
2 minute read
Korte kurser
FDF udbyder dette efterår en lang række korte kurser rundt i landet, hvor du som ung og leder på en enkelt dag eller aften bliver godt klædt på til en specifik opgave eller rolle i kredsen. Du har som udgangspunkt mulighed for at deltage på et kursus, selvom din kreds ligger i en anden landsdel, end hvor kurset finder sted.
Du kan læse mere om de enkelte kurser og tilmelding på de angivne links, som løbende opdateres med nye datoer og lokationer.
KURSUS FOR NYE OG KOMMENDE LEDERE
Dette kursus byder på udsyn, fællesskab, refleksion og ny viden for nye og kommende ledere i FDF. Formålet er at åbne for det FDF, som ligger uden for kredsen. Deltagerne bliver introduceret til det, som binder os sammen i FDF, herunder formål, ambition, værdier, pædagogik og historie. Kurset giver også deltagerne indblik i FDFs organisering og struktur.
Kurset afholdes hvert halve år af FDFs forbundssekretærer og er en obligatorisk del af FDFs grundlæggende lederuddannelse, som alle ledere i FDF skal gennemgå.
På FDF.dk/knkl er en oversigt over foreløbigt planlagte kurser dette efterår. Følg med på siden for løbende tilføjelser om tilmelding, tidspunkter og lokationer i de enkelte landsdele.
Fristen for tilmelding til de enkelte kurser er en uge før kursusdagen. KREDSLEDERUDDANNELSE
Både nye og erfarne kredsledere kan deltage i forskellige udviklingsmoduler som en del af kredslederuddannelsen. Kurserne har til formål at give inspiration og værktøjer til rollen som kredsleder.
Kredslederuddannelsen er til for at:
Skabe et solidt fundament for kredslederarbejdet.
Inspirere til at være ledernes leder og skabe fællesskab.
Skabe overblik.
Give konkrete værktøjer til kredslederjobbet.
Sætte dine egne erfaringer i spil.
Skabe netværk til andre kredsledere.
Bruges til at tænke FDFs formål, værdier og ambition ind i kredsens hverdag.
Modulerne kan fx omhandle emner som projektledelse, relationer, personligt lederskab, strategi og udviklingsmål, fortællingen og kredsudvikling – og meget mere.
På FDF.dk/kredslederuddannelse er en oversigt over foreløbigt planlagte moduler dette efterår. Følg med på siden for løbende tilføjelser om tilmelding, tidspunkter og lokationer i de enkelte landsdele.
INTROKURSER TIL MEDLEMSSERVICE
Med et introkursus til Medlemsservice bliver du og dine medledere godt klædt på til at arbejde i FDFs kommende medlemssystem, der lanceres til oktober. Introkurserne finder sted i alle landsdele i uge 39 og 40.
Ud over introkurserne afholdes en lang række webinarer og online inspirationsaftener om bestemte funktioner og roller i Medlemsservice. Her kan du fx blive klogere på kontingentopkrævning, registrering og håndtering af medlemsdata, medlemsbekræftelse (indberetning), regnskab og rollebaserede funktioner i det nye system.
På FDF.dk/medlemsservice/kurser er en oversigt over foreløbigt planlagte introkurser og webinarer dette efterår. Følg med på siden for løbende tilføjelser om tilmelding, tidspunkter og lokationer i de enkelte landsdele.