4 minute read

Psykolog og forfatter Johan Halse om trivselsdebatten

"I skal vise børnene, at I har forventninger, og at de har evnerne til at leve op til dem"

Voksne skal turde være tydelige autoriteter, der ikke altid giver børn deres vilje, fortalte psykolog og forfatter John Aasted Halse til dette års træf for børnehaveklasseledere i Frie Skolers Lærerforening.

AF MALTHE DAM CHRISTENSEN · FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN

Klokken var lidt i ni, men salens publikum var punktlige og havde allerede fundet vej til deres stole. 72 børnehaveklasseledere var samlet på Hornstrup Kursuscenter to dage i midten af marts til det årlige træf for netop deres faggruppe

Snakken gik lystigt langs bordene, som stod fint dekorerede med dampende kaffekopper, strikketøj og farverige læsebriller.

Fredag morgen var børnehaveklasselederne samlet til et foredrag med psykologen

John Aasted Halse. Udover at have skrevet en række bøger om børnefamiliepsykologi er han en flittig foredragsholder og tidligere mangeårig formand for Børns Vilkår samt medlem af Børnerådet.

John Aasted Halse var inviteret til at holde oplæg om robusthed, dannelse og selvværd hos børnehaveklassebørn, og han indledte foredraget med at tale om trivsel.

Trivsel handler om hjerte og hjerne

»I dag taler vi tit om, at børns trivsel er hele fundamentet, for at de kan lære at læse, regne og indgå i fællesskaber. Da jeg gik i skole i 1950’erne, var trivsel slet ikke et ord, der fandtes«, sagde John Aasted Halse.

Han fortalte, at de seneste års øgede fokus på trivsel overordnet set har haft en positiv effekt på børns indlæring.

»Men«, fortsatte han, »vi kommer hurtigt til udelukkende at tale om trivsel som noget blødt, som en følelse i hjertet hos skolebørn. Men trivsel handler både om hjerte og hjerne. Helt konkret er trivsel et spørgsmål om, hvorvidt det enkelte barn ønsker at komme i skole. Det ønske præges både af, hvordan barnet trives socialt, men også af, at barnet oplever, at det lærer noget og udvikler sig«.

Voksenautoriteter og velcrosko

John Aasted Halse fortalte, at der skabes rum for udvikling, når børn trives. Og så pegede han på, at børn udvikler sig, når de møder forventninger hos deres lærere og forældre.

»Voksne skal turde være tydelige autoriteter. Vi bliver nødt til at fortælle vores børn, at der er nogle ting, som de skal – også selvom de ikke har lyst til det. Det handler om, at børn har behov for hjælp og vejledning. Når en seksårig har lyst til at spise is til aftensmad, er det vigtigt, man fortæller barnet, at det kan det ikke få lov til«, sagde han.

»Men«, sagde han og uddybede, »vi skal også vise børn, at vi har nogle tydelige forventninger til dem. For det er med forventningerne og ansvaret, at børnene vokser. For eksempel bør børn i børnehaveklassealderen kunne binde deres egne snørebånd. Egentlig har velcrosko intet at gøre på børn over fem år og voksne under 85 år«.

John Aasted Halse tog en tår vand og kiggede ud over en hær af notesblokke. Marcherende kuglepenne skynder sig at få de vigtigste pointer skrevet ned, før han igen begynder at tale.

At gøre sig umage

»Da min søn var barn, tegnede han en masse tegninger«, fortæller John Aasted Halse. »Han ville gerne have dem op at hænge på køleskabet, men af og til fortalte jeg ham, at en tegning ikke var god nok. Han havde ikke gjort sig umage. Jeg mener, vi har glemt den sætning – at gøre sig umage. Hvis vi gerne vil skabe robuste børn, så skal vi lære dem, at de skal gøre sig umage, og at de nogle gange kommer til at fejle og må prøve igen«.

John Aasted Halse kiggede ud på de tilstedeværende børnehaveklasseledere, som for at understrege, at netop denne pointe er særlig vigtig. Derefter talte han videre om, hvordan modstand og dannelse hænger tæt sammen:

»Dannelsen er ikke gnidningsfri – dens opgave er at være fuld af forhindringer«.

Børnehaveklasselederens rolle

Men hvor efterlader det så børnehaveklasselederen? Hvis man spørger John Aasted Halse, så er børnenes første skoleår en oplagt mulighed for at klæde børnene på til resten af deres skoleliv.

»Jeg er meget glad for, at vi igen er begyndt at sige børnehaveklasse fremfor 0. klasse. Det sender et signal om, at det første skoleår er noget særligt, og at det har et andet sigte. Jeres rolle som børnehaveklasseledere er at lære børnene, at der er andre forventninger til dem i skolen, end der er i hjemmet. Ligesom der også er andre forventninger til dem i skolen, end der var i børnehaven. I skal vise børnene, at I har forventninger til dem, og at de har evnerne til at leve op til de forventninger«. ■

Voksne skal turde være tydelige autoriteter, der ikke altid giver børn deres vilje, fortalte psykolog og forfatter John Aasted Halse til dette års træf for børnehaveklasseledere i Frie Skolers Lærerforening.

This article is from: