2 minute read
Hvad er ventesorg?
from Ventesorg
by Eksistensen
Ventesorg er et relativt nyt begreb for mange mennesker, selv om det har eksisteret i lang tid. Vi har bare ikke beskæftiget os særlig meget med det. Begrebet stammer fra
2. Verdenskrig. Den tysk-amerikanske professor Erich Lindemann benyttede begrebet ventesorg om den følelsesmæssige svære tid, mange familier befandt sig i, når de unge mænd rejste af sted for at deltage i krigen. Familierne vidste ikke, om de ville se deres sønner, brødre, kærester og mænd igen, og heller ikke hvornår. De pårørende levede i daglig ængstelse over, hvordan det ville ende, og om der nogensinde ville blive et gensyn. Den ængstelse kaldte man for ventesorg.
En overset sorg
Ifølge Det Nationale Sorgcenter er ventesorg en hård og overset sorg, som mange danskere oplever – blandt andet fordi man er blevet bedre til at behandle alvorlige sygdomme, og derfor lever flere mennesker i længere tid med deres sygdom. Det betyder, at mange familier får mere tid sammen, men det har også den konsekvens, at pårørende er sammen med den syge i længere tid med alt, hvad det indebærer – herunder ventesorgen. På den ene side har du din kære i længere tid, på den anden side er det opslidende at leve med, at personen snart skal dø. Som pårørende til en, der er uhelbredeligt syg, kan du eksempelvis opleve at skulle sige farvel flere gange.
Mange er vant til at forholde sig til en såkaldt almindelig sorg, når nogen dør. Omgangskredsen til den afdøde eller til dem, der har mistet en kær, deltager i bisættelsen for at vise respekt og medfølelse, men derefter fortsætter hverdagen, og man kan ubevidst komme til at forvente, at det samme snart sker for de nærmeste pårørende til den afdøde. Men det er langt fra altid tilfældet. Op til bisættelsen kan der have været et langt forløb for de pårørende, som er svært at ryste af sig. For nogle har den svære periode varet flere år. Først nu – efter bisættelsen – kan en egentlig sorgbearbejdelse gå i gang. Det vender vi tilbage til senere i bogen. Men det er vigtigt at nævne allerede nu, fordi det er med til at gøre ventesorgen til en overset sorg. Mange – både pårørende, omgangskredsen og arbejdspladsen – er ganske enkelt ikke bevidste om, at den uvished, der kan være i forløbet op til bisættelsen, også er en sorg, blot er den langt mere uhåndgribelig og sværere at tale om end det, vi normalt forbinder med sorg.
Er du pårørende til en, der er uhelbredeligt syg, eller er du pårørende til en, der er forsvundet, og lever du i den sorgfulde og svære uvished, er det ikke sikkert, de mennesker, du har omkring dig, forstår, hvad du går igennem. Det kan være, de ikke selv har oplevet ventesorg, og derfor ikke kender til de svære følelser, der kan slå kolbøtter i måneder og år efter den begivenhed, der udløste sorgen i første omgang.
»Almindelig« sorg er anderledes end ventesorg. Forskellene er beskrevet i oversigten herunder. Det er især uvisheden