Hundesyge i Grønland

AF EMILIE SANDAGER OG JAKOB JENSEN

Hundesyge i Grønland

Emilie Sandager er født i 1992 i Aarhus. Flyttede til København i 2014. Færdiggjorde i juni 2018 bachelorgraden i veterinærmedicin på Københavns Universitet og læser nu kandidatgraden. Ved siden af studiet arbejder hun som hjælpelærer for de nystartede dyrlægestuderende. Besøgte for første gang Grønland i april 2018 efter mangeårig interesse for landet og den grønlandske slædehund.

Jakob Jensen er født i 1996 i Klemensker på Bornholm. I 2015 flyttede han til København og i 2018 blev han uddannet bachelor i veterinærmedicin på Københavns Universitet. Jakob påbegyndte i september 2018 kandidatuddannelsen i veterinærmedicin. Ved siden af studiet arbejder han på tre forskellige smådyrsklinikker i Københavnsområdet heriblandt en med tilkaldevagter om natten og i weekenden. Jakob har stor interesse for opdræt af brugshunde, heriblandt jagt- og slædehunde.

I sommeren 2018 afleverede Emilie og Jakob deres afsluttende bachelorprojekt omhandlende hundesyge hos den grønlandske slædehund i et historisk perspektiv i samarbejde med Qimmeq forskningsprojektet.

Slædehundepopulationen har i de sidste 30 år været i kraftig nedgang (Grønlands Statistik, 2018) og en særlig indsats for bevarelse af den unikke hunderace er derfor søsat af forskningsprojektet Qimmeq, der via kulturhistorisk formidling, genetisk kortlægning og sundhedsvidenskabelig forebyggelse forsøger at komme racens overlevelse i møde.

RESUMÉ

Den grønlandske slædehund er under stort pres. Længe har antallet af slædehunde været faldende. Nedgangen skyldes i stor stil massive sygdomsudbrud, der i flere tilfælde har slået flere hundrede hunde ihjel ad gangen. Slædehunden har stor betydning for grønlændernes selvforståelse og en indsats er nødvendig for bevarelsen af en sund og velfungerende hundebestand. Hundesyge er beskrevet blandt de grønlandske slædehunde siden 1860 og har formentlig været grunden til de massive dødsfald blandt fangernes hunde. I denne artikel beskrives kortlægningen af og problemstillingen med de mange udbrud af virussygdommen – hundesyge – og hvordan sygen smitter, samt hvordan en sund slædehundebestand kan forvaltes.

Baggrund Den grønlandske slædehund har en stor betydning for Grønlands historie og selvforståelse, og hunderacen menes at kunne spores tilbage til nogle af de første iniutbosættelser 4.000 år tilbage i tiden (Møhl, 1986) og har siden fungeret som et vigtigt redskab til transport og jagt. Desværre er bestanden af slædehunde siden 1990 og frem til 2016 halveret fra omtrent 30.000 til 15.000 (Grønlands Statistik, 2018). Historiske optegnelser har vist, at slædehundene adskillige gange er blevet ramt af alvorlig sygdom, som har dræbt store dele af hundepopulationen inden for de seneste 160 år. Den

grønlandske befolkning er de seneste år blevet opmærksom på konsekvenserne af de massive sygdomsudbrud, hvilket medførte oprettelsen af et statsligt finansieret vaccinations- og chipmærkningsprogram i 2017 (Frandsen, 2017). Hundene vaccineres nu bl.a. mod hundesyge, hvalpesyge og rabies.

Hundesyge Hundesyge, som også kaldes Canine Distemper, er en smitsom virussygdom, der foruden hunde også kan smitte bjørne, ræve og ulve.

Smitten spredes enten via sekret (f.eks. spyt) eller ved direkte kontakt mellem værtsdyrene. Sygdommen rammer forskellige organer, og symptomer og alvorlighed vil variere fra hund til hund. Typisk ses flåd fra øjne og snude, diarré og opkast, og i nogle tilfælde påvirker virusset hundens centralnervesystem således, at hunden får kramper, hyler og ændrer adfærd. Desuden kan man i de mere kroniske tilfælde observere forhornede snuder og trædepoter, da virusset påvirker huden i disse områder (Quinn, 2011).

Østgrønlandske slædehunde. (Bemærk: Ingen af de i artiklen viste hunde er angrebet af hundesyge. Foto: Carsten Egevang).

Unghunde og hvalpe, der ikke er vaccinerede, er typisk i størst risiko for smitte, da de i tiden efter dieperioden har et særligt lavt immunforsvar.

Da der på hundepladser går mange hunde på relativt begrænset plads, er det vigtigt, at alle hunde er vaccineret, da smitten ellers kan spredes hurtigt og have alvorlige konsekvenser for hundene og hundeejernes erhverv, hvad enten det er fangst eller turisme.

1940’erne og veterinærfaglige artikler og undersøgelser fra 1988 og frem til 2018.

Forskellige teorier angående smittespredning og prædisponerende faktorer er opstillet på baggrund af beretninger i de pågældende arkiver og nyeste viden omkring sygdomsudvikling i forbindelse med udbrud af hundesyge.

Fra 1871-1936 blev der til det daværende inspektorat systematisk indberettet fra distrikterne Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Ilulissat, Qullissat, Uummannaq og Upernavik om alt fra vind og vejr, fangster, sundhedstilstande hos befolkningen og udbrud af hundesygdomme (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, 2018).

Disse indberetninger, som nu til dags er opbevaret i Nuuk på Grønlands Nationalarkiv, var hovedkomponenten i at kortlægge tilfældene af hundesyge i de

Figur 2. Halvering i antallet af slædehunde de seneste 30 år (kilde: Grønlands Statistik).

Nordgrønlandske distrikter i denne periode. Disse indberetninger blev suppleret med samtaler med Selvstyrets dyrlæger og indberetninger og artikler om sygdomstilfælde i nyere tid.

Kortlægning af sygdommen Hundesyge blev første gang beskrevet i det nordvestlige Grønland omkring 1860. Dette udbrud varede i ca. tre år og slog mange hunde ihjel. De efterfølgende år, fra 1860 til 1885, observeredes mange små udbrud i enkelte nordlige områder omkring Upernavik og Uummannaq.

I 1885, 1896 og 1903 var der igen større udbrud, der spredte sig over store områder fra Upernavik helt ned til Aasiaat og slog størstedelen af den daværende hundebestand ihjel.

I 1903 udbrød endnu et stort sygdomstilfælde i de nordlige distrikter, hvorfor dyrlæge S. Hjortlund blev sendt

fra Danmark til Grønland for at beskrive sygdommens karakter og omfang samt at forebygge smittespredning hos hundene. Ud fra hans opdagelser og beskrivelser opstilledes forskellige retningslinjer, der skulle følges, såfremt der blev observeret sygdom hos hundene.

Retningslinjerne bar frugt, for i de efterfølgende år blev der kun beskrevet sporadiske udbrud af svagere karakter. Her var det primært hvalpe og svækkede hunde, der blev dræbt af sygdommen, mens voksne og velernærede hunde overlevede. Det kan derfor tyde på, at de hunde, der havde overlevet tidligere hundesygeudbrud, var blevet immuniseret, idet de havde dannet beskyttende antistoffer mod virussygdommen, mens hvalpe og svækkede individer ikke var beskyttet af antistoffer fra hundens naturlige immunforsvar. Problemstillingen er da, at hvalpe, der blev født efter et sygdomsudbrud, ikke har dannet antistoffer mod hundesygevirusset,

Figur 3. Et eksempel på en håndskreven skematisk indberetning til Inspektoratet for Nordgrønland fra Upernavik i 1896. Findes i dag på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk.

og de er således ikke beskyttet, såfremt et nyt sygdomstilfælde skulle bryde ud. Derfor så man ofte mindre sygdomstilfælde, der ikke var så omfattende og bekostelige for fangerne, da kun hvalpe og svækkede hunde døde. Hvorfor kunne der så udbryde så massive sygdomstilfælde som i 1885, 1896 og 1903, hvor størstedelen af hundebestanden blev slået ihjel? Her må man finde svaret i, at hundenes levetid var og stadig er relativ kort. En nutidig slædehund i Ilulissatområdet lever i gennemsnit fire-fem år (Wennerberg, personlig meddelelse). Dette giver mulighed for en såkaldt epizooti, hvor en stor andel af hundene bliver slået ihjel, da kun en meget lille del af bestanden

har opnået immunisering, og derfor er den største del af flokken modtagelig overfor smitte.

I 1923 observerede man igen hundesyge, denne gang i Upernavik, efter at en flok af hunde havde været i kontakt med en polarræv.

Beretningerne stopper omkring 1930, hvorefter informationer om hundesyge kun forekommer sporadisk. I Grønlandsposten fra 1940’erne berettedes om et større udbrud ved Thuleområdet og udbrud i Østgrønland omkring Tasiilaq (Grønlandsposten, 1944-1948).

I 1988 blev det første bekræftede tilfælde af hundesyge rapporteret fra et meget om-

fattende udbrud af hundesyge (Blixenkrone et al., 1989). Endvidere blev det her bekræftet, at hundesyge kan smitte til ræve, og at polarræve derfor udgør en smitterisiko for hundene. Efterfølgende har man gentagne

gange verificeret hundesyge i den grønlandske slædehundebestand, og senest i 2016 blev to hvalpe testet positiv for hundesyge i forbindelse med et udbrud i Ilulissat, der kostede op mod 400 hunde livet.

Sammenhæng mellem ernæringstilstand og risiko for sygdomsudbrud Gentagne gange blev der i forbindelse med større udbrud fra de nordgrønlandske distrikter berettet om hunger hos hundene som følge af dårlige fangstsæsoner. Om de registrerede dødsfald blandt hundene i den undersøgte periode skyldtes hundens svækkede immunforsvar i forbindelse med sult og minimale kropsreserver, eller om det var hungeren, der medførte organsvigt, der kan give symptomer, der minder om hundesyge, stod uklart eller blev ikke angivet i de skriftlige og skematiske indberetninger fra de daværende distrikter. Dette gav anledning til en potentiel misfortolkning af omfanget af hundesygen gennem en stor del af den undersøgte periode. Dette bør undersøges mere dybgående.

Smitte via den vilde fauna Fra den vilde fauna udgør polarræve, isbjørne og polarulve en risiko for smittespredning af hundesyge på tværs af store områder. Blot få måneder forinden udbruddet i 1988 i Thuleområdet påviste man hundesyge i de nordøstlige områder af Canada (Leighton et al., 1988), hvor også enkelte tilfælde af smitte af canadiske slædehunde kunne føres tilbage til syge polarræve. Den vilde faunas rolle i forbindelse med smittespredning bør derfor sættes under lup, da det kunne tyde på, at smitten kan forekomme tværs over havisen mellem Canada og Grønland. Enten via drivende is, eller via fast is i den nordligste del af Baffin Bay ved Ellesmere Island og i området omkring Hans Ø.

Afslutning Undersøgelsen af hundesyge hos den grønlandske slædehund i et historisk perspektiv har åbnet et hav af nye fremtidige forskningsprojekter, der bl.a. kan være med til at forklare og belyse smitteudbredelse via den vilde fauna og fra Canada.

Flere foranstaltninger er allerede indsat i kampen om bevarelse af den grønlandske slædehund. Det nationale vaccinationsprogram og dertilhørende registrering og chipning af samtlige hunde i Grønland har stor betydning for at undgå store og dødelige sygdomsudbrud og imødekommer smittespredning. Dog bør mere personale uddannes til at håndtere hundene og udføre vaccinationerne korrekt, således at man sikrer en ordentlig vaccinationsprocedure, og at hundene bliver vaccineret med en dækkende vaccine.

Endvidere bør man undersøge slædehundenes generelle sundhedsstatus, da underernæring og underliggende sygdom – såsom parasitbelastning og dårlige tænder – kan påvirke og svække hundens almenbefindende, således at den er mere modtagelig for andre sygdomme.

Afslutningsvis må man også anskue den betragtning, at antallet af slædehunde ikke udelukkende er faldet pga. sygdomsudbrud, men også som følge af tidens udvikling i det grønlandske samfund. Hundene erstattes i høj grad af snescootere og andre køretøjer, og de traditionelle erhverv inden for fangst og fiskeri bliver mindre attraktive, hvorfor der ikke længere er et lige så stort behov for hundene. Klimaforandringer har også spillet en rolle for mulighederne for slædekørsel på havisen.

Til gengæld har man i det seneste årti set en stigning i antallet af turister i Grønland, og den grønlandske slædehund betragtes af mange som en af hovedattraktionerne i Grønland. Derfor må der også stilles højere krav til hundeejerne, der skal sikre, at deres hunde er sunde og raske, og at de holdes under acceptable vilkår. Det er altså essentielt at sørge for en god og sund hundebestand, såfremt man ønsker at bevare den unikke grønlandske hunderace og hundeslædekulturen i fremtidens Grønland.

Tak! Stor tak til Dansk Polarhunde Klub og Veterinær Medicinsk Forening for økonomisk støtte til dette projekt. Endvidere skal en tak lyde til Inge Seiding, Frederik Fabricius og Sanne Eline Wennerberg for deres unikke indsigt og input til projektet. Slutteligt fortjener Rikke Langebæk og Geoff Houser samt resten af Qimmeq-projektet stor tak for deres fantastiske engagement og vejledning i dette projekt.

Metode Projektet har belyst og kortlagt udbrud af hundesyge i det nordvestlige Grønland fra omkring 1860 til nutiden ved undersøgelse og analyse af indberetninger fra de daværende distrikter til inspektoratet. Endvidere blev materialet suppleret med litteratursøgninger i Grønlandsposten fra