Den eneste ene er mig selv

køn, der efterhånden erfarer, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem ord og handling Det lægger en kile af ideologiseret usandhed ind både i og mellem os og gør vold på den tillid, der er så vigtig på alle niveauer af vores fællesskab Når man i tidens ligestillingsdebatter kan se mænd, der privat opfører sig grænseoverskridende over for kvinder, tordne mod chikane og chauvinisme, er det blot et lille eksempel på den råddenskab, usandheden medfører De andre, ikke-krænkende mænd, som selvfølgelig udgør størstedelen, tilpasser sig ved stiltiende at acceptere tidsåndens diktat og forsøger efter bedste beskub at navigere i det stadig mere rodede landskab af halvopløste normer kønnene imellem

Værst er det naturligvis for de mænd, der ikke kan gennemskue de dobbelte standarder for, hvad der forventes af en mand Ham, der har opgivet de mandlige dyder Ansvar, rationalitet, kompetence, overblik, behovsudsættelse, ære, mod og generøsitet De dyder har ellers været pejlemærker for manden Hjulpet ham til at træffe kloge valg i livet Uden positive idealer at læne sig opad, har han mistet sit fodfæste Manglen på pejlemærker gør mennesket forvirret og rastløst Men ekstra problematisk er det for manden, hvis han gør som tiden befaler og fornægter de mandlige dyder For så vil ingen have ham Hverken arbejdsgiverne, vennerne eller kvinderne Vi får en mand, der har tabt, på alle parametre Fyldt med afmagt og frustration Og et yndet mål for feministisk agitation, der bruger ham til at påpege den ‘toksiske maskulinitet’

Kan man bygge et fredeligt, frit og velordnet samfund uden modige, sandhedssøgende, ridderlige mænd med det moralske kompas intakt – uden mænd, der er villige til med aggression og styrke at forsvare det uskyldige og de svage? Uden mænd, der insisterer på at gøre det rigtige? Nej Hertil er den harmløse, feminiserede, barnlige mand ubrugelig Også selvom han har et Rolex-ur

Den eneste ene er mig selv244

Ægteskabet hedder matrimonium på latin, afledt af mater, altså ‘moder ’ Ægteskabets fundament er mor Kvinden med børn, i

velsignet forening med sin elskede – måske det element i hele den borgerlige orden, der fremmaner det dybeste had hos opløserne Hvorfor? Fordi uden hende er der ingen orden Og uden hende kan han ikke skabe Og uden deres børn ophører populationen, bærerne af ordenen Det er her, de voldsomste angreb må sættes ind, hvis strukturen skal falde Og angrebene har regnet ned over hende lige så længe som over ham Men mere raffineret, fløjlsklædt, terapeutisk, end hvad man udsatte manden for Det skal jo ikke hedde sig, at man hader kvinder Man vil bare ændre dem grundlæggende Ændre deres karakter, deres kærlighed, deres lidenskab, deres prioriteter, præferencer, livsmål og den slags Dette kolossale ombygningsprojekt af kvindens indre er i fuld gang, mens vi skriver dette Man er nået et godt stykke vej siden den indledende nedrivning af hendes forkerte væsen

Men hvordan får man tegnet kvinden som kronisk og globalt forfordelt midt i historiens mindst uretfærdige civilisation? Hvordan får man fjernet fokus fra den ophøjede stilling, som kvinden som mor, livspartner, søster, veninde med videre unægtelig har haft i vores del af verden – også under det påståede patriarkat? Jo, man tager et par af hovedingredienserne, særligt moderskabet og forestillingen om kærlighed, og viser, hvordan også de er resultater af en ond, patriarkalsk vilje

Indflydelsen fra opløsningsfeminister som Beauvoir er åbenbar Hadets budskaber er sivet ned fra samfundets top til hele resten af legemet Selvfølgelig ikke kun på grund af Beauvoir, men som resultat af den bevægelse, den bølge, der skyllede ind over Vesten i de år Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, børnene røg i institution Abort blev noget, man bare fik Fri sex og selvrealisering var en ret, og pligt var noget, borgerdyrene gik op i Moderrollen blev hånet og latterliggjort i litteratur, populærkultur og politiske kredse Hende, der gik hjemme og var både stolt af og glad for at være mor og hustru, måtte være dum Dårligt uddannet Ubelæst Frustreret Undertrykt Lige dele foragtelig og medlidenhedskrævende

Den sociale kontrol, som udgik fra kulturklassen og med ord og frisættende pegefingre holdt kvinderne i skak uden for hjemmet, er

stadig virksom Man kan ikke åbne et dameblad eller se et debatprogram, uden at tidens ortodoksi minder om sin magt: flere kvinder i bestyrelser! Der mangler kvinder i den og den branche! Det er samfundsmæssigt spild, at kvinder med en uddannelse går hjemme! Indvendinger som disse har en direkte forbindelse til feminismens anden bølge Ikke blot fordi de fokuserer på kvinden som arbejdstager, men også fordi præmissen er, at det, kvinder af sig selv vælger – hvis de vælger andet end arbejdsmarkedet og langtidsopbevaring af børnene – er forkert Pudsigt nok er det særligt i de mest egalitære samfund i verden, de skandinaviske velfærdsstater, at kvinder mestendels vælger kvindefag, vælger topkarrierer fra og ikke går efter bestyrelsesposter Det er valg foretaget af kvinder, der er komplet frie og har en stor socialstat at støtte sig til, uanset hvad der sker De er ikke truet af fattigdom, udstødelse eller andet De vælger selv Og alligevel er der næppe noget sted i verden med stærkere anklager om al den uretfærdighed, kvinder dog er udsat for Feminisme er først og fremmest en grundlæggende utilfredshed med kvinder, som de er, når de er frie til at vælge selv

Den feministiske behandling af kvinden og hendes rolle som mor, som hustru, som borger og individ, har således været ambitiøs Ja, total På trods af interne uenigheder, har et fælles anliggende været at opildne til kønskamp, dæmonisere den vestlige mand og emancipere kvinden fra alt det, der udgjorde hendes livsverden Hendes rolle som livgiver, som primær omsorgsperson, som kulturbærer i hjemmet

Påvirkningen har været og er allestedsnærværende I medier, politik og populærkultur Alle steder fra får kvinder at vide, at det er forkert at ofre sig selv At lide afsavn for mand og børn (som om ikke også manden lider afsavn) De lærer, at det vigtigste overhovedet er at ‘være uafhængig’ af en mand På den måde er mange unge kvinder afskåret fra den identitet som kvinde og mor, der ellers har givet mening, substans og rødder til tidligere generationer Det er den del af fortællingen, feminismen belejligt udelader: hvor opbyggeligt, hvor formende og meningsfuldt, det er at vælge noget andet end sig selv

Det vigtigste i livet er selvfølgelig ikke at ‘blive uafhængig’, men at finde en, man kan bygge en tilværelse med Af alle de løgne, hadets filosofi har fortalt, er feminismens uafhængighedsdoktrin blandt de mest skadelige Hundredetusindvis af unge kvinder i Vesten er vokset op med dette mantra Har fået det indpodet af deres mødre, hørt det fremstillet som en nødvendighed i skolen, er blevet masseeksponeret for det i populærkulturen Der er endeløse eksempler, men lad os bare tage sangerinden Miley Cyrus’ hit Midnight sky, som har dette omkvæd: I was born to run, I don’t belong to anyone, oh no/ I don’t need to be loved by you (by you) Det i øvrigt absurde billede af en ung kvinde, der er ‘født til at løbe’ – det kan en væddeløbshest være og til nød og med tydelig sproglig distance, en topatlet – tegnes som noget efterstræbelsesværdigt Så er man vel nok en prægtig, stærk sjæl, når man sådan har modet til at vælge et liv med fingeren i navlen Captain of my soul, som der står på lykkekager og den slags Problemet, eller problemerne, thi der er mange, med at have dette som sit livs udgangspunkt, er selvfølgelig ikke mindst, at man derved afskærer sig fra de livslange forpligtelser Vi tilhører netop nogen; ikke som slaver eller objekter, men som medlemmer af fællesskaber, vi ikke selv har valgt, og som er forudsætningen for vores eksistens og jordeliv Familie, nation og kultur Den familie, vi selv skaber, og det ægteskab, vi selv vælger at indgå i, er ikke mindre forpligtende, blot fordi vi selv vælger det Har man sagt Ja til et andet menneske, og har man fået børn, er det for livet Et løfte, man ikke kan løbe fra uden at øve vold på sin og andres sjæle Alt dette – altså loyaliteten over for og den faste forpligtelse på både de givne og selvvalgte relationer – afskærer den unge, ‘uafhængige’ kvinde sig fra, for så vidt som hun udlever feminismens dogmer På den måde bliver det også klart, at ‘uafhængighed’ er svært skelnelig fra ‘selvoptagethed’ At være ‘født til at løbe’, og hvordan det ellers pakkes ind, er det samme som at vælge sig selv permanent Det er at være drevet af sin lyst, af sine umiddelbare inklinationer, der fører en hvor som helst hen – en karakter, der er uforudsigelig, pligtafvisende og umulig at fastholde Hvilket for konservative mennesker lyder frastødende,

men faktisk er det modsatte for mange unge kvinder: det kan synes meget attraktivt at fremstille sig selv som en mystisk, fri fugl, der er komplet absorberet i sig selv Ja, som en, der ikke behøver andre Hvilket selvfølgelig aldrig passer; ingen kan bære sig selv igennem et langt liv Det er ikke sjældent de mest nedbrudte mennesker, der overtydeligt har brug for at fortælle på de sociale medier, hvor godt, de har det alene Men problemet med den bekræftelse, man kan få gennem disse medier, er jo, at den kun taler til det ydre Den eneste bekræftelse, der når vores indre, er det vi gør, som har mening, som kræver noget af os, og som involverer andre mennesker i deres egen ret Altså ikke som publikum, rygklappere eller med-narcissister Hvilket er træls i en tid, hvor det er u-chikt at beskæftige sig med de kedelige relationer, der kan give denne sammenhæng Vores bedsteforældre, vores forældre, vores søskende, tanter, onkler, kusiner Lokalsamfundet Mennesker, der ikke lever for at få applaus for deres gerning Din venstre hånd må ikke vide, hvad din højre gør er der ikke nogen, der kender betydningen af længere For så kan folk jo ikke se, hvor godt et menneske, jeg er

Det er ikke noget tilfælde, at selvdyrkende foreteelser som meditation, yoga og den voksende underskov af selvkærlighedscoaching og -terapi boomer i disse år Det ligger simpelthen i tiden at elske sig selv mere end andre Det er naturligvis ikke, hvad selvdyrkerne fortæller hinanden og deres (få) kritikere De vil sige, at man ikke kan elske andre, før man elsker sig selv At man får et overskud af at pleje sig, som man kan give til andre Problemet er bare, at denne kærlighed ikke rigtig lader til at materialisere sig efter egenomsorgen De ældre er mere ensomme end nogensinde før; de unge drukner i psykiske lidelser; de helt små bliver sendt til opbevaring uden for hjemmet i hobetal; familier går i stykker, fordi mor og far simpelthen ikke er ‘glade’ mere, eller er ‘vokset fra hinanden’ Det er ikke tegn på, at selvdyrkelsen gør godt – og slet ikke for omgivelserne Det er tegn på, at individualiseringens store løgn virker, så spejlkiggeriet kan fortsætte

Måske selv-elskerne tror, at omsorgen for konkrete andre mennesker, kan erstattes med abstrakte og personligt uforpligtende

sager som klimaet? Altså sager, der sådan set bare er endnu mere selvdyrkelse – thi aktivisten får noget, nemlig identitet og en slags skin-mening, ud af sin aktivisme

Heldigvis lægger mange kvinder den feministiske livsterror, der fordømmer til ensomhed og bitterhed, fra sig, når de bliver ældre Nogle når de møder en mand, de elsker, og stifter familie, som de holder sammen på Men ikke alle gør Stadig flere enlige får børn, eller forbliver barnløse De realiserer Beauvoirs vision for kvinder: en verden, hvor mænd ikke er vigtige Et liv med sig selv og sin identitetsskabelse

Hvor megen grundløs animositet og spildt tid ligger der ikke i feministiske skæbner levet på en bund af had til traditionen En evig kilde til vrede mod tilværelsens uretfærdighed, som via ideologien kanaliseres ud på ‘strukturerne’, på manden, på historien Nåja, og på de andre kvinder, som vælger familien til En ond cirkel: kvinden opdrages til at se sig selv som historisk forfordelt, til at være offer for et ondt samfunds misogyne undertrykkelse Det avler vrede, som internaliseres og, i de grelle tilfælde, bliver konstitutiv for det yngre kvindeliv Hun opfordres til at gøre oprør ved at vælge sig selv, et feministisk selv, der er uforeneligt med den kvinde, der gerne indgår i en kærlighedsfuld afhængighed af og med mand og børn (som om han ikke er lige så afhængig af hende) Hun takker nej til de kærlige mænd, der gerne vil have hende, fordi hun ikke vil underlægge sig patriarkatet og i øvrigt er ‘født til at løbe’ I stedet hælder hun sin livsenergi i at arbejde for flere kødfrie dage i Uganda Resten af hendes år går med skiftende partnere, veninder, ikke for meget af familien (søsteren, der har fået børn, er irriterende), og skønne udlandsrejser til Kasakhstan og Timbuktu Får hun børn, bliver hun sandsynligvis ikke sammen deres far, fordi hun jo har lært ikke at gå på kompromis med sig selv – noget, intet ægteskab eller parforhold kan holde til Når denne kvinde ligger på sit dødsleje, vil hun med stor sandsynlighed have mange fortrydelser Hvis hun altså er ærlig over for sig selv Det mest tragiske ved hendes liv vil være, at hun takkede nej til meningen Den rækker altid ud over os selv, men kan ikke tilkøbes