Gode initiativer til begrænsning af bytrafikken

Page 1

Pressemeddelelse

København den 7.2.2013

Gode takter i Trængselskommissionen forslag til begrænsning af bytrafikken Der er gode takter i Trængselskommissionen katalog over initiativer til begrænsning af bytrafikken, men nogle af kommissionens virkemidler vil gøre ondt værre, advarer Det Økologiske Råd og Greenpeace. ”Det Økologiske Råd finder især forslagene om at udvide motorveje og anlægge en havnetunnel i København problematiske. Begge dele vil øget bilismen og lægge beslag på midler, som ellers kunne bruges til at styrke den kollektive trafik og forbedre forholdene for cyklister,” siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd. Trængselskommissionen peger imidlertid på en lang række virkemidler, som ifølge begge miljøorganisationer reelt vil begrænse trængslen og forbedre miljøet i de store byer. Det gælder f.eks. forslagene om pendlerbusser til større erhvervsområder og virksomheder, kapacitetsforbedringer af S-tog, nye S-buslinjer, opgradering af A- og S-busnettet samt etablering af et sammenhængende letbanenet. Det Økologiske Råd og Greenpeace bakker også op om Kommissionens forslag om højere P-afgift og udvidelse af områderne med parkeringsbetaling. Der er også gode forslag, som støtter delebiler og samkørsel - f.eks. udvikling af mobil-app til samkørsel og baner på motorveje reserveret til busser og biler med mere end én person i, samt Ppladser reserveret til delebiler. ”De forslag er positive, fordi de reelt vil give mindre biltrafik og færre parkerede biler på vejene i de centrale bydele,” påpeger Christian Ege fra Det Økologiske Råd. Blandt andre gode forslag kan nævnes udbygning af cykelstinettet, herunder de såkaldte supercykelstier, og bedre forhold for cyklister ved skoler og stationer samt bedre cykelparkering i tætte byområder. Kommissionen ser også på begrænsning af luftforureningen i København og foreslår skærpelse af miljøzonerne, så de også omfatter forurenende person- og varebiler og ikke kun tunge køretøjer. Endvidere vurderer Trængselskommissionen, at de teknologiske forudsætninger for at forberede et Road Pricingsystem er til stede nu, og endelig rummer kataloget et forslag om, at afskaffe eller omlægge befordringsfradraget, så det motiverer pendlerne til at bruge den kollektive trafik i stedet for bilen. Det er positivt, fordi fradraget mest bruges af pendlere, der kører ind til de store byer, netop på de strækninger, hvor den kollektive trafik er udbygget. ”I det hele taget er der er rigtig mange gode forslag i kataloget, som vil kunne reducere trængslen i især Hovedstadsregionen. Men nu kommer fasen, hvor vi skal skille skidt fra kanel og bl.a. frasortere forslag, som vil forøge antallet af biler på vejene. Udvidelse af vejene er en kortsigtet løsning, der i længden bare fører til mere trængsel,” siger Susanne Krawack, der er Det Økologiske Råds repræsentant i Trængselskommissionen. Greenpeace følger også Trængselskommissionens arbejde kritisk: ”Kommissionens kommende anbefalinger skal kunne reducere luftforureningen i mindst samme omfang, som den kuldsejlede trængselsring ville have gjort”, siger Jan Søndergaard, Greenpeace.

Yderligere oplysninger: Christian Ege, sekretariatsleder. Tlf.: 33181933 eller mobil: 28580698. Susanne Krawack, repræsentant i Trængselskommissionen: 40293328


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.