Genvej til Moses og profeterne
Det Gamle Testamente er en stor og spraglet – og delvis fremmedartet – bog, og alene af dén grund er den ikke helt nem at læse uden hjælp af nogen art. På den anden side er det ikke rigtig en mulighed at ignorere bogen. Slet ikke, hvis man er teolog, præst, eller bare kirkegænger: Den udgør størstedelen af Bibelen, og de seneste tredive år har den leveret tekstmateriale til de fleste søndagsgudstjenester. Faktisk er det også lidt vanskeligt at komme uden om den, selv om man skulle være aldeles ligeglad med, hvad der foregår i kirken: Dens aftryk i vores fælles sprog og kulturelle koder er mindst lige så mange og dybe som Det Nye Testamentes: Kains-mærker og Urias-poster indgår fortsat i det fælles lingo, og hvis der ikke fældes salomoniske domme, kan det godt dele vandene, så man kommer ud i en ørkenvandring. At Det Gamle Testamente på én gang er uomgængeligt og (i manges øjne) utilgængeligt, gør behovet for gode introduktioner presserende. Uden for Danmark er genren “en gammeltestamentlig teologi” udbredt: En (i mange tilfælde: tommetyk) bog, som gennemgår Det Gamle Testamentes teologiske tankegods, ikke sjældent struktureret helt eller delvis efter GT’s egen opbygning eller skriftgrupper, så der også bliver tale om en gennemgang af den tykke bog som samlet litterært værk. En bog af akkurat den type er de sidste 100 år ikke rigtig skrevet på dansk, skønt der skam findes mange udmærkede lærebøger og indledninger, der introducerer til Det Gamle Testamente fra en (religions)historisk, teologisk og/eller litterær vinkel (jf. henvisning herunder). Det er åbenbart en for stor mundfuld i nutidens universitetsvirkelighed, at en ekspert i faget ene kvinde eller mand skal orke den kombination af dybteborende faglighed og udadrettet formidlingsmæssig bredde, som genren kræver. Men faktisk har vi fra nogenlunde nyere tid et omfattende dansk værk fra en vidende, vidtskuende og voldsomt belæst dansk teolog, der over hen ved 500 sider gennemgår hele Det Gamle Testamente med en kombination af historisk indblik og eksistentiel spørgen efter, hvordan teksten i dag kan have et anliggende tilfælles med 8