DLF: Lærerne er i en svær position

der sætter lærerne i en anden position, uanset om de vil det eller ej. »Når skolen bliver et rum, hvor man konstant bliver målt eller testet, så kan det være svært at gå til læreren, når man har ondt i sindet. Det betyder ikke, at lærerne ikke kan skabe den tillidsfulde relation til børnene, men de skal være meget bevidste og gøre en stor indsats for det. Ellers er de blevet kontrollanter og repræsentanter for målekulturen«, siger hun.

De to forskere mener, at mængden og kombinationen af de mange performancefaktorer skaber de store problemer. Børn kan godt klare at blive testet, hvis det handler om at gå ind til en test og så bagefter kunne lege og være sig selv uden at skulle præstere. »Men vi har skabt en struktur, hvor de unge fokuserer på performance i alle fora, for det er det, vi har trænet dem i, siden de var små. De er vænnet til at lægge meget lineære planer for deres fremtid, så når noget går galt – som for eksempel en dumpet eksamen eller et dødsfald i familien – er det en forsinkelse, som de skal forbi så hurtigt som muligt for ikke at ødelægge planen og ende som en fiasko«, siger Betina Jacobsen.

De unge har ukritisk købt den politiske retorik om at blive produktive og ikke komme til at ligge samfundet til last, mener forskerne: »Når vi spørger dem på metaplan, kan de godt forholde sig kritisk til samfundets retorik, men når det gælder deres egne liv, så tager de hele ansvaret på egne skuldre«.

Løsningen ligger i performancefrie rum

Problemernes årsager er altså en giftig cocktail, og dermed peger forskerne også på, at løsningerne skal findes på mange planer. Første punkt er dog at anerkende den høje grad af performancemåling, og at vi har skabt en struktur, hvor de børn og unge, der ikke performer, ikke har endeløse muligheder. Samtidig skal man huske, at det er et strukturelt problem og ikke et individuelt problem, og anerkende, at en del af problemet opstår i skolen og ikke i hjemmet – og at løsningen derfor også skal findes i skolen. »Det overordnede strukturelle problem skal løses politisk, men det betyder ikke, at man ikke kan arbejde med det i skolen også. Det handler om at skabe rum i folkeskolen, hvor performance reelt nedtones, strukturere mere leg, frirum og afslapning – performancefrie rum, karakterfrie bedømmelser«, siger Iben Nørup.

Hun og Betina Jacobsen mener, at lærerne som profession bør overveje, hvad man kan gøre for at skærme børnene. Ligesom de igangværende forskningsprojekter om resiliens, som Folkeskolen beskrev i seneste blad, også kan være en del af det at skærme børnene, fremhæver de: »Hvis man arbejder med robusthed som individuel coping, er det blot symptombehandling, og så bliver det bare endnu et individuelt mål, som man selv har ansvaret for at nå. Men hvis man arbejder med det på et kollektivt plan – hvad man skal gøre i skolerummet for at forbedre skoledagen – så kan det bestemt give mening«.

Betina Jacobsen og Iben Nørup har interviewet 17 unge mellem 18 og 26 år. De unge bliver set som eksperter, fordi de selv har oplevet at gå ned og i dag er tilknyttet Det Sociale Netværk Headspace i Aarhus og København som rådgivere for børn og unge med problemer.

De unge er interviewet eksplorativt i to fokusgruppeinterview om, hvad udsathed betyder for dem, hvornår man kan befinde sig i en udsat position. Ved begyndelsen af interviewene blev de unge bedt om at skrive deres svar ned, og efterfølgende har de så diskuteret og grupperet udsagnene.

Svarene er blevet analyseret ad to omgange, først rent og siden i sammenhæng med reformer på uddannelsesområdet og med det sociale område inddraget.

pai@folkeskolen.dk

Betina

Jacobsen, postdoc, Aalborg Universitet Iben Nørup, postdoc, Aalborg Universitet

Da de to forskere Iben Nørup og Betina Jacobsen kort før jul holdt et oplæg for uddannelsesudvalget i Danmarks Lærerforening, kunne formand for udvalget Jeanette Sjøberg i den grad nikke genkendende til forskernes beskrivelser af en præstationskultur. Spørgsmålet er så, om lærerne bærer en del af ansvaret? »Jeg synes faktisk, at lærerne har gjort rigtig meget for at råbe højt om konsekvenserne af den test- og evalueringskultur, man har lagt ned over skolen. De har i den grad gjort opmærksom på, at det ikke er godt for børnene. Men de har jo pligt til at udføre de opgaver, de får pålagt«, siger Jeanette Sjøberg.

Hun synes, at det er skræmmende, når de unge beskriver deres relation til lærerne og opfatter dem som kontrollanter: »Hele den danske skoletradition bygger på gode relationer mellem børn og voksne, og det er virkelig alarmerende, hvis børnene ikke længere føler, at de kan gå til lærerne med deres problemer. Det stiller også os som lærere i en meget svær position«.

Jeanette Sjøberg mener, at man skal skrue ned for det voldsomme fokus på optimering af læringsbegrebet og den målstyrede undervisning med fluebensevalueringer. Hun ser hellere færre fag med karakterer end flere. »De her udfordringer skal løses på politisk plan. Men vi kan som lærere og ledere forsøge at skabe et præstationsfrit helle for eleverne. Det går vi i Danmarks Lærerforening også i gang med at hjælpe med i et nyt projekt om trivsel til efteråret«.