2 minute read

Bachelorvinder: Ind med iPads i undervisningen

Vinder LÆRERPROFESSION.DK

ET SITE OM LÆRERPRAKSIS OG PROFESSIONSUDVIKLING

Bachelorvinder: Ind med iPads i undervisningen

Vinderen af årets bachelorprojekt, Stinne Roed Sørensen, har skrevet om multimodal læsning på iPads. Nu opfordrer hun andre faggrupper til at bruge mediet i undervisningen.

TeksT Mie Borggreen Winther

foTo Klaus holsting

Mens hun skrev sit bachelorprojekt, lærte Stinne Roed Sørensen en vigtig ting: At medier skal bruges i undervisningen. Hendes opgave, der vandt førsteprisen ved lærerprofession. dk’s prisuddeling, fokuserer på multimodal læsning på iPads, hvor elevernes læsning bliver krydret med både levende billeder og lyd undervejs. Og opgaven bidrager til et helt nyt felt inden for digital ungdomslitteratur, fortæller hun. »Vi lever i en multimodal verden, og derfor skal eleverne have værktøjer til at kunne være kritiske over for det, de møder i deres hverdag«, fortæller Stinne Roed Sørensen. Hun mener derfor, at det er vigtigt, at den multimodale læsning implementeres i så mange fag som muligt. Her kan tekst, video og lyd være med til at forklare opsætningen af koniske kolber i fysik eller pladetektonik i geografi – mulighederne er mange. Pointen er, at multimodal læsning kan være et aktivt redskab i undervisningen.

Den nybagte lærer afviser, at man skal opfinde den dybe tallerken, hvis man vil inddrage iPads i sin undervisning. »Man behøver blot at fastholde det i romanlæsningen, som eleverne allerede kender, eksempelvis analyse af komposition og personkarakteristik, og kombinere dette med nye elementer – i dette tilfælde læsning af flere modaliteter. Det handler hele tiden om at finde en balance mellem didaktisk afvikling og udvikling«, forklarer Stinne Roed Sørensen.

Vil udvikle undervisningsmaterialer

I sin introduktion til opgaven skriver Stinne Roed Sørensen: »Arbejdet med værket skal indkredse, hvordan børn og unge går til og læser multimodal litteratur på skærm, og belyse de faglige og didaktiske udfordringer, som opstår, når tekst og medie ændres«. Men de udfordringer, hun har mødt, har også gjort hende klogere på det nye medie i undervisningen. »Den største udfordring er at gøre eleverne kritiske over for teksterne og sammenkæde de forskellige elementer og deres mening«, fortæller hun. Hun fremhæver et eksempel fra opgaven, hvor en elev ville slukke for lyden, fordi den virkede distraherende i forhold til læsningen. Det fik eleven imidlertid ikke lov til, da et af analyseelementerne dermed ville gå tabt.

Bachelorprojektet har været med til at give Stinne Roed Sørensen blod på tanden, og gejsten har hun taget med sig i sit nye job som lærer på Bakkehusene i Bælum. Her er iPads imidlertid skiftet ud med Chromebooks, som hun nu arbejder med i sin undervisning. I fremtiden håber Stinne Roed Sørensen at kunne inspirere sine kolleger. »Jeg brænder for at udvikle ting, der kan understøtte min undervisning. På længere sigt vil jeg gerne udvikle undervisningsmaterialer«, siger den stolte vinder af årets bachelorprojekt.

Allerede nu er der dog materiale at hente fra Stinne Roed Sørensen. Hendes bachelorprojekt er skrevet med afsæt i en 6. klasse og i-bogen »iTavs«, og hendes erfaringer og materiale fra undervisningen kan bruges af andre dansklærere, der har adgang til iPads i undervisningen. Opgaven kan findes på lærerprofession.dk mbw@dlf.org

Det er gejsten, der driver 25-årige Stinne Roed Sørensen til at udvikle sit eget undervisningsmateriale. På længere sigt håber hun også, at andre kan få gavn af det.

This article is from: