ANNIE ERNAUX Nobelforelæsning

På dansk ved

Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen

Annie Ernaux Nobelforelæsning er oversat fra fransk af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen

Copyright © THE NOBEL FOUNDATION 2022

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: LA Graphic Design

Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos LaserTryk 1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07416-8

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne bog er ikke til salg.

Hvor skal man begynde? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange foran den hvide side. Som om jeg skulle finde den eneste ene sætning som ville gøre det muligt for mig at komme i gang med at skrive bogen, og som med ét ville fjerne enhver tvivl. En slags nøgle. I dag hvor jeg står over for en situation som jeg, efter den første forbløffelse – “er det virkelig mig det her sker for?” – har forestillet mig med stigende skræk, bliver jeg grebet af den samme følelse af nødvendighed. At finde den sætning som kan give mig friheden og styrken til at tale uden at skælve, på dette sted hvor I har inviteret mig til at komme her til aften. Jeg behøver ikke lede længe efter sætningen. Den dukker op. I al sin skarphed og voldsomhed.

Kortfattet. Uigendrivelig. Jeg vil skrive for at hævne min slægt. Den blev skrevet for tres år siden i min dagbog. Den var et ekko af Rimbauds skrig: “Jeg er for evigt af en mindreværdig slægt”. Jeg var toogtyve år. Jeg studerede litteratur på et universitet i provinsen, blandt piger og drenge hvoraf mange var børn af det lokale borgerskab. Jeg troede stolt og naivt at det at skrive bøger, at blive forfatter –som sidste skud på stammen i en slægt af bønder uden jord, arbejdere og småhandlende, folk som blev foragtet på grund af deres manerer, deres accent, deres mangel på kultur – at det ville være nok til at rette op på den sociale uretfærdighed jeg var født ind i. At en individuel sejr ville udviske århundreder af underkastelse og fattigdom. En illusion som min succes i skolen havde understøttet. På hvilken måde havde min selvrealisering kunnet opveje en brøkdel af de ydmygelser og overgreb som var blevet udstået? Det spørgsmål stillede jeg ikke mig selv. Jeg var til en vis grad undskyldt.

Lige fra jeg havde lært at læse, var bøgerne mine kammerater, læsning min naturlige beskæftigelse uden for skolen. Denne interesse blev understøttet af at jeg havde en mor der selv kastede sig over romanerne når hun havde en stund mellem to kunder i sin forretning, og som foretrak at jeg læste frem for at jeg syede eller strikkede. At bøger var dyre og blev anset for suspekte på min religiøse skole, gjorde dem endnu mere attråværdige for mig. Don Quixote, Gullivers rejser, Jane Eyre, Grimms og H. C. Andersens eventyr, David Copperfield, Borte med blæsten, senere De elendige, Vredens druer, Kvalmen, Den fremmede: Det var tilfældet der bestemte hvad jeg læste, snarere end det var skolens anbefalinger.

Da jeg valgte litteraturstudiet, var det for at forblive i litteraturen som var blevet den største værdi af alle, endda en livsstil, som fik mig til at forsvinde ind i en roman af Flaubert eller Virginia Woolf og gennemleve den bogstaveligt. En slags kontinent som jeg ubevidst satte som modsætning til mit sociale miljø. Og jeg betragtede slet og ret litteraturen som muligheden for at forvandle virkeligheden.

Det var ikke afslaget på min første roman fra to-tre forlag – en roman hvis eneste fortjeneste var at den søgte en ny form – der slog min stræben og min stolthed ned. Det var de situationer i livet hvor det at være kvinde var en tung byrde til forskel fra at være mand i et samfund hvor rollerne var defineret ud fra kønnet, prævention forbudt, og svangerskabsafbrydelse kriminelt. I et parforhold med to børn, et job som lærerinde og ansvaret for husholdningen fjernede jeg mig hver dag mere og mere fra at skrive og fra mit løfte om at hævne min slægt. Jeg kunne ikke læse Kafkas

“Foran Loven” fra Processen uden at se den som et billede på min skæbne: at dø uden at være gået gennem den dør som var bestemt for mig alene, den bog som kun jeg kunne skrive.

Men jeg tog ikke de ting der tilfældigvis skete, privat og historisk, i betragtning. Min fars død tre dage efter jeg var kommet for at besøge ham i en ferie, en stilling som lærer i klasser hvis elever kom fra sociale miljøer der lignede mit eget, verdensomspændende protestbevægelser; alt det førte mig ad uventede og følsomme veje til den verden hvor jeg havde min oprindelse, til min “slægt”, og gjorde mit begær efter at skrive til noget der trængte sig hemmeligt og uomgængeligt på. Det handlede denne gang ikke om at hengive mig til det illusoriske “at skrive om ingenting” som da jeg var tyve, men om at dykke ned i det usigelige ved en fortrængt erindring og synliggøre hvordan folk levede der hvor jeg kom fra. At skrive for at forstå de årsager i og uden for mig som havde fjernet mig fra min oprindelse. Der er ikke noget valg af skrivestil som giver sig selv. Men indvandrerne som ikke længere taler deres forældres sprog, og mønsterbryderne som ikke længere har helt det samme sprog, men opfatter sig selv og udtrykker sig med andre ord, de støder alle på ekstra hindringer. Et dilemma. De føler vanskeligheden ved, for ikke at sige umulig- heden af, at skrive på det dominerende sprog som de har tilegnet sig, som de har lært at beherske, og som de beundrer i litterære værker – at skrive på dette sprog om alt det der vedrører den verden de kommer fra, deres første verden gjort af sansninger og af de ord som fortæller om dagliglivet, arbejdet, den plads man har i samfundet. Der er på den ene side det sprog på hvilket de har lært at benævne tingene, med dets brutalitet, dets tavshed, for eksempel mellem mor og søn i Albert Camus’ meget smukke tekst “Mellem ja og nej”. På den anden side er der forbillederne, de værker de har beundret og indoptaget, dem som har åbnet det første univers, og som de føler de skylder deres dannelse, og sågar ofte betragter som deres sande fædreland. I mit boede Flaubert, Proust, Virginia Woolf, men da jeg begyndte at skrive igen, var de mig ikke til nogen hjælp. Jeg måtte bryde med det “at skrive godt” at skrive smukke sætninger, som jeg lærte mine elever det – for at udtrække, udstille og forstå den flænge der sønderrev mig. Det der spontant kom til mig, var et larmende sprog som havde vrede og hån i sig, ja, som endda var ubehøvlet eller groft og ofte blev brugt af de ydmygede og krænkede, som den eneste måde man kan besvare erindringen om foragten på, ligesom erindringen om skammen og skammen over skammen.

Meget hurtigt stod det også klart for mig – så klart at jeg ikke kunne forestille mig noget andet udgangspunkt – at jeg skulle forankre beretningen om min sociale splittelse i den situation jeg havde befundet mig i da jeg var studerende, den oprørende situation som den franske stat stadig dømte kvinder til, nemlig at ty til illegal abort hos en “englemagerske”. Og jeg ville beskrive alt det som hændte for min pigekrop, det at opdage lysten, menstruationen. Uden at jeg var bevidst om det dengang, blev den zone hvor jeg ville placere mit skrivearbejde altså defineret i denne første bog, udgivet i 1974, det var en på én gang social og feministisk zone. At hævne min slægt og mit køn ville fra da af være ét og samme.

Hvordan kan man spekulere over livet uden også at spekulere over skriften? Uden at spørge sig selv om skriften styrker de vedtagne, internaliserede forestillinger om tingene og menneskene, eller om den forstyrrer dem? Var den oprørske skrift med sin vold og hån ikke bare en afspejling af en undertrykt kvindes attitude? Når læseren var en kulturelt set privilegeret person, bevarede han den samme overlegne og nedladende holdning til bogens karakter som i det virkelige liv. Oprindeligt var det altså for at forpurre det blik som ville have været uudholdeligt og, følte jeg, et forræderi hvis det blev rettet mod min far, hvis liv jeg ville fortælle om, at jeg fra og med min fjerde bog tilegnede mig en neutral, objektiv, “flad” skrivemåde, forstået på den måde at den hverken rummede metaforer eller tegn på sindsbevægelser. Volden blev ikke længere udstillet, den kom fra kendsgerningerne selv og ikke fra skrivemåden. At finde de ord som på én gang indeholder virkeligheden og den følelse virkeligheden frembringer, skulle lige til den dag i dag blive det jeg er optaget af når jeg skriver, hvad jeg end skriver om. At fortsætte med at sige “jeg” var nødvendigt for mig. Første person, som i de fleste sprog er den person der giver os eksistens så snart vi kan tale og lige til døden, bliver ofte, når den bruges litterært, betragtet som narcissistisk, for så vidt som den refererer til forfatteren, og det ikke drejer sig om et “jeg” der præsenteres som fiktivt. Det er på sin plads at minde om at i Frankrig var “jeget” – som indtil da var et privilegium for adelsmænd der fortalte om store krigsbedrifter i deres memoirer – en demokratisk erobring fra det attende århundrede, bekræftelsen på individernes lighed og retten til at være hovedpersonen i sin egen historie, sådan som Jean-Jacques Rousseau hævder det i indledningen til den første version af Bekendelser: “Og man skal ikke komme med den indvending at da jeg kun er en mand af folket, så har jeg ikke noget at sige som fortjener læsernes opmærksomhed. […] Lige meget i hvilket mørke jeg eventuelt har levet, er min sjæls historie mere interessant end kongernes hvis jeg har tænkt mere og bedre end dem.”

Det var ikke dette plebejiske hovmod der motiverede mig (selvom…), men ønsket om at bruge “jeg”et – der både er maskulinum og femininum – som et udforskningsværktøj der opfanger sanseindtrykkene, dem som er begravet i erindringen, dem som verden omkring os bliver ved med at give os, overalt og hele tiden. Dette jeg, denne forudsætning for sanseindtrykket, er for mig blevet på én gang en guide og en garanti for autenticiteten i min efterforskning. Men til hvilket formål? For mig drejer det sig ikke om at fortælle min livshistorie og heller ikke om at udlevere dens hemmeligheder, men om at dechifrere en situation jeg har gennemlevet, en begivenhed, et kærlighedsforhold og på den måde afsløre noget som kun skriften kan få til at eksistere og bringe videre, måske til andre bevidstheder, andre hukommelser. Hvem ville kunne sige at kærlighed, smerte og sorg, skam ikke er universelle størrelser? Victor Hugo skrev: “Ingen af os har den ære at have et liv som er hans og hans alene”. Men eftersom alle ting ubønhørligt bliver gennemlevet på individuel vis – “det er mig det sker for” – kan de kun læses på samme måde hvis bogens “jeg” på en vis måde bliver transparent, og den mandlige eller kvindelige læsers jeg indtager det. Hvis dette Jeg kort sagt bliver transpersonligt, hvis det specifikke glider over i det universelle.

Det var sådan jeg opfattede mit engagement i litteraturen, og det går ikke ud på at skrive “for” en bestemt kategori af læsere, men “ud fra” min erfaring som kvinde og indvandrer i mit eget land, ud fra min erindring om den årrække jeg har levet og som bliver længere og længere, og ud fra nutiden der uophørligt forsyner én med andres billeder og ord. Denne pantsætning af mig selv i skriften bliver holdt oppe af troen, der er blevet til sikkerhed, på at en bog kan bidrage til at ændre ens personlige liv og bryde ensomheden i det man har udholdt og gemt væk, og til at tænke på sig selv på en anden måde. Når det usigelige kommer frem i lyset, bliver det politisk.

Man ser det i dag med oprøret hos de kvinder som har fundet ordene til at omstyrte mændenes magt og, som det sker i Iran, har rejst sig mod dens mest voldelige og arkaiske form. Men eftersom jeg skriver i et demokratisk land, bliver jeg ved med at spekulere over den plads kvinderne optager, også inden for det litterære felt. Deres legitime ret til at producere værker er endnu ikke opnået. I Frankrig og overalt i verden findes der mandlige intellektuelle for hvem bøger skrevet af kvinder simpelthen ikke eksisterer, de citerer dem ikke. Det at Det svenske Akademi anerkender mit arbejde er et signal om retfærdighed og håb for alle kvindelige forfattere.

Når det socialt usigelige bringes for dagen –denne internalisering af forhold der gælder klasseog/eller racedominans, køn også, en dominans som kun mærkes af dem der er genstand for den

– er der en mulighed for individuel, men også kollektiv frigørelse. At dechifrere den virkelige verden ved at fravriste den de visioner og værdier som sproget, ethvert sprog, bærer med sig, det er at forstyrre den etablerede orden, omstyrte dens hierarkier.

Men jeg forveksler ikke denne litterære politiske handling, som er afhængig af den måde den mandlige eller kvindelige læser modtager det skrevne på, med de holdninger jeg føler mig forpligtet til at have i forhold til begivenheder, konflikter og ideer. Jeg er vokset op i efterkrigstidsgenerationen hvor det gav sig selv at forfattere og intellektuelle tog stilling til den politik Frankrig førte, og involverede sig i de sociale kampe. Ingen kan i dag sige om det var gået anderledes uden deres ord og engagement. I dag hvor de mange informationskilder, den hast hvormed det ene billede erstatter det andet, vænner én til en slags ligegyldighed, kan det være en fristelse at koncentrere sig om sin kunst. Men samtidig ser vi i

Europa – endnu maskeret af volden i en imperialistisk krig ført af den diktator der står i spidsen for Rusland – fremkomsten af en tilbagetrækningens og lukkethedens ideologi, som breder sig og uafbrudt vinder terræn i lande der indtil nu har været demokratiske. Denne ideologi – som baserer sig på udelukkelse af udlændinge og indvandrere, svigt af de økonomisk svage og kontrol af kvindekroppen – pålægger mig og alle for hvem et menneskes værdi altid og overalt er den samme, at være på vagt. Med hensyn til den tunge byrde at redde planeten som i vidt omfang er blevet ødelagt af de økonomiske kræfters grådighed, så ville den ikke – som man kunne frygte – kunne pålægges dem der i forvejen ikke har noget. Der er øjeblikke i historien hvor tavsheden ikke er på sin plads.

Når man tildeler mig den største litterære udmærkelse der findes, er det et arbejde med skriften og en personlig søgen udført i ensomhed og tvivl der bliver placeret i et overvældende lys.

Det blænder mig ikke. Jeg betragter ikke tildelingen af Nobelprisen som en individuel sejr. Det er hverken hovmod eller beskedenhed at tænke at den på en vis måde er en kollektiv sejr. Jeg deler stoltheden over den med de mænd og kvinder som på den ene eller anden måde ønsker mere frihed, lighed og værdighed for alle mennesker, lige meget hvilket køn de har, og hvilken slægt de kommer fra, uanset hudfarve og kultur. De mænd og kvinder som tænker på de kommende generationer og på at redde Jorden som et lille antal menneskers profithunger fortsætter med at gøre mere og mere ubeboelig for hele dens befolkning. Hvis jeg vender tilbage til det løfte jeg afgav som tyveårig om at hævne min slægt, vil jeg ikke kunne sige om jeg har realiseret det. Det er fra den slægt, fra mine forfædre, hårdføre mænd og kvinder med et arbejde som lod dem dø tidligt, det er fra dem jeg har fået nok styrke og vrede til at have et ønske og en ambition om at give dem en plads i litteraturen, i denne samling af mang- foldige stemmer som, meget tidligt, har fulgt mig og givet mig adgang til andre verdener og andre tanker, heriblandt tanken om at gøre op med den og ændre den. For at indskrive min stemme som kvinde og mønsterbryder i det der altid fremstår som et frigørelsessted, litteraturen.