Rundt på Sønderbro

En stemme for alle

For Louise Brammer Milo Tromborg er tanken om skulle flytte fra Axelborg en umulighed, for i følge hende findes her de allerbedste muligheder for et rigtig godt fællesskab .

AF KATJA MATHILDA CHRISTENSEN, REDAKTØR SØNDERBRO’EREN

len dengang ikke kunne rumme en gravid skoleelev,” fortæller Louise.

Hele mit liv på et sted

Det var en hård begyndelse på voksenlivet og forældreskabet for både Louise og kæresten, som hun i øvrigt i dag er gift med og har i alt fire børn med:

”De to af børnene bor hjemme. De to andre er store og flyttet hjemmefra, men bor stadig i Axelborg. Og for at det ikke skal være løgn, så bor min mor også herude,” siger Louise og ler igen.

Louise må siges at være blevet en vaskeægte axelborger målt på tid, men hvad med målt med hjertet?

Louise Tromborg kommer som en hvirvelvind ind ad døren til beboerhuset på Axelborg, hvor Sønderbro’erens udsendte har plantet sig solidt i en sofa med en kop kaffe, som de frivillige i køkkenet har serveret. Det er tirsdag formiddag, og når klokken slår elleve om lidt, er der atter fællesspisning for beboere og alle andre på Sønderbro, der kan lide dagens menu – bøf med løg, kartofler og brun sovs.

Ja, hvem kan ikke det? Men ikke alle har lige tid, så Louise og Sønderbro’eren må nøjes med den liflige duft, mens vi tager kaffen med ind på beboerhusets kontor.

Formandskvinden

Louise Tromborg er bestyrelsesformand på Axelborg, men langt fra typen, der sidder ved et bord og holder lange møder:

”Der skal ske noget, og det skal helst ske nu,” siger Louise og ler en smittende latter.

Louise er godt klar over, at hun ikke kan få alle hendes mange ideer til at lykkes lige med det samme, men hun har i hvert fald ikke tænkt, at de skal falde til jorden, fordi folk i området ikke har hørt om dem:

”Jeg kender og kan tale med de fleste herude. Jeg har selv boet her, siden jeg som ganske ung og gravid måtte flytte hjemmefra til et sted, jeg havde råd til på kontanthjælp, da privatsko-

”Jeg skal aldrig bo et andet sted. Det er her, jeg har min familie, mine venner og mit liv,” siger Louise.

Louise fortæller om den facebookside, hun har oprettet for beboerne på Axelborg som et sted, hvor de hurtigt kan komme til orde og stemme på de opslag, hvor Louise giver dem mulighed for at svare ja eller nej til, om hun skal gå videre med en idé. Der er kort sagt kort vej til indflydelse for beboerne under Louises formandskab.

Problemknuser

Men hvorfor være formand? Det lyder som øretævernes holdeplads og så ovenikøbet på frivillig basis?

”Jeg håber, at andre ser mig som en god formand herude, fordi jeg forsøger at møde alle på lige måde og uden fordomme, uanset hvor de er fra, og hvad deres historie er,” siger Louise og fortsætter:

”Jeg er ikke bange for andres konflikter og synes ofte, at jeg lykkes med at få to uenige parter til at komme overens og se tingene fra begge sider."

I næste nummer af Sønderbro’eren får Louise sin egen lille klumme, hvor hun som beboer og bestyrelsesformand fortæller om livet på Axelborg.