![](https://assets.isu.pub/document-structure/240223100106-4e833a7c9decb302d3771f2376c835cb/v1/d26ea8a2bcd9984c8ec7064e09a95946.jpeg?crop=&originalHeight=674&originalWidth=831&zoom=0&width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
Lokalkendt skole i Haderslev til salg
Lokalkendt skole i Haderslev skal sælges i offentligt udbud og omdannes til boliger
Frem til 2021 har lærere, pædagoger og elever i mere end 100 år haft deres gang på Hertug Hans Skole i den centrale del af Haderslev. De sidste par år har skolen bl.a. været anvendt til foreningsliv, men nu skal den omdannes til boliger. Haderslev Kommune har valgt EDC Poul Erik Bech til at formidle salget af den lokalkendte skole, som sælges i offentligt udbud.
Haderslev Kommune har valgt at sælge Hertug Hans Skole på Buesgade i det centrale Haderslev. Det sker efter et par år, hvor skolen har været anvendt til midlertidige formål, bl.a. foreningsliv. Det lokale erhvervscenter EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland og EDC Projekt Poul Erik Bech skal i samspil sikre et salg af den historiske skole, som sælges i offentligt udbud.
Bjørn Borg, partner EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland, siger: ”Hertug Hans Skole har altid haft en unik plads i hjertet hos borgerne i Haderslev. Siden 1906 har den flotte bygning med den markante bygningsmasse prydet det rolige villakvarter i Haderslev. Ejendommen har været et samlingspunkt for mange borgere, lærere og elever gennem flere generationer. For mange af byens borgere bringer skolen minder frem om livets store begivenheder, både for dem selv og for mange endda også deres børn.”
Han fortsætter: ”Det er den rigtige løsning at etablere nye boliger på matriklen, så der kan skabes nye minder i de smukke ejendomme. Dele af bygningen er bevaringsværdige, så nogle steder skal de arkitektoniske og byggetekniske kvaliteter bibeholdes. Samtidig er placeringen i midten af Haderslev attraktiv for mange med kort afstand til byens faciliteter og i gåafstand til dammen.”
Helt unik byggemulighed
Inden skolen kan omdannes til boliger, skal ejendommene sælges i offentligt udbud. Salget forventes at blive gennemført i forsommeren 2024, hvorefter den kommende køber vil have mulighed for at tilpasse byggeplanerne. Ifølge Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech, er den gamle skole i Haderslev en enestående mulighed for at etablere nye boliger:
”Der er flere elementer, som gør denne byggemulighed helt unik. Dels er man centralt placeret med kort afstand til grønne områder, midtbyens liv og mange indkøbsmuligheder. Og dels rummer skolen mange fantastiske kvadratmeter, som kan blive til unikke rum i et evt. kommende boligfællesskab. Der er alt fra idrætshal til fælles spisesal i den tidligere skolekantine, som kan gøre omdannelsen af Hertug Hans Skole oplagt til indretning til fx bofællesskab.”
”Hvad det specifikt ender med, lader vi den kommende køber om. Nu handler det i første omgang om at skabe noget opmærksomhed om skolen og fortælle udviklere og investorer om de mange muligheder, hvis man vælger at købe Hertug Hans Skole. Vi vil bl.a. bistå med en række visualiseringer, så vi kan vise, hvor mange muligheder der er for at etablere nogle fantastiske boliger i den historiske ejendom i Haderslev,” siger Tonny Broberg.
Mere information
Bjørn Borg, partner hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderjylland Tlf.: 5858 7551 • bbo@edc.dk
Tonny Broberg, projektchef hos EDC Projekt Poul Erik Bech VestTlf.: 5858 8487 • tobr@edc.dk
![](https://assets.isu.pub/document-structure/240223100106-4e833a7c9decb302d3771f2376c835cb/v1/fcad90975abb25675b62006124624a9f.jpeg?width=2160&quality=85%2C50)