Lærer: DPU har fjernet sig fra folkeskolen

Forskningen i skolens fag forsvinder, og lærere fra folkeskolen udgør nu et klart mindretal blandt studerende på DPU, kritiserer Lise Sandahl Matthisson, lærer og adjunkt.

TEKST: JOHN VILLY OLSEN · FOTO: MICHAEL DROST-HANSEN

Engang var der et mylder af lærere; de var på efter- eller videreuddannelse. Det var dengang, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) hed Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og blev kaldt »lærernes universitet«.

Sådan er det ikke mere. Således var der kun fem lærere på Lise Sandahl Matthissons hold i generel pædagogik årgang 2016. Ud af 60 kandidatstuderende. De andre var nybagte bachelorer fra DPU’s egen bacheloruddannelse i uddannelsesvidenskab samt socialrådgivere, afspændingspædagoger og pædagoger, hvoraf nogle havde praksiserfaring, andre ikke. Der var også fem nyuddannede lærere, men kun Lise Sandahl Matthisson og fire andre vidste, hvad det ville sige at stå i et klasselokale i folkeskolen og undervise.

At DPU har fjernet sig fra skolen, er et stort tab, mener Lise Sandahl Matthisson, og hun besluttede sig for at skrive kandidatspeciale om netop det: »Et blik ind i Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelses praksis – som aktiv medskaber og meddebattør af forskning og efteruddannelse rettet mod grundskolen – i et historisk, politisk, didaktisk og forskningsmæssigt perspektiv«.

»Den forankring i folkeskolen og læreruddannelsen, der kendetegnede DLH, er svær at finde på DPU«, siger Lise Sandahl Matthisson, der har været lærer i 15 år og nu er adjunkt på læreruddannelsen i Jelling. »Jeg viser i specialet, at der sker en afvikling af det skolepædagogiske på DPU. Forskningen har fjernet sig fra skolens grundfaglighed«.

Hun oplevede et videreuddannelsesforløb, hvor hun blev præsenteret meget for metodeteori og metodebrug i undervisningen, men hvor der ikke var nogen kobling til hendes praksis som lærer eller folkeskolens fag. »Metoden er vigtigere end genstanden, fik vi at vide. Vi skulle blive metodebevidste. DPU ville have os til at blive forskere og metodebrugere, men det gav ikke mening for mig som praktiker. Mine medstuderende var unge – ud over mig var der kun fire over 40 år – og de var meget modtagelige for metoder og stillede ikke kritiske spørgsmål«, fortæller Lise Sandahl Matthisson.

Hun mener, at den pædagogiske diskussion går tabt på DPU, når de studerende og kandidaterne er reproducenter af metoder, som de ikke reflekterer over.

»Tidligere skulle man have mindst to års praksiserfaring for at søge ind. Det løft af de pædagogiske diskussioner, som praktikerne gav på studiet engang, er væk. Det er ærgerligt, og man kan spørge, om DPU lever op til sin rolle som Danmarks Pædagogiske Universitet«, siger Lise Sandahl Matthisson og tilføjer: »Niveauet er faldet, på grund af at man optager så unge og uerfarne studerende, i hvert fald hvad angår den pædagogiske stillingtagen«.

For lidt fagdidaktisk forskning

I sit speciale gennemgår Lise Sandahl Matthisson de forskningsprojekter, som Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning bevilgede fra 2015

Under sit videreuddannelsesforløb på DPU blev Lise Sandahl Matthisson overrasket over, hvor lidt der forskes i skolens fag.

til 2017. Kun 12 af de 37 ph.d.-projekter, der blev sat i gang, har fagdidaktisk karakter. Resten er orienteret omkring emner som synlig læring, brug af it i skiftende læringsrum og målstyrede læringsprocesser og andre ikkefagdidaktiske temaer, eksempelvis »Målstyring mellem intention og praksis« og »Når unge vægrer sig ved skole«.

Det får Lise Sandahl Matthisson til at konkludere, at DPU har fjernet sig fra skolens kernefaglighed, skemafagene, og hun mener, at tabet af fagdidaktisk forskning på DPU er uheldigt. »Det er vigtigt at holde fast i, at der er behov for mere nuanceret og bred forskning inden for fag og fagdidaktik i alle grundskolens fag«, skriver hun i sit speciale og fortsætter:

»Den cirkulære forbindelse, der er mellem DPU, læreruddannelsen og folkeskolen, er afhængig af denne fagdidaktiske skolepædagogiske forskning, hvis fagene ikke skal miste deres kernefaglighed. Kernefagligheden refererer til fagets centrale problemstillinger, metoder, kategorier og begreber. Disse er vi nødt til at fastholde, for at fagene ikke går i opløsning. Konsekvensen af den fagdidaktiske forskning i alle grundskolens fag har og vil have afsmittende effekt på læreruddannelsen i forhold til undervisning i de lærerstuderendes undervisningsfag. Dette bekræfter mine interview med lektorer ved læreruddannelsen også. Fagene som sådan bliver ikke udviklet«.

Der er behov for mere nuanceret og bred forskning inden for fag og fagdidaktik i alle grundskolens fag.

Lise Sandahl Matthisson,

lærer og adjunkt