2 minute read
Nødråb
IKKE TID TIL AT MØDES
» Allerede inden reformen arbejdede vi meget sammen omkring forberedelse og løsning af diverse opgaver. Jeg arbejder i en aldersintegreret indskoling, hvor vi i tre år har arbejdet med fælles forberedelse, vidensdeling og øget teamsamarbejde, så det har ikke været den store forandring. Det nye er, at vi ikke længere har tid til at mødes og fællesforberede på samme måde, fordi vores ‘huller’ i skemaet til forberedelse ikke er placeret, så vi kan udnytte tiden til fælles forberedelse«.
DÅRLIG SAMVITTIGHED OG SPOLERET NATTESØVN
» Tankerne kommer jo også, selvom jeg har fri. Nattesøvnen spoleres ofte af spekulationer om, hvordan næste dags opgaver skal klares på den alt for korte tid. Dårlig samvittighed over manglende forberedelse eller kedelig genbrugsundervisning efter skolebogen gør også sit til den spolerede nattesøvn og tankemylderet på løbeturen«.
JEG VAR PÅ FORKANT TIDLIGERE
» Jeg har altid arbejdet på skolen; til tider op til 50 timer ugentligt, når det har været nødvendigt – i forbindelse med både forberedelse og efterbehandling. Så har jeg i andre perioder været mindre til stede. Det vil sige, at jeg har planlagt i forhold til arbejdsbyrde, og det har passet mig fint, fordi jeg således altid har været på forkant med undervisning, pædagogik med videre«.
NÅR NU KUN EN TIENDEDEL
» Min personlighed og arbejdsstil egner sig ikke til at være ‘på’ i otte-ni timer i træk. Jeg er træt efter fem-seks timers undervisning i 10. klasse med alle de mange individuelle hensyn – faglige såvel som personlige – der skal tages der … Jeg når cirka 1/10 af den forberedelse, jeg plejer at nå på to timer, når de to timer ligger efter en lang arbejdsdag eller endnu værre: Spredt ud imellem timerne. Jeg oplever ikke, at det er nemmere at samarbejde med kolleger, tværtimod! Alle har så sindssygt travlt. Mit eget stressniveau er tårnhøjt«.
Læs også
Læs hele panelbesvarelsen af »Undersøgelse af folkeskolereformens virkninger på lærernes arbejdsliv« på folkeskolen.dk
NOTERER TIDSFORBRUG
» Jeg benytter mig af DLF's time-app, hver gang jeg arbejder hjemme. Jeg er meget omhyggelig med at notere uddybende, hvad jeg har brugt tiden til, og kan allerede nu se, at de 215 timer nok ikke kommer til at slå til ... men så har jeg dokumentationen på plads, når jeg må spørge min leder, hvad jeg skal undlade at bruge min tid på«.
INGEN TID TIL PÆDAGOGISK SAMTALE
» Jeg ser et problem i, at der ikke er tid til pædagogiske samtaler med kollegerne, da der er så lidt tid til forberedelse, at udviklende pædagogiske tiltag ikke sker«.
Research: Lise Frank, Helle Lauritsen Design: Peter Yde Honoré Jensen Kilde: Undersøgelse af folkeskolereformens virkninger på lærernes arbejdsliv foretaget af Scharling Research for Folkeskolen