Snøblen by familieforlaget

SNĂ&#x2DC;BLEN Historien om dengang SnĂ¸blen og Fjumsen blev venner

Naja With

familieforlaget

Naja With

SNĂ&#x2DC;BLEN Historien om dengang SnĂ¸blen og Fjumsen blev venner

Illustreret af forfatteren

familieforlaget

SNØBLEN Historien om dengang Snøblen og Fjumsen blev venner Tekst og illustration: Naja With Korrektur: Thomas Felumb ISBN: 978-87-92580-95-5

Udgivet af

familieforlaget

www.familieforlaget.dk kontakt@familieforlaget.dk Dette er en digital kopi af bogen SNØBLEN ISBN: 978-87-92580-16-0 Bogen er sat med Minion Pro. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de rammer der er nævnt i aftalen.

Første kapitel

Om et stort eventyrs begyndelse

nøblen sad på en af de øverste grene i æbletræet og kiggede ned. Den var næsten bange nu! Ikke fordi den sad oppe i træet og kunne falde ned. Snøbler kan nemlig flyve. De har også en dejlig blød pels, og slår sig kun meget lidt, hvis de falder. Nej, Snøblen var næsten bange, fordi den ikke kunne finde hjem. Den sad oppe i æbletræet i den fælles have foran de gule huse, hvor den boede, men den kunne ikke huske hvilket vindue den var kommet ud af.

Det havde været en dejlig morgen med gyldent solskin og Snøblen havde spist sig mæt i kys. Snøbler lever nemlig af kys. Både dem der bliver givet til den, men også de små kys der er faldet af en kind eller en bamse. Når kyssende svæver rundt i luften kan Snøblen suge dem op med sin snabel. Det er sådan en snøbel spiser. Men denne morgen, efter at Snøblen havde spist, havde solsorten siddet ude i æbletræet og sunget så smukt.

Den lille snøbel var blevet så glad, at den uden at tænke sig om, havde forladt den sikre vindueskarm og var fløjet direkte ud til solsorten for at lytte til dens sang i det bløde morgenlys mellem æbletræets fine grønne blade. Da solsorten fløj videre, ville Snøblen gerne hjem igen til sine venner, og til alt det, den kendte. Og så var det, at Snøblen opdagede at

vinduer ligner hinanden rigtig meget når man sidder i et æbletræ ude i den fælles have foran huset med alle lejlighederne, og at man næsten bliver helt bange, når man ikke kan finde hjem. Inde bag det rigtige vindue i Snøblens hjem bor også den voksne pige Naja, og den store hund Balder.

Najas mand Thomas bor der også, men han er ikke rigtig så meget med i denne historie. Der bor også den brune bamse Nalle og Den Talende Dyne, som engang næsten havde skræmt livet af Naja nemlig første gang den talte til hende midt om natten.

Før Snøblen overhovedet begyndte på sin morgenmad, før solsorten sang og dermed før den her historie rigtig tog sin begyndelse, var den store hund Balder vågnet fordi han skulle tisse. Så var Naja vågnet for at gå en tur i parken med Balder, og dagen var lige så stille begyndt i det lille hjem. Naja lavede kaffe og tændte for sit vaffeljern. Det var en vaffelmorgen, kunne hun mærke. Ind i mellem er det vaffelmorgen. Man skulle tro, at det mest var på kolde og mørke novembermorgener, men det sker faktisk også, at det er vaffelmorgen midt om sommeren, når æbletræerne er grønne og solsorten synger så fint. Naja besluttede at starte dagen med at støvsuge nogle af alle Balders hundehår op. Det må man tit gøre, når man har en stor hund. Og mens vaffeljernet blev rygende varmt, var der lige tid til det.

Men før Naja begyndte, ville hun lige flytte Snøblen ud i haven, for Snøbler kan let blive bange for støvsugerlarm. Snøblen sov som regel oven på et fint blåt skab, som kommer hele vejen fra Kina. Naja har malet det og passet på det, og toppen af det er en rigtig fin snøbelseng. Nogle gange sover der også andre deroppe, det er lidt forskelligt, men Snøblen sover der altid. Det var nu Naja opdagede, at Snøblen var borte. Vi ved godt, at den sad ude i æbletræet, men Naja anede det ikke og ledte i vindueskarmen, på gulvet og endda under sengen. Det var mærkeligt. Snøbler tager ellers aldrig på eventyr, og Naja blev lidt bange. Hun kaldte på alle de andre, og en stor eftersøgning tog sin begyndelse. Der var vild forvirring. Alle råbte i munden på hinanden og løb rundt og ledte de samme steder. Havde Snøblen været inde i huset, var den faldet i søvn, for snøbler falder altid i søvn, når de bliver forvirrede eller bange. Og man må sige, at det hele var temmelig forvirrende. Store og små, alle løb de omkring og søgte og kaldte i den lillebitte lejlighed. Der var et mylder og et spektakel. “Start med at lede i sengen! Spørg Den Talende Dyne om den har set noget!” Sagde Naja.“Se efter i kaffedåsen!” Foreslog Den Talende Dyne.“Der kan man være væk meget længe!”

“Har nogen kigget under vasken?” Sagde Nalle der selv undersøgte bordlampen indvendig. Balder snusede og ledte, så godt den kunne. “Hvem så den sidst?” Spurgte Naja. Men ingen kunne huske, hvornår de sidst havde set Snøblen. Alle ledte, men det var forgæves. Snøblen var væk. Den sad ude i æbletræet og var næsten bange, og da Snøblen aldrig før havde forladt huset, tænkte ingen på at lede udenfor. Det er sjovt, som der kan være forskel på ting, selvom de er meget tæt på hinanden. I Snøblens hjem, i den lille lejlighed, var der rabalder og spektakel og eftersøgning. Ganske kort derfra, ude i det fine grønne æbletræ, var der en let brise i bladene, og Snøblen sad i denne stilhed og spekulerede ulykkeligt på, hvordan man finder det rigtige vindue blandt så mange, som er så ens. Ja, Snøblen var næsten bange. Det var godt, den ikke var helt rigtig bange, for så var den jo faldet i søvn. Og når man sover, er det meget svært at finde hjem. Hvad ingen endnu ved er, at denne mærkelige morgen skulle vise sig at blive begyndelsen på en virkelig god dag, hvor Snøblens udflugt til æbletræet blev til et helt eventyr og hvor alle, der er med i historien, fik en ny ven. Det var nemlig netop på denne dag, de alle sammen lærte Fjumsen at kende. For mens Snøblen er blevet væk i æbletræet, kommer Fjumsen til verden i et værelse ikke så langt derfra.

Andet kapitel

En Fjumse vågner. Om døden og livet, og duften af bagte vafler.

I et stille værelse i et hus, ikke langt fra æbletræet og heller ikke langt fra Den Store Eftersøgning hjemme i Snøblens lejlighed, kom den lille fjumse til verden - lige på denne morgen, og lige på samme tid. Igen kan vi se, at der kan være stor forskel på ting, selvom de er tæt på hinanden og sker samtidigt. I det værelse, hvor Fjumsen kom til verden var der stille, støvet og lidt gråt. Den lille fjumse sad trygt inde i tapetet, som var gult med brune mønstre og ikke så ud af noget. Den sad mellem væggen og tapetet.

Den var stadig så tynd og lille, at man knapt havde kunnet se den, hvis man havde været der. Men der var ingen. Rummet var stille og tomt, og det havde det været i mange dage. En solstribe havde krøbet frem fra det støvede hjørne, hen over gulvpanelet, og forbi døren der stadig stod åben ind til stuen. Nu kildede solstrålen den lille fjumse på dens hale. Solen havde skinnet sådan på den før. Men før havde det også regnet uden for, og sneet fnug så store som bomuldstotter. Kirkeklokken havde ringet utallige gange. Morgen, middag og aften. Bryllupper og begravelser. Også en enkelt ildebrand havde den varslet. Ja, kirkeklokken havde talt timerne og dagene for Fjumsen. Fjumsen havde nu ikke hørt særlig godt efter, for den havde sovet og drømt det meste af tiden. Drømme om skyer og blå himmel. Grønne marker og bittesmå hustage under svimlende stjerner midt om natten. Fjumsen havde siddet der mellem tapetet og væggen, mellem vågen og søvn, mellem væren og ikke væren i utallige år i den stille lejlighed, som til tider havde været fuld af liv, men som lige nu ja: var stille og støvet. Nu kildede solstrålens varme Fjumsen på halen, og den vågnede på en ny måde. En måde, hvor det kildede på dens hale, og et nys samlede sig i dens næse. Da Fjumsen nøs, gik der et lille hul i tapetet. En anelse puds fra væggen rev sig løs og faldt ned. Afskallet maling sneede ned i små flager og et lille stykke lagde sig som en fin hat på en død bænkebider, som lå fredeligt ved en blå kaffekop.

“Hov,” tænkte Fjumsen. “Det ser ud som om jeg er ved at få en lille vinge.” Den rystede sig lidt, vrikkede med maven, og lidt mere maling løsnede sig. Den prøvede forsigtigt at dreje sig lidt. Så samlede den alle sine tanker om sin nye vinge og slog et lille lykkeligt slag i luften. Det kildede helt ned i halen og den lille fjumse synes det var så dejligt, at den baskede løs af livets fryd. Aldrig før havde Fjumsen haft en vinge, og den synes det var vældig spændende. Fjumsen viftede og blafrede og vinkede med sin nye vinge.

Snart var der en sand snestorm af hvidt puds, og Fjumsen mærkede til sin forvirring, at den ikke længere sad trygt på væggen, gemt inde i tapetet. Nu blev den lidt ængstelig og prøvede at forstå, om den var oppe eller nede, men det eneste den så, var alt det hvide støv, der hvirvlede rundt i luften med den. Det sved i øjnene og smagte gammelt i munden. Alt det støv og al den maling gjorde, at den fik en slem hovedpine. Nej, det var slet ikke sjovt at være fjumse lige nu. Den kneb øjnene hårdt i og baskede og slog med vingen indtil den ramte loftet med et bump. “Av! Nu dør jeg!”, tænkte den og slappede af et øjeblik. Den var lettet over, at alt dette grufulde og forvirrende var forbi. Bliv nu ikke fortvivlet! Den lille fjumse var selvfølgelig ikke død, men helt og aldeles let og levende. Først nu skulle Fjumsens spændede og lette flyveliv til at begynde efter alle de stille drømmeår bag tapetet, men det vidste den ikke. Den var en meget tænksom natur. Drømme og tænke, var det eneste, den rigtig kunne foretage sig bag tapetet. Derfor fik alle disse oplevelser Fjumsens fine balance til at tippe, så den på ganske kort tid, kunne nå at blive så forvirret og bekymret, at den troede, den kunne dø af at slå hovedet mod loftet. Heldigvis mærkede Fjumsen nu et pust af frisk sommermorgenluft, og måske duften af bagte vafler. Var det mon sandt? Alle levende væsener ved, at sommermorgenvafler er noget ganske særligt. Derfor fandt Fjumsen da også snart den rigtige retning og begyndte at flyve efter den fortryllende duft. Hastigt fløj Fjumsen hen til vinduet, hvorfra duften kom.

Et øjeblik sad Fjumsen fast i den snævre åbning, for vinduet havde en haspe på, og stod kun ganske lidt på klem. Men så var den igennem. Tilbage i det tomme værelse havde støvet lagt sig igen. Snevejret var faldet til ro. Faktisk var den eneste forandring, at aftrykket på væggen af Fjumsen var blevet en anelse tydeligere. En lille hvid forhøjning ved fodpanelet var det eneste der afslørede det vidunder, som havde fundet sted, da Fjumsen blev født og da bænkebideren smukt blev stedt til hvile under drømmesne.

Tredje kapitel

Den første flyvetur. Om at møde verden og om det at være sulten

uld af beslutsomhed og med sit øje hårdt klemt i, fjumser har nemlig kun et øje, skød Fjumsen nu afsted ud i den tynde morgenluft. Den mærkede hvordan en blød vind trykkede den ganske let på maven og den tænkte: “Jeg bliver båret. En venlig skabning har taget mig i sine hænder og bærer mig nu mod sit hjem. Måske er det den, der bager vafler?” Nu kunne Fjumsen også høre nogen synge. Fjumsen mærkede, at den blev nysgerrig: Den ville gerne se, hvem det var, der sang så fint. Måske var det sikkert nok til ikke længere at holde øjet lukket og

gemme sig fra hele den mærkelige verden der fandtes lige foran den. Den tog en dyb indåndig. Der smagte heller ikke længere af maling og støv, så den lille Fjumse kiggede frem. Hvilket syn der mødte den! Ikke i sine bedste drømme havde Fjumsen set noget så stort og fantastisk. Smalle gader med små bitte mennesker, grønne træer og glitrende vand passerede under den. Og der var kirken med den store klokke. På det snoede spir sad en sort fugl. Det var den som havde sunget før, kunne Fjumsen nu se. Hvide lammeskyer prydede den blå himmel og solen skinnede venligt på en smuk og for Fjumsen helt ny verden. Nu duftede der igen af nybagte vafler. Og af noget andet. Ordet JORDBÆR, formede sig i dens hoved, skønt den ikke vidste hvad jordbær var. Det må være noget rart, tænkte den ved sig selv. “Sådan er det altså at være død, det skulle jeg bare have vidst. Det er jo helt fantastisk.” Fjumsen troede stadig, at den døde, da den slog hovedet mod loftet - selvom det jo var ganske modsat: Fjumsen blev først rigtig født, da den fik sin vinge og faldt ud gennem hullet i tapetet. Men inden denne historie er slut, får Fjumsen også styr på dét, og finder sin plads her i livet. Sammen med Snøblen.

Nu fløj Fjumsen af sted, båret på vinden i strålende forårssol. Nogle gange slog den en lille kolbøtte, andre gange svævede den fra side til side, som en båd der gynger på venlige bølgetoppe. Det hele var så lyst og rart. Ude i horisonten kom en lille prik til syne. Først var den meget lille, og Fjumsen tænkte ikke videre over den. Så blev prikken en smule større, fik farve, og nu var den så tæt på at man kunne se, at den havde store hvide vinger og en rød bandana på hovedet. Mågen kom susende i fuld mågefart, og den lille fjumse blev kastet hid og did som en fjer af jet-strømmen fra de store vinger. “Pas på!”, skreg mågen, “du flyver lige der, hvor jeg er!” “Undskyld,” mumlede Fjumsen, mens den prøvede at komme på ret køl igen. Den var stadig lidt usikker på sin vinge. Mågen var allerede videre. Men Fjumsen kunne høre den synge:

Skrat, skalle, skær! Hvad for en stær? Drip, dryppe-ryp Regn giver pyt. Busk, træ og lav, Nej - giv mig et hav! “Hvad vil du have?” Fisk i min mave!

Nu hørte Fjumsen jo nok ikke alle ordene i forbifarten. Men den følte nu alligevel at sangen gav mening, selv om den ikke helt forstod hvordan. Den blev pludselig meget opmærksom på sin runde mave og følte sig ligesom lidt for let. Fjumsen følte sig også ukoncentreret og en lille smule forvirret. Den var selvfølgelig sulten, men det vidste den ikke selv. Den havde sovet næsten hele sit liv indtil nu, og havde aldrig smagt hverken vådt eller tørt. Nu kunne den mærke sin mave og fik lyst til at hvile sig lidt. Den kiggede ned mod jorden og så en lille grøn firkant. “Måske?” tænkte Fjumsen, “Kunne jeg sætte mig i et træ dernede og tænke over sagen.” Og den landede med et blødt bump i et æbletræ. Lige på den gren hvor Snøblen sad og prøvede at huske, hvilket vindue den var fløjet ud ad.

Fjerde kapitel

Om hvordan det er at finde en ny ven i et æbletræ.

Undskyld, sagde Fjumsen, “Må jeg sidde lidt her på samme gren som dig?” Snøblen lettede og svævede længere ind mod træets stamme for at gøre plads. For det var en betænksom lille fyr. Den lille Fjumse landede træt med et lille tilfreds suk og tog omgivelserne i nærmere øjesyn. To gule huse stod og småbagte i den lune sol, men der var en dejlig, kølig skygge i æbletræet. “Sikke en pæn snabel du har,” sagde Fjumsen med en høflig stemme. Snøblen blinkede venligt med øjnene, og Fjumsen blinkede tilbage.

Under æbletræet groede en meget fin græsplæne. I midten af haven var et dejligt, rundt blomsterbed med lyserøde roser, lilla iris og blå ridderspore. “Hej, Jeg er Fjumsen,” sagde Fjumsen. “Jeg er død, jeg har rejst langt, lugtet til vafler og mødt en måge. Hvem er du?” Snøblen viftede glad med den ene luffearm og sagde et lille “Shlup.” Fjumsen var en tålmodig natur, og tænkte at Snøblen nok ville sige noget mere om lidt. Men det gjorde Snøblen ikke, for Snøbler taler ikke som vi gør. Sådan sad de fredeligt og så på hinanden et stykke tid, mens bierne summede i de kønne blomster i det fine runde bed, bladene raslede og vaffelduften bredte sig tydeligere og tydeligere i den lille fælles have ved det søde gule hus. Fjumsen var nu helt rolig og følte hvordan den ligesom var fyldt med små bobler. Pludselig fik den lyst til at fortælle Snøblen om det. “Jeg er lykkelig,” sagde den, mens den kiggede på Snøblen. ”Jeg er lykkelig, og jeg tror, at du er min første ven.” Snøblen rykkede lidt nærmere og rørte Fjumsen på vingen. “Shlup,” gentog den. “Spluurtuut” forsøgte Fjumsen sig, og så lo de begge, som kun venner kan le over noget, som kun de selv forstår. “Ved du hvad?”, spurgte Fjumsen, “Jeg tror egentlig, jeg er blevet lidt sulten. Har du noget hjemme hos dig man kan spise?” Snøblen nikkede og smilede med øjnene. “Så lad os tage hjem til dig,” sagde Fjumsen. “Hvor bor du?” Og det var jo sagens kerne! Snøblen så ganske fortvivlet ud, for den var aldeles fortvivlet. Det havde den jo været hele morgenen, netop

af denne grund. Hvor boede den? Netop nu kunne den ikke klare det mere, og faldt i søvn. Det gør snøbler altid, når tilværelsen bliver for meget. “Hov!” Tænkte Fjumsen. “Hvad mon der skete dér?” “Undskyld,” sagde den. Men Snøblen svarede ikke, for den sov. “Måske blev den forvirret og faldt i søvn,” tænkte Fjumsen, for som en sand ven, forstod Fjumsen med det samme Snøblens natur, og satte sig til at vente på, at Snøblen skulle vågne igen.

Femte kapitel

Om vise-værter og om det at blive rigtig bange. Men også om at blive fundet og at komme trygt hjem igen.

a snøblen endelig vågnede, var solen forsvundet om bag hustagene. Aftenlyset var rødt, og varmede endnu - det var jo sommer. Bierne summede uforstyrret videre med deres egne travle gøremål. “Hej igen,” sagde Fjumsen. Snøblen blinkede venligt med øjnene og så sig omkring. Så gjorde den et lille hop, som om den pludselig

huskede noget vigtigt. Den svævede et lille stykke væk fra grenen på æbletræet, mens den viftede med luffen, nærmest som et lille signal til Fjumsen om at følge med. Måske vil den vise mig hvor den bor, tænkte Fjumsen glad og skulle lige til at flyve efter Snøblen. Netop i det samme skete der noget uventet, der forstyrrede den gode ro og gjorde både Snøblen og Fjumsen forfærdelig bange. Ud af en dør i det gule hus med alt for mange vinduer, kom en stor hund farende. Den logrede og fjantede rundt, fandt en gul bold i græsset og flimrede rundt med den, som hunde nu gør, når de er klar til at lege. Men det var ikke hunden, der gjorde dem så forskrækkede. Nej, det var det næste, der skete.

I det gule hus boede en meget sur mand, der blev kaldt for ViseVærten. Han var en mand, der “viste” alle de andre, der boede i lejlighederne i det gule hus, hvad de skulle gøre. Han holdt også øje med, at ingen fjantede rundt og rodede med legetøj eller sad på græsset, så det blev krøllet. Nu kom denne sure vise-vært farende ud på græsplænen med viftende arme og råbte til den store hund, at han “øjeblikkelig skulle stoppe med det fjanteri”. Kan du forstå, hvorfor Fjumsen og Snøblen blev bange? Fjumsen fløj op som skudt ud af en kanon, men den stakkels Snøbel faldt i søvn igen som snøbler jo gør når de bliver utrygge eller forvirrede. Denne gang sad den ikke trygt på en gren, da den faldt i søvn, så den faldt ned på græsset. Tung som en sten. Den slog sig ikke, for den har jo sin bløde pels. Det var som at lande på tusinde silkepuder. Faktisk var det et svært held. Nu kunne Balder se Snøblen, som hele familien havde ledt efter hele dagen. Og Balder lod Vise-Vært være Vise-Vært og gøede højt, så Naja kom farende til. Øj hvor blev hun glad, da hun så sin lille snøbel igen. Alle havde jo været urolige og havde ledt og ledt efter Snøblen hele den lange sommerdag. Nu sad den der i græsset og sov. Med Snøblen i favnen, sagde Naja tak til Vise-Værten, og så skyndte hun sig ind for at vække Snøblen i trygge omgivelser.

Kapitel seks

Hvor Fjumsen får et nyt hjem og alle får en ny ven.

jemme i lejligheden blev der nu et vældigt røre. Alle havde ledt efter Snøblen hele dagen og var glade for at se den lille fyr i god behold. Nalle, sang en sang om dage, der ender godt. Balder rullede sig på gulvtæppet og logrede med halen. Nalle satte sig på sengen og lyttede på Den Talende Dyne, der mumlede om hvor godt det er at sove. Da Snøblen slog øjnene op og havde fået nogle kys at styrke sig på, ville den absolut hen til vinduet. Det tog lidt tid, før de andre forstod, at den gerne ville ud. De åbnede vinduet, og Snøblen fløj lige op i

æbletræet. Efter ganske kort tid, vendte den tilbage med Fjumsen. “Nu skal I allesammen være stille,” sagde Naja, “for vi ved ikke om den lille fyr dér er genert, bange eller måske noget helt tredje. Så vi må tage pænt imod den og give den ro til at fortælle lidt om sig selv.” Lidt efter sad alle trygt og godt i den store seng. Når man bor mange i en meget lille lejlighed, er sengen et godt sted at være. Det kan være svært at finde plads til en sofa. De havde tæpper over sig, og dem der havde lyst, fik en kop te. “Hej,” sagde Fjumsen. “Jeg er Fjumsen. Jeg er død og har mødt en måge og en hund og fået en ven. Har I vafler? Jeg synes, jeg kunne lugte vafler tidligere?” Og det havde de. Naja foreslog, at de alle sammen spiste vafler igen, selvom de fleste havde fået vafler til morgenmad. Det syntes de alle var en vældig god ide. Særligt Balder, som holder af at spise hele tiden.

Den Talende Dyne mente ikke, at Fjumsen så særlig død ud, som den sad der og spiste vafler. Det mente de andre heller ikke. Men det allervigtigste, sagde Bamse Nalle, er at man har det godt. Og det syntes Fjumsen den havde. Særligt nu hvor den havde fået en masse venner og et nyt hjem. Og så klappede alle og gav hinanden et stort knus, mens de talte sammen om hvor godt det var, at Fjumsen var flyttet ind. Dagens oplevelser blev blandet med vafler og jordbærsyltetøj. Og I det hyggelige skær fra stearinlys, siddende blandt venner, kan selv en Vise-Vært blive til noget, man bare ler af. Den aften sov Snøblen igen trygt på sin vanlige plads oppe på det kinesiske skab. Og nu sad Fjumsen ved siden af den. “Sikke en dejlig og spændende dag,” tænkte den lille fjumse glad. Og faldt ned i en behagelig drøm om æbletræer under en blå himmel og vafler med jordbærsyltetøj.

SLUT

Syng med Snøblen og dens venner

nøblen elsker når der synges. Og den er specielt glad for at høre sine gode venner synge. På disse sider finder du tekst og noder til Snøblens sange så du også kan synge med. Du kan høre alle Snøblens sange på snøblen.dk/sange God fornøjelse!

Besøg Snøblen.dk Få flere oplevelser med Snøblen. På snøblen.dk kan du se video med Snøblen, løse Snøblen-opgaver, høre Snøblens sange, lære Snøblens sangleg og holde dig orienteret om hvad der sker i Snøblens univers. Du kan også blive ven med Snøblen på snøblen.dk/facebook

nøblen er en poetisk fortælling, der kredser om at blive væk, at blive fundet og om hvad det vil sige at eksistere. Og så handler den også om at være venner. Og om vafler. Naja With, der har tegnet og fortalt denne bog, er kunstner og musiker, og hun har også skrevet en række sange om Snøblen og dens venner. På snøblen.dk kan du høre sangene, se små film og løse opgaver. Snøblen er en virkelig hyggelig bog. Glæd dig til at læse den.

familieforlaget