FORORD Velkommen til årbogen 2020/2021 2020 var vel det, man på latinsk kalder et annus horribilis eller mere nudansk et rædselsfuldt år. En Coronakrise, som ikke blot ramte Danmark, men hele verden, og alle har måttet se deres hverdag med ét blive markant anderledes, og alle har måttet lide afsavn. Lige så stor glæden var, ved at vi kunne spille fodbold igen i foråret 2020, ligeså stor eller måske endnu større var skuffelsen, da vi i efteråret 2020 igen skulle lukke dele af fodbolden ned, og dele af fodbolden skulle afvikles under skærpede restriktioner. Sidst på året i december måned kom der så yderligere skærpede regler, som betød, at fodbolden lukkede helt ned. En nedlukning, der varede til februar måned 2021. Udover at vi skulle forholde os til de mange regler og restriktioner, har vi også skullet forholde os til skiftende retningslinjer, som idrætten - herunder fodbolden - skulle indrette sig efter. Der er ingen i Brøndby IF, der er blevet frivillig for at kunne sætte sig ind i Corona-protokoller og forbud mod at træne eller spille kampe. Vi er blevet frivillige i Brøndby IF, fordi vi holder af fodbold, og fordi vi elsker vores fodboldklub. Vi har klaret det imponerende godt, vi har afviklet rigtig mange fodboldkampe og træninger takket være fællesskabet og det, at alle generelt har udvist stor forståelse for den nye dagsorden for fodbolden i Brøndby IF, tak for det. Men heldigvis kom fodbolden i gang i foråret 2021 - og hvilket forår. Klubbens superligahold blev for første gang i 16 år Danske Mestre. Jeg tror, at mandag d. 24. maj 2021 vil blive husket som dagen, hvor mange års frustrationer og indebrændthed endelig blev forløst. Det var ikke “kun” et dansk mesterskab i fodbold, der blev vundet, det var en sejr for fællesskab, og alt hvad det indeholder i og omkring vores fodboldklub. Herfra endnu en gang kæmpe tillykke til Niels Frederiksen og hans team samt hele spillertruppen. Klubbens kvindeligahold var lige ved og næsten i både Pokalturneringen og i Danmarksturneringen - desværre tabte holdet begge finaler og måtte tage til takke med en 2. plads i begge turneringer.
6
Forord