2 minute read
Anmeldelse
Matematik med mening
"Matematik med mening" er en del af serien Pædagogisk Rækkevidde. Som medlem kan du gratis downloade bøgerne i serien både som lyd- og e-bog på fsl.dk.
Af Rikke Sixhøj, matematikvejleder Skanderborg Realskole
Hvad skal matematikundervisningen rumme for at give mening i vores samfund? Og hvordan får vi undervisningen i matematik til at føles meningsfuld for eleverne? Disse spørgsmål må man som lærer til stadighed søge at besvare i sin egen praksis.
Morten Misfeldt har skrevet bogen ”Matematik med mening”, der udgives som en del af bogserien Pædagogisk Rækkevidde. I den gives forskellige bud på, hvordan der kan skabes mening i matematikundervisningen – og hvordan meningen afhænger af kulturen i det omgivende samfund og dermed skifter afhængigt af tid og sted.
Bogen inviterer til at tænke over, hvad det vil sige at ”være matematisk”. Dels i form af den mådeman agerer og tænker på, når man har en matematisk tilgang til et emne, og dels i form af den måde vi ser på vores samfund på, når vi for eksempel bruger matematiske modeller til at forstå problemstillinger.
I dag er der behov for andre matematiske tilgange end tidligere. Digitaliseringen både frigør og stiller nye krav. Sociale medier beslutter ved hjælp af algoritmer, hvilke nyheder vi hver især skal præsenteres for. Og politiske beslutninger træffes på baggrund af matematiske modeller, som det kan være svært at se ind bag. I ”Matematik med mening” giver Morten Misfeldt os nogle bud på, hvordan man kan rumme alle disse udfordringer i sin undervisning. Bogen er ikke en opskriftsbog med færdige løsninger, men et oplæg til at tænke over praksis enten alene eller måske endnu bedre i dialog med fagkolleger. Selvom bogen er let læst, efterlader den et spor – en eftertanke.
Jeg tænker, at jeg vil bruge bogen som et afsæt til et arbejde i fagudvalget. Med baggrund i bogen vil vi prøve at kaste et kritisk blik på nogle af de forløb, vi arbejder med. Hvorfor giver disse forløb mening? Hvordan kan de eventuelt rettes til eller gives en ny didaktisk tilgang for at blive mere meningsfulde? Måske vi så vil føle os på lidt mere sikker grund, næste gang en elev eller forældre spørger: ”Hvad er egentlig meningen med dette?” ■