4 minute read
Forord
Denne bog er anderledes end langt de fleste bøger om sygepleje. Bogens intention er ikke at udfolde sygeplejen i hele sit væsen eller at beskrive kompleksiteten i professionen. Casebogen er en supplerende lærebog i sygepleje. Det betyder, at der her er tale om en lærebog med fokus på klinisk sygepleje, fokus på hvad man som sygeplejerske skal gøre i helt konkrete patientforløb, og fokus på den refleksive tankeproces, der fører frem til handlingen og overvejelserne bag. En kundskab, som for eksperten er lige så vanskelig at lære fra sig, som den for novicen, de studerende og de nyuddannede er at tilegne sig. Casebogen henvender sig særligt til sygeplejestuderende som forberedelse til den kliniske del af sygeplejeuddannelsen og til nyuddannede/nyansatte som introduktion til deres nye kliniske speciale. Bogen er opbygget ud fra de kliniske specialer og tilføjet den kliniske, casebaserede tankegang, som anvendes i den anerkendte bog Medicinske og kirurgiske cases til medicinstuderende, KBU- og introlæger. Anvendelsen af den kliniske casebaserede tankegang i en lærebog i sygepleje har ikke været uden udfordringer, hverken for forfattere eller faglige redaktører. Formen er dog valgt fastholdt trods udfordringerne, idet den støtter de studerende i at omsætte deres store teoretiske viden i praksis. Formen støtter læseren i at komme om bag diagnose og den konkrete patientens udsagn og udtryk og frem til konkrete observationer og interventioner. Formen støtter således den studerendes kliniske beslutningstagen, da den med spørgsmål til patientens oplevelse, spørgsmål til viden om det at være syg, og viden om sygdom og sygepleje hjælper læseren til at udlede relevante observationer og handlinger. Opbygningen giver fagligt råderum, da den understøtter det faktum, at sygepleje altid er personcentreret og tager udgangspunkt i den konkrete patients særlige situation. Patienterne i de respektive cases er konkrete, fiktive eksempler. Det betyder, at sygeplejen til dem dermed ikke nødvendigvis kan overføres en til en til virkelighedens patienter med samme diagnoser. De mange patientindividuelle forhold skal afspejle sig i den konkrete sygepleje. Sygepleje som omsorgs- og selvstændigt professionsfag rummer langt større kompleksitet og er med et teorigrundlag, som er uden for denne bogs hensigt at favne. Simplificering af sygeplejen, som denne bog kan synes at rumme, er dermed valgt ud fra et pædagogisk didaktisk hensyn. Den pædagogiske idé bag bogen og den casebaserede form er udvikling af praktisk handlekompetence, og bogen forsøger således at imødekomme behov hos såvel studerende, nyuddannede som arbejdsgivere. Med den casebaserede form ønsker vi at stimulere den studerende til at finde svarene ud fra allerede erhvervet viden samt den viden, der præsenteres løbende via faktabokse i de respektive cases. Vores håb er, at formen støtter den refleksive proces og dermed til dannelsen af den reflekterende praktiker, og med mulighed for transfer, så viden kan bæres over, og derved kvalificere læserens handlinger i andre sammenhænge også. Overskuelighed, struktur, regler og retningslinjer efterlyses af studerende og nyuddannede, da det hjælper dem til at omsætte viden til praksis og dermed til at danne et overblik og prioritere i de mangerettede krav og behov. Mange af svarene i bogen er derfor bygget op i punktform, og der er anvendt forklarende figurer og illustrationer. Der er også anvendt faktabokse i langt de fleste cases. Disse bokse indeholder lidt mere teoretiske overvejelser, definitioner, kliniske aspekter og tips og tricks. De er medtaget, da forfatterne,
de kliniske eksperter, vurderer, at de tilfører ekstra værdi fra deres speciale. De enkelte cases er forsøgt opbygget over samme skelet. Der er dog en vis variation, knyttet til forskellige specialer og forfattere og forskelle i de beskrevne patientforløb. Der er beskrevet akutte og kroniske forløb indenfor såvel medicinske som kirurgiske specialer – så mangfoldigheden og den eksemplariske værdi er omfattende. Bogen er skrevet af erfarne kliniske sygeplejersker og repræsenterer anerkendt dansk sygeplejefaglig praksis inden for de valgte specialer anno 2022. Det er naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at vores viden og praksis hele tiden fornys, og man derfor altid bør søge sin viden bredt. Ligeledes kan der være lokale retningslinjer, der vil adskille lokal praksis fra den praksis, der er angivet her. Det er vigtigt altid at kende sin organisatoriske ramme. Bogen er redigeret af Mads Hjortdal Grønhøj, som er speciallæge og lektor i neurokirurgi samt fagredaktør og forfatter af Medicinske og kirurgiske cases, oversygeplejerske Jette Wensien og seniorchef Heidi Have, som blev bragt sammen for år siden af FADL’s Forlag, der ville høre, om det mon ikke var muligt at lave en pendant til Medicinske og kirurgiske
cases inden for sygeplejen. Jette og Heidi er begge drevet af en stor og årelang passion for uddannelse inden for sygeplejen, både inden for den teoretiske og kliniske del af uddannelsen. Sammen med Mads har de formået at finde fælles fodslag mellem flere verdener – den teoretiske verden, den kliniske hverdag, den medicinske og den sygeplejefaglige. Bogens forfattere er alle kliniske sygeplejersker med stor viden, erfaring og engagement inden for sygeplejen og de respektive specialer. Det har sikret virkelighedstro cases i kombination med et passende teoretisk og klinisk niveau. Vi håber, at bogen vil være en hjælp for de sygeplejestuderende, nyuddannede og nyansatte, og at den vil bidrage til en større teoretisk og klinisk forståelse. Støtte den enkelte sygeplejerske i klinisk beslutning og i udviklingen mod en reflekterende praktiker. Vi håber, at alle, der er involverede i klinisk uddannelse og udvikling, kan finde inspiration i den metodiske tilgang og de udvalgte cases – og evt. supplere den fortsatte læring med egne cases fra den daglige kliniske praksis.
Rigtig god fornøjelse med læsningen. Mads, Jette og Heidi