4 minute read
DET STARTER MED EN DROBLING PÅ ASFALTEN
by GAME
Børn og unge - særligt piger - er sårbare, når et område rammes af konflikt, krig eller fattigdom. Men de kan også være en slagkraftig ressource for forandring og nye muligheder.
GAME har haft aktiviteter i Libanon i 12 år. Som i alle GAME’s programmer er ungeledet gadeidræt drivkraften for arbejdet med at bygge bro over skel og konflikter i det skrøbelige land, som er nabo til det krigshærgede Syrien. Siden begyndelsen i Beirut tilbage i 2007 har GAME's indsats bredt sig fra aktiviteter for børn udelukkende i Beirut til forskellige lokalsamfund over hele landet.
I det seneste år har GAME i Libanon arbejdet et stykke ud ad en tangent for at nå særligt udsatte og marginaliserede børn og unge i områder, som ikke just er kendt for gadeidræt. Det er for eksempel palæstinensiske flygtningelejre, som har set en stor tilstrømning af flygtninge fra Syrien, eller afsidesliggende landsbyer og byer tæt på den syriske grænse. Det er stadig Playmakerkonceptet, der er i spil, men med et par tilføjelser såsom økonomisk støtte til de unge Playmakere, så de kan være med til at forsørge deres familier samt DIY-workshops, hvor Playmakerne er med til selv at bygge gadeidrætsfaciliteter og gademøbler til sociale mødesteder. Aktiviteterne målrettet særligt udsatte børn, unge og piger er støttet af den britiske ambassade i Beirut og Danish Emergency Relief Fund (DERF) under Udenrigsministeriet.
UNDER FATTIGDOMSGRÆNSEN
Den syriske borgerkrig er nu gået ind i sit niende år og har bevirket, at seks millioner mennesker er blevet internt fordrevne, mens yderligere fem millioner flygtninge er flygtet fra landet. Imens en tilbagevenden til landet er begyndt at ske i højere grad, så er andelen stadigvæk lav, og Libanon huser ifølge officielle tal 948.849 syriske flygtninge. Det reelle tal anslås dog at være tættere på 1,5 million.
På trods af, at 2018 så nogle forbedringer i økonomi, uddannelse og fødevaresikkerhed, er syriske flygtninge fortsat meget udsatte med 69 procent, som lever under fattigdomsgrænsen. En vurdering fra UNHCR fremhæver generelt behov for beskyttelse, herunder trygge og sikre steder, hvor børn kan dyrke sport.
Flygtningekrisen sætter værtsområderne, der i forvejen er udsatte og skrøbelige, under et enormt pres. Ud af en estimeret befolkning på 5,9 millioner mennesker i Libanon er antallet af mennesker med behov for hjælp 3,3 million (56 procent), hvoraf cirka halvdelen er under 18 år.
EN NY DAG I ARSAL
En af de nye GAME-zoner, der blev etableret i løbet af 2018, er i Arsal – en by i den nordøstlige del af landet kun 15 km fra den syriske grænse. Frem til 2017 oplevede byen voldsomme kampe og tilstedeværelse af Islamisk Stat, men i dag har de libanesiske væbnede styrker (LAF) generobret kontrollen i Arsal over området. Befolkningen anslås i runde tal at bestå af 40.000 libanesere og 100.000 flygtninge, og situationen er meget anspændt. Denne situation understreger behovet for at bringe unge sammen på tværs af religion og nationalitet. Med adskillige checkpoints er der kun begrænset adgang til området, og det gør GAME’s gode partner Jousour El Nour (Bridges to Light) til en uundværlig del af implementeringen.
Ved at sætte gadeidræt og lokale unge i front har GAME og DERF nået en særlig vigtig gruppe Playmakere. For eksempel i Arsal, hvor 43 procent af GAME’s unge frivillige lever under meget svære betingelser, og dermed er særligt udsatte ift. fx kriminalitet og ekstremisme.
HVAD MED PIGERNE?
I traditionelle og konservative omgivelser som disse er der stor ulighed mellem kønnene og mange aktiviteter, piger ikke får lov til at deltage i. Sport bliver dog opfattet som en neutral aktivitet, og det er muligt at få pigerne væk fra det huslige arbejde og ud på asfalten og dyrke sport side om side med drengene fra en tidlig alder. Når de først er ude på asfalten, spiller drengene en væsentlig rolle i at byde pigerne velkommen og støtte op om, at alle har ret til at dyrke sport. På den måde opmuntrer drengene andre til accept af alle køn som ligestillede.
Seneste evaluering i GAME Libanon viser, at forældrene accepterer pigernes deltagelse i GAME’s aktiviteter, udelukkende fordi de indeholder sport. At bruge sport som en metode hjælper organisationer som GAME til at få en unik adgang til udsatte målgrupper i konservative miljøer. En indsats, som senere i livet kan vise sig at være et vigtigt første skridt mod, at pigerne deltager i andre offentlige rum uden for hjemmet. Men det starter alt sammen med en dribling på asfalten.
GAME Finals i Beirut 2018 var det største GAME Finals i Libanon nogensinde: 140 hold, 700 spillere og 130 frivillige. Eventen var støttet af Arla (Puck) og Erik Thunes Legat. Foto: Aras Issa Alzaidy
ÅRETS FRIVILLIGE I HELE GAME
Zeina Hareb har været Playmaker siden 2013 i GAME-zone Tahwita i Beirut. Hun startede selv med at spille streetbasket og gadefodbold i GAME i 2008, da hun var 14 år gammel.
"GAME er min hovedsagelige motivation i mit liv. Her føler jeg mig meget inkluderet og har plads til at komme med mine egne meninger og idéer," fortæller Zeina Hareb.
GAME valgte Zeina som årets frivillig i GAME Libanon, fordi hun har haft succes med at motivere piger til at deltage i træningerne i Tahwita-zonen. Hun er meget kreativ i forhold til at lave forskellige aktiviteter inklusiv danseaktiviteter til GAME Finals, deltagelse i Beirut Marathon og i EU Green Day.
Zeina har organiseret alle frivillige og deltagere i zonen – ikke bare i hendes egen, men også i andre GAME-zoner.