2 minute read
Uskolet
VED MORTEN RIEMANN
Kollega, der altid taler for meget under møder, pludselig inde på noget relevant
En kollega, der har for vane til møder på skolen at bede om ordet lidt for ofte, stille lidt for mange spørgsmål, tale lidt for længe og i det hele taget opføre sig lidt for engageret, havde tirsdag måske fat i noget. Det er et større antal kolleger nok nødt til at indrømme. »Jeg tror, de fleste af os mere eller mindre stempler ud, når (kollegaens navn er redaktionen bekendt) begynder sine lange tirader på møderne klokken langt op ad eftermiddagen«, forklarer en lærer. »Men her forleden var det nok alligevel rimeligt relevant, hvad der pludselig kom på bordet, det må vi bare indrømme«. Det fremgik ikke, om den pågældende kollega selv var klar over, at der foregik noget atypisk. En voksen, som hidtil har omtalt den danske folkeskole i vendinger som »Hvor svært kan det være?« og »De har jo ferie hele tiden«, tog onsdag eftermiddag sit standpunkt op til revision. Det skete, blot fyrre minutter efter at den voksnes barn havde budt 23 klassekammerater velkommen til fødselsdag hjemme i privaten. »Det er jo vanvid, det her«, hørtes den tidligere skolekritiker stønne forpustet ude i køkkenet. »Så var der lige en, der fik hul på knæet, så kunne en ikke lide de grønne i slikposen, så græde, så trøste, så binde snørebånd, så tørre snot, så ville Bertram hjem, så var hende med fregnerne åbenbart allergisk, så ville en hele tiden sidde på skødet, så 36 halvt spiste pølsehorn, så kunne Hannah B altså ikke holde sig længere, så måtte en ikke være med til dåseskjul, og en sad bare ovre i hjørnet, så kaste op, så græde, så trøste, så kunne ham med den åndssvagt, latterligt larmende Space Gun ikke finde sin jakke, så … jamen. Så græde, så trøste, så var der stadig to timer og tyve minutter, til de bliver hentet – de skal altså have mere i løn, dem, der arbejder med det her hver dag. Meget mere«.
Foto: iStock Okay! Hvad?!
Tidligere kritiker af folkeskolen kræver højere løn til lærere 40 minutter inde i børnefødselsdag
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.