DENYS SVIGURS BEGRAVELSE

I

DENYS SVIGURS BEGRAVELSE. UKRAINE. MARTS 2022.

Optoget bevæger sig gennem den brostensbelagte gade hen til indgangen til kirken. Forrest går en soldat med den ukrainske fane efterfulgt af endnu en soldat bærende på et tyndt trækors. Sidst bærer seks uniformerede mænd selve kisten.

En højtaler uden for kirkens porte gengiver korsangerens sørgmodige tenor inde fra kirkerummet.

Kvinder med blomster i hænderne venter på, at kisten skal passere dem, mens tårer løber ned ad deres kinder. En af dem har trukket sit mundbind ned om hagen og synger afdæmpet med på sangen.

Denys Svigur mistede livet en lørdag kun 12 dage efter sin 25års fødselsdag. Den unge mand, der var født og opvokset i den vestukrainske by Lviv, blev dræbt af russiske styrker langt fra sin fødeby ved fronten ved landsbyen Ovrutj beliggende i Zjytomyr Oblast i det nordlige Ukraine.

Han efterlader sig konen Karina og datteren Eva Maria.

Inde i kirkerummet bager solen ind ad Peter og Paulus Garnisonskirkens vinduer, og den røgelse, som fylder næseborene, kan ses som grå tåge, der spiller i det indfaldende sollys.

Flere af statuerne bag alteret er pakket ind i beskyttende materiale. Skumgummimadrasser er viklet omkring de gamle

14

statuer ved hjælp af gaffatape. Tynde lys brænder fra centralt placerede vandkar, mens kirkerummet fyldes med omkring 100 mennesker, der følger efter kisten. Mange er iført uniform og har geværer på ryggen.

Foran alteret står en række faner. Alle repræsenterer de dele af den ukrainske hær.

En luftalarm lyder uden for kirkens mure. Det er dagens fjerde og ikke den sidste. Nogle kigger mod indgangen til kirken og overvejer måske at søge mod et beskyttelsesrum, men ellers lader ceremonien sig ikke påvirke af den enerverende mandestemme, der fra højtalere uden for kirken og overalt i byen beordrer folk at søge dækning og tage deres dokumenter med sig. »I dag beder vi meget. Vi læser mange bønner, og vi hører gennem dem, at velsignet er de, som skaber fred, for de skal kaldes Guds sønner. Nu kan vi se, at vi alle er Guds børn,« siger den ene af de tre præster, der forestår ceremonien.

Først røgelse og derefter vand bliver viftet hen over det lukkede kistelåg.

Denys Svigurs mor Olena bryder grædende sammen foran kisten. Hulkende bliver hun placeret på en klapstol, mens familiemedlemmer og veninder giver hende trøst og vand at drikke fra en plastikflaske.

Fra et sort-hvidt billede, som en af Denys Svigurs soldaterkammerater holder i sine hænder bag kisten, kigger den unge soldat ind i kameraet med en mørk baret på hovedet og et skælmsk smil på læben. Billedet er en af den unge mands sidste selfies. »Heroj Ukrajini,« afslutter præsten. Endnu en af Ukraines helte er faldet.

Store tunge røgskyer stiger op over Lviv lufthavn på dagen, hvor vi krydser grænsen fra Polen og ind i Ukraine.

15

Da toget triller ind over landegrænsen, holder vi flere timer stille på skinnerne. Toget er fyldt med flygtninge på vej tilbage ind i Ukraine. Den russiske offensiv ser ud til at være gået i stå, og nogle af de millioner af ukrainere, der er flygtet over grænsen, vender nu tilbage.

Familien Parambul er nogle af de flygtninge, der bevæger sig tilbage. De har siden invasionen den 24. februar befundet sig i henholdsvis Polen og Tjekkiet. Da de første skud blev løsnet, flygtede familien, med hvad de havde i hænderne. De fik ikke engang katten med.

Men nu vender familien tilbage til Lviv. »Vi ved slet ikke, om situationen kommer til at ændre sig, men nu forsøger vi. Hvis krigen bliver værre, flygter vi måske igen. Denne gang til Spanien. Men vi må hjem og tage os af katten og af vores hus i Lviv,« fortæller 15-årige Svjatoslav, som sidder med sin mor Olha Kalitovska og søsteren Kvitoslava på en af underkøjernes imiterede brune lædersæder.

De to søskende spiller mobilspillet Bad Piggies på telefonen og stikker på skift fingrene ned i en pose med chokoladeovertrukne rosiner. »Jeg tror ikke på, at der er sikkert endnu,« siger Svjatoslav, der er iført en Thrasher-hoodie og har langt hår med midterskilning. Han småskændes med moren. Det virker ikke helt nemt for en 15-årig ung mand at tilbringe så meget tid med sin mor.

Svjatoslavs far befinder sig i hovedstaden Kyjiv, der på dette tidspunkt er omringet af russiske styrker. Han opholder sig ikke i den del af byen, hvor krigen raser, og når luftalarmerne lyder, gemmer han sig i en kælder i det nabolag, hvor han holder til. »Vi ringer til ham og sender ham ofte beskeder. Han har det stadig godt og er ved godt mod. Heldigvis har han en af sine venner hos sig,« siger Svjatoslav.

Bagage ligger over sæderne og på de øverste køjer i togkupeen. Mobiltelefoner ringer, og der bliver talt med familie og

16

venner inden og uden for Ukraines grænser. Skærmenes blå lys oplyser ansigterne i den dunkle togkupe.

Konduktøren Mikhail Mitko har rejst frem og tilbage mellem Ukraine og Polen med dette tog 12 dage i træk. Han indrømmer, at også her langt fra fronten tærer krigen på ham. »Det er et lortearbejde, og jeg er ved at være meget træt. Jeg har fået toghjerne,« griner han og slår ud med armene. »Men jeg er af kosakblod, så jeg holder nok til det.«

Om natten sover Mikhail Mitko inde i et lille aflukke, som kun er forbeholdt togets personale. Han serverer te og nescafe med kogende vand fra en stålsamovar, der bliver varmet op med levende ild i togvognens gang. I sit lille kammer forsøger han at sove i løbet af natten, mens toget kører fra Przemysl i Polen til Kyjiv.

Iltindholdet i den fyldte kupe er efter fem timers stilstand ved at blive ubehageligt lavt.

Kupeen er et stort åbent rum opdelt af tynde skillevægge, og lugten fra forskellige former for medbragt mad fylder det åbne rum. Fra nudelretter i tupperware og salater i engangsemballage til hjemmelavede ukrainske retter og specialiteter.

Soldater med små blå og gule flag på uniformen patruljerer og gennemsøger toget flere gange, og pas bliver gennemkigget og stemplet.

Toget ruller videre ind i natten og ind i det krigsramte Ukraine, mens mørklagte byer glider forbi vinduet.

Inde i Lviv bycentrum, der befinder sig på UNESCO’s verdensarvliste, gemmer byens kulturskatte sig bag kasser af OSB-plader, mens store vinduespartier og bevaringsværdige bygninger er afskærmet med påmonterede beskyttelsesplader af forskellige materialer. Aluminium her. Spånplader der.

Sandsække dækker mange af byens ældste bygningers nederste vinduer, og i flere af byens parker er der udgravet skyttegrave eller skyttehuller i tilfælde af et angreb på byen.

Fra vores hotel er det muligt at se ned på nogle af byens

17

fortifikationer. En rytterstatue af Sankt George, der med et spyd gennemborer den angribende slangelignende drage, er nu omringet af militære forskansninger og sandsække, mens camouflageuniformerede velbyggede mænd med kalasjnikovrifler slynget om på ryggen holder vagt.

Pladsen med statuen er blevet til en udvidet befæstning for Lviv-regionens politihovedkvarter, der har hoveddør ud mod pladsen.

Ukraine blev 24. februar tidligt om morgenen invaderet af nabolandet Rusland fra øst, syd og nord fra landjorden, himlen og vandsiden. En krig, der havde syntes umulig, var pludselig en realitet for Ukraines 42 millioner indbyggere.

Det russiske militær blev spået en hurtig og effektiv sejr over det langt mindre og dårligere udrustede naboland, men ukrainerne har bidt fra sig, og nu under vores besøg i det vestlige Ukraine efter tre ugers kampe ser krigen nærmest ud til at være gået i stå.

Rundt omkring i Lvivs gader vil man kunne se forskellige plakater og billboards, der illustrerer ukrainernes følelser. Det ene er en plakat, hvor de to lande er stillet geografisk op overfor hinanden med teksten: »David mod Goliat. Kan I huske, hvordan det endte?«

En anden plakat forestiller en arrig grævling, der har bidt sig fast i en stor og skrækslagen bjørns pote.

Ved byens store pladser holder biler i forskellige størrelser, hvor der på ruderne med store versaler med hvid tape er skrevet PRESS. Der bliver lavet live-reportager hjem til Vesten.

En prominent korrespondent fra Danmarks Radio kæderyger cigaretter foran indgangen til Astoria Hotels lobby.

Foran Bank Hotel har CNN trukket lårtykke kabelsamlinger fra en varevogn på gaden op til et værelse på tredjesalen gennem vinduet. På taget af bilen er monteret en enorm parabol.

Polsk Røde Kors kører i karavaner gennem byen. UNICEF. MSF. WR.ORG. Caritas.

18

I gaderne hører man tysk, hollandsk og engelsk.

I krig omdannes nogle byer til logistiske epicentre. Et sted, hvor flygtninge, journalister, diplomater, militærfolk, hustlere, nødhjælpsarbejdere, spioner, kontraspioner, missionærer og fremmedkrigere omdanner byen fra det, den engang var, til en infrastrukturhub for krigen.

Lviv er for Ukrainekrigen, hvad Saigon var for Vietnamkrigen, Peshawar for de to Afghanistankrige og Erbil for krigen mod Islamisk Stat i Irak.

Gennem denne tidligere vestligt sindede universitetsby flyder nu våben, byggematerialer, nødhjælp, journalister og flygtningestrømme i begge retninger.

Det er ikke for sjov, da vores oversætter Anna Kravtjuk modtager en tekstbesked fra sin franske journalistkontakt: »FYI. Internal info: Gennem den danske ambassade i Kyjiv (lige nu i Rzeszow) har vi modtaget en besked om, at der fra amerikansk side er viden om, at russerne planlægger at gå efter vestlige/engelsktalende mål i og omkring Lviv. Det kunne være både kidnapninger og drab.«

Formålet med sådan en aktion skulle ifølge beskeden være at vanskeliggøre den humanitære og militære hjælp til Ukraine. Vi finder aldrig ud af, om truslen er reel, men usikkerheden hænger også over det relativt sikre vestlige Ukraine.

Her bliver nattesøvnen næsten hver nat afbrudt af luftalarmer, og søvndrukken og forsovet må man ned i den nærmeste kælder.

Men ud over to større angreb i området – det ene på et militært træningsanlæg, det andet på et depot ved lufthavnen – er Lviv stadig relativt sikker her i slutningen af marts.

I den centrale del af byen ligger Ukraine Media Center. En industrielt indrettet ølbar i fire etager, som er samlingspunkt for mange vestlige journalister, der dækker denne del af Ukraine under krigen. Eller tørstige krigsreportere på vej ud af landet.

Her er journalister med store fadøl fra Tyrkiet, Tyskland, USA, Indien, Kina, Frankrig og Danmark. Og nede i kælderen

19

er der et beskyttelsesrum indrettet som bar, så man kan fortsætte med at drikke sin øl, mens luftalarmerne lyder.

Her har vi aftalt at mødes med Taras Isjyk, der er presseofficer i 103. Brigade i den ukrainske hærs territorielle forsvar.

Den 27-årige tidligere marketing manager er i dag det ukrainske forsvars talerør i Lviv. »Vores situation er svær, men jeg håber på, at vi vil vinde krigen. Det er hårdt at kæmpe mod en fjende, der ikke ejer moral. De dræber hver dag tusindvis af børn og civile i forskellige egne af Ukraine, så alle soldater i vores hær har meget raseri indeni, og vi har alle sammen lyst til at eliminere alle russerne,« siger han.

På dette tidspunkt i krigen er der ifølge FN under 1.000 civile døde, men den ukrainske kommunikation er enkel og præcis. Hvis fjenden benytter sig af desinformation, så gør de ukrainske styrker det også. Ifølge Taras Isjyk er det en del af kampen. »I krigen har vi også slået mennesker ihjel. Det er ok i krigstid for alle lande, men vi kæmper stadig, og vi ved, hvor mange russere vi slår ihjel hver dag. Jeg tror, at det er de rigtige antal, som vores generalstab kommunikerer ud,« siger han.

Taras Isjyk mener desuden, at krigen i Ukraine skal ses i et større perspektiv. Noget vi i Vesten endnu ikke har forstået. »Vi står på frontlinjen af Den Tredje Verdenskrig, som allerede er gået i gang her i Ukraine. Rusland mod hele den civiliserede verden. Rusland mod demokrati,« siger han.

Ifølge Taras Isjyk er succeskriteriet klart: »Vi vil først opnå succes, når vores hær er ved den ukrainske grænse, som den så ud før 2014. Vi vil tage Donbas og Krim tilbage, og jeg er sikker på, at vi kan opnå dette.«

For mange ukrainere har landet været i krig med Rusland siden 2014, da regimeskiftet i Kyjiv efter Euromajdan-revolutionen førte til annekteringen af den ukrainske halvø Krim og det russiskstøttede oprør i Østukraine.

20

På dette tidspunkt få uger inde i den russiske invasion af Ukraine vurderer de ukrainske myndigheder, at mindst 20.000 udlændinge har tilsluttet sig Den Internationale Legion i den ukrainske hærs territorielle forsvar.

Ved grænseovergangene står der hvervningstelte for fremmedkrigere, hvor repræsentanter for den ukrainske hær spejder med lange øjne efter unge vestligt udseende mænd, der krydser grænsen.

Og på togstationer i de vestlige nabolande vil det nærmest være umuligt ikke at løbe ind i briter, amerikanere eller canadiere, der ønsker at krydse grænsen mod øst og deltage i kampene.

En af dem er 18-årige Daniel Morris, der arbejder som sikkerhedsvagt hjemme i den walisiske by Tredegar, der ligger ikke langt fra Cardiff.

Han er vokset op nær Bristol, men flyttede med sin familie til Wales som barn.

Daniel Morris har tilbragt to år i den britiske hær, som man kan få lov til at melde sig til som 16-årig. Han ville egentlig gerne have fortsat i hæren, men i otte måneder har han forsøgt at få fornyet sin kontrakt. Uden held.

Det var et godt job, mener Daniel Morris. Han brugte det meste af sin tid på at fylde brændstof på gamle Apache-helikoptere.

Daniel er i camouflagetøj i forskellige nuancer af sandfarvet, og i sin rygsæk bærer han en camelbag, så han kan drikke væske fra et langt sugerør.

Hjemme i Tredegar har han efterladt sin fem måneder gamle søn, Noah, hos sin ekskæreste og hendes nye kæreste. »Jeg føler, at jeg skylder min søn at være her.« »Jeg blev nødt til at komme hertil. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg ikke havde muligheden for at komme og gøre en forskel. Jeg sagde til mine venner derhjemme lige fra begyndelsen af krigen, at jeg ville tage hertil, hvis the shit hits the fan. Så nu er jeg på vej.« »Og jeg bliver, indtil konflikten er færdig.«

21