommer, eller som det fremstilles”. • Et kemisk produkt/blanding er en ensartet blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer. Et kemisk produkt kan være fast,

11 Miljøstyrelsens hjemmeside: www.mst.dk

flydende eller forekomme som en gas. Maling og vaskemiddel er eksempler på kemiske produkter. • En artikel er en genstand, der under fremstillingen har fået en bestemt form, overflade eller design, som har større betydning for dens endelige funktion end dens kemiske sammensætning har. Eksempler på artikler er biler, tekstiler, batterier, tapet og elektronisk udstyr. Når man bruger begrebet ’kemikalier’, dækker det over både kemikalier og blandinger af disse. Ofte vil man opleve, at kun begreberne ’kemikalier’ og ’artikler’ bliver brugt, men man skal altså være opmærksom på de lovgivningsmæssige forskelle, hvor der skelnes mellem de fire begreber, som også tidligere er beskrevet i en boks.

EU OG REACH > RISIKOVURDERING

Risikovurdering Når man vil undersøge, om kemikalier har farlige virkninger på mennesker og miljø, laver man en såkaldt risikovurdering. Det er imidlertid en ret kompliceret affære at lave risikovurderinger. Man skal have kendskab til mange faktorer, for at det kan blive en fyldestgørende analyse, og desuden laver man ofte særskilte vurderinger for mennesker (human risikovurdering) og miljø (økotoksikologisk risikovurdering). Den humane risikovurdering er som regel den mindst komplicerede, men samtidig, i mange tilfælde, den mest nøjagtige, for her kigger man kun på én art – mennesket. I den økologiske risikovurdering er det virkningen på miljøet generelt, man risikovurderer, og det inkluderer selvsagt tusinder af arter. Formålet med en risikovurdering er at få samlet al den eksisterende viden til en ensartet præsentation, så beslutninger om en eventuel regulering kan ske på en konsekvent og overskuelig måde, hvor der bliver taget hensyn til alle videnskabelige data.

et stof. Processen er særdeles tidskrævende, hvilket er en af grundene til, at kemikalieregulering sker i et meget langsomt tempo. Derfor rejser f.eks. miljøorganisationer og fagbevægelser ofte krav om, at stoffer skal reguleres på baggrund af deres fareegenskaber, uden at afvente en risikovurdering.

Risikovurdering er et vigtigt krav i EU’s lovgivning i forbindelse med at kontrollere produktion, anvendelse og udledning af kemikalier. Den lovgivningsmæssige risikovurdering er meget omfattende og beskrevet i ’The Technical Guidance Document’ (TGD) 12, hvor det primære mål er at tage højde for individuelle kemikaliers mulige effekter på mennesker og miljø. Risikovurderingen er en forudsætning for, at miljø- og sundhedseffekter af et givent stof kan blive implementeret og reguleret i en konkret lovgivning. Normalt vil der foreligge en bred vifte af videnskabeligt arbejde og dokumentation, som en myndighed - f.eks. Arbejdstilsynet - efterfølgende laver en risikovurdering ud fra. Et eksempel kunne være, at forskere har undersøgt, hvordan bly påvirker menneskers sundhed. I denne sammenhæng har de lavet forsøg, hvor de eksempelvis har testet for kræftfremkaldende effekter, effekter på hjerte-karsystemet, fosterskadende effekter, adfærdsmæssige effekter samt allergiforstærkende effekter. Resultaterne fra alle disse forsøg bliver derefter gennemgået samlet for på den måde at få en risikovurdering, der dækker bredest muligt. En risikovurdering har den ulempe, at den bliver meget omfattende – fordi man søger at beskrive alle tænkelige måder, hvorpå mennesker og miljø kan udsættes for

12 http://ihcp.jrc.ec.europa.eu/our_activities/public-health/risk_assessment_of_Biocides/doc/tgd

EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER

Grænseværdier En grænseværdi for et stof fortæller, hvor meget der må være af stoffet i eksempelvis en fødevare eller i jorden. Grænseværdier tager udgangspunkt i, hvor meget, man efter eksperternes mening, kan indtage af et stof hver dag hele livet igennem uden forøget risiko for, at man eksempelvis bliver syg. Mindre overskridelser af grænseværdien i kortere perioder er derfor uden sundhedsmæssig betydning. Når en grænseværdi for kemikalieindhold i fødevarer skal fastsættes, skal eksperterne først finde ud af, hvor meget af stoffet mennesker kan tåle. Dernæst skal de vide, hvor meget vi typisk spiser af de forskellige fødevarer. På den baggrund kan der fastsættes en grænseværdi for, hvor meget der må være af stoffet i hver enkelt fødevare.

vi ved ikke, om dette også gælder, når man udsættes for hormonforstyrrende stoffer igennem længere tid eller i særligt følsomme perioder i menneskers liv, f.eks. fosterstadiet.

Man kan aldrig garantere, at vurderingen af et stofs sundhedsmæssige egenskaber ikke forandres. Grænseværdier kan ændres, hvis ny viden viser, at det er påkrævet. Nye forskningsresultater kan f.eks. afdække hidtil ukendte egenskaber ved stoffet.

Der er gentagne eksempler på, at dyrs udvikling er påvirket af længerevarende kontakt med hormonforstyrrende stoffer. Der er fundet fisk og snegle med kønsforstyrrelser, hvor det i flere tilfælde er blevet påvist, at forstyrrelserne skyldes forurening med hormonforstyrrende stoffer. I andre tilfælde kender man ikke årsagen. Hertil kommer, at det gennem dyreforsøg er påvist, at visse kemikalier påvirker dyrenes hormonbalance og dermed deres normale kønsudvikling. Det kunne derfor tyde på, at det ville være fordelagtigt for mennesker og miljø, hvis der blevet arbejdet hen imod at få fastsat grænseværdier for forskellige hormonforstyrrende stoffer. Alternativt bør stofferne helt udfases, hvis det viser sig, at der ikke kan fastsættes en nedre tærskelværdi, hvorunder stoffet ingen miljø- eller sundhedsmæssige effekter har.

På trods af megen forskning i hormonforstyrrende stoffer er det begrænset, hvad vi ved om stoffernes påvirkning af mennesker i de mængder, som vi udsættes for i dagligdagen. Hormonsystemet genopretter som regel sig selv efter kortvarige ydre påvirkninger, men

Akutte effekter af et kemikalie undersøges som regel ved at udføre såkaldte LD50-forsøg (LD står for Lethal Dose – dødelig dosis). I sådanne forsøg bliver forsøgsdyr (f.eks. mus) udsat for så høje doser af et givent stof, at mange dør. Formålet er at finde frem til den dosis, ved

Respons

Figur 4 Dosis-respons-kurver

Dosis

Dosis-respons-kurver, som de oftest ser ud. Til venstre en

kurve. Denne beskriver f.eks. et kræftfremkaldende stof,

sigmoid kurve, som er mest almindelig. Her vil der være

hvor der ikke kan fastsættes nogen tærskelværdi, hvor-

en nedre tærskelværdi, hvor eksponeringen for et givent

under eksponeringen af stoffet ikke medfører øget risiko

stof ikke medfører skadelige effekter, hvorefter øget dosis

for at udvikle kræft. Lige meget hvor lille en dosis man

vil medføre øget respons. Til højre er der vist en lineær

udsættes for, øger det risikoen for sygdom.

EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER

hvilken 50 % af dyrene dør. Det er denne værdi man kalder LD50; altså den dosis, hvor halvdelen af de eksponerede individer dør.

For kræftfremkaldende stoffer findes der ingen nedre tærskelværdi (se figur 4). Man kan altså ikke udsættes for selv den mindste koncentration af stoffet, uden at det i nogen grad øger risikoen for at udvikle kræft. Når dette er tilfældet, bruger man ofte begrebet ’livstidsrisiko’. I Danmark tolereres som regel en livstidsrisiko på 10 , hvilket betyder, at man tolererer ét ekstra tilfælde af kræft, på baggrund af eksponering for det givne stof, for hver 1 million mennesker i løbet af en normal levetid, som er fastsat til 70 år.

Fot o C at heri ne Lane

Ved fastsættelse af grænseværdier vurderer forskerne på baggrund af en række videnskabelige forsøg, om der findes en tærskelværdi for det kemiske stof eller ej. Finder man en tærskelværdi betyder det, at hvis man udsættes for koncentrationer af stoffet, som ligger under denne grænse vil det ikke have skadelige effekter, hvorimod en udsættelse for større koncentrationer vil kunne føre til skade på mennesker og/eller miljø.

Eksperter bestemmer, ud fra videnskabelige data, hvor store mængder af forskellige stoffer der må være i vores fødevarer. Dette skal sikre befolkningen imod sundhedsskadelige effekter ved normalt indtag af mad og drikke.

-6

Hvor store koncentrationer kan mennesker tåle? Den sundhedsmæssige risiko ved kemiske stoffer i fødevarer vurderes på basis af videnskabelige undersøgelser, der bl.a. omfatter fodringsforsøg på dyr, f.eks. mus og rotter. I de fleste tilfælde er det internationale videnskabelige komitéer som EU’s Videnskabelige Komité for Fødevarer eller i FN-regi Det Fælles FAO/ WHO-ekspertudvalg for Tilsætningsstoffer (JECFA = Joint Expert Committee on Food Additives), der foretager vurderingerne af tilsætningsstoffer, forureninger og naturlige giftstoffer i fødevarer. Det danske Fødevaredirektorat har også ekspertise til at foretage disse vurderinger og har deltaget aktivt i det internationale arbejde i mange år. Ved vurderingen af stofferne fastsættes ofte en ADIeller TDI-værdi (Acceptabel Dagligt Indtag og Tolerabel Dagligt Indtag). Disse værdier minder meget om hinanden, da de begge er et udtryk for, hvor meget vi maksimalt må udsættes for af et bestemt stof (se nedenfor). Ifølge FAO/WHO’s ekspertkomité JECFA udgør denne mængde sædvanligvis en hundrededel af den højeste dosis, som et forsøgsdyr kan indtage dagligt hele livet uden påviselige skader (ved dyreforsøg kaldes denne faktor for NOAEL, hvilket betyder 'No Observed Adverse Effects Level' – nuleffektdosis). Sikkerheds-/usikkerhedsfaktoren på 100 kan variere alt efter, hvilket stof

det drejer sig om. Det er en faktor, der tager højde for både variationen mellem forskellige arter f.eks. mellem mus og mennesker, og variationen mennesker imellem, f.eks. den fysiske variation mellem børn og voksne. Det vil sige, at hvis man ved dyreforsøg har påvist, at et givent stof ikke medfører sundhedsskadelige effekter ved en koncentration på 4,5 mg/kg/dag, finder man den tilsvarende ADI/TDI ved beregningen:

Her vil man altså på baggrund af dyreforsøg vurdere, at et menneske kan tåle at indtage 45 µg/kg kropsvægt/ dag af det givne stof. ADI er en forkortelse for ’Acceptabel Daglig Indtagelse’ og anvendes normalt for stoffer, som må bruges ved produktion af fødevarer, men som skal vurderes, før de tillades. Dvs. man tilsætter bevidst et kemisk stof for at opnå en ønsket virkning trods de negative bivirkninger, der samtidig kan optræde. ADI er et mål for, hvor stor en mængde af stoffet en person kan indtage gennem et helt liv uden nogen sundhedsmæssig risiko. Eksempler på stoffer, som er tildelt en ADI-værdi, er tilsætningsstoffer, herunder bl.a. farvestoffer, konserveringsmidler og sødestoffer. Alle godkendte tilsætningsstoffer er samlet på den såkaldte ’Positivliste’. Heraf fremgår det, hvilke tilsæt-

EU OG REACH > GRÆNSEVÆRDIER

ningsstoffer, der må tilsættes til hvilke fødevarer og i hvilke mængder. TDI er en forkortelse for ’Tolerabel Daglig Indtagelse’ og benyttes ofte til stoffer, hvor man ikke helt kan styre deres tilstedeværelse i fødevarer, og som man derfor i et vist omfang er nødt til at tolerere. Det gælder f.eks. tungmetaller og dioxiner, der findes som forurening i miljøet omkring os. Den tolerable daglige indtagelse er den mængde af stoffet, som et menneske vurderes at kunne indtage dagligt hele livet igennem uden sundhedsmæssig risiko. Eksempler på stoffer, som er tildelt en TDI-værdi, er bly og cadmium. Ofte anvendes en sikkerhedsfaktor, som er betydeligt under de 100, som nævnes ovenfor – netop fordi der er tale om vidt udbredte forureninger, som ikke umiddelbart kan fjernes. ADI og TDI fastlægges på grundlag af den samlede viden om stoffets giftighed. Denne viden stammer bl.a. fra dyreforsøg. Der tages også hensyn til eventuelle virkninger på lang sigt, bl.a. om stofferne kan fremkalde kræft. Eksperterne stiller desuden krav om resultater fra såkaldte reproduktionsforsøg, der belyser stoffets indvirkning på forsøgsdyrs frugtbarhed og sundhed over flere generationer. Hvis der findes viden om et stofs virkning på mennesker, f.eks. fra anvendelse i medicin eller fra kemiske forureninger, bliver det også inddraget i vurderingen. Det er vigtigt at bemærke, at ADI og TDI hverken er en faregrænse eller en absolut grænseværdi, men et udtryk for, hvad eksperterne på baggrund af videnskabelige data vurderer, at man dagligt kan indtage livet igennem uden risiko. Selvom det ikke er ønskeligt, vil mindre overskridelser af de fastsatte værdier i kortere perioder være uden sundhedsmæssig betydning på grund af sikkerhedsfaktoren. Hvis denne er betydeligt under 100, kan det dog alligevel være problematisk. Ikke mindst på baggrund af, at der ikke er taget højde for f.eks. cocktaileffekterne ved tilstedeværelsen af flere stoffer i samme produkt. Det er derfor muligt, at de sikkerhedsfaktorer, som anvendes ved fastsættelsen af ADI og TDI, ikke altid giver det tilsigtede beskyttelsesniveau.

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

REACH –Trin for trin Figur 5 Betydningen af REACH

R (egistration)

E (valuation)

A (uthorisation of)

CH (emicals)

REACH er den europæiske forordning om kemikalier og deres sikre anvendelse. Som man kan se forklaret på figuren, er navnet opstået som en forkortelse.

Registrering (registration) Registrering er den første fase af REACH-lovgivningen. Her er producenterne forpligtet til at give specificerede sundheds- og sikkerhedsoplysninger for alle stoffer, der produceres eller importeres og dermed findes på det europæiske marked. Sundhedsoplysninger skal være udarbejdet på grundlag af forskning, hvor man skal bruge nogle helt bestemte tests og analyser. Registreringspligten gælder for alle kemikalier, der produceres eller importeres som enkeltstoffer eller som en del af en blanding i mængder over 1 ton per år per producent/ importør (se dog tidslinjen i figur 3 for implementering). Ydermere skal producenter og importører registrere, hvis der sker en tilsigtet frigivelse af et eller flere kemikalier fra artiklen. Et eksempel på en artikel med tilsigtet frigivelse er et viskelæder eller et engangslommetørklæde med duft. Her vil der være tilsigtet frigivelse af parfumestoffer. Indrapporteringen af sundheds- og sikkerhedsdata skal ske til ECHA i Helsinki. En præregistrering af stoffer, der allerede fandtes på markedet, da REACH trådte i kraft, blev gennemført i løbet af 2008 og resulterede i en liste på over 140 000 stoffer. Denne præregistrering var nødvendig for, at virksomheder fortsat kunne benytte sig af de stoffer, de hidtil havde anvendt, og gjaldt for alle virksomheder, der selv producerede eller impor-

terede et kemisk stof i mængder over 1 ton om året. Hvis en virksomhed ikke havde præ-registreret et stof inden 1. december 2008, ville den ikke sidenhen kunne registrere sine stoffer ved de fastsatte tidsfrister i henhold til REACH. Dermed træder reglen om ’no data – no market’ i kraft og konsekvensen er, at virksomheden vil skulle afbryde sin produktion, import og/eller markedsføring af stoffet eller det kemiske produkt, hvori stoffet indgår. Baggrunden for denne præregistrering var bl.a., at man ønskede, at virksomhedernes omkostninger i forbindelse med de senere registreringer, skulle mindskes. Ved præregistreringen skulle de blot oplyse stoffets identitet, virksomhedens navn og lignende. Da præregistreringsperioden var slut, blev alle virksomheder inddelt i grupper med andre virksomheder, der brugte de samme stoffer. På denne måde blev de opfordret til at gå sammen om den egentlige registrering, så f.eks. dyreforsøg ikke blev gentaget unødigt, og forbruget af forsøgsdyr blev derved mindsket. Omkostningerne blev, som nævnt, i sidste ende mindre for alle.

Vurdering (evaluation) For at standardisere vurderingen af de stoffer, der bliver registreret, skal det europæiske kemikalieagentur ECHA, i samarbejde med medlemslandenes

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

myndigheder, gennemgå de indsendte data og vurdere stoffernes farlighed. Det er ECHA, som står for den praktiske håndtering af registeringen, for vurdering af testforslag og kontrol af, om registreringerne lever op til kravene samt for den praktiske administration af godkendelsesordningen. Desuden står de for udfærdigelse af vejledninger til industri og myndigheder, om hvordan man bedst muligt lever op til de krav, der er forbundet med REACH. En registreringsansøgning gennemgår som minimum to vurderinger, som er udarbejdet til hvert sit formål, og som bliver gennemført en efter en. Først kontrollerer Agenturet om ansøgningen er komplet (completeness check). Her vurderes det, om alle de nødvendige felter i registreringsansøgningen er udfyldt, men oplysningernes korrekthed og kvalitet vurderes ikke umiddelbart. Herefter bliver der, på stikprøveniveau, udført en kontrol af korrektheden af de indsendte data, hvilket kaldes en overensstemmelseskontrol (compliance check). Denne kontrol kan føre til, at de, som har indsendt registreringen, skal fremsende yderligere oplysninger, hvis de første indsendte data er utilstrækkelige til at sandsynliggøre, at stoffet ikke er til fare for mennesker og miljø.

Godkendelse (autorisation) Godkendelsesprocessen er den sidste del af REACH. Man kan sige, at ECHA’s ’Kandidatliste’ er centrum for hele godkendelsesprocessen. Stofferne på denne liste opfylder kriterierne for ’særligt problematiske stoffer’. Både medlemsstaterne og EU-myndigheder kan udpege farlige kemikalier til optagelse på Kandidatlisten. Et stof, som tilhører gruppen af særligt problematiske stoffer, opfylder et eller flere af følgende kriterier: • er klassificeret som CMR-stof i kategori 1 eller 2 • er et PBT-stof eller vPvB-stof •  der foreligger videnskabelig dokumentation for andre sandsynlige alvorlige virkninger på menneskers sundhed eller på miljøet. Det gælder f.eks. hormonforstyrrende stoffer.

CMR-stoffer: Carcinogen, mutagen og/eller reprotoksisk PBT-stoffer: Persistent, bioakkumulerende og toksisk vPvB-stoffer: Meget persistent, meget bioakkumulerende

CMR står for carcinogent, mutagent og reprotoksisk. Betegnelsen tilfalder altså stoffer, der er kræftfremkaldende, kan fremkalde mutationer på vores gener (skader arveanlæg) og/eller er skadelige for vores reproduktionssystem (skader evnen til at få børn).

EU’s kemikalielovgivning REACH blev vedtaget i 2006, og trådte i kraft i 2007.

PBT står for persistent, bioakkumulerende og toksisk. Persistent betyder, at stoffet nedbrydes meget langsomt i naturen, og bioakkumulerende, at det ophobes i levende organismer, som vi f.eks. kender det fra visse miljøgifte, som PCB og kviksølv. Desuden er det toksisk (giftigt), så udelukkende dårlige egenskaber for mennesker og miljø. Til forskel fra CMR-stoffer, hvor bare én af egenskaberne skal være opfyldt for at falde under betegnelsen, så skal alle tre egenskaber være opfyldt for at et stof benævnes PBT. Når man taler om vPvBstoffer, er det lige en tand værre. V’et står for ’very’, dvs. at stoffet er meget svært nedbrydeligt eller måske slet ikke kan nedbrydes, og meget bioakkumulerende. Til gengæld behøver disse stoffer ikke at være toksiske, men kan være giftige i mindre grad – den høje grad af persistens gør, at de alligevel er meget problematiske.

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

Opførsel på Kandidatlisten er første skridt mod, at et stof kan blive optaget på den såkaldte autorisationsliste (godkendelsesliste). Når et stof først er opført på denne liste, betyder det, at virksomheder, som fortsat ønsker at producere, importere eller anvende stoffet, skal søge om godkendelse/tilladelse til dette inden for en fastsat tidsfrist 13. Ansøgning om godkendelse skal normalt indsendes senest 18 måneder forud for denne dato. En godkendelse til fortsat at producere, importere eller anvende stoffet gives kun, hvis fordelene ved fortsat anvendelse af stoffet mere end opvejer risiciene, eller hvis de potentielle risici anses for at være begrænsede eller ’tilstrækkeligt kontrollerede’ (engelsk: ’Adequate control’). Dette betyder, at stofferne fremover kun må bruges til de formål, myndighederne har godkendt. Men begrebet ’tilstrækkeligt kontrolleret’ er kontroversielt. Det kan f.eks. dække over, at et stof anvendes i såkaldt lukkede systemer – f.eks. kan det være stoffer, som er kemisk bundet i plast – og så stilles der ikke nær så skrappe krav. Men historien har vist, at systemer, som man fra starten anså for lukkede, ofte i praksis ikke er det, f.eks. når de pågældende produkter skal bortskaffes efter brug. Samtidig er der usikkerhed om, hvornår et stof er så farligt, at det skal underlægges den fulde godkendelsesordning. F.eks. står der i REACH, at dette kun skal ske for hormonforstyrrende stoffer, såfremt der ikke er en tærskelværdi, hvorunder de kan anses for ufarlige. Dette skal EU efter planen beslutte inden juni 2013. Men der er stor usikkerhed og diskussion om, hvorvidt man kan fastsætte sådanne tærskelværdier, og der er derfor endnu ikke truffet nogen beslutning. F.eks. er der publiceret en omfattende rapport, som beskriver al den forskning, der antyder, at det ikke er muligt at fastsætte tærskelværdier for hormonforstyrrende stoffer, fordi de kan have sundhedsskadelige effekter ved selv meget lave koncentrationer, selvom man ikke ser de samme effekter for høje koncentrationer af samme stof 14.

eller mulighederne for at erstatte stoffet med et mindre farligt alternativ. Mindst to gange årligt bliver Kandidatlisten opdateret med nye stoffer, så den konstant vokser. Forslag til nye stoffer kommer fra ECHA selv eller de enkelte medlemslandes myndigheder og bliver først optaget på listen, når ECHA har haft forslaget i høring, og der er flertal blandt medlemslandene. På trods af, at REACH trådte i kraft i juni 2007, kom de første stoffer først på godkendelsesordningen i starten af 2011. Indtil nu (juni 2013) er der opført 138 stoffer på Kandidatlisten. En af de væsentlige målsætninger i REACH er, at alle særligt farlige stoffer (SVHC) skal optages på listen inden 2020, så der kan tages stilling til, om de kan erstattes af mindre farlige stoffer. Det skønnes, at der er omkring 1500 SVHC på markedet. Hvis EU ikke sætter tempoet op, vil denne gruppe af farlige stoffer først være listet i 2060. Når et stof er optaget på Kandidatlisten, vil det ikke forsvinde herfra, selv ikke hvis det bliver gjort godkendelsespligtigt. Godkendelsesprocessen er meget dyr og tidskrævende, da der først skal udføres en omfattende undersøgelse af kemikaliet og efterfølgende skal der udarbejdes grundig dokumentation for de kemiske farer og risici for sundhed og miljø. Herudover er der ingen garanti for, at en godkendelse vil blive tildelt, så en virksomhed kan have brugt mange ressourcer, både i forhold til tid og penge, for at forsvare et kemikalie, som de i sidste ende ikke får godkendt. Dette ansporer konkurrenter og andre tredjeparter til at fremlægge en løsning, der indebærer mindre farlige stoffer, hvilket fremmer forbrugernes sikkerhed. Ydermere er ECHA, i henhold til REACH, forpligtet til at tage andre tilgængelige oplys-

Figur 6 Den trinvise opbygning af REACH

Ansvaret for at søge tilladelse ligger alene hos producenten eller importører af et stof, og forbrugeren skulle på denne måde være beskyttet imod farlig kemi. En given tilladelse gives ikke til et stof som helhed, men til en specifik anvendelse af stoffet for en specifik ansøger. For yderligere at beskytte den europæiske befolkning, tages godkendelser op til fornyet vurdering indenfor en given frist, og i øvrigt vil en godkendelse kunne ophæves på ethvert tidspunkt, hvis betingelserne for den oprindelige godkendelse er ændret, således at dette påvirker risikoen, de socioøkonomiske konsekvenser

13 Denne tidsfrist kaldes ’solnedgangsdatoen’ og refererer til den dato, hvor anvendelsen af stoffet skal ophøre. 14 Hormones and Endocrine-Disrupting Chemicals: Low-Dose Effects and Nonmonotonic Dose Responses, Vandenberg L et al., Endocrine Reviews, June 2012.

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

ninger om alternative kemikalier i betragtning, når de træffer beslutninger om godkendelser. Formålet med dette er at mindske den risiko, der kan være en følge af særligt problematiske stoffer samt i sidste ende at substituere disse kemikalier, hvor det er økonomisk og teknisk muligt. Godkendelsesordningen bygger på substitutionsprincippet, som angiver, at ’farlige kemikalier bør erstattes (substitueres) med mindre farlige alternativer’. Alternativerne kan både være mindre skadelige kemikalier, tekniske ændringer af processer eller indførelse af alternative teknologier i produktionen. Når en virksomhed ansøger om godkendelse til at bruge et særligt problematisk stof, skal den aflevere en analyse af mulige egnede alternativer til stoffet. De farligste stoffer skal substitueres af industrien, hvis der findes egnede alternativer. For andre problematiske stoffer, som vurderes at kunne anvendes ’tilstrækkeligt sikkert’, skal industrien blot udarbejde en plan for substitution med egnede alternativer, men de er ikke forpligtet til at følge den. I Danmark er det Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i REACH og de regler, der er knyttet til denne lovgivning, hvilket er ca. 50 forskellige bekendtgørelser, forordninger og cirkulærer. I praksis er det den særlige enhed i Miljøstyrelsen, Kemikalieinspektionen, som udfører tilsynet og kontrollen med, at importører, producenter og forhandlere af kemikalier overholder reglerne. Uanset om man er forbruger eller importør/producent/forhandler, så er det Kemikalieinspektionen, man skal kontakte, hvis man vil indberette et produkt, som man ikke mener, overholder kemikalielovgivningen.

”Ret til viden” Når et stof er opført på Kandidatlisten, har forbrugerne ret til at få oplyst, om det pågældende stof findes i et givent produkt. Pligten til at videregive information til kunderne, når det efterspørges, gælder både for kemiske blandinger og for varer med fast form, heriblandt ganske almindelige forbrugerprodukter som tøj, sko, elektronik, køkkengrej, legetøj og møbler. Disse produkter er defineret som artikler under REACH, og alle indkøbere af disse varer skal ifølge REACH kunne skaffe oplysninger om indholdet af kandidatlistestoffer. Dette gælder uanset, om artiklen er produceret i EU eller importeret fra lande udenfor EU. Man kan altså som forbruger gå ind i en tøjbutik og spørge, om der er farlige kemikalier i de bukser, man har lyst til at købe.

Forhandleren (eller producenten/indkøberen) skal herefter kunne give disse oplysninger indenfor 45 arbejdsdage efter forbrugerens anmodning. REACH er uden tvivl et stort skridt på vejen til at sikre de europæiske borgere større sikkerhed, og desuden sikrer forordningen, at Europa samarbejder om at mindske risici ved farlige kemikalier for mennesker og miljø ved at ensrette lovgivningen, så man undgår en ulige konkurrence medlemslandene imellem. Samtidig er REACH-processen meget omstændelig, og dermed tager tingene ofte meget lang tid. Der kan gå flere år, fra et kemikalie bliver mistænkt for at være farligt, til det bliver underlagt lovgivning og måske forbudt. I forsøg på at påvirke processen med at få farlige kemikalier opført på Kandidatlisten har flere europæiske institutioner lavet deres eget bud på lister med kemikalier, de mener at have bevis for, er skadelige for mennesker og/ eller miljø. SIN listen: Formålet med SIN listen (Substitute It Now), som er udarbejdet af den svenske miljøorganisation ChemSec, er at fremskynde overgangen til en verden fri for industrielle giftstoffer. Den tredje udgave af listen (SIN List 2.1) består af 626 kemikalier, som ChemSec har identificeret som stoffer med meget problematiske egenskaber ud fra kriterierne i REACH. SIN listen er baseret på et enkelt koncept; at erstatte farlige kemikalier med mere sikre alternativer. ChemSec mener, at der er et påtrængende behov for at reducere menneskers og dyrs udsættelse for hormonforstyrrende stoffer. Med lanceringen af SIN List 2.1 opfordrede de via intensivt mediearbejde Europa-Kommissionen og EU’s medlemslande til at prioritere reguleringen af disse stoffer gennem REACH, og virksomhederne opfordredes til at begynde udfasningen af stofferne. ETUC’s liste (The Trade Union Priority List): Også Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) har opstillet en liste over stoffer med særligt problematiske egenskaber (SVHC-stoffer), som fra en fagforenings perspektiv bør prioriteres med henblik på optagelse på Kandidatlisten. Formålet er at styrke REACH og tilskynde industrien til at udvikle sikrere stoffer, så REACH kan kombinere øget konkurrenceevne for den europæiske industri med en bedre beskyttelse af arbejdstagere, forbrugere og miljøet. Globale aftaler: Udover at der på europæisk plan er en miljølovgivning, som alle EU-medlemslandene skal rette sig efter, så findes der også flere globale aftaler, som opstiller en

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

fer eller stofgrupper, men er senere blevet udvidet med yderligere 10 stoffer eller stofgrupper.

Fot o t oos

Der findes flere globale aftaler, som er udarbejdet for at

rierne for optagelse er opfyldt, undersøger udvalget yderligere oplysninger og udarbejder en evaluering for risikohåndtering efter behov. Herefter kommer udvalget med en anbefaling om, hvorledes de nye stoffer skal indskrives i konventionen. Den endelige beslutning træffes af det, der kaldes partskonferencen – sammensat af konventionens parter (de underskrivende lande) og deres eventuelle observatører. Partskonferencen fastsætter procedureregler og træffer alle de væsentlige beslutninger.

opnå øget beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet mod kemikalier.

række regler for, hvordan alle verdens lande skal agere i forhold til forskellige kemikalier og i forskellige henseender indenfor miljøområdet. Beslutningerne om at indlede forhandlinger om en international aftale på miljøområdet sker som regel ved ministermøder under internationale organisationer, typisk i FN regi under FN’s miljøprogram, UNEP (United Nations Environment Programme), eller det kunne ske under et verdenstopmøde. Når en global miljøaftale er endeligt vedtaget er det i Danmark Miljøstyrelsen, der har ansvaret for, at den bliver implementeret og overholdt. Der findes specifikke aftaler, som f.eks. omhandler helt bestemte grupper af kemikalier. Nedenfor er to af de vigtigste globale aftaler kort beskrevet: • Stockholmkonventionen – er en global konvention, der omfatter POP-stofferne 15. På dansk omtales de som persistente organiske miljøgifte, det vil sige gifte, som ikke nedbrydes i miljøet, men ophobes i fødekæden. Formålet med konventionen er at beskytte menneskers sundhed og miljøet imod POP-stofferne. Som udgangspunkt omfattede konventionen 12 stof-

Konventionen er tiltrådt af 150 regeringer, heriblandt af de enkelte EU-medlemsstater samt af EU´s ministerråd på hele unionens vegne. Det skete på en konference i Stockholm i 2001. Konventionen trådte dog først i kraft den 17. maj 2004. Den forbyder fremstilling og brug af særligt farlige stoffer. I dag (2013) omfatter listen 22 stoffer bl.a. PCB og en række pesticider såsom DDT 16. For en del stoffer er der dog en række undtagelser fra forbuddet. Nye stoffer kan optages på konventionens liste, hvis der foreligger videnskabelige data for persistens, bioakkumulering og udbredelsespotentiale (hvorvidt de f.eks. spredes via luft- og vandforurening) samt for de skadelige virkninger, stoffet kan have på menneskers sundhed og miljøet. De relevante data fremskaffes af et videnskabeligt udvalg. Hvis krite-

Hvert femte år skal alle lande, som har underskrevet konventionen, udarbejde en opdateret national implementeringsplan, som beskriver POP-situationen i landet samt planerne for gennemførelsen af landets forpligtigelser i henhold til konventionen.

• Rotterdamkonventionen (hedder også PIC konventionen, Prior Informed Consent) 17– er en global miljøaftale, hvis formål er at beskytte mennesker og miljø ved at dele oplysninger om farlige kemikalier, herunder hvordan man opbevarer, transporterer, bruger og bortskaffer disse kemikalier på sikker vis. Medlemslandene skal kunne bestemme, hvilke skadelige stoffer, de vil importere, og særligt skal ulandene kunne beskytte sig imod import af særligt farlige kemikalier. Forhandlingerne om PIC-konventionen blev afsluttet ved en diplomatisk konference

15 POP står for Pesistent Organic Pollutants, hvilket betyder, at det er organiske forureningsstoffer, som nedbrydes utroligt langsomt. Derfor er der stor risiko for, at disse stoffer forbliver i vores miljø og i værste fald ophobes i fødekæden. http://chm.pops.int/Home/tabid/2121/mctl/ViewDetails/EventModID/871/EventID/230/xmid/6921/Default.aspx 16 PCB er en forkortelse for Polychlorinated biphenyl. Stoffet blev tidligere brugt i byggematerialer, men blev forbudt i 1977 da man fandt ud af, at det kan skade mennesker og miljø. DDT er en forkortelse for dichlorodiphenyltrichloroethane. Også dette stof blev forbudt pga. dets yderst uheldige sideeffekter. 17 www.pic.int/

EU OG REACH > REACH – TRIN FOR TRIN

i Rotterdam i 1998. Konventionen omfatter eksport af kemikalier, som er forbudt eller strengt reguleret i eksportlandet. Eksportlandet skal, inden eksporten finder sted, sikre sig, at importlandets myndigheder er informeret om de restriktioner, som det pågældende stof er underlagt i eksportlandet. Derudover indeholder konventionen krav til mærkning og klassificering af PIC-kemikalierne. Listen omfatter foreløbigt 43 kemikalier.

Herudover ser man i stigende grad, at flere lande delvist kopierer REACH-forordningen i deres lovgivning. Det skyldes hovedsageligt, at lande, som har en betydningsfuld eksport til Europa – ikke mindst Kina og Indien – bliver nødt til at overholde mange af REACHreglerne for at kunne fortsætte eksporten. Kinesiske virksomheder er således forpligtet til at indsende detaljerede oplysninger om klassificering og mærkning, farlige egenskaber af kemikalier, herunder mulige effekter på mennesker og miljø samt anvendelsesområde og sikkerhedsprocedurer, næsten som hvis Kina var underlagt REACH. Endelig findes der en global kemikaliestrategi, Strategic Approach to International Chemicals Management (SAICM). Denne strategi er tiltænkt rollen, som det centrale globale instrument i bestræbelserne på at nå målsætningen fra FN´s Verdenstopmøde i Johannesburg i 2002 om, at kemikalier i 2020 skal bruges og produceres på en måde, som minimerer væsentlige negative effekter på miljø og sundhed. Det er positivt, at der nu er en global aftale, men ulempen er, at det er frivilligt for landene, om de vil overholde den. Der er ingen lovgivningsmæssige forpligtigelser, hvilket selv sagt kan betyde, at nogle lande vil lade stå til. Bl.a. var USA stærk modstander af strategien og fik svækket aftalen på flere vigtige områder. Resultatet blev, at bl.a. forsigtighedsprincippet og substitutionsprincippet, som begge er centrale i REACH-forordningen, ikke kom med.

EU OG REACH > KLASSIFICERING OG MÆRKNING

Klassificering og mærkning Farlige kemikalier og produkter skal klassificeres. Formålet med klassificering og mærkning er at oplyse og advare brugeren om kemikaliers og kemiske produkters farlige egenskaber. I 2009 trådte nye regler for klassificering og mærkning i kraft. Den nye europæiske klassificeringsforordning går under navnet CLP, som står for Classification, Labelling and Packaging (klassificering, mærkning og emballering). Målet med CLP-forordningen er at skabe en globalt harmoniseret klassificering af kemikalier, så et kemikalie, der er klassificeret som kræftfremkaldende i Europa, vil have den samme klassificering i f.eks. Japan.

klassificeringssystem, som trådte i kraft i 2010. Det bygger på et globalt harmoniseringssystem (GHS). Dette system vil langsomt blive udbredt over hele verden, og harmoniseringen af den globale faremærkning vil hjælpe brugerne af kemikalier til at forstå deres eventuelle farlige egenskaber, uanset hvor i verden man kommer i besiddelse af kemikaliet. Faremærkningen vil fremgå af etiketten på emballagen. Etiketten indeholder, ud over de nye symboler, også oplysninger om farens art og forholdsregler ved brug. Derudover vil etiketten indeholde et signalord, som kan være ’Advarsel’ eller ’Fare’, hvor ’Fare’ vil stå på de farligste produkter.

Den faremærkning, som de fleste kender, er nok de orange faresymboler. Der er imidlertid kommet et nyt

Figur 7 Globale faremærkninger for kemiske produkter

Sundhedsfare: Kemikalier, som kan give hud- og øjenirritation, allergisk hudreaktion, luftvejsirritation, sløvhed eller svimmelhed. Eksempler på produkter, der kunne bære denne mærkning er toilet-rens, kølervæske og kalkfjerner. Ætsende: Kemikalier, som virker ætsende på huden, kan give alvorlige øjenskader eller ætser metal. Eksempler på produkter: saltsyre og afløbsrens. Brandfarlig: Brandfarlige væsker og deres dampe, gasser, aerosoler og faste stoffer. Eksempler på produkter: husholdningssprit, neglelakfjerner og motorbrændstof. Miljøfare: Kemikalier, som er farlige for miljøet. Eksempler på produkter: maling, benzin og terpentin. Kronisk sundhedsfare: Kemikalier, som giver kroniske skader såsom kræft, skader på arveanlæg og skader på forplantningsevnen. Omfatter desuden kemikalier, som giver allergi ved indånding, organskade eller lungeskade ved indånding. Eksempler på produkter: benzin, terpentin og lampeolie. Brandnærende: Kemikalier, som kan forårsage eller bidrage til forbrændingen af et andet materiale. Eksempler på produkter: blegemidler og ilt, som bruges til patienter med vejrtrækningsproblemer. Akut giftig: Kemikalier, som er akut giftige ved indtagelse, hudkontakt og/eller indånding. Kemikalier med dette piktogram kan være livstruende. Eksempler påBoks produkter: enkelte fortsætter på næste side pesticider og metanol (træsprit). Gasser under tryk: Gasser, som bliver opbevaret i beholdere under tryk (2 bar eller højere). Eksempler på produkter: iltflasker og svejsegas.

ved indånding, organskade eller lungeskade ved indånding. Eksempler på produkter: benzin, terpentin og lampeolie. EU OG REACH > KLASSIFICERING OG MÆRKNING Brandnærende: Kemikalier, som kan forårsage eller bidrage til forbrændingen af et andet materiale. Eksempler på produkter: blegemidler og ilt, som bruges til patienter med vejrtrækningsproblemer.

Akut giftig: Kemikalier, som er akut giftige ved indtagelse, hudkontakt og/eller indånding. Kemikalier med dette piktogram kan være livstruende. Eksempler på produkter: enkelte pesticider og metanol (træsprit). Gasser under tryk: Gasser, som bliver opbevaret i beholdere under tryk (2 bar eller højere). Eksempler på produkter: iltflasker og svejsegas. Eksplosiv: Eksplosive kemikalier og artikler. Eksempler på produkter: nitroglycerin, ammunition og fyrværkeri.

Figur 11. Emballager, der indeholder et kemisk stof produkt/blanding, eller produkt/blanding, er klassificeretsom somfarligt, farligt, skal med Emballager, der indeholder et kemisk stof eller derder er klassificeret skalforsynes forsynes med 18

. Formålet er er at sikre dem, der der bruger produkterne, mod skader. Her er de nier faresymboler forklaret, forklaret, med faremærkning 18 faremærkning . Formålet at sikre dem, bruger produkterne, mod skader. Her de ni faresymboler med eksempler på produkter, hvor mærkningen kan forekomme.

eksempler på produkter, hvor mærkningen kan forekomme.

HULLER OG MANGLER I LOVGIVNINGEN Da REACH trådte i kraft i 2007, var det på mange måder et stort skridt på vejen til et mere giftfrit Europa, men samtidig har man også måttet erkende, at forordningen på mange områder er utilstrækkelig. Der er undtagelser og smuthuller for industrien, og flere vigtige beslutninger om f.eks. hormonforstyrrende stoffer 18

Folder om nye faresymboler fra Miljøstyrelsen.

18 Folder om nye faresymboler fra Miljøstyrelsen (2012)

EU OG REACH > HULLER OG MANGLER I LOVGIVNINGEN

Huller og mangler i lovgivningen Da REACH trådte i kraft i 2007, var det på mange måder et stort skridt på vejen til et mere giftfrit Europa, men samtidig har man også måttet erkende, at forordningen på mange områder er utilstrækkelig. Der er undtagelser og smuthuller for industrien, og flere vigtige beslutninger om f.eks. hormonforstyrrende stoffer og nanomaterialer er udskudt til fremtidige revisioner af lovteksten (ved revision er der mulighed for ændringer i selve lovteksten). Der er en række kritiske områder i forordningen 19, hvoraf nogle stykker er trukket frem her: Hormonforstyrrende stoffer var lige ved at blive inkluderet i lovteksten på linje med f.eks. kræftfremkaldende stoffer. Der var flertal for forslaget i Ministerrådet, og det nød stor opbakning i flere politiske grupper i Europa-Parlamentet. Alligevel førte voldsomme debatter mellem Ministerrådet, EU-Kommissionen og Parlamentet til, at beslutningen, om hvorvidt disse kemikalier skulle indskrives eller ej, blev udskudt til 2013, hvor man fastlagde en gennemgang af REACH. Hvis hormonforstyrrende stoffer fra starten var blevet sidestillet med de kræftfremkaldende stoffer i REACH, skulle de nu have været erstattet (substitueret) med mindre farlige kemikalier, med mindre producenterne/ importørerne kunne bevise, at de blev anvendt i en mængde, som ikke er skadelig, eller at de blev anvendt i et lukket system og at de dermed var ’tilstrækkeligt kontrolleret’. Danmark er med forrest i kampen mod hormonforstyrrende stoffer, og i 2011 indsendte Miljøstyrelsen et forslag om kriterier til identifikation af hormonforstyrrende stoffer og muligheder for regulering til EU-Kommissionen. I forslaget lægger Miljøstyrelsen vægt på, at kriterier for hormonforstyrrende stoffer skal: 1) være videnskabeligt baserede. 2) bygge på den nyeste viden, men også kunne inddrage ny viden, når den fremkommer. 3) omfatte både sundhed og miljø. 4) omfatte alle anvendelsesområder på tværs af lovgivningen.

19 Navigating REACH; Published August 2007

Både i USA, Japan og EU er der store forskningsprogrammer om hormonforstyrrende stoffer. Jo mere viden vi får, jo mere tyder det på, at hormonforstyrrende stoffer også påvirker mennesker. Man har dog endnu begrænset viden om, hvilke effekter stofferne har, og hvilke koncentrationer der skal til, for at der ses en effekt. Der er stadig ikke udviklet internationalt accepterede undersøgelsesmetoder specielt til hormonforstyrrende stoffer. Derfor er det kun et fåtal af de eksisterende kemikalier, der er accepteret som værende hormonforstyrrende – selvom f.eks. dyreforsøg tyder på, at et langt større antal har denne uheldige egenskab. Kemikalier, som anses for at være meget problematiske, og som derfor i princippet bør udfases, er underlagt en særlig godkendelsesordning (se afsnittet ’REACH Trinfor-trin’). For farlige stoffer, hvor det vurderes, at de anvendes på en tilstrækkelig sikker måde, skal industrien udarbejde en plan for substitution, men er ikke forpligtiget til at følge den. Det vil sige ’sikker anvendelse’ – som i øvrigt ikke er yderligere specificeret i REACH – kan træde i stedet for ’substitutionsprincippet’. Dette kan i værste fald medføre, at selv når der findes mere sikre alternativer, kan virksomheder få lov til at fortsætte med at importere, producere og anvende mange farlige stoffer, som kan give bl.a. kræft, fosterskader, reproduktive sygdomme og hormonelle ubalancer. Cocktaileffekter af kemikalier er også en problemstilling, som der stort set ikke er taget hensyn til i lovgivningen. I stedet tager man i dag udgangspunkt i effekterne af kemikalier hver for sig, selv om det er generelt accepteret, at vi dagligt bliver udsat for en ’kemisk cocktail’ af mange forskellige stoffer. For at sikre et højt niveau af beskyttelse mod farlige kemikalier er det derfor vigtigt at overveje, hvordan cocktaileffekter kan blive omfattet af den europæiske kemikalielovgivning. Med tusindvis af kemikalier på markedet, må man erkende, at det er umuligt at undersøge alle mulige kombinationer. Man har dog anerkendte beregningsmodeller, som kan estimere effekten fra blandinger ud fra viden om de enkelte kemikalier. Derfor er der nu brug for politiske initiativer, som kan sikre at lovgivningen

EU OG REACH > HULLER OG MANGLER I LOVGIVNINGEN

lovgivning, der fastlægger, hvordan REACH-værktøjer og -bestemmelser skal anvendes på nanomaterialer. Det første ser ikke ud til at være muligt på nuværende tidspunkt, da EU-Kommissionen ikke ønsker at åbne for ændringer i REACH-teksten foreløbig.

Ved regulering af skadelige kemikalier vægtes fordele og ulemper for bl.a. erhverv, befolkning og miljø.

(f.eks. REACH, CLP og kosmetikforordningen) kommer til at omfatte cocktaileffekterne, så mennesker og miljø bliver beskyttet mod disse skadelige blandingseffekter. Nanomaterialer er reguleret i henhold til en række eksisterende europæiske lovgivninger, hvoraf REACH er den vigtigste. De har dog alle begrænsninger, når det gælder effektiv behandling af denne stofgruppe. Der mangler først og fremmest en klar definition af, hvad nanomaterialer i det hele taget er. Lige nu er formuleringen så bred, at der kan herske tvivl om, hvorvidt et nanomateriale med andre fysiske og kemiske egenskaber end det samme kemiske materiale i større form (som regel over 100 nm) skal vurderes særskilt. Konsekvensen er, at det i praksis er op til producenterne, om de følger regelsættet, herunder registreringsproceduren i forbindelse med nanomaterialer. Dette umuliggør enhver bestræbelse på at bruge REACH som reguleringsinstrument til at overvåge brugen af disse stoffer. Desuden indeholder REACH såkaldte tonnage-grænser, som indebærer, at stoffer, der bliver produceret eller importeret i mindre mængde end 1 ton per år per producent/importør, ikke er omfattet af registreringspligten. Dette er problematisk, da rigtig mange nanomaterialer, på grund af deres meget lille størrelse, ikke vil blive produceret i mængder, der overstiger denne tonnage-grænse, og de vil dermed ikke blive undersøgt for skadelige effekter for mennesker og miljø. På grund af manglende registrering og kontrol er der en generel mangel på viden om, hvem der producerer hvad, hvorfor og i hvor store mængder. Problemet kan løses enten ved at ændre teksten i selve REACH eller ved at udvikle en såkaldt ’stand-alone’

REACH-registrering vil kun gælde for ca. 30 000, af de mere end 100 000 kemikalier, der skønnes at være på det europæiske marked i dag. Dette skyldes, at registrering kun omfatter stoffer, der produceres eller importeres i mængder på over et ton om året per producent eller importør -og det vil endda først være i 2018, at så mange kemikalier vil være inkluderet (se tidslinjen figur 3). Derudover kan der for 60 % af de 30 000 kemikalier forventes mangelfulde oplysninger på grund af smuthuller, der er indbygget i systemet, selv om myndighederne i virkeligheden kan anmode om mere fyldestgørende oplysninger. Resultatet bliver sandsynligvis, at man ikke vil have en tilstrækkelig mængde af data til at beslutte, om et stof er farligt eller ej, og alt for mange stoffer vil på den måde forblive på markedet på trods af fare for mennesker og miljø.

F o to hi d es y

Hormonforstyrrende stoffer

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > INTRODUKTION

Introduktion til hormonforstyrrende stoffer EU´s lovgivning definerer et hormonforstyrrende stof som et udefrakommende stof, der forårsager skadelige effekter hos en organisme eller dennes afkom som følge af ændringer i hormonsystemets funktion. Med andre ord er hormonforstyrrende stoffer kemikalier, der på forskellig måde kan påvirke vores naturlige hormonbalance. Hormonerne styrer en lang række processer i organismen og er afgørende for stofskiftet, nervesystemet – herunder udviklingen af hjernen – vækst og reproduktion. Det er derfor klart, at ændringer i hormonbalancen kan få meget alvorlige følger. Man vil derfor også være særligt følsom over for hormonforstyrrende stoffer i bestemte perioder af livet. Det gælder fostertilstanden, hvor fosteret påvirkes via moderen, perioden lige efter fødslen og småbørnsårene. I disse perioder producerer man selv kun meget små mængder af kønshormonerne, og er derfor særligt sårbar over for påvirkning af hormonsystemet. I fostertilstanden er kroppens afgiftningssystem desuden endnu underudviklet, og derfor har fosteret svært ved at skille sig af med kemikalierne igen. Samtidig eksisterer der ikke f.eks. en blod-hjernebarriere, og kemikalierne har således nemmere ’adgang’ til flere steder i kroppen når de føres rundt i blodstrømmen. Hormonforstyrrende stoffer sættes bl.a. i forbindelse med nedsat frugtbarhed, misdannelser af kønsorganerne og bryst- og testikelkræft. Stofferne kan også forårsage fedme, og flere studier indikerer desuden, at visse af stofferne gør skade i flere generationer efter første eksponering. Det vil sige, at børn og børnebørn også kan påvirkes af en eksponering, der skete mange år før de blev født. På trods af megen forskning i hormonforstyrrende stoffer er det dog begrænset, hvad man ved om stoffernes påvirkning af mennesker i de mængder, som vi udsættes for i dagligdagen. Det endelige bevis for, at kemikalierne medvirker til disse effekter hos mennesker mangler altså stadig. Der er dog efterhånden bred enighed blandt forskere, myndigheder og politikere om, at der i dag findes indicier nok til at handle ud fra det så-

Hvad er et hormonforstyrrende stof? Et udefrakommende stof, som forårsager skadelige effekter hos en organisme eller dennes afkom, som følge af ændringer i hormonsystemets funktion.

kaldte forsigtighedsprincip, dvs. lovgivning og regulering på baggrund af begrundet mistanke. Ifølge Miljøstyrelsen kan eksponering for hormonforstyrrende stoffer føre til, at forsøgsdyr bl.a. får øget forekomst af misdannede kønsorganer, manglende nedfald af testikler til pungen hos hanungerne, nedsat sædkvalitet hos de voksne handyr samt for tidlig pubertet hos hunnerne20. Hos mennesker ser det ikke bedre ud. Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion21 mistænker bl.a. hormonforstyrrende stoffer for at være årsag til: • at en ud af fem danske mænd mellem 18 og 20 år har en sædkvalitet, der ligger under WHO’s normalværdi. • at Danmark har haft en stor stigning i testikelkræft i de seneste 60 år, og at Danmark er det land i Europa, der – sammen med Norge – har verdens højeste forekomst af kræftformen (se figur 12). Næsten én procent af de danske mænd risikerer at få testikelkræft på et tidspunkt i deres liv. • at ni procent af de danske drengebørn bliver født med kryptorkisme (testiklerne er ikke faldet helt på plads i pungen). Det er signifikant flere end i 1960’erne. Kryptorkisme er forbundet med en øget risiko for lav sædkvalitet og testikelkræft. • at danske mænds testosteronindhold i blodet er faldende. Mænd født efter 1930-40´erne har lavere testosteronindhold, end deres fædre og bedstefædre havde i den samme alder. • at danske piger i dag går i pubertet et helt år tidligere end for bare 15 år siden.

20 Kortlægning af kemikalier i forbrugerprodukter Nr. 103 2009 ’2-åriges udsættelse for kemikalier’ http://images.netdoktor.com/dk/Emnecenter%20om%20Kemi/SAMLET%20Rapport%20DK.pdf 21 Kilder: Niels Erik Skakkebæk, professor, Rigshospitalet og Ph.d. og læge på Rigshospitalet Lise Aksglæde: se bl.a. http://www.tidsskriftet.no/?seks_id=1659942 og http://videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/forskere_slas_om_unge_pigers_bryster

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > INTRODUKTION

Figur 12 Testikelkræft i de nordiske lande

Testikel Incidens: ASR (W) alder 0-85+

Figuren viser et statistisk billede af udviklingen i testikel-

hvis den havde en standard aldersstruktur. Aldersstan-

kræft i Danmark, Finland, Norge og Sverige. X-aksen er en

dardisering er nødvendig for at kunne sammenligne tal-

tidsakse og Y-aksen viser kræfttilfælde udtrykt som rate

lene for incidens/dødelighed mellem befolkningsgrupper

per 100 000 mennesker. En rate er antal nye tilfælde eller

med forskellig alderssammensætning, fordi alder har så

dødsfald per 100 000 mennesker per år. En aldersstandar-

stor betydning for risikoen for at få kræft. Kilde: NORDCAN

diseret rate er den rate, en befolkningsgruppe ville have,

Verdenssundhedsorganisationen WHO har tidligere gennemgået al den viden, der findes om hormonforstyrrende stoffer. Konklusionen var dengang, at der ikke er noget endegyldigt bevis for, at det er farligt for mennesker at være i kontakt med stofferne på trods af, at det påvirker udviklingen hos f.eks. mus og rotter.

alvorlige konsekvenser for befolkningen. Derfor kan det være nødvendigt at handle ud fra forsigtighedsprincippet for at beskytte forbrugerne, også selvom der ikke foreligger et fældende bevis.

I marts 2013 publicerede WHO, nu i samarbejde med FN's miljøprogram (UNEP), en opdateret version, hvor hormonforstyrrende stoffer blev beskrevet som en ’global trussel’. Den endelige konklusion i rapporten var, at udsættelse for hormonforstyrrende stoffer giver grund til global bekymring for mennesker og miljø. Hvis mistanken om, at stofferne forstyrrer hormonsystemerne og derved den menneskelige udvikling og forplantningsevne er rigtig, kan det på længere sigt få

Vi optager oftest kemikalierne gennem maden, hvor der findes rester af bekæmpelsesmidler, andre stoffer fra miljøforurening, naturlige fytoøstrogener (’fyto’ kommer fra græsk og betyder plante) og animalske østrogener, men vi optager også små mængder igennem huden. Vi finder de hormonforstyrrende stoffer rigtig mange steder. I det ydre miljø udsættes vi især for stofferne via forbrænding af organisk materiale, hvor der bliver frigivet bl.a. dioxin, som er et meget skadeligt stof for mennesker og dyr. Giften fører ved lang tids eksponering til øget risiko for kræft, reproduktionsforstyrrelser, nedsættelse af immunforsvaret, neurotoksiske effekter

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > INTRODUKTION

og hormonpåvirkninger. Desuden udsættes man for stofferne via forbrugerprodukter, såsom plastik, legetøj, kosmetik, elektronik, tøj og meget andet. Der findes et utal af stoffer, som er påvist at have hormonforstyrrende effekter eller mistænkes for at have det. Kemisk set er hormonforstyrrende stoffer meget forskellige, men de har det tilfælles, at de kan bindes til kroppens hormonreceptorer ligesom kroppens egne hormoner. De kan også påvirke dannelse, transport og udskillelse af kroppens egne hormoner. De hormonale effekter har mange forskellige virkningsmekanismer, såsom at: • efterligne naturlige hormoners virkning • blokere naturlige hormoners virkning • påvirke kroppens omsætning af naturlige hormoner, så de virker i kroppen i kortere eller længere tid end naturligt.

• påvirke syntesen (dannelsen) af naturlige hormoner, så kroppen enten vil blive udsat for en for høj eller for lav koncentration af hormoner • påvirke transporten af naturlige hormoner, så de f.eks. ikke bliver transporteret derhen i kroppen, hvor de skal virke, hvilket kunne være i hjernen Disse mekanismer opdeles i tre hovedgrupper: 1) De kan efterligne virkningen af et naturligt produceret hormon som østrogen eller testosteron og derved udløse tilsvarende reaktioner i kroppen (Agonisme). 2) De kan blokere receptorerne i de celler, der modtager hormonerne, og derved forhindre de normale hormoner i at virke (Antagonisme). 3) De kan påvirke syntese, transport, omsætning og/ eller udskillelse af hormonerne og derved ændre koncentrationen af de naturlige hormoner.

Hormoner og receptorer For at virke, skal et hormon binde sig til en receptor, hvorefter der frigives et signal. Et hormon kan have én specifik eller flere forskellige receptorer det passer til. Når et hormon bindes til en receptor på en celles membran, igangsættes reaktioner i cellen via receptoren. Der kan bl.a. ske en aktivering af enzymer, som igen styrer andre reaktioner i cellen, f.eks. fosforylering af proteiner eller dannelse af cykliske nukleotider, f.eks. cyklisk adenosinmonofosfat (cAMP; indgår i cellers energiomsætning). De cykliske nukleotider fungerer som intracellulære signalstoffer (’second messengers’), der f.eks. aktiverer enzymsystemer. På denne måde får kroppen forskellige signaler via hormoner. Problemet med hormonforstyrrende stoffer er, at de kan påvirke kroppen på samme måde, som vores naturlige hormoner. Dette kan være kritisk, da kroppens egne hormoner er meget omhyggeligt udtrykt, dvs. i meget præcise doser

Agonist

og på meget præcise tidspunkter i vores liv. Derfor kan selv meget små ændringer have afgørende konsekvenser for vores helbred. En agonist er et stof, som har samme virkning som den naturlige ligand. Dvs. agonisten bindes til samme receptor og udøver samme virkning som den naturlige ligand. Sagt på en meget forsimplet måde, så er det på samme måde, som en nøgle (agonisten) passer i en lås (receptoren). En antagonist går derimod ind og binder sig (ikke nødvendigvis samme sted) til receptoren og hæmmer derved receptoren i at binde den naturlige ligand. På denne måde bliver der så at sige slukket for aktiviteten, og kroppen kan ikke modtage de signaler, som dens naturlige hormoner skal igangsætte.

Antagonist

Cellemembran

Respons

- Respons

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > INTRODUKTION



De hormonforstyrrende stoffer kan ligne kroppens naturlige hormoner på forskellige måder: østrogenlignende effekt: De naturligt forekommende kvindelige kønshormoner er østradiol, østriol og østron, samlet kaldet østrogener. Hormoner virker ved, at de bindes til deres specifikke receptorer. Når denne binding sker på den rigtige måde udløses et respons. Kemikalier med østrogenlignende effekt kan især være skadelige for drengefostre, da de kun tåler en meget lav koncentration af østrogen. Eksempler på stoffer med østrogen effekt er bisphenol A, visse ftalater, methoxychlor (et klorholdigt pesticid), DDT og dets nedbrydningsprodukter samt visse omdannelsesprodukter af industrikemikaliet PCB. antiandrogen effekt: Kemikalier med denne virkningsmekanisme modvirker, at testosteron og de andre mandlige kønshormoner virker, som de skal. Denne effekt er især kritisk for drengefostre, da det kan medføre en ufuldstændig udvikling af især kønsorganer. Stoffer, der kan have antiandrogen effekt, er bl.a. ftalaterne BBP, DBP, DEHP og DINP. effekter på skjoldbruskkirtlen: Kemikalier, der har en forstyrrende effekt på skjoldbruskkirtel-hormoners (thyroxin og trijodthyronin) transport og omsætning, kan bl.a. påvirke hjerneudviklingen hos fostre, hvis mødre er eksponeret for disse stoffer. Desuden kan denne gruppe af hormonforstyrrende stoffer disponere et foster for et liv med overvægt. Dette sker via en nedsættelse af thyroxin produktionen som tilsvarende nedsætter hvilestofskiftet, hvorigennem energiomsætningen påvirkes. Eksempler på stoffer med effekt på skjoldbruskkirtlen er PAH’er og dioxiner. PAH dan-

nes ved ufuldstændig forbrænding af organisk materiale. De væsentligste kilder er trafikforurening, opvarmning og affaldsforbrænding. Dioxin er en samlebetegnelse for en gruppe klorholdige giftstoffer, som dannes under forbrænding af organisk materiale, så længe der er klor til stede. Hormonforstyrrende stoffer har meget forskellig omsætningstid i levende organismer. Ftalater nedbrydes f.eks. meget hurtigt og udskilles herefter i urinen, mens andre stoffer, som f.eks. PCB-forbindelser, er svært nedbrydelige og ophobes i fedtvæv. Af samme årsag kan svært nedbrydelige stoffer stadig måles hos mennesker i f.eks. modermælk og fedt mange år efter, at industrien er holdt op med at bruge dem. Nogle af de mest omtalte hormonforstyrrende stoffer er parabener, ftalater, bisphenol A, fluorerede stoffer (især PFOA og PFOS) og bromerede flammehæmmere. De vil blive gennemgået enkeltvis i de følgende afsnit.

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > PARABENER

Parabener Af Claus Jørgensen, Forbrugerrådet

De fleste forbrugere har i dag hørt om parabener og har sikkert også hørt, at de er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det skyldes i høj grad, at parabenerne og deres hormonlignende effekter har været diskuteret i snart 20 år i medierne, samt at der bestemt ikke er enighed om deres potentielle skadelige virkninger. Hvad er parabener? Betegnelsen parabener dækker over en række kemikalier, der har det tilfælles, at de alle består af en benzenring med en hydroxygruppe og en alkylgruppe. Det der adskiller de forskellige parabener fra hinanden, er antallet af kulstofatomer på alkylkæden. I figur 13 ses de mest almindelige parabener: Butyl-, ethyl-, isobutyl-, isopropyl-, methyl- og propylparaben, sammen med deres respektive strukturformler. Figur 13 Kemiske strukturformler over de seks mest almindelige parabener

Butylparaben

Ethylparaben

Isobutylparaben

Isopropylparaben

Methylparaben

Propylparaben

Kilde: forbrugerkemi.dk

Info om parabener Parabener er hyppigt anvendte konserveringsmidler, som bl.a. anvendes i kosmetik og cremer samt visse typer fødevarer og medicinske produkter for at forbedre holdbarheden og hindre bakterie- og svampevækst. Der findes flere typer parabener, som ofte anvendes i samme produkt for at konservere så effektivt som muligt. Parabenerne er vist at have østrogenlignende virkning i de fleste typer af cellebaserede forsøg samt i dyreforsøg. Det er tidligere vist i dyreforsøg, at udsættelse for kraftigt virkende østrogene stoffer kan skade både hun- og hanrotters reproduktionsevne. Hos voksne kvinder er østrogenniveauet, fra naturens hånd, så højt, at man mener, at de mængder man udsættes for via industriprodukter, blot vil være en dråbe i havet. Til gengæld er det normale østrogenniveau meget lavt hos fostre og børn, så her kan påvirkningen have en meget stor effekt.

Stofferne bruges som konserveringsmiddel i kosmetik og lægemidler, hvor de sikrer holdbarheden og hæmmer bakterievæksten i cremer, sæber, solcremer, hovedpinemedicin og anti-rygepræparater. To af parabenerne, ethyl- og methylparaben, og deres salte er desuden tilladt i fødevarer22, hvor de har Enumrene E214, E215, E218 og E219. Parabenerne bliver fremstillet kunstigt i laboratorier og bruges primært i kosmetik. Stofferne bruges også i kosmetik beregnet til børn, hvilket blev dokumenteret i en kortlægning fra Miljøstyrelsen i 200723. Den viste, at alle de omtalte parabener blev brugt i produkter til børn – propylparaben blev fundet i 70 produkter og butylparaben i 48 produkter. I 2009 bad Forbrugerrådet forbrugerne anmelde produkter, der indeholdt ét eller flere stoffer, som er på EU’s liste over stoffer, der har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg, heriblandt flere af parabenerne. Ud af de mere end 1200 produkter, der er blevet anmeldt frem til marts 2012, indeholder 92 % ét eller flere parabener.

22 Fødevarestyrelsen: www.foedevarestyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/25_PDF_word_filer%20til%20download/06kontor/Positivlisten%202011%20-%20netudgave%20_01.08.pdf 23 Miljøstyrelsen: www2.mst.dk/common/Udgivramme/Frame.asp?http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2007/978-87-7052-634-4/html/helepubl.htm

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > PARABENER

Ifølge Videncenter for Allergi24 bruges parabenerne også i andre typer produkter som f.eks. lim, skosværte og industrielle produkter. Her forekommer de under synonymer (se boks) og det kan være meget svært for forbrugerne at navigere i junglen af kemikalier, når stofferne optræder med forskellige navne, alt efter hvilket produkt de forekommer i. Selvom parabener er tilladt i fødevarer, så er det sjældent, at man som forbruger støder på dem på det danske marked. Tidligere var også propylparaben (E216) tilladt, men EU forbød stoffet i 2006 på grund af dets hormonforstyrrende egenskaber25. Ifølge Fødevarestyrelsen må de to tilladte parabener bruges i konfektureprodukter (slik), snacks, overfladebehandling af tørrede kødprodukter og gelélag på kødprodukter og postej, undtagen leverpostej.

Synonymer for parabener når de bruges i andre produkter end kosmetik og fødevarer Methyl 4-hydroxybenzoate Methylparaoxybenzoate Ethyl 4-hydroxybenzoate Ethylparaoxybenzoate Propyl 4-hydroxybenzoate Propylparaoxybenzoate Butyl 4-hydroxybenzoate Butylparaoxybenzoate Isopropyl 4-hydroxybenzoate Isopropylparaoxybenzoate Isobutyl 4-hydroxybenzoate Isobutylparaoxybenzoate

Gode konserveringsmidler Ifølge Astma-Allergi Danmark26 blev parabenerne først taget i brug i kosmetikbranchen i 1920’erne og ca. 20 år senere i fødevarebranchen. Parabenerne er de bedst undersøgte konserveringsmidler på markedet. De er gode til at konservere, dvs. forhindre bakterievækst og forrådnelse, og der ses meget sjældent allergiske tilfælde med denne gruppe af stoffer. De virker mod mange forskellige bakterier og er samtidig skånsomme overfor huden, hvilket gør dem egnede i f.eks. cremer, deodoranter og andre kosmetiske produkter, der er beregnet til at blive på huden.

Østrogenlignende effekter Parabenerne bruges altså i stor stil i kosmetik og er anset for at være blandt de mindst allergifremkaldende konserveringsmidler. Alligevel er debatten om parabenerne meget intens og synlig, hvilket i høj grad skyldes, at både in vitro og in vivo studier har vist, at parabenerne kan have østrogenlignende effekter og dermed påvirke hormonbalancen. I 2007 udgav EU en liste over stoffer, der havde vist hormonforstyrrende effekter i in vitro og/eller in vivo forsøg28. Her optræder de fleste parabener.

På den anden siden beskriver Videncenter for Allergi parabenerne som svagt allergifremkaldende, hvilket bekræftes af Miljøstyrelsen27, som dog påpeger, at parabenerne sjældent fremkalder allergiske reaktioner, modsat andre konserveringsmidler, som anvendes i kosmetik.

I Danmark blev der dog allerede tilbage i 1990’erne sat fokus på butylparabens hormonforstyrrende effekter, idet informationscenteret Grøn Information (nuværende Informationscenter for Miljø og Sundhed) i deres test af kosmetik og plejeprodukter dumpede produkter, hvis de indeholdt butylparaben. Centeret henviste til nogle af de første videnskabelige artikler, der havde fundet miljøbelastende og hormonforstyrrende effekter ved brug af butylparaben. Senere har videnskabelige forsøg yderligere dokumenteret, at de andre parabener har lignende, om end svagere, hormonforstyrrende effekter.

Parabenerne skal deklareres i kosmetik og i fødevarer, så forbrugerne kan se hvilke stoffer, de udsættes for. Det tilladte parabenindhold i kosmetik er reguleret fra EU’s side, så der i det enkelte produkt højst må indgå 0,4 % methylparaben, 0,4 % ethylparaben, 0,19 % propylparaben og 0,19 % butylparaben.

I rapporten29, der ligger til grund for EU’s liste over stoffer, der har vist hormonforstyrrende effekter, har forfatterne samlet eksempler på de effekter, som stofferne

24 Videncenter for Allergi: www.videncenterforallergi.dk 25 Fødevarestyrelsen: www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/Tilsaetningsstoffer_og_teknologi/Tilsaetningsstoffer/Sider/parabener.aspx 26 Astma-Allergi Danmark: www.astma-allergi.dk 27 Miljøstyrelsen: www.mst.dk/Borger/Kemikalier/Kosmetikguiden/Hvordan+er+det+lige+med/parabener.htm 28 EU Kommissionen: http://ec.europa.eu/environment/endocrine/documents/final_report_2007.pdf 29 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/environment/endocrine/documents/final_report_2007.pdf

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > PARABENER

Tabel 1 Et udsnit af de parabener, for hvilke der er påvist østrogenlignende effekter i dyreforsøg

Stof

Østrogenlignende effekt påvist i:

Ethylparaben

Rotter, mus og fisk

Propylparaben

Rotter og fisk

Butylparaben

Mus og fisk

Methylparaben

Mus

Kilde: DHI, 2007 – Study on enhancing the Endocrine Disruptor priority list with a focus on low production volume chemicals – ENV.D.4/ETU/2005/0028r

har haft i forsøg med dyr eller celler. I tabel 1 vises et udsnit af de parabener, som har udvist østrogenlignende effekter. Parabener er løbende blevet reguleret og den tilladte koncentration i kosmetik nedsat. Tilbage i 2005 kom den første af flere videnskabelige vurderinger fra EU’s videnskabelige komité (SCCS), der konkluderede, at parabener ikke kunne kædes sammen med brystkræft30. Herefter fulgte vurderinger om, at methyl- og ethylparaben var sikre at bruge i de tilladte koncentrationer, mens komiteen efterlyste mere information om de andre parabener31. I 2006 og 2008 fulgte yderligere vurderinger fra SCCS, hvor den videnskabelige komité afviste det materiale, som kosmetikbranchen havde indleveret32,33. Komiteen fastholdt, at den ikke kunne udtale sig om sikkerheden ved flere af parabenerne. Methyl- og ethylparaben blev dog stadig vurderet som sikre. Kosmetikindustrien blev herefter pålagt at indsende data, der kunne påvise, at parabenerne var sikre, hvilket endnu ikke er sket. Da den seneste vurdering fra komiteen kom i 2011, blev det derfor vurderet, at de tilladte koncentrationer af butyl- og propylparaben skulle sænkes, samt at flere andre, ikke særligt udbredte, parabener skulle forbydes. Igen konkluderede komiteen, at brugen af ethyl- og methylparaben var sikker34. I dag er parabenerne ifølge den officielle EU-regulering stadig tilladt i begrænsede mængder, men brugen af dem udfordres stadig, af bl.a. Danmark, der har indført et særforbud udenom EU.

I Danmark er det forbudt at anvende butyl-, propyl-, isobutyl- og isopropylparaben samt deres respektive salte i kosmetik og plejeprodukter til børn under tre år35. Det besluttede et flertal i Folketinget i foråret 2011. Dermed er Danmark det eneste land i EU, der har et forbud mod disse parabener. Det er op til EU at vurdere, om forbuddet, der bygger på forsigtighedsprincippet, skal udvides til at omfatte alle EU-medlemslandene, eller om Danmark skal trække deres særlov tilbage. Baggrunden for det danske forbud er en rapport, som Miljøstyrelsen offentliggjorde i efteråret 2009, hvor det blev kortlagt, hvor mange hormonforstyrrende stoffer en toårig kommer i kontakt med i løbet af en dag. I kortlægningen blev der regnet på risikoen for, at de toåriges eksponering af hormonforstyrrende stoffer oversteg det, Miljøstyrelsen mente, var det højest acceptable daglige indtag. På baggrund af rapporten gik daværende miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), ud og anbefalede, at man som forældre undgik plejeprodukter med propyl- og butylparaben. I rapporten brugte forfatterne en målemetode, hvor de forsøgte at tage højde for cocktaileffekterne af de mange hormonforstyrrende stoffer, som toårige dagligt bliver udsat for. Det var resultaterne af dette arbejde, som førte til, at ministeren meldte ud, at man skal handle med forsigtighed i forhold til de to nævnte parabener.

30 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/health/archive/ph_risk/committees/04_sccp/docs/sccp_o_00d.pdf 31 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/health/archive/ph_risk/committees/04_sccp/docs/sccp_o_019.pdf 32 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/health/archive/ph_risk/committees/04_sccp/docs/sccp_o_074.pdf 33 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/health/archive/ph_risk/committees/04_sccp/docs/sccp_o_138.pdf 34 EU’s videnskabelige komite: http://ec.europa.eu/health/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_041.pdf 35 Miljøministeriet: www.mim.dk/Nyheder/2010/20101220_forbudparabener.htm

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > PARABENER

NGO’ernes holdning I Danmark og i resten af verden har forbruger- og miljøorganisationer i årevis gjort opmærksom på, at reguleringen af hormonforstyrrende stoffer er mangelfuld36. Den nye forskning vedrørende cocktaileffekter af kemikalier har yderligere styrket NGO’ernes bekymring overfor stofferne, hvorfor de til stadighed lægger yderligere pres på myndigheder og producenter, så stofferne kan blive reguleret på en måde, som tager alle kendte faktorer i betragtning.

HUSK at NGO står for ’non-governmental organisation’, hvilket betyder, at det er en ikke-statslig støttet organisation. Dvs. de arbejder udelukkende for penge, de søger hos forskellige donorer eller fra medlemsbidrag og er ikke underlagt statens holdninger.

forbrugerne måske er glade for, hvis de ikke må bruge parabener. Hvis efterspørgslen på produkter uden farlig kemi blev forøget, ville producenterne kunne se en konkurrencefordel i at substituere sundhedsskadelige konserveringsmidler med stoffer uden sundhedseffekter. Desuden kunne man i større grad emballere plejeprodukter i tuber i stedet for i eksempelvis bøtter med låg. I og med et produkt kommer på tube, vil den direkte

Parabener bliver ikke fremhævet som værende værre end andre stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende for mennesker og dyr. Men da navnet ’paraben’ er nemt for forbrugere og journalister at huske, modsat f.eks. ethylhexyl methoxycinnamate eller 4-Methylbenzylidene Camphor, og da de er ekstremt udbredte i kosmetik, så er det meget ofte denne stofgruppe, der bliver fokuseret på i medierne. Nogle organisationer, som f.eks. Astma-Allergi Danmark, er ikke helt så bekymrede for parabener, da de mener, at sundhedseffekterne er så svage, at det reelt ikke er skadeligt for mennesker37. Brancheforeninger for producenter og forhandlere deler heller ikke NGO’ernes bekymring38.

Fakta er dog, at der findes en række tilladte konserveringsmidler39 (i alt er 56 godkendt i kosmetik), som vil kunne bruges i stedet. Mange af dem har uheldige allergifremkaldende effekter og vil ikke være egnede som alternativer, mens andre tilsyneladende ikke påvirker sundheden. Og hvorfor bliver parabener så ikke bare erstattet af andre og mindre skadelige stoffer? Ifølge kosmetikbrancheforeningen, SPT, kan man ikke bare erstatte et konserveringsmiddel med et andet, da stofferne har forskellige egenskaber og derfor passer til forskellige produkter. Derfor har producenterne en udfordring, da det kan være svært at lave det samme produkt, som

Fo t o ic y i mag e

Alternativer til parabener Fordelen ved parabener er, at de er gennemprøvede og gode i forhold til allergi. Andre nyere konserveringsmidler giver større allergiproblemer, og er i værste fald ikke testet i samme omfang, som parabenerne.

Det er i højere grad nødvendigt at tilsætte konserveringsmidler såsom parabener, når plejeproduktet er i en åben beholder, da produktet herved nemmere tilføres bakterier, f.eks. fra vores hænder.

36 I Danmark: Forbrugerrådet, Det Økologiske Råd og Greenpeace; På internationalt plan: bl.a. de europæiske forbrugerorganisationer ANEC og BEUC, den europæiske sammenslutning af grønne NGO’er EEB samt Greenpeace og ChemSec 37 Astma-Allergi Danmark: http://dinhverdag.astma-allergi.dk/deklarationer/forbruger/parabener 38 http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/forbrugerkemi/ECE846125/kosmetikindustrien-forbrugerraadet-lyver/ og http://spt.dk/frame.cfm/cms/id=1013/sprog=1/grp=9/menu=4/ 39 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=12915#B5

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > PARABENER

Figur 14 Det nordiske miljømærke

i produkter til børn under 3 år. Ny forskning viser, at eksponering for en kombination af flere hormonforstyrrende stoffer, selv i meget små koncentrationer, kan have væsentlige sundhedsskadelige effekter, også selvom man ikke nødvendigvis ser effekter af de samme stoffer enkeltvis, selv i højere koncentrationer. Men som lovgivningen er i dag, ser man kun på, om de enkelte stoffer overholder deres specifikke grænseværdier, og tager altså ikke højde for de mulige cocktaileffekter. Læs mere om denne type af effekt i kapitlet ’Cocktaileffekter’.

Svanemærket er én af mange miljømærkninger. Læs mere i afsnittet ’Kemikalier i tøj og tekstiler’.

kontakt mellem selve produktet og bakterier fra f.eks. vores hænder, som er en meget stor forureningskilde, nedsættes, og dermed vil risikoen for, at der udvikles skimmel nedsættes. Hermed vil behovet for at tilsætte konserveringsmidler til diverse plejeprodukter tilsvarende nedsættes eller helt forsvinde. Det har i en årrække været muligt at producere plejeprodukter og kosmetik på en så skånsom måde, at producenterne kan opnå miljømærkecertificering. Det er det nordiske miljømærke Svanen, som har opstillet kriterier for svanemærkning af kosmetik, og ét af kriterierne er netop, at produktet skal være produceret uden parabener. Parabenerne er, ligesom alle andre stoffer på EU’s liste over hormonforstyrrende stoffer, forbudt i svanemærkede produkter. At det er muligt at køre en produktion uden brugen af mistænkt hormonforstyrrende stoffer, viser antallet af svanemærkede produkter på det danske marked tydeligt. Der findes indtil videre bl.a. 27 deodoranter, 69 ansigtspleje- og renseprodukter, 82 babyplejeprodukter og 54 hårstylingsprodukter der er godkendt til at bære Svanemærket. Parabener – også i fremtiden? Der er efterhånden bred enighed om, at der er videnskabeligt belæg for en sammenhæng mellem parabener og hormonforstyrrende effekter. Når man derimod skal afgøre, hvilken betydning disse effekter har på mennesker, findes der mange forskellige holdninger.

Danmark er et af de lande, som går forrest i kampen mod cocktaileffekter, og tiden vil vise, om også EU følger efter og forbyder butyl- og propylparaben. I Danmark har Miljøstyrelsen fokus på problematikken, bl.a. ved at oplyse borgerne gennem kampagner. Den seneste var baseret på en stor undersøgelse, hvor man havde kigget nærmere på produkter til gravide og gav råd og vejledning til kvinder, der forsøgte at blive gravide (’Klar til storken’). Desuden satte den danske regering hormonkemi og cocktaileffekter på dagsordenen under det danske EU-formandskab i det første halvår af 2012. Der arbejdes i høj grad på at udvikle metoder til at tage hånd om cocktaileffekter, bl.a. fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Roskilde Universitet (RUC). Der vil givetvis i fremtiden foreligge nye metoder til udregning af risici fra kemikalier, hvilket kan føre til, at parabenerne helt forsvinder fra produkter på butikshylderne. Måske vil dette endda allerede ske, inden der kommer et forbud. Man ser i hvert fald allerede, at flere og flere kosmetik- og plejeprodukter på det danske marked findes uden parabener – og ofte med Svanemærkning40. Dette kan, udover det menneskelige og miljømæssige hensyn, skyldes, at producenter ser en konkurrencefordel i at være på forkant med udviklingen, samt at forbrugerne i stigende grad efterspørger produkter uden kemikalier der er mistænkt for at kunne skade mennesker og miljø.

Myndigheder og producenter har i høj grad stadig den holdning, at der ikke er problemer med stofferne, så længe grænseværdierne overholdes, og i dag er parabener derfor tilladt i begrænsede mængder – bortset fra den række af parabener der i Danmark er forbudt

40 Forbrugerrådet offentliggjorde i marts 2012 en liste over 52 brands/virksomheder, der ikke længere bruger stoffer på EU’s liste over hormonforstyrrende stoffer, heriblandt Matas og COOP, som har udfaset stofferne fra deres egne produkter. http://taenk.dk/nyheder/kosmetikproducenter-dropper-hormonkemi

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

Ftalater Af Eline Aggerholm Kristensen, Det Økologiske Råd

Polyvinylchlorid (PVC) er en plastform, der består af mange vinylchlorid-molekyler sat sammen i en lang kæde (se figur 15). PVC er i sig selv et meget stift materiale og har derfor brug for at blive mere bøjelig og blød. Til dette formål bruger man oftest de såkaldte ftalater. Ftalater er en samlet betegnelse for forskellige estere af ftalatsyre og dannes ud fra en simpel kondensationsreaktion41 mellem alkohol og carboxylsyre under fraspaltningen af vand.

Hvad er Ftalater? Ftalater fremstilles ud fra mineralolie. De har ingen eller kun svag lugt og er mere og mere lipofile (fedtopløselige) jo længere deres kæde er. Ftalaterne findes med mange forskellige kædelængder, men det er generelt de længere-kædede ftalater, der bruges som blødgørere, mens de kort-kædede anvendes i kosmetikprodukter. De bruges generelt til at forbedre mange forbrugerprodukters fleksibilitet, klæbeevne eller bøjelige egenska-

Figur 15 Strukturformler for PVC og ftalat. PVC består af mange vinylchlorid-molekyler (CH2=CHCl), som er sat sammen i en lang kæde.

Standardformler for PVC og ftalat

Vinylchlorid:

CH2 = CHCl

Polyvinylchlorid:

-CH2-CHCl-CH2-CHCl-CH2-CHCl

PVC

Ftalat

Ftalaters binding til PVC Ftalaterne fastholdes til PVC ved hjælp af svage elektriske kræfter. Disse kræfter opstår, fordi både PVC og ftalaterne har nogle skævheder i fordelingen af elektroner. Iltatomerne i ftalater og chloratomerne i PVC trækker i de elektroner, som de deler med deres naboatomer, hvorved partielle negative og partielle positive ladninger opstår.

Eksempel på partiel elektrisk binding mellem to molekyler, hvor iltatomer trækker i elektroner fra naboatomet således, at de partielle ladninger opstår.

De partielle negative ladninger i ftalaterne tiltrækkes af de partielle positive i PVC og omvendt. Sådanne svage elektriske bindinger mellem neutrale molekyler kaldes Van der Waalske kræfter. Bløde PVC produkter indeholder op til 40 % ftalat.

ftalat polyvinylchlorid

41 En kondensationsreaktion er en kemisk reaktion, hvor to molekyler eller funktionelle grupper kombineres til ét molekyle, under fraspaltning af et mindre molekyle (ofte vand).

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

ber. Den blødgørende virkning gør sig gældende ved, at de muliggør bevægelse i og imellem polyvinylchlorid kæderne (se figur 15). Primært bruges ftalater til at blødgøre PVC-plast, som anvendes i f.eks. regntøj, gummistøver, elektronik, gulvbelægning, legetøj, ringbind, badeforhæng, voksduge og tryk på T-shirts. Ftalater tilsættes også andre produkter, såsom kosmetik, lægemidler og maling, hvor de hovedsageligt anvendes på grund af deres klæbeevne. Mennesker udsættes generelt for mange ftalater, idet de frigives fra de produkter, vi hyppigt anvender. Frigivelsen af ftalater sker let, da de kun fastholdes til PVC ved hjælp af svage elektriske kræfter, der gradvist ophører gennem produkternes levetid (se boks). Bløde PVC-produkter indeholder op til 40 % ftalater, så der kan være tale om store frigivelser.

aspekter ved eksponeringen skal tages i betragtning, såsom ftalattype, eksponeringsmetode (via huden, gennem mad, modermælk, vejrtrækning osv.), koncentration, eksponeringsforløbets varighed (akut eller længerevarende gennem måneder/år/generationer), typen af forsøgsdyr, livsstadie osv. Og selv når resultaterne foreligger, er spørgsmålet, hvad man så bruger dem til, da man ikke direkte kan overføre resultaterne fra dyreforsøg til mennesker (læs mere i afsnittet ’Grænseværdier’ under kapitlet 'EU og REACH'). Der er mange forskelle mellem laboratorieforsøg og den virkelige verden. Mennesker udsættes for en blanding af mange forskellige stoffer, hvor forsøgsdyr ofte kun udsættes for netop det kemikalie, man ønsker at undersøge. Desuden nedbryder vi ftalater anderledes end andre dyr, og sygdomsmekanismerne mellem forskellige arter er ikke altid ens. Dyreforsøgene kan dog indikere, hvilke effekter ftalaterne kan have hos

Ftalatmolekylerne frigøres således løbende til det omkringliggende miljø som luft, vand, hud eller fødevarer og medfører, at PVC-produkterne med tiden gradvist bliver mindre bøjelige og dermed hårde og skøre. Studier viser endvidere, at der i almindeligt husstøv er store mængder ftalater42, som følge af denne frigivelse fra PVC-produkter, som f.eks. vinylgulve.

mennesker. For yderligere at undersøge, om ftalater giver sundhedsskadelige effekter hos mennesker, kan der udføres biomoniteringsstudier, hvor man måler på bestemte biomarkører, såsom niveauet af specifikke enzymer i vores blod eller om kropsvægten stiger/falder, hos mennesker, som man ved har en høj koncentration af ftalater i blodet. Epidemiologiske studier, hvor man undersøger en hel population er også populære, fordi

Skadevirkninger af ftalater Der er forsket rigtig meget i skadevirkningerne af ftalater. Der er lavet tusindvis af dyreforsøg, da mange

Tabel 2 Eksempler på ftalater med deres forkortelser og strukturformler

Navn

Akronym

Strukturformel

Dimethylftalat

DMP

C6H4(COOCH3)2

Diethylftalat

DEP

C6H4(COOC2H5)2

Di-n-propylftalat

DPP

C6H4[COO(CH2]2CH3)

Di-n-butylftalat

DBP

C6H4[COO(CH2]3CH3)

Diisobutylftalat

DIBP

C6H4[COOCH2CH(CH3)2]2

Butylbenzylftalat

BBP

CH3(CH2)3OOCC6H4COOCH2C6H5

Butyldecylftalat

BDP

CH3(CH2)3OOCC6H4COO(CH2)9CH

Di(2-ethylhexyl)ftalat

DEHP

C6H4[COOCH2CH(C2H5)(CH2)3CH3]2

Diisononylftalat

DINP

C6H4[COO(CH2)6CH(CH3)2]2

Diisodecylftalat

DIDP

C6H4[COO(CH2)7CH(CH3)2]2

42 Rapport fra ChemSec og Svensk Naturskyddsföreningen (2011): www.chemsec.org/images/stories/2011/chemsec/home_sweet_home_lowres.pdf

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

Tabel 3 Eksempler på mistænkte skadevirkninger af ftalater

Hypospadi

ufuldstændig udvikling af urinrøret således at urinrøret udmunder i varierende afstand fra toppen af penishovedet. Misdannelse ledsages af spaltet forhud og i en del tilfælde af krumning af penis

Kryptorkisme

en tilstand, hvor testiklerne endnu ikke befinder sig i pungen ved fødslen

Nedsat sædkvalitet

40 % af unge raske danske mænd har nedsat sædkvalitet, der kan give frugtbarhedsproblemer. 6 % har så dårlig sædkvalitet, at de ikke kan få børn uden hjælp

Testikel- og brystkræft

hormonrelaterede sygdomme

Overvægt og insulinresistens

der er blevet påvist en sammenhæng mellem disse tilstande og niveauet af metabolitter (nedbrydningsprodukter) af ftalater i mænd. Det tyder på, at det særligt er udsættelsen for ftalater – og andre hormonforstyrrende stoffer – i fostertilværelsen, der øger risikoen for fedme senere i livet

Feminisering

effekter set hos gnavere, fisk og padder – f.eks. formindsket afstand mellem anus og rod af penis

Eksempler på (mistænkte) skadevirkninger af ftalater. Nogle sundhedseffekter er påvist ved dyre-forsøg (f.eks. kryptorkisme og forskellige kræftformer), mens andre er mistænkt for at skyldes ftalater og andre hormonforstyrrende stoffer (f.eks. nedsat sædkvalitet).

der er et meget højt antal af ’forsøgspersoner’, hvilket gør resultaterne meget stærke. En sådan population af mennesker, kunne være et helt samfund, som man ved, har været udsat for en specifik kemikalieforurening, som f.eks. et kemikalieudslip fra en nærliggende fabrik. Flere epidemiologiske undersøgelser har fundet mulige sammenhænge mellem udsættelse for ftalater og mandlige reproduktive misdannelser43, nedsat sædkvalitet44 og frugtbarhed45, tidlig pubertet hos piger46, astma47, fedme48 og effekter på skjoldbruskkirtlen49. Der findes også in vitro forsøg, hvor man screener stoffer, dvs. at man danner sig et overfladisk indtryk af en masse kemikalier ved at teste dem på en cellelinje – f.eks. celler fra lungerne, som kan være relevante at undersøge, hvis man vil finde ud af, hvad der sker, når man indånder stofferne. Denne type forsøg er gode, fordi de er hurtige og billige og bruger ingen eller kun få

forsøgsdyr. De giver en idé om, hvordan stoffet virker på specifikke biologiske endepunkter (som lungeceller i dette tilfælde) og kan give en indikation af, om det kemiske stof medfører en sundhedsskadelig effekt. Det man skal være særligt opmærksom på ved in vitro screening er, at denne slags forsøg ikke udelukker andre effekter (f.eks. at blodkarrerne kan tage skade når man indånder et specifikt stof, selvom lungerne ikke gør) og således ikke kan frikende et kemisk stof fra at være sundhedsskadeligt, blot fordi man ikke ser effekter på det specifikke endepunkt, man måler på. Ftalaterne har flere virkningsmekanismer – de kan bl.a. opføre sig som østrogener i kroppen og binde til østrogen-receptorerne eller virke som antiandrogener ved at blokere de mandlige kønshormoners virkning eller forstyrre produktionen af dem.

43 Swan et al. 2005. Decrease in Anogenital Distance among Male Infants with Prenatal Phthalate Exposure. Environ Health Perspect, 113(8): 1056–1061 44 Duty et al. 2003. Phthalate Exposure and Human Semen Parameters. Epidemiology 14:269 –277 45 Tranfo et asl. 2012. Urinary phthalate monoesters concentration in couples with infertility problems. Toxicol Lett. 213(1):15-20 46 Wolff et al. 2010. Investigation of Relationships between Urinary Biomarkers of Phytoestrogens, Phthalates, and Phenols and Pubertal Stages in Girls. Environ Health Perspect 118(7): 1039–1046 47 Just et al. 2012. Children’s Urinary Phthalate Metabolites and Fractional Exhaled Nitric Oxide in an Urban Cohort. American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine, 186:9 830 48 Teitelbaum et al. 2012. Associations between phthalate metabolite urinary concentrations and body size measures in New York City children. Environmental Research, 112:186-93 49 Whyatt et al. 2012. Maternal Prenatal Urinary Phthalate Metabolite Concentrations and Child Mental, Psychomotor, and Behavioral Development at 3 Years of Age. Environmental Health Perspectives, 120:2 290-295

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

Tabel 3 lister nogle eksempler på mulige carcinogene, mutagene, reproduktionstoksiske og hormonforstyrrende effekter af ftalater. Der er generel enighed om, at eksponering i fostertilstanden i højere grad øger risikoen for alvorlige og permanente forandringer hos mennesker og dyr end en eksponering, man bliver udsat for som voksen. Hormonsystemet spiller en stor rolle hele livet, men et velfungerende hormonsystem er af yderste vigtighed for den normale udvikling af et foster og barn. En problematik, der desuden bliver mere og mere bevidsthed omkring, er risikoen for de såkaldte cocktaileffekter af forskellige kemikalier. Meget kort fortalt, så opstår cocktaileffekter, når vi på samme tid udsættes for flere forskellige kemikalier, f.eks. når børn leger på gulvet og indånder husstøv, der bliver hvirvlet op. Effekten af denne eksponering kan være anderledes end effekten af de enkelte kemikalier hver for sig (læs mere i afsnittet ’Cocktaileffekter’). Ftalater findes overalt, hvor vi færdes, og Fødevarestyrelsen lavede i 2003 et studie, hvor man anslog den samlede daglige eksponering af DEHP, DBP, BBP, DINP og DIDP til at være 96,8 µg/kg legemsvægt/dag for voksne og 927 µg/kg legemsvægt/dag for børn i alderen 6-12 måneder. Den meget højere eksponering af småbørn sammenlignet med voksne skyldes primært, at de opholder sig meget på gulvet, hvor støvet ophobes, og at de har stor ’hånd-til-mund kontakt’. Greenpeace undersøgte i 2006 en række kendte danskeres blod for udvalgte kemikalier og fandt i gennemsnit tre typer ftalater i hver blodprøve. Andre har påvist tilstedeværelsen af ftalater og deres metabolitter i urin, blod fra navlestrengen, fostervand, spyt, modermælk og moderkagevæv. Ftalater nedbrydes relativt let til deres metabolitter, ftalat monoestre, og udskilles fra organismen. Der skal derfor en daglig eksponering til for at opretholde et målbart indhold i eksempelvis blod og urin. Ftalater i miljøet Ftalater og deres metabolitter ender til sidst i miljøet og dermed også i fødekæden. Udledningen sker gennem regn eller spildevand, hvor stofferne føres ud i vandmiljøet eller genfindes i slam fra rensningsanlæg. På havbunden vil de lipofile (fedtopløselige) ftalater bindes til organiske partikler og bundfælde (sedimentere), mens de i rensningsanlægget bliver bundet i spildevandsslam, der senere anvendes som gødning på landbrugsjord. Derfor vil jord og sediment ofte indeholde relativt store mængder af ftalater. Nogle ftalater

er bioakkumulerende og genfindes i vandlevende organismer. Der er i denne sammenhæng set eksempler på feminisering i form af udvikling af ovarier i stedet for testikler hos hanner af fisk, frøer og andre padder, der lever i ftalat-forurenede vandmiljøer. Skader, som alle er mistænkt for at stamme fra ftalaters hormonforstyrrende effekter. Reduktion af ftalatpåvirkning – udfasning, afgifter og lovgivning Der findes løsninger på ftalatproblematikken, i og med, at der efterhånden er kommet en del alternative produkter på markedet, som kan erstatte de traditionelle PVC- og ftalatprodukter. Det gavner miljøet, at ikke blot ftalater, men også selve PVC-plasten erstattes. PVC egner sig nemlig hverken til genanvendelse på grund af indholdet af tungmetaller, til deponering på grund af langtidsudsivning af ftalater eller til forbrænding på grund af udviklingen af bl.a. saltsyre og dioxin. Saltsyren neutraliseres på danske forbrændingsanlæg, men det giver et restprodukt, som skal specialdeponeres for ikke at true grundvandet med forurening. Langt det meste dioxin nedbrydes eller fanges i filtre. Dog er dioxin utroligt giftigt for mennesker og derfor en uønsket og uacceptabel forurening. De alternative plastblødgørere vil muligvis også lække fra PVC, og en substitution kræver således omfattende forskning for at sikre, at man ikke blot erstatter et hormonforstyrrende stof med et andet skadeligt stof. Det største problem med alternativer til ftalater er, at der er forholdsvis få på markedet, samt at de generelt er dyrere at anvende end ftalater. For at det kan blive attraktivt for producenterne at udvikle alternativer, ønsker de en vis sikkerhed for, at de kan sælge produktet. Lige nu er markedet for alternative produkter begrænset af, at de er for dyre i forhold til traditionelle ftalatholdige produkter. Dette hæmmer yderligere udvikling og konkurrence på området. Det er f.eks. vigtigt for hospitaler, at det medicinske udstyr lever op til høje tekniske standarder, og at økonomien løber rundt. Hvis de ftalatfrie produkter er dårligere end de traditionelle, f.eks. mindre bøjelige, og samtidig er dyrere i indkøb, så fravælges disse produkter. Der findes dog mange gode alternativer til PVC produkter, bl.a. polyethylen, polyester og silikone. Disse bliver allerede brugt i de produkter, hvor der er et forbud mod visse ftalater eksempelvis i legetøj. Øget konkurrence på markedet vil fremme produktudviklingen og sikre produkter af høj standard til konkurrencedygtige priser. En metode til at få gang i denne proces er ved at pålægge grønne afgifter. Danmark ind-

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

Figur 16 Symbol på plastprodukter, som angiver typen af plast – her PVC

Meget plast, især emballage, er forsynet med et symbol bestående af tre pile, der former en trekant med et nummer inden i, hvor nummeret identificerer plasttypen. Mærkningsordningen er ikke et lovkrav i Danmark.

førte i år 2000 en PVC- og ftalatafgift. Afgiftssatsen er på to kroner per kilo PVC og syv kroner per kilo ftalater. Formålet var at nedbringe forbruget af ftalater, og det er lykkedes på flere områder, f.eks. i kabelproduktionen. Danske nkt cables har udviklet kabler, hvor de har udskiftet blystabiliseret og ftalatblødgjort PVC. Deres kabeltype NOPOVIC® er baseret på en blanding af halogenfri polymerer, som er tilsat ikke-brændbare mineraler som f.eks. magnesium- og aluminiumhydrater. De er konkurrencedygtige i pris, da de er fri for de afgifter, staten har lagt på PVC og ftalater, og virksomheden kan desuden reklamere med, at de er miljøbevidste. Miljøstyrelsen viste, i en rapport fra 2006, en tendens til et nedadgående ftalatforbrug50. Afgiftsordningen har dog ikke haft den tilsigtede virkning på hospitalsområdet. Hvis man hævede ftalatafgiften, ville alternativerne i mindre grad udgøre en meromkostning. Dermed ville der ikke være penge at spare ved at bruge de ftalatholdige produkter. På den anden side findes der eksempler på, at en ftalatfri indkøbspolitik ikke nødvendigvis udgør en meromkostning. Et af eksemplerne er hospitalet ’Westfriesgasthuis’ i Holland, hvor man har udskiftet alle ftalatholdige produkter, på nær blodposer, på børneafdelingen, uden at dette har medført ekstraudgifter. Da ftalater indgår i mange produkttyper, falder det ind under flere forskellige lovgivninger. Disse inkluderer EU’s kemikalielovgivning REACH, kosmetik-, legetøjs- og lægemiddeldirektiverne, direktivet om medicinsk udstyr samt lovgivningen indenfor fødevarekontaktmaterialer.

50 www.ft.dk/samling/20051/almdel/mpu/bilag/343/267804/index.htm

Di-2-ethylhexylftalat (DEHP) er en af de mest anvendte og omtalte ftalater. Stoffet optræder på mange advarselslister, heriblandt den europæiske Kandidatliste under REACH-forordningen, Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer (LOUS) samt EU’s prioriteringsliste over mulige hormonforstyrrende stoffer. Enslydende for produkter der indeholder DEHP er dog, at de skal mærkes med dette. Den danske regering udarbejdede i 2011 et videnskabeligt baseret forslag om et dansk forbud mod brugen af fire ftalater – DEHP, DBP, BBP og DIBP – samt forslag om, at de på længere sigt forbydes i hele EU. Det skete på baggrund af de sundhedseffekter, stofferne kan have, når de forekommer i blandinger (de såkaldte cocktaileffekter). Bl.a. er medicinsk udstyr dog undtaget forslaget. Den første vurdering af forslaget (juni 2012) blev foretaget af to af Kemikalieagenturets (ECHAs) egne videnskabelige udvalg – Udvalget for Risikovurdering (RAC) og Udvalget for Socioøkonomisk Analyse (SEAC). Deres anbefalinger til ECHA lød på, at der ikke var tilstrækkeligt datamateriale til at underbygge forslaget, og forventningen er derfor, at Kommissionen i sidste ende vil forkaste forslaget. Den danske regering valgte dog i første omgang at føre sagen videre og indføre et nationalt forbud mod de fire ftalater i en lang række produktgrupper. Det nationale forbud skulle efter planen have trådt i kraft i december 2013, men regeringen valgte at udsætte forbuddet i to år efter pres fra industrien. I EU har der siden 2007 været særlige regler for ftalater i legetøj til børn i alderen 3-14 år. Ftalaterne DEHP, DBP og BBP må ikke benyttes i legetøj og småbørnsartikler i koncentrationer over 0,1 vægtprocent, og derudover er ftalaterne DINP, DIDP og DNOP forbudt i legetøj (ved samme grænseværdi som ovenstående), hvis dette kan kommes i munden. Danmark har desuden siden 1999 haft særregler, hvad angår ftalater i legetøj og småbørnsartikler til helt små børn. Her er der forbud mod at importere, sælge og anvende ftalater i legetøj og småbørnsartikler til børn i alderen 0-3 år, hvis artiklerne indeholder ftalater i koncentrationer over 0,05 vægtprocent. Udover at gælde for almindeligt legetøj gælder det også andre produkter til småbørn, såsom ammepuder, bæreseler, narresutter og badeudstyr. Alle, som fremstiller, importerer eller sælger legetøj og småbørnsartikler, har ansvaret for, at de ovenstående regler overholdes. Det er altså virksomhederne, der skal sikre sig, at varerne ikke indeholder ulovlige ftalater. Især danske importører skal, på grund af de stramme

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

danske særregler, være særligt opmærksomme ved import fra andre EU-lande.

Ftalater på hospitaler Hormonforstyrrende stoffer er også i høj grad til stede på hospitaler, på trods af, at det i 30 år har stået klart, at ftalater frigives fra medicinsk udstyr51. Det meste medicinske udstyr, der er lavet af PVC, har et ftalatindhold på 20-40 % (vægtbaseret), mens PVCslanger kan indeholde helt op til 80 %. Det er primært di(2-ethylhexyl)ftalat (DEHP), der anvendes til dette formål. Udstyret inkluderer poser til opbevaring af f.eks. blod, infusionsvæske og ernæringsblandinger, slanger, tuber, katetre, engangshandsker og meget mere. Ud over medicinsk udstyr findes ftalaterne også i mere almindelige produkter på hospitaler, såsom vinylgulve, badeforhæng, gulvtæpper, gardiner, vinduer og byggematerialer. Hvordan udsættes patienterne? Når man normalt taler om at blive eksponeret for ftalater og andre stoffer, drejer det sig om påvirkning gennem smårifter i huden eller via luftvejene. Der er diverse barrierer i kroppen (f.eks. hud, lungehinde og cellemembraner), som påvirker og til dels nedsætter optaget af ftalater. Nogle af stofferne når gennem barriererne og ud i blodet og føres derefter rundt i kroppen, hvor de kan medføre forskellige skadevirkninger. Nogle ftalater kan endda ophobes i livmoderen og overføres til fostret ved graviditet. På hospitalet er der dog flere eksponeringsveje. De væsentligste, der kommer oveni de normale eksponeringsveje, er intravenøs eksponering f.eks. gennem ernæringsblandinger.

Grunden til, at mennesker og dyr kan optage ftalaterne, er som tidligere beskrevet, at ftalater ikke er kemisk bundet til PVC og derfor frigives fra plastikken, når udstyret kommer i kontakt med væsker, fedtstoffer og/ eller varme. Ftalaten DEHP er lipofil og frigives derfor primært til fedtholdige opløsninger, såsom blod og ernæringsblandinger. De områder og situationer på hospitalet, hvor patienter er særligt udsatte for ftalaterne, er ved langtidsindlæggelser og gentagne besøg. Derudover er der områder, hvor der naturligt kræves en del udstyr. Eksempler inkluderer blodtransfusioner, hæmodialyse (se billede) og infusion af ernæring. Nyrepatienter der jævnligt er i dialyse er iblandt de særligt udsatte. Nyrernes funktion er at rense blodet, og hvis nyrerne ikke længere kan varetage denne funktion, kommer man i dialyse. Det kan foregå ved hæmodialyse, hvor blodet føres gennem en slange ud af kroppen og ind i en kunstig nyre, hvor det renses, hvorefter det føres tilbage ind i kroppen. Dette indebærer langvarig kontakt mellem blod og slanger og derved mulighed for et øget indhold af ftalater i det rensede blod. Et andet eksempel på en patientgruppe, der er særligt udsat, er for tidligt fødte babyer. Dette scenarie vil blive gennemgået nærmere i nedenstående ’case study’ om neonatal afdelinger. Lovgivning på området Medicinsk udstyr dækkes af tre EU-direktiver, som vil blive revideret i 2012 og 2013. De indeholder på nuværende tidspunkt ingen restriktioner for brugen af ftalater eller andre hormonforstyrrende stoffer. Desuden er de kemiske stoffer, som er tilsat medicinsk udstyr, reguleret af REACH, men som nævnt tidligere er der kun mærkningspligt ved brugen af DEHP. Og

Ftalater i medicinsk udstyr. Eksponering af ftalater sker ad mange veje. Ved brug af ftalater i medicinsk udstyr risikerer bl.a. dialysepatienter at få store mængder ftalater ført direkte ind i blodet via afsmitning

F o to Pi cs f i v e

fra slanger.

51 Kevy et al. 1981. The need for a new plasticizer for polyvinyl chloride medical devices. Trans Am Soc Artif intern Organs, 27:386-390

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

i det danske forbud, som er gennemgået ovenfor, er medicinsk udstyr undtaget. Derfor er det et område, som kræver megen fokus. I særdeleshed set i lyset af, at det er en meget følsom gruppe af mennesker, som her bliver eksponeret for sundhedsskadelige kemikalier. Hvorfor er ftalater og PVC så udbredt i medicinsk udstyr? PVC og ftalater har mange gode egenskaber. Det er derfor, de har opnået så stor udbredelse i hele verden. På nogle områder er det svært at finde gode alternativer, der lever op til den standard, som de traditionelle produkter har sat. Blodposer er et godt eksempel. Her lever PVC op til mange funktionskrav, bl.a. med hensyn til fleksibilitet, gennemsigtighed, centrifugering, håndtering, samt at man kan svejse i det. Også andre aspekter medvirker til at fastholde ftalatholdigt PVC udstyr til medicinsk brug. Der er udviklet en omfangsrig infrastruktur for produktionen af materialet. Det er et forholdsvist billigt produkt, det er afprøvet og testet og følger gældende lovgivning. Mange virksomheder tilbyder i dag ftalatfrie alternativer indenfor medicinsk udstyr eller alternative plastblødgørere. Et eksempel er en giftfri plastblødgører udviklet af Danisco på basis af amerikansk olie. Et andet eksempel er et ftalatfrit plastgranulat til brug i medicinsk udstyr fra det danske firma Melitek. Mange hospitaler bruger allerede ftalatfrie produkter. På Sygehus Sønderjylland har man generelt fokus på indkøb af produkter uden ftalaten DEHP. På neonatal-afdelingen har de bl.a. DEHP-frie katetre, intravenøse slanger, tungeholdere, ernæringsslanger, sutter og bandager. I Holland på hospitalet ’Westfriesgasthuis’ er hele børneafdelingen PVC- og ftalatfri, på nær blodposer. Flere eksempler kan ses i publikationer af Health Care Without Harm og på den danske hjemmeside www.ecoforum.dk/medicoartikler/ fra Miljøstyrelsen. I et igangværende EU-projekt med navnet PVCFreeBloodBag, som løber frem til 2015, forsøger man at udvikle en PVC- og ftalatfri blodpose. Blodposer er netop et af de eneste produkter, hvortil der ikke er fundet gode alternativer til de ftalater man på nuværende tidspunkt bruger. Projektet omfatter mange producenter, bl.a. danske Totax Plastics A/S og Melitek A/S, italienske Haemotronic S.p.A. og finske Wipak Medical. Blodtransfusioner er en af de medicinske behandlinger, som redder flest liv, og der stilles høje krav til blodposerne. Plastmaterialet må ikke påvirke blodets kvalitet, det skal kunne tåle temperaturer helt op til

70 °C samt at blive steriliseret. Desuden skal det kunne klare centrifugering i ultracentrifuger, der arbejder ved hastigheder på op til 5000 gange den relative centrifugalkraft (5000*g). En ekstra fordel ved de traditionelle blodposer er, at DEHP har en stabiliserende effekt på membranen af de røde blodceller og reducerer derved hæmolyse52 og osmotisk struktursvaghed53. Desværre er blodets lipider (fedtstoffer) årsag til, at DEHP frigives fra PVC-plasten, da ftalater, som tidligere skrevet, er fedtopløselige, og de sundhedsskadelige stoffer kan på denne måde overføres til mennesker, som modtager blod. Case study – Neonatal afdelingerne For tidligt fødte børn på intensivafdelingen kan have brug for en masse hjælp til at overleve, da de ikke er færdigudviklede ved fødslen. Nogle babyer skal have hjælp til at trække vejret og lægges i respirator med et rør gennem munden og ned i luftrøret. Mange for tidligt fødte får også lagt et venflon54. Denne intravenøse adgang bruges til at give væsker (som elektrolytvæsker) og medicin direkte ind i blodbanen. Andre procedurer inkluderer f.eks. blodtransfusion, iltning af blodet via en maskine – en teknik, der kaldes Ekstra Corporal Membrane Oxygenation (ECMO) – og tilførsel af ernæringsblandinger via sonder. For tidligt fødte børn er således udsat for mange forskellige former for eksponering med ftalater og i mange tilfælde får de stofferne direkte ind i blodet, hvilket medfører en større

Der findes endnu ikke alternativer til de ftalater som bruges i blodposer, men EU støtter et projekt, der har til formål at have et færdigudviklet produkt i 2015.

52 Hæmolyse betegner den situation, hvor de røde blodlegemer afgiver hæmoglobin (og andet indhold) til det omgivende medium fordi cellemembranen ødelægges 53 For at udligne koncentrationsforskel mellem de røde blodlegemers indre miljø og det omgivende miljø (osmose), vil der trænge væske ind i cellerne og membranen vil blive svagere. Membranen kan i værste fald briste når cellen ikke kan udvide sig mere 54 Et venflon er et tyndt plastikkateter, der lægges ind i en blodåre på en patient

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FTALATER

risiko end ved dermal eksponering (optagelse direkte gennem huden). I hospitalsudstyr – også til for tidligt fødte – er DEHP den foretrukne ftalattype. Desværre er det samtidig et hormonforstyrrende kemikalie, som påvirker bl.a. reproduktion og udvikling.

Hormonsystemet spiller en altafgørende rolle i de tidlige udviklingsstadier, og for tidligt fødte er således særligt sårbare, fordi de fortsat udvikler sig. De har mindre effektive blod-hjerne- og blod-testikel-barrierer og stoffer bevæger sig derved nemmere fra blodbanen og til henholdsvis hjernen og testiklerne. De for tidligt fødte børn har endvidere sværere ved at skille sig af med ftalaterne og deres nedbrydningsprodukter, da deres metaboliske afgiftningsveje stadig ikke er tilstrækkeligt udviklede. Det er lipase (et enzym der nedbryder lipider) fra bugspytkirtlen, der fungerer som den primære afgifter, og for tidligt fødte har meget lave niveauer af dette enzym. Koncentrationen af ftalater i

For tidlig fødte kan via det medicinske udstyr, de behandles med, udsættes for koncentrationer af DEHP, der langt overstiger koncentrationen for ”no observed adverse effect level” (NOAEL), det vil sige et niveau, hvor man har set sundhedsskadelige effekter i dyreforsøg (se afsnittet om ’Grænseværdier’ i kapitlet 'EU og REACH'). Forsøg har vist, at slanger til ventilering af lunger (endotracheale tuber) frigiver 6-12 % DEHP under brug55. Denne afgivelse ophobes højst sandsynligt i lungerne; en påstand som sandsynliggøres af fundet af DEHP i lungerne på babyer efter mekanisk ventilation. Derudover har studier vist, at mens en normal eksponering af DEHP udgør 3-30 µg/kg kropsvægt/dag, så udsættes for tidligt fødte, der får sondemad via én af de to metoder nævnt i figur 17, for henholdsvis 40-140 µg/kg kropsvægt/dag og 2500 µg/kg kropsvægt/dag. En sådan eksponering kan være op til flere hundrede gange højere end den myndighederne har anbefalet. Sammenholdt med, at sondemad oftest gives over en

kroppen er højere hos børn – i særlig grad hos for tidligt fødte – end hos voksne, da børns mængde af kropsfedt er meget lavere.

lang periode, kan denne ene eksponeringsvej medføre en meget høj DEHP-belastning, til fare for de nyfødte børns helbred.

Figur 17 Ftalater overføres til blodet

De forskellige typer af behandling af en for tidligt født, der involverer PVCprodukter, og dermed en risiko for at få overført ftalater til blodet. ECMO: en hjerte-lungemaskine overtager hjerte-/lungefunktionen mens organerne færdigudvikles. Elektrolyt infusion: gives for at stabilisere væske- og ionbalance. Enteral ernæring: ernæring via sonde direkte til mave-tarmkanalen. Total parenteral ernæring: ernæring som gives via blodet – bruges kun når næringsstoffer enten ikke kan indtages, fordøjes eller absorberes.

55 Latini et al. 1999. Materials degradation in endotracheal tubes: a potential contributor to bronchopulmonary disease (letter). Acta Paeditr, 88: 1174-1175

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BISPHENOL A

Bisphenol A Bisphenol A (BPA) er et industrikemikalie. Det er et organisk stof bestående af to fenolmolekyler (se Figur 18). Der bliver hvert år produceret ca. 700 000 tons BPA i EU, hvoraf størstedelen bruges i fremstillingen af plastmaterialet polycarbonat, som er en hård slagfast plastic. Dette materiale har mange anvendelsesmuligheder f.eks. til plastbeholdere, beregnet til mad- og drikkevarer såsom sutteflasker, konservesdåser, vandkølere osv., samt i elektroniske apparater og i biler. Desuden bruges BPA i maling, lak, lim og gulvbelægninger. Flere forskellige organisationer har undersøgt et udvalg af føde- og drikkevarer på konservesdåser, og har alle fundet BPA i alle prøverne, hvilket vidner om, at der sker en afsmitning af stoffet fra emballagen til indholdet. De koncentrationer, man finder i de enkelte fødevarer er meget lave og dermed næppe sundhedsskadelige, hvis forbrugeren vel at mærke kun spiser den pågældende fødevare. Ser man derimod på et samlet indtag over en hel dag med mange forskellige føde- og drikkevarer samt andre eksponeringer, f.eks. fra bestemte arbejdsmiljøer, kan den samlede belastning være bekymrende. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA (European Food Safety Authority) fastsatte i 2006 en grænseværdi for tolerabelt dagligt indtag (TDI-værdi) af BPA på 50 μg/kg kropsvægt/dag. Der har været megen diskussion om, hvorvidt og i hvilken grad BPA har en sundhedsskadelig virkning, når det indtages i mængder under denne grænse. Konklusionerne ser ud til at afhænge af, hvordan de tilgrundliggende forsøg er tilrettelagt. Visse forskningsresultater antyder, at stoffet kan virke hormonforstyrrende på fisk og snegle selv ved koncentrationer, der er lavere end TDI. Forsøg med pattedyr har vist, at stoffet er hormonforstyrrende med østrogenlignende effekt og nedsætter frugtbarheden. Så selvom stoffet ikke i særlig høj grad ophobes i organismen, så er man bekymret for de hormonforstyrrende effekter. I 2007 beskrev en videnskabelig artikel56, hvordan man i mennesker havde fundet koncentrationer af BPA i både blod, urin, moderkage, navlestreng, fostervand og brystmælk. Dette viser, at stoffet kan overføres fra mor til foster under graviditeten.

Figur 18 Strukturformel for bisphenol A

Udover stoffets østrogene effekt er det i celleforsøg desuden påvist at have antiandrogen effekt (modvirker de biologiske virkninger af mandlige kønshormoner som f.eks. testosteron). BPA er bl.a. mistænkt for at have sundhedseffekter, som bidrager til overvægt, diabetes, hjertekarsygdomme, adfærdsændringer hos børn m.m. Desuden mistænkes stoffet for at være en medvirkende årsag til det stigende antal tilfælde af ufrugtbarhed, misdannelser på kønsorganerne samt bryst- og prostatakræft, der igennem de seneste 50 år er set i Europa og USA. En videnskabelig artikel fra 2010 fastslog, at der nu findes mere end 150 studier, som beskriver en negativ effekt på dyr, der er blevet udsat for en dosis der er lavere end den fastsatte TDI på 50 μg/kg kropsvægt/dag57. Dette er særligt bekymrende med tanke på fostre, nyfødte og småbørn, da hjernen og andre organer er særligt følsomme over for udefrakommende hormoner eller hormonlignende stoffer i udviklingsstadiet. Man kan undre sig over, hvorfor BPA er godkendt som fødevarekontaktmiddel i EU, når så mange studier antyder, at stoffet kan have store konsekvenser for mennesker og miljø. I de senere år har man dog set, at der efter pres fra NGO’er og forskere rundt omkring i verden, er indført begrænsede forbud mod BPA, især i produkter til småbørn. BPA er underlagt kategori 1 på EU’s prioriteringsliste over mistænkt hormonforstyrrende stoffer. Kategori 1 indeholder 194 stoffer, og for denne gruppe af stoffer er der dokumentation for hormonforstyrrende effekter i mindst én undersøgelse af levende dyr. Derudover er BPA opført på Miljøstyrel-

56 Vandenberg LN, Hauser R, Marcus M, Olea N, Welshons WV. Human exposure to bisphenol A (BPA). Reprod Toxicol 2007;24:139-77 57 Vandenberg LN, Chahoud I, Heindel JJ, Padmanabhan V, Paumgartten FJR, Schoenfelder G. Urinary, circulating and tissue biomonitoring studies indicate widespread exposure to bisphenol A. Environ Health Perspect, online 23. marts 2010

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BISPHENOL A

sens liste over uønskede stoffer (LOUS). Denne liste indeholder kemikalier og stofgrupper, som Miljøstyrelsen anser for at have uønskede sundheds- og/eller miljømæssige effekter, eller som der er særligt fokus på, på baggrund af mistanke om problematiske egenskaber, og som anvendes i Danmark i større mængder. Listen er en vejledning til producenter, produktudviklere, indkøbere og andre, og er især ment som et signal om, at stofferne på listen på længere sigt bør begrænses eller helt udfases. På trods af, at stoffet stadig forekommer i rigtig mange forbrugerprodukter, har Danmark i mange år faktisk været foregangsland for begrænsninger. Tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen opfordrede i september 2008 EU-Kommissionen til at iværksætte yderligere undersøgelser af BPAs eventuelle sundhedsskadelige effekter. Den 30. marts 2010 vedtog Danmark, som det første land i EU (Canada var allerede foran, se nedenfor), en lov, der forbyder BPA i fødevarekontaktmaterialer til 0-3 årige på baggrund af forsigtighedsprincippet. Forbuddet omfatter sutteflasker og tudkopper samt emballage (f.eks. dåser og låg til glas), som er beregnet til at være i kontakt med fødevarer til 0-3 årige. Nationale særregler kan altid kun være midlertidige, da alle EU-medlemsstater skal følge den fælles europæiske lovgivning, i dette tilfælde primært REACH og legetøjsdirektivet. Når et land laver en national særregel vil sagen blive taget op på EU-niveau, og reglen vil herefter enten komme til at gælde i hele EU, eller også vil det pågældende land få besked på at trække forbuddet tilbage, så der igen er enslydende europæiske regler. Sker det ikke, kan landet blive dømt ved EU-Domstolen for at bryde traktaten. Er et land først dømt for traktatbrud, kan det idømmes bøde, hvis det vedvarende tilsidesætter de samme regler. I dette tilfælde vandt Danmark sagen, og fra 1. juli 2010 har det ikke været tilladt at sælge sutteflasker med BPA i hele EU. Frankrig bliver det første land i verden, som indfører et meget mere omfattende forbud mod BPA. Forbuddet, som træder fuldt i kraft den 1. januar 2014, omfatter alle materialer, der kommer i kontakt med fødevarer. Dette forbud vil medføre store udfordringer for producenter af konserves og læskedrikke, fordi BPA som nævnt indgår i den epoxy, der forer så godt som alle dåser med mad og drikke samt mange låg til glasemballage. Indtil forbuddet træder i kraft, skal både dåser og andre produkter til gravide og småbørn mærkes med, at de indeholder BPA. Det franske forbud tilgodeser alle befolkningsgrupper, unge som gamle, og det er vigtigt, at Danmark og helst hele EU følger trop, så hele befolkningen bliver sikret.

Dåser indeholder det hormonforstyrrende stof bisphenol A, som let overføres til fødevarer og dermed, via kosten, til mennesker.

På verdensplan er især Canada langt fremme, når det gælder at sikre befolkningen mod eksponering af BPA. Canada var det første land i verden, som forbød stoffet i sutteflasker, og har ydermere iværksat en række tiltag for at kontrollere BPA-indholdet i fødevarer, især til børn, samt udslip til miljøet. Desuden ser man, at flere og flere producenter frivilligt udfaser BPA. Det kan dels skyldes, at de ser en konkurrencefordel ved det, idet stadigt flere forbrugere efterspørger BPA-fri produkter på grund af usikkerheden omkring sundhedseffekterne, dels kan det være en fordel at være på forkant med lovgivningen. Som eksempel kan nævnes, at Campbell’s, verdens største suppeproducent, i 2012 annoncerede, at de ville påbegynde udfasningen af BPA i deres emballage. Beslutningen blev truffet, efter at Campbell’s havde modtaget mere end 70 000 breve fra forbrugere som reaktion på en undersøgelse, hvor 12 konservesprodukter blev testet for deres afgivelse af BPA. Her viste det sig, at de fire produkter, der afgav de højeste niveauer af BPA, var produceret af Campbell’s. Også Tupperware, som primært producerer plastbeholdere til opbevaring af mad, har valgt helt at udfase BPA – dette gælder dog kun produktionen i USA og Canada.

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BISPHENOL A

Mange af produkterne er allerede fri for BPA, og på visse andre produkter sker udskiftningen løbende i produktionen. Alternativer til bisphenol A Som en direkte konsekvens af, at BPA er blevet forbudt i sutteflasker i rigtig mange lande (og i nogle lande er forbuddet mere omfattende), er der kommet mange alternativer til polycarbonat på markedet. Men mange af de alternativer, man finder på det europæiske marked, er blot andre former for bisphenoler (S, F, B og E), hvoraf nogle også ser ud til at have hormonforstyrrende effekter. Desuden er der fundet BPA i plasttyper, som ikke er lavet af polycarbonat, hvor det måske er anvendt som et teknisk hjælpestof. Dette afspejler en mangelfuld lovgivning. Producenter burde ikke kunne erstatte ét skadeligt kemikalie med et andet skadeligt, da de ifølge lovgivningen skal dokumentere, at der ikke er farer ved at bruge et givent materiale. Problemet er, at hormonforstyrrende stoffer ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af kemikalielovgivningen. Producenterne kan derfor finde smuthuller i lovteksten, så de ikke behøver at teste stofferne yderligere.

Danmark var det første land i EU til at forbyde bisphenol A i sutteflasker. Siden er forbuddet blevet udvidet til at gælde alle EU-medlemslande.

I dag er det mest brugte råd i forhold til at undgå BPA at anvende glasflasker og glasemballage, hvor det er muligt, f.eks. som erstatning til plastsutteflasker. I forhold til konservesdåser er det nærmest umuligt at vide sig sikker, med mindre dåserne indeholder fødevarer til 0-3 årige børn, hvor anvendelsen er forbudt.

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FLUOREREDE STOFFER – PFOA/PFOS

Fluorerede stoffer – PFOA/PFOS Perfluoroctansyre (PFOA) og perfluoroctansulfonat (PFOS) er syntetiske fluorholdige stoffer, som har en meget lang nedbrydningstid i naturen. PFOS indeholder en liniær perfluoralkylkæde58 på otte kulstofatomer og en sulfonsyre eller dets salt som funktionel gruppe (se figur 19). Generelt set kan de fluorerede stoffer opdeles i to hovedgrupper: de perfluorerede stoffer og de polyfluorerede stoffer. Samlet set kaldes denne stofgruppe dog blot for PFC-stoffer (perfluorerede stoffer). De består alle af en kæde af kulstofatomer (C) – en hale – hvor alle (eller næsten alle) brintatomer (H) er erstattet af fluor (F) , eller hvor der er mindst tre fluoratomer. Halen kan være kortere eller længere (typisk mellem 4 og 12 kulstofatomer), men den stærke C-F binding gør, at den er stort set unedbrydelig. C-F bindingen betyder også, at stofferne næsten ikke kan lave hverken stærke eller svage bindinger til andre stoffer, og at de derfor hverken kan opløses i olie eller vand. I stedet lægger de sig på overflader ligesom sulfo i vand, og derfor kaldes stoffet for overfladeaktivt. Perfluorerede stoffer adskiller sig ved at indeholde minimum ét andet atom end carbon og fluor.

Figur 19 Strukturformler for PFOA og PFOS

A. Kemisk struktur af PFOA

B. Kemisk struktur af PFOS

Per- og polyfluorerede stoffer I de perfluorerede stoffer er alle brintatomerne (H) på kulstof-molekylet (C) skiftet ud med fluor (F). Og det er mængden af fluor-molekyler og dermed stærke C-F bindinger der gør dem så farlige for mennesker og miljø. I de polyfluorerede stoffer, er der mindst tre fluoratomer, men der er stadig brintatomer på nogle af kulstofatomerne, hvilket gør, at stofferne kan nedbrydes videre – ofte til perfluorerede stoffer. Eksempler på polyfluorerede

stoffer er fluortelomer alkoholer (udgangsstoffer for design af andre stoffer) og di-PAPs (imprægneringsstoffer). I modsætning til PFOA og PFOS er den fluorerede hale og det syreholdige hoved på diPAPs forbundet med en fosfatesterbinding, som gør bindingen sårbar over for nedbrydning ved hjælp af enzymer, der er almindelige i naturen. Di-PAPs kan bl.a. nedbrydes til PFOA.

Fluortelomeralalkohol

58 En alkyl består af kulstof- og brintatomer. Et eksempel på en simpel alkyl er methyl (-CH3).

Di-PAPs

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FLUOREREDE STOFFER – PFOA/PFOS

De fluorerede stoffer findes i et utal af produkter, og er som sagt både vand- og fedtafvisende. De findes i stort set alle de imprægneringer der gør, at pletter let kan tørres af på alt fra stenfliser, duge og sofaer til ammepuder. Det er de samme stoffer, der gør, at vand ikke trænger igennem dine sko og dit overtøj efter, at det er behandlet med goretex-sprayen. Stofferne findes også som belægning på teflonstegepander, hvor både vand og fedt lægger sig som små perler, og på de papir- og papemballager, der indeholder varm mad uden at suge fedt, som vores sunde fornuft ellers siger, at papir plejer at gøre. Det er så smart, at vi egentlig ikke har lyst til at vide andet end, at det virker. For hvad nu, hvis det betød, at vi ikke kunne bruge det på grund af uforudsete sundhedsskadelige effekter? Ikke helt overraskende, er der en sammenhæng mellem, at når stoffer kan noget usædvanligt i produkter, så kan de det også, når de kommer ind i kroppen eller

høje kemikaliekoncentrationer i moderen påvirkede også børnenes fødselsvægt samt øgede risikoen for en for tidlig fødsel62. Andre nylige studier antyder desuden en sammenhæng mellem et højt indhold af PFC-stoffer i menneskers blod og øgede kolesteroltal og fedme, samt højere risiko hos kvinder for sygdomme i skjoldbruskkirtlen – sygdomme, der netop ofte forringer energiomsætningen i kroppen, og derfor kan føre til overvægt63. Ydermere har et studie vist, at prænatal eksponering (dvs. at man udsættes for kemikaliet mens man er foster) for PFOA øger risikoen for, at man er overvægtig som 20 årig64.

ud i det omgivende miljø. Og når stofferne forekommer i så mange produkter, og samtidig ikke kan nedbrydes i naturen, finder man nu høje koncentrationer af dem overalt i miljøet samt i dyr og mennesker. F.eks. er PFOA påvist i alle danske gravide kvinder, der er undersøgt for det. Når fluorerede stoffer testes på rotter, udvikler dyrene kræft, bliver fede og dør tidligt. Sprayprodukter med disse stoffer ødelægger deres lungefunktion, og de dør kort efter. Mennesker er jo heldigvis ikke rotter, men de mange effekter bør give anledning til, at man tænker sig om en ekstra gang, førend man ukritisk tillader og bruger stofferne. Hos mennesker har man fundet PFOA ophobet i blodceller, lever, nyrer og andre organer, hvor stoffet mistænkes for at have skadelige effekter59. Udover at man er nervøs for, at stofferne kan have skadelige effekter på vores organer, er flere af dem også påvist at være hormonforstyrrende, og andre er mistænkt for at være det. Man har bl.a. set, at PFOA kan medvirke til for tidlig pubertet hos piger60. Andre undersøgelser peger på, at kvinder kan få sværere ved at blive gravide, og at mænd får forringet sædkvalitet61. Et studie af 1240 danske kvinder viste, at de, der havde højt indhold af PFOA og PFOS, havde sværere ved at blive gravide – det tog dem mellem et halvt og et helt år ekstra. Samme

studier – mest på rotter – der forsøger at afdække mekanismerne. Noget tyder på, at proteiners bindinger til fluorerede stoffer forhindrer proteinerne i at virke, som de skal.

Ganske vist har de fluorerede stoffer været anvendt i over 50 år, men i de senere år er de blevet mere populære, og det er først inden for de sidste otte til ti år, de for alvor er kommet under luppen for sundhedsskadelige effekter. Hvordan stofferne præcist laver ravage i kroppen, er stadig uklart, men der er lavet en række

Det er de perfluorerede stoffers effekter, vi ved mest om. Men det er generelt for PFC-stofferne, at de skyer olie og derfor ikke ophobes i fedtvæv, samt at de er vandskyende, så de heller ikke udskilles direkte i urinen. Samtidig er de perfluorerede stoffer så stabile, at kroppens sædvanlige udskillelsesmekanismer – som ellers gør stoffer, der skal udskilles, vandopløselige ikke virker. I stedet binder PFC-stofferne sig næsten udelukkende til proteiner og findes derfor i blodet, lever, nyrer og lunger. PFC-stoffer er ekstremt bioakkumulerende og har samtidig de længste halveringstider i mennesker af alle kendte kemikalier – helt op til fire til otte år. Det betyder, at hvis man jævnligt udsættes for stofferne, fortsætter koncentrationen i blodet og kroppens organer med at stige. Og vi udsættes for en konstant eksponering. Stofferne forekommer nemlig stort set alle steder: i indeluft, udeluft, jord, grundvand, overfladevand, og selv i en kilometers dybde i Stillehavet

59 Lau C et al., 2007. Perfluoroalkyl acids: a review of monitoring and toxicological findings. Toxicol. Sci. 99 (2): 366–94 60 Fletcher, T. et al., 2010. Status report Patterns of age of puberty among children in the Mid-Ohio Valley in relation to Perfluorooctanoic Acid (PFOA) and Perfluorooctane Sulfonate (PFOS). 61 Fei, C. et al., 2009. Maternal levels of perfluorinated chemicals and subfecundity. Human Reproduction, Vol.1, No.1 pp. 1–6. 62 Fei C. et al., 2010. Perfluorinated Chemicals and Reproductive and Child Health Outcomes in Humans: A Study within the Danish National Birth Cohort. Afhandling, 128 pages 63 Melzer D. et al., 2010. Association between Serum Perfluorooctanoic Acid (PFOA) and Thyroid Disease in the U.S. National Health and Nutrition Examination Survey. Environ Health Perspect, 118:686-92 64 Halldorsson T.I. et al., 2012. Prenatal Exposure to Perfluorooctanoate and Risk of Overweight at 20 Years of Age: A Prospective Cohort Study. Environ Health Perspect, 120:668-73

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > FLUOREREDE STOFFER – PFOA/PFOS

er der fundet spor af stofferne. De er desuden fundet i isbjørne, mink, fugle og mennesker samt i vandlevende dyr som fisk, sæl, odder, søløve og delfin. Mennesker bliver sandsynligvis først og fremmest eksponeret for PFC-stoffer via fødevarer, men hvor store koncentrationer, det egentligt drejer sig om, ved man endnu ikke med sikkerhed. Der findes målelige, men forholdsvis lave koncentrationer af de simple PFCstoffer med én alkylkæde i f.eks. fisk fra Østersøen, men dette er ikke den største synder. Der er således mange andre og større fluorerede stoffer i de imprægneringsmidler, som bruges i papir- og papemballage til fødevarer, og som stort set ikke er undersøgt for mulige sundhedsskadelige effekter. Undersøgelser har dog vist, at emballage som eksempelvis poser til mikrobølgepopcorn, afgiver mange kemikalier til de emballerede fødevarer – i dette tilfælde til popcornene. Man mener i dag, at fødevarekontaktmaterialer er den væsentligste kilde til PFC-eksponering. Boksen nedenfor giver et eksempel på problematikken. KU-LIFE har sammen med DTU-FOOD og University of Toronto undersøgt PFC-niveauet i 74 prøver af papir og pap, som enten indeholdt madvarer eller var beregnet til indpakning af mad. Prøverne blev udtaget i danske, svenske og canadiske forretninger, og undersøgelserne påviste PFC imprægneringsmidler (di-PAPs) i 42 af de 74 prøver. Der var især høje koncentrationer af stofferne i emballage beregnet til fede fødevarer, høje temperaturer eller til langtidsopbevaring. Di-PAPs er polyfluorerede stoffer, der nedbrydes i kroppen til perfluorerede syrer, som f.eks. PFOA (se boksen om per- og polyfluorerede stoffer). Det er meget uheldigt, at man udsættes for så høje doser af PFC-stoffer, hver gang man spiser f.eks. en pose popcorn fra mikroovnen. Men problemet stopper ikke her, for når stofferne bruges til papir og karton, vil de fortsætte med at forurene, når papirvarerne bliver genbrugt eller ryger på forbrændingen. Man kan også blive udsat for fluorerede stoffer, hvis man arbejder i et miljø, hvor de bruges, hvis man sprayer jakke, sko og sofa med imprægneringsmiddel eller behandler f.eks. stenfliser og sin bil med fluor voks. Om stofferne optages igennem huden, er ikke helt afklaret, men den største risiko ved at få det på huden er, at det senere kan komme ind i munden, når man spiser/drikker/ryger. Desuden kan især småbørn, men også andre, blive udsat, når stofferne slides af møbler og ophobes i husstøvet.

Emballagen indeholder fluorerede stoffer! Papir og papemballage til fødevarer indeholder i stigende grad fluorerede stoffer. Ny dansk undersøgelse fandt PFC-stoffer i 42 ud af 71 prøver af papir og pap til fødevarer! Der blev f.eks. fundet høje værdier i emballage til mikrobølgepopcorn. Amerikanske undersøgelser har vist, at en person som spiser en pose mikrobølgepopcorn indtager 0,11 mg fluorstoffer. Denne dosis er det dobbelte af, hvad grænseværdien (TDI = 0,0015 mg fluorstoffer/kg kropsvægt/ dag) tillader, at et barn på 35 kg (ca. 10-årigt barn) må indtage per dag. TIPS! • Vær opmærksom på den emballage dine fødevarer er pakket ind i, og som du selv bruger • Brug emballagen til det den er beregnet til – køkkenrulle er f.eks. ikke godkendt som fødevarekontaktmateriale • Brug gerne glas og keramik i stedet for plast og papir – især i ovnen.

Lovgivning PFOS blev i maj 2009 forbudt under Stockholmkonventionens anneks B (læs mere om Stockholmkonventionen i afsnittet 'REACH – trin for trin') om persistente organiske miljøgifte (POP-stofferne). PFOS er derfor nu helt udfaset på verdensplan undtagen der, hvor man har vurderet, at en substitution ikke er mulig af sociale eller økonomiske årsager. PFOA er endnu ikke forbudt, hverken i EU eller andre dele af verden, og der er stort set ingen restriktioner for brugen af det. Dog bruges kemikaliet stort set ikke i den danske industri, og det står desuden på Miljøstyrelsens Liste Over Uønskede Stoffer (LOUS) samt på SIN listen med den begrundel-

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > Fluorerede stoffer – PFOA/PFOS

se, at stoffet er kræftfremkaldende, reproduktionsskadeligt, persistent og desuden fundet overalt i miljøet og i mennesker. De sammensatte stoffer, som f.eks. di-PAPs, er helt uregulerede i dag. Det vil kræve en håndfast og ambitiøs lovgivning for hele grupper af stoffer, hvis fluorerede stoffer skal udfases. De fluorerede stoffer har så mange kemiske former, der virker sammen, at det er helt utilstrækkeligt at lovgive stof for stof. Men selv på trods af lovgivning er de fluorerede stoffer kommet for at blive. Uanset om vi stopper al produktion i morgen, forsvinder de aldrig. Den eneste måde at fjerne dem på er ved afbrænding, men denne proces indebærer risiko for dannelsen af CFC-gasser (forkortelse for Chloro-Fluoro-Carbon), som både nedbryder ozonlaget og er stærke drivhusgasser. I bedste fald kan man håbe på, at stofferne binder sig til sediment og jord, som med tiden indkapsles på havbunden og i jorden. Imens arbejder kemikaliefirmaerne videre med at lave såkaldte ’bionedbrydelige fluorerede stoffer’ (kortere fluorkæder), som muligvis er mindre sundhedsskadelige. Der findes stort set ingen specificerede grænseværdier for PFC-stofferne, og de toksikologiske forsøg er sparsomme og undersøger ikke nødvendigvis for f.eks. hormonforstyrrende effekter. For imprægneringsmidler, der indeholder de mere komplekse PFC-stoffer, findes der stort set ingen analysemetoder, som kan bruges til at fastlægge den samlede eksponering og mulige effekter på mennesker og miljø. Årsagen er dels, at man ikke kan købe de rene stoffer, dels at kemikalieproducenterne, pga. forretningshemmeligheder, ikke vil frigive deres fluorerede industriblandinger til analyse hos forskere. EU kan tvinge producenter til at udlevere stofferne, men processen er lang og sej, især når der ikke er specifikke grænseværdier på stofferne. I praksis har virksomhederne frit slag til at bruge betænkelige kemikalier, og herved bliver mennesker reelt forsøgsdyr. På verdensplan bliver produktionen af polyfluorerede stoffer anslået til at være omkring 10 000 tons om året65. Der findes dog mange muligheder for substitution, f.eks. inden for imprægnering af tekstiler, hvor der bl.a. bruges silikone. Til belægninger på køkkengrej erstattes teflon med titanium. Og også inden for andre produktgrupper, som f.eks. maling og lak, findes der gode alternativer.

65 Kilde: Miljøministeriet. http://www2.mst.dk/common/Udgivramme/Frame.asp?http://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/2008/978-87-7052-843-6/html/kap01.htm

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BROMEREDE FLAMMEHÆMMERE

Bromerede flammehæmmere Bromerede flammehæmmere er kemikalier, der bliver tilsat forskellige produkter for at nedsætte risikoen for, at de bryder i brand, når vi bruger dem. Indholdet af brom hæver materialets antændelsestemperatur hvilket betyder, at produktet får vanskeligt ved at brænde. Hvis der alligevel går ild i materialet vil der desuden blive dannet bromsyre (HBr), som hindrer frie radikaler (f.eks. H+) i at reagere med ilt, og derfor har en dæmpende effekt på den fortsatte forbrænding (se figur 20)

der hvert år importeres mellem 300 og 600 tons. Stoffet tetrabrombisphenol A, TBBPA, (se figur 21) og afledninger heraf tegner sig for op mod halvdelen af forbruget, i alt 47 %.

Ca. 70 forskellige kemikalier bruges som bromerede flammehæmmere, og heraf bliver ca. 40 anvendt i stor

Bromerede flammehæmmere kan udgøre helt op til 22 % af det materiale, hvori de anvendes. TBBPA er tidligere fundet i blodet på otte ud af ti teknikere, der arbejder med computere66,67. En svensk undersøgelse har ydermere tidligere vist, at ansatte i elektronikskrotbranchen har op til 70 gange højere indhold af bromerede flammehæmmere i blodet end andre borgere. Stofferne kan som sagt genfindes i blodet, og de er per-

udstrækning i især elektroniske produkter. Ingen af disse stoffer produceres i Danmark, men mindst 13 af de bromerede flammehæmmere anvendes i produktionsprocesser på danske virksomheder, og det anslås, at

sistente, hvilket betyder, at de slet ikke, eller kun meget langsomt, nedbrydes i naturen eller i organismer. Når det er tilfældet, vil koncentrationen hele tiden blive forøget op igennem fødekæden og være størst i rovfugle

Figur 20 Hvordan virker bromerede flammehæmmere?

Når der er ved at opstå brand i f.eks. et fjernsyn, vil de

sen (hydrogen-ion, H+ og hydroxid-ion, OH-), og derved

høje temperaturer betyde, at plastmaterialet, hvor der

dannes der bromsyre (HBr). Den kædereaktion som dette

her er brugt polyethen som eksempel, vil nedbrydes til kortere kæder. Samtidig vil der blive frigivet brom (Br-) fra

medfører, vil forhindre de frie radikaler i at reagere med

de tilsatte flammehæmmere, som medfører, at produktet

som ellers ville være brudt i brand.

vil have svært ved at brænde. Brom vil gå i forbindelse

Kilde: Jensen C.B., Økotoksikologi, 2008.

ilt, og dermed holdes temperaturen nede i det produkt,

med de frie radikaler, som er opstået i antændelsesproces-

66 Dansk kemi, 86, nr. 8, 2005. TBBPA, valg mellem pest eller kolera. 67 Jakobsson K.; Exposure to polybrominated diphenyl ethers and tetrabromobisphenol A among computer technicians; 2002; Chemosphere 46:709–716

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BROMEREDE FLAMMEHÆMMERE

Figur 21 Strukturformel for TBBPA

miljø. Sundhedsrisikoen er bedst dokumenteret for to typer af bromerede flammehæmmere, PBB (polybromerede biphenyler) og PBDE (polybromerede diphenylethere). Miljøstyrelsen har desuden vurderet TBBPA til at være giftigt for vandlevende organismer og til at kunne forårsage skadelige langtidsvirkninger i vandmiljøet.

Strukturformel for flammehæmmeren tetrabrombisphenol A (TBBPA). Stoffet består af en bisphenol, hvor der er koblet fire bromatomer på, og er afledt fra bisphenol A.

og rovdyr, herunder mennesker. Det er det man med et fint ord kalder biomagnifikation. Man så det allerede i 1950’erne og 60’erne med ophobningen af f.eks. kviksølv og DDT. I dag gentager vi desværre samme fejl, blot med andre stoffer med lignende effekt. Når vi bruger og bortskaffer produkter med bromerede flammehæmmere, kan stofferne blive frigjort til omgivelserne. I boligen binder stofferne sig bl.a. til støv, og når produkterne bliver til affald, kan flammehæmmerne ende i miljøet. Bromerede flammehæmmere har en række negative effekter på mennesker og miljø. Studier med mus og rotter har vist, at disse stoffer kan påvirke fosterudviklingen og forplantningsevnen samt give neurologiske forandringer. De indvirker på skjoldbruskkirtlens funktion og er mistænkt for at være kræftfremkaldende. De koncentrationer, der skal til for at frembringe de ovennævnte effekter, er stadig højere end det, man finder hos mennesker. Alligevel er der al mulig grund til at være bekymret, ikke mindst fordi bromerede flammehæmmere ophobes i fedtvævet (de er lipofile). Derfor vil de være til stede i organismen i meget lang tid (man siger, at de er bioakkumulerende). Dette betyder altså, at stofferne i virkeligheden vil være i kroppen i langt længere tid, end de er i de dyreforsøg, der har afsløret effekter. Der kan derfor være flere og/eller andre sundhedseffekter, når man er eksponeret for stofferne i længere tid, end dem man indtil videre har set i dyreforsøg. Der er således velbegrundet mistanke til farligheden af bromerede flammehæmmere, både for mennesker og

Det er altså vigtigt at tænke på, hvordan man behandler den elektronik, man skiller sig af med. Man må således ikke bare smide sine brugte elektronikprodukter i skraldespanden. Ifølge loven skal brugte el-apparater bortskaffes på miljømæssigt forsvarlig vis. Det vil i praksis sige på nærmeste genbrugsstation. Herfra skal elektronikaffaldet transporteres til en fabrik, som kan adskille det i bestanddele, som videre skal sendes til genvinding, hvor brugte råstoffer gøres genbrugelige. For nogle år siden viste en undersøgelse blandt 2000 boliger i Københavns og Frederiksberg kommuner, at meget elektronikaffald ryger direkte i skraldespanden68. Husstandene i disse to kommuner smed hver uge gennemsnitligt 83 gram småt elektronik i affaldsposen. Ganges tallene fra disse kommuner op til landsplan, svarer det til mange tusinde tons elektronikaffald, som hvert år sendes til forbrænding uden nogen form for genvinding af råstoffer. Efterfølgende er der indledt et forsøg i enkelte bydele, hvor hver husstand udstyres med en lille kasse til småt elektronikaffald. Kassen tømmes så på lige fod med særlige ordninger for papir, glas og pap. I 2012 har Miljøstyrelsen lavet en kortlægning af dagrenovation, som viser, at der på årsbasis i Danmark bortskaffes 19,4 tons mobiltelefoner og 25,4 tons energisparepærer med dagrenovationen69. Ni ud af ti brugte mobiltelefoner ender i skraldespanden i stedet for på genbrugsstationen, hvor det farlige affald kan blive behandlet korrekt, så det skader mennesker og miljø mindst muligt. Lovgivning Der er forskellig lovgivning på området, som skulle mindske problemet med farlige kemikalier i elektronik og elektronikaffald. Imidlertid har der vist sig en række vanskeligheder ved at gennemføre virksomme regler og konventioner på affaldsområdet, og ydermere er der problemer med at få indsamlet affaldet. Men der findes faktisk særlige regler for farlige stoffer i elektronik og elektronikaffald, henholdsvis det såkaldte RoHSdirektiv (Restriction of the Use of Certain Hazardous

68 Petersen, Claus (2006): Sammensætning af dagrenovation i København og Frederiksberg. Rapport udarbejdet af Econet AS for: Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og R98 69 Miljøstyrelsen (2012): Kortlægning af dagrenovation i enfamilieboliger. http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2012/05/978-87-92779-94-6.pdf

HORMONFORSTYRRENDE STOFFER > BROMEREDE FLAMMEHÆMMERE

eller det tyske miljømærke ’Blaue Engel’, undgår man megen skadelig kemi. Efterhånden som kravene bliver skærpet, vil de problematiske bromerede flammehæmmere forsvinde helt fra de miljømærkede produkter.

Det meste elektronik på markedet indeholder stadig bromerede flammehæmmere, som i stigende grad er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Substances in Electrical and Electronic Equipment) og WEEE-direktivet (Waste Electrical and Electronic Equipment). I henhold til RoHS-direktivet har PBB og PBDE været forbudt i elektrisk og elektronisk udstyr fra den 1. juli 2006. I EU er der yderligere vedtaget et generelt forbud, som forbyder to af de mest problematiske bromerede flammehæmmere, nemlig penta-BDE og octa-BDE. Det trådte i kraft medio 2004. Undersøgelser tyder desværre på, at forbrugere er mere optaget af design og pris end af sundhed og miljø, når de køber elektronik. Det ser dog ud til, at RoHSdirektivet har ændret tendensen blandt producenter på markedet. Flere af de store producenter har øget deres fokus på farlig kemi. Dette kommer forbrugere og miljø til gode, men også virksomheden selv kan markedsføre sig på at kunne tilbyde mindre farlige og miljøbelastende produkter og samtidig være på forkant med en eventuel senere stramning af lovgivningen, hvor de farlige kemikalier måske bliver forbudt. Apple er en af de producenter, som har taget konsekvensen og har udfaset brugen af PVC og bromerede flammehæmmere. Det har kunnet lade sig gøre bl.a. på baggrund af, at de har sænket energiforbruget i deres produkter – dermed udvikles mindre varme og brandfaren sænkes. Apple har desuden udskiftet den typiske plasticoverflade med aluminium. Der findes i dag elektronik uden bromerede flammehæmmere. Udbuddet er endnu ikke særlig stort, men hvis man som forbruger efterspørger varer – f.eks. pc’er, printere og kopimaskiner – der bærer enten det nordiske miljømærke ’Svanen’, EU’s miljømærke ’Blomsten’

Som forbruger har man desuden ret til at få oplyst indholdet af særligt problematiske stoffer i de varer, man køber. Man skal selv bede om oplysningen, og herefter skal forhandleren inden for 45 dage svare på, om produktet indeholder et af de foreløbigt 144 stoffer (juni 2013), som EU vurderer, er særligt problematiske (opført på den såkaldte Kandidatliste). Men TBBPA er f.eks. ikke opført på listen, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at det bliver det. Derfor beskyttes forbrugerne ikke tilstrækkeligt af denne ’right to know’-regel.

Fo t o V nl it

Kemikalier i hverdagen

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I FØDEVARER

Kemikalier i fødevarer Man bliver i høj grad eksponeret for kemikalier via kosten i form af pesticider, parabener, bisphenol A samt farve- og duftstoffer, men der er meget, man selv kan gøre for at nedsætte denne eksponering. Det er især slik, snacks og læskedrikke, som er fyldt med tilsætningsstoffer. Tilsætningsstoffer bruges i maden på grund af deres specielle egenskaber. Nogle forlænger holdbarheden, andre giver en bestemt konsistens eller farve. Mange fødevarer ville ikke kunne holde sig i en salgsproces hele vejen fra pakkeri via transport til supermarked, hvis ikke der var tilsat konserveringsmiddel. Disse stoffer kan altså i nogle tilfælde være nødvendige, men det er vigtigt, at de bliver brugt med

konservering, og spørgsmålet er, om forbrugere skal udsættes for en mulig risiko, blot for at spegepølsen kan få den ’rigtige’ røde farve.

måde. Det gør som udgangspunkt ikke nogen forskel for de sundhedsmæssige effekter af tilsætningsstofferne, om de er fremstillet syntetisk eller udvundet naturligt. Mange ser planteprodukter - ’naturlige tilsætningsstoffer’ - som uskadelige og sunde, men det er desværre langt fra altid sandheden, da disse produkter sagtens kan udgøre en sundhedsrisiko. Tilsætningsstoffer skal være godkendt i EU og være opført på den såkaldte positivliste, før de må bruges i fødevarer. Men for en del stoffers vedkommende er der betydelig uenighed blandt fagfolk om, hvorvidt de i tilstrækkelig grad er undersøgt for mulige toksikologiske virkninger, selvom de har været igennem en godkendelsesprocedure.

ethyl-p-hydroxybenzoat, methyl-p-hydroxybenzoat og natriumsaltene heraf. Disse parabener er angivet på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende og klassificeret som kategori 170. Azofarvestoffer er mest kendt fra tekstiler, men også i fødevarer bruges disse farvestoffer i høj grad. Det er en gruppe af syntetiske farvestoffer, der alle indeholder den såkaldte ’azo-gruppe’ (se figur 22). Figur 22 Strukturformel for en azo-gruppe

Fo t o Pg i am

Der er flere tilsætningsstoffer, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Nitrit bruges som konserveringsmiddel i f.eks. vin og pølse, og har samtidig den egenskab, at det forstærker farve og smag på produktet. Desværre er nitrit meget giftigt, hvis det indtages i for store mængder (meget større mængder end der findes i fødevarer), og ydermere kan nitrit omdannes til stoffer kaldet nitrosaminer, som man ved kan være stærkt kræftfremkaldende. Man kender endnu ikke helt konsekvenserne af dette. I den økologiske fødevareproduktion har man taget konsekvensen af denne uvished og ladet det komme forbrugeren til gode. Her er det nemlig ikke tilladt at tilsætte nitrit overhovedet. Dette tydeliggør problematikken omkring anvendelsen af specifikke stoffer, som er mistænkt for at være sundhedsskadelige, og som i virkeligheden kan undværes i en fødevareproduktion. Nitrit er ikke nødvendigt for

Parabener, der ellers er noget, de fleste kun forbinder med plejeprodukter, som shampoo, bodylotion og lignende, findes også i høj grad i fødevarer, hvor de virker konserverende. Det er endda endnu sværere at konstatere, om der er parabener i fødevarer end der er i plejeprodukter, da de i fødevarer blot er deklareret med E-numre. Der er fire parabener, som er tilladt i fødevarer, hvilke angives som E214, E215, E218 og E219. En sjælden gang angives navnene i stedet som

Herover ses strukturformlen for en azo-gruppe. Azofarvestofferne findes i mange forskellige fødevarer, men hovedsageligt i slik, sodavand og saftevand. Fødevarer som indeholder de fem mest brugte azofarvestoffer, skal fremover mærkes med den ildevarslende sætning: ’Kan have en negativ indvirkning på børns aktivitet og koncentrationsevne’.

70 Kategori 1: Stoffer, hvor der er dokumenteret hormonforstyrrende aktivitet i mindst én undersøgelse af en levende organisme. Disse stoffer er dem, der er prioriteret højest til yderligere undersøgelser.

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I FØDEVARER

Der findes ti forskellige azofarvestoffer, som er tilladt i begrænsede mængder i en lang række fødevarer i EU, men igen er man sikret imod disse kemikalier, hvis man køber økologiske varer. Azofarvestofferne har alle vist at kunne give allergilignende symptomer, som f.eks. astma og høfeber. Desuden er der fundet gentagende beviser på forværringer af hyperaktiv adfærd hos børn71. Før der blev indført en fælles europæisk kemikalielovgivning tilsatte man i Danmark ikke farvestoffer til basisfødevarer som f.eks. yoghurt eller til mad specielt beregnet til børn. Der har længe været rejst krav om, at azofarvestofferne helt skulle forbydes i EU, og altså igen udfases fra det danske marked, men det er stadig ikke lykkedes. Dog blev det i 2008 besluttet, at azofarvestoffer i fødevarer – herunder slik, sodavand og kager – skal deklareres. EU-beslutningen trådte i kraft i 2010, og i praksis betyder den, at fødevarer, som indeholder de fem mest brugte azofarvestoffer, nu skal mærkes med den ildevarslende sætning: ”Kan have en

myndighederne laver regler for, hvordan de tilbageværende midler skal bruges, så restindholdet i fødevarer reduceres. Ved økologisk produktion undgår man helt pesticider.

negativ indvirkning på børns aktivitet og koncentrationsevne.” Argumentet for ikke at forbyde stofferne helt er, at der mangler videnskabelige beviser, på trods af de nævnte forskningsresultater. Disse synes ellers at være tilstrækkelige til, at EU-beslutningstagerne brugte traktatens forsigtighedsprincip og lod tvivlen om skadelige virkninger komme forbrugerne til gode. Der findes endda egnede og uproblematiske alternativer til azofarvestofferne.

lier. Det gælder bl.a. bromerede flammehæmmere, for hvilke en ekspertkomite i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 2005 konkluderede, at de informationer og data, der forelå, var for sparsomme til at fastsætte TDI-værdier.

Når det kommer til risikovurdering af fødevare-og fodersikkerhed i EU, er det den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA (The European Food Safety Authority), der er ansvarlig. I 2002 blev EFSA oprettet som led i et omfattende program, der skulle forbedre fødevaresikkerheden i EU, garantere en høj grad af forbrugerbeskyttelse samt genoprette og opretholde tilliden til fødevareforsyningen i EU. Hele fødevareproduktionsprocessen ’fra jord til bord’, det vil sige fra den primære produktion (inklusive dyrefodersikkerhed) til levering af fødevarer til forbrugerne, bliver varetaget af EFSA. Hvis der er risiko for, at mennesker får for meget af en forurening gennem maden, gælder det om først og fremmest at reducere selve kilden til forureningen, da det er det mest effektive. Som eksempel kan nævnes, at brugen af blyfri benzin er en af de vigtigste grunde til, at særligt grøntsager og frugt, men også kød, i dag indeholder væsentligt mindre bly end tidligere. For pesticider og andre produktionshjælpemidler har man i konventionel produktion kun forbudt de farligste, men

For naturlige giftstoffer og miljøforureninger beregnes og fastsættes grænseværdien ud fra viden om kostens sammensætning og dermed de forskellige fødevarers bidrag til det samlede indtag af det pågældende stof. Tolerabelt dagligt indtag (TDI) måles som regel i mikrogram (µg) og indikerer mængden af et kemikalie, som mennesker anses i stand til at indtage gennem kosten hver dag igennem hele deres liv, uden at det skader sundheden (se afsnittet ’Grænseværdier’). TDI-værdien fordeles så at sige ud over de forskellige fødevarer. Indtaget af en bestemt forurening via en gennemsnitskost kan derfor principielt ikke overskride TDI, når grænseværdierne overholdes. Desværre mangler der officielle TDI-værdier for rigtig mange vigtige kemika-

Det største problem ved en TDI-værdi er, at der ikke er taget højde for cocktaileffekter. Det er i dag almindeligt kendt og accepteret, at det kan have sundhedsmæssige konsekvenser, at vi dagligt udsættes for rigtig mange forskellige kemikalier. Men der er stadig ingen retningslinjer for, hvordan vi skal forholde os til problematikken. Dette betyder, at den traditionelle måde, hvorpå man har beregnet TDI-værdier måske fører til en betydelig undervurdering af risikoen. For naturlige indholdsstoffer eller forureninger, der bl.a. kan stamme fra fremstillingsprocesser, er det ikke altid muligt at fastsætte en grænseværdi. I stedet gives der information og vejledning til forbrugerne for at sikre dem mod sundhedsrisici. Som eksempel kan nævnes kostråd til gravide, herunder at de anbefales højst at spise 100 gram rovfisk om ugen, fordi rovfisk kan indeholde store mængder kviksølv. Helt generelt gælder det, at en varieret kost er vigtig for at undgå et højt indtag af en enkelt forurening.

71 Assessment of the results of the study by McCann et al. (2007) on the effect of some colours and sodium benzoate on children’s behaviour - Scientific Opinion of the Panel on Food Additives, Flavourings, Processing Aids and Food Contact Materials (AFC) - http://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/doc/660.pdf

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I TØJ OG TEKSTILER

Kemikalier i tøj og tekstiler Tekstiler er også omfattet af REACH og derfor har forbrugere krav på oplysninger om eventuelt indhold af stoffer på Kandidatlisten, hvis de efterspørger det. Desværre er lovgivningen ikke specielt omfattende på dette område, og både børn og voksne kan blive udsat for farvestoffer, konserveringsmidler og andre kemikalier gennem tøjet. Hvor stort omfanget af kemikalier er i tøjproduktionen, kan eksempelvis illustreres ved, at der bruges 0,5-1 kg kemikalier ved produktionen af én T-shirt72. Af samme grund bør man altid vaske nyt tøj før brug, for at mindske frigivelsen af disse stoffer til huden73. Dette løser dog ikke problemet med de farlige kemikalier. De kemikalier, der bliver vasket ud af tøjet, vil ende i vandmiljøet, hvor de selvsagt også gør stor skade, mens andre kemikalier vil blive siddende i tøjet, selv efter vask. Det er især ftalater, nogle tungmetaller og antibakterielle midler, der ikke, i særlig høj grad, vaskes ud af tekstilerne ved husholdningsvask. Dog kan ftalater og til en vis grad tungmetaller undgås ved at købe tekstiler mærket med miljømærker eller sundhedsmærker. Udover forbrugerens problemer med kemikalier i tekstiler, er der en anden gruppe af mennesker, som er ramt i langt højere grad. I arbejdsmiljøet er der en ekstremt

Miljøstyrelsens kampagne ’Kemikalier i tøjet er hverken for børn eller voksne’ bruger en kendt dansk børnemelodi til at kommunikere budskabet.

høj eksponering for kemikalier, hvor mange arbejdere har stor risiko for at blive syge af dampe fra og direkte berøring med de sundhedsskadelige kemikalier. Det gælder ikke mindst i ulande, hvor arbejdsforholdene

Rapport fra Greenpeace medførte store holdningsændringer i tekstilindustrien

F o to R o b er to Ge nn aro

Nike, Adidas, Puma, Calvin Klein og H&M. En måned senere fulgte en opfølgningsrapport ’Dirty Laundry 2: Hung Out to Dry’, hvor de havde testet 78 nyindkøbte stykker tøj fra 15 internationale brands. I to tredjedele af tøjet var der fundet nonylphenol, som er et giftigt, ikke-nedbrydeligt og hormonforstyrrende kemikalie, der bl.a. bruges under farvning af tekstiler.

I juli 2011 udgav Greenpeace rapporten ’Dirty Laundry’,

Få uger efter offentliggørelsen fra Greenpeace meldte Puma ud, at virksomheden vil fjerne alle skadelige kemikalier fra deres produktion inden 2020. Kort tid efter fulgte Nike og Adidas trop, og senest har den svenske modegigant H&M lovet at udfase brugen af giftige kemikalier og

hvor de afslørede tekstilfabrikkers udledning af giftige kemikalier i floder i Kina. Disse fabrikker er leverandører til en række af de helt store multinationale tøjmærker, som

offentliggøre forureningsdata fra de fabrikker, hvor de får produceret tøj. Kilde: Greenpeace www.greenpeace.org/ denmark

72 Kilde: Miljøstyrelsen, http://www.mst.dk/Borger/Kampagner/toejkemi/ 73 Miljøstyrelsens kampagne ”Kemikalier i tøjet er hverken for børn eller voksne”: http://www.mst.dk/Borger/Kampagner/toejkemi/toejkemi.htm

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I TØJ OG TEKSTILER

Kræftfremkaldende stof fundet i tasker solgt i Danmark

Fot o Pas t i cci o

og mængden oversteg den tilladte grænseværdi mere end 33 gange. Så store mængder af det farlige stof førte til, at taskerne skulle tilbagekaldes og derefter håndteres og destrueres som ’farligt affald’ – tasker, som flere forbrugere allerede havde købt. Miljøstyrelsen skrev til koncernen: ”Det pågældende azofarvestof er et meget potent (stærkt) kræftfremkaldende stof, og både direkte hudkontakt med det farvede for samt indirekte hudkontakt gennem afsmitning fra foret til madvarer, hænder, læbestift, cremer med videre bør undgås”.

I sommeren 2011 blev der fundet et azofarvestof kaldet Azobenzen, som Miljøstyrelsen betegner som ”et meget potent kræftfremkaldende stof” i en modetaske solgt fra danske butikker. Stoffet blev fundet i foret på tasken

nogle steder er virkelig dårlige. I dag foregår næsten al produktionen i lavtlønsområder, som har lave eller ingen krav til udledning af spildevand og brug af kemikalier, herunder især Kina, Bangladesh og Indien. H&M er i høj grad en foregangsvirksomhed inden for udfasning af farlig kemi i tekstiler. I efteråret 2011 afgav tøjkæden således et ambitiøst løfte til alle verdens borgere og deres efterkommere: ”I år 2020 vil H&M fuldkommen have elimineret brugen af alle farlige kemikalier fra alle led i produktionskæden og til tøjet en dag bliver smidt ud”. Eksempelvis har kæden allerede et forbud mod brugen af PFOA og PFOS samt PFOS-relaterede stoffer.’’ Foruden rester af kemikalier i konventionelt tøj, kan der være plasttryk (også kaldet plastisoltryk), som ofte er lavet af polyvinylchlorid (PVC) blødgjort med ftalater, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Især på børnetøj kan dette være et problem, da børns adfærd gør, at de sutter og tygger på tøjet, og dermed kommer i direkte kontakt med kemikalierne. Mange af de stoffer, der bruges til fremstilling af tøj er desuden allergifremkaldende. Især det sorte farvestof P-Phenylenediamine (PPD), som findes i sort og meget mørkt tøj, er stærk allergifremkaldende. Et andet meget problematisk kemikalie i tøjproduktionen er formaldehyd, som bruges til at gøre produktet ’krølfrit’. I USA er formaldehyd nu blevet optaget på listen over stoffer, der fremkalder kræft i den menneskelige organisme, men brugen er stadig lovlig i mindre koncentrationer. Der er størst sandsynlighed for rester af kemikalier i tekstiler med specielle egenskaber. Denne gruppe inkluderer bl.a. vandafvisende og vindtætte tekstiler (typisk impræg-

Det kan godt svare sig at være en kritisk forbruger, og f.eks. spørge forhandleren om den vare man er interesseret i indeholder stoffer, som er opført på den europæiske Kandidatliste.

neret), anti-bakterielle tekstiler, som evt. indeholder sølv i nanometerstørrelse samt brandhæmmende tekstiler som kan indeholde bromerede flammehæmmere. I EU er den maksimalt tilladte koncentration af formaldehyd i færdige produkter 0,2 %, og ethvert produkt, der overstiger 0,05 % skal advare om, at produktet indeholder formaldehyd. Kun særlige miljømærkninger har helt forbudt brugen af formaldehyd i tekstiler. Tabel 4 viser en oversigt over, hvilke kemikalier nyt tøj kan indeholde. Desuden gennemgås det, til hvilket formål det normalt bruges, samt hvilke sundhedsskadelige effekter kemikaliet kan have. I 2010 blev der lavet en stor forbrugerundersøgelse der viste, at prisen er den vigtigste faktor, når danskerne køber tekstiler eller tøj til deres børn og sig selv. Men hvis man alligevel vil tage hensyn til sundhed og miljø når man køber tøj og andre tekstiler kan man: • købe tekstiler der er økologiske • gå efter et af de officielle miljømærker: GOTS, Svanen eller Blomsten • undgå plasttryk lavet af PVC • gå udenom regntøj og gummistøvler lavet af PVC • undgå at bruge imprægneringsmidler med fluorforbindelser (PFC’er) • undgå tøj, der lugter af kemikalier eller dufter af parfume. Duften kan være tilsat for at skjule kemikalielugten • undgå at købe ’krølfrit’ tøj (vil ofte indeholde formaldehyd) • fravælge tøj der beskrives som ’antibakterielt’, ’meldug resistent’, ’bakteriehæmmende’ eller lignende (vil sandsynligvis indeholde nanosølv).

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I TØJ OG TEKSTILER

Tabel 4 Miljøstyrelsens gode råd til at undgå uønskede kemikalier i sit tøj

Typer af kemikalier

Hvad bruges kemikalierne til?

Hvad er problemet?

Hvad kan du gøre?

Bakteriedræbende midler

Bakteriedræbende midler, som f.eks. triclosan og nanosølv, tilsættes tøj for at dræbe bakterier og dermed modvirke dårlig lugt. Midlerne bruges bl.a. i sportstøj, outdoor-tøj og strømper.

Triclosan kan være hudirriterende. Desuden er der en risiko for, at de antibakterielle midler giver resistente bakterier. Bakteriedræbende midler kan være meget giftige for vandmiljøet.

Undgå at købe tøj, der er behandlet med bakteriedræbende midler. Gå derfor udenom ord som 'antibakterielt' og 'lugtfrit'.

Farvestoffer

Ved farvning af tekstiler bruges en lang række forskellige farvestoffer. Nogle farver indeholder tungmetaller som f.eks. krom, kobber, nikkel, zink, cadmium og bly.

En række farvestoffer anses for at være allergifremkaldende. Nogle mistænkes også for at være kræftfremkaldende og mange er giftige for vandmiljøet. Især tungmetallerne er problematiske for både sundhed og miljø.

Vask tøjet før brug.

Optisk hvidt

Optisk hvidt bruges til at få tekstilerne til at syne ekstra hvide.

Optisk hvidt er svært nedbrydeligt og meget giftigt for vandmiljøet. Optisk hvidt kan også være hudirriterende.

Vask tøjet før brug. Undgå vaskemiddel med optisk hvidt.

Flammehæmmere

Nogle tekstiler behandles med flammehæmmere for at undgå, at de går i brand. Det er typisk møbelstoffer, tekstiler i biler samt tøj, der anvendes til særlige behov, f.eks. tøj, der anvendes af professionelle.

Flammehæmmere kan være problematiske, fordi de kan ophobes i miljøet, og mistænkes for at kunne nedsætte evnen til at få børn og være årsag til fosterskader og kræft. Nogle af de bromerede flammehæmmere har været forbudt i tekstiler siden 2004.

Undgå at købe tøj der er behandlet med flammehæmmere.

Ftalater

Tryk på tøj og tekstiler kan være lavet af PVC, som er blødgjort med ftalater. I Danmark er ftalater forbudt i legetøj og artikler til børn under 3 år, som f.eks. puslepuder, men de er tilladt i almindeligt tøj – også til børn.

Flere af ftalaterne er hormonforstyrrende – eller er mistænkt for at være det – og anses for at nedsætte evnen til at få børn.

Undgå at købe tøj med PVC-tryk (også kaldet "plastisoltryk" eller gummitryk) der indeholder ftalater. Spørg i butikken.

Imprægneringsmidler

Imprægneringsmidler bruges til at give en vand- og smudsafvisende effekt.

Midlerne kan indeholde fluorerede stoffer, som mistænkes for at være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Flere er dog forbudt i EU, mens andre stadig er tilladte. Fluorerede stoffer er svært nedbrydelige og ophobes i miljøet.

Undgå imprægnering med fluorforbindelser.

Formaldehyd

Formaldehyd tilsættes tekstiler for at modvirke, at de krymper og krøller og for at fiksere farve og afvise smuds. Desuden bruges formaldehyd som konserveringsmiddel for at forhindre, at tøjet rådner under transport over lange afstande.

Formaldehyd kan give hudirritation samt allergiske reaktioner. Desuden er formaldehyd kræftfremkaldende ved indånding i særligt høje doser, som typisk kun vil forekomme i arbejdsmiljøet ved fremstilling og brug af formaldehyd.

Vask tøjet før brug.

Kilde: Miljøstyrelsen 2011

KEMIKALIER I HVERDAGEN > KEMIKALIER I TØJ OG TEKSTILER

Figur 23 Eksempler på mærkningsordninger

Svanen

EU's Blomsten

Fairtrade

Tiltro til tekstiler

Et udsnit af de mærkningsordninger der kan hjælpe

mærkninger, miljømærkninger, fair trade mærkninger og

forbrugere til at undgå mange kemikalier. Der findes over-

sundhedsmærkninger. De er alle gennemgået i teksten

ordnet fire forskellige typer af mærkninger: Økologiske

herunder.

Der findes mange forskellige mærkningsordninger af tøj, som kan hjælpe forbrugerne til at købe varer, som enten er mindre skadelige for sundheden, for miljøet og/eller for dem, der producerer tøjet (se figur 23).

EU’s miljømærke Blomsten stiller krav til fremstillingsprocessen, fra bomulden lander på fabrikken, til den ender i de danske butikker, herunder krav til de anvendte kemikalier. Derimod kræver Blomsten ikke, at råvarerne

Økologiske mærker: Vil man have økologisk tøj, er der flere forskellige mærker, man kan gå efter. Nogle økologiske mærker stiller kun krav til, at materialet, f.eks. bomulden, er økologisk, mens andre også stiller miljø- og sundhedsmæssige krav til produktionsleddet. Af disse mærker opfylder nogle af dem kriterierne for Global Organic Textile Standard (GOTS), der er det nærmeste, man kommer en verdensstandard for økologisk tøj. GOTS stiller krav til, at tøjet er fremstillet af økologiske råvarer, og at det bearbejdes miljørigtigt på fabrikken. Det må desuden ikke indeholde ftalater. Der findes en række andre økologiske mærkninger på tøj i Danmark, herunder Demeter og Soil Association. Miljømærker: Når man køber miljømærket tøj eller boligtekstiler, især mærket med enten ’Svanen’ eller ’EU-blomsten’, vælger man et af de mindst miljøbelastende produkter på markedet. Kriterierne for disse mærkningsordninger bliver normalt opdateret hvert tredje år netop for at sikre, at de mærkede produkter altid hører til i den bedste kategori, når det gælder miljø- og sundhedsmæssige hensyn. Samtidig garanterer mærkerne, at kvalitet og funktion af produktet er mindst lige så god som for tilsvarende, ikke mærkede, produkter. Svanemærket stiler mod, at tøjet er produceret med økologiske råvarer, hvis det er lavet af naturfibre såsom hør eller bomuld, og at det bliver fremstillet miljøvenligt på fabrikken. Desuden må tøjet ikke indeholde stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Svanemærket babytøj er garanteret parfumefrit.

skal være økologisk dyrkede, men der stilles krav til, hvilke typer sprøjtegifte, der må anvendes på marken. Det gælder for både Svanen og Blomsten, at der ikke må bruges PVC-tryk på tøjet, ligesom farvestoffer, der kan give allergi eller mistænkes for at kunne fremkalde kræft, ikke må anvendes. Fairtrade-mærket: Fairtrade-mærket, tidligere kendte som Max Havelaar, findes også til tøj og er en international mærkningsordning. Mærket er en garanti for, at bønder og arbejdere i ulande er sikret ordentlige arbejdsforhold og en minimumspris for deres produkter. Bønderne betales et særligt tillæg for økologi, hvis de har omlagt deres produktion, men der er ikke et krav om økologi til Fairtrade-mærkningen, da det ville udelukke nogle af de svageste bønder. Omkring 75 % af de Fairtrade-mærkede varer på det danske marked er også økologiske, men dette vil i givet fald fremgå af en øko-mærkning ved siden af Fairtrade-mærket. Sundhedsmærker: ’Tiltro til tekstiler’ – Oeko-tex® er verdens førende sundhedsmærkning for tekstiler, men det omfatter ingen miljøkrav. Det garanterer, at tøjet indeholder et minimum af en lang række problematiske stoffer. F.eks. er der regler for, hvor mange kemikalierester, pesticider og formaldehyd, der må være i tekstilerne. Derimod siger det ikke noget om, hvordan og med hvilke stoffer tekstilet er blevet produceret. F.eks. er der ikke et generelt forbud mod brugen af ftalater i tøjet, men der er otte af stofferne, som ikke må anvendes. Herudover er der forbud mod yderligere tre ftalater, når tøjet er til børn under tre år.

KEMIKALIER I HVERDAGEN > THE HORROR SHOW – ER VI TIKKENDE HORMONBOMBER?

The horror show – er vi tikkende hormonbomber? A case story Vi omgives dagligt af mere end 100 stoffer, som på den ene eller anden måde påvirker vores hormonsystem. Bliver man ydermere udsat for flere sundhedsskadelige kemikalier på én gang, kan resultatet blive de såkaldte cocktaileffekter. Vi er udsat for stofferne 24 timer i døgnet, men der er mange valg vi kan tage, som vil nedsætte eksponeringen. Allerede når vi gennemgår vores faste morgenrutiner, udsættes vi for en stor mængde hormonforstyrrende stoffer. I badet kan de skjule sig i de plejeprodukter man bruger, såsom hårshampoo, balsam og kropssæbe. Når vi efterfølgende smører os ind i bodylotion og – som det er tilfældet for mange piger og kvinder – tager makeup på, kan vi yderligere blive udsat for sundhedsskadelige stoffer. Eksponeringen bliver, som det fremgik af forrige afsnit (’Kemikalier i tøj og tekstiler’), kun værre, når vi begynder at tage tøj på. Morgenmaden og al den mad, vi i øvrigt indtager i løbet af dagen, kan også indeholde hormonforstyrrende stoffer og andre uønskede kemikalier, og det samme kan emballagen, maden er pakket ind i. Faktisk er det sandsynligvis igennem kosten, at vi i højeste grad bliver eksponeret. Når vi læser avisen udsættes vi for potentielt skadelige kemikalier pga. tryksværtens indholdsstoffer, og når vi lige skal tjekke mail, før vi går ud ad døren, bliver vi udsat for bromerede flammehæmmere fra computeren og flere af vores møbler. Udover alle disse eksponeringer indånder et menneske hver dag store mængder luft. Målt i kilo er det meget mere, end man spiser og drikker på en dag, og luften er højest sandsynligt også forurenet. Dette scenarie skildrer med al tydelighed, at der er stor risiko for at blive udsat for rigtig mange kemikalier i løbet af et døgn – ofte i koncentrationer der langt overskrider de grænseværdier, der er fastsat for at beskytte mennesker og miljø. Dertil kommer som sagt cocktaileffekten af kemikalierne, som kan opstå når vi udsættes for mange forskellige kemikalier på en gang (læs mere om denne problematik i afsnittet ’Cocktaileffekter’).

Vi kan naturligvis ikke undvære kemikalierne i vores hverdag, men man kan udfase de farligste. Mange forbrugerprodukter indeholder desuden hormonforstyrrende kemikalier, der sagtens kan undværes, som f.eks. konserveringsmidler i plejeprodukter. Opbevares f.eks. cremer og hårvoks i tuber i stedet for åbne bøtter, vil de kunne holde sig fint uden skadelig kemi. I mange andre produkter kan de farligste kemikalier erstattes med andre stoffer, som er velundersøgte og videnskabeligt bevist uskadelige. Dette gælder f.eks. de plastblødgørende ftalater, som kan erstattes med polyester og silikone. Den svenske miljøorganisation Naturskyddsföreningen har sammen med andre NGO’er fået undersøgt støv fra soveværelser i en lang række europæiske, afrikanske og asiatiske lande74. I september 2011 publicerede foreningen en rapport, som viste, at en farlig blanding af hormonforstyrrende stoffer ligger skjult under vores senge, uanset hvor fra i verden husstøvet stammer. Kemikalierne er til stede i niveauer, der er meget højere, end hvad man tidligere har fundet. Disse opdagelser vækker bekymring, da hormonforstyrrende stoffer i stigende grad er mistænkt for at være forbundet med en række sundhedsmæssige problemer. Bl.a. ser man, at et stigende antal drengebørn bliver født med misdannede kønsorganer, og at stadig flere kvinder udvikler brystkræft. Desuden har man konstateret, at den mandlige del af befolkningen i rigtig mange lande har nedsat fertilitet, og kvinder er derfor længere om at blive gravide, skal have hjælp til at blive det eller kan slet ikke få børn. Europæere bruger op til 90 % af deres tid indendørs75, hvor eksponeringen for kemikalier kan være op til 1000 gange større end udendørs, se figur 24 som viser mulige kilder til kemikaliefrigivelse i hjemmet). Denne meget højere eksponeringsgrad skyldes, at nedbrydningen af organiske kemikalier er meget begrænset indendørs på grund af den ofte meget tørre luft samt fraværet af mikroorganismer og sollys (UV-stråler gavner nedbrydelsen). Omsætningen af luften i moderne velisolerede bygninger, som man især finder i vores kølige klima, er

74 ’Home sweet home - dusty surprises under the bed’; 2011; www.chemsec.org/images/stories/2011/chemsec/home_sweet_home_lowres.pdf 75 www.bolius.dk

KEMIKALIER I HVERDAGEN > THE HORROR SHOW – ER VI TIKKENDE HORMONBOMBER?

Figur 24 Vi er omgivet af kemikalier

SOFAEN

ELEKTRONIKKEN TRÆMØBLERNE

LEDNINGERNE GULVET

Et lille udsnit af de kemikalier, som der kan blive frigivet fra de ting vi omgiver os med i vores hjem. BF: bromerede flammehæmmere; DE: desinficerende stoffer; FA: formaldehyd; PS: polyfluorerede stoffer.

også begrænset, hvilket bidrager til en lang omsætningstid for kemikalier i indeklimaet. Som udgangspunkt tilbringer små børn mere tid i hjemmet end voksne. Andre faktorer, der påvirker eksponering, er knyttet til fysiologi og adfærd. Børn bruger en masse tid tæt på gulvet og små børn har ofte ’hånd-til-mund kontakt’, hvilket betyder, at de som udgangspunkt indtager mere støv end voksne. Et dårligt indeklima kan give symptomer som irriterede øjne, hovedpine, træthed og allergi og i værste fald mere alvorlige sygdomme som kræft og hjertekarsygdomme. Man kan derfor levende forestille sig, at relativt høje koncentrationer af kemikalier, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kan true vores sundhedstilstand. De hormonforstyrrende stoffer, der ifølge rapporten blev fundet i støvet, inkluderede bromerede flammehæmmere, ftalater, bisphenol A, parabener, polychlorerede biphenyler (PCB), alkylphenoler, perfluorerede stoffer (PFC’er) og pesticider. Dette er stoffer, hvoraf de fleste, via deres navn, ikke siger ret mange ret meget, men som langt de fleste af os alligevel har i vores hjem, i større eller mindre koncentrationer – først i forbrugerprodukter og siden i støvet. Dette skyldes, at hormonforstyrrende stoffer i høj grad frigives fra rigtig mange af de produkter, hvor de er tilsat, enten pga.

opvarmning eller slitage. Og dette er produkter, som er almindeligt forekommende i vores hjem, herunder møbler, elektronik, kosmetik og legetøj (se figur 24). Som skrevet ovenfor er det muligt at erstatte de farligste kemikalier med mindre farlige eller helt ufarlige stoffer i mange af produkterne. Men da der ikke er et forbud mod at bruge dem, er det svært at få producenterne til at skifte et stof ud, som allerede indgår i deres produktion. Det skyldes ofte økonomi – det kan være dyrt at omlægge produktionen, eller det nye stof kan være dyrere i indkøb – men uvidenhed om egnede alternativer kan også være en årsag. Derfor er det nødvendigt, at disse stoffer bliver inkluderet i den europæiske kemikalieregulering, så vilkårene bliver ens for alle. Dette vil medføre større efterspørgsel på de alternative og mindre sundhedsskadelige stoffer og dermed faldende priser. Desuden vil det udligne den konkurrenceforvridning, som opstår, hvis en producent vælger at gå foran og sikre, at deres produkter er uskadelige for mennesker og miljø. Hvis en virksomhed i dag går foran mht. substitution af farlige kemikalier, risikerer den at blive udkonkurreret på pris. Der findes rigtig mange guides på internettet, som kan hjælpe en med at være en grønnere forbruger. Desuden lanceres der forskellige kampagner, som skal hjælpe

KEMIKALIER I HVERDAGEN > THE HORROR SHOW – ER VI TIKKENDE HORMONBOMBER?

den almindelige forbruger med at agere fornuftigt i forhold til ens egen sundhed. Bl.a. lancerer Miljøministeriet en del kampagner, som oftest er rettet mod helt specifikke målgrupper, såsom teenagere, forældre til småbørn, gravide osv. Der ligger i mange tilfælde en videnskabelig undersøgelse til grund for kampagnen, som også kan bruges i europæiske/internationale sammenhænge. F.eks. har Danmark brugt sådanne videnskabelige data i et lovforslag, der sigtede mod at forbyde bisphenol A i sutteflasker (læs mere om bisphenol A i kapitlet ’Hormonforstyrrende stoffer’). Dette forbud blev fra juli 2010 gældende i hele EU.

Lao s hi

Cocktaileffekter og Nanomaterialer

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > COCKTAILEFFEKTER

Cocktaileffekter

Mennesker og miljø udsættes hver dag for en cocktail Foto D an Brandenburg

af alle de kemikalier der findes i vores dagligdag. De udskilles fra f.eks. elektronik, møbler, tøj og fødevareemballage.

Ligesom vi mennesker udsættes for kemikalier fra mange forskellige kilder (gennemgået i foregående afsnit ’The Horror Show – er vi tikkende hormonbomber’) bliver vores miljø det også. Det kan være pesticider fra landbruget, udløb og slam fra rensningsanlæg og overløb fra kloakker samt atmosfærisk ophobning af tungmetaller og forskellige kemikalier der transporteres med vinden. Både vi mennesker og miljøet udsættes derfor dagligt for mange forskellige kemikalier og der er ikke nogen eksisterende lovgivning der beskytter os mod negative effekter fra denne kemikalie-cocktail.

• ved eksponering for mange forskellige slags kemikalier, som forekommer i personlige produkter, f.eks. parabener fra kosmetik og plejeprodukter samt ftalater og fluorerede stoffer fra tøj. • ved eksponering for husstøv, hvor kemikalier der er frigivet fra almindelige forbrugerprodukter i hjemmet, ophobes. Dette er bl.a. bromerede flammehæmmere fra elektronik, PVC og ftalater fra vinylgulve og desinficerende stoffer fra møbler. Især små børn udsættes for denne eksponering, da de kravler rundt på gulvet.

En cocktaileffekt kaldes også tit for en kombinationseffekt eller en samvirkende effekt. Den indebærer, at alle de kemikalier der forekommer i en blanding, bidrager til den samlede effekt af blandingen. En cocktaileffekt kan forekomme på baggrund af mange scenarier, men mennesker udsættes primært for disse effekter via kosten eller luften som vi indånder. Tænkte scenarier kunne f.eks. være:

I dag ved man, at kemikalier, der enkeltvis og ved lave koncentrationer, er ufarlige for sundhed og miljø, kan have skadelige virkninger, hvis de optræder sammen. Det kan virke indlysende, at man skal vurdere giftigheden af kemikalieblandinger, men som proceduren er i dag, undersøger man giftigheden af hvert enkelt kemisk stof i en given blanding hver for sig, hvilket er producenternes ansvar. Et af problemerne med kemikalieblandinger er, at der er et overvældende antal af dem.

• ved eksponering for flere forskellige pesticider, som forekommer i den samme fødevare, og som man dermed indtager med kosten.

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > COCKTAILEFFEKTER

hvor stor eksponeringen samlet set er for det enkelte stof. Dette sker, uden hensynstagen til, at mennesker og miljø i virkeligheden udsættes for mange forskellige kemikalier fra mange forskellige kilder på én gang.

sundhedseffekter.

Problemet med kemikalieblandinger omfatter alle grupper af kemikalier, som f.eks. kræftfremkaldende stoffer, allergifremkaldende stoffer og hormonforstyrrende stoffer. Men det er kun indenfor det sidstnævnte område, altså hormonforstyrrende stoffer, at der er lavet en del forskning på cocktaileffekterne. Dansk forskning har i dyreforsøg vist, at når forsøgsdyr udsættes for blandinger af hormonforstyrrende stoffer, kan det give alvorlige reproduktionsforstyrrelser78. Og det er i koncentrationer, der er så lave, at de enkelte kemikalier hver for sig ikke giver målbare sundhedseffekter.

Med ca. 80 000-100 000 kemikalier76,77, i massepro-

For at minimere risikoen ved disse cocktaileffekter mest muligt, har der indenfor de sidste årtier været

I landbruget bruges der mange pesticider. Derfor kan fødevarer indeholde en lang række af forskellige kemikalier, som mennesker bliver eksponeret for via deres kost. Den kemikaliecocktail man udsættes for kan have uheldige

duktion er der flere potentielle kombinationer, end man nogensinde vil kunne undersøge for deres giftighed (toksicitet). Udover antallet af potentielle blandinger, har også antallet af kemikalier og koncentrationerne af disse, betydning for en kemikalieblandings giftighed. Det har endvidere betydning, hvilken organisme der udsættes for kemikalieblandingen. En blanding kan have én effekt på planter, en anden på mennesker og en tredje på fisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt at vurdere kemikalier et ad gangen. Men det diskuteres stadig, hvordan man bedst beregner risikoen ved blandinger af kemikalier, samt hvem der i givet fald skal udarbejde risikovurderingerne. Med de risikovurderingsmetoder, der er til rådighed i dag, er det stort set umuligt at vurdere risici ved alle tænkelige kemikalieblandinger, og ydermere er det svært at opstille virkelighedstro scenarier i videnskabelige forsøg, fordi man ikke kan bruge mennesker som forsøgsorganisme, hvis der er tale om alvorlige effekter. Grænseværdier for de kemikalier, der f.eks. findes som tilsætningsstoffer i fødevarer, som plastblødgørende ftalater i legetøj eller i arbejdsmiljøet, er ofte fastlagt på grundlag af en koncentration, som er fundet uskadelig i f.eks. dyreforsøg. Derefter har man tilføjet en sikkerhedsfaktor, f.eks. 100, som antages at være tilstrækkeligt til, at værdien også vil beskytte mennesker og miljø. Når der senere laves en risikovurdering, undersøger man, ud fra denne grænseværdi,

mere og mere opmærksomhed på forskning, hvor man har undersøgt effekterne af blandede forureninger (hvor der vil være mange forskellige kemikalier til stede). I stigende grad peger disse forsøgsresultater på, at man, i de fleste tilfælde, kan beregne cocktaileffekter af blandinger ved hjælp af to relativt enkle begreber; Concentration Addition (CA) og Independent Action (IA). CA forudsætter, at de enkelte kemikalier i en blanding har samme virkemåde, mens IA forudsætter, at de enkelte kemikalier i en blanding har forskellig virkemåde, f.eks. ved at ét har effekter på leveren mens et andet har effekter på blodkarrerne. Begge metoder er baseret på præcis viden om den kvantitative og kvalitative sammensætning af blandingen, så det er derfor afgørende med enkeltstofvurderinger af høj kvalitet. Concentration Addition Metoden er baseret på, at alle kemikalierne i en given blanding har den samme virkningsmekanisme, men styrken af effekten kan være forskellig for de enkelte kemikalier. Her ligger man ganske enkelt de koncentrationer sammen, som man er eksponeret for, og finder herigennem den fælles effekt. Det kan forklares ved at sammenligne med indtaget af alkohol. Alle ved, at man ikke bliver beruset af en halv øl. Heller ikke af et lille glas vin. En enkelt Gin & Tonic får heller ikke benene til at vakle. Og en enkelt whisky vil heller ikke slå dig ud. Men indtages alle delene lige

76 EU’s definition: Kemikalier er en samlet betegnelse for kemiske stoffer og blandinger af disse, hvor et kemisk stof defineres som, ”stoffet, som det forekommer, eller som det fremstilles”. 77 http://ec.europa.eu/environment/chemicals/exist_subst/einecs.htm 78 Hass U et al., 2012. Adverse effects on sexual development in rat offspring after low dose exposure to a mixture of endocrine disrupting pesticides. Reprod Toxicol. 34(2):261-74.

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > COCKTAILEFFEKTER

efter hinanden, så vil de fleste nok føle en vis effekt af den samlede mængde alkohol. I dette tilfælde er det ganske enkelt koncentrationerne af hver enkelt genstand, som bliver lagt sammen og hvor den samlede effekt af ’cocktailen’ er beruselse. Her er der altså flere forskellige stoffer med ens virkningsmekanisme, som hver for sig har ingen eller kun meget lille effekt, men tilsammen er effekten sundhedsskadelig. Independent Action Metoden tager udgangspunkt i, at kemikalierne i en given blanding har forskellige virkningsmekanismer, dvs. at de virker på forskellige mål i organismen, men at alle kemikalierne overordnet set bidrager til den samme type effekt – f.eks. at den er dræbende eller påvirker reproduktion eller vækst. I denne metode er det altså enkeltstoffernes effekter der ligges sammen for at finde den samlede effekt af en blanding. Et fundamentalt problem ved denne metode er, at den samlede effekt bliver beregnet ud fra observerede effekter af enkeltstoffer. Derfor vil en given blandingseffekt blive overset, hvis et kemikalie optræder i en koncentration der er lavere end ’nuleffektkoncentrationen’ (en fastsat grænse, hvorunder det givne stof ikke har en skadelig effekt). En central antagelse i begge metoder er, at enkeltstofferne i en blanding ikke påvirker hinanden indbyrdes i forhold til f.eks. optagelse, transport, metabolisme eller udskillelse. Stofferne må heller ikke påvirke hinandens virkningsmåde i de eksponerede organismer. Begge modeller har deres usikkerheder, da de bygger på nogle forudsætninger, som man sjældent vil se 100 % opfyldt i virkeligheden. Generelt set har Concentration Addition metoden tendens til at overvurdere effekten af blandinger med forskellige virkningsmekanismer en smule, mens det ser ud til, at Independent Action ofte undervurderer effekter af kemikalier med samme virkningsmekanisme. Det vil sige, at hvis valget står mellem de to modeller i forbindelse med risikovurderinger, så vil Concentration Addition yde en højere grad af beskyttelse end Independent Action. Tre typer af cocktaileffekter Cocktaileffekter kan vise sig på forskellige måder: 1. Additiv effekt 2. Antagoni effekt 3. Synergi effekt Additiv effekt. Den samlede effekt af flere forskellige stoffer svarer til summen af de enkelte stofeffekter. Denne type af effekt svarer dermed til den man kan

beregne ud fra Independent Action modellen, som er beskrevet ovenfor. Det er dog ikke helt så gennemsigtigt, som det måske lyder; at man eksempelvis lægger de fire effekter sammen, som man har set/målt ved fire forskellige kemikalier. I et sådan tilfælde ville effekten kunne udtrykkes som 0+2+0+1 = 3. Her ser det ud til, at to af kemikalierne ikke har nogen effekt. Men alle kemikalier har effekt, det er bare ikke alle effekter der er målbare. Derfor kan de to effekter der umiddelbart ligner 0-effekter godt give udslag når de lægges samme, og den additive effekt af de fire kemikalier kunne måske være 4 eller 5. Sagt på en anden måde; for nogle stoffer kan den koncentration vi udsættes for af det enkelte stof være så lav, at det ikke vil medføre nogen målbar sundhedsskadelig effekt. Men udsættes man for samme koncentration af stoffet i forbindelse med, at man også udsættes for andre stoffer, kan de tilsammen medføre en effekt. Man mener, at additionseffekter er den mest udbredte form for cocktaileffekter. Antagoni effekt. De kemikalier der optræder sammen, ophæver eller mindsker hinandens virkning. Ved denne type af interaktion er det altså mindre farligt at blive udsat for flere stoffer samtidigt, end man skulle forvente ud fra viden om effekterne af hvert enkelt kemisk stof. Sagt på en anden måde så bliver 2+2 = 3. Man finder kun antagoni effekt når kemikalierne interagerer med hinanden (påvirker hinanden). Det kan de gøre ved i kombination enten at nedfælde eller øge hinandens omsætning (metabolisme). I et sådan tilfælde vil man altså hverken kunne bruge Concentration Addition eller Independent Action, som model for beregningen af cocktaileffekter. Synergi effekt. Ved denne type effekt ser man, at kemikalierne i blandingen forstærker hinandens virkning, hvilket betyder, at effekten af stofferne tilsammen er større end forventet ud fra enkeltstofeffekterne. I dette tilfælde er risikoen for sundhedseffekter af kemikalierne altså højere, når man udsættes for en blanding af stofferne, end hvis man udsættes for enkeltstoffer hver for sig. Et eksempel på stoffer, som kan udløse synergi, er visse svampemidler, der er kendt for at kunne nedsætte aktiviteten af de enzymer, der nedbryder fremmedstoffer i bl.a. mennesker. Får et menneske disse svampemidler ind i kroppen, kan andre fremmestoffer, som også kommer ind i kroppen, ikke nedbrydes og de vil dermed blive der i længere tid. Dette vil med

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > COCKTAILEFFEKTER

Det er synergieffekten man hidtil har kigget mest på, fordi den selvsagt er den mest foruroligende. Desuden er synergieffekterne forskellige fra kemikalieblanding til kemikalieblanding og fra organisme til organisme, og derfor meget svære at bestemme. Dog er det også utrolig vigtigt at have fokus på de additive effekter, da de enkelte kemikalier i en kemikalieblanding ofte vil være i så små koncentrationer eller have så lav effekt, at de hver for sig regnes som uskadelige, men sammenlagt kan koncentrationen og/eller effekten vise sig at være skadelig. Ud fra den sparsomme viden der er om synergieffekter, ser det ud til, at de kun sjældent opstår. Som udgangspunkt ville synergi ikke være noget problem, hvis blot man udnyttede effekten og dermed brugte mindre mængder af disse stoffer til at opnå samme effekt. Problemet opstår imidlertid i kraft af, at man lovgiver ud fra farligheden af enkeltstoffer. Dermed er de stoffer, der udviser synergi effekt, ofte ikke identificeret. DTU Fødevareinstituttet har tidligere (i 2009) publiceret et forsøg79, der afslørede, at påvirkningen fra flere forskellige hormonforstyrrende stoffer på én gang mangedobler hormonskaderne hos hanrotter. Til gengæld fandt de kun få effekter hos rotter, der blev udsat for stofferne ét ad gangen. Nogle forsøgsgrupper af drægtige rotter blev udsat for ét hormonforstyrrende kemikalie, mens andre grupper af drægtige rotter fik meget lave doser af flere af de hormonforstyrrende kemikalier på én gang, som hver for sig er uskadelige i små doser. Effekterne på afkommet fra de sidstnævnte grupper af dyr var alarmerende. Det hanlige afkom havde bl.a. alvorlige misdannelser på kønsorganerne. Artiklen konkluderer, at principperne højest sandsynligt kan overføres på mennesker, da det kønshormon (testosteron), som blev forstyrret i dette studie er det samme, som virker i forsterstadiet under udviklingen af drengebørn.

Fot o Lev ent Konuk

høj sandsynlighed øge deres giftighed. En blanding af et svampemiddel og et giftstof, hvor svampemidlet hæmmer nedbrydningen af giftstoffet, vil derfor kunne udløse synergi.

Selv små koncentrationer af pesticidrester i vores fødevarer er påvist i nogle tilfælde at være sundhedsskadelige, når de forekommer i kombination.

Lovgivning Heldigvis kommer der til stadighed mere opmærksomhed på problemet med kemikalieblandinger, men det er fortsat vigtigt, at både forskningsverdenen, myndigheder, og i sidste ende politikerne arbejder målrettet på området. Vi har behov for at få udviklet nye og bedre redskaber, herunder nye og bedre laboratoriemetoder og matematiske modeller, til at forudsige cocktaileffekter. Desuden er der brug for, at lovgivningen bliver strammet. Som det ser ud i dag, er cocktaileffekter ikke inkluderet i den europæiske kemikalielov, REACH, hvilket medfører en stor risiko for de europæiske borgere. Indtil videre fastsætter myndighederne grænseværdier for ét stof af gangen. Men lovgivningen bør tage højde for, at vi dagligt bliver udsat for mange forskellige kemikalier på samme tid. Det er blevet et prioriteret område for den danske regering, og under det danske EU-formandskab i foråret 2012 blev det besluttet også at prioritere dette område i de kommende 10 år, og det blev efterfølgende indskrevet i det såkaldte 7. miljøhandlingsprogram. I miljøhandlingsprogrammet vedtages EU’s miljøpolitik for en 10 årig periode. Det indeholder områder som EU har særligt fokus på og hvor forbedringer vurderes at være strengt nødvendige.

I en ekspertrapport80 blev det i 2009 konkluderet, at; ”med den viden vi har fået indenfor de seneste år, er det både muligt og nødvendigt at medtage risikoen for cocktaileffekter ved risikovurdering af hormonforstyrrende stoffer”.

79 Christiansen S. et al., 2009. Synergistic Disruption of External Male Sex Organ Development by a Mixture of Four Antiandrogens. Environmental Health Perspectives. Volume 117 number 12:1839-1846 80 Miljøministeriet. ’Expert workshop on combination effects of chemicals’. http://www.mst.dk/NR/rdonlyres/C59693B7-2421-4748-89F0-5937496E0A28/0/BILAG_2_ Expertworkshop.pdf

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > NANOMATERIALER

Nanomaterialer Figur 25 Hvor lille er en nanopartikel?

Størrelsen af en nanopartikel sammenlignet med en fodbold og jordkloden. Størrelsesforholdet mellem en nanopartikel og en fodbold er det samme som størrelsesforholdet mellem en fodbold og jordkloden.

Nano refererer til størrelsen af de partikler eller det materiale, man har med at gøre. Ordet nano stammer fra græsk og betyder ’dværg’, og rent fagligt definerer man et nanomateriale, som værende under 100 nm på mindst en led. Nano betyder en milliardtedel, og da en nanometer dermed er en milliardtedel af en meter er disse materialer langt mindre, end hvad man kan se med det blotte øje. F.eks. kan man sammenligne med et menneskehår, som er 80 000 gange tykkere end en nanometer, eller man kan sammenligne en nanometer, en fodbold og jordkloden. Her svarer forskellen mellem en nanometer og en fodbold til forskellen mellem en fodbold og jordkloden (se figur 25). Nanomaterialer kan anvendes i en lang række forskellige produkter og omfatter eksempelvis: • nanostrukturer, som kan forbedre ydeevnen i computere og anden elektronik • aktive nanopartikler i katalysatorer i biler, hvor de medvirker til at fjerne skadelige gasser fra bilens udstødning • nanomedicin, som kan målrettes helt specifikt til bestemte organer • antibakteriel behandling af sportstøj • solfiltre af titaniumdioxid i solcremer • vandafvisende overfladebehandlingsprodukter, som f.eks. kan give pletfri sofaer

• nanorør af kulstof, der kan forbedre styrken af letvægtsmaterialer såsom ketsjere, cykelstel og vindmøller • og der er mange flere eksempler… Nanomaterialerne anvendes altså i vidt forskellige typer af produkter, og rigtig mange af disse produkter er omfattet af forskellige lovgivninger, hvilket samlet set gør det svært at beskytte mennesker og miljø. Sagen bliver yderligere kompliceret af, at nanomaterialer i sig selv stort set ikke er omfattet af nogen lovgivning endnu, da de bliver behandlet, som om der var tale om det samme stof i større målestok. Det vil sige, at sølv i nanostørrelse, hvilket f.eks. bruges i sportstøj for at forhindre grim lugt, er reguleret på samme måde, som sølv på større form, som vi eksempelvis kender det fra sølvsmykker. Et nanomateriale kan være fremstillet af et i forvejen kendt kemisk stof eller af en helt ny kemisk forbindelse, og det kan bestå både af ét eller flere stoffer. Ved at arbejde med kemikalier i denne størrelsesorden, kan man rent teknologisk udnytte, at stoffet kan bruges i nye sammenhæng, idet størrelsen alene kan give materialet helt særlige egenskaber. Ved samme masse har nanomaterialer et overfladeareal, der er meget større end for de samme partikler i ’normal’ størrelse. Materialer i nano-målestok kan i denne sammenhæng

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > NANOMATERIALER

TiO2 som fotokatalysator Ved tilstedeværelse af UV-lys er titaniumdioxid (TiO2) en meget effektiv fotokatalysator. I atmosfærisk luft er der altid en naturligt forekommende vandfilm på næsten alle overflader. Vandmolekylerne spaltes katalytisk af TiO2 til meget reaktive hydroxylradikaler (.OH), som kan nedbryde organiske molekyler. Luftens oxygen kan også spaltes af TiO2. Under indflydelse af UV-lys spaltes O2 til superoxidmolekyler (O2·-), som ligeledes deltager i nedbrydningen af organiske molekyler.

superoxidmolekyler (O2·-). Radikalerne nedbryder både nitrogenoxider (NOx) fra luftforureningen og organisk snavs, som efterfølgende skylles af den hydrofile (‘vandelskende’) overflade.

Begge molekyler er kraftige oxidanter, og de primære nedbrydningsprodukter efter en fuldstændig oxidation af et organisk molekyle er CO2, vand og NO2 (se figuren t.h.). På trods af, at reaktionsprodukterne er sammenlignelige med en fuldstændig forbrænding, er reaktionsmekanismen dog meget anderledes. Til højre ses en skematisk illustration af TiO2’s fotokatalytiske effekt. Ved tilstedeværelsen af sollys (eller anden UV-bestråling) spalter TiO2 vandmolekyler og luftens oxygen til de meget reaktive hydroxylradikaler (.OH) og

få uhensigtsmæssige fysiske, kemiske og biologiske egenskaber, da partiklernes overflade ofte udløser en effekt, f.eks. en fotokatalytisk effekt (se boks), som i visse tilfælde kan medføre skader på miljøet. Selvom et materiale er ufarligt i større form, kan det godt vise sig at være farligt, når det forekommer i nanostørrelse. F.eks. er guld- og sølvsmykker helt ufarlige, mens nanopartikler af de samme materialer for det første er mere reaktive og for det andet, fordi de er så små, kan trænge ind i celler hos mennesker, dyr og planter (se figur 26). Det specielle ved nanopartikler er bl.a., at de kan komme helt ned i lungernes dybere dele – alveolerne – hvor de ikke let kan fjernes (se figur 28). Større partikler vil ikke komme dybere ned, end at der stadig findes fimrehår, som kan transportere dem op igen, og vi kan hoste dem ud. Når nanopartikler ender i alveolerne, vil de forblive der så længe, at kroppen udvikler en betændelsestilstand, og dette fænomen er en medvirkende faktor til udvikling af kræft og hjertekarsygdomme. Bl.a. har Center for Nanosikkerhed, Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i flere forskningsforsøg påvist, at disse skader kan opstå ved koncentrationer, som mennesker bl.a. er udsat for i arbejdsmiljøet.

automatisk kan antage, at de er ufarlige, blot på baggrund af, at deres større ’søskende’ er det. Dette tydeliggør nødvendigheden af, at nanomaterialer skal opfattes som en selvstændig kemikaliegruppe og underlægges specifik lovgivning, som kan sikre, at mennesker og miljø ikke tager skade. Figur 26 Eksponeringsveje

Nanopartikler kan blive optaget gennem munden, huden

Nanomaterialer kan altså alene i kraft af deres størrelse have nogle nye egenskaber, som betyder, at vi ikke

(især ved sår og rifter) og ved indånding gennem luftvejene.

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > NANOMATERIALER

Usikkerheden, ved brugen af nanomaterialer, ligger primært i produktionsleddet, hvor produktionsmedarbejdere kan være under en konstant eksponering for frie nanopartikler, altså partikler, der ikke er bundet til andet materiale og derfor forekommer frit i luften. Når produktet er færdigt, vil nanopartiklerne som regel være bundet til eller indkapslet i produktet. Dog er der også her en risiko for eksponering, da nanopartiklerne igen kan frigøres ved f.eks. slid på produktet eller i affaldsleddet. Det er vigtigt, at vi bliver i stand til at inddrage overvejelser om risici og miljøpåvirkninger, når vi bruger og udvikler nanoprodukter. Toksikologi er studiet af stoffers giftighed. Ved nanotoksikologi undersøger forskerne giftigheden af materialer i nanostørrelse. Når man vil vide, om der er en risiko ved anvendelsen af et stof, er der to primære spørgsmål, der skal besvares: 1. I hvor høj grad bliver man udsat for stoffet? 2. Hvor farligt er stoffet? Hvis man som udgangspunkt slet ikke bliver udsat for stoffet, er det ikke farligt. Det er bare meget svært at finde et produkt, hvor der ikke på noget tidspunkt i dets livscyklus (produktionsprocessen, forbruget og affaldsleddet) er sandsynlighed for, at mennesker eller miljø bliver eksponeret for det givne nanomateriale. Man taler om, at eksponeringen og faren ved stoffet sammenlagt giver risikoen ved brugen af stoffet. Dette er skitseret i figur 27. Nanopartikler har uden tvivl mange fordelagtige egenskaber, når de tilsættes forbrugerprodukter og produkter til industrien, men deres potentielle sund-

Figur 27 Risikoen ved kemikalier

EKSPONERING

R I S I K O

FARE

hedsmæssige virkninger er endnu ikke forstået fuldt ud, og derfor er det nødvendigt med forsigtighed. Vi har flere eksempler fra fortiden, hvor man for sent erfarede, at brugen af et bestemt stof havde fatale konsekvenser. Et eksempel, som de fleste kender, er anvendelsen af asbest, som man op igennem det 19. og især 20. århundrede brugte som byggemateriale på grund af dets ildfasthed og varmeisolerende egenskaber. Først i 1980’erne blev asbest helt forbudt, og i dag er det forbudt at fremstille, importere og anvende asbest eller asbestholdigt materiale under enhver form. Det er dog tilladt at fjerne asbest fra f.eks. bygninger, men her er arbejdet underlagt store sikkerhedsforanstaltninger. Når man indånder asbestfibre, kan de trænge ud i lungernes yderste forgreninger, fordi de er langt tyndere end de 3 μm, som er diameteren på de tyndeste forgreninger i lungerne. Asbeststøvet vil derfor ophobe sig i lungerne og kan ikke fjernes igen. Indånding af asbeststøv øger risikoen for kræft i lunger, lungehinden, æggestokkene, bughinden og struben. Nogle studier tyder også på, at asbest øger risikoen for kræft i tarm og spiserør. Det skønnes, at der i Danmark er ca. 400 tilfælde af asbestrelateret kræft hvert år, og dette tal er stadig ikke faldende selv om asbest nu har været forbudt i mange år. Dette skyldes bl.a., at kræft i lungehinderne er omkring 25-30 år om at udvikle sig i kroppen. Mange kritikere frygter i dag, at man for sent vil opdage, at nanopartikler kan have tilsvarende sundhedsmæssige konsekvenser for mennesker. Et eksempel på hvordan dyreforsøg kan overføres til arbejdsmiljøet Malere udsættes i arbejdsmiljøet for malinger, hvor nanopartikler er tilsat som eksempelvis pigment. Denne type materialer er ofte ikke tilstrækkeligt undersøgt i forhold til eventuelle sundheds- og miljøskadelige effekter. Der er derfor bekymring for, at maling der indeholder nanomaterialer kan være en medvirkende årsag til uforudsete arbejdsskader blandt denne faggruppe. Der er endda allerede fundet en sammenhæng mellem frekvensen af nanopartikler i arbejdsmiljøet og hospitalsindlæggelse. Grænseværdien for titaniumdioxid (TiO2 – der bl.a. bruges som hvidt farvestof i maling) i arbejdsmiljøet er i Danmark 6 mg/m3 og spænder fra 3 til 10 mg/m3 i resten af de europæiske lande. I 2006 konkluderede

Hvordan eksponering og fare tilsammen kan føre til en risiko ved brugen af et givent stof.

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > NANOMATERIALER

Figur 28 Lungernes opbygning

Et regneeksempel Et regnet eksempel der viser forskellen mellem at blive eksponeret for en bestemt masse (vægt) af nanopartikler og et bestemt overfladeareal af de samme nanopartikler. Mange mener, at det er overfladen (eller i virkeligheden det der sidder på overfladen) på partiklerne, som kan have sundhedsskadelige effekter. Titaniumdioxidstor: størrelsen er 288 nm og overfladearealet er 21 m2/g Titaniumdioxidlille: størrelsen er 21 nm og overfladearealet er 107,7 m2/g For titaniumdioxidstor: Lungerne med luftrør, bronkier og alveoler. Copyright Birgitte Lerche-Barlach 2010

Det Internationale Agentur for Kræftforskning (IARC), at TiO2 muligvis er kræftfremkaldende for mennesker (klassifikationsgruppe 2B). I et dyreforsøg, hvor mus fik ’pustet’ TiO2-partikler ned i lungerne (svarende til, at vi indånder partikler), blev der valgt at bruge en dosis på 0,5 mg/kg kropsvægt af mus, hvilket svarer til en lidt forhøjet dosis i forhold til, hvad man maksimalt må udsættes for på arbejdspladsen. Dette kan beregnes på følgende måde: Det antages, at en person hver dag indånder 8 m3 luft i sin arbejdstid, og at 100 % af det inhalerede stof deponeres i lungerne – dermed svarer grænseværdien, for en person der vejer 75 kg, til 0,64 mg/kg kropsvægt. Matematiske modeller har dog beregnet, at kun 10-20 % af de indåndede partikler mellem 0,1 og 1 µm i diameter (svarer til henholdsvis 100 og 1000 nm) vil nå de alveolære regioner af lungerne (se figur 28), hvorfra de kan overføres til blodbanen, hvis de er små nok. I dette studie blev det fundet, at alle partiklerne var i denne størrelsesorden. Så omregnet betyder det, at 0,064-0,128 mg/kg kropsvægt af TiO2-partiklerne ender i de alveolære regioner. Se boksen for det regnede eksempel. Her tydeliggøres det, at en given grænseværdi for eksponering af nanopartikler ikke kan følge den traditionelle fastsættelse, hvor man går ud fra massen (vægten). Som sagt er grænseværdien for TiO2 på arbejdspladsen (arbejdsmiljøgrænseværdi) 6 mg/m3 i

8m3 * 6 mg/m3 75 kg

= 0,64 mg/kg kropsvægt

(10 % af de inhalerede partikler når lungerne) 0,10 * 0,64 mg/kg kropsvægt = 0,064 mg/kg kropsvægt (20 % af de inhalerede partikler når lungerne) 0,20 * 0,64 mg/kg kropsvægt = 0,128 mg/kg kropsvægt Dette betyder, at mellem 0,064 og 0,128 mg TiO2/kg kropsvægt vil nå den alveolære del af lungerne, når man udsættes for 6 mg TiO2/m3, over en hel arbejdsdag. En mus vejer i gennemsnit 0,02 kg, hvilket betyder at hver mus er blevet eksponeret for: 0,5 mg TiO2/kg kropsvægt * 0,02 kg kropsvægt = 0,01 mg TiO2/mus = 0,00001 g TiO2/mus Omregnet til overfladeareal er hver mus blevet eksponeret for: 21 m2/g * 0,00001 g = 0,00021 m2 = 2,1 cm2 titaniumdioxidstor Det samme kan beregnes for titaniumdioxidlille, hvilket giver 10,8 cm2 titaniumdioxidlille Dette viser tydeligt, hvor stor en forskel størrelsen på nanopartikler kan medføre i forhold til sundhedsskadelige effekter. F.eks. kan det have meget stor betydning, hvis overfladen af nanopartiklen er stærkt reaktiv! Og des mindre nanopartiklen er, des større mængde vil nå langt ned i lungerne og dermed et langt større overfladeareal.

COCKTAILEFFEKTER OG NANOMATERIALER > NANOMATERIALER

Danmark. Men hvor mange reaktive nanopartikler, man får ned i lungerne, afhænger i meget høj grad af partiklernes størrelse, og i mindre grad af mængden (i vægt). Derfor er den gængse grænseværdi måske ikke brugbar for nanopartikler. Det diskuteres, om man i stedet skal beregne grænseværdier for nanopartikler på baggrund af overfladeareal. Hvis man derimod havde grænseværdier for, hvor stort et overfladeareal af partikler, man måtte udsættes for i arbejdsmiljøet, ville de to partikeltyper, som blev brugt i dette studie, give helt forskellige resultater. Den mindste af partiklerne var 21 nm og den største var 288 nm. Dette betyder, at selvom musene fik samme masse(vægt)koncentration (0,5 mg/kg kropsvægt), er de mus, der blev udsat for den mindste partikeltype, blevet eksponeret for partikler med et meget større overfladeareal, sammenlignet med de mus, der blev eksponeret for de største partikler. Man antager, at det er overfladen på nanopartikler, der er den mest reaktive og dermed den, der kan medføre skade på mennesker og miljø. Dermed viser regneeksemplet med al tydelighed, at nanopartikler ikke bør reguleres på samme måde som deres større ’søskende’.

env i ro m ant i c

Farlige kemikalier kan erstattes

FARLIGE KEMIKALIER KAN ERSTATTES > SUBSTITUTION

Substitution af farlige kemikalier Der forskes en del i at finde uskadelige stoffer, som

Foto A netta_R

kan erstatte farlige kemikalier.

Hvorfor substituere og hvad er en substitution? Substitution betyder, at farlige kemikalier, der benyttes i produkter eller processer, erstattes med mindre farlige alternativer. Disse alternativer kan både være mindre skadelige kemikalier, tekniske ændringer af processer samt implementering af alternative teknologier i produktionen. Ved at udfase brugen af et farligt kemisk stof stoppes eksponeringen af både mennesker og miljø fuldstændigt. Substitutionsprincippet er da også indbygget i EU’s kemikalielovgivning, REACH, for de særligt farlige stoffer. Men det er indskrænket, idet man undtager situationer, hvor de farlige stoffer stadig indgår i industrielle produktioner eller processer på en måde, hvor de opfattes som ’tilstrækkeligt kontrollerede’. Det gælder såkaldt lukkede systemer, hvor mennesker og miljø ikke udsættes for stofferne. Men erfaringen viser, at sådanne systemer ofte ikke er så lukkede endda – f.eks. tages forbrugs- og affaldsleddet ikke i betragtning, og mennesker og miljø kan blive udsat for de farlige kemikalier i disse situationer. Der kan være mange grunde til, at virksomheder vælger at substituere. Det kan være på baggrund af krav

eller efterspørgsel fra kunder, der kan være ny viden om produktionsmetoder og alternative indholdsstoffer, eller der kan være ny lovgivning på vej for området. Virksomheder kan også vælge at være på forkant med lovgivningen. Det kan give en konkurrencemæssig fordel, ved at de kan skabe et grønt image og derved få omtale og nå flere forbrugergrupper. Det kan også forbedre arbejdsmiljøet på virksomheden, og måske nedsætte omkostningerne i kraft af, at der f.eks. vil være mindre farligt affald, som skal bortskaffes, og/ eller færre sygedage.

Advarselslister og Substitution Mange af de virksomheder, der substituerer, bruger Kandidatlisten som en guide til, hvilke stoffer de skal undgå. Dermed kan de opnå et forspring, som kommer dem til gode, når stoffet med tiden bliver underlagt autorisation (en godkendelsesproces), og de derfor alligevel i mange tilfælde ville skulle substituere. REACH er i sig selv således en stor hjælp for virksomheder, da de kan få indblik i, hvilke stoffer, der er problematiske, og som det kan betale sig at erstatte – samt hvilke stoffer, det er en dårlig idé at substituere til. Ulempen er, at Kandidatlisten i øjeblikket kun omfatter 144 stoffer (juni 2013), mens det skønnes, at der er op mod 1500

FARLIGE KEMIKALIER KAN ERSTATTES > SUBSTITUTION

særligt farlige stoffer på markedet. Derfor kan det betale sig også at inddrage andre mere omfattende lister, som flere miljøorganisationer har udarbejdet. I Danmark har Miljøstyrelsen udarbejdet en liste over uønskede stoffer (Listen Over Uønskede Stoffer – LOUS), som er en signalliste og en vejledning rettet mod producenter, produktudviklere, indkøbere og andre aktører, for problematiske stoffer, hvor brugen på længere sigt bør begrænses eller helt stoppes. På LOUS optræder der kun stoffer, som benyttes i Danmark i mængder på over 100 tons/år. En mere omfattende liste er Effektlisten. Her optræder alle stoffer, som har en eller flere af de problematiske egenskaber, som er defineret ved de samme kriterier som stoffer til LOUS, men uden tonsgrænsen. Effektlisten består af ca. 19 500 stoffer og er udvalgt efter følgende kriterier:

Substitutionsportaler og Netværk Der findes netværk, hvor virksomheder, der er involveret i substitutionsprocesser, mødes og deler erfaringer med hinanden og andre virksomheder, der ønsker at nedsætte deres forbrug af farlige kemikalier. I Sverige findes der ’ChemSec Forretningsgruppe’, der blandt andet omfatter Boots, Dell, IKEA og Sony Ericsson. I USA findes ’BizNGO’ med bl.a. Construction Specialities, Staples, Hewlett-Packard og Method. Et andet værktøj for virksomheder der gerne vil substituere er substitutionsportalen ’Subsport’, som er et EU-projekt støttet af LIFE+.

• udviser problematiske egenskaber ifølge ’EU’s liste over farlige stoffer’ • udviser problematiske egenskaber i forhold til computerbaserede modelberegninger på 'Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer (QSAR-listen)' • identificerede PBT/vPvB-stoffer i EU • stoffer, der er på 'EU’s prioriteringsliste over stoffer, der skal yderligere undersøges for hormonforstyrrende egenskaber'. Effektlisten er et rigtig godt redskab for virksomhederne, så de kan undgå stoffer med lignende effekter, når de går i gang med at lede efter bedre alternativer ved en substitution. Den svenske NGO ChemSec har udgivet ’SIN listen’, der oplister de farligste kemikalier i henhold til EU-lovgivningen. SIN listen indeholder stoffer, der er identificeret af ChemSec, og som opfylder kriterierne for Kandidatlisten under REACH. SIN listen omfatter dog langt flere stoffer end Kandidatlisten (pt. 626 versus 144) og er dermed et mere anvendeligt redskab for virksomhederne. Det er stoffer, der kan forårsage kræft, ændre DNA, være hormonforstyrrende og/eller skade reproduktionssystemet. Den omfatter også giftige stoffer, der er svært nedbrydelige og ophobes i naturen med et potentiale til at forårsage alvorlige og langsigtede irreversible virkninger.

Subsport er en internetportal, der formidler viden i forhold til at finde alternative stoffer og teknologier til brugen af farlige kemikalier. Den giver desuden værktøjer og rådgivning ved evaluering af stoffer samt informationer om styringen i en substitutionsproces. At begive sig ud i en substitutionsproces kan være en stor satsning for en virksomhed – både økonomisk og ressourcemæssigt, så det er yderst vigtigt, at der er hjælpemidler til rådighed. Advarselslister, netværk og portaler kan være med til at hjælpe virksomheder i gang og derved fremme hele substitutionsområdet.

Forbrugerens rolle Som forbruger kan man selv gøre meget for at mindske kontakten med farlige kemikalier. Man kan gå efter miljømærkede varer – disse findes indenfor stort set alle produktgrupper, bl.a. mad, bilplejeprodukter, bleer, lim, maling, kropsplejeprodukter, møbler, stearinlys og fjernsyn. Der findes mange mærker i både Danmark og resten af Europa – i figur 29 vises et udpluk: Svanen er et nordisk mærke, mens det europæiske miljømærke hedder Blomsten. Disse mærker stiller en række krav til producenterne om, hvad deres varer må indeholde af kemikalier, der ofte går ud over det REACH, og den danske lovgivning, kræver. Det danske røde økologimærke gælder fødevarer, der er dyrket økologisk uden brug af pesticider. Der findes også et europæisk økologimærke, som i stigende grad også ses på varer i Danmark.

FARLIGE KEMIKALIER KAN ERSTATTES > SUBSTITUTION

Figur 29 Almindelige miljømærker

påvirkes man dermed i det daglige forbrugsvalg, når de miljøskadelige produkter bliver dyrere. Det vil generelt skabe en større motivation til at vælge de mindre miljøskadelige varer. Grønne afgifter blev indført i 1970 og de udgør i 2012 4.1 % af bruttonationalproduktet (BNP) – eller ca. 9 % af de samlede skatteindtægter.

Øverst til venstre ses miljømærket Svanen og til højre det røde økologimærke. Nederst til venstre ses det europæiske økologimærke og til højre EU's Blomsten.

I Danmark har der længe været opkrævet ’grønne afgifter’. Ved at bruge grønne afgifter kan markedet og forbrugerne gives incitamenter til en mere miljøvenlig adfærd og udviklingen af grønne teknologier. Den grønne afgift svarer ideelt set til de miljøomkostninger, der er forbundet med at fremstille, forbruge og bortskaffe varer. Men ofte kan disse omkostninger ikke beregnes, og så fastsættes afgiften efter, hvad der skal til for at flytte forbruget til mere miljøvenlige produkter. Eksempler på områder med afgifter er: benzin, registrering af motorkøretøjer, emballage, pesticider, spildevand samt PVC og ftalater. Hver gang du tager et bad, betaler du skat. Når du f.eks. kører i bil (i stedet for at cykle) – og når du bruger en paptallerken (i stedet for en almindelig tallerken) betaler du grønne afgifter eller miljøafgifter. Fælles for disse grønne afgifter er, at de skal få virksomheder til at tænke mere bæredygtigt. De grønne afgifter er opdelt i tre kategorier: energiafgifter, transportafgifter og miljøafgifter. Miljøafgifter opdeles yderligere på: afgifter på miljøskadelige produkter, som indgår i forbrug eller produktion, afgifter på udledning af forurenende stoffer og afgifter på knappe naturressourcer. Med grønne afgifter af den rette størrelse kommer prisen på en vare til i højere grad at afspejle det fulde ressourceforbrug, der er forbundet med produktion, brug og endelig bortskaffelse af varen - og ikke kun det ressourceforbrug, den producerende virksomhed skal betale for på det almindelige marked. Som forbruger

KEMIKALIER I POLITIK OG HVERDAG > ORDLISTE

ORDLISTE Agonisme Når et kemisk stof efterligner virkningen af et naturligt produceret hormon og derved udløser tilsvarende reaktioner i kroppen. Man siger, stoffet er en agonist. Kan f.eks. medføre et for stort østrogent respons, som bl.a. kan være kritisk for drengefostre. Akkumulere Ophobe, koncentrere. Når miljøgifte ikke - eller kun i ringe grad - nedbrydes, vil der ske en opkoncentrering i de øverste led i fødekæden. Allergen Et stof der kan fremkalde en allergi. Almindeligt kendte allergener er nikkel i f.eks. smykker, dyrehår og græspollen. Antagonisme Når et kemisk stof ligner et bestemt hormon, men ikke har samme virkningsmekanisme. Man siger, at stoffet er en antagonist. Kan f.eks. medføre, at stoffet binder sig til receptorer, som ’tilhører’ specifikke hormoner og dermed blokerer for en vigtig hormonel respons fra det rigtige hormon. Artikel (EU-definition) En genstand, der under fremstillingen har fået en bestemt form, overflade eller design, som har større betydning for dens endelige funktion end dens kemiske sammensætning har. F.eks. tøj eller en cykel. Autorisation Betyder ’godkendelse’. Et vigtigt begreb i EU’s kemikalielovgivning REACH. Ved særligt farlige kemikalier skal virksomheder søge om tilladelse til fortsat at producere/ forhandle disse stoffer. Kandidatlisten spiller en central rolle i godkendelsesprocessen. Autorisationslisten EU’s liste over kemikalier, som virksomheder skal søge godkendelse til, hvis de fortsat ønsker at producere et eller flere af de opførte stoffer eller artikler, hvori de indgår. Bekendtgørelse Følger en lov og er en uddybning af denne – som oftest med en nærmere regelfastsættelse. Bekendtgørelsen har samme funktion som en lov og samme gyldighed som loven i forhold til både myndigheder og borgere. Bioakkumulation En vedblivende forøgelse af mængden af et stof i en organisme. Den specifikke betegnelse for, når et kemisk stof, f.eks. en bromeret flammehæmmer, ophobes i en levende organisme gennem dens levetid. Hvis organismerne optager mere, end de udskiller, sker der en bioakkumulation. Bioakkumulation betegner dels biokoncentration, dvs. at koncentrationen af en miljøgift bliver større i en levende organisme end i dens omgivelser, dels biomagnifikation, dvs. at ophobningen af miljøgiften kan forstærkes op gennem fødekæden. Biocid En betegnelse for et kemisk stof, der er beregnet til at bekæmpe skadedyr, bakterier og svampe mm. Biocidprodukter skal godkendes af Miljøstyrelsen, før de må sælges. Biomagnifikation Når et stof bliver opkoncentreret i en organisme via fødekæden. Bisphenol A Kemisk stof, der anvendes ved fremstilling af visse typer af plastic, f.eks. vandflasker til engangsbrug. Mistænkt hormonforstyrrende, og i nogen grad reguleret i EU.

Bromerede flammehæmmere Bromerede flammehæmmere er bromholdige, organiske stoffer der tilsættes elektronisk udstyr, møbler, byggemateriale, tekstiler, dyner, legetøj og meget andet, for at hindre eller begrænse brandfare. Visse af stofferne ophobes i miljøet og mistænkes for at være årsag til bl.a. fosterskader og kræft. Desuden mistænkt for generelt at være hormonforstyrrende. Carcinogen Betegnelse for et stof der er kræftfremkaldende. Cirkulære En administrativ meddelelse, som f.eks. kan være ment som en hjælp til fortolkning af en lovtekst. Et cirkulære udsendes af f.eks. ministerier og er isoleret set ikke retsligt bindende for borgerne. CLP-forordningen Classification, Labelling and Packaging (klassificering, mærkning og emballering). Målet med forordningen er at skabe en globalt harmoniseret klassificering af kemikalier, så de alle steder i verden er mærket på samme måde. CMR-stoffer Stoffer der er Carcinogene (kræftfremkaldende),

Mutagene (ændrer arveanlæg) og/eller Reproduktionstoksiske (skadelige for forplantningen). Cocktaileffekter Alle de kemikalier, der forekommer i en blanding, bidrager til den samlede effekt blandingen kan have på mennesker og miljø, såsom giftigheden. Det vil sige, at kemikalier, der enkeltvis og ved lave koncentrationer er ufarlige for sundhed og miljø, tilsammen kan medføre en skadelig effekt, hvis de optræder sammen. DDT Blev tidligere brugt som insekticid, dvs. til insektbekæmpelse. Det viste sig desværre at have mange uheldige bivirkninger, og derfor er anvendelsen af DDT i dag forbudt eller stærkt begrænset de fleste steder i verden. Dog anvendes det stadig i mange ulande, især i forbindelse med bekæmpelse af malariamyg, hvor man har vurderet, at de social-økonomiske fordele et størst ved at fortsætte brugen. I dette tilfælde er det mere eksakt de sociale fordele (færre malaria-ramte), der vejer tungest. Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) Afgør de sager, som Kommissionen har anlagt imod specifikke medlemslande, hvis der f.eks. er sket overtrædelser af gældende EU-lovgivning. Dioxin En samlebetegnelse for en gruppe klorholdige giftstoffer, der dannes under forbrænding af organisk materiale så længe der er klor til stede. Dioxin er meget skadeligt for mennesker og miljø og fører bl.a. til forøget risiko for udvikling af kræft, reproduktionsforstyrrelser og nedsat funktion af immunforsvaret. Direktiv Et direktiv er en af de retsakter, som anvendes i EU. Direktiver er bindende for enhver medlemsstat, som de er rettet mod, og fastlægger som udgangspunkt et mål, der skal nås, men det er op til medlemslandene selv at bestemme, hvordan direktivet skal gennemføres. Direktiverne skal implementeres i den nationale lovgivning, før de er gældende, og det skal ske inden en tidsfrist, som er fastsat i direktivet – ofte to år. Når det er sket, skal Kommissionen underrettes.

KEMIKALIER I POLITIK OG HVERDAG > ORDLISTE

EC50 Effekt Koncentration, 50 %. Den koncentration af et

givent kemikalie, hvor man ser en sundhedsskadelig effekt på 50 % af de forsøgsdyr, som er blevet eksponeret for stoffet. Effekten kan f.eks. være hæmmet vækst, DNA-skader eller skader på fostre. ECHA (Det Europæiske Kemikalieagentur) Har til opgave at sikre, at EU’s kemikalielovgivning, REACH-forordningen og forordningen om klassificering, mærkning og emballering (CLP), gennemføres på en ensartet måde i Europa. Er bl.a. den instans, som tager imod registrering af eksisterende kemikalier. Eksponering Betyder ’udsat for’. Koncentration eller mængde af et stof, som en persongruppe, et menneske eller bestemte organismer eller celler bliver udsat for. Du kan f.eks. blive eksponeret/udsat for et stof via inhalation (indånding) eller via huden, hvis der f.eks. er kemikalier i solcreme eller lignende. Ester En serie af kemiske forbindelser, der dannes ved reaktion mellem en carboxylsyre (COOH) og en alkohol (fællesbetegnelse for kemiske forbindelser, der har en hydroxylgruppe (dvs. en OH-gruppe)) under fraspaltning af vand. Polyester er en kategori af polymerer, som indbefatter den funktionelle gruppe, ester i hovedkæden. EU Den Europæiske Union. Består af 28 medlemslande, som alle er beliggende i Europa. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater. Der gælder en del fælles love, herunder kemikalielovgivningen REACH, i EU. EU-formandskab Medlemslandene i EU skiftes til at varetage Ministerrådet i seks måneder af gangen. De skiftende formandskaber betyder, at hvert land i et vist omfang får mulighed for at præge EU’s dagsorden. Samtidig giver det også EU-samarbejdet dynamik, og styrker EU’s forankring i medlemslandene – medlemslandene føler så at sige en stærkere tilknytning.

des i EU. Forordningen er almengyldig. Det vil sige, at den ikke retter sig mod en bestemt personkreds eller institution, men mod hele befolkningen. Forordninger er umiddelbart gældende i medlemslandene, hvilket betyder, at de træder i kraft og har retsvirkning med det samme, de er vedtaget i EU. De skal i modsætning til direktiver ikke implementeres i den nationale lovgivning først. Forordninger er bindende, hvilket betyder, at de skaber rettigheder og pligter på lige fod med national lovgivning. Forsigtighedsprincippet En af hjørnestenene i REACH. Princippet gør det muligt at reagere hurtigt, når der foreligger en mulig fare for menneskers, dyrs og planters sundhed eller for miljøet. I tilfælde, hvor de tilgængelige videnskabelige data ikke muliggør en fuldstændig risikovurdering, giver forsigtighedsprincippet f.eks. mulighed for at forhindre markedsudbredelsen af produkter, der kan være farlige. Det kan ligeledes give mulighed for at trække sådanne produkter tilbage fra markedet. Frie radikaler Et radikal eller et frit radikal er betegnelsen for et atom eller en forbindelse, som har en uparret elektron eller en ufuldstændig fyldt elektronskal. De uparrede elektroner er meget reaktive, og radikaler deltager derfor nemt i kemiske reaktioner. Ftalater En gruppe af kemiske stoffer, som bruges til at gøre plastic blødt og smidigt. Kemisk set er ftalater en betegnelse for estere af ftalatsyre. De kan forekomme i forbrugerprodukter såsom voksduge, badeforhæng, tøj (i plasttryk), gummistøvler osv. Stofferne forbindes i stigende grad med forskellige hormonforstyrrende effekter i mennesker. Hormonforstyrrende stoffer Udefra kommende stoffer (f.eks. industrielt fremstillede kemikalier), som forårsager skadelige effekter hos en organisme eller dennes afkom som følge af ændringer i hormonsystemets funktion.

Danmark har haft formandskabet syv gange siden optagelsen i 1972, senest i det første halvår af 2012.

Implementering Indarbejdelsen af en politik eller lov, så den realiseres i praksis og får retsgyldighed.

Europa-Kommissionen Det er Kommissionen, der kan foreslå love og regler for hele EU, hvor ingen lande forfordeles. Det er desuden deres ansvar, at medlemslandene overholder de fælles love.

In vitro forsøg Videnskabelige forsøg, som udføres på celler. Man laver altså forsøg uden for den levende organisme – typisk i et reagensglas eller i en petriskål.

Europa-Parlamentet Vedtager sammen med Ministerrådet de lovforslag, som Kommissionen har fremlagt. Alle EU-medlemslande har folkevalgte repræsentanter i Parlamentet. Fluorerede stoffer Der findes to grupper af fluorerede stoffer: polyfluorerede og perfluorerede. Navnet polyfluorerede henviser til gruppen af stoffer, hvor der på kulstofkæden er flere fluorforbindelser, som erstatter hydrogen. Et fuldt fluoreret stof er en organisk forbindelse, hvor alle hydrogener på en kulstofkæde er udskiftet med fluor. Disse stoffer kaldes perfluorerede stoffer. Perfluorerede stoffer adskiller sig ved at indeholde minimum ét andet atom end kulstof og fluor. Stofferne forbindes i stigende grad med forskellige hormonforstyrrende effekter i mennesker. De er desuden under mistanke for at være kræftfremkaldende. Forordning En forordning er en af de retsakter, som anven-

In vivo forsøg Videnskabelige forsøg, der foretages i en levende organisme – det vil typisk være på forsøgsdyr, men inkluderer også kliniske forsøg udført på mennesker. Kandidatlisten EU’s liste over kemikalier, som anses for at være særligt problematiske. De problematiske kemikalier har skadelige langtidsvirkninger på menneskers sundhed eller er miljøskadelige. De stoffer, som er opført på denne liste, er kandidater til at komme på autorisationslisten. Find altid den nyeste udgave af listen her: http://echa.europa.eu/chem_ data/authorisation_process/candidate_list_table_en.asp Kemikalie (EU-definition) En samlet betegnelse for kemikalier og kemiske blandinger. Kemisk blanding (EU-definition) En ensartet blanding eller opløsning, der er sammensat af to eller flere stoffer. Et kemisk produkt kan være fast, flydende eller forekomme som en gas.

KEMIKALIER I POLITIK OG HVERDAG > ORDLISTE

Kemisk stof (EU-definition) Et grundstof og forbindelser heraf, som er naturligt eller industrielt fremstillet.

restindholdet af pesticidet i f.eks. en fødevare ikke er giftigt for mennesker.

LD50/LC50 Dødelig Dosis/Dødelig Koncentration for 50 % af de eksponerede forsøgsdyr. Den mængde (vægt)/koncentration af et giftigt stof, der skal til for at halvdelen af en gruppe forsøgsdyr dør, mens den anden halvdel overlever. LD50 bruges når forsøgsdyrene aktivt bliver givet stoffet (f.eks. via deres føde) og LC50 når forsøgsorganismen f.eks. er fisk der svømmer i vand med den givne koncentration.

Polymer En polymer er en naturlig eller syntetisk forbindelse med høj molekylevægt, som er dannet ved sammenføjning af op til flere millioner identiske eller i hvert fald sammenlignelige enheder (monomerer). Sammenkædningsprocessen kaldes polymerisering. Polymerer kaldes ofte plast. Af polymere kan nævnes plasttyper som f.eks. Polyvinylchlorid (PVC), Polyetylen og Polycarbonat.

Lipofil Fedtelskende. Stoffer, der hellere binder sig til fedt end til vand.

POP-stoffer Persistent Organic Polutants. Organiske forureningsstoffer/miljøgifte, som nedbrydes utroligt langsomt. Der er derfor stor risiko for, at disse stoffer forbliver i vores miljø og i værste fald ophobes i fødekæden. Stofferne er til fare for både mennesker og miljø.

Metabolitter Mellemprodukter og produkter af stofskiftet. Mere generelt betegnes det bare som nedbrydningsprodukter. Ministerrådet Vedtager sammen med Europa-Parlamentet de lovforslag, som Europa-Kommissionen har fremlagt. Alle EU-landes ministre er medlemmer af Ministerrådet. Mutagen Et stof er et mutagen når det kan fremkalde mutationer. En mutation er en ændring i arvematerialet (DNA) og fører til en ændring i individets udtryk. F.eks. vil nogle proteiner efterfølgende ikke blive udtrykt. Nano Ordet stammer fra græsk og betyder dværg. 1 nanometer (nm) svarer til 0,000000001 m (10-9 m). NGO (Non Governmental Organisation) En ikke-statslig organisation, der hverken støttes eller styres af staten. PAH (Polycykliske Aromatiske Hydrokarboner) En gruppe på mere end 100 stoffer, der findes i forskellige kombinationer af aromatiske ringe, de såkaldte benzen-ringe. Flere medlemmer af stofgruppen er påvist at være kræftfremkaldende. Parabener En gruppe af kemiske stoffer, der får kosmetik og madvarer til at holde sig længere. De forskellige parabener dannes ved, at der er et forskelligt antal kulstofatomer bundet til en estergruppe. Stofferne forbindes i stigende grad med forskellige hormonforstyrrende effekter i mennesker. PBT (Persistent, Bioaccumulating, Toxic) PBT-stoffer dækker over kemiske stoffer, som alle besidder tre egenskaber: Persistent betyder, at stoffet nedbrydes meget langsomt i naturen, og bioakkumulerende, at det ophobes i levende organismer gennem deres levetid. Desuden er det giftigt (toksisk) for mennesker og/eller miljø. Alle tre parametre skal være opfyldt for, at et stof bliver klassificeret som et PBT-stof. PCB (Poly-Chlorede Biphenyler) Et industrikemikalie (kunstigt fremstillet), som nedbrydes meget langsomt. Desuden ophobes det i de øverste led i fødekæden og spredes over store afstande i naturen. Der er påvist både østrogene og antiøstrogene effekter af forskellige PCB-forbindelser. I Danmark har det været forbudt at producere og sælge PCB siden 1986. Persistent Nedbrydes kun meget langsomt i naturen og i levende organismer. Pesticid Et kemisk stof, som bliver brugt til at bekæmpe ukrudt, beskytte afgrøder mod angreb af skadedyr, mod svampeangreb eller til påvirkning af plantens vækst. Før et pesticid bliver tilladt, skal producenten dokumentere, at

REACH Den europæiske kemikalielovgivning. Ordet er en forkortelse for Registrering, Evaluering og Autorisation (godkendelsesordning) af kemikalier (Chemicals). REACH er en forordning, hvilket betyder, at den er gældende i hele EU, og at landene skal følge den som gældende lov. Der må ikke indføres mildere lovkrav i nogen af EU-landene. Reaktiv Når en partikel/et atom har en meget voldsom virkning. F.eks. at de straks igangsætter en kemisk proces under bestemte forhold. SIN listen (Substitute It Now). En liste, som er udarbejdet af den svenske miljøorganisation ChemSec. Formålet er at fremskynde overgangen til en verden fri for industrielle giftstoffer ved at liste de stoffer, som de mener, skal erstattes af mindre farlige stoffer. Stofferne, som findes på listen, er udvalgt efter en evaluering mod REACH kriterierne for ’særligt problematiske stoffer’. Synergi Synergisme eller synergi effekt er samspillet mellem to eller flere kemikalier i f.eks. en blanding, som giver en større effekt end blot summen af de effekter, som de enkelte kemikalier giver hver for sig. TDI Tolerabelt Dagligt Indtag. En værdi, som angiver, hvor meget mennesker kan tåle af et bestemt kemisk stof hver dag i hele deres liv. Værdien er fastsat på baggrund af videnskabelige forsøg, og der er som regel indlagt en sikkerhedsfaktor. Desuden er der taget højde for, at man vil blive eksponeret for den givne forurening fra flere kilder, f.eks. både fra kosten og indåndingsluften. Toksisk Giftigt. vPvB (very Persistent, very Bioaccumulating) Bruges om et kemisk stof, som er meget svært nedbrydeligt (kan måske slet ikke nedbrydes) og meget bioakkumulerende.

Med dette undervisningsmateriale sætter vi fokus på de såkaldte hormonforstyrrende stoffer, samvirkende effekter af kemikalier – det, som ofte kaldes cocktaileffekter – samt nanomaterialer.

Den fælles europæiske kemikalielovgivning REACH regulerer mange af de kemikalier der produceres i dag og øger dermed sikkerheden for mennesker og miljø. Alligevel omgiver vi os med en lang række forbrugerprodukter som kan indeholde stoffer, der er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter samt at medvirke til cocktaileffekter. Der er altså huller og mangler i lovgivningen, som det er vigtigt at komme til livs. I dette materiale forklares konstruktionen af den Europæiske Union (EU), og hvordan man på nationalt plan foreslår og følger den lovgivning, som bliver vedtaget på EU-niveau. Desuden gennemgås den fælles europæiske kemikalielovgivning i bred forstand. For de vigtigste grupper af hormonforstyrrende stoffer følger en beskrivelse af, hvordan vi hver dag udsættes for dem, og hvad det betyder for menneskers sundhed og miljøet. Cocktaileffekter og nanomaterialer bliver gennemgået særskilt, ligesom muligheden for at erstatte skadelige kemikalier med bedre stoffer beskrives. I hvert af kapitlerne gives der eksempler på, hvad man selv kan gøre i sin hverdag for at nedsætte risikoen for at blive udsat for farlig kemi. Hæftet er anvendeligt på flere forskellige faglige niveauer og undervisningsforløb samt i tværfaglige projekter – særligt på universitetsniveau og til projektopgaver i gymnasiet. Det kan læses fra ende til anden, eller man kan vælge at pille afsnit ud, som passer til specifikke undervisningsemner. Hvert afsnit er skrevet til at kunne stå alene, men henviser til underbyggende afsnit, hvis særlige passager kræver uddybning for bedre forståelse.