Gadeplan KBH nr. 2

BU-Labs vidensmagasin nr. 02 | maj 2010

”FRIVILLIGE KAN VÆRE NOGLE, DER BRÆNDER FOR DET, DE LAVER. DET KAN OGSÅ VÆRE NOGLE, DER SYNES, DE SKAL GIVE TILBAGE TIL SAMFUNDET” Waled Hakim. Side 12

TEMA: FRIVILLIGT SOCIALT ARBEJDE "VI GØR DET MED HJERTET" Foreningen Vores Unge er mentorer for unge i periferien af bandemiljøet.

Side 4-5

"FÆNGSLET ER MIT FRISTED"

Kenneth Olesen er studiestøtte i Vridsløselille Statsfængsel og får en gang om ugen serveret hjemmelavet middag af 26 bredskuldrede, tatoverede indsatte. Side 10-11

INDHOLD 03 VELKOMMEN 04 ”VI GØR DET MED HJERTET”

04

06 ”JEG HAVDE SELV BRUG FOR VOKSNE, DER KUNNE GUIDE MIG SOM TEENAGER” 08 ”MAN SKAL GÅ IND I PROBLEMERNE” 08

10 ”FÆNGSLET ER MIT FRISTED” 12 ”MAN BEHØVER IKKE VÆRE VOKSEN FOR AT FÅ MEDBESTEMMELSE”

10

02

BU-LABS VIDENSMAGASIN

VELKOMMEN Her har du andet nummer af Gadeplan KHB. Et magasin der sætter fokus på kriminalpræventivt arbejde og opsamler erfaringer fra gadeplan i ind- og udland. Magasinet er produceret af BU-Lab ved Søren Magnussen i samarbejde med journalist Ditte Clemen og grafiker Tobias Frost.

I sidste nummer stillede vi spørgsmålet: Hvordan kan sport og lokale idrætsforeninger være medspillere i arbejdet med kriminelle og kriminalitetstruede unge? I dette andet nummer retter vi fokus mod frivilligt socialt arbejde.

Fælles for de frivillige, der er blevet interviewet til magasinet, er, at de går helhjertet ind i hver deres arbejde og oplever at få noget igen, når de giver ud af deres overskud og erfaringer.

Mens danskerne i avisspalterne holdt sig væk fra gaden i de sene aftentimer efter den første offensiv i bandekonflikten, gik Jan Mansur Hussain på gaden. Han opsøgte de unge i periferien af de kriminelle miljøer og erfarede, at den personlig samtale rykker. Nu er han formand i foreningen Vores Unge og fortæller her i magasinet om den frivillige mentorordning, der er et vigtigt element i foreningens arbejde.

Michael Schweitz kunne godt selv have brugt en voksen vejleder som ung. Men sådan en var der ikke, og han røg ud i et mangeårigt misbrug. I dag er han clean og forsøger at forhindre andre i at komme ligeså langt ud, som han selv har været. Det samfund, som han selv mener, han har snyltet på i alt for mange år, betaler han nu tilbage som frivillig i være- og

aktivitetsstedet Clean-House og som bestyrelsesmedlem på en skole i nordvest.

Men som 17-årige Waled Hakim har erfaret, er man aldrig for ung til at blive frivillig og få indflydelse på det samfund, man er en del af. På forsidebilledet hjælper Waled Hakim unge fra RessourceCenter Ydre Nørrebro (RCYN) med at finde rundt på et skattekort. Han arrangerer også banko for de unges forældre, så de kan se centret og få en god kontakt til RCYNs ansatte og frivillige.

I Tingbjerg er der også brug for at styrke dialogen mellem de lokale institutioner og forældre, mener Sabah Qarasnane, der er uddannet bydelsmor. Hun taler blandt andet med bydelens mødre om kontakten til skolen, sundhed og opdragelse. Den marokkanske kvinde har efter uddannelsesforløbet fået selvtilliden igen, og bydelsmødrenes uformelle besøg er en succes.

Bag murerne i Vridsløselille Statsfængsel bliver udefrakommende selskab også værdsat, har Kenneth Olesen erfaret. Han hjælper en gang om ugen de indsatte med matematikopgaver og får ofte hjemmelavet aftensmad retur af 16 hårdt pumpede og taknemmelige fanger.

Du kan læse Kenneth Olesens og de øvriges historie i dette nummer af Gadeplan KBH og blive klogere på, hvad frivilligt socialt arbejde kan gøre for dig og andre.

God fornøjelse!

Gadeplan KBH udgives af BU-Lab, MR-børn, Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Redaktør: Søren Magnussen, BU-Lab, tlf: 40 14 11 19 Tekst: Ditte Clemen Layout: Tobias Frost Forsidefoto: Ditte Clemen Tryk: Eks-Skolens Trykkeri Oplag: 2000 stk.

03

BU-LABS VIDENSMAGASIN

”VI GØR DET MED HJERTET” For initiativtageren til foreningen Vores Unge, Jan Mansur Hussain, er det en borgerpligt at gøre en frivillig indsats for at bryde fødekæden til banderne. Den personlige samtale og troen på de unge er omdrejningspunktet for foreningens arbejde.

I slutningen af 2009 bragede skuddene i Københavns gader og gav genlyd på Christiansborg og i medierne. Jan Mansur Hussain så de unge mænd i sit kvarter blive tiltrukket af gadelivet og hørte omverdenen omtale dem som bandemedlemmer. Han måtte gøre noget. ”Det er vores ansvar som medborgere at gøre en forskel, hvis vi kan. Jeg havde allerede kontakt til en lille gruppe unge, og sammen med nogle venner besluttede vi at lave en forening,” fortæller Jan Mansur Hussain.

I dag er der 26 medlemmer af foreningen Vores Unge, der har kontakt til omkring 15 unge fra Frederiksberg. De unge er alle over 18 år og for gamle til at benytte de offentlige tilbud i området. Det er en fatal fejl, at samfundet har overset gruppen af udsatte unge mænd, mener Jan Masur Hussain.

Men han ser også fordele ved at arbejde med de unge som frivillig. ”Vi har ingen hat på, og derfor er det nemmer at skabe et tillidsforhold til de unge. De har allerede mødt mange professionelle, som har været i deres liv et par måneder og så er forsvundet igen. Vi bor i deres kvarter og bliver ved med at være i deres liv. Vi behandler dem som voksne og opmuntrer dem til at følge deres drømme, hvorimod alt de har hørt på socialafdelingerne er nej, nej, nej. Vi gør det med hjertet. De kan mærke, at vi ærligt er interesserede i dem, og det er det vigtigste,” siger han.

FORENINGEN VORES UNGE

Foreningens formål er at tilbyde aktiviteter for unge, der ikke har et værested og derfor er nødsaget til at hænge på gader og pladser. Foreningens medlemmer er mentorer for de unge og forsøger at guide de unge imod en uddannelse eller et job.

På længere sigt ønsker foreningen at drive nogle lokaler, hvor de unge kan komme og få uformel vejledning og bare hænge ud, spiller bordfodbold og PlayStation.

Den personlige samtale rykker

Da Jan Mansur Hussain første gang fortalte de unge om foreningen Vores Unge, var det på en café på Godthåbsvej.

Over en kop kaffe og et backgammonspil begyndte de unge at fortælle om de aktiviteter, de gerne ville lave i foreningen, og om deres drømme. ”De gik fra at være nogle hårde drenge, der spændte muskler, til at fortælle om deres fremtidsdrømme. En ville gerne være sanger, en anden ville være politimand. En ville gerne i Parken og se fodbold, en ville på fisketur, og en ville gerne på museum og se kunst fra den islamiske verden,” fortæller Jan Mansur Hussain.

I begyndelsen var foreningens vision at lave aktiviteter for unge, der ikke havde noget alternativ til at hænge på gaden.

Men med tiden er fodbold og fisketure gledet lidt i baggrunden. ”Selvom vi slet ikke tænkte på mentorordning i begyndelsen, er det at være rollemodel og mentor blevet det vigtigste i vores arbejde. Det er den personlige samtale, der rykker mest. Når man har de unge på tomandshånd, åbner de op. Vi taler om at være kriminel og om fremtidsudsigterne. Jeg har selv siddet i fængsel seks gange og ved, hvordan det er. Nu læser jeg til socialrådgiver. Det er god uddannelse, der skal være forbilledet,” siger Jan Mansur Hussain. Han havde selv en mentor, da han kom ud af fængslet sidste gang, og det har betydet meget for ham. ”Det er en voksen, man kan spejle sig i. En der har overskud og hjertet med. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke tager alle ind som mentor. Hvis jeg ikke har overskuddet en dag, venter jeg med at mødes med de unge. Man skal være mentalt klar til gøre en indsats. Det er et helvedes arbejde en gang imellem. Nogle gange har man optur over, at en af de unge er kommet ind på en uddannelse, andre gange er der en, der er efterlyst, og så bliver man rigtig ked af det,” siger han.

Foreningen består af frivillige, som enten er i uddannelse eller job, og som har en relevant baggrund for at agere mentor for en ung. Økonomien til at invitere de unge biografture, rapelling, fodbold i Parken og koncerter får foreningen ved at holde foredrag og oplyse om de problemstilliner, de unge står overfor.

På foreningens hjemmeside, vores-unge.dk, kan man bestille foredrag og donere penge til foreningens arbejde.

Kilde: vores-unge.dk

04

BU-LABS VIDENSMAGASIN

Hashmisbrug og hård retorik

Nogle gange har han været nødt til at afvise desperate forældre, der har henvendt sig til foreningen, efter kommunen har givet op over for deres sønners stofmisbrug og kriminalitet. Men det er ikke alt, Vores Unge kan hjælpe med. ”Hash kan vi lige tackle, men alvorlige stofmisbrug skal der altså eksperter til at håndtere. Vores medlemmer er frivillige, og selvom mange læser pædagogik, er der grænser for, hvad

”De unge har respekt for os, og det har større effekt end en politibil. Jeg ved godt, at de ikke er verdens bedste børn, men i mine øjne er de små stjerner" Jan Mansur Hussain

vi kan gå ind i. De hårdeste mister vi, men dem, der er begyndte at snuse til miljøet for et års tid siden, har vi ret godt fat i,” siger Jan Mansur Hussain.

Den lille gruppe, som han og kammeraterne allerede havde kontakt til, da de startede foreningen, har hevet nogle venner med til de fælles arrangementer. Ellers får foreningen fat i nye unge på gaden og på Facebook. Målgruppen har mindst én ting til fælles: ”De slås rigtig meget med ikke at føle sig hjemme.

De er vokset op i en tid, hvor Dansk Folkeparti har haft stor politisk indflydelse og retorikken har været hård. Vi prøver at lære dem, at de skal tænke væk fra det og tænke på de små succeser i hverdagen. Men det fører rigtig mange ting med sig, når man føler sig udstødt.

Så søger man subkulturer og kriminalitet,” siger Jan Mansur Hussain.

Foreningens mentorer forsøger at imødegå de unges opfattelse af samfundet som diskriminerende ved at tale med dem om, hvordan hverdagen er for de socialrådgivere og politifolk, som de unge møder og ofte ender i konfrontationer med. ”Jeg fortæller dem om min egen erfaring med systemet og forsøger at sætte dem ind i, hvordan samfundet fungerer. Det har ikke noget at gøre med din hudfarve eller din kasket, at de siger nej på kommunen. Måske har de bare ikke ressourcer til det,” siger Jan Mansur Hussain.

Det har været en stor personlig udfordring for ham at etablere foreningen og holde de unge fast i en positiv udvikling. Men Jan Mansur Hussain er overbevist om, at hans og de øvrige medlemmers slid betaler sig. ”De unge har respekt for os, og det har større effekt end en politibil.

Jeg ved godt, at de ikke er verdens bedste børn, men i mine øjne er de små stjerner,” siger han.

05

BU-LABS VIDENSMAGASIN Foto: Ditte Clemen

Foto: Ditte Clemen

”JEG HAVDE SELV BRUG FOR VOKSNE, DER KUNNE GUIDE MIG SOM TEENAGER” Han har sneget sig langs husmurene, været misbruger og brugt knap halvdelen af sit liv bag tremmer. I dag arbejder Michael Schweitz som frivillig i både Clean-House og på den nærliggende folkeskole. ”Jeg har nået en alder, hvor jeg gerne vil have noget ud af mit liv og give tilbage til samfundet. Jeg har været en snylter som kriminel og misbruger gennem 40 år,” siger Michael Schweitz.

Han sidder på et kontor i Clean-House i Københavns nordvestkvarter. Et være- og aktivitetssted for tidligere misbrugere, hvor Michael Schweitz er frivillig. Han sidder blandt andet i brugerrådet, hvor han er med til at sammensætte stedets aktivitetsprogrammer, og han tager frivillige vagter, så stedet kan holde åbent efter brugernes behov. ”Jeg ville ønske, at der havde været voksne til at guide mig som teenager. Når et ungt menneske står på kanten og snuser til både stoffer og kriminalitet, er det vigtigt, at der er nogle, som har mærket de ting på egen krop, der kan hjælpe og forstå den unges problemer,” siger Michael Schweitz. Han har selv været clean i 27 måneder nu. Så længe har han ikke holdt sig fra stofferne, siden han som otteårig begyndte sin karriere som misbruger.

06

BU-LABS VIDENSMAGASIN

Den kærlige ånd og neanderthalmanden

Der er 20-25 frivillige ud over Micheal Schweitz i CleanHouse, en fastansat leder og omkring 600 medlemmer.

Hver dag kan brugerne spise gratis morgenmad og frokost i det store rum oppe under taget på Dortheavej 12. Her er der også billardbord og bordfodbold. I et tilstødende indhak er der computere og et akvarium med fisk. Der er også et rygerum og en fjernsynsstue. Brugerne kan komme og gå efter behov og skal selv passe på stedet. ”Når de får vist tillid og ansvar, så vokser de også med opgaven. Der skal være en kærlig ånd, ellers kommer modstanden og vreden. Hvis en af brugerne holder sig for sig selv og ikke rydder op efter sig, så nytter det ikke noget at sige, ”nu skal du f….. høre efter og gøre, som jeg siger”. Så skal man sige, ”det gør mig ked af det, at du ikke snakker med andre mennesker heroppe og ikke rydder op efter frokost. Hvad sker der?”. Det er ikke noget, jeg har lært på en uddannelse, men noget jeg ved på grund af min lange livserfaring,” siger Michael Schweitz.

CLEAN-HOUSE

Clean-House er et være - og aktivitetssted, der er åbent 365 dage om året.

Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi nogle brugere tager frivillige vagter. Der er desuden ansat en daglig medarbejder, der har det overordnede ansvar for stedet.

Formålet med værestedet er at tilbyde et uformelt stoffrit fællesskab, der samtidigt kan støtte brugerne i at forblive stoffri.

I det daglige består tilbuddet blandt andet af gratis morgenmad og frokost, uformelt samvær, adgang til computere og styrketræning.

Men Clean-House arrangerer også forskellige aktiviteter for brugerne. Det kan eksempelvis være børnedage, udflugter, fester og koncerter.

Clean-House har i dag omkring 600 medlemmer.

Medlemskabet koster 100 kroner.

Kilde: kris-danmark.dk

Han beskriver de unge, der første gang træder ind over dørtærsklen som neanderthalmennesker, der typisk er asociale og ikke rigtig kan gebærde sig i fællesskabet. ”Jo længere og mere omfangsrigt dit misbrug har været, jo flere bånd har du brudt. De sidste år af mit misbrug havde jeg ikke kontakt til min familie. Og jeg var træt af at snige mig langs husmurene og havde sort plastik for vinduerne, fordi jeg sikkert havde lavet noget forkert,” fortæller Michael Schweitz.

Han besluttede, at det skulle være slut med stofferne og begyndte sin vej tilbage til samfundet. Ligesom han ser de unge brugere gøre det i dag, lærte han langsomt af de øvrige brugere i Clean-House og opdagede, at hvis man giver noget til fællesskabet, så bliver man også en del af det. Som på human evolution-plakaten, hvor neanderthaleren skridt for skridt bliver et rankt menneske, voksede han ligesom de unge i dag ad frivillighedens vej. Det sidste er en vigtig pointe for Michael Schweitz: ”Brugerne kommer her, fordi de har lyst og ikke fordi, nogle har fortalt dem, at de skal. Og de møder andre, der også er her frivilligt og fordi, de vælger fællesskabet. Fællesskabet sådan et sted bliver nærmest ligesom en familie for en. Lige så kold og kynisk og afstumpet vi kan være i vores misbrug, lige så kærlige er vi på den anden side. Det er affødt af, at du kommer her og fortæller om nogle virkelige hårde oplevelser, og så bliver du mødt af folk, der selv har været der.”

Hva’ så drenge?

Michael Schweitz er ikke kun frivillig i Clean-House. Han sidder også i bestyrelsen på Tagensbo Skole. Det gør han fordi, han gerne vil afmystificere skolens dårlige ry og gøre noget for at forhindre, at de ressourcestærke forældre trækker deres børn ud af folkeskolen. ”Jeg oplever ikke, at det står så slemt til på skolen, som man hører, når jeg er der. Og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel, fordi rødderne er genkendelige for mig. Jeg har redskaberne til at snakke med dem om deres valg,” siger Michael Schweitz, hvis kæreste har en datter på skolen.

En formiddag gik han forbi fire-fem drenge, der hang uden

for skolen og røg smøger. Da familiefaren var kommet lidt på afstand, råbte en af dem ”svans”. Michael Schweitz behøvede ingen gang tænke sig om, før han vendte om og begyndte en dialog med rødderne om, hvorfor de ikke var i skole. ”Jeg startede med at stå der, hvor I står nu og endte 20 år i fængsel,” indledte han. Så blev ”fuck det” skiftet ud med spørgsmål. ”Lad være med at stå her. I gør folk bange. I er nogle hårde nysere. Kan I se den ældre dame bag gardinet deroppe. Hvad tror I, hun gør, når hun ser jer stå hernede og chikanere folk,” fortsatte Michael Schweitz. Drengene stod og sparkede lidt jorden og gættede på, at damen nok vil ringe til politiet. ”Man kan godt have det sjovt uden at være kriminel eller skræmme andre,” sluttede Micheal Schweitz, inden drengene luntede af. Han kan godt mærke, at han gør en forskel – og det er fedt.

Tilgangen til drengene i Bispeparken, hvor han bor, er den samme. De gange han overvejer at ringe til politiet, ender det alligevel med, at han går ned og tager snakken. ”Det er vigtigt, at de føler sig velkomne og kan mærke, at der er nogle, der gider dem, forstår dem og har lyst til at være noget for dem. Det kunne samfundet godt lære noget af. Som kriminel og misbruger ved jeg, at hvis jeg hele tiden bliver mødt med ”gå nu væk, du er et skidt menneske”-attituden, så bliver det min virkelighed. Derfor skal vi ændre det budskab, og så skal rødderne på den anden side også være mere imødekommende,” siger Michael Schweitz og efterlyser lidt mere næstekærlighed i det danske samfund anno 2010.

Han værdsætter den stemme, han har fået igen som frivillig i både skolebestyrelsen og brugerrådet i Clean-House. Nu har han medbestemmelse i det samfund, han lever i, og i sit eget liv. ”Jeg vil ikke bare overleve. Jeg vil leve og have et godt liv.

Med mit moralkodeks betyder det, at jeg skal være god ved andre. At jeg kan kigge mig selv i øjnene om morgenen, og at jeg kan lægge hovedet på puden og være fredfyldt om aftenen,” siger Michael Schweitz.

07

BU-LABS VIDENSMAGASIN

Foto: Waled Hakim

”MAN SKAL GÅ IND I PROBLEMERNE”

TINGBJERGS BYDELSMØDRE Bydelsmødrene i Tingbjerg har modtaget 60 timers undervisning og snakker med områdets beboere om børn, skole, motion, fritidstilbud, mad, uddannelse, arbejde og meget andet.

Alle bydelsmødrene taler dansk og et andet sprog. Det er en fordel, fordi de kan nå ud til kvinder, som ikke er så gode til dansk. Det skaber tryghed at kunne få gode råd på sit modersmål, og på den måde er bydelsmødrene med til at bygge bro til det danske samfund.

Alle kvinder i Tingbjerg-Utterslevhuse kan gratis få besøg af en bydelsmor. Udover Sabah er der fem andre færdiguddannede bydelsmødre og et nyt hold på ti kvinder er under uddannelse.

Projektet er frem til udgangen af 2010 finansieret af Integrationsministeriet.

Kilde: tingbjerg.com/aktiviteter/projekter/bydelsmoedre/

08

BU-LABS VIDENSMAGASIN

Sabah Qarasnane er bydelsmor i Tingbjerg og taler med områdets kvinder om sundhed, børneopdragelse og arbejdsforhold. Løsningen på mange problemer er åbenhed og dialog, mener hun.

Da Sabah Qarasnane kom til Danmark i 90’erne, havde hun svært ved at finde nogen, der kunne vise hende vejen til et godt liv. I Marokko havde hun læst fransk litteratur, men nu fik hun at vide, at hun bare skulle arbejde som rengøringskone og få opholdstilladelse. Hun var ked af, at hun ikke kunne bruge sin uddannelse og få det liv, hun havde drømt om i Danmark.

Efter at have modtaget syv måneders undervisning i sundhed, integration, børneopdragelse, kvindeproblemer og arbejdsforhold fik Sabah Qarasnane i maj sidste år diplom på, at hun havde gennemført endnu en uddannelse. Nu arbejder hun 15 timer om måneden som bydelsmor i Tingbjerg og deler frivilligt sin nyerhvervede viden med bydelens kvinder. ”Der er mange udfordringer i Tingbjerg. Som bydelsmor skal man være klar til at tackle alle mulige situationer. Hvis man kan mærke, at der er noget galt i en familie, banker vi på døren. Hvis familien accepterer os, forsøger vi at hjælpe.

Men man skal ikke bare blande sig, det skal være på en god måde. Det starter med en hyggesnak,” siger Sabah Qarasnane.

Tal med din teenager

Hun har selv lært meget under uddannelsen og er blevet bedre til at kommunikere med sine børn. Ingen af hendes tre børn er teenager endnu, men Sabah Qarasnane ved, hvad der venter. ”Det er altid svært at kommunikere, når ens børn bliver teenagere, men det er endnu sværere, når man som mange i Tingbjerg er indvandrere. Børnene vil gerne have deres egen verden, og vi vil gerne beholde dem i traditionerne. I starten var jeg meget stram over for mine børn, men efter jeg har taget uddannelsen, er jeg blevet mere fleksibel. Mine børn tager selv beslutninger om uddannelse og sport,” siger hun.

Vennerne vælger hendes børn også selv, men Sabah Qarasnane holder et vågent øje med, hvem de omgås og opfordrer børnene til selv at tænke over, hvem de hænger ud med. ”Jeg prøver at give mine børn mulighed for selv at opdage, hvis nogle af deres venner er ballademagere, og de ikke passer helt sammen. Jeg giver dem lov til at have alle kammerater med hjem, men jeg siger også, at de skal holde øje med deres venner. Hvis vennerne laver noget ulovligt, så bliver de en del af det. Også selvom de bare står og kigger på. Børnene skal selv tage beslutningen om, hvem de vil være sammen med. Jeg går ikke ind og bestemmer, men jeg prøver at påvirke dem,” forklarer hun.

Der er nogle ting, Sabah Qarasnanes børn ikke får lov til selv at bestemme. For eksempel hvornår de skal være hjemme om aftenen. Det er vigtigt, at forældre sætter den slags grænser, mener hun. ”Men det er svært for mange forældre at sætte grænser.

Børnene siger, at de lever i et frit land og selv må bestemme.

Ellers ringer de til politiet. Man skal have tålmodighed med børn og snakke med dem. Også lidt om sex. Det handler om dialog og åbenhed, og om at man skal gå ind i problemerne,” siger hun.

Der er oftest kvinderne i Tingbjerg, som Sabah Qarasnane taler med. Det er nemlig dem, der tager initiativerne i området. Det er dem, der kommer til forældremøderne på skolen og dem, der handler. Ikke mændene.

”Vi lytter meget”

Det frivillige arbejde var ikke helt fremmed for Sabah Qarasnane, da hun begyndte som bydelsmor. I fem år har hun siddet i bestyrelsen på Tingbjerg Skole. Der er mange tosprogede børn på skolen, og der er udfordringer, men den marokkanske kvinde holder stædigt fast i, at det er den skole, hendes børn skal gå i. ”Vi har et dejligt område og en dejlig skole. Det er synd, hvis børnene skal tage bussen til en anden skole. Klassekammerater smitter af på hinanden, og derfor er det vigtigt, at både de ressourcestærke og -svage går i skole sammen.

Vi bydelsmødre reklamerer meget for skolen i området og snakker med de familier, som har børn, der snart skal begynde i skole. Der er mange familier, der har skiftet holdning til skolen. Hvis nogle børn er blevet smidt ud af skolen, snakker vi også med lærerne og ledelsen. De skal ikke smide børn ud, selvom der er en god grund til det, for så går de bare på gaden, og det giver problemer,” siger Sabah Qarasnane.

Men det ikke kun børn, opdragelse og skole, hun taler med bydelens kvinder om. Når hun ringer en ny kvinde op eller banker på en ny families dør, præsenterer hun dem for en lang række emner, de kan tale om. ”Jeg forklarer, hvem jeg er, og at jeg ikke repræsenterer kommunen. Nogle indvandrere er bange for kommunen.

Derfor betyder det meget, at det er et frivilligt projekt. De fleste kvinder vil gerne tale fra hjertet og fortæller alt. Vi lytter meget. Vi respekterer deres valg og går kun videre til kommunen med problemerne, hvis de selv accepterer det.

Det er vigtigt at beholde tilliden,” siger Sabah Qarasnane.

Som bydelsmor kan hun hjælpe med alt fra at udfylde papir fra kommunen til kostråd. ”Mange indvandrekvinder er ikke opmærksomme på fedt, når vi handler, og vi skal lære vores børn at spise rugbrød og frugt i stedet for sharwarma,” forklarer Sabah Qarasnane.

Et andet emne, der ligger hende meget på sinde, er uddannelse. ”Jeg fortæller altid kvinderne, at de skal læse videre og få sig en god tilværelse her i Danmark. Jeg tænker selv på at læse videre til socialrådgiver. Nu har jeg fundet min vej på grund af projektet. Jeg vil gerne hjælpe folk, og jeg vil gerne have magt til at hjælpe. Nu har jeg ikke magt, men prøver at lytte og hjælpe, så godt jeg kan,” siger Sabah Qarasnane.

09

BU-LABS VIDENSMAGASIN

Foto: Waled Hakim

”FÆNGSLET ER MIT FRISTED”

10

BU-LABS VIDENSMAGASIN

For fangerne i Vridsløselille er Kenneth Olesen et pust fra verden udenfor. En gang om ugen hjælper han dem med matematikopgaver og bliver ofte hængende til aftensmad.

Afdelingen på Statsfængslet i Vridsløselille virker lidt som en efterskole, hvor man spiller bordtennis, har pligter og fast spisetider, synes Kenneth Olesen. De indsatte tager imod ham med et dunk i ryggen og en frisk kommentar. I knap et år har han været studiestøtte i matematik for tre af dem. Nu er han blevet ven og fortrolig med hele afdelingen. ”Man er utrolig værdsat. Sidst jeg var inde, havde en stor fyr med tatoveringer op og ned ad armene bagt kage. Så startede vi med at spise kage og snakke. Ofte arbejder vi med matematikken i to timer, og så laver vi te og spiller bordtennis. Jeg bliver tit og spiser med om aftenen,” siger Kenneth Olesen. I begyndelsen tøvede han lidt, når de 16 bredskuldrede gutter inviterede på hjemmelavet middag.

Han er godt klar over, at selvom han hygger sig bag de høje mure, er det hårdt for de indsatte. Den hjælpsomme civilingeniør er der én eftermiddag om ugen som studiestøtte tilknyttet Netværket for Studerende Fanger. De indsatte er der hele tiden.

Det er rart at vide, man gør en forskel

Nogle gange oplever han et manglende engagement fra de uddannelsesinstitutioner, som de selvstuderende fanger er tilknyttet. De indsatte løber tit hovedet mod en mur, når de forsøger at bygge en tilværelse op, der også er bæredygtig uden for fængslet. ”Men det er rart at vide, at man kan gøre en forskel. Jeg har ikke oplevet noget lignende før. Jeg har det godt med mig selv og har det godt med at lære andre noget, de kan bruge. De indsatte er jo helt almindelige mennesker med de samme drømme som du og jeg. De har bare været dårligere stillet end gennemsnittet og er endt i noget skidt. Selvom jeg godt ved, at livet ikke er lige nemt for alle, kan jeg godt blive lidt samfundsfjern. Jeg er vokset op i Vestjylland og bor i Gentofte og er meget forbavset over det klasseskel, der er på den lille togtur til Albertslund (hvor Statsfængslet i Vridsløselille ligger, red.). Det er skræmmende,” siger Kenneth Olesen.

Egentlig ville han helst være fri for at vide, hvad hans nye venner i fængslet sidder inde for. Men de har selv haft brug for at fortælle ham det. ”Jeg prøvede at undgå forudindtagede meninger om de indsatte. Sådan er det ikke alle, der tænker, har de fortalte mig. Nogle gør sig mange forestillinger om, at de skal ind til mordere og voldtægtsforbrydere,” siger Kenneth Olesen. Det, der har overrasket ham mest ved kigget ind bag tremmerne, er den stoffri afdeling, hvor han er studiestøtte: ”Jeg havde aldrig været i et fængsel, før jeg begyndte som studiestøtte, og var overrasket over, at der tilsyneladende er så mange stoffer, at man er nødt til at lave en decideret stoffri afdeling for dem, der gerne vil ud af misbruget.”

Væk fra den travle hverdag

Kenneth Olesen var selv lidt af en bølle som teenager. Forældrene havde en usædvanlig hård skilsmisse, og det lå ikke altid i kortene, at han skulle vælge universitetet som sin karrierevej. På det sidste er han blevet lidt tiltrukket af læreruddannelsen. ”Jeg har altid gerne ville lære fra mig, så da jeg så en reklame for lektiehjælp i Ungdommens Røde Kors gik jeg ind på hjemmesiden for at læse mere. Der læste jeg om Netværket for Studerende Fanger og syntes, det lød endnu mere spændende,” fortæller Kenneth Olesen, som trods de positive oplevelser i Vridsløselille ikke dropper ingeniørtitlen og forbliver underviser på frivillig basis. ”Det kan godt være, det lyder som en kliche, men jeg opfatter det ikke som frivilligt arbejde. Glæden ved at hjælpe andre bærer lønnen i sig selv. Det er bare fedt at få lov.

Og jeg vil hellere undervise her, hvor det er værdsat end i en skole, hvor eleverne ikke gider,” siger han.

Den hjælpsomme civilingeniør er blevet så tæt knyttet til de indsatte, at de har hans mobilnummer. Og han kunne godt finde på, at invitere dem på middag, når de kommer ud i friheden. Selv finder han lidt frihed inde bag murerne. ”Fængslet er mit fristed. Væk fra den travle hverdag og ens egne problemer. Når man kommer her, ved man godt, at det er ti gange værre for dem,” siger Kenneth Olesen.

NETVÆRKET FOR STUDERENDE FANGER Netværket for Studerende Fanger blev dannet i 2005 på privat initiativ. I efteråret 2007 overgik projektet til Ungdommens Røde Kors og er tilknyttet en af organisationens nationale konsulenter.

Netværket for Studerende Fanger består af frivillige, der hjælper og støtter indsatte i danske fængsler med at påbegynde eller videreføre en uddannelse under afsoning.

De eksterne studiestøtter giver faglig støtte og motivering gennem studieforløbet.

Det er erfaringen, at mange har lyst til at være studiestøtte, og at fængselsskolerne og de studerende indsatte i fængslerne ser et behov for det. Projektets målgruppe er indsatte i åbne og lukkede fængsler, som er selvstuderende på Hf-niveau eller på videregående uddannelser i Danmark, da der ikke ydes særskilt undervisning på disse niveauer i de danske fængsler.

Netværket for Studerende Fanger matcher efterspørgslen fra det pågældende fængsel med den frivilliges kompetencer og formidler kontakten mellem de indsatte og potentielle studiestøtter.

Netværket for Studerende Fanger har etableret et godt samarbejde med Statsfængslet i Vridsløselille, Vestre Fængsel, Statsfængslet i Østjylland, Statsfængslet Midtjylland og Statsfængslet i Ringe. I 2009 blev samarbejdet udvidet til også at omfatte Statsfængslet ved Horserød, Statsfængslet Jyderup, Roskilde Arrest, Statsfængslet i Nyborg, Statsfængslet Renbæk, Fængslet Kærshovedgård og Århus Arrest, og i starten af 2010 er Statsfængslet ved Sdr. Omme også kommet med.

I 2009 var frivillige i Netværket for Studerende Fanger studiestøtter for i alt 33 indsatte på Fyn, Sjælland og i Jylland, som alle klarede sig meget fint til de afsluttende eksamener, og som alle har udtrykt stor tilfredshed med projektet.

Kilde: Netværket for Studerende Fanger

11

BU-LABS VIDENSMAGASIN

TAKING THE LEAD

Taking the Lead er et samarbejdsprogram mellem foreninger, myndigheder, fonde og virksomheder for blandt andet unge nydanskere i alderen 15-18 år. De unge deltager i et projektforløb, der strækker sig over et år og har til formål at give deltagerne nogle kvalifikationer, som de kan bruge nu og senere i deres fritidsliv, uddannelse, i deres nærmiljø og i mange andre sammenhænge.

Formålet er at inddrage de unge i det danske foreningsliv og det danske arbejdsmarked og at gøre dem til rollemodeller for andre etniske unge i deres eget netværk og boligområde.

Projektet gennemføres over en treårig periode, og det forventes, at der i hvert af de tre projektforløb deltager i alt 180 unge, fortrinsvis fra Københavnsområdet.

Kilde: http://www.folkehjaelp.dk/det-goer-vi/frivilligtsocialt-arbejde/taking-the-lead/

”MAN BEHØVER IKKE VÆRE VOKSEN FOR AT FÅ MEDBESTEMMELSE” 17-årige Waled Hakim har gennem projektforløbet Taking The Lead lært om frivillighed og lederskab og er i dag frivillig i RCYN. Her er han blandt andet med til at arrangere bankoaften for de unges forældre.

En gråvejrsdag i påsken styrter 20-30 unge rundt mellem de graffitimalede barakker på Ragnhildgade 1. Med kort og lommelygte i hånden. 17-årige Waled Hakim har haft travlt med at organisere skattejagt for ungerne i RessourceCenter Ydre Nørrebro (RCYN).

Den smilende hhx-studerende har været tilknyttet centret, siden det åbnede i maj sidste år, og blev her tilbudt at deltage i projektforløbet Taking The Lead. Et integrationsprojekt for unge mellem 15 og 18 år, der undervejs i forløbet lærer om frivillighed, foreningsliv og lederskab for efterfølgende at kunne bruge den nyerhvervede viden som rollemodeller i deres lokalområde. ”Før Taking The Lead troede jeg, at frivillige var nogle, der kedede sig og ikke vidste, hvad de skulle lave. Nu ved jeg, at frivillighed er mange ting. Frivillige kan være nogle, der brænder for det, de laver. Det kan også være nogle, der synes, de skal give tilbage til samfundet af en eller anden grund,” siger Waled Hakim, der blandt andet har været på kursus på Gerlev Idrætshøjskole og i Lalandia med Taking The Lead.

”Jeg har lært meget af at være frivillig”

Waled Hakim kom tilbage til RCYN med masser af ny viden om bestyrelsesarbejde, stiftende generalforsamlinger og aktivitetsorganisering i bagagen. I tre måneder lavede han opsøgende arbejde for centret og var med til at samle Haraldsgadekvarterets unge til forskellige aktiviteter.

12

BU-LABS VIDENSMAGASIN

”RCYN er ikke bare et sted, hvor man kan komme og hænge ud. Man skal være med til nogle aktiviteter og måske værre frivillig. Hvis de unge har lyst til at lave en aktivitet, kan jeg for eksempel sætte dem ind i, hvordan man laver projektbeskrivelse og får tilladelse,” siger Waled Hakim.

Han er selv vokset op i kvarteret. Men dengang var der ikke mange fritidstilbud til ham og kammeraterne: ”Da jeg var lille hang vi bare i gården og havde ikke noget at lave. Legepladsen blev kedelig efter tre uger. Derfor er det fedt at kunne give ungerne flere muligheder i dag. Man behøver ikke at være voksen for at få medbestemmelse. Alle har mulighed for at arrangere aktiviteter her.”

Waled Hakim er nu ansat seks timer om ugen i RCYN, men er også frivillig i centret. Lige for tiden er han ved at arrangere bankoaftner, som de unges forældre skal inviteres med til. ”Det er vigtigt, at forældrene ser stedet og ved, hvad ungerne laver. Det skaber et bånd mellem forældrene og stedet, så man kan hjælpe hinanden,” forklarer Waled Hakim.

Via sit frivillige arbejde er han blandt andet blevet inviteret med til frivillighedsdage og bandekonferencer og er blevet hyret som fotograf på dette nummer af Gadeplan KBH. ”Jeg har lært meget af at være frivillig. Jeg har lært om det danske foreningsliv, at tage ansvar og prøve grænser af, og jeg ved, hvordan man skriver en god projektansøgning med punktopstilling og så videre. Det kan jeg også bruge, når jeg skal søge job. Men det at kunne give noget til andre betyder også meget for mig,” siger Waled Hakim.