Indledning

Bodil Abildgaard, Erling Andersen, Lisbet Christoffersen og Per Melhof

Tilsynsbegrebet spiller en væsentlig rolle i folkekirkelig sammenhæng. Tilsynsopgaven er afgørende for fortolkningen af embedet som biskop, provst og præst, fordi tilsynet er knyttet til bekendelsesgrundlag og spørgsmålet om fortolkning af de vilkår, der i øvrigt er for folkekirken og dens lære. Samtidig er begrebet tilsyn i omfattende forstand knyttet til kontrol – med al den forvaltning og ledelse, som finder sted i folkekirken.

Tilsyn er således et centralt folkekirkeligt begreb. Men det er centralt uden i nævneværdigt omfang at være beskrevet eller udfoldet for den, der skal føre tilsynet, eller for den eller dem, der føres tilsyn med. Der er ganske vist love, cirkulærer og bekendtgørelser, som udgør en vigtig baggrund for tilsynet, men den praktiske udfoldelse af, hvordan, hvornår og efter hvilke retningslinjer og værdier tilsynet skal udfoldes i forhold til de mange aktører, er kun sparsomt beskrevet.

Det er nødvendigt med tilsyn

Uden for det folkekirkelige område dukker tilsynsbegrebet i nyere tid op, ikke mindst præget af de mekanismer, som bl.a. New Public Management gjorde tydelig: tilsyn bliver vigtigt, når opgaver kontraktstyres eller udliciteres. I forlængelse heraf bliver tilsyn også til mere end et styrings- og kontrolværktøj, nemlig til et ledelsesbegreb, hvor