4 minute read

Her tjener lærerne 2500,- mere end gennemsnittet

Agerskov Ungdomsskole har fundet lønmelodien

Tillidsrepræsentant Søren Mink og forstander Lars Kristensen er enige om, at lærernes løn er en god investering for skolen. Derfor matcher skolen de bedst lønnede folkeskolelærere i området.

AF MIKKEL HVID · MHV@FSL.DK FOTO LENE ESTHAVE

Agerskov Ungdomsskole rager op i det sønderjyske morænelandskab. En håndfuld rødstensbygninger, en høj og stor springhal, en endnu større på vej, og en svømmehal, hvor skolens 168 elever kan flaskedykke eller træne udspring – det er noget, man bemærker i et område, hvor jægeren kan se haren løbe i 14 dage.

Men også når det handler om lærerlønnen, stiler Agerskov Ungdomsskole højt. Faktisk sigter den efter det højeste punkt i området. De seneste fem-seks år har skolens forstander og tillidsrepræsentanten haft en aftale om, at de matcher folkeskolelærernes løn i den af de omkringliggende kommuner, som lønner lærerne bedst.

Frie Skolers Lærerforening beregning viser, at lærerne på Agerskov Ungdomsskole tjener 2500 kr. mere om måneden end en gennemsnitlig efterskolelærer.

Løn betyder noget

Baggrunden for beslutningen er, at flere af skolens lærere bor i Kolding, Tønder, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa, og nogle af dem er gift med lærere, som arbejder på skoler i de kommuner. Og det giver nu engang en god fornemmelse for dem at vide, at deres løn kan måle sig med ægtefællens og med det, lærerne tjener i den skole, hvor deres egne børn går, fortæller skolens tillidsrepræsentant, Søren Mink:

»Lønnen er en motiverende faktor. Den er ikke det afgørende for os som lærere, men når vi skal yde en ekstra indsats og i de perioder, hvor det er hårdt – og det er det også en gang imellem – så er det rart at vide, at vi får det betalt«, siger han.

Søren Mink ved ikke, om skolen er lønførende i det sønderjyske:

»Vi matcher folkeskolelærernes løn, men der kan jo være en fri skole, som lønner bedre end os, og som vi ikke kan se i Frie Skolers Lærerforenings lønsammenligner. Men jeg tvivler på det. Og jeg har endnu ikke hørt om en skole, der har forhold, som jeg vil bytte med«, siger han.

Løn lønner sig for skolen

Skolens forstander siden 2004, Lars Kristensen, lægger vægt på, at Agerskov Ungdomsskole er en god arbejdsplads, og at den tilbyder ordentlige forhold til de ansatte. Det handler ikke kun om løn, men også om bløde værdier som for eksempel fleksibilitet.

Nogle vil måske mene, at han som forstander er naiv, og at han bliver snydt af lærerne, som bare kræver mere og mere. Men sådan ser regnestykket ikke ud gennem hans forstanderbriller:

»Bestemt ikke. En skole er jo også en forretning, og jeg synes, at de forhold, vi tilbyder lærerne, er en investering, og at det lønner sig«, siger han.

Lønnen betyder nemlig også, at han som leder kan stille krav til og have høje forventninger til lærerne på skolen:

»Jeg giver en god løn, men så regner jeg med, at jeg får de bedste lærere. Og jeg forventer, at jeg kan stille krav til dem, både når det handler om at yde en ekstra indsats i perioder, og når det handler om godt lærerarbejde i hverdagen«, siger forstanderen.

Spørgsmålet bør tænkes om

Nogle spørger Lars Kristensen, hvordan han får skolens økonomi til at hænge sammen, når han lønner så godt. Der skal jo også være penge til haller, springfaciliteter, vedligeholdelse og så videre, siger de.

Men Lars Kristensen mener, at spørgsmålet er vendt på hovedet:

»Skolens økonomi er ikke god på trods af lærernes løn- og arbejdsforhold. Den er god på grund af de ordentlige forhold«, siger han. Ifølge Lars Kristensen er det at drive efterskole en fornuftig forretning, så længe der er elever i alle sengene:

»Det afgørende for økonomien på en efterskole er, at vi holder på eleverne. Og det gør vi her. Vores senge er fyldte. Og det er de blandt andet på grund af de lærere, vi har. Og fordi vi som skole kan stille krav til dem«, argumenterer han.

Agerskov Ungdomsskole har i øjeblikket en god snes inklusionselever, og skolen gør rigtig meget for at passe på de mange sårbare elever, der er i øjeblikket.

»Vi har de lærere, der kan løfte den pædagogiske opgave. Vi har mange veje at gå. Og så længe vi har fuld belægning, hænger økonomien sammen«, siger Lars Kristensen.

Det handler om respekt

Lyder det hele for rosenrødt? Er der aldrig problemer eller uenigheder? Jo, da, siger Søren Mink med et smil: »Vi skændes da også, når vi mødes, og det hænder, at der ryger en finke af panden. Men så er vi gode til lige at trække vejret, komme igen og genskabe respekten«, siger han. Lars Kristensen nikker: »Det handler om at se hinanden i øjnene og om respekt for hinanden og hinandens roller«, siger han.

Og respekten er der. Også hos Søren Mink:

»Bestemt. Jeg står bag de aftaler, vi har, og Lars ved, at jeg ikke kommer rendende med en masse ekstra lønkrav, som skal oven i det, vi allerede har forhandlet. Vi skal som lærere også være fair, og det er vi ikke, hvis vi pludselig kræver ekstra høje tillæg oveni. Så det kommer ikke til at ske – ikke med mig som tillidsrepræsentant«. ■

En målestok, for om lønnen er fornuftig på skolen, kan jo også være, at der ikke er nogen, som snakker om den. Og sådan er det her: Det er ikke noget, vi snakker om i hverdagen

LARS KRISTENSEN, FORSTANDER

This article is from: