Slaget ved Kolding 23. april 1849

Slaget ved Kolding 23. april 1849 Slesvigske Krige – Treürskrigen

Af Thomas Larsen

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

2

Kapitel I REDEGØRELSE FOR DEN SPECIFIKKE UDGANGSSITUATION FORUD FOR SLAGET VED KOLDING DEN 23.

APRIL 1849

1. Udgangspunktet Efter fem måneders kampe, i det der senere skulle kendes som Treårskrigen, stod de stridende parter overfor stormagternes ønske om at indstille kamphandlingerne. Stormagterne var i denne forbindelse primært England og Rusland, hvis respektive regeringer, efter kampene ved Sundeved, var vrede og utålmodige, fordi de forstyrrede mæglingsforsøgene. Som yderligere dansk motivation for våbenhvile, var ønsket om at undgå vinterkrig.

Under kampene fremkom ved flere lejligheder forslag fra såvel slesvig-holstensk som engelsk side til løsningen af konflikten. Dette skulle ske ved en deling af hertugdømmet Slesvig, hvilket fandt opbakning i den danske regering i efteråret 1848. Der var dog ikke tilstrækkelig opbakning blandt befolkningen, og forslaget blev endeligt afslået af Frederik VII. Resultatet blev at regeringen gik af og i november måned tiltrådte den nye regering med general Hansen som krigsminister.

Den 26. august 1848 blev der i Malmö indgået en overenskomst, der indledte syv måneders våbenstilstand, og som for en periode skulle skabe ro i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Ifølge denne overenskomst skulle våbenstilstanden automatisk betragtes som forlænget efter de syv måneder, såfremt den ikke blev opsagt af involverede parter. Opsigelsesvarslet var en måned, hvorefter parterne skulle indtage de stillinger, de ved kampenes afslutning i 1848 besad. Endvidere blev følgende aftalt: Slesvig og Holsten skulle rømmes for tropper. Det blev tilladt Danmark at opretholde 2000 mand på Als, ligesom et lignede antal forbundstropper måtte opholde sig i Slesvig og Holsten til bevogtning af depoter m.v.

Alle krigsfanger skulle frigives.

Den danske flådeblokade af nordtyske havnebyer skulle ophøre, samtidig med at opbragte skibe skulle frigives.

Danmark skulle holdes skadefri for de af fjenden opkrævede rekvisitioner. Samtidig skulle Danmark tilbagebetale værdien af de skibe og ladninger, der efter opbringningen var solgt.

Orden skulle i Slesvig opretholdes af korps bestående af slesvigere, der ved våbenhvilens begyndelse gjorde militærtjeneste ved hertugdømmerne.

Hertugdømmernes forbundskontingent forblev under våben i Holsten.

Regeringen skulle bestå af en styrelse på fem mand. Bestående af en formand der skulle vælges af den danske- og preussiske konge i fællesskab, samt to medlemmer fra hvert land.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

3

På papiret så alt lovende ud, men det skulle snart vise sig i praksis at fungere anderledes. Fællesregeringen trådte sammen den 22. oktober 1848, men der gik ikke lang tid før det stod klart, at den blot var en forlænget arm for de slesvig-holstenske oprørere. Således kom den til at virke som en selvstændig slesvigholstensk regering i stedet for den fællesregering, der var tænkt og aftalt. Resultatet for den dansksindede del af befolkningen var mærkbare, idet fællesregeringen uden omsvøb diskriminerede den danske tilstedeværelse. Det gav sig blandt andet udtryk i at danske embedsmænd blev udskiftet, Dannebrog blev forbudt, det danske sprog blev undertrykt og dansksindede blev i stor udstrækning udsat for vilkårlige arrestationer. Hele vinteren igennem blev undertrykkelsesmetoderne gradvist mere brutale, hvilket den 20. januar 1849 resulterede i at 200-300 utilfredse dansksindede bønder nægtede at indkvartere slesvigholstenske tropper. Fællesregeringen tolkede bøndernes reaktion som oprør, hvilket blev bragt til orden af slesvig-holstenske tropper. Den danske regering protesterede kraftigt overfor disse episoder, men blev afvist af fællesregeringen, der henviste til at der ikke måtte befinde sig andre tropper i området end aftalt i overenskomsten af 26. august 1848, hvorfor man havde set sig nødsaget til at nedkæmpe disse "bondeenheder". Den danske regering var ikke tilfreds med denne redegørelse, men ønskede samtidig ikke yderligere overgreb mod sagesløse sønderjyder, hvorfor man ikke foretog sig yderligere. I stedet forfattede regeringen en skrivelse direkte til de dansksindede i Slesvig: "Regjeringen opfordrer i Kongens Navn Slesvigs tro Befolkning til i sin Modstand imod uretmæssig Fordringer ikke at møde Magt med Magt, idet den kan holde sig forvisset om, at Kongen ei udover det Tidsrum, der oprindelig er foreskrevet for Vaabenstilstandens Varighed vil indrømme en Forlængelse af den utaalelige Tilstand, som er en Følge af hiin Overeenskomsts mangelfulde Opfyldelse."

Herved var startskuddet til anden halvleg, af Treårskrigen, reelt givet. Som lovet vedtog den danske regering den 21. februar 1849 at opsige våbenhvilen, hvorfor kampene kunne genoptages den 26. marts, præcis syv måneder efter den var underskrevet. Dette udløste misbilligelser fra russisk, engelsk og fransk side, hvorfor Danmark nu stod alene såvel militært som politisk. Det skal i den forbindelse nævnes, at især England ved Lord Palmerston, gentagne gange, og senest den 13. marts 1849, forsøgte at forhindre krigens fortsættelse. Forslagene gik generelt ud på at adskille Slesvig fra Holsten, og udfærdige en selvstændig forfatning, der skulle binde Slesvig til den danske trone. Det var store indrømmelser der her blev givet Danmark, hvorfor regeringen besluttede at acceptere forslaget. Forbundsregeringen kunne derimod ikke umiddelbart tiltræde denne aftale, og forsøgte med en række tillægs- og ændringsforslag. Den 24. marts 1849 fremlagde den danske regering et ultimatum, der blev afslået af forbundsregeringen, herefter ansås yderligere forhandlinger for nyttesløse og planen om at genoptage krigen den 3. april 1849 blev fastholdt.

På begge sider var tiden udnyttet til udvidelser og forbedringer af respektive hære. Begge parter indførte i 1848 almindelig værnepligt, i Danmark ved en foreløbig lov af 29. september 1848 og den endelige lov af 2. februar 1849. Den danske hær talte nu 41.000 mand, og den slesvig-holstenske, der var reorganiseret efter preussisk model, havde 14.000 mand og ca. 5.000 i reserve. Prinsen af Nör var i september 1848 trådt tilbage som øverstkommanderende. Han blev afløst af den preussiske general Edvard von Bonin, der havde været øverstbefalende for de tyske forbundstropper der kom slesvig-holstenerne til hjælp i 1848. Sammen med den slesvig-holstenske hær stod en tysk forbundshær på 46.700 mand sammensat af kontingenter fra 23 af forbundets medlemsstater. Preussen stillede den ene af de fire divisioner, Hannover og Sachsen den anden, og de øvrige 20 kontingenter fyldte de sidste to divisioner. Øverstbefalende for samtlige styrker var den preussiske generalløjtnant von Prittwitz. Under slaget ved Kolding kom den danske hær udelukkende i Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

4

kamp med den slesvig-holstenske division, den 5. division under forbundshæren. Når jeg alligevel nævner disse forhold er det med henblik på at kunne påvise, at den slesvig-holstenske reorganisering var direkte støttet af såvel Kongen af Preussen, som Det Tyske Forbund.

Udgangspunktet for projektet er således det danske felttog 1849. Ved forberedelserne af det nye felttog forelå der fra dansk side to modstridende planer, se også bilag 1. Krigsminister Hansen ønskede en hurtig besættelse af hele Slesvig, ved at lade et korps på 24.000 mand gøre landgang ved Slien og Ekernførde og herfra rykke frem til Slesvig by. Overkommandoens plan gik der imod ud på, med hele hæren fra Sundeved, at angribe og ødelægge den slesvig-holstenske hær ved Flensborg og Bov, inden forbundshæren kunne nå frem.

Overkommandoen, med Krogh og Læssøe i spidsen, måtte afvise krigsministerens plan som urealistisk, og Hansen indrømmede modvilligt sin plans umulighed, men det forøgede den aversion, han nærede mod Læssøe. Resultatet blev at krigsministeren godkendte Overkommandoens plan med visse begrænsninger.

Krigshandlingerne i 1849 begyndte således med et dansk angreb fra Als gennem Sundeved og fra Kolding ned gennem det østlige Slesvig. Efter sejre i mindre kampe om Haderslev, Avnbøl og Ullerup var hæren klar til angrebet på den fjendtlige hær ved Bov, men krigsministeren befalede styrkerne tilbage til henholdsvis Kolding og Dybbøl, idet han vurderede den politiske situation for ændret og ikke længere stolede på planen. Samtidig havde krigsministeren ikke helt opgivet sine tanker om en landgangsoperation, og således endte planen som et kompromis mellem de to, tidligere omtalte, divergerende løsningsmuligheder.

På befaling af krigsministeren, sejlede linieskibet Christian VIII og fregatten Gefion den 5. april ind i Ekernførde fjorden. Formålet var at foretage en demonstration, der skulle vildlede fjenden til at tro, at deres flanke var truet af en landgang, og derved binde tropper der ellers ville være indsat om Sundeved.

Planen endte dog i en stor fiasko, idet Christian VIII drev på grund og sprang i luften og Gefion måtte stryge flaget og overgive sig, efter få timers kamp med de fjendtlige landbatterier. Ud fra en militær betragtning var dette ikke af betydning for kampen (flåden bevarede fuldt søherredømme), men politisk skabe episoden stor bekymring, idet flåden var Danmarks stolthed og nationen altid havde følt sig uovervindelig på dette område. Resultatet af denne fiasko blev at krigsministeren, den 7. april 1849, befalede hovedstyrken af den danske hær tilbage til Als og Ryes korps tilbage til Kolding. Hærens hovedstyrke var dog for stor til forsvaret af Als, hvorfor styrkerne blev flyttet, således at hæren i midten af april Stod med flankekorpset på Als, reserven på Fyn og Ryes korps i terrænet om Kolding.

Som tidligere nævnt var kompetenceforholdet mellem krigsministeren og Overkommandoen mildest talt kaotisk, og præget af interne magtstridigheder. Derfor benyttede krigsministeren lejligheden til at afsætte både Krogh og Læssøe fra hærens overkommando med påstand om, at de havde ansvaret for ulykken. For Hansen var hovedsagen at få Læssøe fjernet - Krogh måtte blot følge med i udrensningen. Som ny øverstkommanderende udpegede krigsministeren general Bülow, der fik oberst Flensborg som stabschef.

2. Kampen den 20. april 1849 Den slesvig-holstenske hær var medio april 1849 rykket langsomt frem gennem Slesvig, således at deres forposter, den 15. april 1849, stod syd for Kolding. Grunden til dette skal findes i forholdet mellem forbundsregeringen i Frankfurt og den Preussiske Konge, der lå i interne stridigheder om hvorledes disse Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

5

revolutionære danskere skulle tackles. Da general Prittwitz rettede sig efter den Preussiske kongemagt, var det denne der var afgørende for de slesvig-holstenske dispositioner. Den preussiske Konge var ikke interesseret i at en hurtig succes skulle kaste et godt skær på forbundsregeringen, hvorfor han befalede Prittwitz til at foretage fremrykningen langsomt. Således fik general Bonin ordre til ikke at indlade sig i nogen alvorlig kamp med danskerne, samt hvis situationen bød det vige ud til Haderslev.

Ligeledes havde Ryes korps (syd for Kolding) den 14. april 1849 modtaget en befaling, hvoraf det fremgik, at Overkommandoen vurderede at fjenden ville fortsætte sin fremrykning over Kongeåen og ind i Nørrejylland. Rye skulle overfor en overlegen fremrykning søge tilbage til Vejle Å, før han måtte søge en afgørelse i kampen.

Den 20. april 1849, klokken fem om morgenen, modtog den slesvig-holstenske avantgardebrigade, den ventede befaling at kaste de danske forposter tilbage til Kolding, samt at indtage den sydlige del af byen frem til Kolding Å. På dansk side havde general Rye i henhold til ordren, om at føre kampen let for derved at skåne byen efterfulgt af tilbagegang, indrettet forsvaret med ét af korpsets fire kompagnier. Angrebet begyndte klokken 06.45 med stærkt overlegne slesvig-holstenske styrker og allerede klokken 08.15 blev ordren til tilbagetrækning givet, og de danske forposter gik tilbage til terrænet nord for Kolding. Danskerne led i den forbindelse kraftige tab hvorimod kampen fra slesvig-holstensk side er beskrevet som en stor triumf, hvilket samtidig forklarer hvorfor oberst Zastrow, chef for de slesvig-holstenske styrker, tilsidesatte tidligere givne befalinger om ikke at rykke over Kolding Å. Grebet af egen succes fortsatte den slesvigholstenske avantgardebrigade over Kolding Å og ind i selve byen, idet Zastrow mente at handle i general Bonins ånd, og at et brohoved kunne få betydning for den videre kamp i Jylland.

Efter forholdsvis små anstrengelser at have nået Kolding, gav oberst Zastrow ordre til at forfølge de danske styrker. Dette skulle foregå ved at lade to bataljoner rykke frem af henholdsvis vejen mod Vejle og Fredericia. Formålet var at tage højdepartiet nord for Kolding, der ligger mellem disse to veje. På dette højdeparti havde danskerne imidlertid indrettet sig til forsvar, med major Wilsters 1. jægerkorps. Forsvaret viste sig at være effektivt, idet højdepartiet blev fastholdt indtil Rye kunne nå at indsætte en reservebataljon. Således forsvarede Rye terrænet nord for Kolding indtil klokken 10.00, hvorefter han frygtede et slesvig-holstensk flankeangreb fra vest. Klokken 10.30 trak Ryes korps sig tilbage til terrænet bag Almindedalen, ca. 10 kilometer nord for Kolding, hvor korpset gik i kantonnement.

Efter at oberst Zastrow klokken 11.00 havde opnået fuld kontrol over Kolding og terrænet nord herfor, befalede han forposter frem. Slesvig-holstenerne sad således ca. 2 kilometer nord for Kolding (den nøjagtige placering kendes ikke), hvilket samtidig blev det endelige resultat af dagens kampe.

3. Dagene den 21. og 22. april Den 19. april 1849 havde general Bülow i en skrivelse til krigsminister Hansen præsenteret sin opfattelse af situationen. For Bülow var det helt naturligt, at slesvig-holstenerne rykkede langsomt frem. Han mente ikke, at der var andre muligheder, idet en invasion af Als syntes umulig, og en invasion af Nørrejylland ville splitte de fjendtlige styrker i to dele. Derfor burde den danske hær, efter Bülows mening, forberede sig bedst muligt på enhver tænkelig slesvig-holstensk operation, enten i Nørrejylland eller på Als. Dertil havde han som nævnt reserven stående på Fyn, bestående af 3. og 4. brigade, der herfra nemt kunne disponeres ved flåden hjælp. Bülow var især optaget af reservens indsættelse i Nørrejylland, hvor han vurderede at 3.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

6

og 4. brigade skulle tage opstilling nord for Kolding, og lade Ryes korps danne den vestlige flanke. Dette skulle blot være udgangspunktet, idet han ved fjendtligt pres ville gå tilbage bag Vejle Å med Ryes korps, samt trække brigaderne tilbage til Elbodalen. Bülow mente ikke at fjenden ville vove at forfølge Ryes korps op gennem Jylland, med brigaderne og Fredericia-fæstningen i højre flanke. Det er således vigtigt at slå fast, at det var Bülows opfattelse, at kampen ikke skulle afgøres ved Kolding.

Da Bülow den 20. april fik melding om, at insurgenterne havde indtaget Kolding, besluttede han sig – på trods af sin oprindelige opfattelse – at erobre byen tilbage. Motivationen for dette skal findes i de forventninger der var stillet til general Bülow da han overtog kommandoen, såvel fra krigsminister Hansen som hele den danske befolkning, der efter felttogets dårlige start tørstede efter moralsk oprejsning. Bülow befalede derfor 4. brigade under general Moltke til den 21. april at overføre sine tre bataljoner til Jylland (8. og 11. liniebataljon og 5. reservebataljon), og her få tilgang af de styrker der siden den 10. april havde været afgivet til fæstningen i Fredericia (9. liniebataljon og 6. reservebataljon). Efter 4. brigade skulle 3. brigade under general Schleppegrell overføres, da den var placeret længere inde på Fyn. 3. brigade skulle overføres fra Middelfart til Snoghøj sammen med 1. kavaleridivision samt 3. og 4. batteri. Jeg vil senere behandle denne troppeoverførsel.

Det var Bülows plan, at 3. og 4. brigade den 22. april skulle stå i henholdsvis Gudsø og Havreballe.

Brigaderne skulle derefter rykke frem mod Kolding i to akser, med 3. brigade i en akse over Nr. Bjert, og 4. brigade over Vilstrup, Eltang og Bramdrup. Ryes korps skulle fra Almindedalen rykke frem mod Ejstrup, for her at passere Kolding Å og sikre den vestlige flanke. Samtidig skulle korpset sende en mindre styrke over Seest til terrænet syd for Kolding.

Klokken 12.00 den 22. april stod 4. brigade klar i de befalede stillinger om Havreballe, ligesom general Rye med sit korps stod klar. Imidlertid havde overførslen af 3. brigade m.fl. taget længere tid end beregnet, hvorfor disse styrker ikke var klar som befalet. På dette grundlag besluttede Bülow at udsætte angrebet til næste dags morgen. Styrkerne blev herefter anbragt i kantonnement og forposter blev udstillet. Den danske opstilling, den 22. april om aftenen, var således med 3. brigade om Børup, Taarup og Tavlov – 4. brigade længere mod vest om Sr. Vilstrup, Højrup og Herslev (de sydligste forposter om Eltang, ca. 5 kilometer nordøst for Kolding) – Ryes korps forblev i kantonnement bag Elbodalen og sendte forposter frem til linien Eltang Kirke over Lilleballe til Stubdrup.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

7

Kapitel II ANALYSE AF KAMPENS VILKÅR

4. Kort om våben Grundlaget for den danske hærs udrustning var hærplanen af 1842, rammerne var dog ikke helt udnyttet pga. manglende økonomiske ressourcer. Således havde infanterienhederne og jægerkorpsene, både underofficerer og menige, glatte musketter af typerne M/1822 og M/1828, dog havde de bedste skytter i hvert kompagni udleveret underofficersrifler. Ved kavaleriet var det reglen at menige havde to karabiner, hvorimod underofficerer havde en karabin og en glatløbet pistol. Indenfor var artilleriet det udelukkende det beredne personel der var bevæbnet, hvorfor officerer og underofficerer var udrustet med to glatte pistoler.

De i hæren anvendte geværer var alle forladede perkussionsgeværer, med undtagelse af nogle få forsøgsvise bagladekarabiner. Det vil sige at antændelsen foregik ved et slag mod en fænghætte, og ikke som tidligere ved flintelåse. De glatte perkussionsmusketter M/1822 og M/1828 var henholdsvis 188 og 187 cm. lange, og var forsynet med en lang kraftig bajonet. De havde begge en kaliber på 17,5 mm. og skudhastigheden var 3 til 4 skud i minuttet, hvilket blev reduceret til det halve efter blot få skud (ophobning af krudtslam gjorde det vanskeligt at presse kuglen ind i piben). Effektiv skudafstand for begge musketter var ca. 160 meter.

Underofficersriflen var noget kortere, men til gengæld udstyret med en længere spinkel bajonet. Piben var ottekantet med otte riffelgange. Kaliberen var 15,5 mm. og den effektive skudafstand var meget afhængig af den enkelte skytte. Grunden til at dette våben blev udleveret blandt de bedste skytter, var at det med korrekt betjening skød længere og mere præcist end de glatte musketter.

Den slesvig-holstenske hær var i det store hele udrustet som den danske, idet størstedelen af deres våben stammede fra depoterne i Rendsborg, der ved ’kuppet’ i 1848 faldt i hænderne på Prinsen af Nör. Disse depoter havde tilmed indeholdt de nyeste og bedste danske våben, fordi Kongen ville give et godt indtryk af hærens standart mod syd.

Dansk kavaleri havde stor mangel på skydevåben, og både pistoler og karabiner var udstyret med flintelåse, hvilket også for datiden var dårlig standart. I modsætning til det slesvig-holstenske kavaleri der allerede i 1847, mens det stadig var under dansk kommando, blev udrustet med moderne perkussionsvåben.

Det danske feltartilleri var i 1849 forladeskyts af moderne konstruktion efter system 1834. Kanonerne var glatløbede og støbt i jern, hvilket på den tid var noget forholdsvis nyt. De var monteret på en lavet med store kraftige hjul og en prodskrog, hvilket gjorde dem meget mobile i terrænet. Det slesvig-holstenske artilleri var materielmæssigt identisk, idet 32 feltkanoner og 140 stykker fæstnings- og belejringsskyts var faldet i hænderne på oprørene under kuppet i Rendsborg.

På dansk side anvendtes såvel kolonne- som divisionsespingoler, der kunne afgive mellem 32 og 48 kugler på under 2 minutter. Den effektive skudafstand på disse espingoler kan variere meget, idet skudafstandene

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

8

netop i 1849 blev kraftigt forøget. På de gamle espingoler var løbene glatte, og skudafstanden op til 125 meter. I løbet af 1849 blev løbene imidlertid riflede og kuglerne spidse, hvorved skudafstanden blev forøget til ca. 375 meter for kolonneespingolen og ca. 500 meter for divisionsespingolen.

5. Opgaven Opgaven for general Bülow og den danske hær var, ud fra et rent militært synspunkt, at standse fjendtlig fremtrængen op gennem Jylland. Samtidig var de tyske forbundstropper under fremrykning fra syd, og talte ikke mindre end 46.700 mand. Dette blev dog ikke udtrykt som et krav til Bülows opgaveløsning, idet man regnede med at binde de tyske forstærkninger, med de 7.000 danske tropper der forsvarede Als. Derudover indeholdte opgaven til Bülow et kæmpe politisk pres, såvel nationalt som internationalt. For det første ville man gøre det klart overfor insurgenterne, at man ikke tolererede invasionen af Slesvig og Jylland. Dertil kom et krav om moralsk oprejsning fra den danske befolkning, der efterhånden tvivlede på om krigen kunne bibringe en løsning til det slesvig-holstenske problem. Til at anskueliggøre offentlighedens utålmodighed og misnøje vil jeg citere et samtidigt københavnsk tidsskrift: "…Og hvor meget nedslaaende ligger der ikke alene i den Tidsparralel, som paatrænger sig af sig selv: den 23de April 1848 kæmpede Danske og Tydske paa Dannevirke og i Slesvigs Gader, den 23de April 1849 have de kæmpet ved Kongeaaen, i Koldings Gader; ja, det kan ikke blive klarere, at Parralelen danner et Led i den hele Række af ulykkelige Kjendsgjerninger, som Slesvigs Forhold til Danmark frembyder…"

Opgaven for general Bonin og den slesvig-holstenske hær var anderledes klart defineret, idet den var dikteret af general Prittwitz, og dermed var under stor indflydelse af den preussiske Konge. Opgaven lød, som allerede nævnt, at rykke langsomt frem gennem nordlige Slesvig – uden at krydse Kongeåen, hvilket den preussiske Konge havde sat som krav for ikke at skabe politisk modvind. Bonin måtte ikke indlade sig i afgørende kampe med danskerne, men i stedet vige ud og først ved Haderslev gøre holdt og søge at standse en evt. dansk fremrykning. Fra tysk side har denne plan haft til formål at lade danskerne og slesvigholstenerne slås i Nordslesvig, og herved skabe de politiske forudsætninger for at indsætte forbundshæren frem til grænsen mellem Slesvig og Nørrejylland. En egentlig invasion af Nørrejylland har formentlig aldrig været en seriøst handlingsmulighed for det tyske forbund.

6. Situationen på slesvig-holstensk side Oberst Zastrow lod ikke den slesvig-holstenske avantgardebrigade ligge på den lade side. Han udnyttede tiden, den 21. og 22. april, til med stor entusiasme at udbygge forsvarsstillingerne omkring Kolding. Således lå 1. insurgentjægerkorps i forsvar om de to nordlige indfaldsveje, samt den mellemliggende Skinderlykkebakke. 2. insurgentjægerkorps forsvarede selve Kolding i den østlige del, om henholdsvis slotsmøllen, staldgården og slotshaven. 9. insurgentbataljon fik til opgave at forsvare den vestlige del af Kolding, i linien nordvestlige kant af Slotssøen, hospitalet over kirken til Kolding Å. Den 10. insurgentbataljon fik til opgave at bygge en nødbro ved siden af den eksisterende i sydkant Kolding, samt sende 100 mand til Ejstrup med opgave at forsvare vadestedet over Kolding Å. Det 3. batteri var i kantonnement syd for Kolding. Forposterne blev bemandet af to eskadroner fra henholdsvis 1. og 2. insurgentdragonregiment. Således benyttede oberst Zastrow de store hindrelinier, i form af fjorden, Slotsøen og Kolding Å, til at skabe et effektivt forsvar af Kolding by, med dybde og mulighed for at forlægge tyngde.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

9

I mellemtiden benyttede Bonin lejligheden til at trække sine øvrige brigader længere mod nord, således at 1. insurgentbrigade den 21. april om aftenen stod fremme om Vonsild og Seest.

Den 22. april om formiddagen indløb der melding til Bonin at slesvig-holstenske enheder, fra terrænet om Dalby, havde observeret at danskerne overførte tropper fra Fyn til Snoghøj. Det var Schleppegrells 3. brigade der var under transport, ombord på et antal damp- og fragtskibe. Yderligere fik Bonin melding om, at der fra dansk side, var foretaget en kraftig rekognoscering i terrænet om Ejstrup og Harte. På baggrund af disse efterretninger, anså Bonin det for sandsynligt, at danskerne forberedte et angreb, hvorfor han befalede at enhederne skulle slutte tættere op om Kolding. Den slesvig-holstenske 1. brigade var tidligere befalet ud på venstre flanke, men fik nu ordre på at gå frem til Vrannerup og Gjelballe. Avantgardebrigaden havde allerede forberedt forsvar af selve Kolding, mens 2. slesvig-holstenske brigade blev befalet til ’at lukke hullet’ mellem de to øvrige brigader. Dette foregik ved at rykke ud på avantgardebrigadens venstre flanke, og sende en bataljon så langt frem som til Hjarup og Skanderup. Den slesvig-holstenske opstilling, den 22. april om aftenen, fremgår af bilag 3, på situationskort nr. 2.

Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Bonins dispositioner, såfremt han ikke havde modtaget meldinger om den danske troppeoverførsel eller rekognoscering, men jeg er overbevist om at han i mindre grad havde bragt styrker frem til Koldings forsvar. Dette bygger jeg på situationens generelle indhold, samt befalingen han havde modtaget den 20. april af Prittwitz.

7. Situationen på dansk side Den noget usikre situation i overkommandoens hovedkvarter på Snoghøj, affødte at Bülow den 22. april befalede en større rekognoscering iværksat. Rekognosceringen skulle omfatte henholdsvis Verst, Gjesten og St. Andst, hvor intet fjendtligt blev observeret, samt mod områderne Harte og Ejstrup, hvor fjendtlig tilstedeværelse til gengæld blev konstateret. Yderligere erfarede man, ved at udspørge lokale forbipasserende, at yderligere slesvig-holstenske tropper var trukket frem til Koldings forsvar. Således så det opdaterede efterretningsbillede væsentlig anderledes ud, hvilket fremgår af bilag 3, på situationskort nr. 2.

Efter rekognosceringen var situationen altså den, at Bülow nu var klar over, at forudsætningerne for angrebet stod fuldstændig ændret. Som følge af den omtalte rekognoscering kunne Rye meddele, at fjendens hovedstyrke lå i Kolding, hvilket blev støttet af chefen for efterretningstjenesten, der i øvrigt kunne tilføje at adgangene til Kolding var barrikaderede. Sammenholdt med den politiske situation, og befolkningens krav om sejr, stod hans valg således mellem at aflyse eller udskyde det forestående angreb, eller fastholde planen. Bülow valgte at gennemføre planen, hvilket ikke kan siges at være uklogt, situationen taget i betragtning. Dertil kom også den faktor, at tiden arbejde for slesvig-holstenerne og de tyske forstærkninger. Derfor mener jeg alt taget i betragtning, at det var den rigtige beslutning Bülow tog.

Det næste spørgsmål for Bülow må derefter have været, hvordan angrebet så skulle gennemføres, overfor den ændrede fjendtlige situation. Og her begik Bülow, efter min mening, en stor fejl. Bülow valgte fuldstændig at se bort fra de indløbne oplysninger, og lod planen for angrebet stå uændret. Hvad motivationen for denne beslutning har været, kan jeg kun gætte mig til, men en af årsagerne kunne være at han netop var tiltrådt som øverstkommanderende efter general Krogh, og ikke ønskede at fremstå usikker

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

10

overfor hans undergivne chefer. Dette retfærdiggøre imidlertid ikke beslutningen, der stadig må betragtes som en dumdristig fejldisponering.

Bülow burde, i takt med at forudsætningerne for angrebet smuldrede, have begrænset målsætningen for angrebet. Målsætningen kunne som en begyndelse være ændret fra udslettelse af slesvig-holstenske tropper til at fordrive dem fra selve Kolding, altså at kaste fjenden tilbage. Alternativt at have brugt mere tid på angrebet, og ved at lægge tyngde i enkelte afsnit af fronten skabe de nødvendige gennembrud. De anvendelige løsningsmuligheder er mange, men den valgte var desværre ikke en af dem.

8. Relativ kampkraft Som beskrevet under afsnit 4, var det materielmæssige styrkeforhold forholdsvis jævnbyrdigt – for ikke at sige identisk. Måske med en lille fordel til de slesvig-holstenske styrker, idet især deres kavaleri var mere moderne udrustet.

Antal af forskellige enheder på hver side fremgår af bilag 2. Det skal i den forbindelse nævnes, at den slesvig-holstenske division indgik i de tyske forbundstropper som den 5. division. Forbundstropper nåede dog aldrig frem, hvorfor bilaget viser de styrker der reelt stod overfor hinanden den 23. april 1849.

Af bilaget fremgår det at de danske styrker var svagt overlegne i antallet af soldater (forholdet 2 til 3 i dansk favør), især i antallet af kavalerienheder var det danske armekorps overlegent. Således har danskerne hvad angår mobilitet og våbenkraft været bedre stillet end den slesvig-holstenske division. Til gengæld viser bilaget samtidig, at slesvig-holstenerne rådede over flere kanoner i form af tunge tolv-punds fæstningsskyts. Dette udligner styrkeforholdet i smule, men udligner det ikke helt. Skal styrkeforholdet gøres op, alt inklusiv, er det min vurdering at danskerne havde en svag fordel.

Mere interessant er det imidlertid hvorledes styrkeforholdet udmøntede sig, som de enkelte enheder mødte hinanden. Idet slesvig-holstenerne bestemte terrænet og danskerne bestemte tiden og retningen, kunne det være spændende at sammenligne styrkeforholdet i de enkelte angrebsakser, hvilket vil påvise hvor Bülow lagde tyngden i angrebet (akserne har numre fra vest mod øst).

Akse Slesvig-holstenske styrker Danske styrker Forhold 1 1. brigade Ryes 5. brigade 1 : 1 2 2. brigade og kavaleri 4. brigade 1 : 1 3 Avantgardebrigaden 3. brigade 2 : 3 Når styrkeforholdet i højere grad udlignes når jeg fremstiller det på denne måde, hænger det sammen med den forholdsvis store reserve Bülow udsparede. Hvad der er mere væsentligt er, at jeg ud af ovenstående sammenligning kan konkludere at Bülow ikke har lagt tyngde i nogle af akserne. Muligheden for at danne tyngde var dog til stede i form af to kavaleribrigader der formerede reserven, hvilket jeg senere vil behandle.

Der var yderligere to faktorer der gjorde sig gældende for det indbyrdes styrkeforhold, nemlig den enkelte soldats kampkraft og enhedernes moral. Den, for danskerne, uheldige start på felttoget i 1849, har Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

11

selvfølgelig sat sine spor i soldaternes moral. Derudover har 3. brigade uden tvivl været godt brugt efter troppeoverførslen den 22. april.

9. Terrænet Kolding Å lå (og ligger i øvrigt stadig) i en åben dal. På begge sider hæver terrænet sig til betydelige højder.

Disse højdedrag er flere steder gennemskåret af skovklædte kløfter. Det vigtigste tilløb er Nebel Å, seks kilometer vest for Kolding. Selve Kolding lå i 1849 i dalen og hovedsageligt nord for åen. I den nordøstlige del af byen lå den store slotssø og længere mod vest Kolding fjord. Imellem fjorden og slotssøen lå Snoghøjchausseen, og den nordlige indfaldsvej udgjorde Vejle-chausseen. De dominerende højdepartier i udkanten af Kolding var således, Koldinghus (slottet), staldgården, slotsmøllen og Skinderlykkebakke. Allerede i 1849 var man opmærksom på højdedragenes militære betydning, idet man i et – ikke militærfagligt – tidsskrift kunne læse følgende udsagn: "…var der ved et Angreb paa Kolding saa at sige intet at vinde, thi Kolding kan ikke holdes mod en Fjende, der er forsynet med Artilleri, da Byen beherskes af de omliggende Høider. I strategisk Henseende synes Planen derfor strax at burde være opgiven…"

Tre kilometer nordvest for Kolding lå Harte på et fremtrædende højdedrag. Gennem Harte løb Ribelandevejen fra Kolding og mod vest. I ådalen en kilometer sydvest for Harte lå Paaby, og yderligere to kilometer mod vest lå Ejstrup. I begge byer fandtes der vadesteder af en meters dybde, derudover fandtes der i Ejstrup en bro. Lige overfor Ejstrup, på den sydlige side af åen, lå Vranderup. Adskilt fra Vranderup ved nogle nøgne bakker ligger Gjelballe Skov. Gennem skoven løber en vej parallelt med Ribe-landevejen gennem Vranderup over Seest til Kolding. En stilling i Kolding by ville let kunne omgås mod vest, ved Paaby eller Ejstrup. Derfor var terrænet meget anvendeligt til flankerende bevægelser.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

12

Kapitel III ANALYSE AF KAMPENS GENNEMFØRELSE

10. Angrebsplanen Om aftenen den 22. april 1849 holdt general Bülow befalingsudgivelse i hovedkvarteret om Snoghøj.

Befalingen lød som følger: "Generalmajor Rye’s Corps rykker frem saa tidligt i morgen fra de respective Cantonnements imod Eistrup og Paaby, at Corpset Kl. 5 kan have indtaget Stilling her. En mindre Styrke maa gaa frem imod Lejrskov.

Overgangen ved Eistrup søges strax tilveiebragt, og forsaavidt den kan effectueres, maatte den være passeret Kl. 6, og den hertil bestemte Deel af Corpset (et Par Batailloner) pousseres frem igjennem den nordvestligste Deel af Skoven, som stærk besættes, og sendes fornemmelig en Cavalleristyrke mod Seest.

Den 4de Brigade gaaer over Lilleballe til Chauseen, hvor Veien gaar af fra denne til Bramdrup, og følger derefter Chauseen mod Kolding, holdende stadig Forbindelse med den 3die Brigade som gaaer frem over Gudsø og Bjert. Disse Brigaders Marche indrettes saaledes at de ere ankomne respective ved Bramdrup og Bjert Kl. 6 Morgen; den 3die og 4de Brigade gaae frem i 2 Trefninger.

Da en Overrumpling om mulig tilsigtes maa Marchen foregaa saa skjult og stille som mulig. Armecorpsets Styrke giver en saa tilstrækkelig Sikkerhed, at Terrainafsøgninger paa Grund heraf forholdsvis kunne indskrænkes. I Tilfælde af en Tilbagegang trække Brigaderne sig tilbage til de i dag havte Stillinger.

Batteriet Marcussen og Den 1. Cavallerie-Division følge den 3die Brigade, det halve Batterie Haxthausen forbliver i morgen ved 4de Brigade. Ved Forposttienesten anbefales den største Agtpaagivenhed, og med Hensyn til Passagen iagttages, at Ingensomhelst passerer ud af vore Linier, hvorimod det paa den anden Side heller ikke kan tillades de fra den fiendtlige Side Ankommende at vende tilbage, men Disse maa enten passere Linierne ind efter under Ledsagelse, eller anholdes og bevogtes.

Den 3die og 4de Brigades Magasiner flyttes i løbet af Dagen i morgen, naar ei anderledes befales til respective Krybily og Sønder Vilstrup."

Bülow.

Planen var således med 3. og 4. infanteribrigade at angribe og tage Kolding frontalt, samt med dele af Ryes korps at foretage et flankeangreb, via overgangen i Ejstrup, med opgave at trævle fjenden op i flanken og om muligt at afskære hans tilbagegang. Således var angrebsplanen baseret på elementerne overraskelse, hurtighed og flankerende indsættelse. Samtidig kan man læse af Bülows befaling, at forudsætningerne i hans overvejelser for angrebets gennemførelse var, at det danske armekorps var overlegen i styrke og at fjendens hovedstyrke stadig stod ved Haderslev. Det militære mål for angrebet var at tilintetgøre den slesvig-holstenske avantgarde, før forstærkninger kunne nå frem.

Hvad man ikke umiddelbart kan læse ud af befalingen var reservens sammensætning og plan for indsættelse af samme. Når det ikke umiddelbart fremgår er det måske fordi der ikke er overvejet for denne Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

13

problemstilling, men da begivenhederne forløb anderledes må tvivlen komme Bülow til gode. I praksis blev reserven formeret af dele af Ryes korps, nemlig henholdsvis 1. og 2. kavaleribrigade. Planen for dennes indsættelse er delvist givet i opgaven til Ryes korps, idet Rye efter at have taget overgangen i Ejstrup - efter omstændighederne - skulle sende en kavalerienhed mod fjendens ryg over Seest. Det er dog også alt hvad der, på og mellem linierne, kan uddrages af opgaver til reserven.

Selvom jeg med god vilje har fundet elementer af befalingen mellem linerne og i den faktiske gennemførelse, er der stadig ting der ikke fremgår af planen. Plan for fastholdelse af Kolding bliver på intet tidspunkt berørt af Bülow, hvilket senere skal vise sig at blive katastrofalt. Som bekendt skal fastholdelse altid være en integreret del af angrebsplanen, det er et væsentligt princip general Bülow må siges at have forbrudt sig imod. I stedet fremgår det med al tydelighed hvorledes tilbagetrækningen forventes gennemført, såfremt det skulle blive nødvendigt. Sammenholdt med analysen af terræn under afsnit 9, vil jeg vove den påstand, at general Bülow i sine overvejelser for angrebet har sprunget terrænvurderingen over. Havde generalen i sine overvejelser inddraget terrænets beskaffenhed, havde han utvivlsomt kommet til den konklusion, at højdepartierne syd for Kolding skulle udgøre armekorpsets endelige angrebsmål.

11. Angrebet a. Fremrykningen ved Ryes korps.

Efter at Kolding den 20. april var gået tabt, var Ryes ingeniørdetachement – på nær en sektion – blevet sendt til Fredericia for at hjælpe med Fæstningsarbejderne der. Efter at angrebsbefalingen var givet den 22. april om aftenen, blev den resterende sektion sendt til Vejle for at skaffe broslagningsmateriel, da den ikke organisatorisk rådede over brotræn.

For at gøre forvirringen total, havde hovedkvarteret besluttet, at 4. brigade skulle afgive deres bromateriel samt to ingeniørsektioner til Ryes korps. Oberst Flensborg, stabschef for general Bülow, havde for at undgå misforståelser selv skrevet befalingen til 4. brigade. I befalingen nævner han de to ingeniørsektioner, men glemte at tilføje at de skulle medbringe brotræn.

Resultatet af disse uheldige episoder blev at Rye den 23. april om morgenen manglede materialerne til den nødvendige bro, hvorfor åen ikke blev passeret til tiden. Samtidig gik det langsomt med at samle korpset før angrebet, hvorfor Rye måtte melde til Overkommandoen at korpset først ville være samlet klokken 06.00, og at han på grund af det manglende bromateriel ikke kunne sende hovedstyrken over åen før ved 10-tiden.

På trods af at Rye tidligt må have indset at tidsplanen for angrebet ikke kunne overholdes, gav han ikke melding til Overkommandoen før den 23. april, klokken 05.00. Og Overkommandoens behandling af denne melding løste ingen problemer, idet svaret retur lød, at fremskynde overgangen mest muligt.

Skønt meget af angrebet afhang af Ryes bevægelse mod fjendens sydvestlige flanke, blev der ikke fra Overkommandoens side taget initiativ til at tilpasse planen til de faktiske omstændigheder. Således blev tidsplanen for angrebet ved 3. og 4. brigade fastholdt, med en mindre udskydelse, til klokken 07.30.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

14

Da dele af korpset var samlet omkring Harte Kirke klokken 06.00, iværksatte man bygning af broen.

Samtidig blev 1. og 3. kompagni fra 12. lette bataljon skudt frem til Paaby, mens 2. og 4. kompagni foretog en fremrykning mod Ejstrup, med opgave at tage overgangsstedet ved åen. Her stødte de imidlertid på de 100 slesvig-holstenske mand, der klokken 06.30 blev forstærket af to kompagnier, som bevogtede vadestedet. Det kom således til heftige kampe, hvorfor Rye befalede 4. reservebataljon og 6. halvbatteri til at forstærke enheden. Fjenden måtte herefter se sig ude af stand til at holde det danske pres og trak sig tilbage til terrænet syd for Kolding.

Rye vidste ikke på dette tidspunkt, til trods for den tidligere omtalte rekognoscering, præcist hvor vadestedet lå. Til gengæld havde han modtaget rygter om at fjenden havde bygget en gangbro ved Ejstrup, og besluttede at angribe over åen i forbindelse med dette punkt. Den 4. bataljon fandt hurtigt såvel vadested som gangbro, der dog kun var delvist brugbar, og rykkede således over åen mod syd, støttet af 6. halvbatteri fra Vranderup Hovgaard. Herefter delte styrkerne sig i tre enheder, med to hovedretninger, og med tre forskellige angrebsopgaver i forbindelse med Vranderup og omegn, hvorfor Ryes fremrykning som helhed blev bragt til standsning. Se figur 1 på bilag 4.

Rye, der på dette tidspunkt besluttede ikke at vente til broen var færdigbygget, befalede nu en større enhed fra terrænet om Harte Kirke til Ejstrup, med opgave at rydde området mellem Gjelballe Skov og Seest Mølleå, sammen med 4. bataljon der allerede befandt sig i området. Forstærkningen bestod af 1. jægerkorps, fire kompagnier fra henholdsvis 6. og 7. liniebataljon, 2. husardivision og fire kanoner.

Resultatet blev at Rye efterfølgende var i stand til at fortsætte fremrykningen over hele linien, frem til Seest Mølleå som blev besat. Fjenden trak sig derfor tilbage i to akser, én mod syd igennem Gjelballe Skov og én i sydøstlig retning mod Seest.

Ryes plan var herefter, at indsætte 12. lette bataljon der fra klokken 06.00 havde stået klar om Paaby, til at angribe de fra Vranderup flygtende fjender i flanken. Samtidig med at disponibelt infanteri skulle rykke over åen ved Ejstrup og herfra angribe mod Seest over Vranderup. Dette blev dog aldrig ført ud i livet, da slesvigholstenerne tog initiativet i kampen (behandles under afsnit 12). b. Angrebet ved 3. brigade.

Som planlagt brød 3. brigade ud af deres kantonnementer og rykkede frem, således at angrebet langs chausseen (Fredericiavej) kunne iværksættes klokken 07.00. På grund af de omtalte problemer ved Ryes korps, besluttede Bülow – der opholdt sig ved 3. brigade – at udsætte angrebet en smule. Omkring klokken 07.30 satte 3. brigade sin avantgarde i bevægelse. Den var formeret således: 4. kompagni af 3. Jægerkorps To kanoner fra Batteri Jessen 3. kompagni af 3. Jægerkorps 2. kompagni af 3. Jægerkorps Halveskadron af 2. husareskadron

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

15

Ingeniørdeling 1. kompagni af 3. jægerkorps Avantgarden rykkede uden modstand frem til terrænet om Kalkovnen og Dyrehavegaard Skov. Her blev den beskudt af slesvig-holstenske forposter udstillet på Skinderlykkebakke. Det blev ikke til de store kampe, idet forposterne efter kort tid frigjorde og sluttede sig til hovedstyrken. Avantgarden genoptog fremrykningen indtil de 700 meter nordøst for Slotsøen gjorde holdt. Årsagen hertil var en 500 meter bred eng, gennemskåret af en bæk, samt besat af slesvig-holstenske styrker i den sydlige kant (dele af 1. insurgentjægerkorps der forsvarede passet mellem Slotsøen og Kolding fjord). General Schleppegrell besluttede at angribe og kaste de slesvig-holstenske styrker med avantgarden. Angrebsplanen fremgår af figur 2 på bilag 4, og gik i hovedtræk ud på at angribe med tre enheder i tre retninger samtidig. Det der imidlertid skete var at husarerne, der skulle angribe sammen med 3. kompagni fra 3. jægerkorps, da de passerede general Bülow og hans stab på en bakketop blev opfordret ved tilråb til at attakere. Løjtnant Castenschiold, der førte halveskadronen, kvitterede ved straks at iværksætte attakken, på trods af at de øvrige enheder ikke var på plads. Episoden endte i en katastrofe, da halveskadronen var nået frem til ca. 15 skridt fra den forreste skanse, åbnede slesvig-holstenerne kraftigt ild og udslettede det meste af enheden.

Klokken var på dette tidspunkt 09.00. Jf. general Schleppegrells officielle rapport, var det ikke Castenschiold der red for tidligt frem, men 3. jægerkorps der kom for sent på plads – hvilket, efter at have sammenholdt episoden mod alle andre kilder, er et forsøg på at dække over stabens utidige indblanding.

Det var herefter ikke muligt at angribe skansen frontalt, idet denne opgave ikke kunne løses af jægere alene. Derfor måtte jægerkorpset indskrænke sig til at bekæmpe slesvig-holstenerne med ild, fra henholdsvis håndvåben og de to kanoner. Fra Dyrehavegaard Skov bemærkede man imidlertid omkring klokken 10.15, at slesvig-holstenerne trak sig tilbage, og en forfølgning blev straks iværksat. 3. jægerkorps og 5. liniebataljon trængte ad Fredericiavej frem mod Kolding havn og åen. Her blev de indviklet i heftige kampe med 2. insurgentjægerkorps, der havde til opgave at forsvare den østlige kant af Kolding by.

Schleppegrell befalede herefter resten af batteri Jessen frem på bakken ved de to kanoner der stod her i forvejen. Her skulle batteriet med ild skabe forudsætning for et nyt angreb. Samtidig havde 1. kompagni fra 5. liniebataljon haft held til at trænge frem langs Slotssøen, hvilket fik general Bonin til at indse, at det kun var et spørgsmål om tid før byen ville falde i danske hænder. Således besluttede Bonin at trække samtlige styrker tilbage til terrænet syd for Kolding Å, idet han frygtede at blive fanget i et kaos omkring overgangene, såfremt det danske angreb havde held til at bryde igennem på et af frontafsnittene. Efter at slesvig-holstenerne havde forladt deres skanser, rykkede de forreste danske enheder hurtigt frem gennem Kolding by. c. Angrebet ved 4. brigade.

General Bonins opgivelse af de østlige skanser var hovedsageligt en konsekvens af angrebet ved 4. brigade, således: Genreral Moltke brød som befalet op fra sit kantonnement om morgenen den 23. april, således at han kunne stå klar ved Bramdrup klokken 06.00. Grundet forskellige friktioner blev han dog en time forsinket, hvorfor angrebet af Vejlevej først blev iværksat klokken 07.15. På det tidspunkt indløb meldingen om besværlighederne ved Ryes korps, samt ordre til at udsætte angrebet til 07.15. Efter startvanskelighederne Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

16

ved og da brigaden allerede var sat i bevægelse, besluttede Moltke at nøjes med at nedsætte tempoet. I samme forbindelse blev brigadens angrebsmål ændret fra selve Kolding by til vest for byen, over Kolding Å.

Moltke havde formeret sin brigade i to træfninger, således: 8. bataljon, 9. bataljon og 11. bataljon (på linie) Halvbatteri Haxthausen 5. reservebataljon 6. reservebataljon Foran brigaden lå det 1. insurgentjægerkorps på post, samt 1. kompagni fra 10. insurgentbataljon i skanser om Kolding Mølle. Således stødte fremrykningen på den første modstand ved Kolding Mølle. Moltke bragte straks kanonerne i stilling i forbindelse med vejen, og befalede 6. bataljon forstærket af 5. bataljon til at angribe Møllen. Overfor det overlegne angreb veg 1. insurgentkompagni ud til vestkant Kolding by, hvor de blev optaget af styrker fra 1. insurgentjægerkorps. For ikke at give fjenden tid til at sætte sig fast, fortsatte de danske afdelinger angrebet, hvilket resulterede i at skanserne ved Vejlevej og hospitalsporten blev taget i første forsøg. De overraskede slesvig-holstenere blev herefter forfulgt til Koldings vestlige udkant.

Klokken var nu omkring 10.00, og 4. brigade var rykket så langt frem at de kunne tages under ild af det slesvig-holstenske artilleri der stod syd for Kolding. Da slesvig-holstenerne, under kommando af oberst Zastrow, samtidig indsatte avantgardebrigadens reserve i et modstød fra byens torv, måtte de angribende danske afdelinger trække sig tilbage til Koldings nordkant og anmode om støtte fra brigaden. Det var netop dette pusterum som general Bonin anvendte til at trække sine styrker ud af Kolding by.

Således var de slesvig-holstenske tropper allerede væk da Moltke fik genoptaget angrebet, hvor efter den hurtigt rykkede frem til byens torv, og kunne tage kontakt til enheder fra 3. brigade. Kolding var taget, men fjenden havde trukket sig. Moltke havde således ikke løst opgaven, som den var blevet fastsat i ændringen klokken 07.15 samme morgen. Det vil sige, at brigaden havde ikke angrebet vest om byen over Kolding Å, hvorfor fjenden ikke var blevet afskåret.

Resultatet var – klokken 10.15 – for hele det danske armekorps at man havde taget Kolding, men Rye der godt nok var nået over åen ved Ejstrup var bragt til standsning. Rye sendte derfor ved 10-tiden følgende melding til general Bülow: "Fjenden er saa stærk, at vi næppe med denne Styrke ville kunne forcerer Skoven. Fjenden har bragt to Kanoner frem. At trænge frem til Seest er vist ikke muligt."

De kompagnier som Rye havde sendt mod Seest blev efterfølgende kaldt tilbage til Vranderup Hovgaard.

Resultatet var at danskerne nu i hele linien var gået i stå. Dette benyttede slesvig-holstenerne til klokken 11.00 at indsætte et modstød mod både Vranderup by og Hovgaard. Rye afviste angrebet, men tvivlede nu på korpsets evne til at løse opgaven, idet slesvig-holstenerne øjensynligt havde friske kræfter at indsætte.

Samtidig havde Rye nu indsat alt rådigt infanteri, hvilket foranledigede ham til at afsende endnu en melding:

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

17

"Fjenden trænger stærkt paa, mine Battailloner ere for endel opløste; Stillingen vil vanskelig kunne holdes uden et Par Battailloners Assistance ved Ejstrup…"

Da Bülow ved Skovmølle modtog denne melding var den ca. halvanden time forsinket, og han beordrede herefter 4. brigade til at afgive to bataljoner til Ryes korps.

12. Det slesvig-holstenske modangreb På dette tidspunkt kunne situationen have udviklet sig katastrofalt for danskerne, idet Bonin fra Seest kunne observere bevægelserne ved de to bataljoner som Moltke sendte til Ryes undsætning. Bonin så straks at danskernes opstilling herved blev splittet, og besluttede at benytte lejligheden til et modangreb.

Oberst Zastrow og avantgardebrigaden fik tilgang af to infanteribataljoner og et dragonregiment, og opgaven med denne styrke at angribe over Kolding Å for herved at afskære Ryes tilbagegangsvej mod Vejle.

Samtidig fik den 1. slesvig-holstenske brigade til opgave at generobre Kolding, støttet af 12-punds batteriet fra bakkerne syd herfor.

Som delkonklusion på Bonins succes, må jeg straks påpege, at han selv i en defensiv operation til stadighed søgte at opretholde et offensivt element. Dette ser jeg som afgørende for at Bonin overtog initiativet i kampen, og derved den slesvig-holstenske succes.

13. Tilbagetrækningen Overfor 12-pundsbatteriet kunne de danske pjecer intet stille op, og Bülow tog på baggrund af dette og de øvrige omstændigheder beslutningen at opgive kampen. Danskerne havde som resultat af gode initiativer ved forskellige kompagnichefer held til at gennemføre tilbagetrækningen fra Kolding Å, uden at de forfølgende slesvig-holstenske enheder kunne udgøre en væsentlig trussel. Den slesvig-holstenske avantgarde opgav forfølgningen ved Bramdrup, hvor den indrettede sig til forsvar. Den slesvig-holstenske division tog nu opstilling med 2. brigade i Kolding og Seest, avantgarden i Bramdrup og enhederne fra 1. brigade sikrede den vestlige flanke.

Selve tilbagegangen for det danske armekorps er meget begivenhedsrigt, men som sådan ikke af den store interesse for mig, idet begivenhederne ikke rykker væsentligt ved det endelige resultat. Der blev heller, fra hverken dansk eller slesvig-holstensk side, gjort dispositioner under tilbagetrækningen der senere skulle vise sig afgørende for kampens udfald.

General Bülow fortsatte under hele kampen med at opholde sig med sin stab ved 3. brigade, til trods for at kampen blev afgjort ved primært 4. brigade, men også ved Ryes korps. Under kampen havde Bülow haft flere muligheder for, ved føring at skabe en dansk sejr, men disse initiativer kunne kun være taget på den vestlige del af fronten.

14. Begivenhederne sammenholdt med krigsføringens grundprincipper Jeg vil anvende de følgende otte underafsnit til at opsummere de i det ovenstående foretagne delkonklusioner, og samtidig kategorisere disse under krigsføringens grundprincipper. Målet for denne manøvre er at finde sammenhængen i de for kampen arende reduceret.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

18

Samlet vurdering: Målet blev delvist nået, idet slesvig-holstensk fremrykning op gennem Nørrejylland blev sinket. b. Offensiven.

Det er min vurdering at offensiven, under planlægningsfasen, var tilstrækkeligt tilgodeset. Derimod manglede gennemførelsen både gnist og momentum, til at føre planen ud i livet. Planen var således god, men ånden manglede.

Dette udmøntede sig i praksis i, at danskerne i hele frontens bredde – dog mest udtalt ved 3. og 4. brigade – blev bundet af slesvig-holstensk ild. Derfor må min vurdering blive, at respektive chefer gennem deres dispositioner, ikke i tilstrækkelig grad, tilgodeså egne muligheder for offensiv indsættelse af disponible enheder (disse faktorer vil jeg redegøre for i de seks efterfølgende underafsnit). Det skal så til gengæld også nævnes, at de slesvig-holstenske styrker i deres gennemførelse anvendte offensiven som et væsentligt virkemiddel. I form af mobil og fleksibel indsættelse af artilleriet, samt modstød og modangreb, bevarede general Bonin initiativet under det meste af kampen.

Selvom general Bülow ved flere lejligheder under slaget havde forudsætningerne for at styrke offensiven, blev dette aldrig en realitet. Særligt mener jeg at situationen, hvor Rye sad på overgangen syd for Ejstrup og beherskede denne med artilleri, var en oplagt mulighed for indsættelse af de tolv eskadroner, der under hele kampen stod klar til disposition ved Harte Kirke.

Samlet vurdering: Offensiven blev delvist tilgodeset, men mere i planen end i gennemførelsen. c. Tyngden.

Hverken angrebsplanen, de føringsmæssige dispositioner eller den faktiske gennemførelse indeholdte tyngde, hverken i enheder eller ild. Selvom det relative styrkeforhold gav en svag fordel til det danske armekorps, blev dette formøblet i en spredt indsættelse, hvor enhedernes inbyrdes forhold var jævnbyrdigt. Som allerede nævnt kunne en rettidig indsættelse af reserven have elimineret denne problemstilling, men kavaleriet blev aldrig indsat.

Samlet vurdering: Der blev aldrig lagt tyngde i tid eller rum. d. Økonomi med kræfterne.

Overførselen af henholdsvis 3. og 4. brigade blev lagt i meget stramme tidsplaner, hvilket har kostet store fysiske anstrengelser fra soldaternes side. Hvorvidt dette har haft indflydelse på selve gennemførelsen af kampen, har jeg ikke kildemæssig baggrund for at udtale mig om, men det er stadig min vurdering at der ikke blev taget hensyn til enhedernes ydeevne.

I det hele taget mener jeg ikke, at Bülows plan tilgodeser en kost/effektiv anvendelse af de rådige ressourcer. Dette bygger jeg på min samlede vurdering efter at have læst kilderne til projektet, og ikke så meget på enkelte observationer.

Til gengæld mener jeg at beslutningen om tilbagetrækningen var både korrekt og rettidig, når situationen på tidspunktet tages i betragtning. Præcis i den periode hvor Bülow tager denne beslutning, kunne Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

19

begivenhederne have udviklet sig meget uheldigt for danskerne. Det er min vurdering, at såfremt Bülow ikke havde trukket sig tilbage, havde der været risiko for at sætte den samlede danske kampkraft på spil.

Samlet vurdering: Delvist, på grund af tilbagetrækningen. e. Kræfternes samspil.

I det hele taget blev der, fra dansk side, udvist ringe forståelse for egen våbenvirkning. Dette kom til udtryk ved flere lejligheder. Det bedste eksempel er dog den 20. april, hvor et espingolbatteri blev indsat i kampen om Kolding by, og cheferne efterfølgende ikke kunne forstå at våbenet ikke havde større effekt. Da danskerne efterfølgende blev presset ud af byen og tog stilling på højdepartiet nord der for, anvendtes samme batteri, men her i åbent terræn. Til chefernes store overraskelse kom espingolen virkelig til sin ret, og gives i kilderne en stor del af æren for at slesvig-holstenerne blev slået tilbage. Der findes mange af disse eksempler, men dette er efter min mening det tydeligste.

Generelt under kampen anvendte de danske chefer deres våben dårligt, hvilket især fik betydning ved artilleriet. Artilleriet blev sjældent i tilstrækkelig mængde sat i stilling for at skabe forudsætningerne for infanteriets angreb. Der er gentagne eksempler på to kanoner i stilling for at støtte to-tre bataljoner i angreb, mens resten af artilleriet holdes i reserve. Der er dog få eksempler på det modsatte, især ved 4. brigades kamp, hvor Moltke ved en hurtig og massiv anvendelse af artilleriet skaber forudsætning for avantgardens angreb til Kolding udkant. Samtidig skal slesvig-holstenerne kreditteres for en fleksibel og aggressiv udnyttelse af deres batterier, hvilket i en lang række situationer overlader initiativet på deres side.

Under en diskussion af kræfternes samspil, kan jeg ikke komme uden om problematikken om det manglende bromateriel. Det må stå klart for enhver der har læst kilderne, at respektive chefer – især Flensborg, Bülow og Rye – udviser meget nonchalant holding til at have tingene på plads til tiden. Som under behandling af offensiven, må jeg konkludere at planen virkede, men viljen manglede.

Under kræfternes samspil ville jeg gerne have behandlet forholdet mellem kavaleriet og infanteriet, men der findes kun et eksempel på samvirke her imellem, nemlig da Castenschiold red en halveskadron til den sikre udslettelse. Derudover blev den forholdsvis store kavalerireserve aldrig indsat, hvilket ikke tjener til ros for den danske Overkommando.

Samlet vurdering: Delvist, idet kræfternes samspil i ganske få tilfælde blev udmøntet i noget konstruktivt og positivt, særligt ved Moltkes brigade. f. Bevægelse.

Til bevægelse hører blandt andet fremdrift og momentum, hvilket kampen ved 3. og 4. brigade generelt var blottet for. Ryes korps præsterede pletvist god fremdrift, særligt ved kampene om Ejstrup – dette fik desværre ikke betydning for slagets udfald, idet den gunstige situation ikke blev udnyttet til for eksempel at skabe et brohoved over Kolding Å, ved indsættelse af kavalerireserven.

Under selve planlægningen af enhedernes bevægelser, blev der ikke i tilstrækkelig grad, taget hensyn til troppeenhedernes mulighed for gensidigt at støtte hinanden.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

20

Som allerede nævnt blev hverken artilleri eller ingeniører anvendt til at fremme enhedernes bevægelser, og når det i få tilfælde alligevel skete var det hverken hurtigt, smidigt eller fleksibelt.

Samlet vurdering: Bevægelsen blev hverken i planlægningen eller gennemførelsen tilgodeset som virkemiddel. g. Overraskelse.

Som nævnt tidligere var overraskelse et væsentligt element i angrebsplanen. Derfor var det en alvorlig fejl at overføre 3. brigade til Helgenæs i dagslys, hvorved Bülow selv var en afgørende faktor til ændringen i den slesvig-holstenske opstilling. Havde Bonin ikke modtaget efterretninger om troppeoverførselen eller den kraftige rekognoscering om Ejstrup og Harte, havde han formentlig ikke styrket forsvaret nord for Kolding by.

Under selve kampen blev 3. og 4. brigade hurtigt bundet, hvilket reducerede mulighederne for at indsætte enhederne overraskende. Det er min vurdering, at dette var en væsentlig faktor for, at Bonin bevarede initiativet under kampen.

Samlet vurdering: Overraskelsesmomentet blev spoleret af Bülow selv. h. Sikring.

I sammenhæng med det ovenstående underafsnit, blev de passive sikringsforanstaltninger under troppeoverførslen nedprioriteret, til fordel for hurtighed. Set i bakspejlet var det en meget ufornuftig disposition fra Bülows side, men som allerede nævnt, arbejdede tiden for de slesvig-holstenske styrker, idet tyske forbundstropper kunne være trukket op mod nord.

I forbindelse med sikring vil jeg også komme ind på opklaring og forposttjeneste. Efterretningsbilledet i dagene op til angrebet er meget løst, hvilket gav et utilstrækkeligt grundlag for Bülow at foretage sine dispositioner på. Dette valgte Bülow at forbedre, ved den 22. april at foretage en større rekognoscering, på dette tidspunkt var det dog for sent at anvende eventuelle oplysninger til brug for planlægning af angrebet.

Opklaringen giver således ikke et rettidigt beslutningsgrundlag for Bülow.

Bülow befalede at der ikke skulle afsøges terræn under fremrykningen, med begrundelsen at styrken var overlegen. Havde man afsøgt terrænet foran akserne, var enhederne måske ikke blevet bundet så hurtigt.

Selvfølgelig på bekostning af en langsommere fremrykning, men det ville ikke have gjort forskel da overraskelsesmomentet alligevel var gået tabt.

Anvendelsen af forposter var dog fuldt tilfredsstillende, hvilket samtidig er den eneste grund til at min samlede vurdering af sikringsforanstaltningerne må blive, at de delvist var brugbare.

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

21

Kapitel IV KONSEKVENSER AF BEGIVENHEDERNE

15. Militært Stillingerne ved kampens afslutning var som skitseret på situationskort nr. 4 på bilag 3. Tabene på begge sider fremgår af bilag 5. På baggrund af disse to bilag kan man konkludere at den danske operationsplan var mislykkedes fuldstændigt. Bülow havde dog forhindret at slaget udviklede sig til en katastrofe for den danske nation, ved at afbryde kampen i tide. Bülow anså det nu for sandsynligt at de tyske rigstropper havde tilsluttet sig slesvig-holstenerne, hvorfor han lod 3. og 4. brigade gå til fæstningen i Fredericia, og lod samtidig Ryes korps trække sig tilbage bag Vejle Å. Denne situation mindede meget om den Bülow, allerede inden slaget ved Kolding, havde ønsket.

Efter et større politisk tovtrækkeri rykkede de tyske rigstropper op gennem Nørrejylland, og disse forfulgte herefter Ryes korps, hvorimod de slesvig-holstenske division fik til opgave at indeslutte fæstningen i Fredericia. Det danske søherredømme blev nu udnyttet til at skabe en betydelig strategisk fordel, idet tyskerne ved at forfølge Rye havde splittet deres kræfter. Efter en vel gennemført henholdende kamp blev Ryes korps flyttet fra Helgenæs til Fredericia. Her foretog general Bülow, natten til den 6. juli 1849, det succesfulde udfald fra Fredericia og splittede herved den slesvig-holstenske division. Således kan man godt betragte slaget ved Kolding som Bülows dyrt købte lærepenge, der ved Fredericia blev omsat til succes.

16. Politisk Den gunstige politiske situation efter udfaldet fra Fredericia blev brugt til at slutte fred med de tyske forbundstropper, således at danskerne i resten af krigen udelukkende stod overfor slesvig-holstenske enheder.

Ligesom i 1848 havde der også i 1849 foregået en livlig diplomatisk korrespondance mellem de stridende parter. I begyndelsen af juli var det lykkedes den talentfulde danske diplomat, kammerherre Reedtz, efter hårde forhandlinger i Berlin at formulere våbenstilstandsbetingelser, som blev accepteret i det preussiske statsråd. På trods af at aftalen blev ratificeret af såvel Preussen som Danmark, var freden ikke i hus. Både Danmark og de fleste tyske stater stillede vidtgående krav, og slesvig-holstenerne havde ikke i sinde at føje nogle af dem. Således bølgede forhandlingerne frem og tilbage i næsten et år, før man endelige den 2. juli 1850 fandt til ’enighed’. Preussen indgik, efter russisk pres, en såkaldt simpel fred uden løsning til de problemer krigen var ført om. På en konference i London blev Storbritannien, Frankrig, Rusland og SverigeNorge enige om, at "opretholdelse af det danske monarkis integritet er i den europæiske ligevægts er ikke til Bülows forsvar – tværtimod var det Overkommandoens eget ansvar, rettidigt at indhente det manglende efterretningsbillede.

Der nævnes i kilderne en masse episoder vedrørende misforståelser og manglende koordinering, især episoden om det manglende bromateriel ved Ryes korps er interessant. Det er dog min vurdering at der under alle operationer, hvor en enhed af armekorps størrelse indsættes, vil opstå større eller mindre friktioner. Derfor mener jeg heller ikke, at det manglende bromateriel var en afgørende faktor for kampens Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk

22

endelige udfald. Derimod mener jeg, at den manglende vilje blandt de øverste chefer til at løse disse problemer er af afgørende betydning. Det må stå klart for enhver, at danskernes udgangspunkt for angrebet har været ganske usikkert, idet viljen blandt hærens øverste chefer var stærkt svingende.

Der er således flere tilfælde hvor denne mangel på vilje udmøntes på forskellig vis. Hos Bülow selv er ubeslutsomheden tydelig, og kommer til udtryk ved manglende mod til, såvel under planlægningen som under kampen, at foretage dispositioner – måske af frygt for at lave fejl. I den forbindelse kan jeg ikke komme ud over det politiske pres der blev lagt på Bülows skuldre, både af krigsminister Hansen og den danske befolkning. Netop denne blanding af politiske motiver og taktiske overvejelser, mener jeg blev en væsentlig faktor for kampens udfald.

Når kampen, fra dansk side, føres usikkert og famlende hænger det sammen med de danske officerer. En sammenligning mellem tyske og danske officerer viser, at tyskerne satsede på erfarne og krigsvante officerer, hvorimod den danske regering satsede på ungdom og dermed, håbede man, dristighed. Danmark var i forbindelse med Treårskrigens start, blevet et nyt ungt demokrati, der ønskede at prøve nye muligheder af. Selve tankegangen at prøve noget nyt er god nok i sig selv, men det kræver et sæt visioner om hvorledes det skal gennemføres – ellers bliver det noget nyt, udelukkende for fornyelsens skyld.

Under selve gennemførelsen af kampen er der især to faktorer jeg vil fremhæve. Den første faktor er den manglende tyngde i det danske angreb, hvor enhederne i de enkelte frontafsnit har stået overfor hinanden i forholdet én til én. Det kunne ud fra den betragtning have gået meget værre, og det må tilskrives de enkelte enheder, at det overhovedet lykkedes for danskerne at tage Kolding by. Den næste faktor er Bülows tilbageholdenhed overfor reservens indsættelse. Jeg mener at der under kampen var flere gunstige øjeblikke for indsættelse af hele eller dele af de tolv eskadroner, der under hele kampen stod ved Harte.

Særligt mener jeg at situationen hvor Rye har taget overgangen ved Ejstrup og behersker terrænet syd herfor med artilleri, indbyder til indsættelse af en slagkraftig mobil enhed i Bonins vestlige flanke.

Afbrydelsen af det danske angreb var, som situationen udviklede sig, den rigtige beslutning. Man kan i den forbindelse påstå, det var heldigt at Bülow havde tilbagetrækningen som en integreret del af manøvren.

Min vurdering er dog modsat, at såfremt Bülow forud for angrebet havde overvejet for fastholdelse af angrebsmålet som en integreret del af operationen, var det aldrig gået så galt. Havde Bülow foretaget disse overvejelser, var han utvivlsomt nået til den konklusion, at højdedragene syd for Kolding skulle have udgjort armekorpsets endelige angrebsmål. Men Bülow træffer trods alt den rigtige beslutning hvilket forhindrer yderligere danske tab, og tilgodeser den overordnede opgave, nemlig at hindre fjendtlig fremtrængen op gennem Nørrejylland. Således skabes også forudsætningen for udfaldet fra Fredericia, der som bekendt blev en stor succes for Danmark.

Af Thomas Larsen, 1997

Danske Gardehusarforeninger | www.danskegardehusarforeninger.dk