farvand?

RESUMÉ

2022 har ændret den politiske agenda fuldstændigt. Høje energipriser har igen givet fokus på forsyningssikkerhed. Den grønne omstilling er vigtig i denne sammenhæng, men løser ikke alle problemer og slet ikke på kort sigt. Men hvor er Grønland i dette spil? Hvad er der af muligheder og udfordringer, og er landet så grønt, som man gerne giver udtryk for? I denne artikel gøres status over mulighederne, men også med en nøgtern vurdering af, hvad der er realistisk og hvornår. Grønland har mange af de ressourcer, som der i stort omfang bliver behov for i den grønne omstilling, det være sig sjældne jordartsmetaller, nikkel, grafit, platin, palladium og meget andet. Men nogle af de store projekter er gået i stå, enten grundet politisk modstand eller mangel på investorer, og en række af de mest interessante kommer tidligst i produktion om fem til 10 år. Globalt er der igen stor fokus på gas, men Grønland har allerede for en del år siden skræmt olieindustrien væk, og med markante politiske udmeldinger er det ikke sandsynligt, at den nogensinde kommer tilbage. Som mange andre lande har Grønland store ambitioner med nye dagsordener om vandkraft, produktion af grønne brændstoffer (PtX) og lagring af CO2 (CCS). Men det går stærkt i lande som Norge og Danmark, så Grønland skal finde sin egen vej frem; det være sig med nye energiprodukter, elektrificering af mineindustrien, og hvor infrastrukturen udbygges i samspil med industri og med ændrede skattesystemer.

Flemming Getreuer Christiansen, cand. og lic. scient. i geologi fra Aarhus Universitet, har igennem en lang karriere som statsgeolog og vicedirektør på Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) især arbejdet med forskning i og rådgivning om råstofmæssige spørgsmål i Grønland, herunder også Kontinentalsokkelprojektet. Er nu privat konsulent med fokus på politisk, økonomisk og ressourcemæssig analyse af internationale mineprojekter. I de seneste år har FGC publiceret en række artikler om olie- og mineralefterforskningshistorien i Grønland, som også går ind på politiske og økonomiske forhold, og som dermed danner en solid baggrund for vurderingen af de fremtidige muligheder.

E-mail: flemminggc@hotmail.com, www.flemminggc.dk

Den politiske virkelighed 2022 har fuldstændigt ændret den energipolitiske virkelighed. Forsyningssikkerhed er kommet tilbage på den politiske agenda i lige så høj grad som tilbage i 1970’erne, og hvor voldsomme prisstigninger nu påvirker almindelige mennesker i hverdagen. Der er begået store strategiske og politiske fejl i Europa, hvorfor store lande nu tvinges til at anvende voldsomme redskaber til omlægning og reduktion af energiforbruget. Ellers planlagt udfasning af kul- og atomkraft sættes i bero eller udskydes i flere år, og i nogen lande planlægges nye atomkraftværker. Samtidig skrues der op for olie- og gasefterforskningen i nærområder som England og Norge og der igangsættes byggeri af LNG-anlæg (Liquified Natural Gas, flydende naturgas) som aldrig før i USA, Mellemøsten og Australien og med tilsvarende modtageanlæg i Europa og Asien. Mange af disse løsninger kræver dog tre til femårige forløb fra planlægning til produktion, hvad enten der er tale om nye fund eller nye anlæg.

Der er samtidig langsigtede visioner om langt mere grøn energi i Europa, men de konkrete anlæg lader vente på sig, og her taler vi i højere grad om fem til ti-årige forløb. Indtil videre lider vi med leveranceproblemer og større usikkerhed end forventet i perioder med manglende regn og vind.

Danmark er foregangsland med store langsigtede visioner, mens det går unægteligt langsomt med at håndtere de kortsigtede problemer, og der er uendelig stor modstand mod alt, der har med atomkraft og olie-gas at gøre. Retorikken er skåret skarpt til politisk og mediemæssigt. Sagt lidt provokerende: Vil det være de grønne fundamentalister, af nogen kaldt naivister, blandt politikere og embedsværk, der får overtaget og selv under en massiv krise vanskeliggør midlertidig omstilling til olie for industrien? Eller er det traditionelle politikere og erhvervsfolk, der i krisetider får accept til at anvende kul og olie for at holde produktionen, og dermed samfundet, kørende? Vil man efterhånden opnå konsensus om, at den grønne omstillingsproces kommer til at tage længere tid end forventet og kommer til at gå hånd i hånd med fortsat olie- og gasproduktion igennem årtier, og hvor det reelt er erstatning af kul med gas, som får størst global klimaeffekt? Vil man erkende, at der kan komme andre slags forsyningskriser, f.eks. på udvalgte mineraler og materialer, hvis man presser markedet for hårdt? Alt sammen spændende diskussioner, hvis man arbejder med geologiske, teknologiske, økonomiske eller politiske spørgsmål.

Men hvor er Grønland i dette komplicerede og konfliktfyldte spil? Isoleret set burde der være store muligheder for at udnytte situationen økonomisk og erhvervsmæssigt, men der er allerede truffet en række politiske valg, som gør dette vanskeligt. Og hvor er de grønlandske politikere i denne diskussion, udover at de gerne vil gøre det på grønlandske betingelser? I modsætning til f.eks. olie-, mineral-, turismeog senest forskningsområdet er der ikke udarbejdet langsigtede strategier, kun påbegyndt nogle ad hoc initiativer 1. Det virker, som om der ikke er aftalt en klar rollefordeling mellem de forskellige departementer i Grønland og i forhold til NUNAOIL, der nu er blevet til NunaGreen A/S2

Denne artikel fokuserer netop på spørgsmålet om mulige gevinster og udfordringer såvel som de allerede mistede gyldne muligheder, men kigger også fremad i forhold til, hvordan Grønland bedst kan positionere sig.

Grøn omstilling og kritikalitet Storskala grøn omstilling og en yderligere elektrificering af især vestlige samfund kræver sikre forsyningskæder af vigtige materialer – og ofte i store mængder. Alt andet lige må der i det kommende årti forventes stærkt stigende behov for og formentligt også stigende priser på materialer til ledningsnettet (kobber, aluminium), permanente magneter i vindmøller, pumper og elmotorer (sjældne jordartsmetaller, især neodymium, praseodymium og dysprosium), batterier til elbiler (litium, nikkel, kobolt, grafit) og mere generelt til kompliceret procesteknologi såsom katalysatorer (f.eks. platin-gruppe elementer). Også andre metaller såsom zink, molybdæn, krom og titanium er vigtige i forhold til nye typer af anlæg og konstruktioner i en grøn omstillingsfase.

1 Den manglende strategi og de mange ad hoc initiativer diskuteres i detalje af Bjørst, L. R. (2022) To live up to our name ”Greenland”: Politics of comparison in Greenland’s green transition . Arctic Yearbook 2022, 19 pp. Microsoft Word - AY2022_Bjørst_FINAL.docx (arcticyearbook.com).

2 Ændring af navn, formål og bestyrelse fremgår af pressemeddelelse d. 15. december 2022. Siden er der ansat flere nye chefer.

En del af de nævnte råstoffer er kritiske jf. amerikanske, EU og nordiske vurderinger 3 Mange af råstofferne findes i forekomster i Grønland, men hvor efterforskningen er på vidt forskellige stadier, og hvor tidsperspektivet for etablering af evt. minedrift ofte ligger langt ude i fremtiden. I nogle tilfælde har forekomsterne en gunstig beliggenhed tæt ved eksisterende infrastruktur og transportveje, hvilket øger sandsynligheden for rentabel minedrift på sigt; i andre tilfælde er der store logistiske og omkostningstunge udfordringer, hvilket kræver store forekomster med høj lødighed. De senere års høje – men også stærkt svingende – fragtrater gør det urealistisk at flytte store mængder materialer af lav værdi på en rentabel og i øvrigt bæredygtig måde. Alt andet lige, skal det være koncentreret energi eller produkter af høj værdi, som Grønland skal tjene på.

Mineralprojekter

Grønland har en lang efterforskningshistorie og har i perioder haft en del minedrift4.

3 Se oversigt i U.S. Geological Survey (2017) Critical Mineral Resources of the United States—Economic and Environmental Geology and Prospects for Future Supply, Professional Paper 1802, http://doi.org/10.3133/ pp1802 ; EC (2020) Study on the EU’s list of Critical Raw Materials (2020) Final Report. 157 pp. CRM_2020_ Report_Final.pdf (europa.eu); Eilu, P. et al. (2021) The Nordic supply potential of critical metals and minerals for a Green Energy Transition. Nordic Innovation Report. Online: https://www.nordicinnovation. org/2021/nordic-supply-potential-critical-metals-andmineralsgreen-energy-transition

4 Se historisk oversigt i Christiansen, F. G. (2022) Greenland mineral exploration history. Mineral Economics https://doi.org/10.1007/s13563-022-00350-2

I de senere år har der især været særligt fokus på de sjældne jordartsmetaller, især forekomsterne i Sydgrønland ved Kvanefjeld (Kuannersuit på grønlandsk), Kringlerne (Killavaat Alannguat på grønlandsk) og senest Sarfartoq i det centrale Vestgrønland. Hertil kommer en række andre mineraliseringer, som ikke er kendt i samme detalje. Det går dog langsomt i Grønland sammenlignet med tilsvarende projekter i Australien, Afrika og Nordamerika, hvor mange forekomster er blevet boret systematisk op i et helt anderledes tæt net. Desuden er ressourcerne på mange internationale projekter vurderet og dokumenteret i større detalje og med helt konkrete planer for minedrift, separations- og procesanlæg i løbet af nogle få år, ligesom der i stigende omfang indgås afsætningsaftaler direkte med slutbrugere5

Det mest fremskredne projekt Kvanefjeld, som har en ganske stor og trods alt rimeligt veldefineret ressource, er blevet stoppet politisk. I forbindelse med valgkampen i foråret 2021 fremførte Inuit Ataqatigiit stor modstand mod projektet pga. uran-indholdet (ca. 400 ppm i gennemsnit) og ønskede at ændre den nultolerance overfor uran, der var blevet ophævet i 2013. Efter at have vundet valget d. 6. april 2021 og indgået i en ny koalition, blev der med et snævert 11-ni flertal vedtaget Inatsisartutlov nr. 20 af 1. december 2021 om forbud mod forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran mv. Heraf fremgår, at forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran ikke er tilladt, og hvis det er rettet mod andet end uran, skal det gennemsnitlige indhold af uran i den samlede ressource være under 100 ppm vægt.

Samtidig blev det fremskredne arbejde om en udnyttelsestilladelse til Greenland Minerals stoppet, både et såkaldt “white paper” om miljømæssige bemærkninger efter en langvarig informations- og høringsproces såvel som forhandlinger om den såkaldte “Impact Benefit

5 En glimrende oversigt over verdens sjældne jordartsprojekter findes i Kalvig, P (2021) Sjældne jordartsmetaller (REE) Forekomster, forarbejdning, forbrug, forsyning og forventninger. MiMa rapport 2021/2, 256 pp.

Agreement” mellem lokale myndigheder og licenshaver. Selskabet, der har haft licensen siden 2007, er af den opfattelse jf. Råstoflovens §7 og Standardvilkårenes §14 automatisk at have krav på at få en udnyttelsestilladelse og mener ikke, at der kan lovgives med tilbagevirkende kraft. Efter tilsyneladende vanskelige d iskussioner med de grønlandske myndigheder valgte selskabet i marts 2022 at indbringe sagen for en voldgiftsinstans6 Desuden har selskabet opnået ekstern finansiel støtte til den juridiske proces, der vil holde dem økonomisk skadesløse. Aftaler med en række dygtige advokatfirmaer viser, at der må være forberedt et formentligt ganske stort erstatningskrav. Grundet de principielle aspekter k an dette føre til et årelangt sagsforløb og formentligt kun med tabere. Realistisk set får Greenland Minerals (nu med nyt navn: Energy Transition Minerals) næppe den mine, som de har investeret i, Selvstyret kan lide store tab til erstatning og pga. troværdighedsproblemer miste andre investorer, og Grønland vil gå glip af de mange arbejdspladser og indtægter, som kunne øge den økonomiske uafhængighed af Danmark. De eneste sikre vindere vil formentligt være advokaterne.

6 Selskabets holdninger fremgår især af børsmeddelelser, såkaldte ASX announcements fra Sydney. Selvstyrets holdninger, ofte stærkt følelsesmæssige, er især bragt i de grønlandske medier, på baggrund af interviews og taler af især Múte B. Egede og Naaja H. Nathanielsen.

Kringlerne, der ligger tæt på Kvanefjeld, har jf. den geologiske litteratur og firmaets egne oplysninger en potentielt meget stor ressource – og med lavt uranindhold, men der er kun ganske få boringer til at bekræfte dette. I min opfattelse er der ikke en veldokumenteret og offentligt tilgængelig ressourceopgørelse i henhold til internationale standarder. Alligevel fik selskabet Tanbreez en udnyttelsestilladelse i 2020. Der var en del rygter om amerikansk finansiering i den periode, hvor Trump administrationen viste interesse for at købe Grønland, men der har været påfaldende stilhed de sidste par år – både fra firmaet selv og i medierne, og hjemmesiden har været lukket gennem flere måneder. En evt. start på minedrift må ligge en del år ude i fremtiden.

Efterforskningen af sjældne jordarter ved Sarfartoq har ligget stille i en lang årrække, men Hudson Resources har i sommeren 2022 solgt dele eller hele deres licens til Neo Performance Materials, som udover minedrift også foretager oparbejdning og metallurgisk adskillelse af de enkelte sjældne jordartsmetaller på et anlæg i Estland. Det vides ikke, om den konkrete ressource kommer i konflikt med 100 ppm reglen i uranloven, men der er dele af det intrusive karbonatit kompleks ved Sarfartoq, som har høje uran-koncentrationer grundet tilstedeværelsen af mineralet pyrochlor. Det vil givetvis skabe store problemer i en evt. retssag med Greenland Minerals, hvis Neo Performance tilladelsesmæssigt bliver behandlet anderledes af de grønlandske myndigheder.

Grafit er en meget vigtig bestanddel i batterier af lithium-iontypen, der bruges i el-biler. Helt tilbage i 1916 til 1924 var der en grafitmine på Amitsoq øen i Sydgrønland. Denne forekomst er igen blevet licensbelagt, og det britiske selskab GreenRoc Mining har i 2021−2022 gennemført et omfattende boreprogram, og et nyt veldokumenteret estimat dokumenterer en væsentligt større ressource end tidligere erkendt 7. I forhold til før kan malmen følges i flere retninger såvel som nedad og med flere ganske tykke enheder med højt grafit indhold. Grundet beliggenheden ved havniveau i en åbentvands fjord har dette projekt gode muligheder for hurtigt at komme i produktion, hvis det lykkes at opnå de nødvendige afsætningsaftaler, men firmaet nævner selv, at produktion først forventes at starte i 2026/27. Der er også andre grafitforekomster i Vestgrønland, bl.a. med 21st North som licenshaver, men hvor efterforskningen er mindre fremskreden.

Nikkel er vigtig i moderne batteriteknologi. Der har gennem en del årtier været flere interessante nikkel efterforskningsprojekter i Grønland, evt. med kobber og kobolt som biprodukt. Det gælder både i grundfjeldet i Vestgrønland såvel som i de vulkanske bjergarter på Disko-Nuussuaq. Med nye selskabsinteressenter er aktivitetsniveauet øget, både af selskabet Blue Jay Mining sammen med deres partner KoBold Metals, og af det store internationale mineselskab Anglo American. Der mangler dog stadig at blive boret tilstrækkelige ressourcer op, eller fundet egentlige nye store forekomster. Trods de høje forventninger ligger etablering af minedrift en del år ude i fremtiden.

Den fra videnskaben velkendte Skærgård intrusion i Østgrønland har en stor og ganske veldokumenteret forekomst af platin-gruppe metaller, især palladium. Da området er delvist gletsjerdækket og med vanskelig adgang gennem isdækkede fjorde, er det stadig vanskeligt at videreudvikle projektet. En række forskellige selskaber har haft licensen, p.t. Major General Resources. Samme logistiske problemer gælder for molybdæn-forekomsten Malmbjerget i Østgrønland, men hvor en stor veldokumenteret ressource og generelt stigende priser har givet fornyet optimisme hos licenshaveren Greenland Resources. Grønland har umiddelbart ikke fremskredne projekter for hverken litium eller kobber, om end der er områder der ud fra et kendskab til regionalgeologien kan have et stort potentiale, især i sedimentære bassiner.

7 Se firmaets hjemmeside: https://www.greenrocmining.com og børsmeddelse d. 23. januar 2023.

Fra tid til anden nævnes minedrift på havbunden som løsning på fremtidens ressourceproblemer8. Der sker i disse år en rivende udvikling og massiv dataindsamling af Norge og i flere tilfælde ganske tæt på Grønlands eksklusive økonomiske zone eller i de områder, der er gjort krav på gennem Kontinentalsokkelprojektet. Mange af de store projekter med licenser i Stillehavet bevæger sig stadig langsomt, og der er endnu ikke påbegyndt produktion. Ud fra et ressourcemæssigt synspunkt er sådanne forekomster interessante grundet deres høje indhold af især mangan og kobolt. Det er en stor teknologisk udfordring i nogle miljømæssigt sårbare områder, i mange tilfælde med ukendte og udokumenterede økosystemer. Men mulighederne er der på grønlandsk sokkel og i de områder, der gøres krav på hos FN’s Sokkelkommission, f.eks. Gakkel Ryggen nord for Grønland. Det vil givetvis medføre en vis interesse og henvendelser i takt med, at Norge opnår flere resultater på Mohn Ryggen og længere mod nord. En nylig resourceopgørelse udarbejdet af Oljedirektoratet viser interessante muligheder 9

8 En glimrende oversigt over muligheder, miljø og internationale regler findes i Miller, K. A. et al. (2018) An Overview of Seabed Mining Including the Current State of Development, Environmental Impacts, and Knowledge Gaps. Front. Mar. Sci. 4:418. doi: 10.3389/ fmars.2017.00418

9 Oljedirektoratet (2023) Ressursvurdering havbundsmineraler, 132 pp. Pressemeddelelse d. 27. januar 2023.

Olie og gas

I mange år var der en tæt kobling mellem globale olie og gaspriser, men dette har ændret sig siden 2015, og meget drastisk i 2022 pga. Ukraine-krisen og delvist stop for eksport af russisk gas til Vesten. De nu skyhøje gaspriser har ændret efterforskningen markant. Tidligere havde olieselskaberne primært interesse i at finde olie i de såkaldte “frontier” områder uden eksisterende infrastruktur, da olien relativt let kunne eksporteres fra boreskibe, mens der kun var interesse for gasfelter i områder med eksisterende rørledninger og et distributionsnet til forbrugerne. Ifølge vurderinger fra både USGS, GEUS og mange olieselskaber har Grønland ligesom en række andre arktiske områder i Canada og Rusland i højere grad et potentiale for gas end for olie10. Dette betød, at der skulle bygges store såkaldte LNGanlæg på land, hvis man ønskede at eksportere gas fra Arktis. Om end der i disse år bygges sådanne anlæg i USA, Mellemøsten og Nordafrika, og tilsvarende modtageanlæg i f.eks. Tyskland, gjorde det ikke gasproduktion i Grønland realistisk og selv med en ny international forsyningsdagsorden, ville det stadig næppe være rentabelt. Grønland skræmte olieindustrien væk med ændrede

10 Se Gautier, D. L. et al. (2009) Assessment of undiscovered oil and gas in the Arctic. Science 324, 1175–1179. https://doi.org/10.1126/ science.1169467 samt nyere vurderinger af det fælles ressourcevalueringsprojekt mellem NUNAOIL, Departement for Erhverv og Energi samt GEUS. https://nunaoil.gl/ressourceevaluering krav og regler allerede i 2014−201611, og den grønlandske regering tog den formentligt endelige beslutning om definitivt olie/gasstop i sommeren 2021, hvor man samtidig annoncerede, at man ville underskrive Parisaftalen, og sammen med Danmark og Costa Rica blive stiftende medlem af BOGA (Beyond Oil and Gas Alliance).

Siden har der i en lang periode været ganske stille herom, men situationen rulles næppe baglæns ved et regeringsskifte. Man er nu ved at ændre lovgivningen, så det sovende selskab NUNAOIL A/S kun kan arbejde med grøn energi fremadrettet. Der er dog kræfter i det politiske system, som gerne ser fortsat olieefterforskning på land, enten Jameson Land eller på Nuussuaq, men interessen fra olieselskaberne eller banker til at investere heri har været meget lav i de senere år, og kun et mindre London-baseret selskab GGO (Greenland Gas & Oil Ltd.) har stadig licenser.

Vandkraft, PtX og CCS

Det har gennem mange årtier været kendt, at Grønland har et stort uudnyttet vandkraftpotentiale, som går langt udover, hvad kan anvendes af lokale bysamfund. Nyere studier af GEUS og Asiaq tyder på, at der i takt med klimaændringer og dermed øget afstrømning flere steder synes at være et voksende potentiale. Mange har diskuteret, hvorledes denne energi kunne eksporteres eller anvendes, så Grønland kunne få en økonomisk gevinst og samtidig bidrage til global CO2 reduktion. Tidligere forslag om at bruge elektricitet fra vandkraft til zink smelteanlæg, aluminiumsproduktion eller til store datacentre er gået i stå, men der er kommet nye forslag om at bruge vandkraft – og overskudselektricitet herfra – til PtX (Power-to-X, som er kunstigt brændstof,

11 Årsagerne hertil diskuteres nærmere i artiklen af Christiansen, F. G. (2021) Greenland Petroleum Exploration History: rise and fall, learnings and future perspectives. Resources Policy 74, 102425 https://doi. org/10.1016/j.resourpol.2021.102425 f.eks. brint, ammoniak, metanol eller kunstig diesel). Grønland har således i foråret 2022 iværksat en dialog og udbudsprocedure med industrien12 , og der forventes en budrunde gennem 2023 og 2024 om projekter, der både udnytter vandkraften og aftager den grønne strøm13. Hvis det kan lykkes at tiltrække store internationale spillere samtidig med, at Selvstyret selv bidrager med nødvendig infrastruktur, kan dette føre til en interessant udvikling. Der er p.t. mange visioner om sådanne anlæg i Danmark og andre steder i Europa, men selve grundfilosofien bygger på adgang til billig grøn overskudsstrøm, en model som er stærkt udfordret i disse tider. En høj regularitet af elektricitet fra vandkraft i Grønland kunne i sig selv være en attraktiv faktor, men afstande og behov for ny infrastruktur vil være en stor udfordring, når det skal indregnes i de økonomiske modeller. Selvom potentialet synes meget stort i forhold til eksisterende vandkraftværker i Grønland, er der reelt set kun tale om anlæg i samme størrelsesorden som én enkelt vindmøllefarm eller ét enkelt konventionelt kraftværk i Danmark.

Et vigtigt redskab til at reducere global CO2 udledning er CCS (Carbon Capture and Storage). Danmark og Norge er langt fremme med planlægningen og er ved at gennemføre faste udbudsrunder til store CCS-anlæg. Det sker i områder med stort kendskab til undergrunden, med kort afstand til de punktkilder, hvor der er CO2 udledning og i et tæt samspil med de selskaber, som har viden, kapital og teknologi, men også konkrete udfordringer. På Island sker der i mindre skala en interessant eksperimentel udvikling, idet det inden for få måneder kan lykkes at binde CO2 fra geothermale anlæg i mineraler i områder med unge, porøse og varme vulkanske bjergarter. Kan denne erfaring fra Nordsøen og Island overføres til Grønland? I princippet ja, men i praksis vanskeligt grundet manglende infrastruktur i Grønland, lange afstande og deraf følgende høje omkostninger. Men med en stor seismisk database og omhyggelig kortlægning kan der givetvis peges på store strukturer tæt på land offshore Vestgrønland, som har et CCS-potentiale på langt sigt. De vulkanske bjergarter i både Øst- og Vestgrønland er næppe så interessante som på Island; de er gamle, kolde – og har allerede mistet en stor del af deres sprækker og porerum med mineraludfyldninger gennem de sidste 50 millioner års geologiske historie. I nogle områder, især på dele af Nuussuaq og Disko, er der desuden olie i disse vulkanske bjergarter. Store dele af disse områder er svært tilgængelige og manglende infrastruktur vil veje tungt i de økonomiske modeller.

12 Annonceret af Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Kalistat Lund, den 10. maj 2022 under World Hydrogen Summit i Rotterdam.

13 Interview med Kalistat Lund af Jensine Berthelsen i Sermitsiaq d. 10. februar 2023.

Forventninger

Det virker som Grønland har tabt momentum i forhold til at få udviklet interessante projekter til rentabel minedrift, og især i forhold til sjældne jordartsmetaller er man kommet langt bagefter sammenlignet med en lang række nyere projekter i Australien, Afrika og Nordamerika, som forventes at gå i produktion i 2024−2026. Løbet er dog ikke kørt for Grønland, da der i disse år er særlig fokus på at etablere fulde forsyningskæder fra minedrift, separation og til metallurgiske processer uden kinesisk indflydelse. Det kræver en særlig strategi fra grønlandsk side at få etableret de rigtige konsortier hertil, både i forhold til det politiske og med slutbrugere, som ofte er meget store virksomheder. Det kunne både være på magnet- eller batteriområdet og formentlig med det største potentiale i forhold til elbiler og havmøller.

Et særligt problem i forhold til grønlandske miner er en høj omsætningsroyalty på 5% på sjældne jordartsmetaller, som både er negativ for investorer og samtidig vanskelig at anvende i praksis, da værdiforøgelsen fra malm til højkoncentrat materialer eller forskellige former for slutprodukter formentlig vil ske udenfor Grønland, medmindre man får særlige aftalekomplekser, hvor man også kan anvende den grønne elektricitet.

Grønland har givetvis forspildt nogle gyldne muligheder på olie-gas området, især nogle meget store prospekter i Baffin Bugten. Men industrien forlod Grønland for en del år siden. Olieindustrien har i disse år travlt med at udbygge i områder med eksisterende rørledninger til især gas, men der sker samtidig stadig ny succesfuld efterforskning offshore Sydamerika og forskellige steder i og ud for Afrika, hvor potentialet er stort samtidig med at der kan bruges konventionel teknologi. Grønland vil ikke kunne konkurrere hermed, selv ikke hvis man ændrede politik.

Hvad angår de nye drømme om helt andre typer af projekter, er det svært at gætte om fremtiden. Mulighederne er absolut til stede, men logistik og økonomi kan vanskeliggøre projekterne, hvis man kun vælger “copy paste” løsninger på, hvad der allerede er i gang andre steder i verden. Det er vigtigt at finde den rigtige model for partnerskaber mellem det offentlige og private, især i grønlandsk sammenhæng. Og hvor er grønlænderne selv – de kan med rette prale af en næsten komplet grøn omstilling på el-området, men den grønlandske befolkning er samtidig storforbrugere af benzin, bunkerolie og flybrændstof til fritids- og erhvervssejlads og fremfor alt til et transportsystem med store afstande. Men vil de grønlandske politikere i højere grad tage de internationale dagsordener op, ikke kun med en traditionel “hvad er der i det for os retorik”, men hvor man kan gå foran med nye grønne, og gerne specifikt certificerede, produkter fra et af de mest grønne og rene lande i verden.

Det kræver gode ideer at lancere nye klimaneutrale og bæredygtige produkter, men der er faktisk gode muligheder for at gå ind i en lidt bredere del af forsyningskæden. Det kræver dog langsigtede, stabile og bæredygtige aftaler, hvor Grønland skal stille både grøn energi og infrastruktur til rådighed, og hvor der burde være basis for specialiserede virksomheder. Nogle konstruktive forslag kunne være at sikre grøn elektricitet i minedriften, enten ved at myndighederne går forrest og stiller vandkraft til rådighed for mineselskaberne eller ved egentlige krav, men hvor selskaberne så kunne kompenseres økonomisk ved at fjerne royalty og reducere skatter. Der er dog en del forekomster, som har en vanskelig beliggenhed i forhold til at etablere grøn strøm fra vandkraft, men der er samtidig grøde i brug af både sol- og vindenergi, som kan give et væsentligt tilskud i de mere isolerede dele af Grønland. I mange tilfælde kunne det give nye eksportmuligheder af vigtige materialer til grøn omstilling, som ovenikøbet kan lanceres som værende produceret med grøn energi.