Kære monopol. Jeg har en kollega, der...

En kollega i teamet laver ingenting

Kære monopol

Jeg er lærer i et overgangsteam, som har mange opgaver, vi selv skal fordele imellem os. De fleste kolleger er gode til at påtage sig opgaver, men der er en, som altid springer over. Det lykkes ham ikke at melde sig til ret meget, mens andre har mange flere opgaver. Jeg har det svært med, at alle får lige mange timer for teamets opgaver, og finder det uretfærdigt, at særligt én kollega laver væsentligt mindre end resten af teamet.

Jeg er ret sikker på, at mit team deler min holdning, men jeg synes alligevel, det er en lidt svær snak at tage hul på. Hvad skal jeg gøre?

SARAH: Jeg synes ikke, det er så svært. Lad os sige, at der er ti opgaver, så uddeler man bare fem til hver, og så må man bytte internt. Man må bare dele det lidt hardcore ud.

JANE: Du er ikke så konfliktsky.

SARAH: Nej, det er jeg ikke. Jeg ville sige det.

JANE: Jeg synes jo, det er sprængfarligt.

SARAH: Men sort på hvidt – hvorfor skulle jeg lave mere end den anden? Vi får lige mange timer for det. Ellers må man jo gå til sin ledelse og sige, hør her, vi kan ikke helt blive enige om det i teamet, og så må man jo spørge, om man kan få lagt fem timer eller noget oveni, for jeg synes faktisk, at jeg bruger rigtig lang tid på det her.

JANE: Der er også forskel på ambitionsniveau. Nogle kan sidde i uger med noget, som andre hurtigt lige ordner. Men der er også forskel på, hvor meget energi man lige har. Man kan jo ikke vide, om han har ægteskabelige problemer, eller om der er problemer med hans kunstneriske virksomhed osv., osv.

SARAH: Men så skal han bare ikke have timer for det.

JANE: Nej, men det er jo noget med rummelighed, for hvis man først begynder at blive politimand over for hinanden, det er meget problematisk. Man kan jo godt sidde i et team, hvor man synes, at man laver det hele. Og hvordan siger man det? Det er meget svært. Det fedeste er da, hvis man går lige til makronerne, men jeg synes, den er rigtig svær. Man kan også høre nogle sige, at arh, men hun har heller ikke så meget overskud, hun har også haft et hårdt liv eller ...

SARAH: Aarhjjj … Okay, jeg ved godt, hvad du mener, men jeg synes bare, man skal holde sine undskyldninger for sig selv.

JANE: Men på nogle skoler er der jo en rummelighed, hvor man beskytter hinanden, og der er forskel på, hvor mange ressourcer vi har. Nogle er totalt høje energimennesker, andre er lidt smådepressive. Jeg synes, man skal forsøge at rumme hinanden, men der er selvfølgelig også en grænse. Og det tror jeg måske, man skal tage med teamkoordinatoren.

SARAH: Det er faktisk en god idé. De får et særligt tillæg for at påtage sig den her opgave, og det synes vores lærer i dilemmaet faktisk, at kollegaen skal fratages. Synes I også det?

CLAUS: Hvis der står det samme på vores lønsedler, så fordeler vi det ligeligt. To opgaver til hver. Og så kan det godt være, at vi ikke gør det lige grundigt. Men på et tidspunkt må der være en, der siger, du laver for lidt. Men det er svært at sige.

JANE: Det er en ledelsesopgave.

CLAUS: Jeg er klar fortaler for, at det her skal der gøres noget ved. Vi deler det ud. Bum. Hvis ikke det bliver gjort, så er der noget at holde en person op på. Og så kan man sige, jamen, det var Johannes opgave. Og så må hun selv stå til ansvar for det.

JANE: Men det er jo mega farligt kollegialt. Jeg synes, det er en ledelsesopgave. Det er jo lidt det samme som de selvstyrende teams. Det er at give lorten videre. Det er jo enormt bekvemt for ledelsen, at lærerne selv skal sidde med det.

CLAUS: Jeg synes bare, det er nemmere at gå til ledelsen med noget konkret i stedet for at sige, jeg laver det hele, de andre melder ikke ind. Så må ledelsen tage en snak med den ene.

JANE: Jeg ville drøfte det med min teamkoordinator, hvis jeg har tillid til vedkommende vel at mærke. Og så er det noget, man kan løse praktisk og sige, hvem laver holdfordelingen denne gang? Det er din tur.

SARAH: Eller trække lod om de der opgaver.