Alma: »Jeg havde ondt af alle fem drenge«

SAGEN KORT

Alma Schack Andersen blev konstitueret som skoleleder på Mølleskolen 1. februar i år. Fem dage senere bliver en elev med afghansk baggrund angrebet med en flaske brændende benzin foran byens idrætshal. Han får kraftige forbrændinger på store dele af kroppen.

Fire andre elever fra skolen bliver tiltalt, og 4. maj bliver de kendt skyldige i grov vold mod den jævnaldrende skolekammerat. To af drengene idømmes 12 måneders fængsel og har afsonet fire måneder, de to andre idømmes fængsel i 18 måneder og har afsonet seks måneder.

Alle fem drenge tog i sommer 9.-klasseprøven ved Mølleskolen, dog ikke sammen med klassekammeraterne. Alle fem er i dag videre i et uddannelsesforløb.

I juni blev en ny leder ansat på Mølleskolen, og Alma Schack blev igen viceskoleleder. I december gik hun på pension.

»Jeg havde ondt af alle fem drenge«

FORTALT TIL MARIA BECHER TRIER FOTO: PETER HELLES ERIKSEN

Brandbomben. Alma Schack Andersen var konstitueret leder på Mølleskolen i Ry, da en elev blev angrebet med brændende benzin af fire andre elever. Dagene efter blev hun bestormet af medier og forældre.

»Jeg sagde, at jeg havde ondt af de fem drenge. De fire, der havde gjort det, og ofret. Det var selvfølgelig synd for ofret, men jeg var også skoleleder for de fire drenge og kunne godt se i krystalkuglen, at det ville blive ved med at følge dem resten af livet. Min udtalelse i medierne gav en landspolitisk racismestorm, hvor jeg fik at vide, at det var det mest tåbelige, at jeg kunne have ondt af nogle, der gjorde sådan.

Jeg fik ekstremt ubehagelige beskeder på Messenger. Nogle, som i min optik var langt over grænsen. Nogle skrev, at de ville komme og lukke mig ned. De skrev, at ’sådan en som mig ikke burde have med børn at gøre’, at ’jeg burde fyres’. Samtidig hang der to helikoptere over skolen, og der stod pressefolk, der tilbød eleverne kakaomælk for at udtale sig. Ved en enkelt lejlighed måtte jeg smugles ind ad bagvejen til Fælleden (rådhuset, redaktionen), fordi der var for mange pressefolk.

Skolens SSP-medarbejder (skole, socialforvaltning, politi) ventede med at fortælle mig om angrebet til om morgenen. Det er jeg glad for, for jeg fik brug for den nattesøvn. Jeg blev kritiseret for, at jeg ikke samlede elever og personale klokken 8. Det er en kritik, som jeg slet ikke kan tage alvorligt. På det tidspunkt ville det have været på rygtebasis. Jeg tænkte på, hvordan vi bedst passer på de involverede elevers mindre søskende på skolen. De vidste ikke, hvad der var sket, og det var vigtigt, at der blev taget hånd om dem i første omgang.

Lederforeningen frarådede mig at tage med til det store pressemøde. Men qua min erfaring og min alder gjorde jeg det alligevel. Inden jeg tog af sted, sagde jeg, at hvis der ryger et hoved i dag, så er det nok ikke borgmesterens. Jeg havde set, at det kunne ske. Det er bare ikke min stil at stikke hovedet i busken, og jeg har ikke fortrudt det.

Jeg ville ønske, at det hele var overstået. Men det er det ikke. Det fylder stadig i det lokalpolitiske. Vi venter på en afgørelse fra Ombudsmanden. Der spørges ind til, hvad skolen har gjort i forhold til inklusion. Hvorfor drengen (ofret, redaktionen) ikke er smidt ud af skolen for længst. De siger ikke, at det var i orden, at de andre kastede benzin på ham, men de kritiserer, at skolen har inkluderet drengen.

Det bekymrer mig, at nogle tænker, at en kompleks problemstilling kan løses ved et enkelt greb. Vi har arbejdet meget seriøst med problematikkerne, og ingen ved, hvad der kunne være sket, hvis vi havde gjort noget andet«.