Træet og pligten

TRÆET OG PLIGTEN

Min bedstemor, som blev ældre end de fleste, og nåede at miste mange af dem, hun kendte, sad i flere årtier alene på gården. Havde hun været en hund, havde hun fået den skudt, hvis den havde været i hendes tilstand. Hun talte altid om pligten til at stå op om morgenen. Ikke et ord om glæden. Det var pligten, som hver dag trak dynen af hende og fik hende ud af sengen.

Jeg kunne have undt hende større glæde i livet, men når alt kommer til alt, hvad ved jeg så egentlig om det, der boede i hende. Dybest set er pligten til at leve at foretrække fremfor retten til at aktivere sin egen død. Træet bestiller heller ikke øksen, der skal fælde det i morgen. Træet er klogere. Selv når det står der uden blade, og bunken af knækkede grene for dets fod har vokset sig stor, ved det rodfæstede træ, at ingen har ret til at dø, men at det er et vilkår, alle har i vente.