2 minute read
Jeg får altid guldkorn med hjem
HVEM? Bo Johansen, administrerende direktør.
HVAD: Unika Danmark A/S fremstiller højpræcisionsværktøj og plastsprøjtestøbning af plastkomponenter - hovedsageligt til industri, men også emner af til detailhandel.
Advertisement
HJEMMESIDE www.unika.dk
Selv om man har været i ledelse i mange år, kan man have brug for sparring.
Silkeborg Business’ ledersparringsnetværk kombinerer det faglige med det sociale og giver et puf i den rigtige retning. Administrerende direktør, Bo Johansen, fra plast- og værktøjsvirksomheden Unika Danmark deler sine erfaringer.
”Det nære forhold vi har til hinanden og den åbenhed, vi har med hinanden, betyder alt.”
Vi er i Ans - på matriklen hvor Unika Danmark holder til. Direktør Bo Johansen sætter ord på, hvad Silkeborg Business’ netværk for ledere betyder for ham, selvom hans har været i ledelse mange år.
Bo Johansen far stiftede virksomheden tilbage i 1971, og siden har Bo Johansen og hans bror overtaget ledelsen.
De sidste fem år har Bo Johansen været en del af en Silkeborg Business’ ledersparringsgruppe. Her mødes han og de syv øvrige medlemmer seks gange om året. Gruppen er sammensat og ledet af erhvervschef i Silkeborg Business, Peter Fabricius. Han sørger for, at alle kommer til orde i løbet af de fire timer et møde typisk varer.
Ved møderne plejer gruppen at tage en ”bordet rundt”, hvor de i fortrolighed deler aktuelle problemstillinger med hinanden. For som leder er der mange beslutninger, man kan have svært ved at vende med andre. Fx sager om mulige fyringer eller nyansættelser. Og i situationer som dem, viser gruppen sit værd, mener Bo Johansen:
”Særligt sparringen omkring fyringer og ansættelser betyder meget. Der kan vi bruge hinanden fx til at takle udfordringer, så man kan forsøge at undgå fyringer. Man bliver lidt mere modig og får lidt mere ro i maven, når man har snakket med andre, der har prøvet noget lignende. Jeg får altid nogle guldkorn med hjem.”
Vi kommer, som vi er
For Bo Johansen betyder det meget, at han ikke skal forberede noget. Der er nok at se til i hverdagens forretning, så når gruppen mødes er det for Bo Johansen et form for frirum.
”Vi kommer som vi er. Jeg skal ikke tænke på at forberede et PowerPoint-show. Når vi mødes, kender vi agendaen. Det handler om at dele, hvad der rører sig i ens virksomhed. Jeg ville melde fra, hvis jeg skulle bruge arbejdstid på det, for den tid har jeg ikke.”
Undervejs nyder Bo Johansen og de andre medlemmer en middag sammen, og de får også et glas rødvin. Og der er også plads til at tale om sommerhus, ferie og andre mere private ting.
Bo Johansen er glad for, at byen har et netværk som Silkeborg Business.
”Det, at du kan samle så mange virksomheder, er fantastisk. Vi skal have nogen, der hiver os ud af vores dagligdag fx med ledersparring eller en nytårskur. Det giver meget at høre andre fortælle om deres virksomhed.”