Vi skal bryde tabuet på lærerværelset

INTERVIEW MED FORMAND UFFE ROSTRUP

TEKST PETER KROGH ANDERSEN · PKA@FRIESKOLER.DK FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN

Hvad mener du overordnet om resultaterne af rundspørgen?

Jeg er selvfølgelig glad for, at den viser, vi ikke oplever samme seksuelle krænkelser, som vi har hørt om i andre brancher. På den anden side kan vi ikke se os fri for krænkelser og sexisme, for én sag er én for mange. Så man bliver helt klart nødt til at forholde sig til problemstillingen på de enkelte arbejdspladser.

Er der noget særligt, du bider mærke i?

Vi kan se, at efterskolerne har lidt større udfordringer. Dels handler det nok om, at man på en døgnskole skal ind og sige godmorgen og godnat, hvor nogle elever ikke har ret meget tøj på, dels at der opstår en anden samarbejdskultur på en døgnskole end en dagskole. Derudover er det også rigtig interessant, at antallet af krænkelser daler de steder, hvor ledelsen melder klart ud, at sexisme og krænkelser ikke er velkomne. Det er jo et godt sted at starte for skolerne.

Hvad ser du som de største udfordringer fremadrettet?

En af de største udfordringer er at få fjernet tabuet fra lærerværelset, fordi det her er et tabuiseret emne at tale om, hvor den krænkede kan føle, at han eller hun slet ikke burde tage det op. Det bliver også en stor udfordring at skabe et trygt rum på mange skoler, fordi hvor går man hen, og hvordan sikrer man sig, at det bliver behandlet på den rigtige måde? Det kan godt være svært på en lille skole med meget få ansatte.

Hvad vil du sige til dem, der mener, at I blæser noget op, som ikke er et reelt problem?

At det er nemt at sige, hvis man er en del af det store flertal, men ikke så nemt, hvis man er fra det mindretal, der er blevet krænket. Der skal man i det store flertal gå i nogle større sko og sige: Det problem, som én kollega har, det er vores problem som arbejdsplads. Vi taler jo ikke om, at folk ikke må flirte eller blive forelsket, men om uønskede tilnærmelser. Det skal man kunne snakke om og tage afstand fra, og så er det lige meget, om det er gået ud over 5, 10 eller 25 procent. Én er en for mange.

Nogle mener, at I kun reagerer, fordi der kører en offentlig debat. Kunne I ikke have gjort noget tidligere?

Jo, det kunne vi måske godt, men det er ikke noget, som vi har fået ret mange henvendelser om. Og når vi gør noget politisk, så starter det ofte med, at vi på sekretariatet får henvendelser fra medlemmer. Nu har vi en undersøgelse, som viser, at det heldigvis ikke er et udbredt problem, men det eksisterer, og det giver anledning til, at både vi og de enkelte skoler får taget diskussionen.

13 % af medlemmerne siger, at de en gang imellem eller ofte lægger øre til kommentarer og vittigheder, som er nedværdigende over for et bestemt køn. Hvad tænker du om de tal?

Jeg troede faktisk, at tallet var højere, for jeg tror, der er mange steder, hvor man fortæller seksualiserede vittigheder og den slags. Så igen er det vigtigt, at vi får talt om det: Har vi en kultur, hvor det er i orden at sige, at man ikke rigtig gider høre den slags? Det skal være muligt, men det er jo svært mange steder, fordi man så ikke længere er en del af ”klubben”.

Flere medlemmer skriver – eller siger – at det her handler mere om generationer end køn. Hvad er din erfaring?

Jeg opfatter det også tit som en generationsting, og det vi kan se i undersøgelsen, er, at det oftest er medlemmer mellem 18 og 34 år, der oplever at blive krænket. Med hver ny generation er der et nyt værdisæt, og nu er vi nok et sted, hvor de unge har fået selvtillid af, at nogle prominente mennesker har stillet sig frem. Så de også tør sige, at vi skal have gjort op med den kultur, hvor vi i mange år har set igennem fingre med sexisme på arbejdspladsen. Det kommer til at ændre vores arbejdskultur mange steder, og det er sundt.

Stadig er det næsten umuligt at få nogen til at stille sig frem og tale åbent om det. Hvad fortæller det dig?

Det fortæller mig, at vi stadig er bange for, hvordan omverdenen reagerer, og jeg er ikke i tvivl om, at vi er rigtigt dårlige til at tale om det her i Danmark. Men vi skal hen til et sted, hvor man kan sige: Jeg har faktisk ikke noget behov for, at du lægger hånden på min skulder, når du taler til mig.

Har Frie Skolers Lærerforening gjort nok for at undgå krænkelser og sexisme?

Nej, det har vi måske ikke, men vi har heller ikke vidst, hvordan det så ud. Nu har vi lavet en rundspørge, og jeg har været sindssygt spændt på at se resultaterne.

Hvad gør Frie Skolers Lærerforening fremover?

Rundspørgen er stadig helt ny, så vi skal først behandle den i hovedbestyrelsen og finde ud af, hvad vi gør. Min umiddelbare holdning vil være, at vi skal hjælpe dem, som har oplevet at blive krænket på et personligt plan, men også skubbe til tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne, så vi kan få sat gang i samtalerne ude på skolerne. ■