Egedal Bibliotekerne's arrangementer efterår 2013

Page 1

Arrangementer Efteråret 2013

Arrangementerne afholdes på Ølstykke Bibliotek Østervej 1A 3650 Ølstykke og Smørum Bibliotek Flodvej 65 2765 Smørum Billetter kan købes på vores hjemmeside: egedalbibliotekerne.dk eller på biblioteket fra den angivne dato.

Egedal Bibliotekerne


LEVENDE LØRDAGE Succesen med Levende Lørdag fortsætter. I efteråret er pt. planlagt to af slagsen, begge for hele familien. Læs nærmere om dem i Børnebibliotekets program. BOGSALG VED FORFATTERAFTENER Vi samarbejder med Stenløse Boghandel, og ved forfatteraftener om aktuelle bøger kan man derfor købe bogen og samtidig få den signeret af forfatteren. BILLETSALG OG FORSALGSPERIODE Til de fleste arrangementer kræves billet, som lettest erhverves og printes hjemmefra via vor hjemmeside. Der er sideløbende også billetsalg eller billetudlevering på bibliotekerne i Smørum og Ølstykke. Til voksenarrangementer starter forsalget altid lørdage kl. 10. Første salgsdag er anført under de enkelte arrangementer. BEMÆRK at forsalget slutter kl. 23.59 dagen før det enkelte arrangements afholdelse. Herefter vil der som regel være resterende billetter at købe ved indgangen til arrangementet. I tilfælde af UDSOLGT meddeles dette på hjemmesiden og på opslåede plakater.

Arrangementer for voksne Else Agger udstiller Den kendte Ølstykke-kunstner Else Agger fylder tirsdag den 13. august 70 år. Det skal fejres - også på biblioteket, hvor Else ofte har udstillet gennem årene. Denne fødselsdagsudstilling omfatter et udvalg af billeder fra det meste af karrieren. 13. august til 3. september. Sted: Ølstykke Bibliotek


GOLDEN DAYS PÅ EGEDAL BIBLIOTEKERNE 6. – 22. SEPTEMBER 2013

Filosofiske styrkeprøver for børn: Udstilling, labyrint og quiz Børn og unge får hér chancen for at prøve kræfter med livets store spørgsmål. Du kan bl.a. blive klogere på filosofiens historie via tidslinjen på væggen, løse filosofisk krydsogtværs eller gå en tur gennem "Den etiske labyrint" og vælge for og imod ved en række dilemmaer undervejs. Dine svar tælles sammen og bliver til din personlige 'etiske profil'. Arrangementet henvender sig til børn fra 12 år. Sted: Østykke Bibliotek


Jørn Boisen: ”Camus – død eller levende?” I år er det 100 år siden, Nobelpristageren Albert Camus blev født. Camus hører til efterkrigstidens mest indflydelsesrige forfattere og eksistensfilosoffer og var for mange sin tids samvittighed. Men er Camus stadig relevant for den moderne læser? Taler han til os i dag? I højeste grad, mener lektor Jørn Boisen, der her fortæller om Camus liv og værk. I foredragets anden del vil Camus´ fascinerende roman ”Faldet” blive diskuteret. Med sine blot 115 sider kan ”Faldet” læses på en søndag – så gør gerne det, helst i Hans Peter Lunds nye, anmelderroste oversættelse, og tag del i diskussionen. Jørn Boisen er lektor, Ph.d. i fransk litteratur og institutleder ved Københavns Universitet. Her forsker han fortrinsvis i det 20. århundredes franske litteratur, litteraturteori og filosofi. Forfatter til blandt andre biografien ”Albert Camus” (2005). Arrangør: Folkeuniversitetet i Egedal i samarbejde med biblioteket. Torsdag den 12. september kl. 19.30 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 40 kr. Billetter fra lørdag den 24. august


Vincent F. Hendricks: ”Oplysningens blinde vinkler” Informationssamfundet er over os. Via internet og medier bombarderes vi døgnet rundt. Men har det gjort os klogere og mere oplyste? Informationsstrømmene er gode nok, så længe vi ikke lader den demokratiske proces eller vore frie valg manipulere af dem. Filosof og professor Vincent F. Hendricks vil ud fra sin bog ”Oplysningens blinde vinkler” analysere en række informationsfænomener med både vid og bid. Vincent F. Hendricks er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Forfatter til en række bøger, blandt disse den skarpe debatbog ”Oplysningens blinde vinkler” (i samarbejde med Pelle Guldborg Hansen). Tillige chefredaktør for verdens største tidsskrift for filosofi ”Synthese” og kendt som studievært og tilrettelægger af radio- og tv-programmer på DR og dk4. Tirsdag den 10. september kl. 19.30 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 24. august


Ole Thyssen: ”Det filosofiske blik” Al filosofi er iagttagelse, et særligt blik på verden. Men hvad kan vi bruge filosofien til ud fra det filosofiske blik? Det får vi svar på, når filosoffen Ole Thyssen tager os med på en tour de force gennem filosofiens historie med baggrund i sin bog ”Det filosofiske blik”. I værket beskriver Ole Thyssen godt 35 filosoffer fra antikken og frem mod vor tid. Han fortæller her om et udvalg af disse 35 filosoffer - og på den måde får vi alle det store overblik! Ole Thyssen er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS. Forfatter til talrige bøger om filosofiske emner. I 2012 udkom ”Det filosofiske blik – europæiske mestertænkere”, som nu har fået sig en lillebror med bogen ”Blikskift: Tre essays om filosofisk iagttagelse”. Tirsdag den 17. september kl. 19.30 Sted: Smørum Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 24. august


Koncert: Halfdan Rasmussen sat i musik Egedal Musikskole arrangerer i samarbejde med sognepræst Kenneth Knigge fra Veksø Kirke og biblioteket to koncerter med musik til tekster af digteren Halfdan Rasmussen, der i starten af 1950´erne selv boede i Ølstykke. (Første koncert er i Stenløse Sognegård onsdag den 18. september kl. 19). Musikken er skrevet af blandt andre Michael Bojesen, Peter Thorup og Østen Warnerbring. Det betyder, at vi kommer vidt omkring rent stilistisk. Orkestre og solister fra musikskolen optræder, og det hele bindes sammen af Kenneth Knigge, der causerer over filosofien i Halfdan Rasmussens tekster. Torsdag den 19. september kl. 19 Sted: Ølstykke Bibliotek Gratis (uden billetter) Nulle Øigaard udstiller Billedkunstneren Nulle Øigaard er især kendt og elsket for sine billedtæpper. ”Det er motiver fra middelhavets kyster og landskaber, som hele mit liv har været min store inspirationskilde. Varmen, havet, mentaliteten, livsstilen: Jeg kommer hjem hver gang!” skriver hun på sin hjemmeside. ”Billedtæpperne skal opfattes som malerier, hvor stofstykkernes form og farvernes udtryk bestemmer, selv om delene kommer fra tekstiler i stedet for tuber”. Nulle Øigaard er uddannet fra Kunstakademiet i1957. Hun har talrige udstillinger bag sig i ind- og udland og har også udført udsmykninger til blandt andre flere kirker, Danmarks Nationalbank, Novo Nordisk, Codan og Den danske repræsentation ved EU i Bruxelles. 27. september til 26. oktober Sted: Ølstykke Bibliotek


Strikkecaféer på Smørum Bibliotek Tag strikketøjet under armen og mød op og få en hyggelig aften sammen med andre strikkeglade. Mandag den 30. september kl. 19 til 21 og mandag den 28. oktober kl. 19 til 21 Gratis, men med tilmelding til lone.olesen@egekom.dk senest mandagen før.


Ole Thage: ”Hvordan går du?” Den prisbelønnede neurolog Ole Thage samler i en ny, smuk bog et langt livs viden om hvorfor vi går, som vi går. Gennem årtusinder har vi kultiveret vores gang – alligevel er menneskers gang så individuel, at det nærmer sig et fingeraftryk. Gangen kan f.eks. bruges til at identificere en forbryder på et overvågningskamera, og vi kender ofte en gammel ven på gangen. Oplev Ole Thage øse ud af sin store viden. Selv har han brugt en stor del af sit liv på at gå, også på stuegang, samt på at forstå gangens mekanismer gennem videnskabelige studier og opleve gangens mangfoldighed i litteratur, billedkunst og musik. Ole Thage demonstrerer også selv en række gangarter – og hvis nogle blandt publikum får lyst til at høre Ole Thage kommentere deres egen gangart er vi klar med den røde løber! Torsdag den 3. oktober kl. 19.30 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 30 kr. inkl. kaffe og kage! Billetter fra lørdag den 21. september


Anna Skyggebjerg: ”Introvert, stå ved dig selv” Er du naturligt stille og lytter mere, end du taler? Foretrækker du at være sammen med få mennesker ad gangen? Skal du bruge tid alene for at komme til kræfter, efter du har været social? Svarer du ja, er du sandsynligvis introvert. Til lykke! Mød forfatteren Anna Skyggebjerg, og hør om, hvorfor din introverthed er din største styrke. Og hvorfor du ikke længere skal føle dig forkert og slå knuder på dig selv for at passe ind i en ekstrovert verden. Onsdag den 9. oktober kl. 19.30 Sted: Smørum Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 28. september Carsten Berthelsen: ”Gode øjeblikke -efterårets kunstudstillinger” Caféaften med Carsten Berthelsen, der i ord og billeder introducerer efterårets kunstudstillinger i hovedstadsområdet. Hør bl.a. om Frida Kahlo på Arken, Jackson Pollack og Asger Jorn på Louisiana og den belgiske ekspressionist James Ensor på Ordrupgaard. Carsten Berthelsen er mag.art., forfatter, foredragsholder og tidligere billedredaktør ved Den Store Danske Encyklopædi. Tillige en populær vært ved lystige øl-aftener. Her nøjes vi dog med bibliotekets velbryggede kaffe. Tirsdag den 22. oktober kl. 19.30 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 5. oktober


Sanne Søndergaard: ”Voksenmobning for let øvede” For at kunne sige fra over for mobning skal man forstå dens mekanismer. Komiker og forfatter Sanne Søndergaard gennemgår i dette provokerende foredrag om psykisk arbejdsmiljø 12 effektive mobbemetoder. 12 måder, hvormed man kan optimere sin mobning, og samtidig sandsynligvis selv gå fri af eventuelle anklager om mobning! ”Selvfølgelige er det hele dybt ironisk”, beroliger Sanne Søndergaard, og tilføjer: ”Voksenmobning eksisterer jo kun, fordi ingen rigtig kan forklare, hvad det er, der faktisk foregår. Men det kan jeg!”. Torsdag den 24. oktober kl. 19.30 Sted: Smørum Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 5. oktober



Hassan Preisler om ”Brun mands byrde” Hvor har vi dog savnet en bog som denne i dansk litteratur. Læs den, og kom til forfatteraften med den dansk-pakistanske skuespiller Hassan Preisler, der ligner årets debutant med ”Brun mands byrde”. På en gang fandenivoldsk selvfiktion, rablende udviklingsroman og en morsom satire over ”godhedsindustrien” og skismaet ved at være brun i en hvid verden. Weekendavisens Lars Bukdahl har rammende sammenlignet Hassan med en anden stor sprogkunstner, Dan Turèll og dennes ”Vangede Billeder” - om end vi i selskab med Hassan befinder os i den globale landsbys storbyer. ”Brun mands byrde” er blot en måned efter udgivelsen blevet nomineret til DR´s Romanpris. Undervejs oplæser Hassan Preisler udvalgte afsnit med ledsagende baggrundmusik leveret af den unge musiker Caspar Nørgaard. Onsdag den 30. oktober kl. 19.30 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 12. oktober.

Birgit og Knud Andersen udstiller I Slangerup finder vi i Kongensgade det lille, hyggelige galleri Sankt Mikael, der nu på ottende år drives af ægteparret Birgit og Knud Andersen. Parret er også selv flittige malere, og har udstillet flere steder rundt om i Nordsjælland, foruden på hjemmebanen i Slangerup. Nu udstiller de så for første gang på Ølstykke Bibliotek, og som man vil kunne se, er de ret så forskellige i deres kunstneriske udtryk. Udstillingen vil omfatte flere helt nye arbejder af både Birgit og Knud Andersen. 1. til 23. november Sted: Ølstykke Bibliotek


Gretelise Holm om ”Jesus, pengene og livet” og sin nye erindringsbog Den kendte journalist, samfundsdebattør og krimiforfatter fortæller her om sin baggrund og liv ud fra sine kloge, bevægende og morsomme erindringer. Gretelise kom til verden i Jylland i 1946, født ind i en fattig familie, der talte ti børn. Det var en såkaldt nomadefamilie, og Gretelise har i alt haft ti forskellige barndomshjem og har gået i seks forskellige skoler. Da hun som 17 årig flyttede hjemmefra og kom i lære som journalist på Kolding Folkeblad havde hun 23 huller i tænderne ved sit livs første tandlægebesøg, for der var ingen skoletandpleje på landet. Gretelise blev en mønsterbryder, kom siden til Berlingske Tidende og tog senere del i både ungdomsoprør og den fornøjelige seksuelle frigørelse. Erindringerne slutter i 1971, men til glæde for sine mange læsere skriver Gretelise Holm for tiden på bind 2, der forventes at være færdig til denne spændende forfatteraften. Vi glæder os. Onsdag den 6. november kl. 19.30 Sted: Smørum Bibliotek Entré 50 kr. Billetter fra lørdag den 19. oktober


SKUMRINGSAFTEN Vinter i Norden: Bogcafé med personalet Den 17. udgave af den årlige skumringsaften er anderledes end vanlig, selvom der som altid indledes med læsning af årets tekst, ligesom også koret MIXOS er med. For i stedet for én foredragsholder optræder en hel flok! Vintertid er læsetid, og Egedal Bibliotekernes personale fortæller derfor om nye bøger, de varmt kan anbefale til den kolde tid. Mød frem og lad dig inspirere til nye, store oplevelser i bøgernes vidunderlige verden. I skæret fra levende lys sørger arrangørerne for den rette caféstemning med både kaffe og gode kager. Arrangør: Foreningen Norden i Egedal i samarbejde med biblioteket. Mandag den 11. november kl. 19 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 20 kr. (inkl. kaffe og kage). Billetter fra lørdag den 26. oktober


Koncert: Dissing, Dissing, Las & Dissing Povl Dissing har været på landevejen i et halvt århundrede og spillet i hver en afkrog af kongeriget, inklusiv Grønland. Han er fyldt 75. Alligevel synger Povl Dissing bedre end nogensinde. Dissing er historien om den grimme ælling, der blev til den smukke svane, for i de unge år var han mere hadet end elsket, og måtte endda have bodyguard med for at undgå at få bank af rasende tilskuere! Men tiderne skifter - nu elsker folk at høre de gamle, klassiske sange, som Dissing på det seneste igen er begyndt at synge. Så bare rolig: ”Den grimmeste mand” kører fortsat rundt i byen i sin Jaguar, og der er stadig ”25 minutter endnu”. Povl Dissing optræder ved denne koncert med sit faste band gennem 10 år, bestående af sønnerne Rasmus og Jonas samt Las Nissen. Tirsdag den 26. november kl. 20 Sted: Ølstykke Bibliotek Entré 70 kr. Billetter fra lørdag den 9. november


Musikskolen synger og spiller julen ind Elever fra Egedal Musikskole sørger for vi alle kommer i julestemning, når de fremfører en række af julens dejlige sange og melodier under ledelse af klaverlærer Anna Tomczak. Mandag den 2. december eftermiddag Sted: Ølstykke Bibliotek

Fotoudstillingen ”Det handler om at give” TrygFonden har blandt sine mange hundrede projekter udvalgt 20 vidnesbyrd på, at det nytter at gøre en forskel ved at yde en indsats for andre. Håbet er, at udstillingen vil skabe debat, inspirere og sætte gang i menneskers egne tanker og realisere de gode idéer. 9. til 21. december Sted: Ølstykke Bibliotek


Arrangementer for børn Teater Team Teatret: Min mormors gebis Buschaufføren Åge har styr på både rute og stoppesteder i bus nr. 17. Men en dag stiger Gitte på bussen med rygsæk, pakkenelliker, plaster og forbudte dyr. Åge og Gitte begiver sig nu ud på en busrejse, hvor de møder isbjørnemor, rabarber-arabere, norske nudister og mange andre finurlige væsener. En musikalsk og poetisk forestilling om venskab på trods af forskellighed, baseret på Jakob Martin Strids fabelagtige børnebogsklassiker.

Fredag den 27. september kl. 15.00 på Smørum Bibliotek og Lørdag den 28. september kl. 9.30 på Ølstykke Bibliotek Alder: 3-8 år Varighed: Ca. 40 min. Gratis billetter fra fredag den 20. september


Film Pingu – Helmuth Olsens mave – Sallies historier – Rosa og dyrene Først tager Pingu på fisketur og derefter skal vi se tre små film om Helmuth Olsens mave. Så vises Fupz Aakesons finurlige film ”Min onkel og min onkels hund”. Vi slutter af med to film om græshopper og ugler. Tirsdag den 1. oktober og fredag den 4. oktober kl. 10.00 Sted: Ølstykke Bibliotek Alder: 3-6 år Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.

Film Rosa og dyrene, kanin – Mas med mosen – Sallies historier, da Gud fik en hobby Først skal vi møde Rosa og hendes kanin. Dernæst en film om kartoffelmos, der bliver levende og ærter der samler sig til en grøn bold og hopper rundt i køkkenet. Til sidst skal vi høre om Gud, der samlede musik på flasker. Torsdag den 10. oktober kl. 10.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 3-6 år Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.


Levende lørdag - Workshop Kom og lav cupcakes Jeanette Poulsen fra kageting.dk, som har butik i Egedal Center, viser hvordan man fremtryller de lækreste cupcakes. Arrangementet henvender sig til både børn og voksne og der bliver mulighed for at lave 1 kage pr. person. Lørdag den 12. oktober kl. 11.00 Sted: Ølstykke Bibliotek Alder: Fra 7 år Varighed: 2 timer Gratis billetter fra lørdag den 5. oktober

Forsøg Eksperimentér med din børnebibliotekar! Det bliver vildt, gakket og eksplosivt, når børnebibliotekarerne laver eksperimenter i samarbejde med børnene. Kom og vær med, når vi udfører forskellige forsøg med balloner, frugtfarve, citronsaft og mange andre ting, du kan finde derhjemme. Medbring forklæde. Torsdag den 17. oktober kl. 13.00 Sted: Ølstykke Bibliotek (mødelokalet i børnebiblioteket) Alder: 7-11 år Alle er velkomne.


Gyser-event Kom og bliv sminket til Halloween Det er Halloween i aften. Kom og få sminket fantastiske splattersår, vampyrbid, kraniebrud, flænger eller uhyggelige skudsår – hvis du tør! Det gør ikke ondt og kan heldigvis nemt vaskes af igen og du får mulighed for at tage en masse seje fotos. Der bliver også mulighed for at røre ved ægte filmrekvisitter. Torsdag den 31. oktober kl. 14.00 og kl. 15.30 (Obs! 2 arrangementer) Sted: Smørum Bibliotek Alder: Primært for skolebørn Varighed: 2 x 1½ time Gratis billetter fra torsdag den 24. oktober


Film Zebra-ze-ze – Europa Safari – Pingu – Helmuth Olsens mave Først skal der danses til glad musik og derefter skal vi både møde myrer og stribemaskiner. Vi slutter af med, at Pingu får en lillesøster og tre små film om Helmuth Olsens mave. Fredag den 1. november og tirsdag den 5. november kl. 10.00 Sted: Ølstykke Bibliotek Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket. Film Mægtige maskiner, gravemaskine – Ernst i Tivoli – Sallies historier, Drengen der spiste sin havregrød og Pigen, der huskede det hele Først en film om de gravemaskiner, der arbejder på byggepladser og veje. Dernæst skal vi høre om Ernst, der bliver væk fra sin mor i Tivoli. Så skal vi møde Torben, der ikke er enig med sine forældre i, at det er vigtigt at spise sin havregrød. Til sidst en charmerende tegnefilm om en børnehavepige der husker alt – næsten Torsdag den 7. november kl. 10.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 3-6 år Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.


Teater Syddjurs Egnsteater: Østen for sol og vesten for måne Fortælling om den fattige pige, som tager med til isbjørnens slot for at hjælpe sine forældre ud af fattigdom. Hun aner ikke, at isbjørnen i virkeligheden er en prins, som er blevet forhekset af de onde trolde, som bor på slottet, der ligger østen for solen og vesten for månen. Frit efter Asbjørnsen og Moes elskelige folkeeventyr. Fredag den 8. november kl. 15.00 Sted: Ølstykke Bibliotek Alder: 4-10 år Varighed: 35 min. Gratis billetter fra fredag den 1. november


Teater Meridiano: Al tid i verden I morgen fylder Victoria 100 år. I nat har hun næsten ikke kunnet sove for spænding og er stået tidligt op for at skrive en liste over alt det, hun vil lave til sin fødselsdag. En kæmpe-lang liste, næsten lige så lang som listen over gæsterne. En forestilling om at bruge livet, at give, begejstres og forundres og om at få det allerbedste ud af hvert øjeblik. Fredag den 15. november kl. 15.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 6-11 år Varighed: 45 min. Gratis billetter fra fredag den 8. november Film Karla Kanin på stranden – Mortens badebold – Prik og Plet i sneen Som noget nyt viser vi film for de helt små. Først skal vi møde en kaninpige med lange ører og storprikkede bukser. Derefter skal vi høre om badebolden, der både har liv og drillelyst og fører Morten rundt i havens verden. Til slut møder vi de søde kaniner Prik og Plet, som er ved at blive væk i snevejret. Tirsdag den 19. november kl. 10.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 1½-3 år Varighed: Ca. 25 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.


Teater Teatret Lampe: Muldvarpen og huset der kom og gik Muldvarpen bor trygt i sin mørke hule under jorden, indtil den en morgen vågner op og opdager, at et hus er landet ovenpå dens muldvarpeskud. Huset er fyldt med bøger og indeni bøgerne er der billeder og historier, som muldvarpen får øjnene op for. En forestilling fuld af god musik om at se og mærke verden, også de verdener der ikke ligner ens egen. Fredag den 22. november kl. 14.00 og kl. 15.30 (Obs! 2 forestillinger) Sted: Ølstykke Bibliotek Alder: 2-6 år Varighed: 35 min. Gratis billetter fra fredag den 15. november Teater Styrmand Volters Teater: Julepakken Det er op mod jul, men Kirsten og Katrine har svært ved at finde ind i det rette nissehumør. Det er som om der mangler noget. Helt uventet modtager de en pakke, der viser sig at indeholde en kiste med alskens herligheder, som lidt efter lidt og på underfuld vis får den savnede julestemning i hus. Fredag den 29. november kl. 15.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 3-8 år Varighed: Ca. 40 min. Gratis billetter fra fredag den 22. november


Levende lørdag – workshop Marbling Art Marbling Art eller Ebru Sanati er en 700 år gammel tyrkisk kunstart, der betyder noget i retning af ”at male på vand”. Mød kunstner Türkan Geyik, som viser hvordan man bruger metoden til at lave marmoreringsbilleder. Materialerne kommer direkte fra naturen; penslerne er lavet af rosentræ og hestehår og farverne hentet fra bl.a. oksegelatine og jordfarver. Du får mulighed for selv at lave et billede, evt. med julemotiv.

Lørdag den 30. nov. Kl. 10.30 Sted: Smørum Bibliotek Alder: Børn fra 7 år og voksne Gratis billetter fra lørdag den 23. november

Film Sallies historier – Pingu – Hund & Fisk – Muldvarpen Først skal vi se filmen om den legetøjsløse stakkel og derefter den søde film om venskabet mellem en hund og en fisk. Vi slutter af med to små film om Pingu på ski og Muldvarpens juleaften.

Tirsdag den 3. december og fredag den 6. december kl. 10.00 Sted: Ølstykke Bibliotek Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.


Film Manden der var akrobat – Cirkeline, Klodsmus Først en dukkefilm om akrobaten hr. Prokouks oplevelser i et omrejsende cirkus. Dernæst fortæller musebedstefar historien om Klodsmus, en musevariant af H.C. Andersens Klodshans Torsdag den 12. december kl. 10.00 Sted: Smørum Bibliotek Alder: 3-6 år Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne. Tilmelding af institutioner skal ske til børnebiblioteket.

Lucia Luciaoptoget er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed på Smørum og nu også på Ølstykke Bibliotek. Når mørket sænker sig, kan du opleve det stemningsfulde optog af Luciabruden og ternerne, der to og to bærer lys mellem reolerne. Børnene kommer fra børnehusene Solsikken i Smørum og Tryllefløjten i Ølstykke. Torsdag den 12. december Sted: Ølstykke Bibliotek kl. 15.30 og Smørum Bibliotek kl. 16.00 Varighed: Ca. 30 min. Alle er velkomne


Smørum Bibliotek Flodvej 68 2765 Smørum Telefon 7259 7700 E-mail: smorum.bibliotek@egekom.dk

Ølstykke Bibliotek Østervej 1A 3650 Ølstykke Telefon 7259 7750 E-mail: olstykke.bibliotek@egekom.dk

Åbningstider: Mandag 10-20 Tirsdag 10-17 Onsdag 13-17 Torsdag 10-17 Fredag 13-17 Lørdag 10-14

Åbningstider: Mandag 10-20 Tirsdag 10-17 Onsdag 13-17 Torsdag 10-17 Fredag 13-17 Lørdag 10-14

Ganløse Bibliotek Østergade 12, Ganløse 3660 Stenløse E-mail: ganlose.bibliotek@egekom.dk

Bibliotekspunkt på Stenløse Rådhus Rådhustorvet 2 3660 Stenløse Telefon 7259 6000 E-mail: stenlose.bibliotek@egekom.dk

Selvbetjeningstider: Mandag 09-21 Tirsdag 09-21 Onsdag 09-21 Torsdag 09-21 Fredag 09-19 Lørdag 09-17 Søndag 09-17

Åbningstider: Mandag 10-14 Tirsdag 10-14 Onsdag 10-14 Torsdag 10-17.30 Fredag 10-12


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.