Grib forstyrrelserne Interview med tidligere fodboldtræner Troels Bech

FODBOLDTRÆNER TROELS BECH: GRIB FORSTYRRELSERNE

FREMTIDEN ER PER DEFINITION USIKKER, MEN VI KAN IKKE PLANLÆGGE OS UD AF PROBLEMERNE. OG DET GÆLDER BÅDE PÅ FODBOLDBANEN OG I LIVET, SIGER TIDLIGERE FODBOLDTRÆNER TROELS BECH. FOR VORES PLANER BLIVER ALTID FORSTYRRET, OG DET HANDLER OM AT FORSTÅ FORSTYRRELSERNE SOM DE MULIGHEDER, DE ER. AF MALENE BJERRE

D

Den franske målmand Fabien Barthez fik et kys på sin skaldede isse af holdkammeraten Laurent Blant før hver kamp. Basketballspilleren Michael Jordan skulle altid spille iført sine lykkeshorts. Og tennisspilleren Serena Williams vasker ikke sine sokker gennem en turnering.

Sportsfolk er berømte for deres ritualer før vigtige præstationer, der skal føre dem sikkert til sejr. Det ved Troels Bech noget om. Han har brugt næsten hele sit arbejdsliv på spillet på det grønne græs: 18 år på banen som spiller, 22 år på sidelinjen som træner, og senest tre et halvt år på en af VIPpladserne som sportsdirektør i Brøndby.

Selv har han ikke haft ritualer, så vidt han husker, men det har hovedparten af de spillere, han har arbejdet sammen med. Det er typisk, når de løber på banen, fortæller han: “Der er en, der hinker ind, og en anden, der laver sådan et løb, hvor han lige sætter tæerne ned på skift. Og nogle vil absolut sidst ind, og der er også flere, der altid laver korsets tegn – på trods af at jeg ved, at de ikke har en stærk religiøs forankring.”

Og det er fint nok, synes han. “Ritualer er en måde at bringe sig roligt og sikkert ind i en ny tilstand; det tror jeg, det har været for indianere, og det er det for fodboldspillere. Jeg tror faktisk ikke, der er nogen, der tror, at det reelt afgør en kamp, om de tager højre sok

på før venstre. De forsøger ikke at trylle med fremtiden, men sætter sig bare i en tilstand af tryghed.”

Men det skal ikke tage overhånd, advarer han. “For det første kan mængden af ritualer vokse, så det til sidst er helt umuligt at få rækkefølgen til at lykkes. Og så bliver du bare bekymret i stedet for tryg. For det andet sker der det, at opmærksomheden rettes mod fortiden i stedet for fremtiden. Du forsøger at genskabe en fortid, hvor du måske vandt en kamp efter at have spist en banan, i stedet for at koncentrere dig om fremtiden: den kamp, du skal i gang med, og så bliver du ufleksibel.”

NÅR DET UVENTEDE SKER

Og det er kernen af opgaven for en fodboldtræner: at skabe fagligt dygtige og trygge fodboldspillere, der er godt forberedte og samtidig i stand til at give slip på alle planerne og tilpasse sig en virkelighed, der altid er anderledes, end man forventede.

En fodboldkamp er en lang række af tilfældigheder. Dem skal træneren og spillerne forsøge at bryde ned i enheder, som kan forudsiges, og det er umuligt. Men de skal gøre det alligevel. For forberedelsen sætter dem i stand til at gribe det helt uventede, som de ved, vil ske – de ved bare ikke lige hvordan og hvornår. Når det lykkes, kan de nå det sublime, de ikke selv kunne have tænkt. Og deri ligger fodboldspillets storhed, mener Troels Bech.

“Selvfølgelig skal vi lægge planer,” siger han. “Hvad gør vi, hvis vi kommer foran og skal konsolidere os; hvad gør vi, hvis vi er bagud og skal have vendt det til en sejr? Der er bare så mange

HVIS DET VIRKELIG ER VIGTIGT FOR DIG AT VINDE, SKAL DU KUNNE VÆRE I USIKKERHEDEN OM RESULTATET I ET STYKKE TID, FOR DU KAN IKKE VÆRE SIKKER PÅ, AT DET LYKKES

faktorer, der spiller ind og forstyrrer det, vi planlægger – alene det, at modstanderne gør alt, hvad de kan for at ødelægge vores fremtidsplan. Det kan være, at vi har trænet et fint mønster, vi er ved at udfolde, men så kommer der en modstander med en tackling. Eller der er en lille ujævnhed i banen, holdkammeraten laver en skæv aflevering, eller dommeren dømmer uretfærdigt.”

Så planerne skal ledsages af stor fleksibilitet, og i stedet for at se forstyrrelserne som en ødelæggelse skal spillerne lære at se dem som muligheder, siger Troels Bech. Det er nemlig forstyrrelserne, der gør, at der ikke bare sker det, du havde planlagt, men noget større end det, du selv var i stand til at planlægge. Det giver kreativiteten mulighed for at tage over. Som når Thomas Delaney i en træningskamp scorer på et helt vanvittigt skorpionspark, som ingen kunne have planlagt sig frem til. Han har først skudt på mål med vristen, men målvogteren sender bolden ud igen, og så griber Delaney chancen, kaster sig fremad og skyder bolden i mål hen over ryggen med hælen.

ET TROMLENDE GODSTOG

Kreativitet kræver, at spillernes faglighed er på plads, og at de er trygge. Og vi skal lade være med at tro, at vi ved hjælp af kun faglighed, teknisk dygtighed og målrettet anstrengelse kan kæmpe os frem til sejr, advarer Troels Bech. Det gælder både på fodboldbanerne og i livet.

Han er bl.a. inspireret af den afdøde professor i uddannelse og læring Ken Robinson, fortæller han. “Ken Robinsons pointe er, at vi lige nu står midt i to kriser: den ydre miljøkrise og den indre kreativitetskrise, og de to kriser har det samme udspring og skal tackles på én gang. De handler nemlig begge to om, at vi overforbruger naturens og vores egne ressourcer, fordi vi har en lineær tankegang, der har presset os ud i et overdrev,” siger Troels Bech.

“Skolesystemet hylder logik, matematik og lineær tænkning. Men det, livet gør, er meget mere spredt og kaotisk og cirkulært; bare tænk på årstiderne, som veksler og hele tiden kommer igen. Men det glemmer vi. Vi er hele tiden i gang med at høste; vi vil hele tiden udnytte og lykkes med noget. Til gengæld har vi ikke ret meget tid til at plante og ligge i dvale. Og så længe vi ikke følger den naturlige cyklus, kommer vi i konflikt med både den ydre og den indre natur,” siger Troels Bech. “Vi bliver til et godstog, der kører på lineære skinner, og så kan vi ikke tilpasse os det, der er omkring os. Vi kan kun forudsige og planlægge os frem, hvis fremtiden lover at være på samme måde som fortiden – og det ser jo ikke rigtig ud til, at den har tænkt sig det. Bare se på corona, hvem havde lige forudset det?”

Både i skolerne og på fodboldbanerne skal vi derfor lære at se kreativiteten som ligeværdig med den lineære tænkning, hvor man sætter sig mål og har blikket stift rettet mod målet, mens man arbejder sig hen imod

det. De problemer, vi selv og verden står over for, kan ikke løses kun ved planlægning; vi må også satse på kreativitet.

GIV KREATIVITETEN GODE RAMMER

Og kreativiteten skal have gode rammer. Fodboldspillere skal ikke bare have fokus på præstation i turneringskampe, de skal også gå i dvale, og de skal både dyrke yoga og arbejde med deres åndedræt. Man kan også forberede sig på det uforudsigelige, siger Troels Bech.

“Det er ikke så let at være kreativ, når man står midt i situationen, måske med 23.000 tilskuere, og bliver forstyrret. Så er det godt at have tænkt det igennem på forhånd. Hvad gør man fx, hvis dommeren dømmer uretfærdigt, eller modstanderen laver en ufin tackling? Ja, man kan jo godt stille sig op og sige: ’Du er uretfærdig, dommer’ eller ’Det var tarveligt, modstander.’ Men det standser bare den handling, der kan reparere på problemet. Der sker det, at du sætter tiden i stå og håber på at få ret i det, der skete i fortiden.”

Så er det meget mere produktivt at beslutte at handle, siger han. “Så aftaler vi: Hvis modstanderen får taget bolden fra os, også hvis det sker på en tvivlsom måde, så reagerer vi ved at gå i lynhurtigt og intenst genpres.”

I virkeligheden kunne det være rigtig fint, hvis vi alle sammen var ligesom vores GPS, synes han. “Den forsøger jo at guide os ind i en fremtidig tilstand, men den gør det helt uden bebrejdelse. ’Drej til venstre om 30 meter,’ siger den, og hvis du så alligevel ikke drejer, så lægger den bare en ny plan: ’Drej til venstre om 150 meter.’ Ikke noget med at skælde ud og dvæle ved alt det kiksede. Og det er jo ikke, fordi vi ikke skal undersøge, hvad der gik galt. Det gør vi hele tiden i fodbold; vi ser videoer af kampen og ser på, hvad årsagen til en fejl var. Men vi gør det med henblik på at gøre det bedre næste gang; vi har blikket rettet mod fremtiden i stedet for at dvæle retfærdighedssøgende ved fortiden.”

ELSK UBEHAGET

For der er intet i naturen, der hylder retfærdighed, siger han. Det er bare et menneskeligt perspektiv, vi tvinger ind over alting. “En fodboldkamp er heller ikke retfærdig, selvom vi prøver at regulere den gennem en dommer. Men når vi forlanger retfærdighed, så stopper vi i tidslinjen, vender ryggen til fremtiden og siger om noget, der er sket i fortiden: Nu skal du forstå, hvorfor det her er din fejl og ikke min. Det forhindrer spillerne i at være nærværende til stede i nuet. Så som træner plejede jeg at sige til dem: I kan som regel kun få det ene, så hvad foretrækker I: retfærdighed eller succes? De to ting følges ikke ad.”

Det er aldrig rart at give slip på behovet for retfærdighed. Og i det hele taget kræver succes, at man er god til at være i ubehag, siger Troels Bech. “Hvis du sætter dig selv på spil, som du jo gør i en vigtig fodboldkamp og alle andre sammenhænge, som betyder noget for dig, så udløser det et vist ubehag, for du ved ikke, hvordan det går. Hvis det virkelig er vigtigt for dig at vinde, skal du kunne være i usikkerheden om resultatet i et stykke tid, for du kan ikke være sikker på, at det lykkes. Og så vil der være et ubehag: Er jeg nu god nok, og hvad mener de andre om mig, mens jeg prøver?”

Så det snakker fodboldtræneren med sine spillere om: ’Der bliver noget ubehag i de her 2 x 45 minutter, så hvordan vil du håndtere det?’ Troels Bech mener endda, at vi skal lære at se ubehag som noget godt, for det er en portal ind til det, vi ønsker os i fremtiden.

“Det ligger jo i ordet umage – hvis vi gør os umage, kan det ikke være mageligt. Så ubehaget er ikke rart i sig selv, men det er et godt signal om, at nu er jeg i gang med at arbejde for noget vigtigt, jeg er på vej i den rigtige retning. Derfor skal du lære at være i det og måske ligefrem glæde dig til det.”

GLEM POTENTIALET

Og indimellem skal man kunne leve med et vist ubehag i lang tid. En turnering som superligaen varer i mange måneder. Og det er nødvendigt med en langsigtet målsætning som fx: Vi skal blive minimum nr. 4, forklarer Troels Bech. Men iveren efter et fremtidsperspektiv kan meget nemt udhule værdien af lige nu, og det er jo en helt lang række af nu’er, der afgør, om vi når vores mål. Så hvis vi hele tiden kun har øje for potentialet og ikke præstationen, mister vi motivationen under vejs, og så bliver det for hårdt.

Derfor er det nødvendigt at bryde den overordnede målsætning ned i delmål, klippe den lange fremtid op i mindre bidder, siger han. “Og hvis man så når det store mål og måske endda bliver Danmarksmester og står dér med champagnen, så er det jo alligevel ikke de 40 sekunder på skamlen, der er hele indsatsen værd. Så ser man jo netop tilbage over skulderen på den lange række af øjeblikke og nu’er, der førte derhen. Derfor må du flytte værdien væk fra det langsigtede mål og gøre hvert eneste nu værdifuldt. Det er en større garant for, at man når den fremtid, man har sat sig for. Det gælder i hvert fald for fodbold.”

TROELS BECH

har været fodboldtræner i bl.a. Esbjerg fB, OB og Silkeborg og sportsdirektør i Brøndby I.F. I dag arbejder han med ledelsesrådgivning i egen virksomhed.

DET LIGGER JO I ORDET UMAGE – HVIS VI GØR OS UMAGE, KAN DET IKKE VÆRE MAGELIGT. SÅ UBEHAGET ER IKKE RART I SIG SELV, MEN DET ER ET GODT SIGNAL OM, AT NU ER JEG I GANG MED AT ARBEJDE FOR NOGET VIGTIGT, JEG ER PÅ VEJ I DEN RIGTIGE RETNING. DERFOR SKAL DU LÆRE AT VÆRE I DET OG MÅSKE LIGEFREM GLÆDE DIG TIL DET

HVERDAGENS

SPÅDOMME OM FREMTIDEN SMAGER AF SANDSIGERSKER, TAROTKORT OG CLAIRVOYANCE. MEN FORUDSIGELSERNE BEHØVER IKKE VÆRE SÅ EKSOTISKE – DE ER EN HELT ALMINDELIG DEL AF VORES HVERDAG, OG DET KAN VÆRE DYRT AT GÆTTE FORKERT. AF NIELS JAKOB MYE

FOrUDSigELSEr

VEJRUDSIGTER

I gamle dage forsøgte man at spå om vejret – og det gør man stadigvæk. Men før moderne meteorologi så dagens lys i midten af sidste århundrede, måtte man nøjes med at stole på erfaringer og mundheld som fx: “Springer Eg før Ask, gaar Sommeren i Vask” og “Springer gran før røn, bliver sommeren skøn.” I dag benytter man sig af computerkraft, algoritmer og kendskab til almindelige fysiske love. Men det er stadig i bund og grund et kig ind i fremtiden med krydsede fingre. Vi benytter os af det hver dag og satser på, at vores forudsigelser holder stik.

I 2010 købte Københavns Kommune en langtidsprognose af DMI. I prognosen forudså DMI, at vinteren ville blive “normal med hensyn til snemængder og antal dage med sne.” Sådan gik det ikke. Det blev den hårdeste vinter i 14 år, og det kostede Københavns Kommune næsten fire millioner at løbe tør for salt og grus til vejene.

AKTIER

Aktiemarkedet er sport for folk i jakkesæt og spidse sko. Og ligesom fodboldfans oddser, så satser aktionærer penge på begivenheder i fremtiden. Tror du, at politikerne vil gøre elbiler skattefri? Så skulle du måske købe Teslaaktier. Tror du, at folk bliver helt vilde efter at tage på ferie i udlandet til sommer? Så skulle du måske købe SAS-aktier.

I januar 2021 steg aktierne for de ellers konkurstruede virksomheder BlackBerry, AMC og GameStop. Store internationale hedgefonde havde satset på, at virksomhedernes aktieværdier ville falde, men da en internethær anført af Reddits tusindvis af hobbyspekulanter rottede sig sammen om at købe de næsten værdiløse aktier, steg aktiekursen og spolerede hedgefondenes millarddyre spådom.

BRÆTSPIL

Når du spiller skak, ludo eller matador, så kigger du i krystalkuglen ved hver tur. Du bliver nødt til at foregribe begivenhedernes gang og satse på, at din modstander opfører sig som forventet. Det gælder også i e-sport, hvor du med garanti bliver pløkket ned i CS:GO, hvis du ikke forsøger at forudsige dine modstanderes angreb eller forsvar.

I 1996 tabte verdens dengang bedste skakspiller, Garri Kasparov, til skakcomputeren Deep Blue. Det var første gang en maskine slog et menneske i skak. Deep Blue var i stand til at forudsige skakspillet over 20 træk frem i tiden og kunne tilpasse sit næste træk derefter og slå et menneske for første gang nogensinde.

BETTING

I 2020 omsatte Danske Spil for over en milliard kroner på sportsvæddemål. De tjener penge på, at sportsglade kvinder og mænd tror, at de kan forudsige sportsresultater. Det er Danske Spil, der fastsætter oddset og dermed bestemmer, hvor mange penge du kan vinde på at gætte rigtigt. I England i 2016 vandt Leigh Herbert 200.000 kroner, da han satsede 50 kroner på sit klare fremtidssyn: at Leicester City ville vinde det engelske mesterskab. I Danmark slog en fodboldglad spåmand rekord, da han vandt 1,5 millioner kroner på at forudsige resultatet af ni fodboldkampe.

Men man kan også vinde penge på andet end sport. Hvis du føler dig i stand til at forudsige fremtiden, kan du tjene penge på at forudsige vinderen af Vild Med Dans, Eurovision eller præsidentvalget i USA i 2024 (hvis du eksempelvis tror, George Clooney bliver USA's næste præsident, kan du pt. få pengene 100 gange igen.)

Et af de tidligste eksempler på teknologiforskrækkelse må komme fra den græske filosof Sokrates, der var bange for, at mennesker ville blive dovne og glemsomme af at læse. Den bedste måde at blive klogere på, mente Sokrates, var gennem dialog og samtale. Ironisk nok kender vi kun til Sokrates’ kritik af det skrevne ord, fordi det er blevet skrevet ned.

1925 HVEM I ALVERDEN GIDER AT HØRE SKUESPILLERE SNAKKE?

Warner Brothers har lavet alle Harry Potter-filmene, Batman-filmene, Ringenes Herre, Matrix, Dune – og med så meget succes skulle man tro, at et af verdens mest succesfulde filmselskaber altid har været gode til at forudsige publikums smag og det næste store filmhit. Men i 1925, da de fleste film stadig var stumfilm, var den ældste Warner-bror, Harry, meget skeptisk ved udsigten til film med lyd. “Hvem i alverden gider at høre skuespillere snakke,” spurgte han. To år senere fik verdens første tonefilm premiere. Publikum elskede at høre skuespillerne snakke, og Harry Warner skulle vist være glad for, at han ikke var enevældig chef i Warner Brothers.

KIKSEDE KIG I KRYSTALKUGLEN

DET ER SVÆRT AT SPÅ, ISÆR OM FREMTIDEN … HER ER ET OVERBLIK OVER NOGLE AF DE MERE SPEKTAKULÆRE FLOP I FORUDSIGELSESBRANCHEN.

1807 KRIGSSKIBE AF TRÆ

Vi springer til Danmark i 1807. Vi har lige tabt Slaget på Reden og hele flåden til England. Hvad gør man så? Man handler fremsynet og proaktivt og planter en masse egetræer, som man så kan fælde igen og bygge en ny flåde op. Desværre går der ca. 200 år, før et egetræ kan fældes og bruges til at bygge skibe med, så i 2007 stod der omkring 90.000 egetræer – de såkaldte “flådeege” klar til Søværnet, som så i mellemtiden var gået over til stål, aluminium og stealth-teknologi.

1903 AUTOMOBILER ER IKKE ANDET END EN DILLE

I 1903 var de fleste storbyer i verden fyldt med hestetrukne køretøjer, og gaderne var fyldt med hestelort. Automobilen var endnu ikke slået igennem. Da Henry Ford i 1908 lancerede den legendariske model Ford T, blev bilen for alvor populær i den brede befolkning. Det kom sikkert bag på direktøren i Michigan Savings Bank, der fem år forinden havde frarådet investoren Horace Rackham at købe aktier i Ford med ordene: “Heste er kommet for at blive, men automobiler er ikke andet end en dille.”

1962

Det er nemt nok at grine af andre folks fejlslagne forudsigelser, men i virkeligheden er det nok lige så slemt at ignorere alvorlige advarsler. I et avisklip fra en newzealandsk avis i 1912 kan man læse en advarsel, som selv i dag ikke altid bliver taget alvorligt:

THE BEATLES ER IKKE GODE NOK

En gang var verdens største band, The Beatles, ikke andet end fire gadedrenge med store drømme. I første omgang blev deres drømme skudt ned efter deres allerførste forsøg på at få en pladekontrakt hos pladeselskabet Decca i 1962. Decca og Deccas chef, Dick Rowe, nægtede nemlig at skrive kontrakt med de fire Liverpool-drenge med begrundelsen: “Jeg kan ikke lide deres lyd,” og “Guitargrupper er på vej ud.” I stedet valgte Decca at skrive kontrakt med bandet Brian Poole and the Tremeloes. Beatles fik kontrakt med EMI og har siden solgt omkring 600 millioner plader og bliver streamet ca. to milliarder gange om året på Spotify.

2007 IPHONES BLIVER ALDRIG POPULÆRE

I januar 2007 annoncerede daværende chef for Apple Steve Jobs, at man ville lancere verdens første smartphone. Den blev døbt ’iPhone’, og i dag har ca. en milliard mennesker, herunder knap hver anden dansker, en iPhone. Det burde nok kunne give Steve Ballmer, tidligere chef for Microsoft og verdens 8. rigeste mand, røde ører. Han forudså nemlig i 2007, da han hørte om iPhonen, at “der er ingen chance for, at iPhones opnår nogen betydelig markedsandel. Ingen chance.”

2010 JEG VIL ÆDE MIN GAMLE HAT …

Henrik Qvortrup er i dag chefredaktør for Ekstra-Bladet, Danmarks mest populære avis. Men det er nok ikke hans evner som spåmand, der har sikret ham det job. I 2010 forudså han som politisk kommentator, at partiet Liberal Alliance ikke ville komme i Folketinget ved det næstkommende folketingsvalg. Året efter kom Liberal Alliance i Folketinget med fire mandater, og så måtte Henrik Qvortrup æde sin gamle hat, som han havde lovet. Mandag d. 18. september 2011 spiste han så et par mundfulde af retten ’osso hatto’ for rullende kameraer i Go’Morgen Danmark som straf for sin dårlige forudsigelse.

Vi har brug for drømmene

DET ER NØDVENDIG FOR MENNESKER AT HAVE FREMTIDSFORESTILLINGER, DER BYGGER PÅ HÅB. SOM TRAUMATISERET FLYGTNING KÆMPER PSYKOLOGEN MOZHDEH GHASEMIYANI STADIG INDIMELLEM MED AT TURDE TRO PÅ EN GOD FREMTID. SÅ MEGET, AT HUN IKKE HAR KUNNET FORTÆLLE NOGEN, AT HUN HAR FÅET ET BARN. MEN DET GÅR FREMAD. AF MALENE BJERRE

E

ngang bliver livet godt, tænkte den lille Mozhdeh, når hun så op mod himlen i Irak. Engang vil jeg være et sted, hvor jeg godt må være. Hvor jeg er som de andre, og hvor de alle sammen elsker mig. Hvor hele min familie er samlet, hvor min mor bliver opereret, så hun ikke skal gå rundt med et sønderskudt ansigt, og hvor min far kan arbejde. Engang bliver det sådan.

Men sådan var det ikke. Mozhdeh Ghasemiyani blev født den 11. februar 1979, på dagen for den islamiske revolution i Iran. Forældrene var kurdere og begge to aktive i oprørsbevægelsen mod shahen, som revolutionen sendte ud af landet. De kaldte deres nyfødte datter for Mozhdeh, der betyder ’god nyhed’, for de troede på nye tider, hvor kurderne kunne få lov at tale deres eget sprog, have egne skoler og vælge deres egne politikere.

Men i stedet endte familien med at måtte flygte, og de næste 16 år levede de i venlige menneskers kælderrum, i midlertidige lejligheder og i flygtningelejre. Det var sin sag at indlogere sig hos fremmede, når man kom med ni børn. Sommetider var forældrene i fængsel, sommetider kæmpede faren sammen med andre oprørere i bjergene. Og selv når forældrene var sammen med børnene, var de ikke helt til stede og nærværende. Hele deres fokus var rettet mod at overleve.

“Min nutid var altid utryg, altid midlertidig,” fortæller Mozhdeh. “Den var fyldt med flyvemaskiner, lyden af bomber og et utal af begravelser. Vi var hele tiden til begravelse.”

Vi sidder på en café i København. Som knap 16-årig kom Mozhdeh til Danmark som kvoteflygtning sammen med forældrene og en del af de mange søskende. I dag har hun uddannet sig til psykolog, hvor hun først og fremmest arbejder med traumatiserede flygtninge, herunder uledsagede børn.

Hænderne hvirvler rundt, og kaffen flyder ud over bordet, mens hun fortæller. Jeg har bedt hende om at beskrive, hvad forestillingen om fremtiden betyder for en flygtning, som er født ind i et usikkert liv, eller hvis fremtidsudsigter med ét bliver vendt op og ned. Hun ved det som fagperson, men hun har også oplevet det selv.

SÅ MOR OG BROR BLIVE SKUDT

De første år levede familien som internt fordrevne i Iran. Senere flygtede de over grænsen til Irak og fortsatte deres omflakkende tilværelse der. Som femårig så Mozhdeh sin mor og lillebror blive skudt på, mens hun selv gemte

sig bag en dør. De overlevede, men moren fik skudt hele den ene side af ansigtet væk. Nu var børnene endnu mere alene, for moren skulle jævnligt smugles over store afstande for at blive behandlet for sin skade på hospitalet. Til gengæld havde Mozhdeh sine søskende. For selvom Mozhdeh selv aldrig havde oplevet andet end en tilværelse som flygtning, så havde hendes ældre søskende.

“Om aftenen fortalte de historier om livet før flugten,” siger Mozhdeh. “De fortalte om deres barndom: om de huse, vi havde boet i, om vores fætre og kusiner og bedsteforældre. De fortalte om store fester, om vidunderlige måltider, om at gå i skole. Det gav mig et begreb om normalitet og om, hvordan et rigtigt liv ser ud. Selvom det ikke var min egen fortid, så var det min families fortid, og den blev et stillads, jeg kunne bygge på, når jeg skulle drømme om et liv i fremtiden.”

Og drømmene havde Mozhdeh brug for; det ved hun i dag som psykolog.

“Det er helt afgørende for os mennesker, at vi har fremtidstanker, der er knyttet til håb. Vi skal have håb om, at alting bliver godt; vi skal kunne mærke, at det er i orden at have ønsker for vores liv, og at ønskerne kan blive opfyldt. Uden håb mister vi al den energi, vi har brug for, hvis vi skal kunne handle og ændre på vores situation.”

DET ER HELT AFGØRENDE FOR OS MENNESKER, AT VI HAR FREMTIDSTANKER, DER ER KNYTTET TIL HÅB. VI SKAL HAVE HÅB OM, AT ALTING BLIVER GODT; VI SKAL KUNNE MÆRKE, AT DET ER I ORDEN AT HAVE ØNSKER FOR VORES LIV, OG AT ØNSKERNE KAN BLIVE OPFYLDT. UDEN HÅB MISTER VI AL DEN ENERGI, VI HAR BRUG FOR, HVIS VI SKAL KUNNE HANDLE OG ÆNDRE PÅ VORES SITUATION.

DRØMMEN RAMTE EN MUR

Så når mørket faldt på nede i Irak, drømte Mozhdeh om det gode, kærlighedsfulde, problemfrie liv ligesom det, de ældre søskende fortalte om fra tiden før flugten fra hjemmet i Iran. Drømmene bar hende igennem de seksten år som flygtning. Til gengæld ramte hun en mur, da drømmen blev konfronteret med virkeligheden på Falster i 1995.

“Vores familie lignede jo ikke alle andre. Min far fik ikke arbejde, og lægerne kunne ikke stille meget op med min mors ansigt. Jeg blev drillet i skolen og fik på ingen måde en oplevelse af omsider at høre til,” fortæller hun.

Så i stedet blev hun ramt af depression. “Depression er på mange måder det modsatte af et fremtidshåb. Du har en følelse af at sidde fast. Du kan dårligt klare dig igennem dagen i dag og kan da slet ikke overskue at se frem. Og hvis du endelig ser frem, er det angstfulde tanker, du får, med katastrofescenarier, hvor alt, hvad der kan gå galt, går galt.”

I dag oplever hun ofte, at lærere og socialrådgivere bliver bekymrede, når flygtningebørn har for store drømme. “’Det er jo helt urealistisk, når flygtningebørnene tror, at de kan få hele deres familie til Danmark, blive ingeniører eller læger og købe store huse,’ siger de måske. Men jeg ser det omvendt,” siger Mozhdeh. “Det er godt, at de har store drømme fulde af håb. Og man kan ikke tage drømmen fra mennesker uden at give dem en ny drøm. Det nytter ikke bare at sige: ’Du får aldrig din familie til Danmark, du kan aldrig blive læge, når du ikke engang taler dansk.’ Vi må hjælpe dem til en ny drøm, noget de kan tro og håbe på.”

For der er en stor sorg forbundet med at opgive en drøm, forklarer hun. Det behøver man ikke være flygtningebarn for at vide. “Alle mennesker oplever tab i deres liv, også store tab. Mennesker, vi holder af, dør, vi bliver forladt af en kæreste, vi mister et job, vores nærmeste bliver ramt af en alvorlig sygdom. Og sorgen handler ikke kun om det, vi havde, som vi har mistet. Den handler også om den fremtid, vi nu må sige farvel til. Vi kan simpelthen ikke lade være med at gøre os forestillinger om fremtiden med den her kæreste eller med det her job. Så før vi for alvor kan acceptere den nye situation, må vi skabe os en fremtidsforestilling, hvor livet stadig giver mening, selvom det bliver uden et bestemt menneske eller et bestemt job.”

SPÆDBARN I TEENAGERKROP

For 16-årige Mozhdeh var det svært at kapere skuffelsen over livet på Falster. Tilværelsen var langtfra det problemfrie liv, hun havde forestillet sig, når hun lå og så op på himlen over Iran og Irak, og hun følte sig alt andet end hjemme. “Farverne, lugtene, lydene, sproget, alting var anderledes. Jeg skulle lære alting forfra og følte mig som et lille spædbarn i en stor usikker teenagerkrop. Og drømme havde jeg ikke længere nogen af. Det var en kæmpe sorg for mig.”

I stedet lagde hun en flugtstrategi. ’Hvordan kommer jeg væk herfra,’ spurgte hun og svarede selv: ’Jeg må få en uddannelse’. Det var jo også det, hendes forældre havde kæmpet for altid, at også piger skulle kunne få en uddannelse. Så hun flyttede til Aarhus og begyndte at læse psykologi.

“Men var det da ikke en drøm?” spørger jeg. “Det lyder da som en god forestilling om en meningsfuld fremtid?”

“Ja, men det var det faktisk ikke. Det var bare en måde at komme væk på,” svarer Mozhdeh. “Det betød også, at jeg simpelthen ikke var i stand til at forestille mig, hvad der skulle ske, når jeg var færdig. Det var på en eller anden måde slet ikke en del af planen, at jeg kunne leve så længe. Jeg har altid levet fra fødselsdag til fødselsdag. Ligesom nutiden var fremtiden altid midlertidig for mig. Jeg turde simpelthen ikke have de der store drømme, for hvad nu hvis jeg blev skuffet igen. Faktisk var det en stor livskrise, da jeg blev færdig, for hvad skulle jeg så?”

“Ja, hvad gjorde du så?”

“Så måtte jeg finde på noget helt uopnåeligt, for på en eller anden måde skulle jeg retfærdiggøre, at jeg stadig var i live. Hvis jeg skulle være her, så skulle jeg virkelig også gøre mig fortjent til det. Så først fik jeg arbejde som rådgiver i den amerikanske kongres og senere i Integrationsministeriet i Danmark. Men det var slet ikke det, jeg ønskede. Og jeg kunne ikke rigtig mærke, hvad jeg ønskede. Jeg kunne ikke mærke mig selv.”

FORTIDEN INDHENTER OS OM NATTEN

Det kan vi nemlig ikke, hvis vi er plaget af fortiden, forklarer hun. “Vi kan godt prøve at fortrænge den, men fortiden indhenter os altid om natten. Og hvis fortiden ikke får den opmærksomhed, den skal have, kan vi heller ikke mærke os selv nu og her – og så kan vi heller ikke skabe meningsfulde og realistiske drømme for os selv. Jeg er jo ikke længere en lille pige på flugt, der dør, hvis de voksne, der MOZHDEH GHASEM i YAN i

er privatpraktiserende psykolog med speciale i traumer. Hun er forfatter til en bog om at arbejde med traumatiserede flygtninge og deltager jævnligt i debatprogrammer i radio og tv.

skal tage sig af mig, dør. Jeg har lov til at eksistere, men hvis jeg ikke forstår mine traumer fra dengang, kan de skygge så meget, at jeg ikke kan være i nutiden.” “Hvordan hjælper du så dine flygtningeklienter med det?” “Det er næsten banalt: Jeg hjælper dem med at turde drømme igen. Med at turde have fokus på det gode i hverdagen og lære at håbe og leve på trods af den konstante usikkerhed, de oplever i hverdagen. Jeg lærer dem at mærke sig ALLE MENNESKER OPLEVER TAB I DERES selv. Det tager tid LIV, OGSÅ STORE TAB. MENNESKER, for vores nervesyVI HOLDER AF, DØR, VI BLIVER FORLADT stem at falde til ro AF EN KÆRESTE, VI MISTER ET JOB, VORES igen. Det kræver, NÆRMESTE BLIVER RAMT AF EN ALVORLIG at vi træner vores SYGDOM. OG SORGEN HANDLER IKKE KUN hjerne i at fokusere OM DET, VI HAVDE, SOM VI HAR MISTET. og lægge mærke til DEN HANDLER OGSÅ OM DEN FREMTID, de positive oplevelVI NU MÅ SIGE FARVEL TIL. ser. Jeg beder dem have en notesbog med sig eller bruge telefonen og skrive det ned, når der er noget, der gør dem glade lige nu. Måske skinner solen, måske smager kaffen godt. Måske tænkte de på deres familie derhjemme og var glade imens. De skal lære at sortere fortidens skygger væk fra nutiden.”

GRÆNSEOVERSKRIDENDE SKRIDT

I dag er Mozhdeh blevet 42 år. En helt uhyrlig alder, tænker hun – det havde hun aldrig, aldrig forestillet sig. Og for knap to år siden tog hun et skridt, der føltes helt grænseoverskridende for hende. Hun valgte at få et barn.

“Der fulgte så meget med den beslutning. Nu var jeg nødt til at forholde mig til fremtiden og det på en glædesfyldt måde. Når min søn skal være i verden, så skal jeg jo også – i mange, mange år fremover.”

Men i første omgang væltede katastrofetankerne ind over hende. Som enhver førstegangsgravid var hun klar over alle de mange ting, der kunne gå galt, inden der overhovedet ville komme et barn ud af det. Frem til syvende måned var der kun to mennesker ud over hendes mand, der vidste, at hun var gravid. Og i dag er det de færreste, der ved, at hun har et barn.

“Ja, nu siger jeg det jo til dig og har i det hele taget besluttet mig for at åbne op for det. Men indtil nu er der ingen, der har vidst, at jeg har et barn på et år. Min nærmeste familie, min arbejdsplads og så to veninder. Ingen andre, det er ikke noget, jeg har talt åbent om. Det er jo på en måde en helt banal livsdrøm, en drøm om en familie, der er min i resten af livet. Det er helt, helt normalt, men det er det ikke for mig. Jeg kan faktisk ikke sidde her og fortælle om det uden at blive rørt.”

HVORDAN KUNNE JEG VÆRE SÅ GRÅDIG?

Mozhdeh fik en dreng. Og mens hun lå med det nyfødte barn på Rigshospitalet, kom hendes søster forbi for at se den lille nye. Søsteren kom lige fra en anden afdeling på hospitalet. Hun havde været til en undersøgelse, der viste, at hun havde kræft. Mozhdeh havde født lørdag, søsteren skulle opereres om torsdagen. Hendes allertætteste søster. Kun et år ældre end Mozhdeh.

“Nu kom min straf! Det var min søster, der passede på mig hele min barndom; jeg har det, som om jeg altid holdt hende i hånden. Og her havde jeg troet, at jeg bare kunne få et barn.”

Det er overlevelsesskylden, der taler; det ved Mozhdeh godt. Når alle de mennesker er døde omkring hende, når så mange mennesker lever på flugt i verden, når man kan blive skudt, fordi man er kurder; hvorfor skal så lige præcis hun være så heldig at overleve og måske endda få et godt job? Hvordan gør man sig fortjent til det?

“Du hjælper jo dine klienter med at mærke deres nutid på en positiv måde, så fortiden ikke skygger for den, og så de kan tro på deres fremtid. Hvad med dig selv?”

“Jeg får også selv terapi. Det har jeg gjort, siden jeg var 18, og det bliver jeg ved med. Det er et livsvilkår for mig. Men fortiden fylder ikke alt, som den gjorde engang. Nu er det mest overgangene, der skræmmer mig – når der sker noget nyt, godt eller dårligt. Det tror jeg aldrig jeg slipper af med.”

Søsterens behandling er slut, og hun er her endnu. Og når Mozhdeh tænker over det, så er livet faktisk ret godt. “Jeg synes ikke længere, jeg behøver være to skridt foran for at gardere mig mod alt muligt. Måske kan jeg nøjes med et enkelt skridt.”

JEG TÆNKTE: SELVFØLGELIG! HVORDAN KUNNE JEG DOG TRO, AT DET HER KUNNE GÅ GODT? JEG HAVDE VÆRET SÅ GRÅDIG AT FORESTILLE MIG, AT JEG BARE KUNNE FÅ ET BARN OG BLIVE NORMAL OG LYKKELIG?

HÅBET FOR i MORGEN FiNDES,

FOR JOURNALIST CATHRINE NØRGAARD ER OVERGANGEN FRA UNG TIL VOKSEN FORBUNDET MED SORG. HUN HAR TALT MED HOSPITALSPRÆST ELISABETH HAMMER OM AT GENFINDE FREMTIDSHÅBET GENNEM DE SMÅ TING, DER GIVER LIVET VÆRDI. AF CATHRINE MARIE NØRGAARD

e blågrønne og lyserøde malerier er placeret hen ad væggen på Elisabeth Rokkjær Hammers nye kontor. De små lærreder skal især glæde de yngste af hospitalspræstens besøgende. Bag skrivebordet står bøger til de voksne i en reol for sig. Børnebøgerne er lige ved siden af. Elisabeth Hammer har været præst i mere end 20 år og har en master i sjælesorg, som de fortrolige samtaler med en præst kaldes. I dag er hun hospitalspræst på Odense Universitetshospital, og da jeg sætter mig i stolen over for hende på hendes kontor, kan jeg ikke lade være med at tænke på dem, der normalt sidder her. Kronisk syge mennesker, måske endda døende. Mennesker, der om nogen har brug for sjælesorg. “Det er meget meningsfuldt at møde et andet menneske, som viser en tillid. Sådan en som dig, også selvom du ikke er ramt af en alvorlig sygdom,” siger hun og kigger på mig med et smil under sit pandehår. Da jeg ringede til Elisabeth Hammer for nogle uger siden og fortalte, at jeg gerne ville tale med hende om sorgen ved at se sin ungdom forsvinde, dirrede hendes stemme af forventning over alle de ting, hun ville sige.

Nu opfordrer hun mig til at hælde varmt vand på min pulverkaffe, og så begynder jeg at tale. Jeg beskriver følelsen af at have mistet en vigtig del af mig selv gennem livets faser. Jeg er 27 år, og selvom jeg faktisk går rundt og er ret glad, får jeg åndenød ved tanken om livets næste faser. Børn (den famøse udløbsdato på æggestokkene), fast job (hov, det har jeg allerede), boligkøb, pensionsopsparing …

dog klimakatastrofer. Jeg har svært ved at give afkald på min identitet som ung og fri, fortæller jeg Elisabeth Hammer. Hun forstår mig godt, siger hun: “Enhver forandring medfører også en form for tab. Der tales meget lidt om den sorg, der opstår, hver gang man taber noget, f.eks. når man bliver et år ældre. Der er ikke altid plads til vemodigheden i vores liv.” Jeg tænker på min barndoms glæde, på min tidlige ungdoms kompromisløse tro på, at jeg selv kan forme min fremtid. Gøre dumme ting uden frygt, elske uden hæmninger. Men livet har det med at gå stærkt og efterlade drømmene et sted i støvet fra hurtige fodspor. Når jeg kigger tilbage, er det ikke til at vide, hvornår jeg tabte dem. Og her står jeg så med hånden skærmende mod solen og spejder bagud. For hvordan kan jeg fortsætte fremad uden det, der var mig? “Jeg føler mig i konstant bevægelse væk fra noget. Men hvordan lærer jeg i stedet at tænke, at livet er en bevægelse hen imod noget?” spørger jeg. Elisabeth Hammer tænker sig lidt om, før hun indleder sit svar. “Livet går gennem mange landskaber. Det handler om at tage noget med sig i sin forandrede form. For det er stadigvæk dig,” siger hun. Jeg forestiller mig en bølges bevægelse, der konstant river op i sandbunden og flytter elementerne. Arrangerer det på ny og skaber bunker. Sådan kan jeg godt lide at betragte mit liv. Som en akkumulering af erfaringer, der ikke nødvendigvis kræver afsked, men kreativitet. At finde på nye måder at gå til livet på. “Vi ved, at følelsen af håbefuldhed hænger sammen med meningsfuldhed. Så jeg får lyst til at spørge dig, hvad der er værdifuldt for dig i dit liv?” spørger Elisabeth Hammer. Svaret falder mig let: “Frihed til at skrive. Fortælle historier, lige-

NÅR DAGEN i DAG GiVEr MENiNG

JEG SÆNKER SKULDRENE EN ANELSE OG TÆNKER OVER, AT ET BLIK PÅ FREMTIDEN OGSÅ ER EN TYDELIGGØRELSE AF ALLE DE VALG, MAN ALDRIG TOG. DET ER BÅDE EN SORG OG EN LETTELSE AT BLIVE MINDET OM, AT MAN IKKE HAR ALVERDENS MULIGHEDER.

SJÆLESORG:

TAL MED PRÆSTEN

Alle præster tilbyder sjælesorg. Præsten har tavshedspligt, og samtalerne tager udgangspunkt i det, du gerne vil tale om. Det koster ikke noget at få en eller flere sjælesorgssamtaler med præsten.

Samtalen kan foregå i kirken, hos præsten, hjemme hos dig eller på nettet via tjenesten Sjælesorg på Nettet. Du behøver ikke at være kristen eller at tro på Gud for at tale med en præst.

er uddannet præst og har en master i sjælesorg.ELISABETH HAMMER

som jeg går hjem og gør efter at have talt med dig i dag,” siger jeg.

“Så det at skrive liv og perspektiver frem, det er det, der er meningsfuldt. Både på et fagligt og på et personligt plan, hører jeg. Hvor meget fylder det?” spørger hun.

For lidt, indrømmer jeg. Men jeg har altid drømt om at fylde min hverdag med at skrive, fortæller jeg.

“Måske er det et håb om at finde dit eget sprog?”

“Ja.”

“Hvordan er det håb opstået?”

Spørgsmålet åbner en dør tilbage til, da jeg var barn og løb rundt på mormor og morfars linoleumsgulv. Der var en særlig ro i stuen, der kun blev brudt af den knitrende brændeovn eller morfars gyngestol i bevægelse. Dengang, fortæller jeg, brugte jeg timevis på at læse bøger og leve i fantasiens grænseløse verden med uendelige muligheder. Her turde jeg være åben, på et tidspunkt, hvor min fysiske krop var hæmmet af kvælende generthed.

Men den del af min verden er blevet mere og mere mørklagt de seneste år i takt med først min morfars død, så min mormors. Tabet har om noget tydeliggjort det, der ikke længere er.

“Måske kunne der være en vej i forhold til skriften, i forhold til det at skrive historier frem og gå ind i den verden? Måske er der et håb knyttet til det,” siger hun og drager en parallel til sit eget virke som hospitalspræst.

“Jeg ser, at menneskers håb kan stige, selvom deres sygdom bliver værre. Det er ret vildt. Og det skyldes simpelthen, at hvis man kan opleve noget, der er meningsfuldt, så kan livet stadig opleves håbefuldt. Det betyder jo ikke, at man ikke sørger over det, man har tabt og skal tabe. Man kan godt både sørge og være håbefuld. Livet er så nuanceret, der er så meget bådeog. Det er også det, der ligger i at være voksen. Ting er komplekse,” siger Elisabeth Hammer.

Men der er også et andet problem, siger jeg. En angst, jeg deler med mange, og som holder mig dels fra at give skriften en større rolle i mit liv, dels fra at kigge på fremtiden med håb. For hvad er meningen med at skrive i dag, hvis jorden alligevel går under i morgen? Jeg spørger, hvordan hun ville give sjælesorg til alle os, der frygter for vores fremtid på grund af noget så altomsiggribende som klimaforandringerne.

Elisabeth Hammer fortæller, at spørgsmålet får hende til at tænke på en bog af den amerikanske psykiater Irvin Yalom.

“Bogen hedder ’At forholde sig til døden er som at se på solen’. Det vil sige, at man ikke kan se på den hele tiden – man er nødt til at kigge væk. Sådan har jeg det også med klimaspørgsmålet. Jeg kan kigge på det en gang imellem, og så skal jeg vende mit blik væk. Så skal jeg kigge på det nære. Jeg er meget optaget af det nære og konkrete, for det er her, livet leves,” siger hun og fortsætter:

“Karen Blixen – hende er jeg helt vild med – hun siger, at hvert menneske er givet et lod. Inden for det lod kan vi handle, men vi har ikke frit valg. Jeg tror, problemet for det senmoderne menneske er, hvordan vi så bruger vores frihed inden for dette lod.”

Jeg sænker skuldrene en anelse og tænker over, at et blik på fremtiden også er en tydeliggørelse af alle de valg, man aldrig tog. Det er både en sorg og en lettelse at blive mindet om, at man ikke har alverdens muligheder.

“Lille Elisabeth har ikke magt over Kinas CO2-udledning. Så det må jeg give slip på. Og så må jeg kigge på, hvad jeg kan i mit lille lod. For jeg kan noget. Jeg kan sørge for, at jeg minimerer mit forbrug af plastikposer. Eller kød. Gøre små ting, så jeg ikke ender i apati eller håbløshed,” siger hun.

“Magtesløshed er et stort tabu, tror jeg. Større end døden. Hvis der er noget, det senmoderne menneske ikke vil være, så er det magtesløs. Nogle gange kan vi godt have et narrativ, der siger, at vi har så meget magt og ansvar og kan udrette så meget. Men nogle gange skal man sætte barren lavere.”

Jeg spørger, hvor folk som jeg skal gå hen og finde trøst, når fremtiden i bedste fald er uoverskuelig, i værste fald håbløs? Og når man som jeg ikke tror på Gud?

“Gå efter kærligheden. Tro på, at den vinder,” lyder svaret.

“Det lyder virkelig som en kliché,” siger jeg.

“Det gør det, men det handler om at holde fast i det. For mig er det et valg om at tro på, at Guds kærlighed overvinder alt. Det behøver du ikke kalde det. Jeg vil sige til alle, at de skal søge der, hvor de synes, kærligheden er. Og så være meget opmærksom på det, der giver varme i vores liv. Det skal man også nogle gange finde ud af for at skabe en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid.”

EN FREMTID FOR DE SKÆVE, DE BULEDE, DE KNÆKKEDE OG DEM MED KNAP SÅ MEGET KULSYRE

PRODUKTER, DER ELLERS VAR DØMT TIL DØDEN OG PÅ VEJ I AFFALDSCONTAINEREN, FÅR NYT LIV I WEFOOD. TIL GAVN FOR HELE KLODENS FREMTID.

MIKKELLERS SAS-ØL er produceret til at blive drukket højt oppe mellem skyerne. Øllen indeholder mindre kulsyre, så den er lettere at drikke i 10.000 kilometers højde. Desuden er dåsen designet uden stregkode og med et rejsemotiv. Men da pandemien var på sit højeste, blev flyene stående på jorden, og øllene endte i Wefood.

DE HAKKEDE TOMATER bliver leveret fra Netto. Ikke fordi varen er tæt på sidste salgsdato, men fordi emballagen er blevet beskadiget.

KNÆKRISENE er Wefoods helt eget produkt. Det er ris, der er knækket under rensning fra brune til hvide polerede ris. Fordi de er knækkede, kan de ikke sælges i normale poser, men derfor kan de sagtens stadig købes, koges og spises. JULEVARER står kun fremme i butikkerne i få måneder. Derefter kan de ikke længere sælges, selvom de langtfra har nået sidste salgsdato.

SAN PELLEGRINO-SODAVANDEN

stammer fra en større ordre, hvor nogle dåser er gået i stykker under fragt, og hvor den spildte sodavand har fedtet de andre dåser ind. De intakte dåser er blevet vasket rene og skal selvfølgelig ikke smides ud.

POSTEVANDET er hældt på papkartoner og skulle være solgt hos forskellige turistbureauer i København. Men fordi bureauerne ikke kunne tage imod kunder under nedlukningen, blev kartonerne doneret til Wefood.

EN TREDJEDEL AF AL PRODUCERET MAD I VERDEN ENDER I SKRALDESPANDEN

I Danmark smider en gennemsnitlig familie 20 procent af deres indkøb ud. Samtidig sulter 821 millioner mennesker verden over. Det vil sige, at hver femte indkøbskurv, der fyldes i Danmark, ender i skraldespanden, mens et ud af ti mennesker i verden ikke får nok at spise. Kilde: Wefood

WEFOOD

er en del af Folkekirkens Nødhjælp. Der er tre Wefoodbutikker i København og tre i Jylland: i Aarhus, Aalborg og Vejle.

Din hverdag i 2050

DU HAR HELT SIKKERT HØRT OM KLIMAET I 2050. OM STORME OG TØRKE. MEN HVORDAN BLIVER DIN KOST, DIN BOLIG OG DIN TRANSPORT? VI HAR LEGET KVALIFICERET GÆTTELEG MED NOGLE AF LANDETS FØRENDE FORSKERE. AF ANDERS HAUBART MADSEN

MAD

PRINTET PÅ 3D-PRINTER

Det er fredag, og du bestiller entrecoter til hele familien, mens du sidder i den selvkørende bil på vej hjem fra arbejde. Ja, sådan en rød og saftig sag koster godt nok 250 kroner stykket, men til gengæld er der ingen klimakvaler. Bøffen er produceret af stamceller på et laboratorium, og se – dér ankommer leveringen med en drone til din fordør. Luksus. Sådan ser du på din bøf, fordi du og familien ellers kun spiser plantebaseret kost. Leveret som ingredienser med opskrifter, nogle gange som færdigmad, andre gange som ampuller til din 3D-printer. Helt CO2-neutralt. Kosten er tilpasset både børn og forældres genetiske profil og sundhedsdata. Måske lidt insektpulver i melet, så du kan få mere protein – og lidt smag af kød. Broccolien er genmodificeret for at bruge mindst muligt vand, gødning og plads til at gro. Og du kan også få mangoer fra Marienlyst. Fra høje drivhuse med kunstig lys og gødning. Ja, det er blevet svært at skaffe ris og hvede på grund af tørke og vandmangel i store dele af verden, men det er ikke længere noget, du tænker på. Du har jo lært, hvor let det er at vænne sig til de nye retter, du hele tiden får leveret til døren. Kilder: Jørgen Eivind Olesen, professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet Anne Louise Dannesboe, centerchef ved Teknologisk Institut

TRO

BEGRAVET I EN KIRKEPARK

“Lad os alle bøje benene i en standing bow.” Du træder ind i en fyldt kirke og ser resultatet af det, der engang blev kaldt ‘religiøse tendenser’. Selvfølgelig er der kirkeyoga i en bykirke, selvfølgelig er der mad og drikke, musik og dans. Og klokken 15 er der højmesse. Præsten er transkønnet, men ingen betragter den detalje som bemærkelsesværdig. Du kigger rundt på kirkesofaerne. Kun 50 procent af befolkningen er medlemmer, men gråhårede fylder kirken op sammen med børn og deres forældre. De glæder sig til maden: suppe på græskar fra den jord, som kirken har udstykket til permakulturlandbrug. Du spiser dig mæt, og bagefter går du en tur på kirkegården – eller parken, som alle kalder den. Der er små solfanger-lys, bænke og græs til at ligge og sole sig. Du går ind i den skov med vild natur, som kirken også har skabt. Er det ikke skørt, at der engang ikke lå nogen begravet under træerne? At det i 2020’erne kun var en fjerdedel, der troede på reinkarnation, og kun få politikere brystede sig af at være kristne? Troen er overalt. Både i din private mindfulness-skole, og når du gør som en tredjedel af danskerne: får dine børn døbt i en kirke. Så kan de være en del af en fremtidig minoritet. Om bare 25 år – i 2075 – har islam overhalet kristendommen som verdens største religion. Kilder: Brian Arly Jacobsen, religionssociolog og lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet Kirkeministeriet Pew Research Center

TRANSPORT

SELVKØRENDE, DELT OG GRØN

Perfekt. Klokken er 16, og BRT 150 ankommer på slaget til Nyhavnsgade i Aalborg. Du er på vej hjem fra et møde og tager en af de ‘overjordiske metrolinjer’, som de bliver kaldt. BRT står for Bus Rapid Transit, og de er overalt i landets største byer. Med deres særlige spor på vejen, så bilerne ikke kommer i vejen. Ja, de kører stadig selv deres biler inde i de store byer, så meget stoler vi alligevel ikke på teknologien, at vi tør lade bilerne styre rundt mellem fodgængere og cyklister af sig selv. Teknologien fungerer ellers fint andre steder. I udlandet og uden for byerne. Derfor føler du dig også et skridt foran byboerne, da du står af i udkanten af byen for at finde din selvkørende delebil. Den kører på sol- og vindenergi, og du sætter dig bare ind, taler til computeren, så finder den selv hjem til dit stråtækte hus på Mors. Dejligt nemt. Så kan de have deres storbyer for sig selv, tænker du, mens du slapper af med nyhederne på TV i bilen. Kilder: Malene Freudendal-Pedersen, professor i byplanlægning ved Aalborg Universitet Region Hovedstaden

PENGE

SPENDERET SOLO

Klokken er 9.45, og det er blevet tid til at få fat på din finansielle manager. Det er sådan en person, der tager sig af alle dine pengesager. Selv har du mistet overblikket. Alle dine abonnementer på alt fra bil til levering af bæredygtige bleer. Du ejer ikke meget andet end det ur, du har arvet fra din bedstefar. Resten lejer du. Ingen fysiske banker, ingen fysiske penge. Så nemt. Du er en af dem med en chip i hånden, så du hurtigt kan betale i butikker. Eller i teatre og på restauranter. Det er dét, de fleste af dine penge går til: oplevelser. Men nu skal du altså tale med din finansielle manager om skat. Du er lige blevet ansat af en sydkoreansk it-virksomhed, og systemet er for nyligt lavet om. Igen. Mere skat på det, der ikke kan flytte sig: boliger og mennesker. Din manager forklarer reglerne – også hvordan du konverterer din kryptovaluta til danske kroner, så du kan betale din skat. Ja, der er godt nok flere lande med bitcoin som national valuta, men ikke Danmark. Her er det fortsat staten og kronen, der styrer økonomien gennem offentlige investeringer og stram pengepolitik. Over halvdelen af alt forbrug foregår over internettet. Hvis du endelig køber noget i en butik, har du ikke kontakt med nogen. På nær når du går til urmageren for at få et nyt batteri i din bedstefars gamle ur – så betaler du gerne ekstra for at blive betjent af et rigtigt menneske. Der får du specialviden om dit ur, og handlen gør dig lykkelig – også fordi det er så sjældent, at du møder et menneske, når du bruger penge. Kilder: Philipp Schröder, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet Rapporten Contactless Economy fra Deloitte

MEDIER

SAMLER OG DELER – OVERALT

Se! Hende derovre har 24.125 følgere på Meta. Du er ung studerende og prikker din veninde på skulderen, mens I går på gågaden. Du har set en influencer med en offentlig SoMe-profil – navnet flagrer over hendes hoved, og der er digitale mærker på det tøj, hun har på. Alle dine ting derhjemme er på internettet hele tiden. Køleskabet kan selv bestille nye varer, og du kan kommandere med både støvsugeren og tv’et. Spil lige den nye Netflixserie, alle taler om, siger du, mens du vasker op, og en skærm dukker op i køkkenvinduet. Ja, øv, du skal stadig vaske dine lerkopper op i hånden, men til gengæld kan du få lov at være hovedpersonen – tv-serien er tilpasset personligt til dig, og dit ansigt er byttet ud med skuespillerindens. Og i morgen skal du til nytårsfest. Men du gider altså ikke se kongens nytårstale. Du har læst på den danske udgave af The New York Times, at royale er mindre intelligente end republikanere, og så springer du ind i 2051 med dine venner i Madrid fra en stol i Odense. I gik på det virtuelle Microsoft-universitet sammen og har dannet en lille protestgruppe. Imod overvågning, hedder den. Bare det ikke ender som i Kina og Rusland, siger I til hinanden. Konstant filmet, konstant genkendt. Godt, det ikke er nået til hverken Danmark eller Spanien. Skål! Kilder: Aske Kammer, docent ved afdeling for forskning og udvikling, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole The Future of The Self, bog af Natalia Kurcikova

BOLIG

HVOR DU TJENER PENGE

Betalte du virkelig så meget for at bo et godt sted, som du så ikke havde særlig meget tid til at nyde? Fordi du skulle arbejde og rejse frem og tilbage for at have råd til det – hvor fjollet! Og hvad skulle du også bruge et samtalekøkken til, nu hvor du får maden leveret? Så hellere et tredje badeværelse eller et større hjemmekontor, når du alligevel arbejder hjemme og deler dit hjem med flere. Bedstemor i kælderen, to fraskilte mødre der deles om ansvaret for børnene. Væk fra byen. Tæt på naturen. Men stadig med fortiden i hånden. 80 procent af landets tre millioner boliger var allerede bygget i 2021 – nu er flere af dem bare blevet højere, de er blevet slået sammen, bæredygtige og ligefrem rentable. Solceller på taget, rensning af eget spildevand i kælderen, og ude i skuret sikrer et batteri, at du kan sælge boligens overskydende energi. Tænk, at du engang betalte for at bo. Nu udlejer du altid, når du er væk hjemmefra, og du kender flere med de såkaldte tiny houses – små huse med hjul, som de flytter rundt på for at kunne vågne op til en ny udsigt fra soveværelset. Kilder: Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker ved Center for Fremtidsforskning Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker ved Universal Futurist

F r EMT i DEN R ettet mod

FORSKER NICKLAS BRENDBORG: JEG VIL LØSE ALDRINGENS GÅDE

FORTALT TIL MALENE BJERRE

Jeg har altid været optaget af fremtiden. Eller i virkeligheden også af fortiden. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er dårlig til at være lige nu og her, men jeg kan godt lide de store linjer, et flydende perspektiv. Jeg kan godt lide at træde et skridt tilbage og undersøge, hvordan det har været, og hvordan det måske kommer til at blive.

Der er jo ingen, der har lyst til at blive gammel og dø. Det første storværk i litteraturhistorien, det 4000 år gamle epos om Gilgamesh, fortæller historien om en konge, der drager ud i verden for at finde kilden til udødelighed. Det ligger i mennesket, tror jeg. Vi har ikke lyst til at blive gamle og svage; vi vil ikke dø, og når vi ser på forskningen i aldring, er der bestemt også grund til at tro, at vi kan blive meget, meget ældre end i dag, måske 500 år. Vi kan nok ikke leve evigt, for ulykker har jo ikke noget med aldring at gøre, og jo længere vi lever, jo større bliver risikoen for at blive ramt af en bil eller noget andet.

Hvornår vi får hul på bylden og for alvor får rykket ved den gennemsnitlige levealder, det ved jeg ikke. Jeg tror, det kan gå hurtigt. Tænk på, hvor hurtigt det er gået med andre videnskabelige gennembrud: Der gik kun 66 år, fra mennesker fløj for allerførste gang, til vi stod på månen. Min egen forventning er i hvert fald at blive over 100 år, måske 120. Men det kan også være, vi er kommet meget længere.

Aldringens gåde er noget, jeg selv vildt gerne vil være med til at løse. I en lang periode er jeg stået op klokken seks eller halv syv hver morgen og har skrevet et par timer på min bog om aldring, inden jeg er gået på laboratoriet og har arbejdet med mine gærceller til kl. 18. Kun om lørdagen har jeg holdt fri. Det føles ikke rigtig som arbejde; det er bare sjovt. Jeg tror faktisk let, jeg kommer til at kede mig, hvis jeg ikke er i gang.

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Et af de fænomener, der spiller en stor rolle i at udsætte aldring, er hormese. Hormese er en sund stresspåvirkning – cellerne har fx godt at blive udsat for små mængder gift, for det gør dem stærkere. For mig er arbejdet mental hormese, tror jeg. Jeg fungerer bare bedst, når jeg har blikket rettet fremad mod problemer, jeg skal løse.

NICKLAS BRENDBORG

er kandidat i biologi og forfatter til bestselleren “Gopler ældes baglæns” om aldringsforskning. Når han er færdig med at holde foredrag og lave interviews om bogen, skal han i gang med en ph.d. om aldring.

KLIMAAKTIVIST SARAH HELLEBEK: GODT OG MENINGSFYLDT AT KÆMPE FOR DEN VERDEN, JEG TROR PÅ

SARAH HELLEBEK

er klimaaktivist, medstifter af Den grønne studenterbevægelse og underviser i faget Jorden Kalder på Krogerup Højskole.

FORTALT TIL MALENE BJERRE

Tanken om fremtiden får mig til at føle både bekymring og håb. Når jeg læser FN’s rapporter om, hvad klimaforandringerne kommer til at betyde for alt liv på jorden, bliver jeg fyldt med decideret sorg. Vi ser allerede resultaterne nu: Tørke veksler med katastroferegn, alle har ikke stabil adgang til føde, folk sulter, dyrearter udryddes.

Det irriterer mig, når medierne taler om de unges ’klimaangst’. Det er ikke angst, for angst er en psykisk sygdom, en ubegrundet frygt. Jeg er mega bange og ked af det, og det har jeg god grund til at være. Der er jo tale om voldsudøvelse: vold mod mennesker, der lever nu, mod fremtidens mennesker og mod planter og dyr.

Sommetider tænker jeg, det er som at se en scary scifi-film. I 1988 sad klimaforskeren James Hansen i USA’s kongres og fortalte, at forskerne kunne se en målbar global opvarmning. Det er jo absurd; det er over 30 år siden, og hvad er der sket? Vi sidder og ser katastrofen nærme sig, og verden gør ingenting.

Men det eneste svar på bekymringen er handling. Og det giver mig håb at handle. Jeg kan se, at alt det, jeg selv har været med til som klimaaktivist, gør en kæmpe forskel. Klimamarcher, skolestrejker, blokader foran Christiansborg og en sultestrejke. Vi har fået opmærksomhed på klimakrisen og presset på for politisk handling.

I 2050 forestiller jeg mig, at vores samfund ser helt anderledes ud end nu. Vi skal selvfølgelig bruge teknologien til at reducere klimakrisens omfang, men vi skal også tænke anderledes om, hvad et godt liv er. Det er mere lokalt; måske skal vi selv dyrke vores grøntsager, og vi skal arbejde mindre, så vi har tid til det. Landskabet vil se anderledes ud, fordi vi ikke skal dyrke så meget dyrefoder. Vi skal ikke bare overleve, vi skal leve gode, kreative liv.

Hele klimabevægelsen handler om det gode liv, synes jeg. Jeg oplever det ikke som et afkald, at jeg ikke kan ligge i en solstol i Thailand. Det er et godt og meningsfuldt liv at kæmpe for den verden, jeg tror på; at være med i vigtige samtaler om, hvordan vi skal være i verden, og at rykke på dem. Klimakampen er en kamp for at råbe politikere og medier op og skabe forandring, men det er også en bevægelse, der handler om at skabe bæredygtige fællesskaber nu og her. Vi skal skabe et reelt demokrati, og vi skal fejre vores sejre og give hinanden omsorg.

Men kampen har også sin pris for mig, det fylder sygt meget. Jeg ville gerne have mere tid til at dyrke min have, tage på kajaktur, være sammen med mine venner. Men jeg synes, vi alle sammen har et ansvar for at tage del i klimakampen lige nu.

BLOGGER FREDERIK ASKOV STORM: JEG VIL KUNNE GØRE DET, JEG HAR LYST TIL

FORTALT TIL MARIANNE HOLST HYRLOV

Mit mål er at blive økonomisk uafhængig, så jeg selv kan bestemme over min fremtid. Jeg vil gerne have friheden til at arbejde mindre, rejse ud i verden eller måske tage en ny uddannelse, hvis jeg får lyst.

Jeg er inspireret af FIRE-bevægelsen. Bogstaverne i FIRE står for “Financial Independence, Retire Early”. De to første bogstaver, altså Financial Independence – økonomisk uafhængighed – betyder mest for mig. Det er langt fra sikkert, at jeg vil stoppe med at arbejde i en ung alder, men jeg ønsker at have friheden til at kunne gøre det.

Jeg bruger ikke ret mange penge på at gå i byen eller købe nyt tøj. Jeg går heller ikke på café, for kaffen er lige så god og meget billigere derhjemme. I stedet investerer jeg mine penge.

I flere år har jeg investeret i udbytteaktier, det vil sige aktier, som ud over at de kan stige i kurs, også udbetaler udbytte. Jeg synes, det er fantastisk at kigge på den graf, der viser mit udbytte af de selskaber, som jeg ejer en lille del af. Hver eneste måned laver jeg en opgørelse, der viser, hvor mange timer jeg kunne arbejde mindre, hvis jeg tog mit udbytte ud for de sidste 12 måneder. Det er dejligt håndgribeligt, for jeg kan helt konkret se, hvor meget jeg kunne holde fri for de penge, der er kommet ind på kontoen. Men jeg tager ikke udbyttet ud. Jeg køber nye aktier i stedet. Målet er at få så stort et udbytte, at jeg kan klare mig uden et arbejde, hvis jeg vil. Mit første delmål er at have 900.000 kroner på kontoen.

Da jeg som yngre blev bevidst om, at der er noget, der hedder passiv indkomst, havde jeg en ide om at ligge på en strand i Thailand og tjene penge. Den drøm har jeg ikke mere. Men jeg vil gerne rejse ud og for eksempel se de syv underværker. Det, der står øverst på min ønskeliste, er at se Inkabyen Machu Picchu i Peru. At kunne gøre det, jeg har lyst til i fremtiden. Det er mit store mål.

Jeg bliver glad, hver gang folk skriver til mig, at de kan bruge de investeringsråd, jeg lægger ud på min blog eller stiller mig et spørgsmål om økonomi. På den måde hjælper jeg også andre til at få en bedre økonomisk fremtid.

Jeg er meget fortrøstningsfuld, når jeg tænker på min egen fremtid. Min gode økonomi giver mig ro, frihed og et fundament at stå på.

FREDERIK ASKOV STORM

er indehaver af bloggen “Ung med penge”, hvor han deler sine erfaringer med investering, opsparing og privatøkonomi. Desuden har han fuldtidsjob som bygningskonstruktør.

VERDEN skal KUNSTEN SVÆLGER I DET DYSTRE OG MØRKE, MENER ANE CORTZEN OG SÅ BLIVER DET SVÆRT AT SE EN BEDRE FREMTID FOR SIG. AF MALENE BJERRE . GENFORTRYLLES – Og det er KULTUREN, der skal gøre det!

n

år man står foran Operaen i Sydney, så får man fornemmelsen af, at bygningen er fortryllet. Det er helt magisk, at nogen har udtænkt og skabt sådan et værk. Tæt på og langt fra, indeni og udenpå, får man en helt fysisk fornemmelse af noget meget stort og eventyrligt, helt uden for tid og rum.”

Men den slags oplevelser er der for få af, hvis man spørger Ane Cortzen. Der er for få i arkitekturen og også i kunsten og kulturen i øvrigt. Her er det ikke vision, håb og fortryllelse, der hersker, men mørke og undergang.

Ane Cortzen ved noget om både arkitektur og kultur og blander sig ofte og gerne i debatten om begge dele. Hun blev i 2001 uddannet som arkitekt. Siden har hun blandt andet været vært på flere tv-programmer om medier, kunst og kultur. Og om fredagen er hun jævnligt med i P1-programmet ’Fjerde division’, der dykker ned i ugens aktuelle kulturhistorier.

Hun kan godt blive noget småtrist, når hun ser ud over kulturen i dag, siger hun og giver et hurtigt overblik over tidens kulturelle tendenser: På Netflix handler en af tidens mest sete serier om en gruppe pressede mennesker, hvis liv er så udsigtsløst, at de ser det som en attraktiv mulighed at deltage i et blodigt spil med 500 andre, hvor kun en enkelt overlever. Den britiske forfatter Sally Rooneys nyeste bestseller handler om en gruppe unge, der slet ikke ser nogen fremtid for sig. De seneste mange danske tv-serier har handlet om psykopater, tvangsfjernelse, tortur og mord.

Og det er slet ikke i orden, synes Ane Cortzen. “Det er, som om kunsten og kulturen svælger i det mørke og dystre,” siger hun. “Jeg mærker, hvordan jeg selv bliver ramt af det og mister min tro på, at det hele nok skal gå. Og sådan kan man jo ikke leve.”

SÆKKEN STRAMMER TIL

For Ane Cortzen har altid haft en grundlæggende positiv indstilling til fremtiden, fortæller hun. Hun har troet på, at det hele nok skulle gå, at verden hele tiden ville udvikle sig til det bedre. Men på det seneste er hun så småt blevet i tvivl, for det er en mærkelig tid, vi lever i, synes hun.

“Jeg kan få det lidt, som om sækken strammer til, og min fremtidsoptimisme bliver sat på prøve. Det er jo det hele på én gang: Klimasituationen bliver mere og mere desperat, folk råber til hinanden fra deres ekkokamre på de sociale medier, vi er alle sammen ramt af politikerlede, og så er der jo ikke mindst coronaen. I begyndelsen tænkte vi: Det bliver godt, når det går over. Nu må vi efterhånden se i øjnene: Det gør det ikke. Det er noget, vi skal til at leve med som et vilkår.”

Det er ikke rigtig til at sige, om tiden er mere dyster eller ej, mener hun. Måske er det noget, der kommer med alderen, foreslår hun: “Vores forældre og bedsteforældre har sikkert også siddet og tænkt: ’Hvordan skal det hele gå?’, og ’Unge mennesker nu om dage!’ Men jeg synes især, jeg ser forskellen, når jeg ser på min datter og hendes generation. Tænk, de har ikke lyst til at tage ud at rejse?! Og det er ikke på grund af klimabekymringer, ikke kun, i hvert fald. Der er en tøven over dem, en angst for det ukendte, som jeg ikke husker fra mig selv.”

NÅR VI I DAG SKAL FORESTILLE OS ET FREMTIDSBYGGERI, SÅ SER VI PER DEFINITION NOGET MED GLAS OG STÅL FOR OS. DET ER DE ENESTE BILLEDER, VI FÅR, OG DEM HAR VI FRA HOLLYWOOD. FOR ARKITEKTERNE KASTER SIG IKKE UD I ÆGTE VISIONER. VI MANGLER SIMPELTHEN NOGLE UTOPIER, DER HANDLER OM, HVILKET LIV VI GERNE VIL LEVE. OG SÅ BLIVER DET HELE SÅ STIVNET OG UDSIGTSLØST

ANE CORTZEN

uddannet arkitekt og har været tv-vært for flere programmer om kultur og arkitektur.

endnu mere bange og håbsforladte, end vi er i forvejen, mener hun. Den skal ikke kredse om dystopien, men give os et andet blik at se med.

Som nu Operahuset i Sydney gør. Eller som litteraturen havde det med at gøre tidligere.

“Mine bedste læseoplevelser har været dem, der har transporteret mig et helt andet sted hen. Jeg kan huske, dengang jeg læste John Fowles ’Troldmanden’. Den handlede om en rigmand ude på en ø, der skaber en alternativ virkelighed, fuldstændig magisk. Den var jeg helt væk i. Jeg kan godt lide, når kunsten giver os mulighed for give slip og glemme os selv. For så er det, vi kan få øje på noget andet.”

Det er ikke et spørgsmål om eskapisme, understreger hun. Det handler ikke om at vende ryggen til virkeligheden eller ønske, at alting var, som man kan bilde sig ind, at det var i gamle dage.

“Fortryllelsen handler snarere om at skifte fokus, at få tilbudt et nyt blik at se på virkeligheden med. Jeg oplever, at noget er større end mig selv, jeg bliver løftet op. Modsætningen er ikke realisme, men det blik, hvor alting kun handler om noget materielt og om vækst. Det er et formindskende blik, for vi oplever jo alle sammen, at verden er større end det. Når vi ellers kan huske det.”

VERDEN ER ET EVENTYR

Ane Cortzen er fascineret af tiden omkring forrige århundredskifte, slutningen af 1800-tallet

og begyndelsen af 1900-tallet. “Jeg er vild med den optimisme og fremtidstro, der var. Det gjaldt både for arkitekter, forfattere og videnskabsmænd. Man holdt verdensudstillinger og præsenterede nye spændende opfindelser. Der var en stemning af ’Vi kan alt’: gøre alt, opfinde alt, udvide verden. Verden er ubegribelig og stor og et eventyr.”

“Sådan tænker vi ikke i dag. Det er mere sådan: Vi ved alt, vi har gennemskuet det hele, og det viser sig, at der ikke er så meget at komme efter. I dag er der ingen, der drømmer vilde drømme om fremtiden. Når vi i dag skal forestille os et fremtidsbyggeri, så ser vi per definition noget med glas og stål for os. Det er de eneste billeder, vi får, og dem har vi fra Hollywood. For arkitekterne kaster sig ikke ud i ægte visioner. Vi mangler simpelthen nogle utopier, der handler om, hvilket liv vi gerne vil leve. Og så bliver det hele så stivnet og udsigtsløst,” siger hun. “Og de sociale medier gør kun alting værre. Vi bliver alle sammen bare mere og mere vrede, for algoritmerne har jo luret, at det er det, der skaber aktivitet derinde.”

FULDE AF VIRKELYST

Men på den anden side er det jo også den triste baggrund, der får folk til at ønske noget andet, mener hun. “Det er alle kriserne og negativiteten, der minder os om, at vi savner det magiske lag, kulturen giver os. Vi opdager, at vi ikke gider den verden, hvor der kun er et materialistisk fokus. Hvad med det uforklarlige og det åndelige? Prøv at se på de unge iværksættere. De er fulde af virkelyst, og de er ikke kun optaget af profit, men vil også være med til at ændre verden.”

Og så tror Ane Cortzen meget på at bringe forskellige fagligheder sammen. “Vi befrugter hinanden, når vi kommer med forskellige blikke. Det er jo i virkeligheden det modsatte af ekkokamrene. Et virkelig spændende byggeri, vi ser i København i øjeblikket, er CPH Village, de studieboliger, der er blevet lavet på DSB’s gamle område bag Hovedbanen. Det består af en masse trækasser, der er bundet sammen af trappeopgange, og det hele kan flyttes igen. Og så bor der en ung studerende i hvert modul, og de kan indrette pladsen rundt om sig, som de vil. Men det er ikke arkitekter, der har fundet på det. Det er nogle unge fyre, der har læst statskundskab, og de har en ide om et andet samfund, en anden måde at leve på. Det er det, byggeriet udspringer af. Og det er det, gode visioner starter med: at have en forestilling om en verden, der kan se helt ny og anderledes ud.” ANE CORTZENS BUD PÅ FORTRYLLENDE OPLEVELSER I KUNSTEN

BØGER:

HARUKI MURAKAMI: TRÆKOPFUGLENS KRØNIKE Den japanske forfatter kan tage den monotone hverdag og give den et twist, så der åbner sig af en afgrund af parallelle verdener og alternative liv.

MARILYNNE ROBINSON: HUS OG HJEM Robinson skriver hjerteskærende poetisk og tindrende enkelt om naturens magiske kraft og menneskelivets trængsler.

FILM:

THE TRUMAN SHOW Tanken om at hele vores liv er én lang iscenesættelse, at alle vores nærmeste blot er skuespillere, er bare fascinerende og samtidig skræmmende tæt på det moderne, digitale liv.

LARS VON TRIER: RIGET Triers magiske sammenkobling af hospitalsvæsenets rationelle verden og alt det uforklarlige giver en ny dimension.

KUNST:

JOHN KØRNER Malerens farverige og skæve syn på store verdenspolitiske dagordener som krig og klimakrise skaber et andet og tiltrængt perspektiv.

MAMMA ANDERSSON Hun fremmaner en sitrende og mættet verden med uforglemmelige hverdagsmotiver.

ARKITEKTUR:

ARNE JACOBSEN, NATIONALBANKEN En stramt komponeret bygning, der udstråler velbevaret hemmelighed og stor præcision.

DORTHE MANDRUP, VADEHAVSCENTERET En stoflig leg med flader og materialitet, der smelter sammen med landskabet.

PÅ REJSE UD I RUMMET

– TIL STØRRE KLIMABEVIDSTHED

VORES HJERNER KAN IKKE REAGERE PÅ FARER, DER LIGGER LANGT UDE I FREMTIDEN – SOM KONSEKVENSERNE AF KLIMAFORANDRINGERNE. VIRTUAL REALITY ER ET BUD PÅ, HVAD VI STILLER OP MED DET PROBLEM. MEN VIRKER DET? OG ER DET ALTID EN GOD IDÉ? AF ANNE-SOFIE HOLM K an du se den fine, tynde blå linje, der omkranser jorden. Det er atmosfæren. Den har beskyttet og næret alt liv i millioner af år … Men på det seneste er vi mennesker blevet en trussel for vores eget hjem. Vi har forskubbet den fine balance og skabt klimaforandringer.”

Astronaut Andreas Mogensen har taget os med på rumsafari i energiselskabet Ørsteds virtual reality-rumsafari, der viser os kloden set ude fra rummet. Med atmosfære og det hele.

Rumsafarien, der også kan ses som film på YouTube, blev udviklet af Ørsted som en virtual reality-oplevelse. Virtual reality er måske et af svarene på, hvad vi stiller op med det faktum, at vores hjerner ikke er i stand til at reagere på farer, som ligger langt ude i fremtiden. For sådan er det nemlig. “Hvorfor gør vi ikke noget ved klimaet,” spørger Peter Lund Madsen i et afsnit om abehjerner i podcasten Hjernekassen. “Det er, fordi det ikke er en fare nu og her. Vores hjerne er ikke skabt til at være bange for noget, der sker om 30 år.”

Og vi kan ikke se for os, hvordan verden kommer til at se ud, hvis temperaturerne får lov til at stige to eller måske tre grader. Vi kan ikke engang helt for alvor se, at verden faktisk hænger sammen. Eller det kan vi så alligevel, når vi benytter os af virtual reality.

OMSLUTTET AF OPLEVELSEN

Virtual reality giver dig oplevelsen af helt kropsligt at stå midt i en tænkt – eventuelt fremtidig – virkelighed, fortæller Katrine Konyher, der er business developer og marketingspecialist i det danske virtual reality-firma Khora.

“Man er 100 procent til stede, når man er i virtual reality. Man er immersed, som man kalder det på fagsprog, omsluttet af oplevelsen. Du bliver ikke distraheret af de ting, der foregår omkring dig, for du kan hverken se eller høre dem,” forklarer hun.

Det er Khora, der står bag Ørsteds rumsafari. Og den er ikke bare teknologisk imponerende – rumsafarien gør også sit for at lede til aktiv handling på klimaområdet.

RUMREJSE KAN LEDE TIL ØGET KLIMABEVIDSTHED

I Ørsteds rumsafari beretter astronauten Andreas Mogensen om den såkaldte overview effect, hvilket på dansk kan oversættes til overblikseffekten. Det er betegnelsen for det fænomen, mange astronauter oplever, når de kommer ud i rummet for første gang og ser hele jordkloden udefra: Det går op for dem, hvor skrøbelig den lille planet, vi alle kalder hjem, i virkeligheden er. At vi bor i en vidunderlig, men sårbar verden, og vi bliver nødt til at passe på den.

Det var fornemmelsen af the overview effect, Ørsted gerne ville demokratisere og sprede ud til mange flere mennesker end dem, der kan tage på rumrejse i den virkelige verden, forklarer Katrine Konyher.

“Ørsteds hensigt var at udbrede følelsen af, at vi alle sammen er forbundne, at jorden er vores hjem, og vi skal passe godt på den,” siger hun.

YouTube-versionerne af rumrejserne er i skrivende stund blevet set omkring 6,5 millioner gange og kan betragtes som en stor succes. Men kan Ørsteds rumsafari gøre en reel forskel?

Og i så fald hos hvem?

VIRTUAL REALITY

er en computerskabt virkelighed, som man “besøger” gennem en særlig slags briller, der både omfatter hele synsfeltet og også indeholder en lydside, der passer til det, man ser i brillerne. Brillerne giver en altomsluttende oplevelse, hvor man ikke kan blive distraheret af udefrakommende ting, fordi man med virtual reality-brillerne bliver helt omsluttet af både lyd og billede. Se Østeds rumsafari her: orsted.com/da/ explore/space-safari

VIRTUAL REALITY, AUGMENTET REALITY OG SPIL, DER TYDELIGGØR KONSEKVENSERNE AF KLIMAFORANDRINGERNE

· CO2: Second Chance (spil) · Meltdown (brætspil) · Evolution: Climate (spil) · Daybreak (spil) · Klimaklar: Indblik i klimaforandringernes konsekvenser (app, der viser konsekvenserne af klimaforandringerne ved hjælp af augmentet reality)

VIRTUAL REALITY HAR IKKE EN GOD EFFEKT PÅ DEM, DER ALLEREDE HAR KLIMAANGST

Klimakrisen går ikke kun ud over naturen, den går også ud over sindene hos mange – særligt unge – mennesker på verdensplan. Ifølge tal fra UNICEF er 41,2 procent af europæiske børn og unge bekymrede for klimaet, og også i Danmark er det de unge, der er mest bekymrede for klimaets fremtid, viser rapporter. Hos nogle bliver mismodet så omfattende, at det kan udvikle sig til en regulær klimadepression eller en tilstand af klimaangst, der er behandlingskrævende.

Når psykologer arbejder med personer med angstlidelser, er eksponering for det, vedkommende har angst for, ofte en af de behandlingstilgange, der virker bedst. De angstramte skal flyve, røre ved edderkopper og køre med elevatoren op i en skyskraber. Anderledes forholder det sig dog, hvis der er tale om personer, der er bekymrede på grund af klimaforandringerne. Det skyldes, at der i forhold til klimaet reelt er fare på færde.

“Hvis man har at gøre med en angst, der er reel, tjener angsten et formål. Hvis jeg stod foran en bjørn og blev angst, ville man jo heller ikke sige, at jeg havde et angstproblem. Der er angsten en hensigtsmæssig følelse, som skal gøre, at jeg bliver motiveret til at gøre noget for at overleve. Det er det samme i forhold til klimaforandringerne. Der er jo problemer, og det ser skidt ud. Det er kun hensigtsmæssigt, at vi bliver bekymrede, for det får os til at gøre noget. Her kan angsten munde ud i handling,” siger psykolog Camilla Karmark, der er specialiseret i angstlidelser.

Derfor er der ikke nogen fidus i at bruge virtual reality-eksponering til den unge generation, forklarer hun. Det vil bare gøre dem endnu mere frustrerede.

Men Camilla Karmark mener, at der er en anden gruppe mennesker, som vil have gavn af at blive immersed i konsekvenserne af klimaforandringerne. Nemlig dem fra de ældre generationer, der ikke i forvejen er bekymrede for klimaet, og som ikke tager ansvar.

Der kan være flere årsager til, at de ældre ikke tager klimakrisen lige så alvorligt som de unge. Et svar kan ligge i, at hjernen ikke er skabt til at være bange for noget, der ligger langt ude i fremtiden, som hjerneforsker Peter Lund Madsen har forklaret det i sin podcast Hjernekassen. Distancen fremmes yderligere hos den ældre generation, som ikke har lige så meget levet liv tilbage på jorden, som de unge har, og derfor virker klimakrisens konsekvenser mindre vedkommende.

“Her kan eksempelvis Ørsteds rumsafari eller andre virtual reality-oplevelser appellere til ansvarsfølelsen. Virtual reality gør større forskel, end hvis vi bare får noget fortalt, fordi vi får en kropslig oplevelse med visuelle og auditive stimuli, der er så kraftige, at man får en følelse af at være til stede. Det er fascinerende og virkelighedsnært, og det kan påvirke os i højere grad,” siger Camilla Karmark. “Og hvis vi kan øge de voksnes bevidsthed om klima – så der handles på det – vil det gøre en stor forskel for de unge. Det kan give håb, og håb er godt i forhold til vores mentale sundhed.”

KATRINE KONYHER CAMILLA KARMARK

er business developer og marketingsspecialist hos produktionsstudiet Khora, der siden 2015 har specialiseret sig i virtual reality og augmentet reality.

er psykolog, specialiseret i behandling af angstlidelser, OCD, depression og stress. Hun er desuden medstifter af Lind & Karmark – Kognitiv & Metakognitiv Psykolog Praksis i København