Hvorfor sige n-ordet? by geles2300

KØBENHAVNS UNIVERSITET DET HUMANISTISKE FAKULTET

HVORFOR SIGE N-ORDET? En undersøgelse af n-ordets betydning og sproglige levn i en dansk kontekst.

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Moderne kultur og kulturformidling Helen Geles

Engelsk titel:

Why say the n-word? An examination of the meaning of the n-word and its linguistic relics in a Danish context

Vejleder:

Anne Ring Petersen

Afleveret:

30. April 2019

Forfatter:

Helen Geles

Antal tegn:

193.002 // 80 normalsider

ABSTRACT The focal point of this Master’s thesis is the Danish n-word (‘neger’). As a recipient for the n-word, it has been a mystery to me why there is so much resistance if one dissociates from this designation. The purpose of this study is to explore the reasons why some speakers insist on using the n-word, despite the fact that the recipient does not appreciate the term. With Sara Ahmed's concept of happy object and Philomena Essed's concept of entitlement racism the Master’s thesis explores this issue. The study examines the meaning of the n-word and the linguistic relics in a Danish context by analyzing three culture products: public debate, essay, and theater performance. It is an interdisciplinary study of cultural studies, racism theory, drama and language. The text analysis and the cultural-historical approach are informed by critical race studies, critical whiteness studies, and affect theory. Based on the analyzed material, language users who wish to use the n-word do not believe that it is racist. However, one can conclude that by insisting on using the n-word, one ignores Denmark's participation in the transatlantic slave trade from 1661 to 1848. There is a great resentment to change the language, since it challenges the collective self-image, which is not consistent with being a historical slave nation. It requires an acceptance of the fact that the n-word is a word of abuse that racialized people of African descent, and for this reason it is difficult to use the word in a neutral, descriptive manner today.

EN SÆRLIG TAK TIL Min kære specialevejleder Anne Ring Petersen, som har støttet og vejledt mig i en til tider vanskelig skriveproces og en særlig tak til Fountain House.

INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning

Prolog

Problemstilling

Materiale

Formål og aktualitet

Specialets opbygning

Metode

Specialets design

Kulturanalytikerens position

Kulturhistorisk begrebsforståelse

Begrebets dobbeltbetydning

Det teoretiske terræn

Om race og racisme

Sticky signs & happy objects

Entitlement racism

Hvidhed

Glemt (kultur)arv

Introduktion

Et historisk overblik

De Vestindiske Øer

Et slavereglement

En ejet genstand

Menneskeudstilling

Opsamling

Det tveæggede sværd

Zirkus Nemo og n-ordet

Politikere og n-ordet

Drama over titelændring

Mislykket neutralisering

Introduktion

Hvad siger ordbogen?

Sproget og det udskældte politisk korrekte sprog

Nej tak til ”dydens diktatur”

Hvorfor må man ikke sige …?

Into the Dark

Introduktion

Afkolonisering som en aflæringsproces

Rum for refleksion

Emma Gad for hvide

On humor

Humoristens stemme

Ifølge brune subjekter

Meditationsøvelser

Takt og tone

Helikopterblikket

Humor og hård kost

Forvirring som magt

Hvide privilegier

Subjekternes slagmark

Konklusion

Perspektivering

Litteraturliste

INDLEDNING Prolog I sommeren 1989 skete der noget ekstraordinært i min børnehave. For første gang skete det, at jeg af en anden lille pige blev kaldt for ’neger’. Hun var hvid, og jeg var brun. Som jeg husker det, legede vi i sandkassen. Ud af det blå sagde hun »Du er neger«. Mit 4,5-årige jeg var aldeles uforstående og kunne ikke begribe, hvad der foregik. Mens tanker som – er det mig, hun taler til? Jeg er da ikke nogen neger? – rumsterede kiggede jeg rundt i det tilfælde, at der blev talt til en anden og ikke til mig. Til min store overraskelse var det mig, hun talte til. »Jeg er ikke neger« var min reaktion, hvortil pigen svarede »Jo, det siger min far selv«.

Mit yngre jeg argumenterede »Nej, jeg er ikke neger, det er afrikanerne med tal-

lerkner i underlæben, der er det. Ikke mig«.

Denne reaktion kan komme af, at min mor altid vrissede af fjernsynet, når der blev vist programmer om afrikanske naturfolk med tallerkner i underlæben. Min mor var utilfreds med udsendelserne, da hun mente, at de repræsenterede et snævert udsnit. Hun mente ikke, at det var repræsentativt, og hun var bekymret for, at udsendelserne ville give ’danskerne’ et forkert indtryk af de afrikanske landes mangfoldighed. Tilbage til situationen i børnehaven. Pigen godtog ikke min forklaring. Hun var ikke enig, og hun stod fast. Min far var kommet til Danmark samme sommer. Mit daværende indtryk af ham var ikke særligt positivt, da han hverken forstod eller talte dansk, hvilket forværrede vores kommunikation. Måske derfor lød den sidste argumentation i sandkassens duel sådan her: »Min far er neger, han er sort og kommer fra Afrika – jeg er ikke neger«.

Enten gav denne udmelding mere me-

ning for den anden pige, ellers var hun træt af at diskutere med mig, i alle fald svarede hun blot: »Ah, okay«., og jeg kunne ånde lettet op. Denne fortælling er åbenlyst fortalt fra mit perspektiv og ud fra min hukommelse. Den anden piges version af historien vil højst sandsynligt være en helt an-

den. Ikke desto mindre berettes den, da den skildrer, hvad det vil sige at blive betegnet og defineret som noget ugenkendeligt. Det var en skelsættende oplevelse. For i det øjeblik var jeg ikke længere ligeværdig med den anden pige, jeg var fremmed og underlegen. Herudover handler historien om at få tildelt en udefrakommende og uønsket markør, som man ikke kan identificere sig med. For første gang mærkede jeg på egen krop et stærkt behov for at fjerne denne påklistrede label. Følelsen har fulgt mig lige siden. Det er en følelse af at blive tingsliggjort. Ens væsen bliver reduceret til en genstand for andres forestillede ideer. Man presses ned i en ringere kategori, hvor der hverken er plads til det sorte subjekts følelser eller begavelse. Selv som voksen er det ikke ligetil at frabede sig betegnelsen, da det ofte udløser en dramatisk reaktion. Det er en underlig position: at være et subjekt, der italesættes som et objekt i en uønsket begrebsverden. Mine personlige erfaringer med n-ordet belyses, da de danner grundlag for specialet; derfor beretter jeg om mit personlige ståsted og herved mit situerede perspektiv (Harraway 1988). Det har længe undret mig, hvem der har patent på n-ordet. Mit kulturelle ophav er eritreisk, mit hjem er Danmark, dog er n-ordet fremmed for mig. I mine øje er n-ordet en nedladende og primitiv betegnelse. Afsenderen, som oftest er hvid, har en anden holdning, hvor der argumenteres for, at begrebet er en neutral betegnelse af et sort menneske. Endvidere tilskrives betegnelsen en nostalgisk berettigelse. Det lader til, at et kulturhistorisk narrativ gør sig gældende i dagens Danmark. Et narrativ, der retfærdiggør brugen af ordet. Berettigelsen fæstner ordet i det danske sprog. Med dette afsæt ønsker jeg at undersøge disse bagvedliggende drivkræfter.

Problemstilling Specialets omdrejningspunkt er sprogbrug og nærmere bestemt anvendelsen af ’neger’, herefter ’n-ordet’. Begrebet deler vandene og skaber nærmest altid røre i andedammen, hvilket er svært at begribe. I dette speciale sættes n-ordet under lup, jævnfør tesen: at der gennem flere generationer i Danmark har været et kollektivt narrativ om, at n-ordet blot er en neutral beskrivelse, der betegner et menneske med afrikansk herkomst. Denne forestillede neutralisering ser bort fra Danmarks fortid som kolonimagt og de koloniale magtstrukturer, der ligger i ordets betydning. Når man søger efter artikler, der indeholder n-ordet på søgetjenesten Infomedia, får man et resultat på 15.641 artikler1. Et resultat, der demonstrerer, hvor voldsomt diskuteret begrebet er. I diskussionen om n-ordet er ytringsfriheden et gennemgående tema, hvor retten til at ytre sig i kampens hede bliver et helle. Et helligt helle, der tillader, at man kan sige, hvad man har lyst til uden omtanke for den eller dem, man taler om. Endvidere finder man en diskrepans mellem teori og praksis, når det kommer til ytringsfrihed. Om ytringsfriheden kan man læse på Folketingets hjemmeside under grundlovens § 772. Som det fremgår i kommentarfeltet på Folketingets hjemmeside, er ytringsfriheden ikke en kompromisløs størrelse: »Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt. Hvis man f.eks. er meget grov og fornærmer et andet menneske offentligt, kan man risikere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag, og hvis man f.eks. skriver noget, der truer landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved domstolene, og idømt straf (…) Selv om grundloven garanterer ytringsfrihed for alle, kan den i nogle situationer begrænses « (ibid.).

Flere nøgleord i teksten findes påfaldende: Ansvar, grænser, fornærme, grov. Grundloven tillader ikke, at man krænker andre: Borgeren har således en be 1

“Mediearkiv - Infomedia Insight”. u.å. Set 9. marts 2018. https://apps-infomediadk.ep.fjernadgang.kb.dk/mediearkiv/. 2

“Grundlovens paragraf § 77”. u.å. Folketinget. Set 24. april 2019. https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestil-publikationer/publikationer/mingrundlov/mingrundlov/kapitel-8/paragraf-77.

grænset ytringsfrihed. Man kan sidestille ytringsfrihed med frihed under ansvar. Alligevel ser man, hvordan ytringsfriheden praktiseres uhæmmet og uden hensyn i den offentlige debat, hvor en affektiv berettigelse til at anvende n-ordet ytres. Udsigelsen kommer fra flere segmenter: menige, meningsdanner og politikere. Det kan tænkes, at den affektive berettigelse samt modstand til at ændre sprogbrugen har noget at gøre med, at danske borgere, som er hvide, ikke italesætter deres egen hudfarve. Richard Dyer, som er britisk professor i film og medievidenskab, undersøger hvidhed i bogen White. Ifølge Dyer ser hvide mennesker generelt ikke deres egen hudfarve. Problemet er, at hvis race kun anvendes i karakterisering af mennesker, der ikke er hvide folk, figurerer hvide mennesker som en menneskelig norm (Dyer 2017: 1). Ved at italesættelse hvidhed og den hvide farve nærmer vi os pluralistisk repræsentationen. Dyer skriver: »We may be on our way to genuine hybridity, multiplicity without (white) hegemony, and it may be where we want to get to – but we aren't there yet, and we won't get there until we see whiteness, see its power, its particularity and limitedness, put it in its place and end its rule« (Dyer 2017: 4).

Som Dyer skriver, er det afgørende at se hvidhed, hvis vi skal leve i en ægte pluralitet uden hvidt hegemoni. Kun ved at italesætte dets begrænsning, magt og særegenhed kan vi omgås hinanden ligeværdigt på dekoloniseret vis. I bogen Hvorfor må man ikke sige neger – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt (Hoffmann 2016) besvares en række spørgsmål, der stilles i den digitale brevkasse Spørg Videnskab på videnskab.dk. Det mærkelige ved titlen er, at det kun er ét spørgsmål ud af de 77 spørgsmål, der behandler n-ordet (Hoffmann 2016: 63-66). Måske er der tale om blikfang: Ved at inkludere n-ordet i titlen vækkes forargelse eller spejling hos den potentielle køber, hvilket kan øge dens salg. Det kan der kun gisnes om. At dette valg har fundet sted i år 2016, undrer mig. Forundringen fortsætter. Forsiden illustrerer en karikatur af en dame med sort hud iklædt voksprint, som går tur med sin hund. Hun har stor brun næse, store lyserøde læber og store guldøreringe. En hvid mand med sin (måske) søn er bagved kvinden.

Drengen peger på kvinden. Manden holder drengen for munden og holder ham på skulderen med den anden hånd, hvilket kan tolkes som et overgreb: Manden begrænser og forhindrer drengen i at ytre sig. Drengen har en T-shirt på, der kendetegner Christianias logo med de ikoniske gule cirkler, hvilket kan tolkes som frihed og autonomi. Drengen holdes tilbage fysisk uden mulighed for at ytre sig. En konflikt skildres: Må man ikke kalde nogen (afrikaner) for noget (n-ordet)? Det er en problematisk konstruktion.

Det lader til, at hverken redaktøren, forfatteren eller illustratoren har været opmærksomme på deres hvidhed, dets magt, særegenhed og begrænsning (Dyer 2017), hvilket vidner om, hvor langt væk vi er fra en ægte samfundsmæssig pluralitet. Gad vide, hvordan forsiden havde set ud, hvis der var en kritisk selvrefleksion? Med særligt fokus på Sara Ahmeds begreb happy object og Philomena Esseds begreb entitlement racism vil jeg i dette speciale undersøge: Hvorfor insistere på at bruge n-ordet hvis modtageren af ordet ikke kan lide det?

Med udgangspunkt i denne problemstilling vil jeg undersøge, hvilke betydninger og associationer der knyttes til ordet på nuværende tidspunkt i Danmark. Dertil vil jeg undersøge, hvordan det kan være, at der ikke tages højde for, at nordet er et sprogligt levn fra Danmarks tid som kolonimagt. Yderligere ønsker jeg at undersøge, hvorfor der er en manglende accept af, at man tager afstand fra begrebet.

Materiale Med udgangspunkt i problemstillingen analyseres tre kulturfænomener, der beskæftiger sig med n-ordet og kolonialisme: ytringer i den offentlige debat, essayistik og teaterperformance. For at forstå det koloniale aftryk i den danske kulturarv og den kollektive erindring henledes blikket til kolonialismens begyndelse i kapitlet Glemt (kultur)arv. Deri redegøres for en begrebsforståelse i en kulturhistorisk kontekst, hvor brugen og betydningen af n-ordet undersøges. I kapitlet Det tveæggede sværd analyseres sprogbrugen i den offentlige debat med nedslag i følgende eksempler: a) Anders Lund Madsen om n-ordet i forhold til forestillingen Zirkus Nemo – Nu med neger, b) udtalelser fra Esben Lunde Larsen og Bertel Haarders og c) reaktionen på Statens Museum for Kunsts valg af at ændre kunsttitler. Derefter afdækkes n-ordets dobbeltbetydning og det politisk korrekte sprogs dobbeltproblematik i kapitlet Mislykket neutralisering. To former for tekster analyseres: artiklen ”Randers-galleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ”negerdukker”” (Stryhn 2019) og besvarelsen i bogen Hvorfor må man ikke sige neger? – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt? (Hoffmann 2016). I kapitlet Into the Dark analyseres forestillingen Into the Dark (Teater FÅR302, København) af multikunstneren Jeanette Ehlers. Forestillingens overordnede te-

matik er afkolonisering og Dansk Vestinden. I teatrets mørke foyer kickstarter Ehlers forestillingen med en manifesterende protesttale. Den starter således: »Afkolonisering (ofte omtalt som dekolonialitet) Afkolonisering er den proces, som aktivt tilbageruller kolonialitet. Kolonialitet er et voldeligt system, der placerer alt det, som er udenfor det koloniserende selv, som noget “andet”. Kolonialitet centrerer en hvid, kolonial og eurocentrisk viden og tidshorisont som det “givne”, det “objektive” og “naturlige”« (Scherfig 2017)

Into the Dark er en teaterperformance, der handler om frihed, identitet og oprør, hvor der arbejdes med en montagestruktur. Dramaturgien er åben og cirkulær. Den tyske teaterforsker Hans-Thies Lehmann har udviklet teorien om det postdramatiske teater. Teorien behandler den dramatiske form, der siden 1970’erne har haft sit virke, hvor der brydes med tid, form, sted. Det postdramatiske teater centrerer sig om en performativ æstetik. Teatret, som Lehmann identificerer som det postdramatiske, fokuserer ofte på at udforske forhold som angst, pres, paradokser og perversiteter. Den performative drejning er i høj grad en drejning mod publikummet, hvor gæsterne inddrages. Der stilles spørgsmålstegn til tilskuerens konstruktion, hvad angår identitet og "de andre". Det postdramatiske teater destabiliserer beskuerens forestillinger mere end det realistiske, mimetiske drama, der ifølge Lehmann er fanget i en repræsentationsfælde, hvor fremherskende ideologier ofte reproduceres. (Lehmann 2006: 4 + 5). Into the Dark inddrager sit publikum, der i den grad bliver konfronteret med deres forestillinger af den omkringliggende verden. Det sidste analyseobjekt er Anna Neyes humoristiske bog Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog, som man finder i kapitlet Emma Gad for hvide. Humor er en hovedingrediens i Neyes arbejde som skuespiller og manuskriptforfatter. Bogen afdækker det problematiske ved anvendelsen af n-ordet, hvor Neye tilbyder værdige måder at omgås og omtale brune mennesker. Der stilles skarpt ind på kolonialismens indflydelse på både datidens og samtidens Danmark. Slavetiden på De Vestindiske Øer bearbejdes, hvor de slavegjorte afrikaners forhold udfoldes. Med humor som middel inviteres læseren ind i et rum, hvor

den danske fortid som kolonimagt undersøges i en samfundskritisk optik. I forordet skriver Neye om sit ståsted og årsag til at behandle emnet. »(…) så har jeg overbevist mig selv om, at den danske insisteren på brugen af ’neger’ må skyldes uvidenhed. Vi har ganske enkelt ikke lært, hvordan vi omgår hinanden på anstændig vis« (Neye 2017: 7).

Ifølge Neye har vi i det danske land ikke lært, hvordan vi omgås hinanden på anstændig vis, og af den årsag kan samtalen om n-ordet hurtigt tage en anspændt drejning (ibid.). Den italienske dramatiker og forfatter Luigi Pirandello, der blandt andet er kendt for dramaet Seks personer søger efter en forfatter, beskæftiger sig med humor. Pirandello argumenterer for, at humoristen har en særlig refleksionsaktivitet, der giver adgang til at afsløre menneskets illusioner om sig selv samt verden. Således demaskerer humoristen samfundets sprækker. Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog er tænkt som en guide, der giver adgang til en mindre polariserende praksis i debatten om anvendelsen af n-ordet. Neyes humoristiske stemme demaskerer blinde eurocentriske vinkler, hvor hun belyser hvidhed, raciale strukturer, og hvordan disse fænomener gør sig gældende i Danmark.

Formål og aktualitet Specialets problemstilling er højaktuel. Den behandler en tilbagevendende diskussion om, hvorvidt man må sige n-ordet. På trods af at n-ordet ofte er i mediernes søgelys, og at stort set alle har en stærk holdning til begrebet, findes der meget lidt dansk forskningslitteratur, der beskæftiger sig med n-ordets sproglige levn og betydning i en dansk kontekst. Debatten om n-ordet kredser typisk om politisk korrekthed, berettigelse, racisme, ren og skær forvirring eller uvidenhed, hvor følgende ytringer dominerer: Må man sige…? Hvorfor må jeg ikke sige …? Jeg har ret til at sige …? Hvad skal jeg så kalde en …? Jeg mener intet ondt med at sige …? Det har da altid heddet en … Mekanismerne, der ligger bag disse ytringer, undersøges i dette

speciale, da de er et udtryk for raciale strukturer, der begrænser den sorte krop til at være til i verden som en stereotyp fremfor et helt menneske. Som Dyer beskriver det (Dyer 2017), er det afgørende at gøre op med forestillingen om det nuværende hegemoni og hierarki. Det er derfor vigtigt at se hvidhed, se dets eksklusivitet og privilegier. Dette opgør er dog ikke ligetil. Den amerikanske forfatter James Baldwin skriver således: »But what one does realize is that when you try to stand up and look the world in the face like you had a right to be here, you have attacked the entire power structure of the Western world« (Baldwin & Peck 2017: 49).

Specialets hovedsigte er, at læseren får mod til at være nysgerrighed og undersøge, hvorfor man siger det, som man siger. Ved at undersøge begrebets indflydelse i en kulturhistorisk og dekoloniseret optik håber jeg, at det kan bidrage til en mere human måde at møde mennesker på, som umiddelbart ikke ligner den gængse version af en dansker. Specialet er båret af et ønske om en fremtidig ændring, hvor vi diskuterer n-ordet på en anden måde, end vi gør i dag. Herefter gives et overblik over specialets kapitler med en kort beskrivelse af de centrale elementer, som hvert kapitel indeholder.

Specialets opbygning Metode:

En præsentation af specialets forskningsdesign og kulturanalytikerens

position. Kapitlet udfolder de metoder, der anvendes i specialet. Det teoretiske terræn:

Præsentation af de anvendte teoretiske perspektiver og be-

greber samt teoretikerne Sara Ahmed, Philomena Essed og Richard Dyer. Glemt (kultur)arv: En

kolonial rejse: Fra livet på De Vestindiske Øer, til hvordan den

koloniale virkelighed blev importeret til kolonimagten Danmark. Det tveæggede sværd:

En analyse af sprogbrugen i a) artiklen ”Zirkus Nemo – Nu

med neger”, b) udtalelser fra Esben Lunde Larsen og Bertel Haarder og c) titelændringerne på Statens Museum for Kunst. Mislykket neutralisering:

En undersøgelse af n-ordets dobbeltbetydning og det po-

litisk korrekte sprogs dobbeltproblematik udfoldes. Analyse af: 1) ”Randersgalleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ”negerdukker”” (Stryhn 2019) samt 2) Hvorfor må man ikke sige neger? – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt (Hoffmann 2016). Into the Dark:

Med fokus på illusionsbrud, interaktivitet og det afkoloniserede

rum, som forestillingen åbner op for, analyseres Into the Dark (Ehlers 2017). Emma Gad for hvide: En

analyse af anvendelsen af humor og humoristens stemme

i bogen Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog (Neye 2017). Helikopterblik: Konklusion:

Et opsamlende og diskuterende kapitel.

På konkluderende vis besvares problemstillingens spørgsmål og un-

derspørgsmål.

METODE Specialets design I undersøgelsen af n-ordet arbejdes der både vertikalt og horisontalt. Begrebet udfoldes med det formål at undersøge dets ideologiske rødder, udsigelser, betydninger og associationer i en dansk kontekst. Temaet er den danske koloniale fortid, og hvordan denne gør sig gældende i polemikken om n-ordet. Specialets design er konstrueret sådan, at der i dette kapitel redegøres for valg af den samlede fremgangsmåde samt valg af metode. Specialet er struktureret ud fra fagtraditioner, der har præget min akademiske faglighed i moderne kultur og kulturformidling (KA) samt teatervidenskab med tilvalg af komparative kulturstudier (BA). Problemstillingen Hvorfor insistere på at bruge n-ordet hvis modtageren af ordet ikke kan lide det?

undersøges således tværfag-

ligt, hvor der inddrages teori inden for følgende fagtraditioner: kulturstudier, racismeteori, drama og sprog. Tekstanalyserne og den kulturhistorisk tilgang er formet af critical race studies og critical whiteness studies samt affektteori, hvilke er centrale elementer i specialets metode. Det teoretiske landskab udfoldes i kapitlet Det teoretiske terræn, hvor der redegøres for de anvendte teoretiske perspektiver og nøglebegreber. Med eksempler fra den offentlige debat analyseres sprogbrugen og behovet for at anvende n-ordet i kapitlerne Det tveæggede sværd

og i Mislykket neutralisering.

Der benyttes en variation af betegnelser såsom: afrikaner, sorte, brune, kolonister, mennesker med anden kulturel baggrund, hvide, majoritet- og minoritetsdansker, x herkomst og andre nationalitetsbetegnelser. Betegnelserne benyttes ikke hierarkisk, men de anvendes, hvor det giver mening at beskrive den omtaltes udseende eller etnicitet. Det er ikke mit ønske at reproducere betegnelsen ’neger’, og af denne årsag anvendes betegnelsen ’n-ordet’ primært.

Kulturanalytikerens position Ontologisk arbejdes der ud fra en socialkonstruktivistisk opfattelse, hvor verden, som vi oplever den, anses for at være konstrueret gennem sprog (Gergen 1997). Idet specialets problemstilling kommer af personlige udfordringer med n-ordet, inddrages min egen erfaring. Hvad angår forestillingen om viden, som var den objektiv, trækkes der på den feministiske teoretiker Donna Harraway og den socialkonstruktivistiske teoretiker Kenneth Gergen. Med det sagt arbejdes der ikke ud fra ideen om, at alt er socialt konstrueret. Intentionen med dette speciale er at gøre plads til andre stemmer og anerkende andre meningsdannelser. Harraway beskriver dette perspektiv i artiklen “Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective”: » (…) we do need an earthwide network of connections, including the ability partially to translate knowledge among very different – and power-differentiated – communities. We need the power of modern critical theories of how meaning and bodies get made, not in order to deny meanings and bodies, but in order to build meanings and bodies that have a chance of life« (Harraway 1988: 580).

Med dette udgangspunkt advokeres der for at udvide rummet og at gøre plads til en verden med et pluralistisk kor af ligeværdige stemmer uafhængigt af klasse, køn, herkomst og handicap.

Kulturhistorisk begrebsforståelse Når n-ordet diskuteres i en dansk kontekst, drages der ofte en parallel til amerikanske sprogforhold, og hvordan begrebet har udviklet sig derovre på den anden side af Atlanterhavet (Hoffman 2017, Schack 1995). I den forbindelse bliver det danske n-ord en pendant til det amerikanske ‘negro’. Specialet opererer ikke med denne sammenstilling, da den amerikanske koloniale historie adskiller sig markant fra den danske koloniale historie. Under det danske flag arbejdede de slavegjorte afrikanere primært på De Vestindiske Øer, der befandt sig geografisk meget langt væk fra Danmark. De slavegjorte afrikanere i USA arbejdede derimod på markerne i USA, hvor de levede sammen med re-

sten af befolkningen. Desuden forekom der ikke lovmæssig raceadskillelse i Danmark, som der fandt sted i USA. Derfor drages der ikke parallel til det amerikanske ord ‘negro’ i denne undersøgelse. Til gengæld lægges der stor vægt på de kulturhistoriske forhold, der belaster n-ordet i en dansk kontekst. Den hollandske professor Essed, der beskæftiger sig med racisme, stiller dette spørgsmål i artiklen “Entitlement Racism: License to Humiliate”: »Where does one begin to address the Dutch construct of ‘neger’, negro, this form of colonial racial thinking so deeply ingrained in the Dutch psyche that it has remained largely untouched by the sophistication of modern times?« (Essed 2013: 70).

Det samme spørgsmål, som Essed stiller i dette citat, har jeg stillet mig selv. Som Essed skriver, bliver vi nødt til at forbinde fortidens koloniale tankegange med samtidens raciale udfordringer. Hvis vi skal forstå n-ordets forankring i det danske sprog, er det hensigtsmæssigt at forholde sig til de magtstrukturer, der har præget n-ordet. I kapitlet Glemt (kultur)arv undersøges den danske koloniale fortid og det koloniale selvbillede, hvor mørklagte dele af den nationale kulturarv føres frem i lyset. Der dykkes ned i den danske koloniale fortid, hvor vi rejser tilbage i tiden og ud i verden med det formål at forstå begrebets historiske forankring. Rejsen tager os til Indien, Afrika og De Vestindiske øer med det fokus at undersøge kolonialismes sproglige levn i dagens Danmark. Derudover undersøges magtforholdet mellem bosatte kolonister og de slavegjorte afrikanere. Den metodiske og analytiske tilgang er inspireret af Divya P. Tolia-Kelly, Emma Waterton og Steve Watsons kritiske blik på kulturarv. Deres tilgang kredser om den sanselige verden, de affektive relationer til materielle objekter og atmosfæren i kulturarvens landskab (Tolia-Kelly, Waterson & Watson 2016:1). I deres bog Heritage, Affect and Emotion – Politics, Practices and Infrastructures præsenterer de deres arbejde således: » (…) the politics in the heritage sphere is presented here as felt, embodied, intense and dynamically co-constituting the practices of meaning-making and world-sense-making (…) This moves the debate beyond an authorized herit-

age/alternative heritage binary; affective memory, when forged at heritage sites, shatters singular reading and narratives« (Tolia-Kelly, Waterson & Watson 2016:3)

Sites vil i dette projekt blandt andet være De Vestindiske Øer, slavereglementet fra 1733, menneskeudstillinger, ytringer om n-ordet i den offentlige debat, ordbøger, politisk korrekthed, bogen Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog og forestillingen Into the Dark. Der advokeres for en ligeværdig repræsentation af pluralistiske narrativer, sfærer og væren.

Begrebets dobbeltbetydning Det tænkes, at et af hovedproblemerne vedrørende anvendelsen af n-ordets er begrebets iboende dobbeltbetydning. Tilsyneladende kan begrebet både være en generel betegnelse, og det kan være en nedsættende betegnelse. Derfor undersøges begrebets definition i kapitlet Mislykket neutralisering ud fra repræsentative online opslagsværker: Den Danske Ordbog (moderne dansk sprog) og Ordbog over det danske Sprog (historisk ordbog 1700-1950)3. Det omdiskuterede begreb kommer ofte i karambolage med modstandere af fænomenet ’politisk korrekthed’. Ifølge Pernille J. Frost, der er forfatter til En strid om ord: Det politisk korrekte sprog (Frost 1995), handler politisk korrekthed i høj grad om ændringer i den sproglige praksis. For sprogbrugeren kan denne ændring være dobbeltproblematisk (Frost 1995: 64). Hvordan denne dobbeltproblematik gør sig gældende i debatten om n-ordet, undersøges i afsnittet Sproget og det udskældte politisk korrekte sprog. I næste kapitel uddybes de anvendte teoretiske perspektiver og nøglebegreber. Det er opbygget således: a) Kort om race og racisme, b) Happy objects, c) Entitlement racism og d) Hvidhed.

Ordbog over det danske Sprog u.å. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ordnetdk.

DET TEROETISKE TERRÆN Om race og racisme Inden vi går i gang med at beskæftige os med de teoretiske hovedpersoner, er det frugtbart at udfolde begreberne race og racisme kort. I dette speciale abonneres der ikke på, at der findes menneskeracer. Derimod abonneres der på, at racebegrebet er konstrueret med det formål at hierarkisere grupper af mennesker i et system, hvor hvide mennesker placeres øverst, og sorte mennesker placeres nederst. Hvordan og under hvilke forhold racebegrebet udsprang, beskriver den sydafrikanske kritiske raceteoretiker David Theo Goldberg: »The concept of race seeped into European consciousness more or less coterminous with the exploratory voyages of discovery, expansion, and domination in the latter part of the fifteenth century. The French term race and the German Rasse derive from the Italian razza and the Spanish raza, general terms that came to reflect the discovery and experience of groups of being very different from, indeed strange to the European eye and self. From its inception, then, race has referred to those perceived, indeed, constituted as other« (refereret fra Beattie 2013: 7).

Ifølge Goldberg udspringer racebegrebet fra den periode, hvor man begav sig ud på de oversøiske ekspeditioner i slutningen af 1500-tallet. Begrebet ’race’ blev en måde at differentierer sig selv fra ”de andre”, man mødte ude i verden, på. Ifølge den britiske professor i psykologi Graham Richards har racebegrebet mere med kultur og sociologi at gøre, end det har med biologi. Han skriver: »Races as objectively existing biological entities do not exist. The traditional concept of ‘race’ cannot be reconciled with current understanding of the genetic nature of human diversity (…) The criteria commonly used to ascribe ‘racial’ identity are social and cultural rather than biological« (Richards 1997: x).

Da begrebet er undfanget ud fra forestillingen om, at nogle menneske har et iboende evolutionsforspring, menes det, at racebegrebet i sig selv er racistisk. Oprindeligt var racismebegrebet også baseret på forestillingen om biologiske forskelle mellem folkeslag. Da denne forestilling blev udfordret, blev den erstattet af en ’kulturel racisme’. Kulturel racisme hævder, at kulturelle forskelle mellem grupper forklarer deres sociale position; at disse forskelle betyder, at

grupperne er uforenelige med hinanden (Castree, Kitchin & Rogers 2013). I ordbogen A Dictionary of Human Geography defineres racism sådan: »Given their political power, wealth, and historical precedent, racism is usually expressed as discrimination by white populations against ‘non-white’ people. Racism can be both overt, explicitly expressed through discourse and law, and materially through forms of violence, and covert in nature, working in more implicit and subtle ways to disenfranchise people through the restriction of life opportunities« (ibid).

Med denne definition kan man sige, at racisme er et undertrykkende magtmiddel, der praktikeres på flere niveauer. Praksissen kan foregå på et strukturelt, diskursivt, lovmæssigt, voldeligt, subtilt og nonverbalt niveau. Fælles for den undertrykkende praksis er, at undertrykkeren undertrykker og begrænser det krænkede menneske til at være til i verden i et asymmetrisk magtforhold. Fra dette vue vil jeg nu præsentere den første teoretiske hovedperson: den britisk-australske professor i race and cultural studies Sara Ahmed. I Ahmeds teoretiske landskab vil vi stifte bekendtskab med hendes teoretiske begreber sticky signs og happy objects.

Sticky signs & happy objects Specialets problemstilling handler også om følelser: Hvorfor sige noget om en anden person, som vedkommende ikke bryder sig om? I Ahmeds bog ”The Cultural Politics of Emotion” (Ahmed 2014) undersøges følelser som en kulturel og politisk praksis, hvor nogle kroppe tildeles en højere værdi end andre. Ahmed argumenterer for, hvordan følelser bevæger sig gennem bevægelser eller gennem objekters cirkulering. Disse objekter kan blive klæbrige eller mættede med affekt som sites af personlig og social spænding. Hun undersøger, hvordan nogle objekter forskydes (’displaced’), og hvilken rolle undertrykkelse spiller i, hvad der gør objekter klæbrige. (Ahmed 2014: 11). Specialet indledes med en beskrivelse af, hvordan n-ordet opleves som en uforenelig identifikation, og

hvordan det føles som en uønsket label, der unægteligt klister sig fast. Af denne årsag er der særligt øje for Ahmeds begreb sticky signs. Ahmed skriver: »To use a sticky sign is to evoke other words, which have become intrinsic to the sign through past forms of association. The word ‘Paki’ might then stick to other words that are not spoken: immigrant, outsider, dirty, and so on. The association between words that generates meanings is concealed: it is this concealment of such associations that allows such signs to accumulate value. I am describing this accumulation of affective value as a form of stickiness, or as ‘sticky signs’« (Ahmed 2014: 92).

Det vil sige, at et sticky sign hænger uløseligt sammen med andre ord. Det klæberige tegn er værdiladet og mættet med betydninger, der ikke italesættes. Således er der indlejret et iboende indhold af tegn med værdi, associationer og historie i et sticky sign. I dette speciale anses n-ordet som et sticky sign, da begrebet med sig bærer en kolonial og undertrykkende historie. Ifølge Ahmed er følelser en kulturel og politisk praksis, der er med til at definere, hvilke kroppe der tages hensyn til, hvilke kroppe der elskes, hvilke kroppe der sørges over. Denne hierarkiske opdeling er afgørende for politikken, der arbejder for at sikre en sondring mellem det legitime og illegitime liv (Ahmed 2014: 191). Hun stiller spørgsmålstegn til et system, der tilgodeser nogle kroppe fremfor andre: Hvilke personers følelser er legitime? Hvem er den forurettede? Hvem er vi allieret med, og hvem er vi ikke allieret med? Denne måde at anskue følelsers kulturelle politik bringes ind i specialets undersøgelse. Et andet begreb, der lånes fra Ahmed, er happy objects. Som begrebet antyder, drejer det sig om objekter, der giver en følelse af glæde. I essayet ”Happy objects” (Ahmed 2009) undersøger hun, hvordan nogle objekter i deres cirkulering akkumulerer positiv affektiv værdi for subjektet. I essayet argumenterer Ahmed for, hvordan glæde kan opleves som en ting, et objekt, der gør en glad. Hun skriver følgende: » (…) I want to consider happiness as a happening, as involving affect (to be happy is to be affected by something), intentionality (to be happy is to be happy about something), and evaluation or judgment (to be happy about something makes something good) (…) Such objects accumulate positive affective value as they are passed around. My essay will offer an approach to thinking through affect as

"sticky." Affect is what sticks, or what sustains or preserves the connection between ideas, values, and objects« (Ahmed 2009: 29).

Et happy object anses for at være en begivenhed, en oplevelse, der er forbundet med affekt og den positive affekt, som objektet akkumulerer. Det er denne akkumulering af affekt, som, Ahmed argumenterer for, er sticky. Som det beskrives i Ahmeds essay, kan et happy object være mange ting. Det kan være alt fra en ide, livsstil, fiktion til næring. Med denne tilgang kan man argumentere for, at n-ordet for nogle er et happy object. Et objekt, en betegnelse, der med sig bringer gode minder. På den måde kan n-ordet være et happy object, der er med til at legitimere fortællingen om, at der er tale om en neutral betegnelse af et sort menneske. Fortællingen fastholder forestillingen: I gamle dage hed en sort person en ’neger’, ergo er der intet ondt i det. Den førnævnte nostalgiske fortælling kan være med til at opretholde en eksistentiel sammenhængskraft i den enkeltes verdensorden. Hvis man ikke deler denne kærkomne forestilling ved at give udtryk for, at n-ordet ikke bringer glæde, men derimod ubehag, kan man risikere at dræbe glæden. Denne position, hvor man er i opposition, kalder Ahmed for kill-joy (Ahmed 2009: 38-39). Efter egen erfaring kan man dræbe glæden ved blot at være til stede i rummet, som brunt subjekt, da min tilstedeværelse, uden jeg ytrer mig, kan kræve en uvant og forceret sproglig justering. Den sproglige justering – at sige noget andet, end man plejer – kan skabe en usikkerhed, hvor der vakles og famles efter at finde det ”rigtige” ord. Denne justering er en forstyrrelse, der ikke bringer glæde. Således hænger begreberne sticky signs, happy objects og kill-joy sammen som en treenighed. Objekterne akkumulerer affekt, der bliver til tegn, og hvis man tager afstand, kan man agere som en, der dræber. På baggrund af interviews og fokusgrupper undersøgte Ahmed, hvordan termen ‘diversitet’ performede på australske universiteter (Ahmed 2007). Et af resultaterne var en træthed ‘equity fatigue’, når det drejede sig om begreberne: lighed og diversitet. Denne træthed kan man genkende på den danske scene,

når det kommer til racisme, politisk korrekthed og n-ordet, hvilket vil komme til udtryk i analysen af sprogbruget i den offentlige debat. Afslutningsvis vil jeg præsentere termen det hvide hav fra artiklen “A phenomenology of whiteness” (Ahmed 2007). Ifølge Ahmed kan fænomenologi hjælpe os med at se, hvordan hvidhed er en effekt af racisme, der skaber rammerne for, hvad nogle kroppe kan gøre (Ahmed 2007: 149). Hvilket udgangspunkt orienteres der fra, og hvilke muligheder har denne position? Et svar fra Ahmed kunne lyde sådan: »Colonialism makes the world ‘white’, which is of course a world ‘ready’ for certain kinds of bodies, as a world that puts certain objects within their reach. Bodies remember such histories, even when we forget them. Such histories, we might say, surface on the body, or even shape how bodies surface« (Ahmed 2007: 154).

Det hvide hav bliver synligt ved ankomsten af andre kroppe, der ikke er hvide, idet denne krop bemærkes. For eksempel ved at man kigger en ekstra gang, da kroppen ved første øjekast ikke passer ind den vante forestilling. Kroppen forstyrrer billedet. Dette møde kan for minoritetskroppen opleves som mødet med det hvide hav. (Ahmed 2007:157). Havet bliver en metafor for de rum, vi bevæger os inden for, om det er det private, det institutionelle eller det offentlige rum. Herefter introduceres den hollandske professor i Critical Race, Gender and Leadership Studies, Philomena Essed, og hendes begreb entitlement racism.

Entitlement racism Philomena Essed undersøger hverdagsracisme, hvordan vi får øje på den, og hvilken effekt den har på dem, der bliver udsat for hverdagsracisme. I Esseds tværvidenskabelige bog Understanding Everyday Racism beskriver hun, hvordan racisme er mere end struktur og ideologi. Hun argumenterer for, at racisme er en oplevelse, der erfares i hverdagen. Essed arbejder således med racisme i en integration mellem makro–og mikroniveau. (Essed 1991).

Holland og Danmark er lande, der på flere måder ligner hinanden. Det er små lande, der er bygget op som velfærdsamfund. På hver sin måde har de spillet en rolle i den europæiske kolonialisme og heraf trekanthandelen. Der er tale om lande, som portrætteres og identificeres som værende tolerante og åbne på trods af den politiske højredrejning, der har fundet sted i nyere tid. Netop ideen om tolerance forbinder Essed med racisme. Det tolerante selvbillede antyder, at racismen ikke finder sted eller kun finder sted som en afvigelse af ’normal’ praksis. (Essed 2009: 132-33 ). Foruden dette konstruerede selvbillede eksisterer der et stærkt behov for at vedligeholde forestillingen om et homogent Europa ifølge Essed. »The construction of otherness, that is, the view that ethnic groups are culturally completely different, if not deviant, is a necessary condition for sustaining the selfimage of an enlightened Europe, tolerant of difference. Ethnic reductionism is like the glue upholding a sense of homogeneous whiteness, a tolerant Europeanness. Without ‘others’ there would not be any need for tolerance either« (Essed 2009: 137).

I forestillingen om det stabile, homogene Europa konstruereres en modpart til denne – otherness – der er i kontrast til det oplyste europæiske menneske. Som et resultat af dette bliver ’de andre’ en form for afvigere, der afviger fra det europæiske selvbillede. Det asymmetriske magtforhold opretholder det fiktive selvbillede om et særligt oplyst og tolerant Europa. Hermed forbindes tolerancen med dets tvetydige relation til fænomenet racisme. Som nævnt i indledningen findes en diskrepans mellem teori og praksis, når det kommer til ytringsfriheden i Danmark. Denne kløft kan sidestilles med Esseds begreb entitlement racism: at føle sig berettiget til at ytre sig racistisk. Spændingsfeltet mellem retten til at ytre sig og retten til at ytre sig krænkende undersøger Essed i artiklen “Entitlement Racism: License to Humiliate” (Essed 2013). Essed argumenterer for, at racistiske ytringer om afrikanske efterkommere i Europa i nyere tid har taget en mere direkte og hånlig form i ytringsfrihedens navn. Ifølge Essed er det særlige ved entitlement racism, at den, der udtrykker sig racistisk, gør det vel vidende, at det kan være stødende.

»Entitle racism is a sign of the times we live in, where it is believed that you should be able to express yourself publicly in whichever way feel like (…) Freedom of expression as a form of racism evolves easily into the idea that one has the right to offend and to humiliate.« (Essed 2013: 62).

Tendensen er, at krænkeren holder på sin ret til at ytre sig ved at agere defensivt fremfor at ændre sin adfærd eller undskylde for de krænkende ytringer, der ytres (Essed 2013: 63). Man kan sige, at der ageres ud fra en selvcentreret position uden empati for den, man taler om. Denne form for berettiget racisme, der insisterer på at krænke, giver næring til uværdig adfærd (Essed 2013: 74). Yderligere ser Essed en udvikling i forholdet mellem majoritetsborgerne og minoritetsborgerne med anden kulturel baggrund i Holland. Ifølge Essed var der tale om paternalism i 1980’erne, hvor majoriteten passede på minoriteten som forældre eller omsorgsgivere, der forsørger sit barn, hvor opfattelsen var, at minoriteten havde brug for den hjælp, der blev givet af majoriteten. I kølvandet på terrorangrebet den 9. september i New York forandres den diskursive kurs i forhold til, hvordan der tales om og til minoriteter. Denne diskurs betegner Essed som the right to offend and humiliate. Dette skift kommer til udtryk i situationer, hvor nogle førhen ville sige ikke for at være racistisk… men … for at tilsløre den efterfølgende racistiske ytring. Ved ’retten til at krænke’ er der tale om en hensynsløs diskurs, hvor der påberåbes en ret til at ytre sig krænkende uden omtanke, fordi ytringsfrihed er en demokratisk ret. (Essed & Hoving 2014). Som Essed beskriver det, er det ægte raciale drama ikke racisme, men at racisme er et hverdagsproblem. »Once we recognize that racial oppression is inherent in the nature of the social order, it becomes clear that the real racial drama is not racism but the fact that racism is an everyday problem (…) racism is transmitted in routine practices that seem “normal” at least for the dominant group. To expose racism in the system we must analyze ambiguous meanings, expose hidden currents, and generally question what seems normal and acceptable« (Essed 1991: 10).

Det er særligt denne form for racisme, der gør sig gældende i de subtile, gængse, hverdagsytringer, der har interesse. Denne rutinemæssige praksis, hvor det for den dominerende gruppe er ’normalt’ at anvende n-ordet, kommer til syne i specialets analyser. Med disse briller undersøges polemikken omkring normaliseringen af n-ordet i en kontekst af hverdagsracisme.

Ydereligere arbejdes der med begreber som (hvid) uskyld, benægtelse, selvtilfreds uvidenhed, modvilje og undvigelse (Essed & Hoving 2014). Med disse nøglebegreber vil specialets problemstilling undersøges. I det efterfølgende afsnit udfoldes den engelske professor Richard Dyers perspektiver om hvidhed.

Hvidhed Det er interessant at have en teoretiker som Dyer med, da han selv er hvid og er fortaler for, at hvide mennesker ser deres hvidhed, da denne position har en magt i form af repræsentation. Dette er et gennemgående argument i hans bog ”White” (Dyer 2017), der undersøger ’det hvide racialiserede billede’. Som nævnt i indledningen, er det ifølge Dyer altafgørende at gøre op med forestillingen om, at det at være hvid er normen, og at hvide mennesker er farveløse. At være hvid er ikke en neutral position, og med sig bringer den særlige privileger, der sjældent kommer i fokus eller bliver italesat. Ifølge Dyer er det vigtigt, særligt som hvid, at give udtryk for sit situerede ståsted. Fordi det er en begrænset position, der ikke favner alle menneskers virkelighed. »Moreover, the position of speaking as a white person is one that white people now almost never acknowledge and this is part of the condition and power of whiteness: white people claim and achieve authority for what they say by not admitting, indeed not realising, that for much of the time they speak only for whiteness. The impulse behind this book is to come to see that position of white authority in order to help undermine it. It seems only proper then that I start by talking about this white person's position« (Dyer 2017: xxxiv).

Dyer sætter således sit fokus på den hvide persons position, hvor han belyser den hvide farve og positionens forudsætninger. Som Dyer beskriver det, er det vigtigt at være tydelig omkring sin (hvide) position, hvis man vil ændre på forestillingen om den hvide norm. Hvis man ignorerer dette vilkår og forsat er uopmærksom på positionens forudsætninger, forsegles den nuværende status: Hvor det mere er reglen end undtagelsen, at hvide mennesker taler ud fra et neutralt udgangspunkt som et talerør for en menneskelig norm. Dette gør sig gældende i sagen om n-ordet, hvor der tilsyneladende er et stort behov for at

kategorisere mennesker med mørk hud. For at vi kan åbne op for denne debat, skal vi være mere smidige rent sprogligt og turde italesætte alle hudfarver. Det skal normaliseres, at hvide mennesker er hvide, hvide mennesker er ikke bare mennesker. Dyers tese er, at hvis vi italesætter den hvide hudfarve, kan vi forhindre at reproducere det asymmetriske magtforhold (Dyer 2017: 9). Denne magt foregår på flere planer både på det samfundsmæssige og individuelle plan. Hvis vi ser nærmere på det individuelle plan, skriver Dyer, at magten består i, at hvide mennesker anser sig selv som ’normale’ individer, der kan tale for alle: »White people believe that they think, feel and act like and for all people (…) unable to see their particularity (…) « (ibid.).

Denne forestilling kommer også til udtryk i diskussionen om

n-ordet, når en hvid person siger: ”Jeg synes ikke, det er stødende at sige nordet”. Betegnelsen beskriver ikke vedkommende, og alligevel er der en forestilling om, at vedkommende kan tale for mennesker med mørk hudfarve, som n-ordet beskriver. Når én bestemt befolkningsgruppe kan tale for alle mennesker, sætter denne gruppe standarder for menneskeheden, hvor verden bliver konstrueret i deres eget billede: Hvor hvide er bundet op på succes, og andre mislykkes (ibid.). Det er derfor alfa og omega, at man som individ og samfund erkender de positioner, hvor man er begrænset. En anden problematik, som Dyer belyser, er hvid skyld eller skyldfølelse, der forhindrer hvide mennesker i at se på de koloniale årsager til status quo, da skyld kan være en blokerende følelse (Dyer 2017: 11). Det kan være én blandt flere årsager til, at man fortsat insisterer på at sige n-ordet. Dyer argumenterer for, at det kan være for omkostningsfuldt at forstå disse forhold, da det kan blive for overvældende at indse konsekvenserne for alvor. Konsekvensen kan være en eksistentiel dårlig samvittighed, der giver det hvide subjekt ubehag og dårlig smag i munden. En manifestation på skyld kan man se i modviljen til at undersøge racialisering. Ubehaget undviges, hvilket blokerer muligheden for at undre sig over: Hvorfor egentligt sige n-ordet? Det er derfor substantielt at undersøge de modstridende og komplekse forhold, der er med til at skabe og

vedligeholde ‘den hvide persons magtposition’. I sin undersøgelse af hvidhed og repræsentationen af hvidhed erfarer Dyer, at han ikke kan anvende de samme metoder, som når man undersøger repræsentation af andre etniciteter (ibid). Dyer erfarer, at der ikke er mange billeder af, hvad det vil sige at være hvid, hvilket siger noget om hvidhed. Det hvide privilegium, der kommer til syne, er, at man som hvid i en hvid kultur ikke bliver udsat for stereotypi i relation til sin hvidhed. Han skriver: »White people are stereotyped in terms of gender, nation, class, sexuality, ability and so on, but the overt point of such typification is gender, nation, etc. Whiteness generally colonises the stereotypical definition of all social categories other than those of race. To be normal, even to be normally deviant (queer, crippled), is to be white. White people in their whiteness, however, are imaged as individual and/or endlessly diverse, complex and changing« (Dyer 2017: 11+12).

Som Dyer beskriver, er det at være normal at være hvid. Der er tale om en førstehed. Et ideal. Hvis dette billede ikke udfordres, sker der ikke nogen ændring. Yderligere tildeles hvide mennesker en identitet, der er fleksibel, nuanceret, foranderlig og i evig udvikling. Det specifikke ved hvid repræsentation finder vi ikke i en række stereotyper. Ifølge Dyer bliver hvid repræsentation tydelig i narrativt strukturerede positioner, retoriske troper og anskuelsesmåder (Dyer 2017: 12). Hvis vi ikke ser hvidhed og det særlige i at være hvid, hvor det kun er andre hudfarver end hvide, der er særlige og anderledes, er der stor risiko for at reproducere et kolonialt selvbillede. Det næste kapitel vil behandle Danmarks koloniale fortid og bringe denne historie frem for at udfordre det nationale glansbillede.

GLEMT (KULTUR)ARV Introduktion Inden specialets analyser foldes ud, er det vigtigt med en kulturhistorisk indføring, der tilbyder en begrebsforståelse. Dette kapitel præciserer, hvilke kulturhistoriske felter specialet arbejder med, og hvordan disse anskues. Som et anslag for tonen åbnes ballet med digtet ”Den ny verden-suppe” (Bostrup 2017: 5+6), der giver et andet perspektiv på den europæiske ekspansion og de opdagelsesrejsende, som for eksempel Christoffer Columbus. Det er skrevet af Althea Romeo-Mark, som er vokset op på Skt. Croix. »Du skal bruge en nysgerrig mand ved navn Columbus, der har en stor portion mod i sit indre. Tilsæt mænd af lignende væsen, mænd, der ikke har noget at tabe. De er eventyrlystens salt og peber. Det er kun begyndelsen til den smeltedigel hinsides Atlanterhavet, der nu kendes som den nye verden. Tilsæt duften af historier om guldbelagte gader og kampe med blodtørstige 4 caribiere, tainoer og arawaker , som rammer næserne på rastløse spanier, portugisere og efterkommere af vikinger, saksere og keltere, trætte af den gamle verdens ferske suppe. Glubende sultne efter forandringer kaster de sig i blandingen og stadig utilfredse med smagen tilsætter de sære ingredienser – sorte slaver, trælbundne tjenestefolk, kinesere og indere østfra. Dette er ikke en nordamerikansk suppe, men en syd- og centralamerikansk gryderet, en krydret ret fyldt med lidenskab, brændende som chili. Den har simret i århundreder og er hele verdens gourmetret« (Bostrup 2017: 5+6)

Folkeslag fra Sydamerika som imigerede til de caribiske øer omkring år 300.

Digtet er en repræsentativ fortælling om begivenhederne, der fandt sted, da europæerne drog til Caribien. Den ligner ikke den simple fortælling om opdagelsesrejserne, hvor Columbus opdagede Amerika. Den forenklede udgave beretter ikke om de koloniale tilstande; om følgerne af de nytilkomne europæeres socialisering med den lokale befolkning; eller om hvordan der blev importeret mennesker fra Asien og Afrika. Det er med samme repræsentative blik, den danske koloniale fortid undersøges i dette kapitel. Med dette afsæt vil der med et granskende blik og kritiske kulturbriller dykkes ned i de skjulte dele af kulturarvens skatkammer. Der arbejdes med et komplekst begreb (n-ordet), et komplekst fænomen (racisme) og en kompleks historie (kolonialisme), hvortil der er mange måder at gribe disse størrelser an på. Herefter er der fokus på fortiden og dens indflydelse på nutiden med det formål at forstå den polariserende polemik, hvad angår n-ordet. Kapitlet er inddelt i følgende afsnit: a) Et historisk overblik, b) De Vestindiske Øer, c) Et slavereglement, d) En ejet genstand, e) Menneskeudstilling og f) Opsamling.

Et historisk overblik I 1400-1500-tallet sejlede kompagnier fra en række europæiske lande til Asien, Afrika, Syd- og Nordamerika, hvor de skulle udforske mulighederne for europæisk ekspansion. Man ønskede at få andel i de goder og rigdomme, man forestillede sig at finde ude i verden: en lukrativ fjernhandelsguldmine bestående af blandt andet guld, tobak, krydderier, te, silke, bomuld og porcelæn. Historikeren Michael Bregnsbo skriver i antologien Danmark og kolonierne: Danmark en kolonimagt, at man kan pege på tre gensidigt forstærkende udviklingstræk, der alle havde udspring i epoken og åndsretningen renæssancen: merkantilismen, oversøiske ekspeditioner samt magt- og skattestatens opkomst og vækst (Pedersen 2017). Det vil sige, at renæssancens brud med den daværende mid-

delalderlige magt- og samfundsstruktur var med til at skabe grobund for opdagelsesrejserne og kolonialisme. I Danmark stiftede Christian IV i 1616 Dansk Ostindisk Kompagni. Kompagniet skulle sikre importvarer fra Indien, Kina og Japan. Det lykkedes Danmark at erhverve sin første tropekoloni i det sydøstlige Indien i 1620; en kystby med navnet Tranquebar (nu Tharangambadi). Samme år blev fæstningen Dansborg bygget i byen. Dansborg er den næststørste fæstning efter Kronborg. Fæstningen kan man stadig besøge i dag (Brimnes 2018b). Dermed er Dansborg ikke kun en del af den danske kulturarv, men også en del af Indiens kulturarv (Gøbel 2015).

Dansborg i Tharangambadi (muligsiv fra år 1700)

I 1647 gik turen til Afrika, nærmere bestemt Accra i Ghana. Accra grænser op til Guineabugten, heraf navnet Guinea-kompagniet, der blev oprettet og etableret i 1656 (Gøbel 2015: 17). Efter aftale i form af en underskrevet traktat med 5

“Dansborg - Digitale samlinger”. u.å. Set 25. april 2019. http://www.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object78598/da/.

det ghanesiske kongedømme Fetu, grundlagdes det danske fort Frederiksborg i 1959, og i 1661 grundlagdes fortet Christiansborg (Brimnes 2012). Fra Danmarks side var ønsket at indgå i den lukrative trekantshandel.

De Vestindiske Øer I det caribiske øhav, der hovedsageligt var under den spanske trone, var det ønskede fund af guld og ædelmetaller beskedne. Derfor havde øerne ikke den store interesse for spanierne, der anså øerne som et springbræt til det store America (Rønn 2017). På grund af interne konflikter mellem caribierne og arawakerne, der sidenhen opholdt sig på de sydlige øer, var øerne ganske ubeboede (Larsen 1928). »Da de Danske kom til Øerne, fandt de Urskov overalt, hvor der ikke var Klippegrund. Paa Steder, hvor der havde været forsøgt Plantning, var Jorden i utrolig kort Tid »gaaet i Busk« saasnart Dyrkningen og Pasningen ophørte og i Løbet af en Aarrække kunde der være »Urskov«igen« (Larsen 1928: 9).

I årene 1665-66 sejlede dansk-norske skibe til det daværende Vestindien, hvor de uden held forsøgte at kolonisere øen Skt. Thomas, dog lykkedes det at kolonisere øen i 1672 (Brimnes 2018a). Samme år blev en gruppe af 104 dansk-norske sømænd, soldater, tugthusfanger og kvinder (der var dømt for usædelighed) sendt til Skt. Thomas. Grundet manglende ressourcer og den varme temperatur blev gruppen mindre og mindre, og efter syv måneder på øen var der kun 29 tilbage. På naboøerne havde englænderne en anden strategi: Deres arbejdskraft var slavegjorte afrikanere. Dette gav inspiration til at importere deporterede krigsfanger, der blev solgt og brændemærket fra Ghana. De nyankomnes arbejde bestod blandt andet i at arbejde på de vestindiske sukkermarker, der blev en af hovedkilderne til Danmarks økonomiske vækst (Larsen 2008).

Med danske skibe blev der transporteret cirka 111.000 afrikanere fra 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet (Gøbel 2017). Det var primært våben og alkohol, der var den danske valuta. Med denne købte man slavegjorte mennesker, som enten blev solgt videre til andre nationer, eller som skulle arbejde på sukkermarkerne i Caribien, hvorfra sukker og andre varer blev sejlet tilbage til Danmark. Det var traktaten med kongedømmet Fetu i Ghana, der åbnede porten til slavehandlen. Uden denne aftale kunne Danmark ikke være en aktiv spiller i trekantshandlen, hvor Danmark i øvrigt indtog 7. pladsen i den transatlantiske slavehandel. Denne placering hører vi ikke så meget om. På trods af Danmarks signifikante rolle i slavehandlen, adresseres den koloniale fortid sjældent om end aldrig. Dette er ikke en del af det danske image eller selvbillede. Undvigelsen af disse historiske begivenheder reproducerer en forestilling om national uskyld, hvor man benægter raciale strukturer i en kulturel arena, der emmer af selvtilfreds uvidenhed (Essed og Hoving 2014). Denne kedelige kombination ser man i diskussionen om n-ordet, hvor der mangler et historisk perspektiv. I næste afsnit ser vi på den historiske begivenhed, der omhandler et slavereglement.

Et slavereglement I året 1718 købte Danmark øen Skt. Jan, hvor man dyrkede tobak, bomuld og sukker. Øen var dog for lille til at have en økonomisk betydning. Med erhvervelsen af Skt. Croix i 1733 blomstrede den danske sukkerindustri, særligt på grund af dens størrelse og dens flade terræn. I 1733 var andelen af fragtede slavegjorte ekstraordinær høj. Nærmest kun én ud af ti på øerne var hvid. Der var en frygt for, at et oprør ville finde sted (Brimnes 2018a). Derfor indførte den daværende guvernør Philip Gardelin et slavereglement i 1733. Som det beskrives i det efterfølgende citat, var der ingen forståelse for de slavegjortes forhold. Man mente, at de var forudbestemt til at være slaver:

»Jeg, Philip Gardelin, gør vitterligt for alle negrene på dette Eyland: Da det desværre er kommet mig for øre, at vore negre, som af Gud selv er gjort til slaver, ikke alene understår sig i at tilsidesætte deres slavepligter mod de blanke i almindelighed, men også i særdeleshed udviser ulydighed overfor deres mestre og mesterinder – hvis penge de dog er, og derfor er dem desto større underdanighed skyldige (…) besluttet at publicere følgende artikler, hvorpå negrene vel at give i agt (…)« (Larsen 2013: 94).

Som det står skrevet i citatet, er der ikke tale om neutral beskrivelse, men om en slavekategorisering, som begrundes religiøst med Gud som autoritet. Slavestatussen er på forhånd givet af Gud: De er født slaver og ikke slavegjorte. De slavegjorte mennesker blev tingsliggjort, hvor de blev betegnet som ’neger’. Kategoriseringen af de slavegjorte var en del af en essentialistisk racisme. Som beskrevet i slavereglementet var de slavegjorte kolonisternes ejendom, der kun eksisterede med det formål at tjene deres ejer. Og alligevel mente guvernøren, at han gjorde alt for de mennesker, som han undertrykte. Herudover bestod slavereglementet af nitten punkter. Alle punkterne legitimerede grov vold og afstraffelse af de slavegjorte afrikanere og i værste tilfælde dødsstraf. Det var at et middel til at stabilisere det asymmetriske magtforhold mellem salveejer og slavegjorte. Ved at etablere dødsangst og afstraffelse forsøgte man at forhindre de slavegjorte i at gøre modstand. Slavereglementeret blev ikke erstattet i over hundrede år (Larsen 2013: 94-96). Først i 1792 forbød Danmark-Norge den transatlantiske slavehandel, men selve slaveriet var stadig en virkelighed på øerne. I de følgende år voksede presset for de slavegjortes frigivelse, der kulminerede i det største opgør på øerne ved Frederiksstad på Skt. Croix i 1848, der resulterede i, at de slavegjorte endelig blev frie. Perioden efter 1848 var præget af økonomisk nedgang, hvor det var vanskeligt at skaffe arbejdskraft til sukkerproduktionen. Da øerne ikke længere var profitable, blev de solgt til USA i 1917 (Brimnes 2018a). Dette oprids over den danske kolonitid har til formål at give os et historisk indblik i, hvor dybt forankret n-ordet er i den danske koloniale historie. Det findes problematisk, at dominerende diskurser afviser forbindelsen mellem nutidige etniske ydmygelser og brutaliteten af kolonisering, slaveri og antisemitisme

(Essed & Hoving 2014: 11). Afvisningen medfører, at man fortsat kan ytre sig racistisk i en forklædning af selvtilfreds uvidenhed. Ved at undgå den ubehagelige virkelighed stabiliseres en national tolerant selvopfattelse. Da specialets fokus lægger vægt på samtidens sprogbrug, udfoldes de slavegjortes vilkår på øerne ikke yderligere. I næste afsnit vil vi se på, hvordan den koloniale virkelighed fra De Vestindiske Øer blev importeret til kolonimagtens land.

En ejet genstand I gode, gamle dage i gode, gamle København, fandt der engang en retssag sted, der omhandlede konflikten: Hvem var den retsmæssige ejer af ’negeren’? Sagen var som følgende: Sophie Magdalene Sørensen arbejde som jordemoder på Skt. Croix. Da hun flyttede til København i 1790’erne (det præcise årstal vides ikke), medbragte hun en slavegjort mand (mandens navn kendes ikke). I Danmark var han »(…) imod hendes vidende og vilje frakommet hende«, hvilket var det første problem. Det andet problem var, at en generalmajor ved navn Abbestée havde givet den slavegjorte mand videre til en fløjtenist uden jordemoderens godkendelse. Sophie Magdalene Sørensen anmeldte derfor generalmajor Abbestée, da hun mente, at den slavegjorte var hendes ejendom (Pedersen 2017: 122). I retssagens sprogbrug kan vi se, hvordan man anså de slavegjorte afrikanere som en ejendom og ikke som mennesker med fri vilje: »Efter at jordemoderen ved retten i København havde aflagt ed på, at ”negeren” var frakommet hende imod hendes vilje, havde hun fået rettens ord for, at ”negeren” tilhørte hende. Men ifølge rettens kendelse skulle hun tillige være forpligtet til at tage imod ”negeren”, dersom generalmajorens arvinger ville udlevere ham til hende. Det var hun imidlertid ikke til sinds at gøre. Hun gjorde gældende, at retssagen alene havde drejet sig om at fastslå hvem ”der var ejer af negeren”, og hun beklagede sig over, at Abbestée ”aldrig (havde) tilbudt hende negeren, som nu er hende til ingen nytte”« (ibid.)

Som det beskrives, var formålet med retssagen at finde ud af, hvem manden tilhørte, og hvorledes jordemoderen kunne få erstatning for sit ’tab’. I retten

blev manden omtalt og opfattet som en genstand. Konflikten rammesætter et klart billede af, hvordan man i gode, gamle dage medbragte den vante koloniale livsstil til Danmark. Man importerede simpelthen den koloniale virkelighed fra De Vestindiske Øer til kolonimagtens land. Set med samtidens briller er forudsætningerne for denne retssag absurde. Det kan være svært at begribe, at denne retssag har fundet sted i København. Men netop historier som denne skal frem i lyset, hvis vi nogensinde skal få en forståelse af kolonialismens indflydelse. I artiklen ”Slaver og ikke-europeiske tjeneste i Danmark-Norge på 1700- og begynnelsen av 1800-tallet” (Østhus 2018) undersøger den norske historiker Hanne Østhus, hvordan denne gruppe af mennesker blev omtalt, kategoriseret og klassificeret (særligt i folkeoptællingerne). Undersøgelsen viser, at man ikke kender det præcise antal af ufrivillig arbejdskraft, som blev importeret til Danmark fra kolonierne. Dette skyldes en manglende systematisk registreringspraksis af denne gruppe. Eksempelvis fandtes der ikke en rubrik for etnicitet, fødested eller nationalitet i folkeoptællingerne. Derfor er det ikke til at vide, om arbejdskraften var tjenere eller slavegjorte fra henholdsvis Indien, Afrika eller Amerika, da etnicitet ikke blev registreret. Ifølge Østhus udfordrede den koloniale virkelighed kolonimagtens bureaukratiske og juridiske kategorisering, hvor der kun blev skelnet mellem fri og ufri arbejdskraft. Kategoriseringen er derfor præget af tilfældigheder snarere end systematik. Vilkårligt noteres beskæftigelsestitlen. Andre steder noteres der under beskæftigelsestitlen: ’neger’, ’negerinde’, ’sort’ eller ’mulat’. (Østhus 2018: 31,35,37). Ejerskabsfølelsen og stoltheden af sin erhvervelse kom yderligere til udtryk i måden, man udstillede sin importerede arbejdskraft på. Sorte tjenere og slavegjorte fra Asien, Afrika og Amerika blev fremvist som særlige modeobjekter, der skulle vises frem, da det var ekstraordinært at se andre etniciteter. Iscenesættelsen af ’de andre’ fandt sted ved storslåede begivenheder som barnedåb og konfirmationer, som man kunne læse om i aviserne (Østhus 2018: 41).

Østhus’ undersøgelse om kategorisering giver anledning til at drage paralleller til nutidens polemik, hvad angår n-ordet og specialets problemstilling. Danmarks fortid som kolonimagt udfordrer netop nutidens berettigelse til at anvende n-ordet neutralt. Som fremvist betød n-ordet i gamle dage ikke sort. Også dengang var det en nedsættende betegnelse om mennesker, som man anså som værende laverestående. Ideen om, at det er en neutral betegnelse, er mere en velsmagende narrativ, end det er historisk fakta. Det handler ikke om en indskrænkning af ytringsfriheden, men drejer sig om at synliggøre den koloniale fortid, der spøger i udsigelsen af ordet. I slutningen af 1800-tallet kunne den almindelige danske offentlighed nærme sig de såkaldte fremmede mennesker ansigt til ansigt. Det møde fandt sted ved begivenheder, som man dengang kaldte for menneskeudstillinger. Udstillingerne og mødet med ’de fremmede’ behandles i næste afsnit.

Menneskeudstilling Rundt omkring i de europæiske storbyer blev mennesker fra forskellige steder i verden (Afrika, Asien og Australien) fremvist som objekter i en udstillingsform, der var en blanding af akrobatik, magi og iscenesat levende etnografi. Levende etnografi bestod i at udstille en gruppe mennesker i en fiktiv landsby, hvor de udførte hverdagshandlinger. Med andre ord blev de instrueret i at optræde som ”sig selv” i deres ”naturlige omgivelser”, hvor de eksempelvis lavede mad, passede deres børn og udøvede håndværk. Fælles for de forskellige former for udstillinger var, at de af deres betragter skulle betragtes som vilde, uciviliserede og meget anderledes end publikum. Udstillingerne var en stor succes med mange tusinde besøgende (Andreassen og Henningsen 2011: 11,13). Ifølge Andreassen og Henningsen er datidens koloniale opfattelser af mennesker fra Afrika med til at præge nutidens opfattelser om europæeren selv og de andre.

»De beskrivelser, som Europa gennem århundrede har lavet af fx afrikanere som primitive, barnlige og ubegavede, har ikke alene haft betydning for opfattelsen og behandlingen af afrikanere, men også for europæernes selvopfattelse: Europæeren, der fremstår som et modstykke til afrikaneren, opfattes dermed som civiliseret, rationel-voksen og intelligent« (Andreassen og Henningsen 2011: 37).

Foruden underholdnings- og sensationsværdien var et af udstillingernes hovedformål altså at bekræfte publikum i deres højerestående kulturelle og racemæssige position. Fortidens historiske handlinger sætter således sit aftryk på nutidens opfattelser af andre og forestillinger om sig selv. Af denne årsag behandles emnet menneskeudstillinger. I dette afsnit er der fokus på fremstillingen af mennesker, der kommer fra det Afrikanske kontinent, da n-ordet er specialets omdrejningspunkt. I denne tidsperiode mente man, at afrikanerne og de australske aboriginals var placeret nederst i den biologiske fødekæde (ibid.). En af de sidste udstillinger fandt sted i 1905 i Tivoli. Udstillingen hed ”Dansk koloniudstilling (Grønland og Dansk Vestindien)”, hvor blandt andet to børn, Alberta og Victor, fra De Vestindiske Øer blev udstillet i bur (“Koloniudstilling i Tivoli 1905” 2012). Om koloniudstillingen blev der skrevet således i Randers Amtsavis: »Til Koloniudstillingen i Tivoli er der ankommen to Negerbørn, Victor og Alberta. Paa plakater, som i dag findes rundt om i Byen, opfordres publikum til ”ikke give Negerbørnene noget at spise” der er snart ikke mere forskel på Tivoli og Zoologisk Have« (ibid.).

Victor og Alberte bliver her sammenlignet med dyrene i Zoologisk have. Man anså dem som værende tættere på naturen og uberørt af civilisation: De var uintelligente og vilde. I en tid, hvor verden ikke var global, som vi kender den i dag, men meget mere lokal, kan man forestille sig, hvilken sensationsværdi disse udstillinger havde for datidens danske betragtere. Man kan næsten se det for sig, hvilken forbløffende oplevelse det måtte have været at se folkeslag fra den store, fremmede verden. Af arrangørerne blev der skruet op for vildheden, da ’de vilde’ skulle fremstilles som ægte vilde. De udstillede blev iscenesat, som mennesker, der var uberørt af ’den hvide civilisation’ (Andreassen og Henningsen 2011: 38-39). Udstillingernes attraktion i form af underholdning og sensationsværdi både bekræftede og etablerede datidens forestilling: at hvide

mennesker var øverst i fødekæden og langt foran i den menneskelige udvikling. Det hvide menneske var det civiliserede ideal. En forestilling, der trives i bedste velgående. Det skrevne og det udtalte ord er med til at skabe virkeligheden. Virkeligheden skabes og genskabes hele tiden gennem de måder, vi taler om verden og omtaler hinanden på. Virkeligheden eksisterer ikke bare (Andreassen og Henningsen 2011: 48). Hermed kan man konkludere, at betegnelser som nordet ikke er neutrale. Den koloniale virkelighed og datidens forestillinger om det menneske, som ordet beskriver, sætter fortsat et aftryk. Aftrykket er ikke lige til at fjerne, tværtimod klistrer aftrykket sig til tegnet. »At beskrive andre er ikke en neutral handling. Det er gennem beskrivelserne, at der skabes bestemte forestillinger om andre. Der er magt i at beskrive. Folkeudstillingerne er et eksempel på dette. De, der beskriver eller iscenesætter udstillinger, har magt til at definere, hvordan andre er. De mennesker, der bliver beskrevet og udstillet, får sjældent lov til at selv at bestemme fremstillingerne af dem« (ibid.).

Fremstillingen af afrikanere skaber en bestemt og negativ narrativ. I afbildningen af afrikanere blev der ikke kun skruet op for de vilde og barbariske ”iboende” egenskaber (Andreassen og Henningsen 2011: 158). Det gælder også ved skildringen af de fysiske træk, der skaber et fordrejet og obskurt billede: meget store læber (i nogle tilfælde røde læber), tæt, kruset hår, kurvede, kvindelige former, kulsort hud, dyrelignende lemmer og ansigtstræk. Disse negative klichéforestillinger, om hvad det vil sige at komme fra Afrika, hænger ved i deres stickyness (Ahmed 2009, 2014). Personligt har jeg oplevet, at hvis man, som sort, afviger fra de førnævnte kendetegn, bliver man på sin vis lidt mindre sort med et positivt fortegn. Der udsiges en fordel, hvor der er en skønhed i at være mere ’chokoladebrun’ end at være meget mørkebrun; at have krøller fremfor kruset hår; og at have ansigtstræk, der minder om de europæiske. Det koloniale aftryk i form af sprog og afbildninger af udstillede afrikanere i både litteratur og tegninger sætter standarden for, hvordan et ’rigtigt afrikansk menneske’ ser ud. Med nærmest superlim klistrer aftrykket sig fast til tegnet, hvilket er hæmmende for nuancerne, og de historier, som nuancerne indeholder. Det koloniale aftryk gidseltager forestillingen om, hvordan en afrikaner ser ud, og hvad en

afrikaner er. At fortidens syn på afrikanere påvirker nutidens syn, mener forfatterne til bogen Menneskeudstilling også: »Det danske og europæiske syn på afrikanere som barbariske, dumme og barnlige, som fik videnskabelige legitimitet gennem folkeudstillingerne og litteraturbeskrivelserne, skabte holdninger og fordomme, der kom til at præge både de europæiske og afrikanske befolkninger helt frem til i dag« (Andreassen og Henningsen 2011: 85).

Den påsatte label, n-ordet, bliver et sticky sign, der som et ekkokammer af kolonialismens tid runger en uudtalt fortid, der handler om magt. Hvor en kæmpe befolkningsgruppe fra det andenstørste kontinent i verden bliver reduceret til et begreb, en kategori, et objekt. Den koloniale kulturarv er en aftegning af afrikaneren som det uskønne, sorte, uciviliserede, farlige og overseksualiserede væsen (Andreassen og Henningsen 2011: 158-159). Ifølge Dyer var det dog ikke kun de sorte, der dengang blev afbilledet som mere sorte. Det samme gjaldt for hvide, der blev afbildet som mere hvide, end det de reelt var. Jo hvidere, jo skønnere, jo renere og mere uskyldig var man. Overdrivelsen af den hvide farve betød, at de hvide var mere ideelle og oplyste i kontrast til de sorte. Dette betød, at de sorte fik tilskrevet negative karakteristika såsom dårlige, frastødende, urene og uoplyste (Dyer 2017: 63). Afslutningsvis findes det passende, at dette afsnit rundes af med et citat, der fortæller os om, hvordan fortidens koloniale fortid præger vores nutid: »Fortiden, inklusiv udstillinger af ikke-hvide mennesker og dansk racevidenskab, er del af de danske nationale rødder. Denne fortid er en væsentlig del af den danske kulturarv og danskerne præges stadig af arvens tankegods i dag. Hvis vi ikke kender fortiden, risikerer vi at reproducere den. Hvis vi ikke kender og anerkender, at racismen og kolonialismen var en central del af den danske fortid (og derfor er en del af vores nutid), risikerer vi at gentage fortidens handlinger, talemåder og tankesæt. Vi risikerer at vedblive med at fastholde hvide menneskers privilegier på bekostning af ikke-hvide mennesker, som vi har gjort det gennem historien« (Andreassen og Henningsen 2011: 280).

Citatet understreger, at det er essentielt at anerkende den koloniale fortid. Hvis ikke risikerer vi at reproducere hvide menneskers privileger. Fortidens dehumaniserende handlinger og holdninger om afrikanere spiller i nogle sammenhænge stadig en rolle i dag. Når det kommer til n-ordet, forekommer der en blanding af national benægtelse, selvtilfreds uvidenhed, modvilje og undvigel-

se. Denne uheldige sammensætning er en udfordrende størrelse at arbejde med. Fortiden spænder ben for et fortsat ønske om at anvende begrebet neutralt. Med kulturhistoriske briller er det vanskeligt at insistere på, at begrebet er neutralt og harmløst.

Opsamling Dette vue over den danske kolonitid er med til at tegne konturerne for de hierarkiske strukturer, vi finder i sproget i dag. Med dette kulturhistoriske kapitel har det været min hensigt at udvide vores historiske horisont og rette opmærksomheden på reproduktionen af raciale hierarkier ved at anvende n-ordet. I den nuværende polemiske debat om n-ordet er historien om Danmark som slavenation glemt. Måske er den ikke glemt. Måske handler det om modvilje. En undgåelsesmanøvre for ikke at mærke skyld og det angstfyldte ubehag, som det medfølger (Dyer 2017). Der advokeres for et samtalerum, der tillader ubehaget, hvor man taler sammen uden af at blive hæmmet af følelser som frygt og angst. Denne undvigelse er med til at reproducere forestillingen om den hvide person: At den hvide person er normen. Med de udvalgte historiske nedslag, som jeg har fremvist, kan der konkluderes, at fortidens koloniale handlinger er indlejret i n-ordet. Fortidens oversøiske ekspeditioner og territorier er en del af den danske kulturarv. Som vi kommer til at se i de efterfølgende analyser, er der mange blinde vinker, når det kommer til den danske koloniale bagage. I næste kapitel analyseres situationer i den offentlige debat, hvor n-ordet vækker opsigt i det danske medielandskab. Kapitlet Det tveæggede sværd er inddelt således: a) Zirkus Nemo og n-ordet, b) Politikere og n-ordet og c) Drama over titelændring.

DET TVEÆGGEDE SVÆRD Zirkus Nemo og n-ordet Anders Lund Madsen og Søren Østergaard instruerede forestillingen Zirkus Nemo – Nu med neger. Om forestillingens titel skrev Povl Høst-Madsen et debatindlæg i Ekstra Bladet, da han var indigneret og mente, at det var hånende at bruge »(…) en stærkt nedsættende betegnelse for mennesker med mørk hudfarve« (HøstMadsen 2000). Derfor anmeldte han Zirkus Nemo til forbrugerombudsmanden for overtrædelse af markedsføringsloven; klagen blev dog afvist. I artiklen ”Nu med neger” fra Ekstra Bladet spørger filmjournalisten Kim Kastrup om inddragelsen af n-ordet i forestillingens titel var et indspark til racismedebatten. Anders Lund Madsen svarede således: »Altså, det ved jeg ikke. Hele negersagen startede med, at jeg sidste år i Århus kom til at sige, at det ville lyde godt i et slogan for vores cirkus, hvis man kunne tilføje: Nu med neger. Det ligger så godt i munden. Det er jo en allitteration. Vi har da overvejet, om vi i stedet skulle have sagt: Nu med sort eller nu med farvet og så videre. Men det går ikke, for så er det jo ikke en allitteration« (Kastrup 2000).

Som Madsen beskriver det i artiklen, handler n-ordet om et stilistisk virkemiddel, et rim, et ordspil. Derudover beskriver han en følelse og oplevelse af, at nordet ’ligger godt i munden’. Madsen argumenterer for, at han har fået tilladelse til at anvende ordet af cirkusartisten Elvis Mokko (der er bidragsyderen til titlen). Man kan sige, at for Madsen er der tale om et happy object (Ahmed 2009). N-ordet ’ligger godt i munden’, og ’det lyder godt’. Der lægges ikke vægt på, at begrebet har en stærkt nedsættende medbetydning. Måske mener Madsen, at ordvalget er helt uskyldigt, at der i denne kontekst kun gøres brug af n-ordet, fordi: 1) det lyder godt, 2) det er en allitteration, og 3) de har fået tilladelse af det udstillede objekt. Endvidere kan man argumentere for, at Madsen giver udtryk for en selvtilfreds uvidenhed (Essed & Hoving 2014), hvor han vælger at se bort fra, at titlen reproducerer en dehumaniserende, kolonial forestilling. Forestillingen centreres om en afrikansk cirkusartist, hvor han i kraft af sin etnicitet iscenesættes som et sensationelt modeobjekt, et ekstraordinært artefakt: Han anses som værende essentielt anderledes fra sit hvide publikum.

Zirkus Nemo – Nu med neger minder mig om en kolonial fortid, om de førnævnte menneskeudstillinger. Kastrup beskriver endda en situation i artiklen, der leder tankerne små hundrede år tilbage til menneskeudstillinger med sætningen: »Alle ventede spændt på at se negeren springe op som en trold af en æske under pressemødet« (Kastrup

2000). At nogen skulle være spændt på at se en afrikaner

i anno 2000 er svært at forstå. I næste afsnit ser vi på udtalelser fra Esben Lunde Larsen og Bertel Haarder.

Politikere og n-ordet Venstre politikeren Esben Lunde Larsen gjorde sig bemærket i 2014, da han annoncerede, at han i sin sproglige praksis ville anvende n-ordet. I JyllandsPosten kunne man læse, at Larsens såkaldte nye ordvalg var en del af en »selvbestaltet protest mod politisk korrekthed«

(Gjertsen og Vibjerg 2015). Hertil udtalte

Larsen, at han fremover ville omtale en sort person som ’neger’, fordi det er, hvad ordet retteligt dækker over (ibid.). Politisk korrekthed har ikke det bedste ry, da den generelle holdning er, at den begrænser vores demokratiske ret til at ytre os. Larsens udtalelser om n-ordet blev diskuteret i radioprogrammet Rushys Roulette på Radio 24/7. I æteren sagde Bertel Haarder, den daværende næstformand i Folketingets præsidium, at der intet var i vejen med at sige n-ordet (Rashid 2014). Da radioværten Rushy Rashid var ved at afslutte samtalen, skar Haarder igennem »(…) og der mener jeg, at det er ren politisk korrekthed, at man ikke må sige neger (…)«

(ibid.). I sit forsøg på at stoppe samtalen sagde Rashid »Og

jeg vil så sige, at når vi så åbner sådan en flødebollepakke«,

hvor Haarder afbryder og

afslutter Rashids sætning ved at sige »Så siger vi negerkys!«. Her har vi et andet eksempel på happy object, som Haarder insisterer på at sige. Man kan forestille sig, at Haarder, der er født i 19446, i mange år har haft en sproglig og social erfaring med n-ordet som et ganske almindeligt ord, hvor man købte ’neger 6

“Bertel Haarder (V)”. u.å. Folketinget. Set 25. april 2019. https://www.ft.dk/da/medlemmer/folketingetsmedlemmer/bertel-haarder-(v).

kys’ (herefter n-kys). Det kan være årsagen til, at der stædigt klamres til nordet, da n-ordet for Haarder er et happy object (Ahmed 2009). Som observatør kan man få indtrykket af, at glæden ved at sige n-ordet eller n-kys har en indflydelse på, at man bevidst glemmer eller benægter, at ordet er et levn fra en kolonial fortid. De tre eksempler med Madsen, Larsen og Haarder bærer præg af det, som Essed kalder for entitlement racism (Essed 2013), hvor de føler sig berettiget til at anvende n-ordet. Desuden er der tale om happy objects (Ahmed 2009), da det er begreber, som de kan lide at anvende. Skulle der være en modstander af deres ordvalg, kunne vedkommende meget hurtigt være en kill-joy (ibid.). Kritikken af ordvalget kan ødelægge den gode stemning. Det bliver en kritik af barndomsmindet. Eller også agerer man som fortaler for politisk korrekthed. Den amerikanske antropolog Edward Bruner skriver i ”Ethnography as Narrative”, at historier undfanges i en erfaring eller social praksis (Bruner 1986: 153): »Stories operate not simply in the realm of the mind, as ideas; to be convincing they also must have a base in experience or social practice. It is the perceived discrepancy between the previously accepted story and the new situation that leads us to discard or question the old narrative; and it is the perceived relevance of the new story to our own life situation that leads to its acceptance« (ibid.).

Hvis vi følger Bruners tanke, skal der for afsenderen af n-ordet være en uoverensstemmelse mellem den tidligere accepterede historie (n-ordet er et deskriptivt begreb, andet er censur) og den nye historie (n-ordet er et stærkt nedsættende skældsord). N-ordets nye fortælling vil først blive accepteret, hvis den nye betydning findes relevant for afsenderens livssituation: hvis det godtages, at n-ordet er stødende og krænkende. Derfor kan der for afsenderen være et stærkt behov for at anvende betegnelsen, idet den nye fortælling hverken er forankret i den sproglige eller i den sociale praksis. I de udvalgte eksempler (Madsen, Larsen og Haarder) opererer ideen om ytringsfrihed som et skalkeskjul, der giver dem retten til at fornærme og ydmyge andre. I praksis kan ytringsfriheden meget hurtigt udøves med et racistisk fortegn fremfor et solidarisk og demokratisk privilegium. Herefter analyseres reaktionerne på Museum

for Kunsts titelændringer.

Drama over titelændring I 2016 valgte Statens Museum for Kunst at ændre fjorten kunsttitler. Titlerne på værkerne indeholdt ord som ’neger’, ’mulat’ og ’hottentot’. Årsagen til denne ændring var at undgå begreber, som man brugte under kolonitiden til at betegne afrikanere (Stockmann 2016). Dette valg skabte stor dramatik i den offentlige debat. Debattens brændpunkt var frygten for en unødig, censurlignende omskrivning af historien. Kritikkerne frygtede, at man ændrede på den nationale historie ved at ændre på museets kunsttitler. Til pressen udtaler kulturministeren, Bertel Haarder, at han ikke ønsker at blande sig i, hvordan museet vil præsentere de enkelte værker, men at han personligt mener »(…) at Danmark bliver fattigere, hvis vi glemmer vores fortid som kolonimagt«7. Det er en vag udmelding fra Haarder, vi har her. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt han har ændret holdning, hvad angår anvendelsen af n-ordet, eller om han tilslutter sig det kritiske kor. Det er forvirrende. Når det drejer sig om kunsttitlerne, mener han, at n-ordet er en påmindelse om Danmarks koloniale fortid. Vedrørende sagen om Esben Lunde Larsen mener han ikke, at den politiske korrekthed må sætte grænser for, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Derudover mener han, at flødeboller hedder n-kys. Man kan konkludere, at det er Haarder selv, som bestemmer, hvornår n-ordet er neutralt, og hvornår det siger noget om Danmark som en kolonimagt. Det giver Haarder, eller andre som praktiserer denne arbitrære sprogbrug, en særlig sproglig magt. En magtposition, hvor det er den hvide afsender, som bestemmer, hvornår betegnelsen har en neutral betydning, og hvornår det har en kolonial betydning. 7

“Bertel Haarder om neger-censur: Det ønsker jeg ikke at blande mig i”. u.å. dr.dk. Set 25. april 2019. https://www.dr.dk/nyheder/kultur/kunst/bertel-haarder-om-neger-censur-detoensker-jeg-ikke-blande-mig-i.

I dagbladet Politiken udtaler Nationalmuseets vicedirektør Camilla Mordhorst, at man korrigerer i danmarkshistorien, når man ændrer titlerne (Stockmann 2016). Hun mener, at n-ordet i denne kontekst beskriver en historisk ulighed, som man ikke skal fornægte, men som vi skal tage på os. Måske vil nogle besøgende forbinde titlerne, hvori n-ordet indgår, til datidens ulighed. Til gengæld kan man forestille sig, at sprogbrugere, som føler sig berettigede til at bruge nordet, formentlig ikke vil skænke den historiske forbindelse en tanke. Sagen er, at værkerne på Statens Museum for Kunst ikke er en del af en såkaldt koloniudstilling, der beskæftiger sig med den danske koloniale fortid. Hvis vi skal tage historien på os, er det netop ved at udstille værker fra 1620-1917, der skildrer den danske koloniale historie. Samlings- og forskningschef på Statens Museum for Kunst Peter Nørgaard Larsen afviser kritikken i Information (Kulturredaktionen 2016). Han forklarer, at de ikke ændrer kunstnernes originaltitler, men at der er tale om museumstitler, som ikke længere er tidsbestemte. Hvis der er tale om en originaltitel, vil den stå sekundært, men man kender ikke til de fjorten værkers ”originaltitler”. Ifølge Larsen ønsker Statens Museum for Kunst ikke at anvende n-ordet i 2016, der er belastet og har mange negative konnotationer »Er det ikke at censurere vores samfunds mere racistiske fortid?« (ibid.). Han understreger, at de ikke ændrer i kunstnernes egne titler. Det er titler, som museet selv har givet værkerne, typisk gjort fra 1800-tallet og frem. Museets samlings- og forskningschef belyser en væsentlig pointe med henblik på repræsentation i Politiken: »Har vi et maleri med en mand fra Vejby ville det jo heller ikke hedde 'Hvid mand' det ville sikkert hedde 'Mand fra Vejby'. Vi har ønsket at bruge samme princip. Kan vi sige afrikaner, nigerianer, ghaneser eller afroamerikaner, gør vi hellere det”« (Stockmann, 2016).

Der er altså tale om et forsøg på at repræsentere alle mennesker på lige fod uafhængigt af hudfarve. Statens Museum for Kunst ønsker ikke at reproducere koloniale fremstillinger af afrikanere. Derudover er det en misforstået opfattelse, at kunstværkers titler og beskrivelser altid er kunstnerens egne. Ofte finder dette først sted, når kunstværkerne ankommer til museet flere hundrede år efter, de er blevet skabt. Derfor er det de daværende museumsinspektører og

kunsthistorikere, som har givet værkerne en ”originaltitel” samt dets beskrivelser. En væsentlig pointe i dette drama er, at det drejer sig om titler, der er opdigtet af andre end kunstneren selv. Hermed er der ikke en ægte nationalhistorie, der ændres på. Man kan sige, at det er et sprogligt levn fra den koloniale tid, idet museumssystemer også rummer overleverede koloniale forestillinger. Den britiske kulturteoretiker Stuart Hall minder os om, at den nationale kulturarv er en magtfuld resurse, der er med til at definere følelsen af at høre til (Hall 2004). Om de store nationale narrativer argumenterer Hall, at kolonimagten i udbredt grad er underlagt et selektivt hukommelsestab, hvor historien berettes fra kolonisternes begrænsede perspektiv (ibid.). Han skriver: »We should think of The Heritage as a discursive practice. It is one of the ways in which the nation slowly constructs for itself a sort of collective social memory. Just as individuals and families construct their identities by ‘storying’ the various random incidents and contingent turning points of their lives into a single, coherent, narrative, so nations construct identities by selectively binding their chosen high points and memorable achievements into an unfolding ‘national story’« (Hall 2004: 23).

Som Hall beskriver det, bør vi se på vores kulturarv som en diskursiv praksis, der ikke er statisk, men som er i bevægelse. Bevægelsen konstruerer et sammenhængende billede, der består af særligt udvalgte historier. Historierne bliver vævet sammen, og i processen bliver det til en national historie. I samme omfang frasorterer bevægelsen historier, der ikke afspejler den ønskede selvopfattelse. Den konstruerede nationale identitet bliver fremvist som en del af kulturarvens skatkammer, hvilket bliver en del af den kollektive erindring. Den heftige modvind og kritik af Statens Museum for Kunst vidner om en stærk modvilje til at ændre sproget. Det er pudsigt og besynderligt, at n-ordet både kan fortælle os om en historisk ulighed, som Nationalmuseets vicedirektør giver udtryk for, og i andre tilfælde er det en generel beskrivelse af mennesker fra Afrika. Forvirringen har ingen ende. Udfaldet af titelændringerne kan der stadig kun gisnes om. Dog er det svært at forestille sig, at n-ordet, som en sproglig og erfaret praksis, vil forsvinde ud af det danske sprog på baggrund af dette valg. Til gengæld bidrager ændringen til en mere repræsentativ måde at be-

skrive mennesker med mørk hud på. Dette valg gør en lille, men mærkbar forskel i museets hvide rum, som ofte kan føles som et hvidt hav (Ahmed 2009). Som fremvist i dette kapitel, kan n-ordet anvendes, som det behager afsenderen: neutral, ikke neutral, selvsmagende, nostalgisk, historisk korrekt, ”bare for sjov” eller som forkæmper for de demokratiske rettigheder. Det kan virke skræmmende, at begrebet anvendes arbitrært. I næste kapitel Mislykket neutralisering

vil vi se på, hvordan sproglige ændringer møder modstand, og hvordan

der fortsat reproduceres en selvvalgt uvidenhed.

MISLYKKET NEUTRALISERING Introduktion I de fleste danske opslagsværker defineres ordet ’neger’ som både en neutral betegnelse, dens denotation, og en nedsættende betegnelse, dens konnotation, hvilket vil sige, at begrebet har en dobbeltbetydning. Problematikken ved dobbeltbetydningen er, at vi har med et modsatrettet forhold at gøre. Idet betegnelsen både kan være nedsættende og neutral, rammer vi lige ind i kernen af det, som vi i dette kapitel betegner som mislykket neutralisering. Vi stiller skarpt på spørgsmålet: Kan man sige n-ordet uden den negative denotation og konnotation? I dette kapitel bliver det tydeligt, hvordan forsøget på at neutralisere et dobbeltsidet begreb i sig selv er et projekt, der er forudbestemt til at mislykkes. Først ser vi på, hvordan gældende opslagsværker definerer n-ordet. Herefter ser vi på det dobbeltproblematiske ved det politisk korrekte sprog. Dernæst analyseres artiklen ”Randers-galleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ”negerdukker”” (Stryhn 2019). Som afslutning på kapitlet analyseres besvarelsen i bogen Hvorfor må man ikke sige neger – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt.

Hvad siger ordbogen? Med udgangspunkt i følgende online opslagsværk: Den Danske Ordbog (moderne dansk sprog) og Ordbog over det danske Sprog (historisk ordbog 17001950) undersøges n-ordets betydning. I Ordbog over det danske Sprog (historisk ordbog 1700-1950) defineres nordet først som en neutral betegnelse »om de indfødte i Afrika af den sorte race«. Derefter defineres ordet som en nedsættende personbetegnelse, der inddeles i tre kategorier8: I. II. III.

om en person der ikke tilhører den hvide race, eller om en person af den hvide race, der er mørk i huden, i udseende minder om en neger9, om lavt kultiveret menneske, personer med lyster (som i lyst styret), om person, der må udføre groft arbejde eller lidet arbejde; person der udføre ”slavearbejde”.

Som vi kan se defineres n-ordet først og fremmest som en generel beskrivelse af afrikanere med mørk hud. Herefter udfoldes n-ordet som en nedsættende betegnelse. I den nedsættende beskrivelse udvides den negative betydning også til hvide mennesker, der er mørkere i huden end det gennemsnitlige hvide udseende. Herefter tilskrives betegnelsen en lyst styret og uciviliseret adfærd. Dette punkt leder tankerne til forældede forestillinger om sorte mennesker som værende vilde, hyperseksualiserede, lystbetonede mennesker, der befinder sig i en jungle. Den sidste beskrivelse betegner denne gruppe af mennesker som værende underdanige og udførende ”slavearbejde”, hvilket de slavegjorte afrikanere også gjorde. Ifølge Den Danske Ordbog (moderne dansk sprog) kommer n-ordet oprindeligt via tysk og fransk fra spansk og portugisisk negro 'sort, neger', af det latin 8

“neger”. u.å. Ordbog over det danske Sprog – historisk ordbog 1700-1950. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=neger&tab=for. 9

Dette eksempel finder man også i daglig tale i dag. Eksempelvis med begrebet ”negerbrun”. Kan i tales således: ”Jeg vil også være negerbrun”.

ske adjektiv niger 'sort'. I den moderne danske ordbog defineres begrebet på følgende måde10: I. om en person der kommer fra Afrika med mørk hud og kruset hår, II. en person, der skriver anonymt for en anden (ghostwriter), III. en person, der udfører groft arbejde. Den moderne ordbog har tilføjet betydningen ’ghostwriter’; herudover er der ikke den store forskel ved de to ordbøger. Selvom den ene skulle være historisk og den anden skulle være moderne. Til trods for at det hævdes i Den Danske Ordbog (moderne dansk sprog), at n-ordet er en generel betegnelse, der beskrive afrikanere med mørk hud, er oplevelsen anderledes for modtageren af betegnelsen. På samme side finder man i kategorien orddannelser knap så generelle ordsammensætninger. De, vil jeg mene, er racistiske: ’negerkvinde’, ’negermusik’, ’negerpige’, ’negerslave’, ’negerstamme’ og ’tallerkenneger’. Med disse ord føles det, som om vi aldrig har været tæt på en ægte pluralitet uden hvidt hegemoni. Sammensætningerne illustrerer tydeligt reproduktionen af datidens opfattelse om afrikanere, og hvordan de stadig hænger ved. Fortidens raciale hierarkier klistrer sig fast til begrebet. Hvis man slår ordet ’dansker’ op, finder man under samme kategori en anden klang. Her finder man orddannelser såsom: ’gennemsnitsdansker’, ‘udlandsdansker’ og ‘velfærdsdansker’. Disse betegnelser er hverken krænkende eller nedsættende, de er derimod positive og neutrale. Vi kan således ræsonnere os frem til, at ifølge Den Danske Ordbog kan en person, der karakterises som ‘en neger’ komme fra Afrika og have mørk hud, i nogle tilfælde kan denne person være lavt kultiveret og udføre slavearbejde. Ifølge Ahmed er forbindelsen mellem ord, der genererer betydninger, skjulte (Ahmed 2014: 92). De skjulte be 10

“neger” u.å. Den Danske Ordbog – moderne dansk sprog. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=neger&tab=for.

tydninger gør det muligt for sådanne tegn at akkumulere værdi. Den affektive værdi ophobes i kraft af sin klæbrighed, deres stickyness. I ordbogen forbindes n-ordet med dehumaniserende betydninger, der klæber sig til tegnet, hvorimod begrebet dansker tilskrives positive betydninger i orddannelsernes sammensætninger. Denne måde at betegne afrikanere eller andre mennesker med mørk hud på er med til at reproducere hensynsløse, ignorante og racistiske holdninger. Der er en manglende forbindelse til n-ordets koloniale historie i Danmark. Med denne gennemgang kan man undre sig over, hvordan der stædigt argumenteres for, at begrebet blot er et ord uden nogen form for negativ betydning. Spørgsmålet er derfor, om betegnelsen nogensinde har været neutral?

Sproget og det udskældte politisk korrekte sprog I den polemiske debat om n-ordet er sprogbrugeren ofte i konflikt med det politisk korrekte sprog. Derfor vil jeg i dette afsnit se nærmere på dette fænomen med udgangspunkt i Pernille J. Frosts debatbog En strid om ord: Det politisk korrekte sprog (Frost 1995). Baggrunden for bogen er et sprogligt speciale om politisk korrekthed ved faget Dansk på Københavns Universitet (Frost 1995: 7). Bogen har over 20 år på bagen, men dens aktualitet er overraskende nok ikke blevet mindre med årene. I introduktionen skriver Frost, at denne bog »(…) vil påstå at sprogbrugeren er ved at modnes til et nyt lag sproglig bevidsthed«

(Frost 1995:

10). Denne påstand er god nok i teorien, men om denne sproglige udvikling har fundet sted i praksis, mener jeg, er tvivlsomt. Bogens introduktion begynder med en situation fra 1995, hvor en københavnsk politibetjent refererede til to anholdte mænd som »(…) en svensker og en neger«, hvilket dengang skabte stor debat om n-ordets neutralitet (Frost 1995: 9). Polemikken om, hvorvidt man må sige det ene fremfor det andet, vil vi undersøge med Frosts term det dobbeltproblematiske ved politisk korrekthed.

»Når nogen vil udskifte et ord, og andre i den forbindelse taler om politisk korrekthed, minder det derfor om selve foranderligheden, men virker derudover som salt i såret, fordi man får sat fokus på aktørerne i processen: Navngivne sprogbrugere går i rette med sproget og forlanger det ændret, og på resten af sprogbrugerne virker dette voldsomt, som sproglig selvtægt eller ligefrem som at overraske forbryderen på fersk gerning« (Frost 1995: 64).

Mange svar finder vi i dette citat. Det er den udefrakommende sproglige ændring, der volder sprogbrugeren problemer. Det føles først og fremmest som tvang. Når vi taler om det politisk korrekte sprog, drejer det sig i høj grad om en ændring i den sproglige praksis ifølge Frost. For sprogbrugeren kan den sproglige ændring være dobbeltproblematisk. Det første problem er frustrationen over sprogets foranderlighed. Det andet problem er, at sprogbrugeren kommer i fokus, hvis man træder sprogligt ved siden af; hvis den nye sproglige ændring ikke stemmer overens med sprogbrugerens forestilling om sproget. Den sproglige ændring er på sin vis en ny historie, hermed vender vi kort tilbage til antropologen Bruners. Begrebets nye fortælling bliver først accepteret, når den nye betydning findes givende for sprogbrugerens livssituation. Den sproglige ændring skal opleves som en positiv sproglig erfaring. Dobbeltproblematikken er en vigtig ingrediens for at forstå modstanden i sprogbrugen, når det kommer til anvendelsen af n-ordet. For sprogbrugeren, der ønsker at bruge n-ordet, føles det, som om nogen udefra tvinger denne til at ændre adfærd, hvilket udløser uhensigtsmæssig affekt. Ifølge Frost har sproget tre væsentlige funktioner (Frost 1995: 64): 1) Transport: hvor sproget transporterer en information fra A til B (særligt af praktisk karakter). Det kan være i mundtlig og især skriftlig kommunikation. 2) Socialisering: Primært i det talte sprog, hvor det skaber og vedligeholder menneskelig kontakt. Den kan have en manglende informationsværdi, men den konstituerer de sociale relationer. 3) Erfaringsdannelse: Via sproget skabes personlige erfaringer. Sproget spiller derfor en rolle i den personlige erkendelse, i den kulturelle identitet, hvori nationalsprog er en vigtig funktion. Disse tre funktioner optræder også som blandingsformer med informationer, relationsskabende drivkraft og adfærdsregulerende virkning. Om dette skriver Frost:

»Betragter man sprogets varige funktioner, er det indlysende at sproget må ændre sig løbende for at følge med: Dels fordi den information sproget skal transportere, ikke er konstant, dels fordi grupper af mennesker ændrer den sproglige kode samtidig med at de ændrer deres øvrige adfærdskoder, og dels fordi ændringer i mentalitet og holdninger hænger uløseligt sammen med en ændring i det sproglige udtryk« (Frost 1995: 66).

Det er dog ikke alle, der enige eller modtagelige for, at de sproglige koder og øvrige adfærdskoder ændrer sig. Sprogets funktioner kan være inkluderende, og de kan være ekskluderende. Ord er ikke bare ord. Som Frost beskriver det, har ord implicitte domme i deres kernebetydning: positiv fx ’engel’, neutral fx ’hest’ eller negativ fx ’bombe’. Som det gør sig gældende med ’engel’ og ’bombe’, er de implicitte domme kulturelt betinget. De eksplicitte domme et udtryk for personlig stil eller individuel vurdering (Frost 1995: 67-70). I det forrige afsnit kunne vi se, hvordan ordbogen definerede n-ordet som en person der udfører hårdt arbejde. Heraf kan man sige, at n-ordet har en negativ denotation, ligesom ’bombe’ har en implicit negativ kernebetydning. Som fremvist er det problematisk, at n-ordet har en dobbeltbetydning. Dobbeltbetydningen komplicerer berettigelsen til at anvende n-ordet som en generel kategorisering, som for eksempel ordet ’engel’. Om n-ordet skriver Frost: »Det tæller altså ikke som argument for at beholde ordet neger at det »i virkeligheden« i formen niger (tillægsord) betyder ’sort’ på det oprindeligt långivende sprog, latin, og at det derfor er meningsløst at udskifte det med det nøjagtigt tilsvarende sort. Det er da også sjældent sprogbrugeren overhovedet kender til eller ser denne historiske betydning i et ord, hvorfor den naturligvis ikke spiller en rolle i praksis« (Frost 1995: 73).

Man kunne godt ønske, at Frost uddybede n-ordets problematik yderligere. En mindre udlægning af racisme, dansk kolonitid, og at race som koncept er blevet konstrueret i forbindelse med den europæiske ekspansion ville være samfundsgavnligt. Frosts udlægning formår ikke at forbinde n-ordet med dets historiske forankring i det danske sprog. Det bliver derfor forenklet, da grundessensen går tabt i formidlingen: Danmark handlede med slavegjorte afrikanere, som blev tingsliggjort uden fri vilje, og n-ordet blev anvendt som en ideologisk strategi, der opstillede racehierarkier. Danmarks koloniale historie er usynlig i Frosts udlægning, hvilket siger noget om det nationale hukommelsestab.

Frost vender tilbage til situationen med det københavnske politi og n-ordet, hvor politibetjenten sagde »Jeg står med en svensker og en neger«. Hun argumenterer for, at n-ordet ikke er et skældsord på dansk, da det ikke er et belastet begreb i Danmark, ligesom det amerikanske ord ‘negro’ er i USA (Frost 1995: 96). Når man som nation lider af et hukommelsestab, og at den enkelte borger hverken bliver oplyst eller undervist i sin koloniale historie, reproduceres en selvtilfreds uvidenhed. Som vi så i det forrige afsnit med ordbøgerne, er nordet tydeligvis belastet med iboende negative betydninger, der har en direkte forbindelse til den danske koloniale tid. Frost konkluderer derimod, at det er noget psykologisk betinget i politibetjentens beskrivelse af den anholdte: »Det er altså snarere psykologisk betinget når politimanden føler trang til at beskrive en person som neger, og dermed ved hans udseende, for det er netop hudfarven han oplever som et brud på forventningen, hvad det jo vitterligt også er for en dansker. Og dén er sproget med på ved at kunne tilbyde et ord som neger, der ikke siger noget andet om en person end at han er af en anden race hvis dominerende anderledeshed er hudfarven« (Frost 1995: 97).

Der er meget, der kan siges om dette citat. Først og fremmest tager Frost ikke højde for, at n-ordet ligesom begrebet ’race’ er mættet med krænkende betydninger. Det tages ikke i betragtning, at man i forbindelse med den europæiske ekspansion, historisk set har anset afrikanere som slaver, som mennesker, der er mindre værd end hvide mennesker. Hertil stiller Frost ikke spørgsmålstegn, hvorfor politibetjenten ikke betegner den anholdte med en nationalitet, og dermed undgår en uhensigtsmæssig racialisering. Med denne viden kunne betjenten eksempelvis have sagt: Jeg står med en svensker og en gambianer. Politibetjentens ordvalg tilbyder ikke den anholdte afrikaner (hvis han altså er det) en etnicitet, som svenskeren får tildelt. Dette er et eksempel på, hvordan uvidenhed er med til at reproducere uvidenhed. Overbevisningen om, at n-ordet ikke er belastet i Danmark, og at det ikke er et skældsord på dansk, er Frost desværre ikke alene om. Der er en modvilje mod at se de negative betydninger, der er klisteret til ordets betydning. Med denne blokering kan man fortsat svæve på en selvtilfreds sky af uvidenhed, når man vælger at se bort fra den virkelighed, der hedder: Danmark erhvervede slave-

gjorte afrikanere, og kolonimagtens position berigede nationen. Fortidens koloniale virkelighed skal hives frem i lyset og undervises i på landets uddannelser, særligt i folkeskolen. Det skal være en udbredt viden, at der i Danmark var menneskeudstillinger med navne som Negerlandsbyen, hvor man betragtede de ”tilbagestående” folkeslag (Andreassen og Henningsen 2011). For det er den koloniale kulturarv, der belaster n-ordet. Det er fortidens handlinger og forestillinger, der gør n-ordet til et skældsord. Derfor kan vi ikke blive ved med at bilde os selv, og andre ind, at n-ordet i gamle dage blot betød sort. Vi bliver nødt til at kassere denne fortælling. Den er fiktiv. Hvis den danske koloniale kulturarv forbliver i det skjulte, reproduceres en meget selektiv og simpel udlægning af en meget større dansk historie. Herefter vil jeg analysere artiklen ”Randers-galleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ”negerdukker”” (Stryhn 2019), hvor det bliver tydeligt, at modstanden imod politisk korrekthed er et argument for anvendelsen af n-ordet.

Nej tak til ”dydens diktatur” Ifølge Frost er der altid en forestilling om, at et begreb er positivt, negativt eller neutralt indbygget i kernebetydningen også uden afsenderens subjektive eller stilbærende lag (Frost 1995: 73). På den måde har n-ordet på forhånd en aftalt værdi, der i dette tilfælde er negativt. Som vi har fået etableret, er det ikke den generelle holdning, at n-ordet har en i boende dobbeltbetydning. Det vil sige, at når dobbeltheden sjældent anerkendes, bliver det problematisk at diskutere brugen af n-ordet, da begrebet konsekvent tilskrives en neutral kernebetydning – ligesom ordet ‘hest’. Når den negative kernebetydning ignoreres samt benægtes, banes der vej til en fortsat reproduktion af et kolonialt selvbillede og sproglig praksis: Den hvide dansker er bare et menneske, hvis farve ikke italesættes. Det forholder sig anderledes med det sorte subjekt, der reduceres til en kontrast til det gode og oplyste europæiske menneske (Essed 2019: 137).

I min analyse af artiklen ”Randers-galleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ”negerdukker”” fra Randers Amtsavis (Stryhn 2019) vil jeg undersøge, hvordan hvidhed, dets magt, dets særegenhed og begrænsning forhindrer en accept og forståelse af n-ordets negative betydning. Som titlen også indikerer, er ndukkerne i denne kontekst et stærkt udtryk for happy objects, og hvordan politisk korrekthed opleves som en kæmpe kill-joy (Ahmed 2009). Artiklen handler om Claus Ørsted, som driver Galleri-Cyklebørsen i Randers. Det er et cykelværksted og galleri i samme rum, hvor han udstiller en dukkesamling bestående af sorte dukker, som han insisterer på at kalde n-dukker. Udstillingen er en reaktion på politisk korrekthed. Det er en opfordring til at modstå ”krænkelseskulturen” og dermed få tingene sat i det rette perspektiv (Stryhn 2019). Der er meget på spil for Ørsted: Han er »(…) dødtræt af det meningsdiktatur, som har præget debatten i 2018 (…)«

(ibid.). Artiklens overskrift kan man tolke som et symptom på

den praksis, Essed kalder det for retten til at fornærme (Essed 2013). Overskriften antyder, at der er en stærk berettigelse på færde og denne praksis, berettiget racisme, gennemsyrer hele artiklen. Om den hollandske polemik, hvad angår n-ordet, skriver Essed, at den typiske holdning er, at man skal have lov til at sige det, man vil sige. Denne holdning kender man også til i det danske landskab. Ifølge Essed eksisterer der en »(…) self-victimisation, resentment that one has to be sensitive to the feelings of ethnic minorities (…)«

(Essed 2013: 70). Det samme gør sig

gældende i sagen om n-dukkerne. Ørsted anser sig selv som et offer: Det er ham, der lider under en krænkelseskultur. Han magter ikke meningsdiktaturet. I artiklen giver han udtryk for, at det er synd for ham, fordi han ikke må sige nordet. Ergo er det ham, som er den krænkede, og ikke de subjekter, som han insisterer på at betegne med n-ordet. Som det er skrevet i artiklen, er Ørsted »(…) ikke er ude på at krænke eller såre«

nogen, han ønsker bare at vise de »(…) søde

negerdukker, som små piger har leget med uden tanke om racisme og undertrykkelse«

(Stryhn 2019). Ifølge Essed er det vigtigt at analysere dette uskyldskrav for at forstå racisme (Essed 2014: 21). Det er en måde at opretholde status quo på og fortsætte sin racistiske praksis. Ørsted påstår, at hans primære agenda er

at få renset luften som en kommentar til 2018-korrektheden. Han vil ikke længere finde sig i, at mennesker, som ham, bliver nedgjort og dømt ude af det gode selskab, blot fordi de bruger n-ordet (Stryhn 2019). Dobbeltproblematikken kommer til syne her. Ørsted er slet ikke med i den sproglige proces. For ham virker den sproglige ændring tilsyneladende voldsom, hvor det føles som sproglig selvtægt (Frost 1995: 64), hvilket føles ekskluderende. Derfor tager han kampen. »Han tager med andre ord bladet fra munden og vil ikke længere finde sig i, at mennesker bliver nedgjort og dømt ude af det gode selskab, hvis de i en eller anden sammenhæng bruger ordet neger, hvor det ikke bruges som skældsord. Og han fatter ikke, hvorfor Elefantens Vuggevise er blevet opgraderet med en kokosrangle, når der oprindeligt er tale om en negerdreng som rangle« (Stryhn 2019.).

Artiklen tager kun højde for Ørsteds følelser og hans udsatte perspektiv. Den er ikke kritisk. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor Ørsted ikke forstår, at sangen Elefantens Vuggevise er blevet opgraderet med en kokosrangle, når der oprindeligt er tale om en ‘negerdreng’ som rangle. Det er dybt problematisk, da udtalelser som denne i den grad reproducerer en selvtilfreds uvidenhed, der normaliserer racistiske ytringer (Essed 2014). Artiklen beskriver endda Ørsted som en modig helt, der banner vejen frem for ytringsfriheden med fremvisningen af n-dukkerne og de tilhørende appetitvækkere, n-bollerne, som var han den sidste danske frihedskæmper i dette land, »(…) der ikke er bange for at lægge sig ud med politisk korrekte meningsdannere og det selvbestaltede ord-politi«

(Stryhn

2019.). I krigen mod politisk korrekthed er det påfaldende, at det oftest er modstanderne af fænomenet, der taler om politisk korrekthed i deres kritik af ”sproglig censur”. Frost beskriver tendensen således: »Skarpe modstandere taler om politisk korrekthed som et »dydens diktatur«, hvor angribeligt fromme holdninger bruges som tungt skyts mod mere traditionelt tænkende. Men har fromheden og »undertrykkelsesideologien« haft succes, så må man sige at kritikken og satiren også har. Betænk et øjeblik at politisk korrekthed jo faktisk er fremmanet og portrætteret af sin modstand, og at der faktisk ingen fortalere findes for dét som modstandere så systematisk genkender« (Frost 1995: 103).

Med dette citat kan man sige, at der skabes et fjendebillede af de imaginære tilhængere af politisk korrekthed. Disse dydige diktatorer dikterer med deres

bedrevidenhed og fromme attitude, hvad der er i orden at sige, og hvad der ikke er i orden at sige. I Ørsteds tilfælde er det den dominerende krænkelseskultur samt meningsdiktatur, der dræber glæden og undertrykker hans ytringsfrihed. Til gengæld er det modstandere af politisk korrekthed, som Ørsted selv, der holder fænomenet i live i kraft af deres kontinuerlige skræmmekampagne. En modstandskampagne, der skal sikre deres berettigelse til at sige n-ordet. Der er mange udfordrende forhold, der dræber glæden for Ørsteds happy object (Ahmed 2009). Det er de udefrakommende kræfter, der begrænser hans sproglige praksis og forhindrer ham i at praktisere en sprogbrug, der glæder ham: at sige n-ordet og dets øvrige orddannelser. Under et billede (af den ældre Ørsted med en sort dukke i hånden) står der skrevet, at Ørsted er led og ked af den politisk korrekthed, der har lagt sig som et dræbende monster over samfundet (Stryhn 2019). Politisk korrekthed er Ørsteds kill-joy (Ahmed 2009). At Ørsted ikke må sige n-ordet, gør ham ked af det. Igen at der tale om Ørsteds følelser. For artiklen handler kun om Ørsteds følelser og hans ret til at sige n-ordet. Med udstillingen kæmper han for sin ret til at bevare sit happy object. På intet tidspunkt i artiklen nævnes den gruppe af mennesker, som kunne føle sig stødt eller såret af n-ordet; altså dem, som Ørsted med næb og kløer insisterer på at betegne med sit uskyldige og klæbrige n-ord. Artiklens form og indhold ligner et produkt af det, som Essed kalder for selvtilfreds uvidenhed. Én ting er Ørsteds subjektive og stødende perspektiv, en anden ting er artiklens lave informationsindhold. Selv jeg er i tvivl om, hvilket 2018-meningstyrani der er tale om. Hvilke dominerende positioner henvises der til? Dertil er det mærkeligt, at journalisten ikke inddrager n-ordets problematik, nu hvor n-ordet er artiklens omdrejningspunkt. Hvorfor inkluderes de subjekter, som n-ordet betegner, ikke i artiklen? Artiklens form og indhold er en del af et udbredt journalistisk mønster, der producerer et endimensionelt perspektiv, der i denne kontekst usynliggør de omtalte subjekter. Subjekter bliver ikke repræsenteret som ligeværdige. De bliver fremstillet som en genstand

uden følelser og handleevne. Kort sagt: Det sværmer med klæbrige tegn i artiklen. Ørsted og hans udstilling fik mere mediedækning end i blot Randers Amtsavis, hvilket jeg undrer mig over. Den 7. januar 2019 fik Ørsted taletid i tvprogrammet Aftenshowet på DR11. Det var en telefonsamtale. Efter samtalen diskuterede aftenshowets panel Ørsteds holdninger og udstilling. Det antages, at higen efter at blive læst i de udfordrende digitale tider kan være én af grundene til artiklens ensidige, simple og ukritiske indhold. For hvorfor give det fokus og synlighed i medierne, at der er en ukendt person, der udstiller n-dukker, med mindre man forventer, at det giver læsere og seere? Der er jo ikke tale om en særlig præstation. Nyhedsværdien må være det potentielle sprængstof, som n-ordet kan være en katalysator for. Ifølge Jesper Thobo-Carlsen vækker det opsigt at bekende sig til n-ordet. Han analyserer, hvordan politikere jagter ‘likes’ på de sociale medier i artiklen ”Facebookpolitikken dominerer” fra Politiken (Thobo-Carlsen 2016). »Det er blevet lidt af en paradedisciplin på den danske højrefløj at lufte sin trods mod politisk korrekthed ved at insistere på at omtale mørkebrune mennesker som 'negre', selv om det er velkendt, at det historisk belastede ord virker fornærmende på nogle mennesker med afrikanske rødder« (ibid.).

Da n-ordet er et betændt begreb, der skaber drama, maksimeres chancen for, at politikernes opslag bliver delt og ‘liket’ på de sociale medier. Derfor ser man, at det er en strategi, der benyttes af politikerne, hvor de bevidst anvender nordet for at skabe opmærksomhed omkring deres opslag. Lige såvel som Ørsted og andre fortalere af n-ordet er dødtrætte af den sproglige censur, kan man på den anden side af boldbanen også være dødtræt af, at tilhængere af nordets får så meget plads i den offentlige debat. Gang på gang gør de sig bemærket i medierne med de samme affektive argumenter med et komplet fravær af et historisk faktuelt grundlag i en strøm af bevidst selvtilfreds uvidenhed.

“Aftenshowet | DRTV”. 2019. 7. januar 2019. https://www.dr.dk/tv/se/aftenshowet9/aftenshowet-11/aftenshowet-2019-01-07#!/23:59.

Her til slut vendes blikket over Øresund, hvor den svenske professor Tobias Hübinette undersøger n-ordet i en svensk kontekst. Der er tale om en anden svensk tilstand, end den der refereres til i den offentlige debat. Ligesom i Danmark deler denne tilstand samme glæde og behov for at anvende n-ordet. I teksten ”’Words that wound’: Swedish whiteness and its inability to accommodate minority experiences” (Hübinette 2012) stiller Hübinette spørgsmålet: »So why do so many Swedes still want to use words and names which are considered to be hurtful by minorities as they are loaded with histories and experiences of oppression and even genocide?« (Hübinette 2012: 44)

Hübinette analyserer svensk hvidhed og dens manglende evne til at acceptere, at nogle begreber og udtryk har en lang og negativ historie forbundet med minoriteternes levede erfaringer (Hübinette 2012: 44-45). I afsnittet The Beloved Swedish N-Word (Hübinette 2012: 49-51) knyttes glæden ved at sige n-ordet sammen med modstanden imod en censurlignende politisk korrekthed. Som vi også har set det i dette speciale, minder dette om den danske tilstand i forhold til politisk korrekthed. Et svensk eksempel på modstanden, som Hübinette fremhæver, er en sag fra 2009, hvor en journalist blev fyret, fordi han insisterede på at sige n-ordet på en landsdækkende public service-kanal. Som en modreaktion på denne beslutning blev Facebook gruppen Det heter en negerboll oprettet. Den nåede at rekruttere 60.000 medlemmer, inden den blev lukket ned af Facebooks hovedkontor i USA (ibid.). Ifølge Hübinettes analyse er der tale om hvid melankoli. Han argumenterer for en sorg over, at den svenske befolkning ikke længere er så hvid, som den engang var. Hübinette mener, at den svenske hvide melankoli kræver en idealiseret fantasi om et homogent og hvidt ikke-racistisk Sverige; den finder dog kun sted på et imaginært niveau. Før den ikke-hvide indvandring kom til landet, var det meget nemmere at være antiracistisk i Sverige, da man ikke blev konfronteret med mennesker, der ikke lignede en selv. I dag kan en svensker både være ikke-hvid og ikke-kristen. Ifølge Hübinette manifesterer den hvide melankoli sig, for at sorgen ikke bliver alt for overvældende. Man kan se den hvide

melankoli artikuleres som: 1) en engageret kamp for ytringsfrihed, 2) oprøret mod politisk korrekthed, 3) et heroisk forsvar for det svenske sprog og den svenske kulturarv, og 4) en total objektiv og neutral position (Hübinette 2012: 53). Hübinettes psykoanalytisk inspirerede analyse er, at den hvide melankoli er en vrede mod den ikke-hvide befolkning som følge af deres permanente tilstedeværelse i landet. Modstanden udtrykkes i det svenske hverdagsliv ved kontinuerlig brug af koloniale og racistiske udtryk, vittigheder og ord som n-ordet. Den hvide melankoli er ikke et udtryk for triumf. Det drejer sig tværtimod om en hvidhed i krise og en hvidhed, der er struktureret af følelser som forvirring og tab (Ibid.). De fire punkter, som gør sig gældende i den svenske hvide melankoli, ifølge Hübinette, ligner utvivlsom de tilstande, der opleves herhjemme. Følelser af forvirring og tab har været gennemgående i analyseafsnittet Det tveæggede sværd

og i artiklen om Ørsteds udstilling.

Hübinettes perspektiver på hvid melankoli vil vi se på i det næste afsnit, hvor eksempelvis en ekspert mener, at det ikke er politisk ukorrekt at sige n-ordet (Hoffmann 2016: 65). Det næste analyseobjekt er bevarelsen på spørgsmålet, hvorfor må man ikke sige n-ordet fra bogen med samme titel. I næste afsnit undersøges følgende: a) Redaktørens tilgang til besvarelsen af spørgsmålet og bevarelsen som helhed og b) sprogeksperternes udtalelser.

Hvorfor må man ikke sige …? Uden et særligt ønske er bogen Hvorfor må man ikke sige neger – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt (Hoffmann 2016) blevet en sand følgesvend. Efter mit første møde med bogen var det ikke min tanke, at her var guld, og at den kunne inddrages i specialet. Til min store overraskelse har den været en vejviser, der medvirkede til at skabe en rød tråd i processen. Den har været et anker i et kompliceret landskab og særligt i en proces, hvor emnets problematik har haft en tendens til at vokse og brede sig på uhæmmet vis. Som nævnt er bogen sammensat ud fra spørgsmål, der blev besvaret i den digitale brevkasse Spørg Videnskab på videnskab.dk. Det oprindelige spørgsmål blev besvaret af journalisten Anne Ringgaard (Ringgaard 2014), hvorimod besvarelsen i bogen er redigeret af redaktøren Thomas Hoffmann. Efter en mailkorrespondance med Hoffmann (Hoffmann, e-mail, 9. januar, 2019) ved vi lidt mere om udarbejdelsen af bogen i forhold til dens titel, forside og redigering: 1) Bogtitlen skulle gerne være fængende, interesseskabende, opsigtsvækkende og nysgerrighedsstimulerende. Den skal opdages og findes interessant. Det var forlaget, der vurderede, at titlen var den bedste. 2) Forsidens illustration er lavet af en tegner, der er valgt af forlaget og godkendt af Hoffmann. 3) Svarene er redigeret og tilpasset ud fra kriterier, der minder om journalistik: de skal være korte, konkrete, forståelige og korrekte. I vores mailkorrespondance skrev jeg til Hoffmann, at jeg, som læser, savnede en kritisk selvrefleksion angående afsenderens hvidhed, magt, særegenhed og begrænsning. Herudover spurgte jeg ind til, hvilke overvejelser der lå bag konstruktionen af besvarelsen samt karikaturen af den afrikanske kvinde. Desværre, tror jeg, at vi skrev lidt forbi hinanden. Grundet tidsmangel var det ikke muligt at få fyldestgørende svar på, hvilke refleksioner der lå til grund for tilblivelsen af besvarelsen, bogens forside samt titel. Retrospektivt forestiller jeg mig, at et interview med Hoffmann havde været mere givende.

I bogformatets bevarelse er der udtalelser fra tre eksperter: Jørgen Schack (seniorforsker i Dansk Sprognævn), Poul Duedahl (lektor i blandt andet Kultur og Globale Studier) og Per Durst-Andersen (forsker i blandt andet sprog og kultur). Besvarelsen starter med at informere læseren om den gradvise sproglige ændring, der har fundet sted i Danmark, når det kommer til n-ordet, hvor de populære eksempler fremhæves: »I morgen får du en niggerdreng, og ham må du bruge som rangle,« lød det oprindeligt i den danske børnesang 'Elefantens vuggevise' fra 1947. 'Niggerdrengen' er siden blevet til en kokosnød. Flødeboller må heller ikke længere hedde 'negerkys', og hvis nogen vover offentligt at bruge betegnelsen 'neger' om en person med en mørk hudfarve, udløser det i bedste fald en heftig mediedebat og i værste fald en retssag« (Hoffmann 2016: 63).

Denne start kan læses som en hvid melankoli (Hübinette 2012: 53). Engang lød sangen således, men det måtte ændres, og nu skal vi sige flødeboller. Der udtrykkes en tristhed og ufrivillighed over den tvungne sproglige regulering. Som konsekvens heraf opleves der for den hvide afsender et tab, som skaber forvirring i relation til sin egen position: Er man nu racist, fordi man vil sige n-ordet? Hvad skal man så sige, hvis man ikke må sige n-ordet? Med denne begyndelse, som besvarelsen tilbyder læseren, drages man tilbage til en svunden tid, til de gode, gamle dage med et røgslør af nostalgi og melankoli; til en tid, hvor det var nemmere at udtale sig racistisk (ibid.). Endvidere forbindes n-ordet med sanktion, hvis man skulle vove at sige n-ordet. Det kan være en offentlig udskældning eller en retssag. Det er den menige Grethe Anæus, som har stillet spørgsmålet, da hun undrer sig over, hvorfor man ikke må sige n-ordet længere (Hoffmann 2016: 63). Der tages kontakt til Dansk Sprognævn, hvor forskningsafdelingen meddeler: »Du skal have fat i vores neger-ekspert«

(Hoffmann 2016: 64). De får fat i Schack. I

1995 skrev Schack artiklen ”Om ordet neger” i Nyt fra Sprognævnet, hvilket tilsyneladende er grunden til, at han får til denne titel. Ved at inddrage Schacks kollegiale titel vælges der et aktivt redaktionelt valg om at reproducere Schacks tildelte titel i bogen. I princippet er det overflødigt for læseren at vide,

hvad Schack bliver kaldt for på sin arbejdsplads. Dernæst bliver der ikke kommenteret på den tildelte titel fra redaktionens side, hvilket er meget problematisk, da det resulterer i en reproduktion. En reproduktion, der normaliserer en sådan titel (n-ekspert) i en position, hvor man gerne skulle være objektiv og undersøgende. På mikroniveau siger det meget om bogens afsender. På makroniveau siger det meget om den danske sprogbrug i relation til n-ordet. Med andre ord: Når der ikke kommenteres på, at seniorforskeren i Dansk Sprognævn bliver kaldt for n-ekspert, ser man for alvor, hvor dybe (problematiske) rødder n-ordet har i det danske ophav. I dette tilfælde bliver titlen reproduceret af en afsender, der har et godkendt stempel fra videnskab.dk, der ifølge dem selv er Danmarks største videnskabsmedie. Sagen er, at Schacks titel ikke er korrekt. Efter en samtale med ham og nærlæsning af hans artikel ”Om ordet neger” (Schack 1995) kan det konkluderes, at hans ekspertise er ret fattig. I artiklen ses der bort fra, at n-ordet er et sprogligt levn fra en kolonial magt, som Danmark praktiserede. Han nævner heller ikke, at der har været hierarkier baseret på hudfarve i Danmark, hvor nogle er civiliserede (de hvide), og andre er tilbagestående (afrikanere). Ifølge Schack er det velkendt, at en befolkningsgruppe på et givent tidspunkt begynder at opfatte et ord som stødende, hvilket er grunden til, at n-ordet med tiden ryger ud af vores sprogbrug som en neutral betegnelse (Hoffmann 2016: 64). Man kan sætte spørgsmålstegn ved: Hvornår begynder den sorte befolkningsgruppe at finde n-ordet stødende? Hvornår begynder man at lytte til dem? Hvornår begynder man at anerkende deres meninger og følelser? Hverken i artiklen eller i besvarelsens konstruktion giver Schack udtryk for, at nordet har en dobbeltbetydning. Han mener, at n-ordet er en neutral betegnelse, som nogen finder stødende. Deraf mister betegnelsen sin neutralitet. Schack giver udtryk for, at den ældre befolkning, der stadig anvender n-ordet, ikke mener noget ondt med det. Ergo er det helt ”uskyldigt”, hvis denne målgruppe bruger betegnelsen. Men denne gruppe kommer jo af en tid, der også er præget af Danmarks fortid som kolonimagt. Denne virkelighed ignorerer Schack

fuldstændigt. Som afslutning på Schacks bidrag i bogens besvarelse konkluderes der: »Neger-betegnelsen er gradvist blevet politisk ukorrekt og stødende, selvom ordet egentlig bare betyder sort«

(ibid.). Hvis n-ordet bare betyder sort, hvorfor ikke

bare sige sort? Hvordan kan det være, at det er et ønske for nogle hvide mennesker at have et særligt ord, der beskriver sorte mennesker? Hvor kommer forvirringen fra? Fra denne ”uskyldige” offerposition lader det til, at sproget forsvinder pist væk fra sprogbrugeren. Tungen slår knuder, man famler efter betegnelser, som var der mangel på ord. Ifølge Hübinette er den ’ikke-hvide’ krop hverken underordnet eller non-normativ i sig selv. Det er et resultatet af et sprog, der agerer ud fra den imaginære forestilling om ‘det hvide normative flertal’ (Hübinette 2012: 47). Som den eneste i besvarelsen belyser Duedahl n-ordets koloniale forankring i Europa. Ifølge Duedahl er begrebet ‘negroid’ i sin oprindelige form en neutral farvebetegnelse. Neutraliteten ændrede dog karakter, da man som følge af den europæiske ekspansion begyndte at opstille racehierarkier, hvilket retfærdiggjorde alt fra økonomisk og seksuel udbytning til kolonisering, slaveri og folkemord (Hoffmann 2016: 65). Han siger: »I dag er det blevet sådan, at hver gang nogen nævner det ord, tænker man på hudfarve, race og hierarki. Det er politisk ukorrekt at bruge det (…) for historien har gjort det til et værdiladet ord med negative konnotationer« (ibid.).

Duedahl italesætter begrebets dualitet. Som fornuftens stemme oplyser han, at det er uundgåeligt at forbinde begrebet med dets negative konnotationer. Efter Duedahls dekoloniserede synspunkt på sagen, skiftes der lynhurtigt spor med følgende rubrik »Forsker: ’Neger’ er ikke politisk ukorrekt i Danmark« (ibid.). Åbenbart skal besvarelsen for god ordens skyld afsluttes med Durst-Andersens perspektiv på sagen (ibid.). I modsætning til Duedahl mener Durst-Andersen ikke, at nordet er politisk ukorrekt. Ifølge Durst-Andersen har de negative konnotationer ikke gang på jord i Danmark. Han mener ikke, at de historiske og kulturelle betydninger gør sig gældende, som de gør i USA (Hoffmann 2016: 66). Det problematiske ved denne udmelding er, at forskeren i sprog og kultur enten ikke

ved eller vil vedkende sig den faktuelle virkelighed, der hedder: a) Danmark var en kolonimagt, b) Danmark fragtede slavegjorte afrikanere til sine kolonier og til Danmark, og c) i Danmark udstillede man ’tilbagestående negere’, og som følge heraf skabte og vedligeholdte man et selvbillede som værende civiliseret i kontrast til de vilde. Besvarelsen slutter med disse ord: »I Danmark har vi jo slet ikke har set den samme racediskrimination, som der har været i USA. For mig at se, er det da meget værre at kalde en person for sort,« siger professor Per Durst-Andersen fra CBS’ Department of International Business Communications« (Hoffmann 2016:66).

Når Durst-Andersen taler på vegne af de sorte, er det ligesom at trykke på en lydløs knap, der fjerner al lyden og støjen fra dem, vi ikke vil høre fra. Det giver ikke agency, at Durst-Andersen taler på de sortes vegne. Desuden handler det ikke om hans subjektive mening, men om hans akademiske viden og faglighed. Betegnelsen berører som sådan ikke Durst-Andersen. Ifølge Essed er det at være selvcentreret uden empati et af kendetegnene ved berettiget adfærd og berettiget racisme (Essed 2013: 74). Der er problemer på flere planer med bogens titel, illustration og besvarelsens konstruktion, hvor der er sticky signs alle vegne (Ahmed 2009). Historien gentager sig selv, og den er desværre ikke slut endnu. En blanding af benægtelse og hukommelsestab finder sted, når Durst-Andersen argumenterer for, at der i Danmark ikke har været et racehierarki baseret på hudfarve. Både DurstAndersen og Schack refererer til USA og de amerikanske tilstande (Hoffmann 2016: 64+66). På intet tidspunkt nævnes den danske koloniale virkelighed. Det vides ikke, om det er tale om et redaktionelt valg, eller om eksperterne på noget tidspunkt italesætter denne virkelighed. Besvarelsens konstruktion er dog et aktivt redaktionelt valg, der som ringe i vandet er med til at sprede mere ignorance i verden. Den reproducerer en velkendt diskussion vedrørende n-ordet, der er med til at dehumanisere sorte mennesker. Den selvtilfredse uvidenhed er medvirkende til at gøre tabet og forvirringen større for den hvide afsender (Essed 2014, Hübinette 2012). Det

redaktionelle valg, hvor man ender med Durst-Andersens holdning, er bekymrende. Det cementerer, hvad afsenderen/redaktøren mener: Det er okay at sige n-ordet; det er ikke sårende. Desuden er alle, der udtaler sig i besvarelsen, hvide. Rummet udvides ikke, idet man ikke inddrager dem, man taler om. De omtalte er usynlige. De bliver ikke repræsenteret. I vores mailkorrespondance skriver Hoffmann, at Grethe Anæus ikke står alene med sine overvejelser, og at »Det her spørgsmål ER meget interessant (…) Jeg er ikke racist, men siger neger. Hvorfor er det egentlig forkert?«

(Hoffmann, e-mail, 9. januar,

2019). Hvorvidt dette spørgsmål er meget interessant, kommer an på, hvilken position man har. Hvis man, som jeg, gang på gang er blevet konfronteret med dette spørgsmål, bliver man med tiden træt og finder spørgsmålet ualmindeligt kedeligt (Ahmed: 2004). Med bogen Hvorfor må man ikke sige neger – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til dagligt (Hoffmann 2016) når forvirringen, hvad angår n-ordet, nye højder. Som vi har fået etableret tidligere i dette kapitel: 1) nye sproglige ændringer skaber modstand hos sprogbrugeren, 2) hertil kan sprogbrugeren blive forvirret, når sproget ændrer sig, hvilket sker hyppigere og hyppigere, som følge at flere minoriteter får mere agency. (For eksempel kan ordet ‘bøsse’ være nedsættende for nogle, og for nogle sprogbrugere kan denne sprogændring opleves som forvirrende), 3) at nogle sprogeksperter overser n-ordets dobbeltbetydning, hvor det menes, at begrebet er neutralt og betyder sort, 4) at den ældre befolkning, som skulle bruge betegnelsen, undskyldes med, at de tilsyneladende ikke mener noget ondt med det, 5) at den danske koloniale tid ignoreres fuldstændigt. Fra dette hvide hav (Ahmed 2007) med dets hvide stemmer bevæger vi os nu ind i det sorte rum, teatrets black boks, og træder ind i Jeanette Ehlers’ mørke rum med forestillingen Into the Dark.

INTO THE DARK Introduktion Jeanette Ehlers er uddannet billedkunstner, som skaber værker inden for kunstens mange felter såsom skulptur, videoinstallation, performance og iscenesættelse. Kroppen er ofte en medspiller i hendes værker, hvor der arbejdes med en performativ æstetik. Ehlers har en blandet herkomst, De Vestindiske Øer og Danmark. Denne kulturelle pluralitet inddrager hun i sine værker, hvor der arbejdes med emner som kolonialisme og strukturel racisme. I dette kapitel tager vi fat på forestillingen Into the Dark. Da der abonneres på Kirsten Delholms definition på, hvad en performance er, omtales Into the Dark i det følgende som en forestilling, iscenesættelse eller en teaterperformance og ikke en performance. I teksten ”Performance: en ombejlet æstetik” argumenterer Delholm for, at performance er en situation, en begivenhed, der foregår i reel tid; en aktion, der er her og nu, og som ikke kan gengives. Derimod overholder en teaterperformance teatrets ramme og tid med en castet rollebesætning ud fra deres type, alder og faglige kunnen (Delholm 1994). Ehlers er ikke en hovedkarakter i forestillingen, men hun spiller en aktiv rolle, og man kan mærke hendes opråb alle vegne i forestillingen. Man kan argumentere for, at Ehlers opererer som en kill-joy (Ahmed 2009), hvilket hun gør med sin fysiske fremtræden og de ord, hun ytrer sig med. Man kan se hele forestillingen som en stor kill-joy, der udfordrer den kollektive forståelse af den danske deltagelse i kolonialismen. Der er således tale om sticky sign både fysisk på scenen og i symbolsk forstand (ibid.). Det er hendes opråb til Danmark vedrørende repræsentation og de koloniale konsekvenser: se mig, hør mig, jeg er mærket og bløder stadig i min kamp for at blive hørt, set og anerkendt. Forestillingen arbejder med en cirkulær dramaturgi, der taler til sit publikum på flere sanselige og subtile frekvenser. Formen er i tråd med Antonin Artauds ide om teatret, der arbejder med et stærkt visuelt og fysisk sprog med det formål

at ryste sit publikum (Artaud 1967). Det er næsten poetisk påfaldende, at forestillingen Into the Dark bliver opført hundrede år efter salget af De Vestindiske Øer på Teater FÅR302, der er placeret ved den københavnske havn. Historien om trekantshandlen mellem Danmark, Afrika og de caribiske øer genforenes og genfortælles af Ehlers ved Nyhavn. Herefter er der fokus på, hvordan Ehlers arbejder med illusionsbrud og tableauer i forestillingen. Først analyseres åbningsscenen med Ehlers’ monolog, der handler om afkolonisering. Derefter rettes blikket på det interaktive og det didaktiske rum, som gør sig gældende i forestillingen.

Afkolonisering som en aflæringsproces Inden forestillingen går i gang, får man at vide, at forestillingen starter i foyeren. Idet forestillingen begynder før publikummet har fundet deres plads i teatersalen, bryder Ehlers med den vante teateroplevelse. Almindeligvis sidder publikum inde i teatersalen, derefter dæmpes teatersalens lys, og tæppes trækkes fra, eller i det tilfælde at der ikke er et teatertæppe, oplyses scenen – og så begynder forestillingen. Dette er det første illusionsbrud, og det er ikke det sidste. Illusionsbrud er et teatralsk greb, der er med til at forstyrre publikum. Hensigten er at forhindre beskueren i at overgive sig til den konstruerede fortælling, hvilket kan få en til at tænke på det episke teater og Bertolt Brechts begreb Verfremdung (’at gøre noget fremmed’). Man arbejder med Verfremdung i det episke teater, som Brecht var fortaler for. Det er et teatralsk greb, der bevidst bryder med illusionen. Der er tale om en fremmedgørende effekt. I modsætning til det dramatiske teater, der ønsker, at publikum identificerer sig med karakteren på scenen, skabes der en distance til publikum i det episke teater. Et benspænd, der ikke tillader, at publikum forholder sig ukritisk og bliver opslugt af handlingen. Det Brechtianske teater øn-

sker et kritisk publikum. Det er et teater, der arbejder med demonstration, som kan give adgang til en erkendelsesrejse (Kvam 2017). I teatrets foyer i København befinder vi os i et rum, der emmer af uvished. Hvad kommer der til at ske? Man er retningsløs, i forhold til hvor og hvornår forestillingens startpunkt finder sted. Det teatralske brud kan have den effekt, at man som publikum er på vagt, hvor følelsen af uro og spænding bliver en del af atmosfæren i rummet. Ifølge den tyske filosof Gernot Böhme er atmosfære et mellemliggende fænomen, der forbinder noget mellem subjektet og objektet (Böhme 2013: 2). Da belysningen i foyeren dæmpes, ændres rummet og atmosfæren. I mørket træder en kvinde frem. Det er Ehlers, som skaber sit rum iført sort tøj og hættetrøje. Fra sit podium taler hun til sit publikum. I Böhmes artikel ”The art of the stage set as a paradigm for an aesthetics of atmospheres” argumenterer han for, at atmosfæren har en karakter, der kommunikerer en følelse til sine deltagende subjekter (Böhme 2013: 2), som i dette tilfælde er publikummet. Stemningen i mørket og monologens ord advokerer for et paradigmeskift.

Jeanette Ehlers i Into the Dark (Ehlers 2017).

Ehlers er oplyst af ord, der er brudstykker fra monologen. På fragtmenteret vis skabes der mønstre af hvide bogstaver på hendes ansigt og på bagvæggen. Teksten er fra tidskriftet Marronage 2 (Scherfig 2017) med få ændringer fra Ehlers. Teksten tilbyder en definition på afkolonisering, og det er således en begrebsafklaring. »Afkolonisering (ofte omtalt som dekolonialitet) Afkolonisering er den proces, som aktivt tilbageruller kolonialitet. Kolonialitet er et voldeligt system, der placerer alt det, som er udenfor det koloniserende selv, som noget “andet”. Kolonialitet centrerer en hvid, kolonial og eurocentrisk viden og tidshorisont som det “givne”, det “objektive” og “naturlige”. Al sansning og erfaring, som ikke anerkender denne rangorden bliver betragtet som “uvidenskabeligt” eller ganske enkelt ignoreret. Afkolonisering er en aflæringsproces« (Scherfig 2017).

I talens anden sætning siger Ehlers »Afkolonisering er den proces, som aktivt tilbageruller kolonialitet«.

Der er tale om en proces, der er fremadrettet, men som samtidig

har blik for fortiden. Med andre ord udsiges der, at afkoloniseringsprocessen kun finder sted ved at have fokus på de koloniale konsekvenser; med det blik, at man kan ændre på de strukturer, der gør sig gældende i dag. I dette mørke, tætpakkede rum med Ehlers, som er taleren, kan man få følelsen af at være til en demonstration, være en del af en modstandsbevægelse eller være til stede ved et hemmeligt frihed-til-folket-borgermøde. Med denne manifesterende start slår hun tonen an for, hvordan resten af forestillingen vil udfolde sige. Man kan sige, at afkolonisering er et sticky sign (Ahmed 2009). Klistret tegn, der udfoldes i de efterfølgende scener. En af talens og teaterperformances hovedpointer siges med sætningen »Afkolonisering er en aflæringsproces«.

Som det italesættes i monologen, skal vi i fælles-

skab tilbagerulle et voldeligt, kolonialt system, der centrerer en eurocentrisk viden som værende det objektive og naturlige. Into the Dark er en forestilling, der ønsker at sætte rammerne for en aflæringsproces med det sigte at forstyrre publikummets forestillede happy objects (Ahmed 2009). I den forstand tolker jeg monologen og dens afsender som en kill-joy, siden ønsket om at ændre på

de gældende forhold, der gavner det koloniale system, italesættes. Til kunsten.nu udtaler Ehlers, at det er vigtigt at italesætte begrebet ’afkolonisering’ for at forankre det i det danske sprog (Borello 2017). Hun siger yderligere, at hendes iscenesættelse og generelle kunstneriske praksis handler om at åbne rummet for andre stemmer og »(…) gribe tilbage i glemt materiale, finde repræsentanter i periferien og give nye stemmer en platform i den her koloniale fortælling og forståelse«

(ibid.).

Som vi så i specialets tidligere kapitler, er det koloniale aftryk ikke iboende, men det tilegnes i en lærings- og erfaringsproces. Vi tror, at verden ser ud på en bestemt måde, da det er det, vi har fået fortalt. Den performative æstetik, som Ehlers arbejder med, bryder med form, tid, sted og handling. Disse enheder bliver fragmenteret uden kontinuitet i modsætning til den klassiske berettermodel. De fragmenterede elementer er en del af en større tematisk fortælling, hvor der arbejdes med illusoriske brud fremfor kontinuiteten af en dramatisk handling. Denne form for teatralitet er et totalt opgør med den klassiske aristoteliske opbygning med enhederne tiden, stedet og handlingen (Aristoteles 2004: 138, 142). Ifølge Hans-Thies Lehmann er det postdramatiske teater et post-Brechtiansk teater. Fordi teaterformen placerer sig i et rum, der blev åbnet op af det Brechtianske teater. Fælles for det postdramatiske teater er bruddet med den dramatiske tekst, der ikke længere er hovedelementet i iscenesættelsen. Det postdramatiske teater er et eklektisk teater, hvor alle tegn og gestus, såsom lys, lyd, verbale og kinetiske gestus, er på lige fod. Teaterformen præsenterer sig selv i et mødested for kunsten, der både udvikler og kræver en anden måde at opfatte en iscenesættelse på (Lehmann 2006: 31+33). Monologen, som Ehlers fremfører, er et klassisk produkt af postdramatisk teater i både form og indhold. Forestillingens centrale begreber, dekolonialitet og afkolonisering, projekteres med hvid skrift på hendes ansigt og bagvæggen. Med det kritiske øje ser man sticky signs, der vidner om konstruktioner og handlinger, der har gidseltaget det afrikanske kontinent, dets befolkning, deres efterkommere og diaspora.

Ehlers’ manifesterende monolog er et samfundskritisk startskud til de efterfølgende samfundsprotester, der udspiller sig i forestillingen. Samfundsmæssige processer afbildes med henblik på at kunne påvirke dem. Into the Dark inviterer sit publikum til en erkendelsesrejse. Afkolonisering er en aflæringsproces, hvilket er sagens kerne. Det er denne kendsgerning, der advokeres for, og som man ønsker, at publikummet skal være bevidst om. Der er både tale om et politisk og didaktisk rum, der er kendetegnende for Brechts lærestykker og episk dramatik (Langsted 2007). Det teatralske greb, hvor Ehlers agerer som en demonstrant, imens hun er oplyst af fragmenterede ord, kan tolkes som en manifesterende Verfremdungseffekt. En effekt, der danner rammen om hendes kraftfulde tilstedeværelse i samspil med det visuelle og stemningsmættede rum.

Rum for refleksion Fra foyeren fører Ehlers sit publikum ud på gaden og ind i en lille teatersal, hvor man bliver konfronteret med sit eget spejlbillede. Det klassiske teatertæppe er blevet erstattet af spejle, hvor man møder sit eget spejlbillede og teatersalens øvrige publikum. Spejlbilledets refleksion forstærker distancen til publikummet, idet der skabes et rum i rummet. Derudover fungerer spejlet også som en konfrontation, der spejler teatersalens virkelighed. Spejlet skaber en fremmedgørende stemning i teatersalen, hvorfra man konfronteres med sin egen rolle og medvirken i afkoloniseringsprocessen: Er jeg aktiv eller passiv? Med denne Verfremdungseffekt tillader Ehlers ikke sit publikum at lade sig rive med af handlingen i en passiv iagttagende position (Kvam 2017). Spejlene bryder med illusionen ved at vende scenen på hovedet, hvor publikummet inddrages og bliver en involverende del af iscenesættelsen. Første gang, de mobile spejldøre åbner sig, møder vi den caribiske oprørsleder Mary Thomas, der omtales som Queen Mary. Hun var en afgørende figur i op-

røret på Skt. Croix i 1878, der fik tildelt navnet Fireburn, da størstedelen af øen stod i flammer. Queen Mary blev anholdt og fængslet i København (Damkjær og Scherfig 2016). Oprørslederen er nærmest ukendt i den danske kollektive erindring. Ehlers bringer hende ud af mørket og ind lyset. På scenen sidder hun stiliseret på en stol som et tableau badet i et rødt skær. Det røde lys fungerer som en medspiller, der symboliserer ildhu, flammer, kamp og blod. Denne form for stiliserede scenografi kan henlede tankerne til Robert Wilsons arbejde med formstærke, visuelle forestillinger, hvor lysdesignet er en aktiv aktør (Dithmer 2007).

Woyzeck på Betty Nansen Teatret (Wilson 2000).

Queen Marys stol roterer langsomt 360 grader. Rotationen gentager sig flere gange, mens man hører hende berette sin historie over højtaleren. Hun ændrer sin position på stolen enkelte gange i et roligt tempo. Beretningen, lyset og de vekslende tableauer introducerer publikummet for Queen Mary. Med denne minimalistiske form skaber Ehlers en scene og et rum, hvor publikummet ikke kan undgå at lytte og lære om Queen Marys ufortalte historie.

Queen Mary I Into the Dark (Ehlers 2017).

I forestillingen henvendes der på et tidspunkt direkte til publikummet, der skaber et interaktivt rum. Den interaktive scene starter med et kor bestående af cirka ti personer, som på denne eller anden måde har en afrikansk herkomst. Efter en stille stund fremsiger det talende tableau sætningen »I am here because you are there«

gentagende gange (til et primært hvidt publikum). Herefter hen-

vender en medvirkende sig til en blandt publikum. Tilskueren bedes bytte plads med den medvirkende. Den nytilkomne blandt publikum bliver nu en del af tableauet på scenen. Herefter siger den nye tilskuer sætningen »I am here because you are there«,

og koret responderer »We are here because you were there«. Ifølge Eh-

lers er scenen en form for call/response situation, der trækker på afrikanske traditioner (Hebsgaard 2019). Kommunikationsrummet minder om Artauds groteske teater. Et sanseligt, stærkt og voldsomt rum, der kan agere som fælles terapi (Artaud 1967). Det formodes, at denne konfronterende interaktion kan vække foragt og ubehag hos publikummet i salen. Det tænkes, at hensigten er at skabe et rum for refleksion, hvor det enkelte publikum reflekterer over sin

position. En privilegeret position, der lukrerer på kolonialismens bedrifter og senfølger. Ehlers’ dramaturgiske fremgangsmetode i hendes teaterperformance har til formål at provokere og skabe ubehag. Konfrontationens greb medvirker til, at man som publikum ikke kan gemme sig. Om man vil det eller ej, bliver man inddraget med dette virkemiddel. Ubehaget tvinges ned i halsen, som var man et barn, der ikke vil tage sin medicin. Med en konfronterende stil inviterer Into the Dark sit publikum ind i et didaktisk refleksionsrum. Fra det konfronterende læringsrum i mørket vil vi i næste kapitel bevæge os i det humorbaserede landskab med næste og sidste analyseobjekt ”Emma Gad for hvide, en terapeutisk guidebog” (Neye 2017). Som titlen indikerer, konfronterer Anna Neye sin læser med stor portion værdiladet humor.

EMMA GAD FOR HVIDE On Humor Afhængigt af hvilket selskab man befinder sig i, kan man lynhurtigt – frivilligt eller ufrivilligt – agere som en kill-joy, hvis der tages afstand til n-ordet (Ahmed 2009). I nogle tilfælde kan denne position endda opfattes som værende oversensitiv, hysterisk eller sågar humorforladt. Ud fra en erfaringsrig kill-joyposition findes det morsomt, at Anna Neye vælger at undersøge n-ordets koloniale aftryk på humoristisk facon. Som det viser sig, kan humor noget helt særligt i formidlingen af svære og seriøse problematikker. Hvordan dette kommer til syne, vil vi se i dette kapitel. I bogen On Humor skriver den italienske forfatter Luigi Pirandello, at mennesket konstant fremstiller illusioner om sig selv og om virkeligheden, da man har brug for en sammenhængende mening med livet samt sin væren-i-verden (Pirandello 1960: xii). Med humor som værn afdækker Neye de sticky signs (Ahmed 2009), der klistrer sig til n-ordet i en dansk kulturhistorisk kontekst. Pirandello argumenterer for, at det er humoristens rolle at demaskere illusoriske forestillinger, som mennesket kontinuerligt skaber (Pirandello 1960: xiii). Man kan sige, at det er en menneskelig omstændighed. »All the soul's fictions and the creations of feeling are subjects for humor; we will see reflection becoming a little devil which disassembles the machine of each image, of each fantasy created by feeling; it will take it apart to see how it is made; it will unwind its spring, and the whole machine will break convulsively« (Novel & Pirandello 1960: 47).

For at tydeliggøre illusionernes sprækker og dermed minde mennesket om værens vanskelige omstændigheder er humoristen villig til at udstille sig selv som værende værre, end vedkommende egentlig er (ibid.). Ifølge Pirandello arbejder humoristen i et lag dybere end satirikeren og komikeren, idet humoristen er udstyret med en særlig refleksionsaktivitet (Novel & Pirandello 1966: 48). Refleksionsaktiviteten giver humoristen adgang til at se illusionernes fremtræden og dermed afsløre dem. Som Pirandello skriver, er afsløring af illusioner humori-

stens hovedopgave. Fremfor at føle foragt i analysen af illusionen, vil humoristen i sin latter være medfølende, hvilket adskiller humoristen fra satirikeren og komikeren. Pirandello skriver: »The comic only laughs at it, being pleased to blow away this metaphor of him created by a spontaneous illusion. The satirical writer will be upset by it. But not the humorist: through the ridiculous side of this perception he will see the serious and grievous side of it. He will analyze the illusion, but not with the intention of laughing at it. Instead of feeling disdain he will, rather, in his laughter, feel commiseration« (ibid.).

I Neyes humoristiske formidling af Danmarks tid som kolonimagt og konsekvenserne heraf, oplever vi en både sørgelig og seriøs stemning. På den dekoloniserede dannelsesrejse, som ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog” faciliterer, holder Neye sin læser i hånden, hvor midlet, som hun benytter sig af, er en medfølende humor. Det er en kærlig og sympatiserende konfrontationsstil, der ikke har til hensigt at latterliggøre sin læser eller opponent. Af denne årsag betegnes Neye som en humorist i dette kapitel. I den polariserende polemik vedrørende n-ordet, hvilken tilsyneladende forvirrer, mere end den gavner, kommer Neye på banen med sit humoristiske tiltag og refleksionsaktivitet. Det er bogens hensigt, at vi lærer at omgås hinanden på anstændig og dekolonialiseret vis (Neye 2017: 7). Den har til formål at forene og favne pluraliteten. Således er der tale om en didaktisk, humoristisk og progressiv guidebog, der ønsker at forankre en dekolonialiseret dialog i det danske landskab. Neye afdækker det problematiske ved anvendelsen af n-ordet og dets koloniale aftryk i en dansk kontekst. Der skabes et ’danskhedsparallelunivers’ i bogen, der belyser mørklagte dele af den danske koloniale kulturarv. Danskhedsparalleluniverset består af selvstændige rum, der taler med hver sin stil og sprog. ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog” er bygget op som en montage, hvor det narrative og det visuelle sprog er en del af en større collage. I Berlingske beskrives bogen som et genremæssigt potpourri, hvor der både er sjov og alvor (Rahbek 2017). Med andre ord er der tale om en gryderet med bestanddele som kolonialisme, post-

kolonial meditation, racisme, menneskeudstillinger og en opskrift på hvid chokoladekage. I alle delene af montagen er humor hovedingrediensen, der får hele menuen til at glide lidt lettere ned. Resten af kapitlet er opbygget således: a) Humoristens stemme, b) Ifølge brune subjekter, c) Meditationsøvelser og d) Takt og tone.

Humoristens stemme Allerede ved første øjekast vendes koryfæet Emma Gad på hovedet med bogtitlen ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog”. Forestillinger om danskhed er i fokus og det, som vi forbinder med det danske dannelsesideal. Den første del af bogen er dedikeret til grundig behandling af den danske koloniale fortid, der belyser de slavegjortes vilkår og omstændigheder på De Vestindiske Øer. For individet, der bekvemt navigerer i en tilsløret verden, kan afsløringen af andre virkeligheder virke som hård kost. Ifølge Pirandello lever mennesket i en verden, hvor simulation og dissimulation dominerer (Novel & Pirandello 1966: 50). »In the same way we simulate and dissimulate with ourselves, splitting or even multiplying ourselves. We resent that need to appear different from what we really are which is a form of social life. We shun any analysis which, revealing vanity, would awaken the bite of our conscience and humiliate us in front of ourselves. But the humorist makes this analysis for us. He can even assume the job of unmasking all vanities and representing society (…)« (ibid.)

Som Pirandello skriver, er det en menneskelig forudsætning, at vi ser bort fra forestillinger, der ikke stemmer overens med vores vante forestillinger om verden og ens væren. Vi trives med illusionerne, da de er en bærende del af vores sociale virkelighed. Med humor som greb er Neye klar-parat-start til at afsløre mørklagte virkeligheder og berette de fortiede fortællinger. Dannelsesrejsen i Neyes fortælling demaskerer forestillinger og blinde vinkler, hvor hvidhed og raciale strukturer formidles. Formidlingen mildnes med en stor portion humor. Læseren trækker på smilebåndet, mens nye virkeligheder udfolder sig.

Bogens omslag informerer om dens indhold og baggrundsviden om forfatteren, hvor humoristen, som en lille djævel dekonstruerer de vante forestillinger (Novel & Pirandello 1966: 47). Forsiden er inspireret af Cirkel Kaffepigen. Det er en ældre, gråhåret udgave af Neye, som iscenesættes, hvor hun himler med øjnene. Om dette billede udtaler Neye, »Det er mig, der er kaffepigen på forsiden, og jeg er ligesom lidt træt af det hele«

(Moestrup 2017). Bagsiden er udformet som en vare-

deklaration, hvor læseren informeres på følgende måde: »Det er ganske forståeligt, at man kan gå hen og blive perpleks og magtesløs, når man som hvidt menneske er opdraget til at være normen i verden, og der så pludselig bliver sat spørgsmålstegn ved det naturlige i det (…) Hvad må man overhoved sige? Og er der ikke mange frygtelige hensyn, man pludselig skal tage? Heldigvis er der hjælp at hente her« (Neye 2017).

Neye forstår udfordringen, som det hvide menneske står overfor. Der er tale om en selvforståelse, der er blevet overleveret igennem flere generationer, hvor den hvide hudfarve ikke udtales og anses som normen. En stærk selvforståelse, der kan være tung at danse med. Med Pirandellos blik på humor kan man i det ovenstående citat finde en stille sorg i humoristens udsigelse.

Endvidere oplyser varedeklarationen om varens ingredienser, nettovægt, hvordan den skal opbevares, anvendes, og at den kan indeholde spor af kaffe. Under ingredienser kan man læse, at 23 % er »Indføring i skægge og spændende emner som slaveøkonomi, racehierarkier og eksotisering«.

Den humoristiske stemme, der taler

tydeligt her, kan minde om den danske hyggeracisme. Ifølge Essed skal de-

graderende ytringer, hvad angår raciale stereotyper om afrikanere såsom nordet, placeres i en historisk og social kontekst (Essed 2013: 69). De mest ekstreme forkæmpere for ytringsfrihed taler fra positionen entitlement racism »If you feel offended, that is your problem, not mine« (ibid.).

I den dekoloniserede verden, der åbnes op for med ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog”, tager Neye bladet fra munden. Der berettes fra et personligt ståsted, om hvordan det føles at være splittet og føle sig marginaliseret på grund af sin hudfarve. Humoren anvendes som strategi med det formål at demaskere forestillinger om danskhed. Neye inddrager sig selv og sin familie i fortællingen, hvor der deles ud af barndommens minder. Historien om menneskeudstillinger flettes sammen med en personlig beretning om Neyes mormor, der er født i 1904. En tid, hvor De Vestindiske Øer stadig var danske. Der berettes, at Neyes mormor aldrig havde set et sort menneske, før hun i 1910’erne så en afrikaner udstillet i et bur med ring i næsen. En iscenesættelse, der lever op til forventningerne om ”vilde menneskers” iboende egenskaber og udseende. Ifølge Neye er menneskeudstillingerne et svar på datidens folkeoplysning, og på den måde kom viden om verden til Danmark (Neye 2017: 73). På samme måde kan man sige, at Neyes bog er samtidens svar på folkeoplysning, hvor en dekoloniseret verden kommer til læseren. Vedrørende det nationale hukommelsestab skriver Neye, at vi ikke magter at forholde os til omfanget af brutalitet og udnyttelse, som fandt sted på de caribiske øer. I fornægtelsen af den koloniale fortid forceres en anden historie om Danmark: at det var en uskyldig kolonimagt (Neye 2017: 59). »En terapeut ville muligvis sige, at det danske koloniale hukommelsestab hænger sammen med identitet. At vi aktivt glemmer dele af vores fortid, fordi den passer dårligt med vores selvopfattelse. Men Stauning, Grundtvig, demokratiet og velfærdssamfundet forsvinder jo ikke, fordi vi tager den koloniale fortid på os« (ibid.).

Denne pointe er væsentlig. Det handler netop ikke om at ændre på historien. Tværtimod handler det om at tillade historien at udfolde sig på flere sider end den, som vi kender den i dag. At legitimere den nationale fortælling, der hand-

ler om undertrykkelse og udnyttelse af slavegjorte mennesker under det danske flag. Diskussionen om n-ordet vil fortsat være fattig, hvis det ikke anerkendes, at der fandtes racehierarkier i Danmark. Viden om denne mørke historie er en del af den danske dannelse. I en kedelig kombination, hvor fortidens handlinger forties og en stærk forestillet uskyld reproduceres eurocentrisme. Eurocentrisme, der betragter og definerer verden ud fra en hvid, europæisk vinkel gør sig stadig gældende i dagens Danmark. Dette begrænsede udsyn hører ikke til en svunden tid. Det er i høj grad en del af samtidens virkelighed. Et kritisk blik på sin egen selvforståelse og etnicitet kan være med til at skabe en kritisk selvrefleksion. Som Neye beskriver det, kan selvrefleksionen muligvis resultere i en mere nuanceret udgave af vores nationale selvforståelse af, hvad det vil sige at være dansk (ibid.). En kritisk og medfølende selvrefleksion kan være med til at ændre sprogbrugen og frigive det behov, der klamrer sig til retten til at sige n-ordet og ikke mindst forestillingen om, at n-ordet blot betyder ’sort menneske’. Om n-ordet skriver Neye, at hun oplever, at danskere har et nært forhold til begrebet, hvilket ofte medvirker til en voldsom reaktion i situationer, hvor hun frabeder sig betegnelsen (Neye 2017: 96). Som vi har set i specialets forrige kapitaler, er der en emotionel tilknytning til ordet, der er dybt forankret i det danske sprog. Der er tale om en heftig berettigelse, hvori ordets neutralitet overdrives. Begrebet har længe været en fast bestanddel af det danske sprog, og først i 1990’erne blev begrebet officielt politisk ukorrekt. I nogen grad opfattes nordet af majoritetsdanskeren som en naturlig del af den danske sproglige historie. Man kan endda tale om skarpe skyklapper, der ikke lægger vægt på begrebets dobbeltbetydning. Endvidere inddrages det sorte subjekts meninger, erfaringer og følelser ikke i den kollektive meningsdannelse. »Men alle ord er ikke bare ord. Med mindre vi taler om ord som, og, at, men, hvis, den, det, på, hen, så, Virum, så har visse ord faktisk et vedhæng.

Når du kalder sådan en som mig for ’neger’, og selv tror, at du siger: ”Se, der går et sort menneske,” så er det, du – grundet ordets historik – siger: ”Se, der går et undermenneske”« (ibid.).

Konflikten, der formidles her, er ikke forsødet, underdrevet eller overdrevet. Den er ligetil. Der er tale om et virkelighedssammenstød, hvor Neye demaskerer forestillingen om n-ordets neutralitet. Man kan tolke det som en servicemeddelelse, der informerer om, at n-ordet ikke blot betyder ’sort menneske’; det betegner i den grad også et undermenneske. På trods af intentionen, der ønsker at betegne et sort menneske, er det ikke muligt at neutralisere begrebet grundet dets koloniale aftryk. I mødet med sammenstødet finder man medfølelse i Neyes sandhedseliksir, hvor der tales i øjenhøjde. Den, der tales til, bliver hverken latterliggjort eller talt ned til.

Ifølge brune subjekter Tre steder i bogen finder man et afsnit, der hedder Korrespondance med et andet brunt menneske. Korrespondancen informerer læseren om subjektets navn, alder, biologiske ophav, og hvad vedkommende synes en ’neger’ er. I dette afsnit ser vi på, hvordan subjekterne vælger at besvare spørgsmålet: Hvad synes du, en ’neger’ er? Den første person hedder Moussa Mchangama. Han vælger at besvare spørgsmålet med et spørgsmål: »En, der kan danse og spille på trommer?« (Neye 2017: 69). Man kan sige, at for ham skildrer betegnelsen en åndsforladt karikatur, der i bedste fald har musikalske egenskaber. En forestilling, der ofte er blevet gengivet i dansk kultur, kunst, litteratur, musik og dramatik. Med andre ord en fornedrende imitation, der gidseltager den mangfoldige afrikanske krop, som indeholder mere end en forsimplet forestillet udgave. Safia Tikaner er det næste subjekt, vi møder. Hun italesætter en skamfølelse, som n-ordet bringer med sig. Hendes synspunkt er som følgende:

»En ’neger’ lyder for mig som noget fra fortiden. Et ord, som blev brugt, dengang man ikke vidste bedre. Ligesom man ikke slår på børn i skolen længere eller udstiller fremmede mennesker på museum. Så siger man da heller ikke neger mere? (…) Jeg tænker, at det også er en del af den bagage, ordet ’neger’ har med sig, at der ligger en følelse af skam i at blive reduceret som menneske til noget stereotypt« (Neye 2017: 93.)

I dette udsagn udsiges en forestilling og et ønske om, at n-ordet hører til fortiden; til en tid, hvor eksempelvis menneskerettigheder endnu ikke var en virkelighed. Safia Tikaner begriber ikke, at man i nutidens Danmark har behov for at anvende begrebet i en given situation (ibid.). Virkeligheden er dog lang fra anderledes. Som fremvist i de forrige kapitler eksisterer et stærkt ønske om et forsat sprogbrug, hvor der insisteres på begrebets neutralitet. Det tredje brune menneske er Neye selv. Hun fortæller, at der var en periode, hvor hun omtalte sig selv som en ’neger’. Dette gør sig dog ikke gældende længere. Neye benytter sig ikke længere af betegnelsen (Neye 2017: 114). »Jeg var kommet til et punkt, hvor min grundlæggende følelse af at være marginaliseret, at uanset hvor meget jeg anstrengte mig, så blev jeg aldrig ’the real deal’ – altså ægte dansk – afstedkom, at jeg selv begyndte at omtale mig selv som ’neger’ (…) En ikke-dansker. Der lå selvfølgelig også et gran af selvbeskyttelse i det (…) Vi er alle sammen inficeret af de raciale strukturer, der i vores samfund. Det er ikke kun den hvide forundt. Vi andre vælter også rundt i samme suppedas« (ibid.).

Som der gives udtryk for, er der et vældigt ubehag forbundet med n-ordet, hvilket hænger sammen med oplevelsen af at blive ekskluderet på baggrund af sin hudfarve og ønsket om at blive inkluderet. Neye beskriver, hvordan internaliseret racisme kan udforme sig, når man overgiver sig til majoritetskoret, og italesætter sig selv som ’neger’ for at blive en del af fællesskabet. Endvidere fremhæves det, at uafhængig af nuancen af den enkeltes hudfarve er vi kollektivt påvirket af samfundets raciale strukturer. Fælles for korrespondancerne er subjekternes distancering til betegnelsen. De brune subjekter mener, at n-ordet er fornedrende. Subjekterne ønsker ikke at blive beskrevet med betegnelsen ’neger’, da de ikke oplever n-ordet som en

neutral betegnelse. De mener, at betegnelsen reducerer den brune krop til en tarvelig stereotyp. Begrebet er ikke et happy objekt for dem.

Meditationsøvelser På rejsen i ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog” præsenteres der undervejs meditationsøvelser. Øvelserne har til formål at berolige sin læser i tilfælde af, at læseren har brug for en pause eller at genfinde sit fodfæste. Vi stifter bekendtskab med den første øvelse efter den historiske del, da Neye mener, at det er på tide med afspænding efter et anspændt kapitel (Neye 2017: 62+63). Den postkoloniale meditation minder om en klassik afspændingsøvelse, hvor man står oprejst med fødderne plantet på gulvet og lader overkroppen falde forover for at hænge med hovedet afslappet mellem benene med hænderne på gulvet. Efterfølgende ruller man langsomt op ryghvirvel for ryghvirvel til en oprejst position (Neye 2017: 63). Til forskel fra andre afspændingsøvelser skal man mentalt gengive følgende sætninger for sig selv: »Jeg er ikke et ondt menneske. Jeg har aldrig ejet et andet menneske. Fortidens synder er ikke min skyld. Jeg føler ingen skam over den danske slavehandel. Det var ikke min skyld, det var ikke min skyld, det var ikke min skyld, det var ikke min skyld« (ibid.).

Herefter lader man kroppen hænge forover igen, hvor man ryster skuldrene fra side til side, mens man siger til sig selv: ”Jeg er åben og klar til at høre, hvad der bliver sagt, uden at gå i forsvarsposition eller lade, som om at det ikke har noget med mig at gøre” (ibid.). Det vigtigste er, at læseren genfinder sit åndedræt igen i er-

kendelsen af den nye fortælling, der vidner om et kolonialt Danmark. En alvor er til stede i humoren. Det anerkendes, at man kan miste sit fodfæste i denne proces, og at det kan være svært at ændre sin virkelighedsopfattelse. Det tager tid at ændre en position, især når der er uønskede følelser på færde. Hensigten med meditationsøvelsen er en mulighed for, at den nye viden bliver forankret og accepteret af læseren. Det handler ikke om at pege fingre eller om skyld.

Vi kan fortsætte med at foregive og spalte os i endnu flere masker eller se på de forvrængede forestillinger. Det er denne forvrængede kollektive spejling, som Neye dekonstruerer med meditationsøvelserne.

Takt og tone Emma Gads etikettebog ”Takt og Tone, hvordan vi omgaas” fra 1918 er rammen om Neyes bog ”Emma Gad for hvide: En terapeutisk guidebog”. Særligt det sidste kapitel er inspireret af Emma Gads formidling af en eviggyldig god opførsel. Kapitlet er på sin vis ’en bog i bogen’, der har sin egen forside, titel og indholdsfortegnelse. Retningslinjerne er tiltænkt som en vejledning til majoritetsdanskeren i mødet med et menneske med brun hudfarve. Ud fra forskellige eksempler vejleder Takt og tone sin læser i, hvordan man på anstændig vis omgås mennesker med mørk hud, og hvordan man omtaler mennesker med mørk hud i situationer, hvor tungen kan slå uhensigtsmæssige knuder. Det første eksempel i kapitlet behandler følgende problematik: »Du sidder til et selskab, hvor en af gæsterne er et brunt menneske. Du har efter bedste evne afprøvet, hvad vedkommendes indstilling til ’n-ordet’, blandt andet med humor og charme. Det falder ikke i god jord (…) et andet brunt menneske tilslutter sig selskabet og kaster en vittighed i puljen, hvori ’neger’ indgår. Adskillige gange (…) To brune mennesker i samme rum med forskellige indstillinger til, hvordan de vil benævnes. What to do?« (Neye 2017: 120).

Denne akavede situation, hvor man ufrivilligt uden ord blot med krop agerer som en kill-joy, genkender jeg. Altså, at den brune tilstedeværelse udfordrer den hvides sprog, der munder ud i en uudtalt usikkerhed, der trygger stemningen. Situationen i citatet handler specifikt om to brune mennesker, hvor den ene tager afstand til n-ordet, og den anden anvender n-ordet. Krise. Neyes råd er at spørge subjektet, hvordan vedkommende vil benævnes. Dette råd er jeg delvis enig i. Det ville være mere passende at spørge ind til vedkommendes holdning til n-ordet. Dermed bliver det mindre personligt fremfor »Hvordan vil du benævnes?«. Personligt foretrækker jeg selv at blive benævnt med mit navn eller et kærligt adjektiv fremfor en ”særlig” kategori.

Generelt taler vi på nuværende tidspunkt ikke et dekoloniseret sprog i Danmark. Det er vi endnu ikke trænede i, hvilket munder ud i en akavet og klodset kommunikation. Af denne årsag kan det være udfordrende at tale om racisme og raciale strukturer, uanset hvilken hudfarve man har, da det drejer sig om ømtålelige emner, hvor der er sårbare følelser som skam på begge sider af farveskalaen. Subjektive følelser og forestillinger kan forhindre en samtale funderet i fornuft. Desuden kan det opleves som et stramt samtalerum, hvor man hurtigt kan træde ved siden af, da majoritetsdanskeren på nuværende tidspunkt ikke er sprogligt smidig, når det kommer til at tale om racisme og raciale strukturer. Af denne årsag kræver det mod, nysgerrighed og åbenhed, når vi bevæger os ud i samtaler om kolonialisme og n-ordet. Vi har behov for kollektive færdselsregler, når vi færdes i dette betændte kommunikationsrum. Neyes bog giver adgang til et mildere samtalerum fremfor den nuværende diskurs, der er anspændt og polariserende.

HELIKOPTERBLIKKET Humor & hård kost I dette afsnit vil jeg diskutere, hvilke fordele og ulemper der er ved at anvende humor og konfrontation som strategi i svære diskussioner om dekolonisering, kolonihistorie, racialisering og racisme. Med sin humoristiske stemme beretter Neye om racialisering, hvidhed og skyld, hvor hun formår at demontere argumenterne for anvendelsen af n-ordet. Det er en oplevelse af, at humoren anvendes som instrument, der prikker hul på en kæmpe pose fyldt med argumenter, der er præget af entitlement racisme og sticky signs (Ahmed 2014, Essed 2013); før eller senere er posen tom, da argumenterne mister deres værdi. Anvendelsen af humor i forbindelse med kolonihistorie og racehierarkier bliver en ulempe, når humoren ikke er medfølende, når den er distancerende. I den forbindelse kan det opleves som komik, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Ehlers konfrontatoriske stil fungerer i de situationer, hvor hun gør det koloniale traume fysisk i rummet, når denne virkelighed ikke er til at undslippe. Det er særligt i de stille scener med tableauerne med koret, de stiliserede scener med Queen Mary, og Ehlers monolog, hvor konfrontationen står stærkest. De førnævnte scener taler til sanserne, og det mærker man. Når konfrontationen ikke er nærværende, er dens egenskab ufordelagtig. Konfrontationen mister sin effekt, når den bliver proklamerende og larmende, hvilket skaber afstand. Det er således fordelagtigt at anvende humor samt konfrontation som strategi i svære diskussioner om dekolonisering, kolonihistorie, racialisering og racisme: 1) Når disse virkeligheder bliver nære, 2) illusionernes fremstillinger belyses, og 3) når man kan mærke ubehaget og det svære ved emnerne. De efterfølgende afsnit vil samle op på specialets tråde og diskutere de gennemgående pointer.

Forvirring som magt Som fremlagt i specialets analysedele, er der mange følelser på spil i diskussionen om n-ordet. Det er et følsomt emne både for den hvide afsender og den sorte modtager. Forvirring har et været et gennemgående tema i undersøgelsen af n-ordet. Tilsyneladende hersker der stor forvirring, i forhold til hvordan man betegner et menneske med afrikansk udseende. Det viser sig, at forvirringen fungerer som en magt, idet den opretholder den hvide afsenders uskyld og selvtilfredse uvidenhed (Essed 2014). Fra denne forvirrede position ignoreres det, at n-ordet også er et hånligt ord. For eksempel berettiger Hoffmann forvirringens tilstedeværelse i debatten om n-rodet, da han understreger, at Grethe Anæus stiller er et meget vigtigt spørgsmål: Jeg er ikke racist, men siger neger. Hvorfor er det egentlig forkert? (Hoffmann, e-mail, 9. januar, 2019). I grunden er det også meget vanskeligt, at n-ordet i sin definition er et begreb, der både betegner en etnicitet og samtidig er en fornærmelse. Det er særdeles begrebets dobbeltbetydning: at n-ordet i sin definition er et begreb, der både betegner en etnicitet og er et skældsord, der er problematisk. Som fremvist i analysen får begrebets uheldige vilkår ikke meget opmærksomhed. Man kan forestille sig, at hvis n-ordets dobbeltbetydning blev mere udbredt, anerkendt og italesat, ville forvirringen dominere i mindre grad. Det lader til, at den fremherskende forvirring forhindrer, at en dekoloniseret samtale kommer ud over stepperne. Som en form for hjemmel fastholder forvirringen og uskyldskravet, at der ikke menes noget ondt med at sige n-ordet. Et mønster, der går på tværs af argumenterne for at sige n-ordet, er netop det særlige fokus på n-ordets neutralitet. Ud fra det behandlede materiale, mener sprogbrugere, som ønsker at anvende n-ordet, at det ikke er racistisk. Deres udgangspunkt er, at begrebet er neutralt. At det bare er et deskriptivt begreb, der betyder sort, og som betegner et menneske med afrikansk udseende. Man ser altså bort fra, at n-ordet også anvendes som et skældsord, og at det dermed også er en nedsættende betegnelse. Et andet mønster er modstanden

mod det faktum, at sprogbrug og betydning forandrer sig over tid. I diskussionen om n-ordet er sprogets foranderlighed et negativt tema, hvor affektens ansigt viser sig. Utilfredsheden kommer til udtryk i opremsningen af de klassiske sprogændringer i danske børnesange, litteratur og de nostalgiske n-kys med kommentarer som »Skal det nu også laves om?«. I den forbindelse finder vi det tredje mønster, hvilket er antipolitisk korrekthed. Karakteristisk for debatten er modstanden mod politisk korrekthed eller det såkaldte selvbestaltede politi. Argumentet er, at dette fænomen truer ytringsfriheden og måske endda selve essensen af danskheden. Det fjerde mønster er faren for omskrivning af historien. Det drejer sig om frygten for, at man udvisker ”faktuelle” hændelser eller virkeligheder såsom sprogbrug, når der korrigeres i sproget. Nogle mener, at hvis man begynder at rette i sproget, kan der være grund til at være bange for censurlignende tilstande. Det femte mønster er, at der ikke tages højde for den historiske kontekst, hvori n-ordet som begreb er blevet anvendt i racehierarkier i omkring 300 år. Mønstrene, der går på tværs af den polemiske diskussion om n-ordet (med undtagelse af det femte mønster), kan vi finde i den analyse, hvor Hübinette undersøger hvid melankoli (Hübinette 2012). De fire punkter, som gør sig gældende i den svenske hvide melankoli, er ifølge Hübinette struktureret af følelser som forvirring og tab. Den hvide melankoli handler i høj grad om tabet over den homogene nation. Forestillingen om det homogene Danmark er også en del af det danske selvbillede, som står i kontrast til pluralitet. Det kan tænkes, at det var i orden at sige n-ordet, dengang hvor indvandringen ikke var særlig stor. På det tidspunkt kan det være, at det ikke blev mødt med modstand. Situationen er dog anderledes i dag. I dagens Danmark er der nemlig sådan nogle som mig, som siger »Personligt er jeg ikke fan af n-ordet«, hvilket kan skabe frustration hos majoritetsdanskeren. Særligt fordi der brydes med forestilling om begrebets neutralitet. Afstandtagen til n-ordet illustrerer, at ikke alle er begejstrede for betegnelsen. Majoritetsdanskeren bliver dermed gjort opmærksom på, at begrebet ikke er et happy object for alle.

Hvide privilegier Med en ukendt afsender florerer dette virale citat på internettet: »When you’re accustomed to privilege, equality feels like discrimination«

(Boeskool 2016). Udsagnet er

meget sigende for specialets problemstilling: Hvorfor insistere på at bruge n-ordet, hvis modtageren af ordet ikke kan lide det?

Som citatet peger på, kan det føles stø-

dende at skulle ændre adfærd, når det betyder, at man fratages et privilegium. At hvidhed ikke italesættes er et hvidt privilegium, hvilket er det særlige ved det at være hvid, ifølge Dyer. Han argumenterer for, at hvidhed er hvide menneskers største aktiv, da det giver adgang til en position, hvor man navigerer i verden som umærkede, uspecifikke og universelle mennesker (Dyer 2017: 43). Den selektive tilgang til formidlingen af kulturarven og verden omkring os berettes ud fra en hvid vinkel, hvilket lukker døren for andre stemmer og reproducerer en forestilling om national uskyld. Fælles for det udvalgte materiale er, at raciale strukturer benægtes i ønsket om at anvende n-ordet, hvilket afspejler en selvtilfreds uvidenhed (Essed og Hoving 2014). Som fremvist i specialet kommer man ikke udenom de hierarkiske magtstrukturer, der er indlejret i et begreb som n-ordet. De historiske kendsgerninger, der vidner om udnyttelse af slavegjorte afrikanere, hvor man i den forbindelse har karakteriseret denne befolkningsgruppe med n-ordet, komplicerer berettigelsen til at anvende begrebet som en neutral deskription. I analysen af Ørsteds udstilling og besvarelsen af Hvorfor må man ikke (…) (Hoffmann 2016) i Mislykket neutralisering ser vi, hvordan uskyldskravet bruges som argument for at anvende n-ordet. Uskyldskravet står i kontrast til den koloniale virkelighed, der begrundede slavekategorisering med Gud som autoritet (Larsen 2013: 94). Dertil står uskyldskravet i kontrast til den koloniale virkelighed, hvor n-ordet var et middel i en essentialistisk racisme, der skulle opretholde en social orden, hvor afrikanere blev anset som laverestående mennesker. Neye belyser det overvældende ubehag, der er forbundet med n-ordet, idet man føler sig degraderet og ekskluderet af det nationale fællesskab på

baggrund af sin hudfarve (Neye 2017). Med n-ordet som markør kan brune mennesker ikke navigere i verden som umærkede og universelle mennesker. Det undrer mig, om behovet for differentiering er en måde at begrænse danskheden til kun hvide mennesker. Ifølge Hübinette er svenskhed fanget i hvidhed. Han argumenterer for, at uanset hvor forankret man er i Sverige på et etnisk, lingvistisk, religiøst og kulturelt niveau, er hvidhed den afgørende faktor (Hübinette og Lundström 2011). Hvis man ikke identificeres som hvid, oplever man racialisering. Det kan antages, at denne præmis også er aktuel i en dansk kontekst, hvor n-ordet anvendes på et ubevidst niveau til at reproducere forestillingen: danskhed som værende hvid.

Subjekternes slagmark I denne specialerejse står det meget klart for mig, at det enkelte menneske er begrænset. Vi ser verden fra der, hvor vi står. Vores subjektive ståsted er præget af den historiske og kulturelle forankring, som vi er en del af. Da vi er betinget af vores begrænsethed, vores skyklapper og partiskhed, kan vejen frem til en dekoloniseret samtale være at møde det andet menneske med mildhed (uafhængig af hudfarve). I diskussionen om n-ordet kan det være gavnligt at stille spørgsmål og være nysgerrig fremfor at have en intention, der handler om at overbevise sin modpart. I argumenterne for brugen af n-ordet finder vi det, som Essed kalder for entitlement racism, hvor subjektet føler, at det har ret til at ytre sig racistisk i ytringsfrihedens navn (Essed og Muhr 2018). Følelsen af berettigelse kommer også til udtryk i klagen »jeg kan ikke sige noget mere uden at blive kaldt for racist«, hvilket ifølge Essed er en modreaktion til forestillingen om at være et offer for sin egen godhed (ibid.) Som det har vist sig i denne undersøgelse, er forholdet mellem majoritetsdanskeren og n-ordet et uudforsket område. I dette speciale har jeg argumenteret for, at n-ordet er et happy object for de sprogbrugere, der

ønsker at anvende n-ordet. Generelt males der et billede af, at det er dem, som tager afstand fra begrebet, som er for følsomme. Majoritetsdanskeres tætte relation til n-ordet skildres ikke. I analysen tegner sig et billede, at det føles godt for nogle sprogbrugere at sige n-ordet. For eksempel udtaler Anders Lund Madsen, at det føles godt i munden (Kastrup 2000). Ørsted er sågar ked af, at han ikke må sige n-ordet (Stryhn 2019). Et gennemgående træk i analysen er den affektive tilknytning til n-ordet. Man kan således konkludere, at begrebet med tiden har akkumuleret enormt meget positiv værdi. Når nogen ikke deler samme overbevisning, skaber dette drama og affekt, hvilket medfører, at afstandstageren får tildelt rollen som kill-joy (Ahmed 2009). Den kollektive narrativ om de gode, gamle dage, hvor n-ordet tilskrives en deskriptiv betegnelse, er et væsentligt argument i den polemiske diskussion om n-ordet. Fortællingen har stor værdi for sprogbrugeren, der insisterer på at sige n-ordet. Den kollektive narrativ opererer også på et strukturelt niveau, da man ikke lader slavehistorien fylde i danmarkshistorien og ikke skriver den ind i dansk litteraturs kanon. Ved at være bevidst om sit subjektive udgangspunkt og hertil stille spørgsmålstegn til sin egen overbevisning, kan man udfordre ens egne forestillinger. Passer denne narrativ? Er der tale om fakta? Med kritiske briller kan der ændres på fatale stereotyper og stigmatiserende fordomme. Det er min erfaring, at når man italesætter racisme og racialisering, kan den begrænses, fremfor når den bliver ignoreret og hermed normaliseres. Vi skal ikke være så bange for at tale om race, racisme og mangel på repræsentation. Det kan være ubehageligt, når man taler om de sidstnævnte emner. Men som det forholder sig, virker det ikke samfundsgavnligt at gemme emnerne væk, i ønsket om at ubehaget forsvinder.

KONKLUSION Det er vigtigt at understrege, at det bearbejdede materiale er et udsnit, der siger noget om et bestemt segment: Sprogbrugere, der insisterer på at sige nordet vel vidende, at modtageren af ordet ikke bryder sig om betegnelsen. I dette speciale har jeg undersøgt mekanismerne bag denne insisteren. Med en kulturhistorisk tilgang har jeg undersøgt denne position på tværs af forskellige kulturfænomener: offentlig debat, litteratur/essayistik og teater. Den kulturhistoriske del af specialet giver os et indblik i omfanget af Danmarks deltagelse i den transatlantiske slavehandel fra 1661 til 1848 (Brimnes 2018a). Det bearbejdede materiale i Glemt (kultur)arv dokumenterer, at n-ordet er et sprogligt levn fra en kolonial tid, og hvordan den koloniale virkelighed fra De Vestindiske Øer blev importeret til kolonimagtens land (Danmark). Jeg finder frem til, at denne del af den danske kulturhistorie nærmest er usynlig i debatten om nordet. Det er kun i forbindelse med Statens Museum for Kunst, at den koloniale virkelighed fremhæves. I Det tveæggede sværd kan man se, hvordan det er den hvide afsender, som bestemmer, hvornår n-ordet siger noget om Danmark som kolonimagt, og hvornår begrebet er neutralt. Det vil sige, at sprogbrugeren, som praktiserer denne arbitrære sprogbrug, har en særlig sproglig magt. Som fremvist i Mislykket neutralisering

er det dybt problematisk, at n-ordets dobbeltbetydning ignoreres. I

det analyserede materiale mener sprogbrugeren ikke selv, at det er racistisk at sige n-ordet. Fra sprogbrugerens position argumenteres der tværtimod for, at begrebet er neutralt, og det benægtes dermed, at n-ordet i sin definition er en nedsættende betegnelse. Denne adfærd stemmer overnes med Esseds begreb entitlement racism, hvor der ageres ud fra selvtilfreds uvidenhed (Essed 2013). Fra denne position menes det, at man har ret til at krænke andre i ytringsfrihedens navn. Affekt er ikke til at komme udenom i denne undersøgelse, og som jeg har argumenteret

for, bringer n-ordet glæde for sprogbrugere. For denne er n-ordet et happy object (Ahmed 2009), der legitimerer forestillingen om, at betegnelsen er et neutralt og deskriptivt begreb. Det kan hermed konkluderes, at når man insisterer på at anvende n-ordet, ses der bort fra en flere hundrede års lang periode, hvor afrikanere blev anset som mindreværdige og undertrykt gennem den transatlantisk slavehandel samt kolonisering. En væsentlig pointe fra Ehlers forestilling er sætningen: »I am here because you are there«,

fordi den forbinder fortiden med nutiden og dermed peger

på begrebets historiske forankring. Neye påpeger, at selvom modtagerens intention er at være deskriptiv, opleves n-ordet som værende degraderende. Afslutningsvis kan man konkludere, at der er stor modstand over for at ændre sprogbrug, da det vil bryde med det kollektive selvbillede. Det vil kræve en accept af, at n-ordet er et skældsord, der racialiserer mennesker med afrikansk udseende. Hermed kan man konkludere, at sprogbrugeren, som ønsker at sige n-ordet, ikke vil opgive sine privilegier.

Perspektivering Hvis jeg skulle arbejde videre med projektet, ville jeg undersøge følgende område, som jeg ikke har behandlet i denne omgang. Det er et aspekt, hvor forvirringen også melder sin ankomst: Hvis de må sige n-ordet om hinanden, hvorfor må jeg så ikke sige det? I P3’s podcast Brun kartoffel giver radioværten Andrew Moyo et glimrende svar på dette velkendte spørgsmål: »Regnestykket bør egentlig ikke være så svært. Det er et skældsord. Der er ikke nogen, der siger, at man ikke må sige et skældsord. Altså, det er ikke ulovligt at kalde nogen luder, men det er rigtig nederen at gøre. Men hvis det er Charlotte og Lisbeth, der vildt godt kan lige at kalde hinanden for nogle ludere »Ej, du er sådan en kælling, sådan en luder. Ej, hvor var jeg bare en so i går« (…) så er der ikke nogen, der siger: »Nå, jamen, når de nu kalder hinanden for luder, så må jeg fandeme også kalde alle for ludere« Nej, du må ikke. De har en lingo og en indforståethed med hinanden« (Moyo 2018)

Det er et glimrende svar, fordi det viser, at man i og for sig gerne må sige nordet. Men fordi n-ordet er et skældsord, er det ikke god stil at gøre det. For nogle minoritetsdanskere er n-ordet en ganske naturlig måde at omtale sig selv og andre mennesker med mørk hud på. Hermed er der ikke blandt danskere med afrikansk herkomst et entydigt svar på, hvorvidt det er i orden at blive benævnt med n-ordet. Derfor ville det være oplagt at undersøge dette perspektiv med fokusgrupper, hvor det undersøges, hvad n-ordet betyder for den enkelte person. Min forestilling er, at fokusgrupperne kan give et billede af problemstillingens kompleksitet på et lavpraktisk niveau, der kan belyse normer for gruppers sproglige praksisser og fortolkninger (Halkier 2016: 9–10). I den sammenhæng kunne det være indsigtsfuldt at arbejde med to fokusgrupper: en gruppe med hvide deltagere og en gruppe med sorte deltager. Det har vist sig at være en følelsesmæssig rutsjebane at beskæftige sig med nordet. Det har været en proces, hvor man bliver konfronteret med svære og nære emner som racialisering, racisme og kolonihistorie, idet den manglende repræsentation har været mærkbar. Undervejs har jeg fået bekræftet mine forestillinger, hvad angår n-ordets problematik. Dog kom det bag på mig at erfare min egen begrænsning, min egen partiskhed, hvilket har været en stor åbenbaring. Specialerejsen har vist mig, at det er bevidstheden om sine egne begrænsninger, der er vejen frem til en dekoloniseret dialog og ægte pluralitet uden hvidt hegemoni.

LITTERATURLISTE “Aftenshowet | DRTV”, 7. januar 2019. https://www.dr.dk/tv/se/aftenshowet9/aftenshowet-11/aftenshowet2019-01-07#!/23:59. Ahmed, Sara. “A phenomenology of whiteness”. Feminist Theory 8, nr. 2 (2007): 149–168. https://doi.org/10.1177/1464700107078139. ———. “Happy Objects”. I The Affect Theory Reader. Durham: Duke University Press, 2009. ———. The Cultural Politics of Emotion. 2. ed. Edinburgh: Edinburgh University Press, 2014 ———. “The Non-Performativity of Anti-Racism”. Meridians: Feminism, Race, Transnationalism 7, nr. 1 (oktober 2006): 104–26. https://doi.org/10.2979/MER.2006.7.1.104. Andreassen, Rikke, og Henningsen, Anne Folke. Menneskeudstilling, fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli. Kbh: Tiderne Skifter, 2011. Aristoteles, Niels Henningsen. Poetikken. Redaktion Filosofi. Frederiksberg: Det lille Forlag, 2004. Artaud, Antonin. Det dobbelte teater. S. l.: Arena, 1967. Baldwin, James, og Peck, Raoul. I Am Not Your Negro. 01 edition. Penguin Classics, 2017. Beattie, Geoffrey. Our Racist Heart?, An Exploration of Unconscious Prejudice in Everyday Life. London: Routledge, 2013. “Bertel Haarder om neger-censur: Det ønsker jeg ikke at blande mig i”. dr.dk. Set 25. april 2019. https://www.dr.dk/nyheder/kultur/kunst/bertelhaarder-om-neger-censur-det-oensker-jeg-ikke-blande-mig-i. “Bertel Haarder (V)”. Folketinget. Set 25. april 2019. https://www.ft.dk/da/medlemmer/folketingetsmedlemmer/bertel-haarder(v). Boeskool, Chris. “When You’re Accustomed To Privilege, Equality Feels Like Oppression”. HuffPost, 2016. https://www.huffpost.com/entry/whenyoure-accustomed-to-privilege_b_9460662. Borello, Matthias Hvass. ”Jeg kan gøre traumet fysisk”. kunsten.nu, 14. november 2017. https://kunsten.nu/journal/jeg-kan-goere-traumet-fysisk/.

Brimnes, Niels. “De Vestindiske Øer (Dansk Vestindien)”, 2018. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/devestindiske-oeer-dansk-vestindien/. ———. “Den danske koloni på Guldkysten”. danmarkshistorien.dk, 2012. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/den-danskekoloni-paa-guldkysten/. ———. “Ostindisk Kompagni”. danmarkshistorien.dk, 2018. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ostindiskkompagni/. Bruner, Edward M. “Ethnography as Narrative”. I The Anthropology of Experience. Urbana: University of Illinois Press, 1986. Böhme, Gernot. “The Art of the Stage Set as a Paradigm for an Aesthetics of Atmospheres”. UMR 1563 - Ambiances Architectures Urbanités (AAU), 2013. http://journals.openedition.org/ambiances/315. Castree, Noel, Kitchin, Rob og Rogers, Alisdair. A Dictionary of Human Geography. Oxford Paperback Reference. Oxford: Oxford University Press, 2013. Damkjær, Nicklas Weis og Scherfig, Albert. “Kvinderne i Danmarks største arbejderopstand”. Friktion Magasin for Køn, Krop & Kultur, 1. oktober 2016. https://friktionmagasin.dk/kvinderne-i-danmarks-st%C3%B8rstearbejderopstand-fc8cbcdc158b. “Dansborg - Digitale samlinger”. Set 25. april 2019. http://www.kb.dk/maps/kortsa/2012/jul/kortatlas/object78598/da/. Dehlholm, Kirsten og Aarhus Universitet – Center for Kulturforskning. “Performance en ombejlet æstetik”. I Ritual & performance. Kulturstudier 20. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 1993. Dithmer, Monna. “Robert Wilson”. I Gyldendals teaterleksikon. Kbh.: Gyldendal, 2007. Dyer, Richard. White, Twentieth Anniversary Edition. Second edition. London: Taylor and Francis, 2017. Essed, Philomena. “Entitlement Racism: License to Humiliate”. I Recycling Hatred: Racism(s) in Europe Today: A Dialogue between Academics, Equality Experts and Civil Society Activists. ENAR Anti-Racism in Focus 1. Brussels: Published by the European Network Against Racism aisbl (ENAR), 2013.

———. “Intolerable humiliations”. I Racism Postcolonialism Europe, redigeret af Graham Huggan og Ian Law, 1. udg., 6:131–47. Liverpool University Press, 2009. http://www.jstor.org/stable/j.ctt5vjc6k.13. ———. Understanding Everyday Racism, an Interdisciplinary Theory. Sage Series on Race and Ethnic Relations; 2. Newbury Park, CA: Sage, 1991. Essed, Philomena, og Hoving, Isabel. Dutch Racism. Thamyris Intersecting 27. Amsterdam: Rodopi, 2014. Essed, Philomena, og Muhr, Sara. “Entitlement Racism and Its Intersections: An Interview with Philomena Essed, Social Justice Scholar”. Ephemera 18, nr. 1 (2018): 183–201. Frost, Pernille J. En strid om ord, det politisk korrekte sprog. Fremads debatbøger. Kbh: Fremad i samarbejde med Dansk Magisterforening, 1997. Gergen, Kenneth J. Virkelighed og relationer, tanker om sociale konstruktioner. Kbh: Dansk Psykologisk Forlag, 1997. Gjertsen, Marchen Neel, og Vibjerg, Thomas. “Ny minister vil ikke længere kalde sorte for negre”. Jyllands-Posten, 29. juni 2015. https://jyllandsposten.dk/indland/ECE7838484/Ny-minister-vil-ikke-længere-kaldesorte-for-negre/. “Grundlovens paragraf § 77”. Folketinget. Set 24. april 2019. https://www.ft.dk/da/dokumenter/bestilpublikationer/publikationer/mingrundlov/min-grundlov/kapitel-8/paragraf77. Gøbel, Erik. “Den danske slavehandel, ca. 1660-1848”. danmarkshistorien.dk, 2017. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dendanske-slavehandel/. ———. Vestindisk-guineisk Kompagni 1671-1754, studier og kilder til kompagniet og kolonierne, med Peder Mariagers beretning om kompagniet. University of Southern Denmark studies in history and social sciences [515]. Odense: Odense Universitetsforlag, 2015. Halkier, Bente. Fokusgrupper. 3. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2016. Hall, Stuart. “Whose Heritage? Un-Settling ‘the Heritage,’ Re-Imagining the Post-Nation”. I The Politics of Heritage: The Legacies of Race. Comedia. Taylor and Francis, 2004.

Haraway, Donna. “Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective”. Feminist Studies 14, nr. 3 (1988): 575–99. https://doi.org/10.2307/3178066. Hebsgaard, Serena. “Jeannette Ehlers: Afkolonisering begynder med bevidstgørelse”. Eftertryk (blog), 14. januar 2019. http://www.eftertrykket.dk/2019/01/14/jeannette-ehlers-afkoloniseringbegynder-med-bevidstgoerelse/. Hoffmann, Thomas, Videnskab. dk, Thomas Hoffmann, Vibeke Hjortlund, og Jørgen Saabye. Hvorfor må man ikke sige neger? – 77 videnskabelige svar på små og store spørgsmål, du støder på til daglig. 1. udgave, 1. oplag. Kbh: Politiken, 2016. Hübinette, Tobias. “‘Words That Wound’: Swedish Whiteness and Its Inability to Accommodate Minority Experiences”. I Whiteness and Postcolonialism in the Nordic Region, Exceptionalism, Migrant Others and National Identities, 2012. Kastrup, Kim. “Nu med neger”. Ekstra Bladet, 27. april 2000. “Koloniudstilling i Tivoli 1905”. Emma Gad (blog), 14. juni 2012. https://www.emmagad.dk/udstillinger/1905-koloniudstilling-intro.html. Kulturredaktionen. “’Vi ændrer ikke kunstnernes egne titler’”. Information, 10. juni 2016. https://www.information.dk/kultur/2016/06/aendrerkunstnernes-egne-titler. Kwam, Kela. “Bertolt Brecht”. I Gyldendals teaterleksikon. Kbh.: Gyldendal, 2007. ———. “Verfremdungseffekt”. I Gyldendals teaterleksikon. Kbh.: Gyldendal, 2007. Langsted, Jørn. “Politisk Teater”. I Gyldendals teaterleksikon. Kbh.: Gyldendal, 2007. Larsen, Alex Frank. Slavernes slægt. Søborg: DR, 2008. Larsen, Kay. Dansk Vestindien, 1666-1917. Kbh: CAReitzel, 1928. Larsen, Leif Calundann. Danskernes slaver, kolonisation og slavehandel ca. 1650-1850. 1. udgave, 1. oplag. Valby: Pantheon, 2003. Lehmann, Hans-Thies. Postdramatic Theatre. Reprint. London: Routledge, 2006. Madsen, Povl Høst. “Madsen: I orden at håne afrikanere”. Ekstra Bladet, maj 2000.

100

“Mediearkiv - Infomedia Insight”. Set 9. marts 2018. https://apps-infomediadk.ep.fjernadgang.kb.dk/mediearkiv/. Moestrup, Mathilde. “’Vi er bundet sammen af en historie, som er rimelig hæslig, som vi er nødt til at belyse’”. Information, 1. juni 2017. https://www.information.dk/kultur/2017/05/bundet-sammen-historierimelig-haeslig-noedt-belyse. “neger”. Ordbog over det danske Sprog – historisk ordbog 1700-1950. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=neger&tab=for. “neger”. Den Danske Ordbog – moderne dansk sprog. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=neger&tab=for. Neye, Anna. Emma Gad for hvide, en terapeutisk guidebog. 1. udgave, 1. oplag. Kbh.: Gyldendal, 2017. “ordnet.dk”. Set 25. april 2019. https://ordnet.dk/ordnetdk. Pedersen, Mikkel Venborg. Danmark - en kolonimagt. 1. udgave. Danmark og kolonierne. Kbh.: Gad, 2017. Pirandello, Luigi. On Humor. Studies in Comparative Literature ; 58. Chapel Hill, N.C: The University of North Carolina Press, 1974. Pirandello, Luigi, og Teresa Novel. “On Humor”. The Tulane Drama Review 10, nr. 3 (1966): 46–59. https://doi.org/10.2307/1125162. Rahbek, Birgitte. “»Emma Gad for hvide«: Nu skal vi tale om hvide mennesker og deres blinde vinkler”. Berlingske, maj 2017. https://www.berlingske.dk/kultur/emma-gad-for-hvide-nu-skal-vi-taleom-hvide-mennesker-og-deres-blinde-vinkler. Rashid, Rushy. “Radio24syv | Rushys Roulette uge 5, 2014 (1)”, 2014. https://www.24syv.dk/programmer/rushys-roulette/9265895/rushysroulette-uge-5-2014-1. Richards, Graham. Race, Racism, and Psychology, towards a Reflexive History. London: Routledge, 1997. Ringgaard, Anne. “Hvorfor må man ikke sige neger? | Videnskab.dk”. videnskab.dk, 6. marts 2014. https://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorforma-man-ikke-sige-neger. Routhe-Mogensen, Kizaja Ulrikke. “Stærkt teater: Publikum syder i egen selvbevidsthed i forestillingen ‘Into the Dark’”. Politiken, 13. november 2017. https://politiken.dk/kultur/scene/art6203660/Publikum-syder-i-egenselvbevidsthed-i-forestillingen-Into-the-Dark.

101

Rønn, Thomas Meloni. Dansk Vestindien, en fortælling om en svunden tid. 1. udgave, 1. udgave. Odense: Meloni, 2017. Schack, Jørgen. “Om ordet ‘neger’ — Dansk Sprognævn”, 1995. https://dsn.dk/nyt/nyheder/2016/om-ordet-neger. Scherfig, Albert. Marronage, nr. 2. S. l.: Forlaget Nemo, 2017. Stockmann, Camilla. “Museum fjerner ordene neger og hottentot fra kunstværker”. Politiken, 6. juni 2016. https://politiken.dk/kultur/kunst/art5624899/Museum-fjerner-ordeneneger-og-hottentot-fra-kunstv%C3%A6rker. Stryhn, Lisbeth. “Randers-galleri gider ikke mere vrøvl: Udstiller 100 ‘negerdukker’”. Randers Amtsavis, 4. januar 2019. https://amtsavisen.dk/randers/Randers-galleri-gider-ikke-mere-vroevlUdstiller-100-negerdukker/artikel/420351. Tolia-Kelly, Divya P., Waterton, Emma, og Watson, Steve. Heritage, Affect and Emotion, Politics, Practices and Infrastructures. Critical Studies in Heritage, Emotion and Affect. London: Taylor and Francis, 2016. Østhus, Hanne. “Slaver og ikke-europeiske tjenestefolk i Danmark-Norge på 1700- og begynnelsen av 1800-tallet”. Arbeiderhistorie 22, nr. 01 (2018): 33–47. https://doi.org/10.1826/issn.2387-5879-2018-01-03.