Fra Moses til Malakias

Det bibelske drama For r ev et helligteks t Det Gamle Testamente er ejendommeligt: det begynder med skabelsens ouverture, “Gud så, at det var godt” – mens et af de senere skrifter åbner med et slag for panden: “Forbandet den dag, jeg blev født”! Højsangens første ord hvisker: “Kys mig” hvorefter et skrift proklamerer: “Alt er tomhed.” Som en fanfare lyder det ved historiens begyndelse: “I dig skal alle folkeslag velsignes” hvorpå der udstødes sætninger som “et underligt værk”, “Guds arm er for kort”, “Gud er lige glad med godt og ondt”. Det Gamle Testamente lovpriser Jahves universelle “herlighed” og en salme råber: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

På baggrund af Det Gamle Testamentes status som “helligtekst”, skrevet til opbyggelse og fromhed, tror man ikke sine egne øjne, når man læser skandaløse beretninger om døtre, der drikker deres far fuld og forfører ham; om Guds mænd, der på deres hellige opgave straks tager ind til en offentlig kvinde; om Guds udvalgte, der ler ad Gud, håner Gud osv. Sådan taler en helligtekst ellers ikke; Koranen, pavelige dekreter eller Stalins proklamationer retoucherer det pinlige og vanhellige væk. Det Gamle Testamentes specielle helligskrift derimod handler ikke kun om det fine, men også om det ikke-fine – ja, er i sin ufuldkomne form selv præget af det. På en gang rummer Det Gamle Testamente salmernes lovprisning, Jobs klage og Prædikerens nihilisme; alt er taget med ind i en forvirrende helhed af oprør, tvivl, famlen og fejlslag. De menneskelige reaktioner på Guds ord er taget med ind i “Guds ord”. Det Gamle Testamente har indoptaget sin egen modsigelse i sig.

Bibelens Gud er en forsmædet, foragtet, forladt Gud. Præsterne bedrager, kongerne synder, det guddommelige ord lyder i falske profeters mund, og de sande profeter står værgeløse og hånede.

Gud er som en Herre, der angribes af sine slaver; som en mand, der bedrages af sin hustru; som en udstødt. Og til sidst antager Gud foruroligende former, bliver fjern, ikke til at skelne fra en afmægtig, ringe, lidende, gudsforladt ...

Målt på filosoffernes og humanisternes Gud kan man føle en vis skam ved Det Gamle Testamente. Det, en humanist som Goethe står for, er smukkere end Jahve, der udvælger sig et lille, sølle folk, i 14