![](https://assets.isu.pub/document-structure/220920091202-615a4a0b93bb6c807bd426040ff7b49c/v1/adcc9ecc175f119dd2c5afc715124ab9.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
Leder
from GKF Nyt 3. September 2022
by GKF
Velkommen hjem fra ferie
Nu er de fleste kolleger ved at være hjemme og på arbejde igen. I efteråret vil Gentofte Kommunalforening i lighed med mange andre faglige organisationer have fokus på medlemshvervning, arbejdsmiljø, herunder hjemmearbejdspladser og de nye tiltag med fleksible arbejdspladser - det vil sige de steder, hvor der ikke er en fast plads til alle, men hvor man kan sætte sig, hvor man vil.
Ingen tvivl om, at tiden med Corona har vist os alle, at der er mulighed for at arbejde på mange flere forskellige måder, end vi tidligere havde forestillet os. En af de ting, som er vigtige er, at vi ikke får glemt de kolleger, som arbejder meget hjemme. At de ikke forsvinder ud af det sociale miljø, at de ikke glemmes rent ledelsesmæssigt.
Lederne skal også kunne lede på andre måder end før. Langdistanceledelse er et af de begreber, som mange ledere har skulle stifte bekendtskab med og udøve i den nye hverdag. Jeg håber, at din leder har fundet sine ben i dette måske nye farvand.
Som du måske så i min sidste leder, så skrev jeg om, hvor vigtigt det er at støtte op om sin forhandlingsberettigede faglige organisation. Med andre ord at være med i den fagforening, som har forhandlingsretten for dig.
Alt for mange har ikke brug for at være med i fællesskabet – men vi kan mere sammen end hver for sig. Gentofte Kommunalforening har brug for, at du hjælper vores tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter med at få dine kolleger med ind i GKF. Du er den bedste ambassadør via dit medlemskab, og du kan være med til at gøre en stor forskel.
En stærk fagforening/fagbevægelse er også en bevægelse, som kan ændre vilkår både for de generationer, som nu er på arbejdsmarkedet og for de generationer, som kommer. Og som de tidligere generationer har gjort det før os. For mange er det vigtigt, at vi afleverer tingene videre i en bedre stand, end da vi overtog dem, og jeg ville være ked af, hvis det er vores generation, som laver forringelser frem for forbedringer.
At der kigges på de goder, som allerede er der, er ikke noget nyt, men nyt er det, at der kigges på mange flere ting. Betalt frokost, barns 1. sygedag, er lønnen for høj, hvor langt er medarbejderne villige til at gå ned i løn, hvis arbejdspladsen står overfor besparelser. Der er ingen tvivl om, at der stadig er et stort behov for de faglige organisationer, og det er vigtigt at bevare dem, og derfor er du som medlem vigtig.
Arbejdsmiljøet er også en vigtig faktor, som fylder mere og mere på arbejdspladserne – ikke blot det fysiske arbejdsmiljø, men i høj grad også det psykiske arbejdsmiljø. Mistrivsel, stress, langtidssyge og mange sygemeldinger er nogle af de afledte virkninger af et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Kan vi selv gøre noget? Altid! Vi kan være med til at lave en rigtig god arbejdsplads, hvor alle kan trives, og hvor det er rart at komme på arbejde. Jeg tror på, at det at have en god arbejdsplads er med til, at medarbejderne har en større lyst til at komme på arbejde og har lyst til at gå den ekstra meter, når det behøves.
I en tid hvor det er svært at finde kolleger, hvor det offentlige aldrig bliver lønførende, kan vi måske lave en arbejdsplads, hvor medarbejderne gerne vil være, og hvor det er rart, at komme hen hver dag. Jeg tror, at det er et af de vigtigste parametre i fremtiden, når der skal ansættes nye kolleger – hvordan er din arbejdsplads, og hvordan har I det blandt kollegerne? Jeg håber, at du vil være med til, at skabe en virkelig god offentlig arbejdsplads, hvor nye gerne vil arbejde og være en del af, så vi hele tiden kan få de bedste kolleger, når der er ledige stillinger.
Vibeke Bredsdorff Sørensen formand