FORÆLDRESAMARBEJDE SKAL VÆRE EN FÆLLES OPGAVE

En lærer må ikke stå alene med et udfordrende forældresamarbejde. Det er en fælles opgave, som kolleger og ikke mindst skolens ledelse skal bakke op om, mener Mette Obelitz, der er psykolog og ekspert i belastningsreaktioner hos blandt andet lærere.

AF METTE SØNDERGÅRD ·MSO@FRIESKOLER.DK

Elevernes læring, udvikling og trivsel er lærernes kerneopgave, og har altid været det. Men i de senere år er en dertilhørende opgave vokset i omfang og kompleksitet: Forældre.

Det forklarer Mette Obelitz. Hun er psykolog og administrerende direktør i Institut for Belastningspsykologi og vant til at arbejde med mennesker, der møder mennesker, fagfolk, der møder høje følelsesmæssige krav i deres arbejde: lærere, pædagoger, ansatte i sundhedsvæsnet og andre med menneskelig kontakt.

»Vi ser generelt et forventningsskift fra borgerne, og vi ser det mange steder. Det er jo også sundhedsvæsnet, der er under pres. Vi ser pårørende, som går ind og tager en mere aktiv rolle i forhold til patienterne. Der bliver stillet krav ind i systemerne hele vejen rundt, og det er også det, lærerne oplever«, forklarer Mette Obelitz.

»Der er andre krav og forventninger i dag. Det er ikke nok, at børn og unges trives og lærer det, de skal. Lærerne skal også sikre et godt forældresamarbejde. Lærerne møder meget høje følelsesmæssige krav, og det presser deres arbejdsmiljø«, forklarer hun.

Med til billedet hører, at mange børn og unge i dag ikke trives, men kæmper med diagnoser og mistrivsel og har svært ved at passe ind i fællesskaberne. Det bekymrer og presser forældrene, at børnene ikke trives, og lægger et ekstra pres på forældresamarbejdet, og det kan blive en ond cyklus, som også rammer lærerne, der kan føle, at de bliver frataget vigtig tid med eleverne, forklarer Mette Obelitz.

»Man bliver nødt til at forholde sig til og tænke på, hvordan i alverden vi passer på vores lærere, så de alle kan være i det her og stadig være professionelle i forhold til dem selv, til elever og til forældre«.

Ingen er usårlige

Det kræver, at skolerne sætter fokus på den belastning, det kan være at stå i et udfordret forældresamarbejde, og sætter fokus på, hvad individet kan gøre, hvad kollegerne kan gøre for at støtte hinanden, og hvad ledelsen kan gøre, så den enkelte ikke belastes.

»Et forældrepres må ikke være en individuel opgave. Det skal være en holdsport. Der hvor det bliver rigtig svært, skal man aldrig stå alene. Der er både en ledelsesopgave og en kollegaopgave i at være opmærksomme på hinanden«, siger Mette Obelitz og tilføjer:

»Hvis en lærer sidder med nogle forældre, som er meget pressede og belastede af situationen med deres barn, så er de også i mental ubalance, og det lægger et ekstra pres på læreren, og det skal en lærer ikke være alene med. I en sådan situation skal man altid have en buddy. Man skal tænke i, hvordan man får skabt balance, så en lærer ikke får mental slagside, for der er ingen mennesker, der er usårlige. Alle mennesker har en tolerancegrænse. Når man udsættes for høje krav og belastninger i store doser og længe nok, og hvis man ikke har mulighed for at kunne sætte punktum, når man går hjem fra arbejde, så er risikoen for mental belastning ekstra stor. Alle vil reagere på et tidspunkt og få en mental slagside«, forklarer Mette Obelitz og kalder det en pligt, kolleger har til at være opmærksomme på og støtte hinanden.

Hun nævner som et eksempel, at de fleste skoler har en klasse, der er lidt vanskeligere end andre. En klasse med ekstra mange børn med vanskeligheder, en klasse med ekstra mange utilfredse forældre.

»Som regel så ved alle godt, at 3.b er en rigtig svær klasse, og når man ved det, er det hele holdets ansvar. For eksempel kunne man forestille sig, at klasselæreren har en medklasselærer med direkte ansvar for at støtte op om 3.b, og alle kolleger har et ansvar for på lærermøderne at spørge, hvordan går det med 3.b? De sværeste opgaver er hele holdets, og ikke bare klassens lærers ansvar«, understreger Mette Obelitz.

Definer grænser og roller

Det største forebyggende arbejde ligger dog i at få blik for udfordringerne og løbende forventningsafstemme, hvordan ressourcerne bruges bedst muligt. Ifølge Mette Obelitz skal det tages op i lærergruppen og med ledelsen, så der er klare roller og rammer omkring lærernes prioritering af opgaver, og hvad forventningen til forældrene er. Det skal løbende afstemmes med forældrene.

»Man er nødt til at tale om, hvad det her forældrepres gør ved en, hvad er det for en rolle, man bliver sat i, og hvordan det kan håndteres. Man skal have et fælles sprog for belastning, og hvad det vil sige at blive kontaktet efter arbejdstid, hvad det gør ved en, for alle har brug for at restituere. Hvis man ikke har mulighed for at restituere, så kommer man ikke i balance, inden man skal møde ind i det igen«, forklarer Mette Obelitz.

Hun opfordrer til, at man taler om forældresamarbejdet helt ned i detaljerne på skolen: Hvad svarer vi på, og hvad svarer vi ikke på?

»Der er sådan et forventningspres på læreren om, at man kan svare på alt muligt. Jeg oplever det også nogle gange selv som psykolog. Man kan risikere at blive brugt til alt muligt. Her skal lærerne passe på sig selv og henvise til skolens retningslinjer, værdier, politik eller forventninger og afvise at gå ind i for eksempel opdragelsesspørgsmål. Man risikerer at blive overinvolveret og en slags medforælder, hvis man går ind i det. Man må sætte en grænse og definere, hvad der er ens opgave og rolle, og hvad der er udenfor kompetencefeltet«, forklarer Mette Obelitz.

Hun opfordrer til, at skolerne har vejledende regler for, hvor meget lærerne står til rådighed for forældrene, hvornår de kan kontaktes, og hvornår de forventes at være tilgængelige. Hvis man har en politik, vil det for eksempel være nemmere for den enkelte lærer at lade være med at tage telefonen om aftenen, når en forælder ringer, hvis man kan mærke, at man har brug for at slappe af i stedet for. ■

HØJE FØLELSESMÆSSIGE KRAV

Høje følelsesmæssige krav defineres som direkte eller indirekte kontakt med mennesker, og hvor kontakten stiller høje krav til at:

• sætte sig ind i, rumme eller håndtere disse menneskers tænkning, følelser eller adfærd

• håndtere eller skjule egne tanker eller følelser

• tilpasse kommunikation eller adfærd til de mennesker, der arbejdes med.

Høje følelsesmæssige krav kan for eksempel forekomme i arbejdet med mennesker, der har en udadreagerende, aggressiv eller grænseoverskridende adfærd, mennesker der irettesætter, er utilfredse eller anklager, er uforudsigelige eller utilregnelige.

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker kan øge risikoen for langtidssygefravær og for eksempel mental og fysisk udmattelse, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, langvarig stress, angst, depression samt udbrændthed.

Arbejdsgiveren skal iværksætte effektive tiltag, så de ansatte ikke bliver syge eller kommer til skade på grund af høje følelsesmæssige krav.

Forældre til børn i mistrivsel råber om hjælp til lærerne på mange forskellige måder. Deres hjerte bløder for deres barn, og de ved ikke, hvad de skal gøre. Det kan ikke undgås, at det påvirker lærere og pædagoger, som har med børn og forældre at gøre. Der skal læreren stå på sit felt og sige, jeg kan hjælpe med det her, men jeg kan ikke hjælpe med det her

METTE OBELITZ, PSYKOLOG OG DIREKTØR I INSTITUT FOR BELASTNINGSPSYKOLOGI