Husarhistorier by Danske Gardehusarforeninger

Husarhistorier

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

INDLEDNING Husarens tilværelse har altid været krydret med anekdoter. De overleveres fra generation til generation og genfortælles (ofte i "forbedret" udgave) under stor munterhed, når husarer mødes under feltforhold, i Casinoet og ved festlige lejligheder. Anekdoternes oprindelse er ofte ukendt, men de udspringer alle af virkelige hændelser eller begivenheder. Med denne anekdotesamling opfyldes et længe næret ønske om at få nedskrevet de bedste af dem, og således bevare dem for eftertiden. Alle personnavne er udeladt, men for den interesserede lader de anførte, bogstavkombinationer sig nok dechifrere .Men er det egentlig så vigtigt? Det er dog pointen, det kommer an på.

GENERALINSPEKTØREN INSPICERER Major "Kanon-Ole" var chef for en rekruteskadron, der skulle inspiceres af generalinspektøren. Han havde kraftigt indskærpet sin næstkommanderende, premierløjtnant FM, - og rekrutterne -, at der skulle tales højt, meget højt. Generalen var jo en ældre mand, der ikke hørte så godt mere. I den sidste ugestid inden inspektionen blev det kraftigt indskærpet overfor FM, at han skulle være efter rekrutterne - uophørligt. Der var ingen, der måtte stå og væve i det. Klare og tydelige svar - uden tøven. Den store dag oprandt. Generalen så på afstandsbestemmelse og spørger interesseret en rekrut, hvor langt der er ud til en 2/3-figur. "400 m, hr. general", skriger rekrutten uden tøven. "Hvordan regner De det ud?" "Jeg lægger en fodboldbane der ud ad, hr. general." "Nå, det lyder interessant. Hvor lang er en fodboldbane?" "Det ved jeg ikke, hr. general!" Ved kritikken bag efter syntes generalen, at det var godt nok med hurtige svar, men alligevel. Der måtte da godt være lidt tankevirksomhed bag. Iøvrigt mente han aldrig at have hørt så højtråbende soldater. "Men", sagde han, "det skyldes måske, at majoren ikke hører så godt mere?"

TIL SKIDEBALLE HOS REGIMENTSCHEFEN Major NS og fire løjtnanter havde en aften hygget sig i Casinoet. Efter "festen" anbringer de fire løjtnanter majorens folkevogn på tværs i vestre poterne. Regimentschefen var på tjenesterejse i Jylland. Da majoren opdager, hvad der er sket, kontakter han adjudanten, og får ham til at beordre de fire løjtnanter til at stille på regimentschefens kontor næste dag kl. 1130 med sabel osv.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Da løjtnanterne - noget beklemte - bliver ført ind af adjudanten for at modtage deres skideballe, sidder regimentschefen i sin stol. Han er iført ridebenklæder og -støvler og sidder med en avis foran ansigtet. Efter nogle minutters dødlignende tavshed sænkes avisen langsomt, og i stolen sidder - ikke regimentschefen, men major NS. Tableau!

DEN GAMLE HISTORIE En kvik husarrekrut melder sig hos eskadronschefen, Ritmester T, for at forhøre sig om mulighederne for at få en officersuddannelse. Ritmesteren betragter ham et øjeblik og siger så: "Det er vel den gamle historie, at kan man ikke blive andet, kan man blive officer." Hertil svarer rekrutten: "Nej, hr. Ritmester, det har ændret sig meget siden Deres tid!"

DA ESKORTEN FORSVANDT 10. februar, regimentets fødselsdag, koldt, vel omkring - 8°. Dagens program: flaghejsning, march til byen, gudstjeneste i Sct. Peders Kirke. Der er travlhed i Hesteskortens område ved staldene. Næstkommanderende har eskorten klar, alle er opsiddet, man venter kun på eskadronschefen, der skal føre den beredne eskorte ned til græsplænen foran kasernebygningen til flagparaden kl. 0800. Der kommer ingen chef (han sov for første gang i sit liv over sig), og næstkommanderende fører eskorten på plads. Det tegner til at blive en af de dage, hvor alt går galt - og det gør det. Regimentschefen ankommer til paraden, der rettes og afleveres, og der falder fra regimentschefen en barsk bemærkning om hesteskadronschefens fravær. Det opstillede musikkorps prøver at spille, men ventilerne er frosset fast, og kun et par falske toner lyder. Dog, flaget går til tops, og marchen til kirken begynder. Forrest Hesteskorten, så følger musikkorpset, regimentschefen og derefter bataljonerne. Efter kort tid kommer en ung løjtnant løbende frem til Hesteskortens næstkommanderende med ordre fra regimentschefen: "Hr kaptajn, obersten mener De rider for hurtigt, rid langsommere." Som befalet sættes hastigheden ned. Kort efter kommer den samme løjtnant atter løbende frem til næstkommanderende for eskorten, der rider helt foran og ikke kan se, hvad der foregår længere tilbage. Denne gang har løjtnanten følgende at melde: "Hr. kaptajn, obersten ser vred ud og siger, at De skal ride væk fra vejen." Hvad er sket, er der en eller flere heste, der er blevet uregerlige eller hvad? Kaptajnen tager en rask beslutning, - man er vel husar - og rider ned ad den første lille sidevej, der iøvrigt viser sig at være blind. Atter traf den unge kaptajn en hurtig beslutning: regimentets estandart, som blev ført til hest, skal med i kirken, derfor vendes hele eskorten, og nu som sidste enhed i regimentet rides det sidste stykke til kirken. På kirkepladsen

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

opmarcheres, og efter et par "velvalgte" ord fra regimentschefen til den unge kaptajn blev estandarten afleveret og ført ind i kirken til fods. Stadig uvidende om hvad der var hændt, og hvad der var årsag til oberstens vrede, rider kaptajnen hjem til stalden med eskorten. Han går straks til chefens kontor, hvor han afventer oberstens hjemkomst fra gudstjenesten. En kort samtale udspandt sig mellem obersten og den unge kaptajn: "Hr. oberst, hvorfor skulle jeg have en balle foran kirken?" "Jo, hvorfor red De bort fra vejen." "Jeg fulgte jo kun hr. oberstens ordre om at ride væk fra vejen." "Det har jeg aldrig sagt, jeg befalede "Rid væk." (I ryttersprog betyder dette: "Rid hurtigere"). Derefter beordrede obersten alle officerer samlet, gav en drink og undskyldte "ballen" til kaptajnen. Se, det var en oberst. Nogen havde dog stor glæde af episoden. På den blinde vej boede en af regimentets pensionerede officerer, som, da han pludselig så hele hesteskorten uden for sit vindue, kaldte på sin kone og sagde: "Mor, mor, de tror vist, at vi har sølvbryllup i dag." (Den unge kaptajn måtte ofte høre for denne misforståelse, men den kom ham næppe til skade. I dag er han selv regimentschef).

SIGNALTJENESTE I "de gode gamle dage", da husarerne var til hest, var signaltjenesten en forholdsvis simpel sag. Meldinger sendtes som regel pr. melderytter eller pr. brevdue. Under en lektion i teoretisk felttjeneste spurgte premierløjtnanten en rekrut: "Hvordan tror De en melding kommer hurtigst frem, pr. hest eller pr. brevdue?" Rekrutten tænkte sig om og svarede så: "Ja, hvis de skal være til fods, vil hesten nok være hurtigst!"

LØJTNANTSTIDEN

"TA´ DET ROLIGT - DU KOMMER I AVISEN-"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Løjtnant STJ var pigejæger om en hals. Han førte nøje alfabetisk fortegnelse over alle sine piger - og deres "præstationer". Han var altid på jagt. På det gamle sygehus i Ringstedgade lå sygeplejeelevernes afdeling på øverste etage ud mod Ringsted gade. STJ havde en erobring i gang på et af elevværelserne, da det bankede bestemt på døren, og oversygeplejerskens stemme lød: "Luk op jeg ved De er derinde frk . . Nu var gode råd dyre, men STJ var ikke rådvild. Han åbnede resolut vinduet og fattede tagrenden, der var anbragt 50-60 cm over vinduets øverste kant. Eleven lukkede vinduet og var meget uforstående over for oversygeplejerskens insuniationer. Da hun var gået, skulle STJ ind igen, men nu kneb det. Der var simpelthen for langt ind til vinduet, og tagrenden var for usikker til, at han turde svinge sig ind. Faren for at falde baglæns ned var stor. Han blev altså hængende - meget nødtørftigt påklædt, som man almindeligvis er i den slags situationer, indtil eleven via oversygeplejerske og brandvæsen havde fået ham ned. Fint foto i Næstved Tidende næste dag. Hvad regimentschefen, oberst F, sagde til STJ, der stillede med sabel på, ville selv STJ ikke kommentere bagefter.

BATALJONSCHEFEN BRÆNDER Scenen er II/GHRs 0-PMV = operationsofficerens pansrede mandskabsvogn en mørk og kold nat ved Vejrs Kro, Oksbøl. Bataljonen har tilkaldt befalingsafhentere, der nu er presset sammen i PMVen omkring 0-officeren for at modtage ordren. Bataljonchefen sidder inderst i PMVen ved varmeapparatet, der er i uorden. For at holde den værste kulde ude er der anbragt et tændt gasapparat på kortbordet. Under ordreudgivelsen skal en detalje vises på kortet, og bataljonschefen læner sig frem for at se med. Pludselig opdager en af de tilstedeværende, at bataljonschefen har været for tæt på gasblusset. Der er ild i hans kampvognsdragt. I de næste 30 sekunder sker der en hel masse meget hurtigt. Alle vil ud af PMVen, og det skal gå stærkt, men nogle tilhørere til ordreudgivelsen, bl.a. et par artilleriofficerer, har ikke set at bataljonschefen brænder og er derfor ikke forberedt på at skulle flytte sig for dem, der springer ud. Det er derfor ikke overraskende, at en husarofficer, da han lander uden for PMVen, kommer til at træde en ung artilleriofficer godt og grundigt over tæerne. Da han har genfundet balancen og fatningen, undskylder han sin anmassende optræden med ordene: "Undskyld, men min bataljonschef brænder!"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Så galt gik det dog ikke. Så snart bataljonschefen var ude af PMVen, rullede han sig på jorden og fik på den måde slukket ilden, inden der skete gennembrænding af kampvognsdragten.

RIDDER NÆSTEN UDEN KORS OG BÅND Parade i indre kasernegård. Kaptajn HU skal have overrakt sit ridderkors. Regimentschefen ledsaget af adjudanten kommer ned ad trappen ved Casinoet og går hen for at modtage paraden. Trompeterne blæser oberstens signal, og alt er under kontrol. Da regimentschefen og adjudanten er nået til flisegangen inde på græsplænen, sker der pludselig noget. Adjudanten bliver bleg, hvisker højlydt et eller andet til regimentschefen og styrter tilbage mod casinotrappen, der forceres i to spring. Regimentschefen går langsomt hen ad fliserne og modtager paraden. Kaptajn HU kaldes frem, og regimentschefen begynder at tale om Dronning, ridderkors, datoer, hæder og ære og meget mere. Så sker der atter noget. Døren ved casinotrappen rives op, og adjudanten løber med raske skridt og vandret sabelbæring på plads bag regimentschefen, der netop på dette tidspunkt rækker hånden bagud mod adjudanten og får overrakt den røde æske med ridderkorset, der derefter fæstnes på kaptajnens bryst. Hvad var der galt? Jo, adjudanten havde glemt ridderkorset i højre, øverste skrivebordsskuffe.

DEN PERSONLIGE SIKKERHED En manøvre forløber som bekendt i forskellige faser. Først trækkes styrkerne sammen i beredskabsrum, derefter indledes "fjendtlighederne", styrker forlægges og mindre træfninger finder sted. Til sidst er alt klart til slutfasen (også kaldet "orgasmen"), hvor angriberen, som regel i overværelse af Majestæten og andre honoratiores, sætter alt ind mod det nu stærkt organiserede forsvar. Engang udgjorde ritmester LM med sin eskadron et vigtigt led i de forsvarende styrker. Han var midt i kampens hede hårdt trængt af den angribende "fjende". Maskingeværer gøede, angribende kampvogne skød og udlagde røgslør, der skulle dække fodfolkets flankeangreb, og jagerfly kom bragende hen over hovedet på ham. Kort sagt: situationen var kritisk.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Da kommer der en ordonnans reglementeret kravlende frem med en "emergency-melding" fra bataljonschefen, oberstløjtnant HIM. Og medens alt "går op i røg" åbner ritmesteren meldingen og ser en annonce for Tampax med følgede overskrift: Deres personlige sikkerhed spiller også en rolle.

FRISK LUFT I tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor forsvaret var under genopbygning og populært, var det ganske almindeligt, at soldater på øvelse eller manøvre blev indkvarteret på egnens gårde og husmandssteder, hvor de næsten altid blev venligt modtaget og fik kaffe i lange baner (der findes faktisk dokumenterede tilfælde af koffeinforgiftning). Under en efterårsmanøvre var Ritmester LM kampdommer med løjtnant LST som ledsager. I en vigtig kampfase havde ritmesteren brug for en telefon, og han bankede derfor på døren til det nærmeste husmandssted, hvor han straks blev budt indenfor. Fulgt af løjtnanten kom han ind i stuen, hvor hele familien samt to store jagthunde opholdt sig. Varmen fra kakkelovnen var overvældende, og luften var tyk af en blanding af tobaksrøg, hundefims, sure sokker og staldlugt. Ritmesteren lånte telefonen, afgav sin melding og trak derefter skyndsomt løjtnanten med ud igen. Da de satte sig ind i jeepen udbrød ritmesteren: "Nu ved jeg, hvorfor der altid er frisk luft på landet." ?? "Det er fordi bønderne ikke lukker vinduerne op!"

SPRÆNGSTOF Kaptajn JP skulle flytte fra sit kvarter på Høje Kaserne, der i sin tid var en del af Grønnegades Kaserne. Et par stuevagter blev sat til at flytte nogle lukkede kasser. De tog let på opgaven og gav kasserne et par ordentlige skub, så de trillede ned ad trappen. I det samme kom JP op ad trappen, og da han så den behandling kasserne havde fået, sagde han: "Prøv lige at tage låget af - men forsigtigt!" Det gjorde de. "Se, alt det der er sprængstof - og det der er detonatorer. Nu går jeg, og om et øjeblik kan De bære kasserne ned. Jeg skal ikke være i nærheden, hvis De klumrer i det!"

SCT. HANSBÅL FOR ENKELTMAND

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

I 1953 var Ritmester LAM chef for en opklaringseskadron, hvor løjtnant FM var delingsfører. En uge før Sct. Hansaften blev FM sat til at samle et "anstændigt" Sct. Hansbål. Officersforeningen skulle have fest med bål. Da FM skulle være vagthavende officer "kunne han lige så godt sørge for bålet også". Som LAM så svedent udtrykte det. Det blev uden sammenligning det flotteste - og højeste - Sct. Hansbål, der nogensinde er set. Selv LAM smilede huldsaligt, når han kom forbi. "Niller" - den senere så bekendte seniorsergent - var kogebefalingsmand i eskadronen og vagtkommandør den berømmelige aften. FM var af formanden for officersforeningen blevet instrueret om, at bålet skulle tændes k1. 2130. Denne ordre blev givet videre til "Niller", som FM kunne stole på ville udføre den samvittighedsfuldt. Præcis kl. 2130 gik FM over i folden for at se, hvordan det gik. Det gik godt. Præcis kl. 2130, og inden FM kunne nå at standse ham - tændte "Niller" bålet, der havde fået en ordentlig skvæt benzin. At der endnu ikke var kommet andre end de to, kunne "Niller" ikke tage sig af. En ordre er en ordre! LAM talte meget og længe til FM, da de middagsglade Sct. Hansgæster dukkede op kl. ca. 2200 til et nedbrændt bål.

SHERRY Sherry har altid været en yndet drink blandt husarer. I Casinoet, under feltforhold, ved festlige lejligheder og ved private sammenkomster bydes der næsten altid på sherry. Det er ikke helt forkert, når nogen hævder, at sherry er en ikke uvæsentlig del af husarofficerens normaludrustning.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Følgende episode tildrog sig en efterårsdag med kuling fra sydvest og øsende regn. I en eskadrons messevogn var der gjort klar til ordreudgivelse. Der var hvid dug på bordet og sherryen var skænket i funklende glas. Alle var samlet. Kun afventede man chefen for den infanterienhed, hvormed der skulle samarbejdes. Da bankede det på døren og ind trådte en fuldt feltmæssig infanterioberstløjtnant med hjelm og sløringscreme i ansigtet. Efter en forbavset stirren på bord og glas udbrød han: "Her sidder husarerne og drikker sherry, mens infanteriet vader i mudder til knæene." Eskadronschefen, major BS, fattede sig hurtigt og svarede: "Hr. oberstløjtnant, hvorledes kan man overhovedet opbevare sherry under så fortvivlede forhold."

DA HUNDEN FES En overgang var det "in" blandt regimentets officerer at tage sin hund med på udrykninger. Også bataljonschef, oberstløjtnant PMJ havde på en større øvelse medbragt sin hund. Under en ordreudgivelse, der fandt sted i en lille stue på en bondegård, bredte der sig pludselig en stank, som tydeligt stammede fra den sovende hund. Dette fik signalofficeren, premierløjtnant LST til hviskende at bemærke: "Jesper, din hund fiser." Oberstløjtnanten fortsatte imidlertid uanfægtet sin ordreudgivelse, indtil LST med noget højere stemmeføring gentog sin bemærkning. Så blev det åbenbart for meget for oberstløjtnanten, for han beordrede LST til at forlade lokalet. Ordren blev efterkommet, men i døren vendte LST sig om og sagde højt og tydeligt: "Jamen din hund fiser nu alligevel", hvilket fik alle, inklusive oberstløjtnanten, til at bryde sammen af grin.

SERGENT BOHN Kaptajn P var blevet chef for en rekruteskadron. Dagen før rekrutternes møde samlede han de fra befalingsmandsskolen nys ankomne sergenter på garagepladsen. Blandt sergenterne bar en det hæderkronede navn Bohn. Fra den første dag som rekrut var han blevet spurgt: Nå, så er De måske i familie med major Bohn? Det var han ikke. Nu stod sergenten og ventede på det sædvanlige spørgsmål, men da kaptajnen i modsætning til alle andre spurgte: "Nå, så har De måske en bror i hæren", blev han noget forvirret og svarede: "En bror? - Næ, men jeg har en fætter i hæren." "Nå, sagde kaptajnen, så er det nok ham."

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

"Ja, svarede sergenten, men han hedder ikke Bohn -----!"

DE KLIPPEDE FÅR Grænsekommandoet fungerede i en periode umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig. Det havde hovedkvarter i Aabenrå og bestod iøvrigt af kompagnier, der var underbragt i baraklejre fordelt langs den dansk/tyske grænse. Kommandoet havde til opgave at bevogte grænsen og hindre "overløbere" sydfra i at komme illegalt ind i Danmark. Engang i 1947 gjorde husarløjtnant LST tjeneste som personlig adjudant (også kaldet "hæmoride") for Grænsekommandoets chef, general A. På en inspektionstur i bil gennem det smukke sønderjydske landskab lod generalen gøre holdt for et øjeblik at nyde det dejlige forårsvejr og den smukke udsigt (det var i marts måned). På en mark et stykke fra vejen græssede en flok får, der tydeligt var nyklippede. Der udspandt sig nu følgende ordveksling mellem generalen og løjtnanten. Løjtnant LST: "Nu er det virkelig forår, hr. general, se, fårene er allerede klippede." Genera1 A (med et lunt smil): "Ja, i hvert fald på den side vi kan se. Som opklaringsmand bør De vide, at man kun må melde, hvad man faktisk ser. Glem det aldrig, løjtnant BST."

DEN BRITISKE SOLDAT Da de første danske styrker, med en eskadron under ritmester LM som forkommando, i 1946 rykkede sydpå for at deltage i besættelsen af Tyskland, var der stor ståhej ved den dansk/tyske grænse i Kruså. Mange, herunder journalister med fotoudstyr, var mødt op for at opleve dette historiske øjeblik. På den tyske side af grænsen havde britiske styrker vagt, og de betragtede hele dette opløb med typisk britisk flegma. I den ene vejside stod en gammel, garvet "sergeant" urokkelig foran sit skilderhus med kasketskyggen ned til næsen og gevær ved fod. Han så ud til at have deltaget i samtlige Englands krige fra og med Boerkrigen. På et vist tidspunkt kom en lille dansk journalist flagrende med sit fotoudstyr for at få et billede af det første danske køretøj, der rullede over grænsen. Han bar et armbind, hvorpå der stod "War correspondent", og han knælede ned lige foran skilderhuset for at afvente det rette øjeblik. Da var det, at denne "sergeant" prikkede ham på skulderen, pegede på armbindet og sagde:

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

"Which war, please?"

GENERALPRØVE Generalprøve med eskorten en morgen kl. 0600. Kongen var morgenmand og mødte op for at se på. Kongen gik hen til eskortechefen, kaptajn BS, som havde fået tildelt regimentschefens hest, Inka. Den var imidlertid morgensur, så da kongen rakte hånden frem for at hilse på eskortechefen, snurrede Inka rundt og nærmest væltede estandartvagten. Da Kongen så det, sagde han blot: "Hvis De kommer på den hest i morgen, kommer jeg ikke!"

DVÆRGHØNS OG MOTSKYPAPEGØJE Engang i begyndelsen af 1960erne var deltagerne på "Almindeligt Kursus" på rekognosceringsøvelse i Sønderjylland. Efter at have vadet rundt ved Hvideåen en hel dag, skulle der overnattes på hotel i Tønder. Efter en god middag med alt hvad dertil hører, gik premierløjtnant WW til ro på et dobbeltværelse, som han beboede alene. Midt om natten (sådan følte han det i hvert fald, selv om den første lysning kunne anes på himlen) blev han vækket af sin dybe søvn af en infernalsk hanegalen. Da han antog, at hanen måtte være lige uden for hans vindue, sprang han ud af sengen og greb sine støvler for at smide dem i hovedet på uhyret, men der var nu piststille, og intet var at se på gaden. Han gik igen i seng overbevist om, at han havde drømt, og snart sov han igen den retfærdiges dybe søvn. Pludselig var der påny en voldsom hanegalen. Han styrtede rasende ud af sengen og sprang med hævet støvle hen til vinduet. Da galede hanen igen højere og voldsommere end før, men ikke udenfor - larmen kom fra hans værelse. En undersøgelse afslørede, at der under dobbeltsengen stod en kasse med en dværghane og en dværghøne. De så faktisk så søde ud, at han ikke nænnede at dreje halsen om på dem. I stedet for stillede han kassen ud på gangen. Da han næste morgen søvndrukken dukkede op, morede alle de andre sig bravt, især den motorsagkyndige (MOTSKY) premierløjtnant KB, der havde købt dværghønsene dagen før. De tog dem med på resten af udrykningen, og så vidt vides blev de døbt Hans og Grete. Da kursus kom tilbage til Oksbøl "flyttede" hønsene ind hos KB, der havde købt en gård mellem Oksbøl og Vrøgum. Men WW pønsede på hævn! Nogle dage senere indrykkede han følgende annonce i "Vestkysten".

Nyhed! - Nyhed!

Har De prøvet dværghønseæg til pindemadder? Hvis

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

ikke, prøv det. De sælges billigt ved henvendelse til KB. Adresse................... Tlf.nr....................

Sammesteds kan en tam, talende MOTSKYPAPEGØJE afhentes gratis.

Han bad "Vestkysten" sende regningen til KB en uges tid senere. Reaktionen på annoncen var forbløffende. I de følgende dage blev KB og hans uskyldige kone hjemsøgt af masser af mennesker (især ældre damer og ornitologer) fra nær og fjern på cykel og i bil, som var interesseret i Motskypapegøjen. Enkelte mente, at de havde hørt om en sådan papegøje før, men ingen havde tidligere set et eksemplar, og når KB og hans kone ikke talte med/afviste ankomne til gården, måtte de uafbrudt tage den kimende telefon og forklare, at desværre var papegøjen lige afhentet og dværghønsene afgået ved døden. På denne måde fik WW sin "hævn", og i Oksbøl og omegn morede man sig bravt på KBs bekostning.

OLD MOSES For mange ældre officerer gav Danmarks tilslutning til NATO ofte vanskeligheder, når de skulle benytte det engelske sprog i forbindelse med NATO-anliggender. Under en signaløvelse ville en ældre oberst forklare en britisk officer, hvorfor der på grund af det store jernindhold (myremalm) i de danske moser var vanskeligheder med radioforbindelsen. Han tænkte sig godt om, inden han sagde: "That is because there is much iron in the old moses." At han herefter fik tilnavnet "Old Moses" kan næppe undre.

REJSEN TIL AMERIKA Unge premierløjtnant OKV kom farende op i Casinoet og bekendtgjorde næsten beruset af glæde, at han skulle på kursus i Amerika. Der blev et øjebliks tavshed, så satte en lille jordnær løjtnant tingene på plads med følgende bemærkning:

REJSER DU SÅ OVER GLUMSØ? Omkring et år senere returnerede OKV til fædrelandet, og efter en lang tur over Atlanten med "Queen Elisabeth" via London-Esbjerg osv., ankom han med taxa til casinotrappen i indre kasernegård. Netop som han, efter at have tømt taxaen for kufferter og andet tros, og på gebrokkent dansk (man havde jo været i

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

staterne) var ved at afregne med chaufføren, åbnedes vinduet til vagthavende officers lokale, og den lille jordnære løjtnant stak hovedet ud og bemærkede:

HVA' F……….. OKV, HAR DU VÆRET UDE AT REJSE.

GOETHE Der var engang en ung student, der blev indkaldt som soldat. Det var i de gode gamle dage, hvor pladsen var kneben. En af studentens venner, der også var soldat og derfor kendte dimensionerne på et militært skab (60x40x30 cm), sendte ham en buste af Goethe. Gode råd er dyre, når man får 7.500 cm3 skrøbelig gips at opbevare i et 72.000 cm3 stort skab i 14 dage til næste orlov. Men studenten (og hans stuekommandør) og Goethe lærte at komme hinanden ved. Med tiden flyttede den unge student med sin Goethe rundt i ind- og udland i takt med den begyndende karriere. Og pludselig en dag fandt han sig som premierløjtnant ved Gardehusarregimentet - med Goethe, der var forblevet den samme. Ved regimentet var der mange unge, men tjenstligt ældre kammerater, som vor ven beundrede meget. De vandt ofte ridekonkurrencer og forærede deres præmier til regimentet, der lod dem opstille i Casinoet. Vor unge ven ville også gerne markere sig, men da han kun lejlighedsvis vandt i ridekonkurrencer, besluttede han sig for at forære sin gode ven Goethe til regimentet. Busten kunne have taget sig ud i Casinoet. Den næste morgen kom regimentsadjudanten, der nok var en af de yngre lidt ældre officerer uden dog at være blandt de beundrede (han vandt nemlig aldrig ridekonkurrencer), og gav sin ubegribelige mening om Goethe til kende. Bekymret fjernede den unge officer Goethe fra Casinoet og åbnede sit hjerte for sin meget ældre og meget beundrede eskadronschef i 2. kampvognseskadron. Denne sagde kort "Skidt, - hvis regimentet ikke vil modtage din gave, så vil messevognen gerne - hvis den bliver ledsaget af en flaske portvin." Portvinen blev drukket ganske hurtigt, men Goethe står endnu, efter 30 år, i eskadronens messevogn, der tog navn efter denne hæderkronede digter. Han er i øvrigt blevet både forfremmet, dekoreret og feteret i eskadronens tjeneste.

PARADE TIL FODS Ritmester LM deltog nødigt i parader, specielt ikke til fods. Han var dog engang med ved en regimentsparade. Efter paraden var der forbidefilering langs nordre fløj ud for cykelstativerne, hvor oberst

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

F havde taget opstilling. Ritmesteren kommanderede så højt, at ingen var i tvivl om, at her førtes kommando, og han svang sin sabel "Skræp", så den lynede i solen. "GIV AGT - SE TIL VENSTRE!" Det gjorde eskadronen så, medens han selv så til højre og hilste obersten, som stod her. Alle var i trit, lige undtaget eskadronen.

FELTAQUASKOPET Major "Kanon-Ole" havde i Casinoet udbredt sig om ældre officerers problemer i feltlivet. Når han om aftenen var krøbet i soveposen og havde fået pakket sig godt ind, slog det aldrig fejl, at naturen krævede sin ret. "Man skulle sgu ha' et apparat, som man kunne råbe på, så man kunne klare det hele fra soveposen", udtalte han.

"DER ER NO´EN, DER KA´, HVA´ SLANGERUP?" Tilfældigvis havde "Kanon-Ole" fødselsdag kort tid efter, og det fik den motorsagkyndige, major KB, til at gå i gang. På fødselsdagen overraktes under stor opmærksomhed en stor trækasse. "Kanon-Ole" åbnede den og trak til sin forbavselse en mystisk udseende Jerry-can op. Den var forsynet med et par slanger sat fast på låget af en benzindunk. En tyk slange afsluttet med en pattekop til en malkemaskine (King size) og en tyndere ca. 10 m lang slange. Detaljeret brugsanvisning med tegninger var selvfølgelig vedlagt.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Når trangen meldte sig, skulle "Kanon-Oles" kører adviseres: "Slangerup, kom med feltaquaskopet." Den tykke slange med pattekoppen skulle nu ned i soveposen, og den tynde slange monteres til en lille studs på indsugningsmanifoldet på eskadronschefsjeepen. Når motoren så blev startet, ville der opstå undertryk i dunken, hvorefter al væde ville blive suget ud af soveposen og op i dunken!! En løsning, der var en MOTSKY værdig.

FORMIDDAG I CASINOET Alle samlet til kaffe. I sofaen i hjørnet sidder blandt andre major "Kanon-Ole". Der snakkes og pjattes, og pludselig kommer talen på lørdagsparader -og sådan nogle holder vi da sandelig også derhjemme. Ungerne bliver "knaldet" på snavsede negle, rod på værelset osv. Pludselig siger "Kanon-Ole" så højt, at alle i Casinoet kan høre det: "Jeg knaldede sgu min kone på gulvet i morges." Det gik aldrig op for ham, hvorfor vi alle brød sammen af grin. Så morsomt syntes han nu heller ikke, det var.

MED KAPTAJN HCL TIL JYLLAND Det faldt i unge premierløjtnant FMs lod at føre et par kontorvogne til Holstebro. Han tronede stolt i den første, medens "gamle HCL" halv sov i den anden. Det var højtideligt betroet FM at føre kolonnen. Ud over ordren til af køre til Holstebro ad hurtigste og nemmeste rute fik han tilkendegivet, at "gamle HCL" ville dytte, når han var tørstig, og FM skulle så standse ved nærmeste kro eller købmand. Alt gik godt, indtil de nåede over i det spiritusarme Vestjylland. Han standsede imidlertid troligt - for 117. gang -, da han hørte signalet bagfra. "Gamle HCL" var vennesæl og spurgte, om han dog ikke ville med ind og ha' en også En øl og en sodavand blev bestilt, og kort efter serveredes en citronvand og en lys pilsner. FM var standset ved en kro uden bevilling! "Gamle HCL" nægtede fornærmet overhovedet at se på pilsneren og forlod krostuen uden at betale. Det måtte FM gøre. "Gamle HCL" talte ikke til ham på resten af den udrykning, der i øvrigt varede en uges tid.

FELTBANEN Enhver, der har været gennem en feltbane, ved, at det kræver et vist mindstemål af mod og behændighed. På regimentets feltbane fandtes en forhindring bestående af en balancebom, der var anbragt højt oppe mellem to træer. Opgaven bestod nu i at klatre op i det ene træ, løbe (!) over balancebommen og klatre ned ad det andet træ hjulpet på vej af en befalingsmands opmuntrende tilråb.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Den meget ængstelige rekrut "Sundby" var foruroliget og med stort besvær klatret op i det første træ og stod nu med angstens sved på panden og den ene fod på bommen uden at turde gå videre. Befalingsmanden drev på ham med hele sit verbale register, men Sundby blev stående. Til sidst lagde befalingsmanden psykisk pres på ham: "Kom nu, Sundby. Hva' f…….. tror De Deres pige ville sige, hvis hun kunne se Dem nu?" Da lød Sundbys klejnmodige stemme fra træets top: "Hun ville sige: kom hellere ned, Jens, det er alt for farligt."

DEN FLADE TROMPET Eskorten var opmarcheret på Toldbodgade. Man ventede på, at chaluppen med de kongelige og deres gæster skulle komme i land. TV havde rullet en bunke ledninger ud ved siden af trompeterhestene på højre fløj. Heste kan ikke lide slanger, så da en mand trak i en ledning, gik en af hestene "til vejrs", væltede bag over og lagde sig på rytteren. Kaptajn OO var i nærheden "til fods", og da hesten var kommet på højkant, spurgte han trompeteren, om han ville have en afløser. Det ville han naturligvis ikke (det viste sig senere, at han havde brækket et par ribben), så han blev hjulpet op, og det konstateredes da, at trompeten var flad som et sammenlagt Ekstrablad. En sød ældre dame, som havde overværet optrinet, henvendte sig til kaptajn OO og spurgte, om den stakkels soldat nu skulle i fængsel, fordi han var faldet af? Kaptajnen trøstede hende med, at det skulle han ikke. Godt, men så det med den flade trompet, skulle han betale for den? "Nej", svarede kaptajnen, "det skal han ikke, for den får han "blæst op" inden de når Amalienborg!"

PARADE FOR DRONNINGEN Følgende skete, da regimentet fik sin nye estandart i oberst BNs tid. Hele regimentet var på tæerne. En flot tribune til Dronningen var opstillet foran flagstangen med front mod Skyttemarksvej. I skoven ventede en kø af kampkøretøjer på at skulle defilere forbi anført af 60 ryttere. Det hele var klart. Forreste hest havde "næsen fremme" i skovkanten. Regimentschef og adjudant, major LH, kom susende i bil og steg straks til hest. Idet regimentschefen trådte til i venstre bøjle, gik hans venstre bukseben imidlertid op i sømmen. Obersten var konsterneret, men adjudanten trøstede ham med, at det var det ben, der vendte bort fra Dronningen, så det kunne hun ikke se. Der var ikke tid til mere snak, så man satte i gang, Oberst og adjudant red hen og gjorde holdt ved siden af tribunen, og så den flotte parade. Da det var ved at være forbi, sagde obersten til adjudanten, at han måtte tage sig af Dronningen, medens han selv "smuttede" for at lappe sammen på bukserne. Da paraden var overstået, gik adjudanten hen til Dronningen og foreslog, at hun "gik med op" og fik en kop kaffe. Dronningen sagde pænt tak, men spurgte samtidig, hvor regimentschefen var henne? "Hans bukser revnede, så han gik", svarede adjudanten. Bukserne blev imidlertid hurtigt hæftet nødtørftigt sammen, og regimentschefen ledsagede Dronningen til cafeteriet, hvor Dronningen skulle møde de civilansatte og personelrepræsentanterne. På dette tidspunkt

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

havde adjudanten allerede fortalt alle, der gad lytte, om oberstens revnede bukser, så deltagernes interesse blev delt nogenlunde ligeligt mellem Dronningen og oberstens bukser. Alt gik godt, men obersten glemte åbenbart sit "svage ben", for på et tidspunkt trådte han til side med en lidt for kraftig bevægelse, så nåle og sikkerhedsnåle sprang op. Derefter måtte han fortsætte "med samlede ben".

DET PASSER PÅ ET HÅR Premierløjtnant LH gjorde tjeneste på Grønnegades Kaserne, og da han en dag red gennem byen på sin konkurrencehest for at komme ud i terrænet, kom han forbi en kommunalarbejder, der stod og hang på sin skovl. Manden bemærkede: "Ja, du kan jo sagtens, når det er vi andre, der skal betale." LH standsede, sprang af hesten, trak et hår ud af hestens hale og sagde: "Værs'go, her er Deres andel."

BARNDOMSHJEMMET Ved eskorten i oktober 1988 for Hertugen af Luxembourg kørte den karet, som Prins Henrik var i, så tæt på indkørselen til Amalienborg, at der med et kæmpebrag røg en kant af porten. Der skete intet med køretøjet, og alt gik som det skulle. Kronprins Frederik red som estandartvagtløjtnant, og til frokost i messevognen, hvori han og eskortens officerer, samt Den kgl. Staldmester, major PL, deltog, var den unge løjtnant FLH messeforstander og betjente "klokken" fra bordenden. I denne egenskab var noget af det første han gjorde at idømme staldmesteren en bøde "fordi han med et hestekøretøj havde forsøgt at ødelægge en ung husarløjtnants barndomshjem".

REVNEDE BUKSER

"TO MINUTTER TIL AT GRINE AF I -"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Som chef for Rideskolen og Rytteriets Befalingsmandsskoler var ritmester NEL ude at se på kornetelevernes øvelse ved Tystrup. Da øvelsen var slut, trådte alle ca. 90 elever og lærere an til øvelsesgennemgang. For at komme frem måtte ritmesteren forcere et pigtrådshegn. Desværre rev han herved bogstavelig talt rumpen ud af bukserne, og hele skolen, der ellers havde stor respekt for den høje chef, stak i et brøl af grin. Ritmesteren vendte imidlertid bagdelen til og råbte: Et halvt minut til at grine i -, og så vil jeg have ro!"

PÅVISNING AF TERRÆNBANE

"HVORNÅR SEJLER FÆRGEN? -" Ved et militært ridestævne var der påvisning af terrænbanen. Prins Viggo var med, men regimentschefen var ikke så begejstret for Prinsens bemærkninger om springenes farlighed. Det kunne skade rytternes moral. Derfor bad regimentschefen Prins Viggo om ikke at kommentere springene, hvilket Prinsen overholdt. Dog, - da man kom til en ca. 4 m bred å, der skulle forceres, spurgte Prinsen, om det var tilladt at stille et spørgsmål? Det var det, og Prins Viggo spurgte: "Hvornår går færgen?"

ALARMPOSTEN Under en feltmæssig øvelse i Skytteskoven skulle en bataljon under oberstløjtnant T inspiceres af general F. Traditionelt ureglementeret var officererne samlet til "en lille en" i messevognen, og der var derfor udstillet en alarmpost, som skulle alarmere, når generalen kom. Han kom imidlertid ret overraskende, standsede ved alarmposten og spurgte, hvad hans opgave var? Soldaten svarede højt og tydeligt: "Jeg skal skynde mig og løbe tilbage og melde i messevognen, når der kommer en general!"

HOLDT! HVEM DER?

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 havde regimentet en eskadron på vagt i Haslev (tyske flygtninge). Soldaterne havde skarpt i geværerne samt ordre til at skyde, hvis det fandtes nødvendigt. På en sådan vagt, hvor der aldrig skete noget, skød en af husarerne (med øgenavnet "Snus") en høne lige gennem hovedet. Stor opstandelse og afhøring hos eskadronschefen. "Hvor kunne De finde på at skyde en høne?", spurgte "Ritteren". "Ja-e", svarede "Snus", "jeg har jo lært, at jeg skal råbe Holdt! Hvem der?, og hvis der ikke svares 3. gang, så skal jeg skyde. Hønen svarede ikke, så derfor skød jeg." Den kunne "Ritteren" ikke stå for, så "Snus" fik en balle, og så var det overstået.

RYTTERI OG FODFOLK

"HR. RITMESTER - KAPTAJN -" Ritmester CK havde kontor på regimentsgangen, hvor en ordonnans - åbenbart fra et fodregiment - skulle aflevere en melding. Ordonnansen banker pænt på, og efter en passende ventetid bliver der råbt: "Kom

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

ind!" Ordonnansen stiller sig inden for døren og siger: "Hr. kaptajn, jeg melder mig med et signal." Ritmesteren farer op og brøler: "Jeg er ikke kaptajn. Jeg er Ritmester - hvad er jeg så?" "Ritmester, hr. kaptajn!"

SEKSDAGESLØB De genindkaldte gardehusarer, som dannede stammen i regimentet i maj 1945, var en overgang indkvarteret i eksercerhuset. Der var fuldt hus og til stadighed et par mand på stuevagt. Dag og nat. De kedede sig. Derfor varede det ikke længe, før man startede "seksdagesløb" på cykel. Sengene blev skubbet ind til midten, og yderbanen var nu cykelbane. En svensk cykel skulle køres uafbrudt, til den brændte sammen. Der var væddemål om dette vigtige tidspunkt, og da man ville have en hurtig afgørelse, blev der kørt godt til af stuevagterne. Så vidt vides holdt cyklen ca. 1½ måned.

DEN RETTE BELYSNING Bataljonschefen, oberstløjtnant LAM, beordrede under en øvelse sin stab indkvarteret i kælderen på en moderne centralskole. Lokalet bar præg af, at det også brugtes til fritidshjem for børnene. Der var bl.a. ophængt forskellige farvede lamper. I et hjørne "flød" en sløv artilleriofficer på sin feltseng. Med halvt tillukkede øjne fulgte han stabsdelingsføreren og hans husarer, medens de indrettede lokalet efter LAMS direktiv. Tilsidst sagde denne: "Udmærket, så skal De blot skrue lamperne ned og bytte den røde med den blå og den grønne med den gule, så falder lyset pænere." Nu var artilleristen pludselig vågen og udbrød: "Hvad skal det dog gøre godt for? Hvis man endelig vil lave om, er det da nemmere at flytte bordene hen under lamperne!" Længere kom han ikke, så var LAM der: "Man kan sandelig godt forstå, at De er havnet ved artilleriet!"

FOR DEN RENE ER ALTING RENT En af regimentets officerer var på vej hjem fra et kursus i USA og gjorde et par dages ophold i New York. I hotelvestibulen sidder en smuk ung dame. En husarofficer er høflig, så han hilser på hende og spørger, om han må byde en drink. Lidt sippet svarer damen: "Nej tak, jeg nyder ikke spiritus." "Må jeg da byde Dem en cigaret?"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

"Nej tak, jeg ryger ikke." Samtalen fortsætter, og efter nogen tids forløb spørger officeren, om han må vise et par gode billeder, som han har købt for at tage dem med hjem til Danmark. "Ja tak, det vil jeg gerne." Billederne blev vist frem på værelset, og det begav sig således, at den unge dame først forlod værelset næste morgen. Da de tog afsked sagde officeren: "Sig mig nu engang, du er lidt vanskelig at forstå, i aftes var du meget sippet, da jeg bød en drink og lige så forarget afvisende, da jeg bød en cigaret, men du var ikke spor sippet, da jeg bad dig blive hos mig natten over." "Det skal jeg sige dig, jeg er søndagsskolelærer, og jeg har altid søgt at indprente mine elever i søndagsskolen, at man godt kan have det hyggeligt og rart uden at ryge og drikke."

ET BESKEDENT MÅLTID Under en øvelse havde major JP inviteret nogle af Livgardens officerer med til et "beskedent måltid" i messevognen. Premierløjtnant SJ forestod det praktiske arrangement efter nøje aftale med JP. Da alle var bænkede, gjorde JP opmærksom på, at man blot serverede "lidt almindelig hverdagsmad". SJ bar nu et stort fad med låg ind, og satte det foran JP. Denne lettede på låget, lagde det på igen og udbrød: "Å nej, ikke hummer igen i dag." Garderne troede naturligvis, at det var en spøg, men til deres store overraskelse var der faktisk hummer på fadet, da låget blev fjernet.

DUEL PÅ SABEL

"- DERES FORBUNDNE.........-" Ritmester CK havde temperament. Det var der også andre der havde, så når der var stemning i casinoet, kunne det ud på aftenen hænde, at et par officerer blev uenige. For CKs vedkommende kunne en sådan uenighed kun satisficeres ved en duel, f.eks. på sabel (gerne på svømmebassinets 5-meter vippe). Ved en

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

sådan lejlighed kæmpede Ritmesteren bravt, men fik allivel et ordentlig hug over højre hånd, som måtte lappes og forbindes. Når Ritmesteren de følgende dage skulle underskrive post, stod der: "Deres forbundne CK, Ritmester".

EPISODE FRA ØVELSE "HOLD FAST Følgende episode fandt sted under NATO-øvelsen "HOLD FAST" i Slesvig-Holsten. Panserbataljonen bataljon HIM - var under forlægning en mørk og regnfuld nat i den flade del af Slesvig-Holsten, hvor alle de små veje er kantet med levende hegn, og hvor gårdene ligger langt fra hinanden. Området ligner Normandiet, så der var undskyldning for fejltagelse i vejfinding m.v. Bataljonen kørte - på god gammeldags maner - i en lang kolonne med bataljonschefen forrest. Med sig i sit køretøj havde han to indkaldte reserveofficerer, premierløjtnant BD og premierløjtnant AFH, begge iøvrigt gode spøgefugle. Efter at have kørt meget længe - faktisk i timevis - med den mange kilometer lange kø efter sig, stopper bataljonschefen ved en større gård, ser på sit kort, lyser på gården, studerer kortet igen ret så længe og intenst. Da springer premierløjtnant AFH resolut af vognen og siger højlydt: "Du BD, når oberstløjtnanten er færdig med sine kortstudier, kan du så ikke fortælle ham, at jeg er stået af jeg vil kun med hver anden gang."

I DE GODE GAMLE DAGE Oberstløjtnant FA var af den gamle skole og yndede derfor at spænde sin ridehest "Reflex" for en lille enspændervogn, så han kunne køre standsmæssigt, når han havde et ærinde i byen. Selv om han var en meget habil kusk, blev han dog en dag indblandet i et færdselsuheld i den indre by. Vognen blev slemt molestreret, og oberstløjtnanten blev kastet ud på gaden, men holdt naturligvis fast i linerne. Inden han var kommet på benene, havde der samlet sig flere interesserede passanter, som stod og "gloede". Oberstløjtnanten så sig om et øjeblik. Så pegede han på en af tilskuerne og kommanderede: "De der - ring til kasernen efter en bil og et par mand til at tage sig af hesten og "det der" (hermed mente han resterne af køretøjet). Derefter pegede han på en anden og bjæffede: "Og De der - ræk mig min spidshue."

HVODDEN ER DET NU MAN GØR? Eskadronschefen, Ritmester NN, var af den gamle skole og vidste ikke meget om kampvogne. Nogle kampvogne var anbragt ved siden af hinanden, og eskadronen skød mini-skydning under ledelse af næstkommanderende, premierløjtnant HC.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Ritmesteren kom på inspektion, kiggede lidt på skydningen og kravlede derpå op på den ene kampvogn, beordrede besætningen til at sidde af, kravlede selv ned i tårnet på skyttens plads og bad næstkommanderende være vognkommandør og give skudordrer. Alle eskadronens vognkommandører og kampvognsskytter ventede spændt, tænk -chefen selv skulle skyde. Næstkommanderende gav sin skudkommando og få sekunder efter lød det med høj klar røst nede fra tårnet: "Skud kommer!" De normale 2 sekunder gik - der gik 10 - 20 - 30 sekunder - stadig intet skud, men så greb 10 fingre om kommandørlugens kant, og Ritmesteren hævede sig op med hovedet over kanten og sagde med tydelig røst: "Sig mig, premierløjtnant, hvor er det egentlig, man trykker af?"

SIDSTE FORHINDRING I forbindelse med det såkaldte Stævne II, hvor de, der havde tildelt konkurrenceheste, skulle mødes i Næstved (obligatorisk) for at ride military, var det ofte en lettelse, når lørdagen med terrænspringningen var vel overstået. Så tog man fat på den selskabelige del, og den plejede ikke at være kedelig. Efter en sådan anstrengende aften ville en af deltagerne "skyde genvej" hjem. Han boede lige bag kasernen og vidste, at drengene havde lavet et hul i hegnet. Det gik fint med at komme gennem hegnet, men da han havde hænderne i lommen, kunne han ikke tage fra, da han snublede og faldt pladask med ansigtet ned i en bunke skærver. Næste dag mødte han oberstinden, der fik et lettere chok , da hun så, hvordan ansigtet var skrammet og forslået. "Jamen - gud dog - næh dog! Hvad er der dog sket?" "Fald på sidste forhindring, fru oberstinde." "Det var dog forfærdeligt -hvordan med hesten?" "Den har det fint - tak."

MANDAG MORGEN

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

"MÅLUDPEGNING" En ung løjtnant - nu pensionist -, men stadig en god støtte for livet ved regimentet, havde lige efter krigen en rekrutdeling. En mandag morgen stillede han i 23-uniform med lange støvler og en tilsyneladende stadig levende kæfert. Der var åbenbart ikke tid til omklædning, så delingen marcherede ud på "abekatte marken", hvor der skulle øves "skjul og sigteøvelser". "De, Herlufsholm, lægger Dem bag den der høstak - og De, Gudbjerg, lægger Dem bag den anden høstak!" De to rekrutter gloede lidt på hinanden, så sagde Gudbjerg: "Jamen hr. løjtnant, der er kun een høstak." "Nå", sagde løjtnanten, "så går jeg hjem." Og det gjorde han.

EN KOP KAFFE Kaptajnløjtnant BS var en varm sommerdag på rekognoscering med sine delingsførere. Midt på eftermiddagen overmandede tørsten dem, og de bankede på døren til et lille fredfyldt bondehus. En venlig kone åbnede døren, og på officerens bøn om en kande vand svarede hun, at det kunne der ikke være tale om - kaffen stod på komfuret. Man tog med tak mod tilbudet og blev bænket om bordet. Kaptajnløjtnanten med ryggen til det åbentstående vindue. Da der nu var gæster, blev det fine porcelæn taget frem, og kaffen kom på bordet i den lige så fine kande, som tilsyneladende ikke havde været brugt i årevis. Før der blev skænket i hans kop fik kaptajnløjtnanten mulighed for at betragte kaffekandens tud, og den var ikke appetitlig, men kaffen blev skænket, og gode råd var dyre. Da konen et øjeblik forlod stuen, benyttede kaptajnløjtnanten lejligheden til at kaste kaffen gennem det åbne vindue. Stor var imidlertid hans rædsel, da han opdagede, at koppen var fulgt med, og at han sad med den afbrækkede hank i hånden. Hvorledes selskabet klarede sig ud af den pinlige situation, melder historien intet om.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

NU MÅ ALLE SPYTTE I BØSSEN Prins Viggo var en kær gæst ved regimentet, også i mange år efter at han var afgået fra aktiv tjeneste. Hans kongelige Højhed var på et af disse besøg inviteret ind i et til lejligheden rejst telt, hvor alle fik serveret et glas sherry. Trods ivrig hovedrysten fra flere kammerater spurgte en af majorerne Prinsen, om han ønskede endnu et glas sherry. "Ja tsak", var svaret. Sherryflasken var tom, men husarofficerer er aldrig rådvilde. Medens et par af dem ivrigt underholdt Prins Viggo, gik den høflige major rundt med Prinsens glas og samlede "sjatter og dråber", til glasset var fyldt og med et elegant buk kunne afleveres til Prinsen.

EN LILLE EN TIL MADEN I en messevogn var ophængt tre små nydelige skilte. På det øverste stod: I DENNE MESSEVOGN SERVERES KUN SNAPS TIL FEDE SPISER

På det næste stod: ALLE SPISER ER FEDE MED UNDTAGELSE AF KÆRNEMÆLKSVÆLLING

På det nederste stod: I DENNE MESSEVOGN SERVERES ALDRIG KÆRNEMÆLKSVÆLLING

HARALDSMINDE Efter 2. Verdenskrig har en messevogn været fast tilbehør ved GHRs enheder. I/GHRs messevogn bar i mange år navnet "Prins Harald". Den brændte uheldigvis under en øvelse, og efterfølgeren fik derfor navnet "Haralds Minde".

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Efter branden øgede man brandberedskabet, således at det i gentagelsestilfælde ville være nemmere at slippe ud. Der blev endvidere i vognen ophængt et skilt med påskriften:

VED BRAND, VEND SKILTET! Den nysgerrige vendte naturligvis skiltet, selv om der ikke var brand. På bagsiden stod: KUN VED BRAND!

SABEL UD! Ritmester BUN kom hjem fra ferie, og straks, da han mødte op ved regimentet, fik han besked om, at han skulle stille med til en parade. Det var han ikke forberedt på, og han havde ingen sabel med. Han var imidlertid ikke rådvild og snuppede en sabel, der var hængt op til pynt. Ritmesteren stillede op foran eskadronen - befalede "præsenter gevær" - gjorde omkring og "trak sabel", dvs. det, der var af den, for der var kun fæstet og ca. 10 cm klinge. Resten manglede.

VÅDESKUD En opklaringseskadronschef til sine nyudnævnte løjtnanter: "Husk en ting. Tjenesten går frem for alt - pause - det har altid været mit store problem."

Ritmester LM: "Ingen kan sætte mig til vægs i botanik. Jeg kender både juletræ og perikum."

Man (hærstaben?) har fundet ud af, at intelligenskvotienten ved GHR stiger, når man har udtaget sergentog løjtnantsemner.

I de gode gamle "beredne" dage angreb en Ritmester med sin eskadron med stort mod et artilleribatteri og tog batterichefen til fange, idet han holdt sablen mod kaptajnens strube og sagde: "Hr. kaptajn, jeg melder, De er min fange!" Kaptajnen svarer: "Hr. Ritmester, jeg melder, at vi er på samme parti!"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

"HR. KAPTAJN - DE ER MIN FANGE " "HR. RITMESTER - VI ER PAA SAMME PARTI" Ritmester LMs opskrift på et godt liv var "lige dele spiritus og tobak". Spiritussen åbner for blodomløbet tobakken trækker den modsatte vej. Så er der balance.

Major AP var på kursus i Oksbøl, hvor en oberstløjtnant spurgte ham, om han aldrig havde været bange? "Jo, hr. oberstløjtnant. Da jeg fik hår i armhulerne, frygtede jeg, at jeg blev lodden over hele kroppen."

Ved en eskorte havde en dame blandt tilskuerne bemærket, at en af hestene ømmede sig på højre forben. Hun ville gerne hjælpe hesten eller måske brillere overfor eskortechefen, kaptajn BS. Denne blev lidt ærgerlig og svarede hurtigt: "Kære frue, tak for Deres opmærksomhed, hesten er ikke halt på højre forben, men på de tre andre!"

Major NS havde købt sig en Volvo sportsvogn, som han skulle køre til Gaza i. Vognen var fabriksny, og på prøveturen, hvor en prøvemester var med, faldt det ene håndtag af, hvilket NS brokkede sig over. "Nå ja, men selv en Volvo holder jo ikke evigt", svarede prøvemesteren.

En efter egen mening høflig og korrekt officer gik gennem Casinoet, hvor regimentschefen spiste sin frokost. Den høflige officer sagde: "Velbekomme - eh", længere nåede han ikke, før chefen brølede: "Hvad kommer min fordøjelse Dem ved?"

Hestenavne. En kendt konkurrencehest hed "Anxious", den blev kaldt for "Ansjos". "Skimmelei" fik sit navn, fordi den ikke blev skimlet som sin mor. Et skilt, "Vandes af spand" hængtes op, hvis hesten skulle vandes i

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

sit spiltov. Ved en hesteparade meldte manden, at den fremstillede hest hed "Vandesaspand", udtalt "Vandesa-spand".

Den musikalske premierløjtnant SJ havde valgt klaveret og ikke violinen som sit instrument fordi, som han sagde: "Man kan jo ikke ha' en bajer stående på en violin."

En kontorordonnans med "dårlig ryg" skulle bære en skrivemaskine op i en kontorvogn. "Det kan jeg ikke", sagde han, "jeg må ikke løfte over 10 kg, og maskinen vejer mere." "Nå", svarede kommandoofficeren, "så må De gå to gange!"

Efter afslutning af en skrap feltøvelse meldte Ritmester LM sig hos sin bataljonschef, oberstløjtnant HIM. Denne bød venligt på et glas portvin. Hertil svarede Ritmesteren: "Tror De det går, hr. oberstløjtnant, jeg er gennemhullet som en si af kugler!"

En af regimentets ældre meget farverige Ritmestre sad - som så ofte - i Casinoet og underholdt de yngre officerer over et glas sherry. Han var lidt sørgmodig den dag, thi en anden meget farverig Ritmester stod netop foran sin afsked. Ritmesteren sagde de berømte ord: "Hvor er det sørgeligt, nu går LM, og så er der ikke flere originaler ved regimentet."

Og så var der en af regimentets veltjente officerer, der gik under navnet "Vegetaren". Hans foretrukne føde var GRØN TUBORG og GRØN CECIL.

LIMERICK Der boede en pige i Næstved, hvis hus en husar bandt sin hest ved. De holdt bryllup straks, men et af den slags, hvor der hverken var degn eller præst ved.

(Ritmester Lorentz Münter)

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

Ritmester LM havde inviteret sin gamle ven Christian (fra Den kgl. Livgarde) til middag. Før man gik til bords fik man en hyggelig sludder og en whisky. Christian hævede sit glas og sagde: "Skål Laurentius", med tryk på sjus. Hertil returnerede LM: "Skål Christianus" - med tryk på anus.

I Casinoet stod i mange år en radio udlånt fra "Folk og Værn". Dens anvendelighed blev naturligvis ringere og ringere, og der faldt mange barske bemærkninger i den anledning. I en formiddagspause var der almindelig latter omkring radioen. Grunden var, at den - i lighed med de mange smukke gaver i Casinoet var blevet forsynet med en nydelig lille sølvplade. I pladen var indgraveret: SKÆNKET AF GENERAL DE MEZA.

Regimentschefen, oberst JJ, og major "Kanon-Ole" mødtes i kasernegården. For at vise sin intersse for majoren spurgte obersten: "Nå, hr. major, hvordan går det så?" Da majoren den dag ikke havde det så godt, startede han en længere udredning om sin helbredstilstand, som obersten dog hurtigt fik afbrudt ved at brøle: "Det er s'gu ikke dit helbred jeg spø'r til - det er tjenesten!"

En nyudnævnt løjtnant kommer til 1. ryttereskadron optændt af "den hellige ild". Da han ser to sløve staldvagter, der sindigt er ved at feje staldgangen, brøler han: "I skal ikke bare feje, I skal feje med iver og begejstring!"

En god ven af Ritmester LM foreslog, at de skulle gå i byen "og spise en lille frokost med et par småsild og en tår øl samt et lidet bæger snaps". Ritmesterens svar var: "Tak - men hvorfor skal alting være så forbandet småt i Danmark?"

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk