Fri linje

Kære december. Hallefuckinglujah, så er du her igen med din store julemandsdiller, der kvæler mig langt ned i halsen, som supermarkedsrisalamande, der altid bliver købt i sidste sekund. Du har sneget dig ind på mig, og bogstaveligtalt taget mig med bukserne nede. I år har jeg været på forkant og spist hele min fedtede chokoladejulekalender, inden juleaften, og bingewatchet Netflix kategorien med ”feel good” -julefilm. Sørgelig tilstedeværelse, men også en uundværlig en af slagsen. Når ja: Corona (er her stadig), klistersprit og Søren Brostrøm, som jeg ovenikøbet er overbevist om, er Frank Hvams homoseksuelle dobbeltgænger. Jeg tager ham på ordet, når han siger sex er godt og sundt. Det tror jeg mit pengeforbrug på Klub Venus kan skrive under på. Men jeg har en tilståelse, december. Jeg syntes altså, det der med at komme i julestemning, er mindst lige så umuligt, som at møde til første modul. Også selvom, jeg er blevet proppet i hoved og rumpet med Händels Messias, friturefedtede klejner og min mors ellers ret fænomenale grønlangkål. Hende den lækre i radioen lovede altså to meters hvid jul, men der er ikke andet end støvregn og en vandpyt i mine nye brune støvler. Hvad er julen overhovedet længere, udover en gudsforladt måned, med min perverse onkel som underholdning? Glædelig fucking jul.