Forord

Velkommen til en eventyrlig rejse dybt ind i den grundlæggende sygepleje med immobilitet som omdrejningspunkt. Bogen har været længe undervejs. Som lektor på sygeplejerskeuddannelsen igennem mange år har jeg savnet en dybdegående lærebog om immobilitet i sygeplejen. Med den nye sundhedsreform ønskes det, at sundhedsprofessionelle får mere tid til at fokusere på kerneopgaven. At yde sygepleje til immobile patienter er kompleks, og det helt særlige ved bogen er, at den er opbygget efter Sundhedsministeriets 12 sygeplejefaglige områder (se Figur 1 senere i forordet), som sygeplejersken altid skal tage stilling til og journalnotere hvis relevant (1).

Selvom de grundlæggende behov altid har været en del af sygeplejerskens suveræne arbejdsområde, så har der igennem årene været et stigende fokus på, at kvaliteten af den grundlæggende sygepleje vakler verden over. Og dette gælder også den grundlæggende sygepleje til patienter, der er immobile. Således peger nyere studier på, at mobilisering af patienterne stadig er et alvorligt problem i sygeplejen (2,3). Konsekvenserne er alvorlige, idet immobilitet bl.a. er forbundet med tab af muskelstyrke og muskelmasse samt nedsat fysisk og kognitiv funktion (4). Og de helt store tabere er de ældre, idet de i forvejen har mindre muskelmasse og styrke end yngre mennesker.

Når den ældre patient bliver immobil, kan dette således resultere i et såkaldt ’tipping point’, hvorfra det ældre menneske aldrig kommer sig helt (5). For hver 10 dage, der tilbringes på hospitalet, kan patienter over 80 år således forvente at miste 10 % af deres muskelmasse – svarende til 10 års aldring – og at komme sig af dette tager dobbelt så lang tid, som det tager at miste den (6).

Fysisk aktivitet, fysisk inaktivitet og immobilitet

Fysisk aktivitet er en betegnelse for al bevægelse, der øger energiforbruget. Det kan både være dét at være fysisk aktiv i sin seng og det at være fysisk aktiv udenfor sin seng. At være fysisk aktiv i sin seng handler om, at patienten fx kan lave forskellige træningsøvelser i sengen. At være fysisk aktiv udenfor sengen kan både være dét at forflytte sig fra seng til stol til dét at gå rundt, cykle, gå på trapper, løbe m.m. Og der er evidens for, at fysisk aktivitet er vigtigt for helbredet. Således kan fysisk aktivitet fx forebygge hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og have en positiv indflydelse på stofskiftet, hormonsystemet og livskvaliteten (7).

Fysisk inaktivitet kan defineres som personer, der er mindre fysisk aktive end det, som Sundhedsstyrelsen anbefaler (7). For børn og unge mellem 5 og 17 år anbefales én times fysisk aktivitet dagligt. Aktiviteten skal være af moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 60 minutter deles op, skal hver aktivitet dog vare mindst 10 minutter. Mindst 3 gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet af høj intensitet af mindst 30 minutters varighed. For voksne mellem 18-64 år anbefales en halv times fysisk aktivitet dagligt. Aktiviteten skal være af moderat til høj intensitet. Aktiviteten skal ligge ud over almindelige

kortvarige dagligdagsaktiviteter. Og hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter. Mindst 2 gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet af høj intensitet af mindst 20 minutters varighed. For ældre mennesker (+65 år) anbefales en halv times fysisk aktivitet af moderat intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdags aktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter. Mindst 2 gange om ugen skal der indgå aktiviteter af mindst 20 minutters varighed (7).

Immobilitet er ikke det samme som at være inaktiv. Immobilitet forbindes typisk med en tilstand, hvor der indtræffer noget udefrakommende, en sygdom eller ulykke, hvor konsekvensen er en helt eller en delvis nedsat evne til bevægelse i hele eller i dele af kroppen.

Velvidende at der er forskel på at være inaktiv og være immobil, så anvendes primært begrebet immobilitet i bogen, idet det at være immobil angiver en større grad af manglende fysisk aktivitet end fysisk inaktivitet. Årsagerne til, at patienterne ikke kommer ud af sengen, kan skyldes flere faktorer. Det kan skyldes faktorer hos patienten selv eller i omgivelserne. Hvis patienten har smerter eller har åndenød (dyspnø) eller synes, det er pinligt at gå rundt i hospitalstøj på afdelingen eller gå rundt med et dropstativ, kan motivationen for at komme ud af sengen være meget lille. Men det kan også skyldes, at den immobile patient ikke ønsker at være en byrde for sygeplejerskerne, eller at sygeplejersken ikke mener, at mobilisering er en del af den grundlæggende sygepleje (4).

Fundamentals of Care (FoC)

Den internationale begrebsramme om sygepleje, ”Fundamentals of Care” (FoC), er et modsvar på, at sygepleje i dag ikke altid er af tilstrækkelig god kvalitet, hvilket kan medføre unødvendige dødsfald og lidelser. FoC er oversat til dansk som Fundamental sygepleje og defineres som:

Sygeplejehandlinger, som respekterer og fokuserer på en persons essentielle behov med henblik på at sikre dennes fysiske og psykosociale velbefindende. Disse behov imødekommes ved at udvikle en positiv og en tillidsfuld relation med den person, der ydes sygepleje til, samt med dennes familie/pårørende (8:19).

FoC skal ses i forlængelse af Virgina Hendersons tænkning. Det grundlæggende princip i sygeplejen er ifølge Henderson at hjælpe syge og svage med at opfylde deres grundlæggende behov. Den fundamentale sygepleje er et nyere synonym for den grundlæggende sygepleje. Igen og igen understreger Henderson, at grundlæggende sygepleje er sygeplejerskens suveræne område, og at det er patienten, der er den sande hovedperson. Selvom alle patienter har fælles behov, så tilfredsstilles disse behov forskelligt. Og ligegyldig hvor hårdt sygeplejersken prøver, så kan sygeplejersken aldrig tolke eller dække alle de behov, den immobile patient har, for at kunne opnå velvære. Den viden og de kompetencer, det kræver, for at sygeplejersken kan hjælpe den immobile patient med at dække sine grundlæggende behov, betyder, at sygeplejersken både må kunne træffe kliniske beslutninger og udføre klinisk lederskab.

Klinisk beslutningstagen

Hver eneste dag træffer sygeplejersker mange kliniske beslutninger i samarbejde med patienter og deres pårørende. For at træffe kvalificerede kliniske beslutninger må sygeplejersken inddrage teori, klinisk erfaring og

patienternes ønsker og erfaring (9). Hvis patienten fx ikke orker at komme ud af sengen pga. smerter og helst vil blive i sengen, så kan den kliniske beslutningstagen handle om, at sygeplejersken skønner, at det er bedst for patienten at komme ud af sengen, da denne har et begyndende tryksår på korsbenet. Hvis patienten har smerter og skal have hjælp til at mobiliseres, må sygeplejersken også sørge for, at patienten får smertestillende medicin i god tid, inden denne skal mobiliseres. Sygeplejersken inddrager desuden patienten og fortæller ham, hvorfor han skal ud af sengen.

Klinisk lederskab

Kvaliteten af den grundlæggende sygepleje hænger sammen med klinisk lederskab. Det handler om at have kundskab om den bedste, tilgængelige viden inden for det område, man arbejder med, og samtidig have en tro på egen dømmekraft. Klinisk lederskab handler dog også om at kunne indgå i et monofagligt og et tværprofessionelt samarbejde. Klinisk lederskab handler om, at sygeplejersken både skal være bevidst om eget virksomhedsområde og kompetencer og på samme tid være bevidst om andre sundhedsprofessionelles virksomhedsområder.

Journalføring

Alle sundhedsfaglige opgaver rettet mod den enkelte patient skal journalføres. Dokumentation er en del af alle sundhedsfaglige opgaver. Sygeplejersken skal således føre journal over de sundhedsfaglige opgaver, han eller hun selv udfører. Det er sygeplejerskens faglige vurdering, der afgør, hvad der er nødvendigt at journalføre. Patientens navn og personnummer, tidspunkt for behandling samt entydig identifikation af den, der har udført behandlingen, skal altid stå i journalen. Sygeplejersken skal journalføre, snarest muligt efter han eller hun har udført en behandling, ellers kan vigtige oplysninger gå tabt, og det kan være til fare for patientsikkerheden.

Bogens opbygning

Bogen består af i alt 12 kapitler, der er opbygget efter de 12 sygeplejefaglige områder. Bogen afsluttes med et efterord af sygeplejerske og lektor Mari Holen ved Roskilde Universitet. Holen reflekterer over, hvordan vi som samfund og sundhedsvæsen betragter mennesker med nedsat mobilitet og aktivitet.

De 12 kapitler er: 1. Funktionsniveau

En grundlæggende sygepleje af høj kvalitet har også fokus på de immobile patienter, der har behov for hjælp til god mundpleje. 2. Bevægeapparat En grundlæggende sygepleje af høj kvalitet må have et fokus på konsekvenserne af immobilitet for patientens bevægeapparat. 3. Ernæring Ernæring er også en del af den grundlæggende sygepleje. Nogle immobile patienter kan ikke selv opfylde deres behov for ernæring. 4. Hud og slimhinder

Immobilitet er en væsentlig risikofaktor for tryksår. Kapitlet giver en systematisk tilgang med handlinger og interventioner, som sygeplejersken skal udføre for at forebygge tryksår i den grundlæggende sygepleje. 5. Kommunikation Det er et grundlæggende behov at kunne kommunikere. Kapitlet har dels et generelt fokus på kommunikation med immobile patienter og dels et specifikt fokus på, hvordan sygeplejersken kan kommunikere med immobile patienter,

Udskillelse af affaldsstoffer r Funktionsniveau Bevægeapparat

Viden og g udvikling ng

Søvn og og hvile

Immobilitet – Grundlæggende sygepleje af høj kvalitet

Ernæring Er

Hud og H slimhinder sl

Smerter og sansning Psykosociale forhold K Kommunikation

Figur 1. De 12 sygeplejefaglige områder med fysisk aktivitet og immobilitet som omdrejningspunkt.

der yderligere er ramt på deres sprog, grundet en apopleksi. 6. Psykosociale forhold

Kapitlet har fokus på den psykosociale påvirkning som følge af pludselig immobilitet. 7. Respiration og cirkulation

Kapitlet viser, hvordan hjertesvigt kan påvirke immobilitet, og hvordan sygeplejersken kan støtte patienter i at forebygge immobilitet forårsaget af hjertesvigt. 8. Seksualitet.

Kapitlet handler om de udfordringer, der kan være forbundet med immobilitet i relation til seksualitet, og hvordan Fundamentals of Care kan anvendes som sygeplejefaglig ramme i den sexologiske samtale. 9. Smerter og sansning

Hensigten med kapilet er at bidrage med en forståelse af, at gode smertebehandlingsregimer har sin plads, men at smertelindring fordrer god sygepleje og kommunikation, der tager afsæt i en helhedsorienteret forståelsesramme. 10.Søvn og hvile

Hvis den immobile patient ikke er udhvilet, kan det betyde, at denne ikke har overskud til at træne. Formålet med kapitlet er at vise, at sygeplejersken i den grundlæggende sygepleje til immobile patienter også må have et fokus på søvn og hvile 11.Viden og udvikling

Forstår patienten sin sygdom? Har han eller hun brug for information. Dette illustreres i kapitlet med udgangspunkt i fald.

12.Udskillelse af affaldsstoffer

Immobile patienter er i stor risiko for at udvikle sengelejekomplikationer i relation til vandladning og afføring, og kapitlet viser, hvordan disse komplikationer kan forebygges og behandles. Dette kræver viden om nyrer, urinveje og fordøjelsessystemets normale funktion, og kapitlet giver en kort indføring heri.

At skrive en lærebog om sygepleje med fokus på de grundlæggende behov med immobilitet som omdrejningspunkt er udfordrende, alene af den grund at hvert sygeplejefagligt område kan indeholde flere indfaldsvinkler. Hvert af de 12 kapitler er dog skrevet af en eller flere forfattere med en dybdegående ekspertise inden for det område, de skriver om. Det er vigtigt at understrege, at forfatternes respektive perspektiv kun er ét blandt flere perspektiver. Forfatterne har fx selv valgt, om de vil anvende betegnelsen patient, borger eller beboer, ud fra den kontekst de nu skriver om.

At udøve grundlæggende sygepleje af høj kvalitet kræver mod. Modet til at værdisætte, synliggøre og udøve den grundlæggende sygepleje. Endelig handler det også om modet til, at endnu flere sygeplejersker tør forske i den grundlæggende sygepleje for at generere evidens af høj kvalitet. Modet handler dog også at gøre det rigtige og det nødvendige og turde stole på sig selv og sin egen dømmekraft og til enhver tid forsvare alle patienters ret til en grundlæggende sygepleje af høj kvalitet. For hvis sygeplejersker ikke husker den grundlæggende sygepleje, hvem gør så?

Ben Farid Røjgaard Nielsen, København, 2022 Hør Ben Farid Røjgaard Nielsen fortælle om bogen

Referencer

1. Sundhedsministeriet (2021). Vejledning om sygeplejefaglig-journalføring. 2. Dermody G, Kovach CR (2018) Barriers to promoting mobility in hospitalized older adults. Research in Gerontological

Nursing; 11: 1, 17-27. 3. Walker J et al (2018) Reducing the effects of immobility during hospital admissions. Nursing. Times [online]; 114: 6, 18-20. 4. Rindsland, S. (2021). Early Mobilization 1: risk factors, complication, and costs of immobility. Nursing Times (online) 117: 4; 22-24. 5. English KL, Padron-Jones D (2010) Protecting muscle mass and function in older adults during bedrest. Current Opinion in Clinical Nutrition and Metabolic

Care; 13:1, 34-39. 6. Stephenson J (2018) Campaign to ‘end

PJ paralysis’ saved 710,000 hospital days. nursing times. net, 21 August. 7. Sundhedsstyrelsen (2022). Anbefalinger om fysisk aktivitet. 8. Laugesen, B. et al (2021). Fundamentals of Care. Munksgaard. 9. Rothenberg, MB, Fjord, A. Pædagogisk refleksionsmodel til klinisk beslutningstagen i sygeplejen. I: Klinisk beslutningstagen. Sygeplejefaglige perspektiver (Red Nielsen, BFR, Barbesgaard). 2019.