Lærere i opråb: Gør noget ved inklusionen

Stribevis af dystre beretninger om inklusion, som igen og igen blev kaldt folkeskolens største problem, fyldte debatten på lærernes kongres.

Udfordringerne med inklusion i folkeskolen er så store, at de fleste lærere kender følelsen af utilstrækkelighed og magtesløshed, hvis de da ikke for længst er blevet sygemeldt eller har kastet håndklædet i ringen og sagt jobbet op.

Det gik igen og igen i indlæggene fra de delegerede på DLF’s kongres i København de første dage i november. DLF-formand Gordon Ørskov Madsen lagde i sin mundtlige beretning ud med at pege på, at et af de vigtigste punkter for samarbejdet omkring folkeskolen er inklusion.

Trine Falck Steen fra Silkeborg Lærerforening citerede fra talerstolen en tidligere kollega med 24 elever, hvoraf flere havde diagnoser eller andre udfordringer: "Den ene halvdel af mit hoved forsøger at undervise de 23 elever, mens den anden halvdel forsøger at tænke: Hvordan får jeg hjulpet den dreng, der sidder under bordet og taler højt og grimt og skubber og rykker i de andre? Det er jo en del af hans diagnose, det ved jeg. Min hjerne tænker og underviser på samme tid. Jeg vil jo så gerne vise, at børnene er vigtige, og at jeg interesserer mig for dem, jeg vil så gerne leve op til inklusionen og have alle med – men jeg er ikke tilfreds med min egen indsats".

Det holder jo ikke, understregede Trine Falck Steen efter citatet og fortsatte med denne kommentar: "Hendes arbejdsmiljø er usundt, hun er ikke tilfreds med sin egen indsats, selv om hun kæmper en brav kamp, og ingen af eleverne har det godt. Hun har så mange ildebrande at slukke, at det faglige glider i baggrunden. Afmægtigheden fortsætter hele vejen op, men det er læreren, der står med udfordringen".

Lærernes egne fortællinger

Den samme problematik blev berørt igen og igen i adskillige indlæg fra de delegerede på kongressen. Lene Kingo Laursen fra Øhavets Lærerkreds mente, at "vi er stadig i gang med livreddende førstehjælp". "For eksempel mellemformer, som der blev talt om i 2010, dem får vi en vejledning om i 2021. Så er det klart, at der er udfordringer derude, for man ved jo ikke, hvad man skal gøre", sagde hun - og tilføjede: "Nu bliver vi nødt til at tage fat i lærernes fortællinger. Vi kan ikke være andet bekendt".

Jessica Uebelin fra Københavns Lærerforening henviste til, at Danmark tidligere var et foregangsland, hvor andelen af elever uden for almenområdet var blandt de laveste i Europa. "Men her tyve år senere er vi kommet længere og længere væk fra en skole for alle – til trods for alle mulige fantastiske koncepter og konsulenter og fancy diagrammer. Det er skræmmende. Hver anden lærer har oplevet vold og trusler. Det er en skole, der ikke længere er for elever eller lærere", sagde hun.

Der findes succeshistorier

Men midt i de dystre indlæg og beretninger fra virkeligheden var der også lyspunkter.

Hans Christian Winther Larsen, Lyngby-Taarbæk Lærerforening, berettede om en selvoplevet succeshistorie med en 3. klasse med et udfordret og nærmest spoleret læringsmiljø – primært på grund af elever med diagnoser.