Beretningen om Frederikke Rask

En fortælling om et liv fra det gamle Aarhus

Beretningen om Frederikke Rask

Dette er en fortælling om et liv der begyndte i det gamle Aarhus

X

Sjællandsgade i ølandskvarteret i Aarhus, der hovedsagelig opstod i slutningen af det 1800 århundrede, skærer gennem kvarteret fra nordvest til sydøst. (X)

Husene var mest nye arbejderboliger, da der strømmede folk ind ude fraoplandet tilden kraftigt ekspanderende by. Havnen og nye fabrikker opstod og der blev brug for mange havne- og fabriksarbejdere.

Sjællandsgade var en livlig gade, og beboerne, især i den nederste del, tættest på Nørregade, var meget livskraftige og mange gange lidt specielle. I nogle af husene, var der endda ”letlevende damer”, som det dengang hed. Dette var ikke ulovligt, og var ”varen” et særlig flot eksemplar, blev det skam opsøgt af prominente gæster fra det bedre borgerskab. Der har været en historie fremme om Thorvald Staunings besøg hos en af disse ”damer” i Sandgraven ikke langt fra kvarteret. – Det var før han blev statsminister i trediverne.

Da han både havde kone og børn var det selvfølgelig ikke velset, men den brede befolkning accepterede, at sådan gjorde altså kendte personer. – De var jo også mennesker.

De kvindelige udøvere var dog forpligtet til faste lægebesøg, hvor deres helbred blev kontrolleret for kønssygdomme.

Den slags beskæftigelser fandtes også i den nederste del af Sjællandsgade helt optilvor tid.

Langt de fleste af beboerne var dog ordentlige mennesker med en god moral. De var, som sagt, havnearbejdere eller fabriksarbejdere, da der, foruden den store udvidelse af havnen, var opstået mange store fabrikker i byen, såsom ”Elvirasminde” chokoladefabrik henne i Klosterport, samt Otto Mønsted store margarinefabrik ved Immervad, hvor Magasin nu ligger. - Den sidste lavede den berømte OMA-margarine.

Elvirasminde chokoladefabrik i Klostergade

Vi begynder historien om den friske pige Frederikke Rask

I daglig tale Rikke og hendes livsforløb her.

Der boede også mange sømænd i ølands-kvarteret. - Ikke så meget kaptajner og styrmænd, men mest almindelige matroser. - Blandt disse var der flere såkaldte ”originaler”.

En af dem var gamle ”Børdjak”. - Han var en lille tyksak på 165 centimeter, og så var han plysset, som kun tugthusfangerne ellers var det dengang. Hans hår var af det mest gulerodsfarvede man kunne se, og det samme var hans skægstubbe. Han havde derforuden en virkelig uformelig ”kartoffelnæse”. – Så,køn varhan ikke ligefrem.

Han var desuden af den type der altid er meget påståelig. Havde han taget et standpunkt, alle andre kunne se var tåbeligt, kunne ti vilde heste ikke få ham til at fragå dette standpunkt igen.

Han havde derfor altid et lidt arrigt og kampberedt udtryk i ansigtet, hvilket absolut ikke gjorde det kønnere.

Når han var sammen med de allernærmeste i sin omgangskreds, - der alle kendte hans væsen, og derfor omhyggeligt undgik at sige noget, der på nogen måde ville ophidse ham, - kunne han skam være både fredelig og selskabelig. Han kunne, ligesom mange af de andre, fortælle spændende og dramatiske historier fra sit lange liv på de syv verdenshave, og der var selvfølgelig pyntet gevaldigt på dem. Når han færdedes rundt i midtbyen, havde han en papegøje siddende på venstre skulder. Han har nok fået ideen fra ”Skatteøen” eller lignende gamle sørøverhistorier.

- Den sad på venstreside, da han var døv på højre øre.

Papegøjen havde lært, at når han kiggede på den og sagde noget, skulle den også sige noget. Det gjorde den så, men selvfølgelig på sit papegøjesprog, som kun ”Børdjak” forstod,

og han nikkede forstående til.

Han gik altid rundt og snakkede med sin papegøje, og lod som om den svarede fornuftigt på alle hans henvendelser. – De var tit kommentarer om forbipasserendes udseende.

Han startede altid med at spørge papegøjen: - Hvad siger du? - Ja, det har du ret i, han har en tyk mave. – Eller: - Ja, han er godt nok hjulbenet. - Han kan da vist ikke fange grise.Ja, - han er så skeløjet, at han kan se sig selv i øjnene.

Det kom der selvfølgelig tit store diskussioner ud af, og han havde derfor mange mennesker i sin omgangskreds, han ikke var på helt så god en talefod med.

Ingen kunne dog få ham til at tage sine udtalelser tilbage, men for ikke at få for mange øretæver, lod han derfor altid sin papegøje fremsige sine grovheder om vedkommende. – Han kunne f.eks. spørge papegøjen om: - Hvad mener du om ham Lars-Peter der? – Er han en ordentlig ka’l? - Hvorpå papegøjen svarede med en lang papegøjisk remse.

Hvis omtalte Lars-Peter så var uforsigtig nok til, - i en truende tone og med knyttede næver, at spørge: - Hvad sagde den? - svarede ”Børdjak”: – Er du sikker på, at du vil høre det? Hvis Lars-Peter så nikkede, sagde han: - Aarlrait så, - Men husk så lige, at det altså er papegøjens mening, - og ikke min. Nu fik Lars-Peter derefter i ufortyndede vendinger ”Børdjak”s mening om ham i form af papegøjens svar. Papegøjetricket lykkedes jo bedst, hvis folk som Lars-Peter ikke havde for meget mellem ørerne, men man hørte aldrig noget om, at nogen havde slået ud efter papegøjen.

Navnet ”Børdjak” havde han fået af sine kammerater på grund af sin papegøje. Dengang han sejlede på langfart var det oprindelig ”Bird-jack”. – Det udenlandske navn blev så i datidens Aarhus tildet mere indenlandske ”Børdjak”.

Søfolkene boede som regel i husene i baggårdene og tit øverst oppe, for her var huslejen billigst. De var for det meste

på langfart og mente åbenbart, at deres hyre kun rakte til den billige husleje her. Så deres koner og børn måtte klare sig med de ofte små rum allerøverst oppe under taget.

Konerne måtte stole på, at manden gennem rederiet sendte noget af hyren hjem et par gange om året, men det var langtfra sikkert, at han gjorde det, og tit gik det meste til skyldig husleje, så ”sømandsenker” havde det ikke altid let. De måtte tit tage det allersimpleste arbejde, såsom trappevask og andet forefaldende, for at have penge nok til selv den mest simple føde, men da mange af konerne var fra landet, fik de sommetider lidt fødevarehjælp hjemmefra.

Frederikkes far var netop sømand. Han var stor og flot. En muskuløs kleppert med et ildrødt hår og et muntert glimt i øjet. Det var faktisk det Rikkes mor var faldet for, - men, at det så udviklede sig til det, som senere kom, havde hun ikke regnet med. Han havde nemlig et stort temperament og en hang til spiritus, som de flestesøfolk havde dengang.

Disse to ting i en muskuløs krop kan meget let føre til dramatiske voldsomheder.

Familien boede øverst oppe i et af baghusene i gårdene i den nederste delaf Sjællandsgade.

Rikke var enebarn, hvilket var ret usædvanligt dengang, så hun voksede op i nogenlunde trygge kår. Hendes mor var fra Randerskanten, og havde som helt ung tjent i huset i Aarhus og det var herude hun havde truffet sin mand. De blev gift og fik ret hurtigt en datter, som de døbte Frederikke Rask Nielsen, men blandt børnene blev det hurtigt til blot Rikke.

Hun blev født med et stort rødt kobberfarvet hår, og som barn havde hun også fregner og det var dengang noget af det værste man kunne have, - både rødt hår og fregner.

Så hun blev drillet meget, især af drengene: - Har din mor strintet med øllebrøden? – Hov, - det brænder på knasten´!

Men da hun havde arvet en god del af sin fars temperament og gode fysik levede hun fuldt op til sit navn Rikke Rask, og de lærte hurtigt at moderere deres udtryk, af skræk for hendes små hårde ”raske” næver.

Røde Rikke, som hun blev kaldt til daglig på grund af sit hår, gik i folkeskolen i syv år henne på Nørrebrogades skole. Det var en ren pigeklasse. Hun var almindelig godt begavet og klarede sig derfor fint.

Hun havde også arvet noget af sin fars eventyrlyst og det udtrykte hun i sine fristile, hvor hun skrev om eventyr i fremmede lande. Idéerne havde hun fra de mange historier søfolkene i gaden fortalte. – Disse stile var tit så gode, at de blev læst op i klassen og så var den lille rødhårede og fregnede Rikke stolt.

En gang imellem kom faderen hjem fra sin langfart og så havde han altid gaver med til sin kone og især til sin lille datter, så Rikke havde tit kjoler på af stof, med farverige og spraglede mønstre fra måske Afrika, Indien eller Sydamerika.

Da hun var mindre var hun glad for disse kjoler, skønt nogle af de andre børn, var lidt misundelige og ofte drillede hende. Hendes far blev som regel kun hjemme en månedstid. De første dage var han altid venlig og opmærksom overfor sin lille familie. Han gik ture med dem nede på havnen og han forklarede dem om deforskellige skibe. - Hvad de sejlede med og hvor deskulle hen. Men han blev hurtigt rastløs, og det varede ikke længe før han fandt sammen med kammerater på de forskellige havnebeværtninger, hvor han sad det meste af dagen og om aftenerne. - Det var mest på ”Skipperhuset” i Havnegade.

Når han så kom hjem, var han bestemt ikke ædru og de kunne næsten ikke kende ham. Han var grov i munden og råbte hele tiden op. Han slog ud efter dem ved mindste lejlighed, så både hans kone og Rikke blev alvorlig bange for ham.

Så når han en dag kom hjem og fortalte, at nu havde han søgt en ny hyre, blev de faktisk ikke kede af det. De var bare glade for, at de nu igen kunne vende tilbage til deres vante rolige, men arbejdsomme liv igen.

Da Rikke kom i konfirmationsalderen udviklede hun sig så hurtigt fysisk, at drengene og mange voksne mænd lagde specielt mærke til hende. Hendes hår havde hele tiden været langt og bølget, men som regel havde hun gennem hele sin barndom haft det flettet i to store tykke fletninger. Kun når hun skulle være fin, lod hun det hænge løst og nu kunne man rigtigt se, hvor flot hendes hår var.

Det bølgede som på et klassisk maleri og nu kom den flotte kobberrøde farve helt tilsin ret.

Da hun blev konfirmeret, sagde man, at hun var den smukkeste konfirmand, man havde set i lang tid, - ja, hun lignede faktisk en rigtig lille brud.

Selv, syntes Rikke, at det var meget besværligt at have så voksent et udseende. Hun ville langt hellere have haft en skikkelse, som ikke vakte så megen opmærksomhed, hos de drenge og mænd hun traf.

Der var også tit kvinder, der med misundelsesfulde blikke så bebrejdende på hende, som om hun selv kunne gøre for, at hun i mænds øjne var ypperlig.

Der var også en anden ting Rikke var godt træt af, nu da hun var næsten voksen og det var hendes tilnavn.

Lige fra hun første gang kom ned i gaden for at lege, havde hun selvfølgelig på grund af sit røde hår fået tilnavnet ”Røde Rikke”. Det kunne i og for sig være et godt tilnavn, men på grund af sine fregner og det, at folk dengang syntes, at et rødt hår var grimt, havdenavnet fået en billig klang. - Det var snarere et af de navne, man kunne bruge om de letlevende damer, - syntes Rikke.

Men så længe hun boede i gaden vidste hun, at hun aldrig slap af med dette tilnavn.

Der var også en anden ting der generede Rikke voldsomt og det var toiletforholdene. Der boede fire familier i forhuset og tre i baghuset. Tilsammen havde disse familier kun de to, såkaldte ”lokummer” nede i gården. Et lokum var et lille skur med et tremmevindue, så der kunne komme lidt lys ind og stramme lugte ud.

Inde i lokummet var der en bænk med et rundt hul med en diameter på cirka 25 centimeter. Under hullet stod der en åben træ- eller metaltønde. Her kunne man komme af med sin afføring og urin. – En tur i gården kunne godt være en kold fornøjelse for både voksne og børn en streng vinterdag.

Havde man hård mave og derfor skulle sidde der længe, kunne man let tilrage sig en slem forkølelse, eller endda en lungebetændelse.

Toiletpapir og lys om vinteren, havde man selv med, som regel i form af gamle aviser og en tælleprås, Tællepråsens lys var nødvendig, for at se om der var rotter på gulvet, for dem kunne de ikke lide. - De var bange for, atde skulle bide dem i tæerne.

På væggene inde i lokummet var der tit tegnet obskøne billeder og skrevet små ”lokumsvers”, såsom:

Her på dette lokum døde stakkels Jokum Med en sagte stønnen gled han ned i tønden

Disse to lokummer skulle så alle familierne dele, da der dengang ikke var toiletter inde i husene.

De blev kun rengjort én gang om ugen, samtidig med der blev vasket trapper. Så ind imellem kunne de være ret uhumske og det var disse forhold, og en frygtelig oplevelse, der gjorde, at Rikke holdt op med at bruge dem allerede i femårsalderen.

Da hun slap af med bleen, lærte hun at sidde på en potte, og det gjorde hun så et par år, men blev nu så stor, at hun skulle ned på lokummet igården ligesom devoksne.

Hun fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for hende, så hun aftalte med sin mor, at hun stadig måtte at bruge potten, mod, at hun selv gik ned i gården og tømte den ud i lokumstønden.

I gamle dage gjorde de voksne i byerne også dette,ja før i tiden, smed man endda blot indholdet ud gennem vinduet og ned på gaden, men de fleste havde dog en mødding omme i gården.

– Om natten, en gang om ugen, kom ”natmændene” og hentede de åbne tønder i gårdene.

De bar dem ud på gaden til ”Natvognen”, hvor de tømte

dem over i større tønder på vognen.

Der stod en forfærdelig stank om disse vogne, hvoraf nogle endog blot var åbne, lidt utætte trækasser, og når man flyttede vognen hen til et nyt sted, svingede man med en stor træskralle, for at folk kunne nå at lukke vinduerne inden vognen kom helt derhen.

Deraf opstod begreberne skraldevogn og skraldemand.

Den ting der især havde fået Rikke til at holde op med at bruge lokummet, var en oplevelse hun havde fået en tidlig vintermorgen, da hun skulle besøge stedet. Det var stadig mørkt og gårdspladsen var belagt med is og derfor glat.

Skønt Rikke gik meget forsigtigt, fordi isen føltes underlig fugtig og fedtet, gled hun alligevel og faldt.

Medens hun lå der nede på isen opdagede hun, at hun pludselig stank ganske forfærdelig og det viste sig, at natmanden om natten åbenbart også var gledet på isen og havde tabt det halve af spanden ud på gårdspladsen og det var denne ækle vælling Rikke nu lå og gled rundt i. Forfærdet rejste hun sig op og gik grædende op til sin mor. De varmede først vand på deres primus, så blev hun vasket i den store vaskebalje de brugte til både hende og moderen, når de skulle i bad, derefter fik hun rent tøj på.

Det havde været en stor hjælp, da de fik primus.

Den fyldte ikke meget og brugte petroleum til at brænde med. Før havde de kun haft en lille jernovn til at varme mad og vand med og den skulle fyres med kul og brænde, som skulle hentes op helt nede fra kælderen.

Det er klart, at en oplevelse, som den nede i gården, satte sig så stærkt i den lille renlige femårige piges sind, at hun slet ikke kunne bruge lokummet i gården, og derfor fik lov til stadig at bruge sin natpotte.

I skolernes sommerferier havde Rikke gennem flere år været på ferie hos sin mors forældre.

Rikkes morfar var husmand på en lille landbrugsejendom i Råby Kær ved udmundingen af Randers fjord. De havde nogle få tønder land, to heste, tre køer og en snes høns. Da børnene endnu boede hjemme,havde de også haft en del kaniner.

Det var altid dejligt for Rikke at komme væk fra byen og ud på landet og hendes bedsteforældre forkælede selvfølgelig den lille pige. - Hun varjo datter af deres egen lille pige.

Rikkes mor havde tre søskende, men de var alle drenge.

Tre af disse fire børn var nu flyttet hjemmefra lige efter deres konfirmation for at komme ud at tjene. Den ene af drengene, den yngste, var blevet hjemme for at hjælpe faderen med landbruget, da denne begyndte at kunne mærke alderen ved det hårde landbrugsarbejde. Det var så meningen, at denne yngste søn senere skulle overtage ejendommen.

De to andre brødre havde fået plads oppe på den store herregård ”Demstrup”.Der blev de i mange år og avancerede.

Herregården lå lige i nærheden af deres fødehjem, der var blot én kilometer hjem, så de kendte området vældig godt.

Rikkes mor, der hed Marie, havde, - før hun kom ud at tjene, tit været oppe og passe forvalterens børn. Forvalteren boede i en afsidebygningerne.

Hun havde også været hjælpepige, når der var store fester på Demstrup og der var mange gæster. Det havde hun syntes var vældig spændende, selvom hun var meget genert, da hun de første gange skulle ind mellem gæsterne. Disse var i noget meget fint tøj, meget finere end både skolelærerens og præstens, der ellers gik i fint tøj.

Hun havde tjent lidt penge, men var ellers blevet aflønnet med finere madvarer, af det der blev tilovers fra festerne og det var tit gode ting og meget, da herskabet altid ville være sikre på, at der var nok til de fine, lidt forvendte gæster, der kom frahele landet.

Rikkes mor havde efter konfirmationen, som tidligere fortalt, fået plads i huset hos nogle folk i Aarhus. Her var hun i godt et års tid, indtil hun mødte sin raske og flotte sømand.

Hun var straks faldet for hans friske raske væsen og flotte krop, Senere hen kunne hun godt se, at det nok var gået lidt for hurtigt, men da var det forsent at fortryde, for nu ventede hun allerede Rikke. Hun tog så hjem til Råby og forklarede

sine forældre situationen. De tog det hele ret roligt, for de havde godt vist, at når de sendte en køn ung pige ud at tjene i så en stor by som Aarhus, var der stor sandsynlighed for at naturen gik sin gang.

- Den slags historier havde de hørt om utallige gange før. Men de havde jo kun denne ene datter, så hun skulle have et ordentligt bryllup, selvom det var småt med pengene.

Da Rikkes mor var blevet konfirmeret i den store gamle Råby kirke, med de mange velbevarede kalkmalerier, skulle hun selvfølgelig også giftes her og ikke i Aarhus.

Kirke lå flot på en bakketop og lige ved siden af deres husmandssted og var deres sognekirke. Den var en stor kirke til så lille et samfund.

Når Rikkes mor havde været med i kirke til de store højtider som jul, påske, begravelser og høstgudstjenester, havde hun altid studeret den flotte altertavle og de mange kalkmalerier.

Hun fandt dog mange mærkelige scenerier, som hun ikke helt forstod.

Brylluppet forløb fint. Rikkes mor var hvid brud, skønt hun ventede sig, men det var heldigvis så tidligt, at man endnu intet kunne se.

Brudgommen havde købt sig et blåt toradet jakkesæt og da han havde en flot skikkelse og et flot hår, skønt det var kobberrødt, tog han sig ualmindelig godt ud og gæsterne mente, at der havde bruden virkelig fundet sig en flot mand. og de unge piger blandt gæsterne var lidt misundelige.

De havde dog ikke råd til at holde bryllupsfesten henne på kroen, men holdt den hos en bedre stillet onkel tilfamilien.

Han havde et stort hus henne på vejen gennem færgebyen Udbyhøj. Han var fisker og havde sin egen større motorbåd nede i den lille færgehavn og endda en ældre tysk åben bil.

Det blev et godt bryllup og der var en del gæster med fra Rikkes mors familie. Der var ingen med fra hendes ægtemands side. - Han var forældreløs og vokset op på et børnehjem.

Han opførte sig iøvrigt pænt både i kirken og under festen. Han ville gøre et godt indtryk på sin kones familie og drak for en gangs skyld kun mådeligt, så han ikke blev beruset.

Senere, da Rikke kom til, var hun som fortalt, allerede fra treårs-alderen på feriemed sin mor hos sine bedsteforældre.

Hendes mor blev der kun en uges tid, men kom altid selv og hentede hende, når hun skulle hjem og i skole.

Rikke elskede at være på det lille landbrug. Hun blev rigtig forkælet og fik faste små ting hun skulle gøre hver dag. Hun skulle fodre hønsene og samle eventuelle æg sammen. Hun skulle dække bord og hjælpe med at vaske op bagefter osv.

I sommerferien, mens hun var der, købte man som regel en lille gris, der skulle fedes op hen gennem efteråret og slagtes

til jul. Denne lille gris skulle Rikke også passe og den blev hurtigt hendes gode ven og kæledække. Den kom selv hen og ville kradses på ryggen. - Det nød den meget, kunne man se.

Da den første gris skulle slagtes, var det blevet udsat så meget, at Rikke og hendes mor, nåede at komme hjem inden slagtningen, for at holde juleaften sammen med familien.

Da de kommer gående oppe fra vejen, hvor de var stået af rutebilen, mødte der dem et syn Rikke aldrig glemte.

Grisen, hendes gode ven fra i sommer, var hængt op på en skråtstillet stige, med hovedet nedad. Den skreg i vilden sky af skræk over det, den ubevist vidste skulle tilat ske.

Rikkes bedstefar, der ikke havde opdaget at de kom, stak en stor kniv ind i halsen på grisen. Straks sprang er tyk rød blodstråle ud i luften og havnede nede i den blikspand der var stillet nedenunder.

Bagefter lagde man stigen ned over et saltekar og begyndte at partere den. - Blodet blev der senere lavet blodpølse af.

Rikke der dengang kun var syv år, stod som forstenet med korslagte arme og så, at hendes elskede bedstefar og to onkler, stod og skar i hendes lille kæledække fra i sommer.

Hendes ligeså elskede bedstemor stod roligt og lod det ske, og det flød med blod overalt.

Det var næsten ikke til at tro det var rigtigt og hun begyndte at græde. Ikke en skrigende gråd, men en stille gråd, der kom fra bunden af hendes sjæl. – Hun var virkelig ulykkelig. Hele hendes paradis fra i sommer forsvandt pludselig væk. Hvordan kunne nogen være så onde og dræbe et totalt forsvarsløst lille dyr på den måde, og så hendes egen elskede familie? - Det var ikke til at forstå for den lille pige.

I sommer havde de ganske vist fortalt Rikke, at grisen skulle slagtes til jul, men dengang forstod Rikke ikke betydningen af dette, eller også ville hun slet ikke lade ordene trænge ind i sig. – Det var jo også langt ude i fremtiden, atder var jul.

Den juleaften og juleferie var totalt ødelagt for Rikke og hun fik lov til at gå ud af stuen, medens man spiste flæskestegen, som jovar hendes elskede lille griseven. - Det syn var for rædselsfuldt og gav hendekvalme.

Da de fik risengrøden, var det hende derfor kun en ringe trøst, at de lod hende finde mandlen, for mandelgaven var en lille lyserød marcipangris og den kunne hun jo heller ikke spise.

Selvom de i flere dage forklarede hende, at alle de kødvarer, de købte hos slagteren inde i byen, også kommer fra grise og køer, lykkedes det dem ikke at gøre den lille pige helt glad igen.

Hun havde jo ovenikøbet glædet sig til at gense sin lille griseven og klø den på ryggen, som den så godt kunne lide.

Hun havde fuldstændig fortrængt historien om, at den skulle slagtes tiljul, for tanken havde for hende været heltutænkelig.

Næste sommerferie havde de igen fået en ny lille gris, men Rikke nægtede på det mest bestemte, at have noget som helst at gøre med den. Hun ville ikke engang med ud og se den, da hun nu vidste hvilken skæbne der ville ramme den til jul.

Som trøst gav de hende en af de nye kattekillinger.

Den var rød og den skulle være hendes helt personlig.

Den kastede hun så hele sin kærlighed på, for det vidste hun da, - den blev ikke slagtet til jul.

Hun havde besluttet, at hun ville behandle de dyr hun i fremtiden kom i kontakt med, som om de var tænkendevæsener pålige fodmed mennesker.

En dejlig sommersøndag inviterede familieonklen fra Udbyhøj dem alle med ud på en sejltur i sin store motorbåd.

Det blev en rigtig udflugt, for de havde taget kaffe, kager og sodavand med, og det indtog de på et smalt bord nede i motorbådens lille kahyt. De kunne lige være der og Rikke huskede at hendes sodavand var en rød hindbær med brus.

Under sejlturen sad de ellers mest udenfor og nød udsigten på Randersfjorden og det rolige vand. Det blev en dejlig dag for den da otteårige Rikke.

Onklen havde endda hentet dem i sin gamle tyske Brennabor bil med messingkøler og messing lygter og havde også lovet at køre dem hjem igen.

Rikke syntes det var herligt at køre i den gamle bil, men Rikkes mor syntes det var lidt pinligt, for så gammel en bil blev ikke regnet for noget. Havde man ikke råd til en mere moderne bil, var det bedre slet ingen bil at have. Men onklen var en festlig mand, så han tudede vældigt i det store messinghorn med gummibold, når de mødte nogen på turen.

Rikkes mor dukkede sig lidt og vendte ansigtet den anden vej, for hun var flov over at køre i en så opsigtsvækkende gammel bil. – Rikke fik lov til at trykke på gummibolden så hornet tudede.

Rikke gik ud af skolen efter konfirmationen, ligesom alle hendes kammerater, for nu skulle de ud og tjene deres egne penge og ikke længere være en belastning for hjemmet.

Der var som regel mange børn i hjemmene dengang. Det var ikke ualmindeligt, at der var mellem otte og helt op til fjorten børn i nogle hjem, så der var mange munde at mætte og holde tøj på.

Dengang var der ingen hjælp at hente nogen steder. Fra det offentlige fik man absolut ingen ting, hvis man overhovedet havde nogen mulighed for selv at arbejde og derved forsørge sig selv. - Kunne man ikke det, var der kun fattighuset tilbage og en større skam kunne ikke overgå en familie. Krigsinvalider og blinde kunne få deldelt en lirekasse og en licens tilat gå rundt i byen og spille.

- De måtte så leve af de mønter folk gav dem på gaderne og i gårdene, hvor konerne smed dem ud af vinduerne indpakket i et stykke avispapir, som ungerne så samlede op og lagde på lirekassen.

Det var mest kobberénører, kobbertoører og sjældne gange en kobberfemøre.

Rikkes hjem havde nu ikke brug for hjælp, for de var jo kun to og de havde altid haft arbejde, så de var ikke direkte fattige.

Allerede i tiårsalderen havde Rikke til dels trukket sig fra det barske liv på gaden i Sjællandsgade. Tonen og væremåden i den aldersgruppe blev for barsk for Rikke. Hun havde dog nogle få veninder, som hun af og til mødtes med, men, ellers gik hun hen i Vennelystparken og læste en god bog. - Hun var en flittig gæst på det lokale bibliotek. Hun foretrak bøger med lidt eventyr i, de skulle helst handle om børn, der havde det lidt strengt, men alligevel klarede sig i livet. - En af hendes yndlingsbøger var ”Børnene i Nyskoven” af F. Marryat.

Læselysten havde hun arvet fra sin far. Han havde fortalt, at han på de lange frivagter på skibet, havde læst mange spændende bøger fra skibets righoldige bibliotek. Bøgerne her blev jævnligt ombyttet med andre skibes.

Ellers gik tiden med, at hendes mor lærte hende det, hun selv havde lært, da hun havde arbejdet på herregården og som ung pige i huset. Hun viste, hvordan man gør, som ung pige i et stort hus under servering, og når der var gæster.

Rikke lærte også at sy og reparere tøj, at pudse sko og sølvtøj, så det var ordentlig gjort. - Hun havde altid hjulpet sin mor med madlavningen, men de fik jo kun almindelig mad, ikke finere kogekunst.

Da hun gik ud af skolen med gode karakterer, havde hun fået en skriftlig omtale med, af sin ordentlige væremåde og åbne og redelige sind, og det samme havde hun ligeledes fået af den præst der havde konfirmeret hende, - så disse papirer, der skulle være så fine som muligt dengang, - var altså i orden.

Rikke ville nu gerne væk fra gaden og ud og tjene sine egne penge, som hun så selv kunne bestemme over, og hun ville derfor begynde som ung pige i huset, ligesom hendes mor havde gjort, da hun kom til Aarhus.

Med sine fine anbefalinger fik hun ret hurtigt en plads i en fin villa ude på en vej lige ved siden ved den Zoologiske have.Det var et fint grossererhjem med tre mindrebørn.

Da Rikke skulle møde dem første gang, havde hun taget sin pæneste og tækkeligste kjole på og sat sit flettede hår op i en knold på baghovedet. - Hun kom jo ikke fra et finere hjem i et godt kvarter, men tværtimod fra Sjællandsgade med det ikke så fine ry, og det vidste herskabet godt, og Rikke ville derfor fremtræde så tækkelig som muligt.

Rikkes mor havde aldrig haft et proletarsprog, da hun kom fra en god kristen familie på landet. Hun havde dog ikke selv været særlig religiøs, men den gode tone i hjemmet var fulgt med til Aarhus, og det var denne ”gode tone” hun havde lært Rikke.

Men Rikke var faktisk tosproget, for sproget nede på gaden, i det lidt barske kvarter, var anderledes kontant og råt, og

dette sprog havde Rikke selvfølgelig også lært for at kunne klare sig.

Grossererfruen havde straks syntes godt om Rikkes fremtræden, sprogtone og høflige væsen, så hun var hurtig blevet antaget og i hendes øjne gjorde det bestemt ikke noget, at deres stuepige havde et pænt og tiltalende ydre, når hun serverede for deres gæster.

Rikke kom også straks godt ud af det med de tre mindre børn, da det jo ikke var så længe siden hun selv havde været barn og det fornemmede børnene straks.

Om aftenen blev hun introduceret for grossereren. Det var hun noget spændt på. - Hvad var han for en type? – Var han en kærlig ægtemand, der kun var optaget af sin kone og sit arbejde, eller var han af den tykmavede type, der altid jagtede alt ungt kvindekøn på to ben? - Dette ry havde mange fra det bedre borgerskab jo dengang.

- Var han af denne type ville det blive meget besværligt for Rikke at omgås ham, når hun heletiden skulle være på vagt.

- Rikke var forberedt på, at skulle have alle forsvarsskanserne fra Sjællandsgadetiden oppe, hvis han viste sig at være af den type.

Da aftenen kom og grossereren kom hjem, viste det sig, at det var han slet ikke. Han var midt i trediverne. Han var slank og så sportstrænet ud. - Det viste sig senere, at han spillede meget tennis.

Han hilste høfligt på Rikke og gav hende et varmt håndtryk til velkomst. Han havde et smukt mørkt krøllet hår og var omkring 180 centimeter høj. Han var absolut, hvad man dengang kaldte - ”Et flot stykke mandfolk”.

Men, Rikke, der jo var på vagt, lagde mærke til, at han, - et ganske kort øjeblik, havde opfattet hendes flotte figur, trods hendes tækkelige påklædning, men Rikke kunne også se, at han var glad for sin egen smukke hustru, så det ville ikke få betydning for hende.

Til daglig kom Rikke ikke til at se så meget til ham, da han var meget optaget af sit firma.

Grossereren havde et stort en gros-firma. Det førte alt til heste. - Seletøj til arbejdsheste, flotte ridesadler til både damer og herrer. Disse ridesadler var dengang forskellige, for rigtige fruer kunne ikke sidde overskrævs på en hest.

Det var for vulgært og så ikke damet ud. – Damesadler havde en polstret tap man kunne folde sit ene ben om og var polstrede ned på siden af hesten. Derved kunne man sidde sidelæns på hesten, men alligevel ikke falde af. Sidebeklædningen skånede damernes flotte lange kjoler mod hestenes sved. - Som et levn fra den tid kunne man i 50’erne se pigerne sidde sidelæns på fyrenes scootere. Så følte de sig mere kvindelige og kunne tillade sig at tage et stramt tag om føreren.

Der var mange andre slags sadler. Der var børnesadler, sadler til sport og hestedressur. Der var altid brug for den slags.

Hans firma, som han havde overtaget fra sin far, var gammelt og lå nede iMejlgade inde i en stor baggård.

Firmaet gav et godt udbytte, så grossererfamilien levede godt og havde endda råd tilat have en fin lukket amerikansk Plymouth bilmed fire døre.

Der var nemlig stadig mange heste i Danmark, så der var mange kunder tilde varer grossererens firma fremstillede. Ude på landet var der særlig mange, hvor de brugtes til alt, lige fra køreheste tilplovheste. - Herude var de helt uundværlige.

Men inde i byerne var der også mange heste.

De brugtes til at bringe varer rundt i byen med, bl.a. brugte bryggerierne dem til at bringe øl og sodavand ud til de mange små beværtninger med.

De store købmandsgårde nede i Mejlgade og Vestergade havde selv flere heste, og de havde også store stalde til bøndernes heste, når de kom ind fra oplandet med deres landbrugsvarer, som de solgte til købmændene, samtidig med at handlede de ind hos samme købmand.

Købmændene havde en slags krostuer, hvor bønderne sad og hyggede sig med en snaps eller to, mens de ventede på at deres varer blev læsset af og deres indkøbte varer blev læsset på deres vogne.

De tog ikke hjem før sidst på dagen, når de endelig var kommet til byen, for her mødte de jo bekendte og gamle venner, som de så sludrede hyggeligt med.

Der var også vognmandsstalde med mange heste som man kunne leje til store flytninger og til jordkørsel ved store byggerier. –

Der var en af de helt store stalde ude i Skt. Annagade.

Det var først efter krigen, i 50’erne, de sidste heste forsvandt fra gadebilledet og bilerne tog heltover.

--o0o--

Rikke fik sit eget værelse nede i kælderen, og det havde oven i købet sin egen indgang gennem en kælderhals.

Hun havde jo aldrig før i hele sit liv haft et helt værelse udelukkendetil hendes brug, så det føltes som vild luksus.

Hjemme havde de kun haft den lille stue, og et endnu mindre soveværelse og et meget lille køkken. Mere var der ikke plads til helt oppe på kvisten.

Rikke havde ingen møbler haft med selv, for hun havde simpelthen ingen. De få møbler der var i hendes hjem, havde hun og moderen deltes om. Men det gjorde nu heller ikke noget, for hendes nye værelse var møbleret med en rummelig seng med en ret god madras, et klædeskab og en kommode med seks skuffer, et bord og en stol.

Så meget plads havde Rikke ikke brug for endnu, men hun glædede sig selvfølgelig over det alligevel.

Hun tænkte, at når hun fik sin første løn ville hun købe en ny fin bluse til både hende og hendes mor for sine allerførste penge. - Det skulle ikke længere være en bluse de blot havde arvet eller syet om af en gammel kjole, - nej, det skulle være en helt splinterny fin bluse købt nede hos Wessel og Vett i deres fine butiknede på Immervad.

Når hun ville få sin første løn udbetalt, havde hun nemlig aldrig før haft så mange penge i sin hånd på én gang, så det ville føles, som om hun var meget rig. Det var hun helt sikker på. - Hun fik sin løn udbetalt to gange om året. Hver 1. februar og 1. august.

Det var nu ikke fordi lønnen var så særlig stor, for det fik man ikke i den slags pladser dengang, men man fik selvfølgelig også kost og logi. For piger der lige var blevet konfirmeret, var det også en slags læreplads, hvor man fik erfaring, så man senere kunne søge bedre lønnede pladser.

Alt forløb fint de første måneder. Rikke kom hurtigt ind i rutinerne og lærte at kende familien og de forskellige medlemmersvaner.

Hun læste spændende historier for børnene, når de skulle i seng og de elskede hende for det. Hun havde jo ikke selv haft søskende og opdagede, at hun godt kunne lide at have et vist ansvar for de tre små børn.

Den ældste, en dreng skulle snart i skole, og hun øvede bogstaverne med ham, så han kunne være lidt forberedt.

De to mindste var begge piger og hun nød at give dem deres fine kjoler på, for så fine kjoler havde hun jo aldrig selv haft og hun tænkte på, at hvis hun selv engang skulle blive gift og få børn, ville hun håbe, at hun også ville have råd til at give sine børn noget flot nyt tøj afog til.

Hun var nu kommet i den alder, hvor hun kunne mærke livets saft og kraft boble op i sin krop. Hun begyndte så småt at lægge mærke til, at selv drenge godt kunne være lidt interessante en gang imellem. Barndommens voldsomme fregner var bleget mere og mere, så ansigtet fremtrådte mere fint og skært nu.

Når familien holdt fødselsdage og havde inviteret gæster, var der sommetider unge mænd med og de lagde selvfølgelig straks mærke til den unge piges flotte figur og kom med hviskende bemærkninger indbyrdes om, at der i dag var en god udsigt tilbåde gaden og gården.

Nogle af de gamle tanter og mostre blandt gæsterne opfangede enkelte ord, - f.eks. god udsigt, men forstod vist ikke rigtigt, hvad drengene mente med det, for de kunne da bare se de nabohuse og store træer ovre i den zoologiske have, som de plejede. Men Rikke kendte jo alle den slags udtryk fra sproget nede i Sjællandsgade, så hun lod bare bemærkningerne passere og lod som ingenting, men når der kom en særlig kvik bemærkning fra en af disse ungersvende, kunne hun dog ikke lade være med at komme med et hurtigt lille smil, hvilket kun opmuntrede drengene.

På sine fridage gik hun af og til over i den zoologiske have for at se på de mange spændende og eksotiske dyr. Hendes husfrue havde nemlig foræret hende et årskort til hele fire kroner. Ellers kostede det 50 øre at komme ind. Fruen ville nemlig ikke så gerne have, at Rikke tog ind til byen på sine fridage. Hun havde nemlig erfaret, fra nogle af sine tidligere piger, at det kom der ikke altid noget godt ud af, for det havde tit resulteret i, at de havde kærester rendende, der forsøgte at besøge deres piger i værelset i kælderen. Det havde jo egen indgang i gavlen af huset, og det var besværligt at holde øje med kælderhalsen hver eneste aften og nat.

Derfor havde hun med velvalgt omhu givet Rikke dette årskort.

Damen i billetlugen til Zoo kendte efterhånden Rikke så godt, at hun ikke længere behøvede at vise sit årskort. De hilste blot på hinanden, når Rikke gik ind.

Inde i haven kunne Rikke godt lide de to små elefanter fra Ceylon. De havde deres egen dyrepasser med og han hed Jena Zena og gik altid rundt med en eksotisk stor hvid turban.

Det var ham der kom til at stå model til reklamen for Vanila-sukker.

Men Rikke kunne ikke lide at se den flotte tiger vandre hvileløst frem og tilbage langs burets inderside, mens den hele tiden spejdede ud i den natur, som den aldrig mere skulle komme ud i. Langt det meste af tiden lå den dog blot i et hjørne og sløvede.

Rikke havde hørt, at man i nogle danske zoologiske haver af og til udstillede mennesker fra forskellige fjerne verdensdele, f.eks. Afrika, og lod dem bade i søløvens bassin.

Det gjorde man heldigvis aldrig i Aarhus Zoo, men Rikke vidste, at man under den store landsudstilling i Aarhus i 1909 havde udstillet en hel landsby fra Abessinien.

Man havde opbygget en landsby til de 80 indbyggere med palmer og stråtækte hytter. Hele landsbyen var indhegnet, så befolkningen ikke blandede sig med udstillingens gæster.

Blandt krigerne var den flotte unge kriger ”Smukke Didrik”.Om ham gik der mange historier.

Rygterne gik det følgende år, at mange nyfødte babyer havde en mistænkelig mørk hudfarve.

Man kunne også stadig høre en skillingsvise fra dengang ”Smukke Didrik” var i byen.

Så kom jeg til "byen ved havet", til Aarhus, den glade stad, og er man en smule begavet, ej bedre jeg ønske mig gad!

Når publikums undrende skare ind til os i landsbyen kom; for damerne var jeg en fare, mig syntes de alle om!

Og tit har jeg ubemærket de skønne i favnen ta't, når over plankeværket de kravled' en herlig nat!

Der gik stadig historier i byen om unge tjenestepiger der ”plankede” ind i landsbyen til Didrik om natten, og han var skam heller ikke selv bleg for at hoppe over hegnet for at nå sine natlige mål. - Jo, jo, Smukke Didrik var skam en uforglemmelig oplevelse

. Her står de barske spydbevæbnede krigere.

Her er kvinder og børn opstillet til fotografering

Der var også en Skovrestaurant på venstre side af krydset ved Stadions Alle. Her kunne byens borgere om søndagen vandre ud og få en kop kaffe, en øl eller en gul citronvand.

Man kunne godt spise sin medbragte mad og kaffebrød her, men kaffen og andre drikkevarer skulle man købe i restauranten. Man holdt også selskaber og spiste bedre middage her, men det var kun for det bedre borgerskab, for det var alt for dyrt for almindelige mennesker, Her kom Rikke kun få gange, for at se stedet og de fine gæster.

På sine besøg i den zoologiske have havde Rikke næsten altid den bog med, som hun læste i for tiden. - For Rikke læste meget. Hun elskede at drømme sig langt væk fra hverdagen i Aarhus. - Ud i den store spændende verden. Den verden som hendes far, - som hun nu næsten aldrig så mere, sejlede rundt i og som han havde fortalt om, når han endelig var hjemme. - Den verden ville hun gerne selv opleve en dag.

Grosserersocietetet holder årsmøde.

Hun sad for det meste på en bestemt plads på en bænk under et stort bøgetræ, der kunne skygge på varme sommerdage.

Træet stod i en krog af haven, hvor der ikke kom så mange af havens gæster forbi. Hun havde derfor ro til at koncentrere sig om sin bogs historie.

I haven arbejdede der om sommeren en ung mand der studerede zoologi på universitetet i København. Han slog derved to fluer med et smæk, for han kunne både studere dyrene og samtidig tjene penge.

Han havde selvfølgelig straks lagt mærke til den smukke unge pige der, sikkert på sine fridage, sad på sin bænk under træet og læste så koncentreret.

For det første blev han som ung mand selvfølgelig betaget af hendes udseende og for det andet kunne han godt lide at se, at unge piger kunne andet end at pjatte rundt og fjolle, som han så tit havde set det i København, hvor hans forældre jo boede, og han selv, når han læste.

Han havde tit haft lyst til at gå hen til hende og spørge om, hvilken bog hun læste, men det havde han aldrig rigtig haft mod til.

En dag oplevede han noget, der yderligere tog modet fra ham. Det var en meget varm sommerdag og der var varmt selv under skyggen af træet, så Rikke havde løsnet sit lange hår og siddet og redt det ud og luftet det.

Den unge mand kunne slet ikke lade være med,selvfølgelig lidt skjult og på afstand, ligefrem at stirre på det smukke syn af det kobberfarvede store hår, der faldt i så smukke bølger, at det næsten ikke var til at fatte.

Når det så samtidig indfattede så smukt et ansigt, med den lidt sarte lyse hud, kunne han næsteikke tro sine øjne.

Med sine forældre, - hans far var ansat hos staten, havde han tit været med på de store museer rundt om i Europa og

her havde de set mange store malerier og han havde altid været dybt fascineret af kvindernes store bølgende hår, især de sjældne røde. Af en eller anden grund var det for ham det smukkeste et menneske kunne have, og nu sad der, lige på hans egen arbejdsplads, et pragteksemplar afdenne hårtype.

Nu turde han helt bestemt ikke at henvende sig til pigen, for hvordan ville så smukt et væsen dog nogensinde kunne se noget i ham. I sine egne tanker var hans udseende nemlig ikke noget særligt, så det kunne han slet ikke forestille sig. Men han kunne alligevel heller ikke lade være med, ligesom lidt tilfældigt, at komme forbi flere gange, når hun sad der.

Rikke lagde efterhånden også mærke til ham. Han var nok to-tre år ældre end hende og lidt højere. Han havde pæne træk uden at være direkte smuk. Han havde en flot bredskuldret skikkelse og et kortklippet mørkt hår.

Hun havde også lagt mærke til, at han så på hende med et venligt blik, så hun begyndte at tænke, at han måske var en af de lidt mere sjældne drenge, der ikke kun var frække og barske, som hun kendte det nede fra Sjællandsgade kvarteret. Dernede var de fleste sådan. - Det var ligesom miljøet havde rørt og skabt dem i samme gryde.

Denne sidste type havde gjort Rikke temmelig afstandtagende over for drenge, men naturen har jo også et ord at skulle sagt, og en dreng der ikke straks kom farende og begyndt at komme med forførersnak, var noget nytfor Rikke.

Hun begyndte derfor nu, næsten uden at hun selv lagde mærke til det, at sende venlige tanker og et lille smil efter den unge mand, når han gik forbi, naturligvis uden at han så det. - Hendes gamle forsvarsteknik fra gaden virkede stadig.

En dag, da hun gik i haven kom der uden varsel en ordentlig tordenskylle og alle gæster styrtede i det nærmeste ly.

Nu var det så heldigt for den unge mand, at Rikke var lige ved døren til dyrepassernes skur, så det var helt naturligt, at byde hende ind i læi skuret. - Der var allerede flere derinde.

Rikke var jo glad for at komme i læ og de to stod nu for første gang lige ved siden af hinanden. Den unge mand kunne næsten ikke få vejret af glæde over sit held, og sagde derfor ikke noget.

Men Rikke, der jo trods alt var lidt påvirket af miljøet nede i Sjællandsgade, var mere åben og samtidig glad for tilbuddet om læ, sagde pænt: - Mange tak skal De have. – Det var pænt af Dem. – Den unge mand tog nu mod til sig og sagde: - Selv tak, - og det mente han på mere end én måde, for han var virkelig taknemmelig over at skæbnen lod ham få denne chance. Derefter blev der en lidt pinlig pause, men så spurgte Rikke: - Jeg har tit set Dem, når jeg har besøgt haven. Hvor længe har De arbejdet her? - Jeg arbejder her kun i sommermånederne, for jeg studerer zoologi i København.

På sproget kunne Rikke nu godt høre, at han ikke var aarhusianer, men han talte heller ikke som de københavnere Rikke havde mødt nede på gaderne i byen. Han talte et mere dannet sprog. Mere, som det sprog Rikke læste i bøgerne, og det kunne hun godt lide.

Hun fortalte nu, at hun tjente som ung pige i et hus lige på den anden side af vejen, overfor den zoologiske have, så hun kunne hurtigt smutte hjem og få tørt tøj på.

Tordenbygen sluttede lige så brat som den begyndte og Rikke sagde høfligt farvel og gik hjem.

Men fra den dag hilste den unge mand altid på Rikke, når hun sad på bænken og hun hilste igen med et lille smil.

Naturen havde jo rigtig godt fat i de to unge mennesker. Den unge mand følte sig nu mere modig, for Rikke havde jo slet ikke afvist ham, men bare talt helt naturligt til ham, som om hun slet ikke var den utilnærmelige skønhed, hun var i den unge mands øjne.

En dag, i en pause, dristede han sig endda hen til hende på bænken og spurgte høfligt, om han måtte sætte sig. - Rikke sagde, - måske endda lidt for hurtigt: -Ja, værsgo.

Da de begge havde læst mange bøger, faldt de hurtigt i snak. Pludselig opdagede de, at de, - faktisk uden at de selv havde lagt mærke til det, - sad og sagde du til hinanden. Det var kommet helt naturligt.

Dengang var man ellers kun du’s med mennesker, man enten var i familie med, eller kendte virkelig godt. - Selvnaboer sagde De tilhinanden.

Der var mange emner de kunne snakke om og tiden gik alt for hurtigt, og sommeren gik alt for hurtigt og pludselig var den unge mand væk. Han var rejst tilbage til København for at studere videre.

Rikke følte sig pludselig lidt ensom. Hun havde ikke rigtig nogleveninder at være sammen med.

Dem, hun kendte fra skolen og gaden, var mere af en anden type end hun selv følte sig. - Hun følte sig ikke bedre end dem, men de ting de talte om interesserede hende ikke så meget.

I bund og grund drejede deres interesser sig nemlig altid om, atgifte sig med en flot fyr, der kunne forsørge dem.

Disse lyster havde Rikke slet ikke. Hun var mere en drømmer. – Hun drømte om at komme ud på store eventyr, og

ikke så meget om at finde sig en mand, og så gå hjemme og være husmor for en fem-seks børn iresten af sit liv.

Dengang var kvinderne endnu ikke så meget ude på arbejdsmarkedet, men de havde det sandelig hårdt nok alligevel, for det er slet ikke let at styre et lille stramt budget i en familie med mange børn i en lille lejlighed. - Dette var nemlig vilkårene for de fleste.

Rikke besøgte selvfølgelig sin mor nede i Sjællandsgade, for hun var blevet boende her alene. Hendes mand, Rikkes far, havde hun ikke hørt noget til i flere år. Der kom dog stadig penge fra rederiet en gang imellem, så han var altså ikke død.

Men hun savnede ham heller ikke, for de sidste gange han havde været hjemme, havde han været mere på værtshus, og været fuld og voldsom, når han endelig var dukket op i lejligheden. Hun havde heller ikke lyst til at blive skilt, for så forsvandt vel de tilsendte penge fra rederiet, og de var hårdt tiltrængte for at betale huslejen. Hun havde heller ikke lyst til at få sig en ny mand. Hendes erfaring her i livet var, at mænd mest var til besvær. Det havde hun set masser af eksempler på, hos beboerne igaden.

Hun havde dog tit tænkt på, nu, hun var alene, at søge en stilling som hushjælp hos et ældre velstillet ægtepar, for det blev efterhånden lidt for hårdt for ryggen med den evindelige trappevask, men endnu havde hun ikke fået gjort noget ved den tanke.

Det ville ellers være dejligt, for så skulle hun aldrig mere tænke på husleje og penge til mad. Det hele ville så være med i hendes kommende, ganske vist lille løn, men da hun ikke havde så store private ønsker og forbrug, ville resten af denne løn være nok til at dække dette og endda til at kunne købe små gaver tilhendes eneste datter Rikke.

Den unge mand, havde for længst fortalt Rikke Rask sit navn, der var Hans Holm, og de havde, inden han rejste tilbage til København, aftalt, at de ville skrive tilhinanden.

Ingen af dem havde turdet fortælle direkte om deres kærlighed til hinanden. Men nu var det mest Rikke der ikke turde sige noget. Hun var selvfølgelig lidt bange for, at han, med sin fine familie, skulle synes hun var af for ringe herkomst.

- Det betød mere end man skulle tro dengang.

Der var også rigtig mange historier om sønner af rige folk, der faldt for en smuk ung pige i huset og hemmeligt var kærester med hende. Men, at han, når han skulle giftes, fandt en fra sit eget samfundslag og lod skånselsløst den fattige unge pige tilbage, selvom han i grunden elskede hende mest, men havde måttet bøje sig for presset fra familien. Han skulle måske overtage faderens firma og skulle derfor have en hustru, der kunne begå sig i det bedre selskab, - som man dengang sagde.

Hans Holm, havde derimod ret hurtigt fundet ud af, at Rikke var en sund og naturlig pige, der havde en ren sjæl og gode tanker. Hun havde også medfødte gode manerer efter sin mor og et pænt sprog, der dog selvfølgelig var noget aarhusiansk i den unge mands københavner ører.

Ingen af dem var derimod det mindste i tvivl om, at de kunne lide hinanden. For de blev altid glade, når de mødtes og begges øjne strålede om kap med solen. Deres samtaler faldt ligeværdige ud, da Rikke, der nu var seksten år, allerede havde fået en ret stor viden om ting i verden, ved at læse de mange bøger.

Der var bestemt ikke kun kærlighedsromaner hun læste, for det gjorde hun selvfølgelig også, det er helt naturligt for unge

piger, men hun holdt mest af rejsebeskrivelser, for dem lærer man mest af.

Hun havde fortalt Hans om sin far, - sømanden med det røde hår og iltre temperament, - som hun havde arvet begge dele af. – Ham, der altid sejlede rundt på de store have, men også om, athan næsten aldrig var hjemme.

Hun havde kun ét billede af sin far fra dengang, han, som helt ung, havde været indkaldt til marinen.

Da Rikke var helt lille, var han så glad for sin lille datter, at han havde vist hende en tegning af en tatovering, han ville have lavet på sin ene arm med hendes navn.

Men om han nogensinde fik den lavet, vidste hun ikke.

- Hun havdealdrig set den.

Hun havde aldrig fortalt om hans dårlige sider, eller talt nedladende om ham, for allerinderst inde elskede hun stadig den far, der havde fortalt de spændende historier fra fremmede lande for hende, da hun var lille.

- Det var også en præstige i gaden, at have en far.

Hun havde altid siddet på skødet af ham og hørt på dem med store strålende øjne og drømt sig hen til de steder han fortalte om. - Ganske vist havde hun nu ikke mere så megen glæde af sin far, men hun havde dog arvet endnu en ting, foruden det flotte røde hår og iltre temperament - nemlig en ubændig eventyrlyst til at opleve spændende ting. Hun syntes

selv, at hun var parat til at rejse ud og opleve alt, - næsten uanset omkostningerne.

Men foreløbig måtte det blive ved drømmene, for med den løn hun optjente lige nu, kunne der ikke lægges noget tilside og hendes unge alder bremsede også disse ting.

Havde hun blot været en dreng, ville hun bestemt have taget på langfart ligesom sin far, selvom det ville have været en hård start for et barn.

Denne vinter skrev Rikke og Hans sammen en gang om ugen og fortalte, hvad de havde oplevet, og efterhånden som ugerne gik, sneg der sig pludselig noget nyt ind i deres afslutninger på brevene, nemlig - ”Kærlig hilsen”. Brevene blev mere og mere personlige. Det var ligesom nemmere at skrive disse ting, når man ikke sad ansigt tilansigt.

Rikke kunne ikke rejse nogen steder for at mødes og Hans havde ikke familie i Aarhus, så denne udvej kunne ikke bruges til at holde juleferie. Hans havde dog fået arbejde igen i Zoo,både i påskeferien, og i Pinsen, hvor der kom mange gæster i haven, -og i den lange sommerferie.

De glædede sig selvfølgelig meget til at kunne mødes igen i disse ferier og det gav sig tilkende i deres breve. – Nu var der pludselig tre små xxx under deres underskrift.

Dette internationale tegn, var her i begyndelsen nemmere at bruge, end direkte atskrive ”tre kys fra mig”.

I ferierne mødtes de så igen, efter de mange måneders brevskrivning. De var begge to lidt generte ved det første møde. - Havde de mon i deres ensomme kærlighedslængsel skrevet for intimt i deres breve? – Havde modparten helt forstået og godkendt den kærlighed der lå i vendingerne?

Men da de genså hinanden, den første dag, hvor Hans arbejdede i Påsken, kunne de ikke lade være med spontant at

omfavne hinanden. – Selvfølgelig i al ærbarhed, da der jo var mange gæster i den zoologiske have.

- Et kys kunne det ikke blive til, her i fuld offentlighed.

Den sommer mødtes de så tit de kunne. Om aftenen, når Rikke havde fri og den zoologiske have var lukket, gik de ture sammen på stierne i den omkringliggende skov.

– Men Rikke lokkede ligeså tit Hans med ned i havnen, hvor Rikke så kunne udpege skibe, som hendes far havde fortalt om og fortælle Hans om disses formål, og om hvorhen de sikkert sejlede med landbrugs- og industrivarer fra Danmark. – Men mest spændende var det dog at finde ud af, hvilken last de kom med, for det kunne tit være noget spændende og eksotisk som for eksempel kokosnødder.

Oppe i Jægergårdsgade, og nede på selve havnen nedenfor, lå de store oliefabrikker. De lavede olie og foderstoffer af kokosnødder, som de lossede nede i havnen ved deres store siloer. I den del af havnen var der altid en særlig lugt, som bestemt ikke alle beboere i kvarteret kunne lide. Det var den stramme lugt af kokosnødder der blev forarbejdet.

På særlig vindstille dage var hele midtbyen rigtig plaget af lugten, der hang som en stram dyne om husene, men man var nødt til at finde sig i det og vænne sig til det, for oliemøllen var en stor arbejdsplads og gav mange indtægter til byen.

Byens børn var i øvrigt glade, når disse kokosnøddeskibe kom og lossede de knækkede brun-hvide kokosnøddeskaller. Det rygtedes lynhurtigt, når et sådant skib ankom, fordi børn, der boede ved havnen fortalte om det i skolen.

Losningen foregik med kraner, der havde en stor grab hængende i kraftige kabler. Kranen svingede den åbne grab ud over det åbne lastrum i skibet, sænkede den ned i lasten, hvor den lukkede sig og tog en ordentlig mundfuld af de knækkede kokosnøddekerner.

Nu blev den hejset op igen og svunget ind over kajpladsen og op på et transportbånd, eller ind over en af Mack lastbilerne, hvor de blev læsset af.

Under denne manøvre kunne det ikke undgås, at grabben tabte nogle af de dengang, for almindelige mennesker, sjældne kokusnødderester.

Som barn lå Rikke og nogle af børnene fra Sjællandsgade, på lur bag hjørnet af den store hvide lagerbygning. - Når så kranen kom ind over kajen og der faldt kokosstykker ned, var det med at være hurtig, for det var strengt forbudt for børn, at befinde sig under kranerne, når de arbejdede, da der kunne falde retstore partier ned, som let kunne smadre hovedet på et barn.

Det gjaldt nu om at finde de mest hvide kokusrester, da de brune var for indtørrede til at lave kokosmel af. Kokosmel var nemlig hele fidusen. Kokosnødder var meget sjældne, så

kokosmakroner var kun noget, børnene havde hørt deres forældre fortælle om. -De smagte helt fantastisk og eksotisk.

Det ville børnene selvfølgelig gøre alt for at smage og det var derfor de var meget dristige nede på havnen, skønt arbejderne, der skulle holde dem væk, råbte og skældte, når de så børn på kajen.

I begyndelsen løb nogle arbejderne endda efter dem, men det opgav de dog hurtigt, for de kunne jo slet ikke hamle op med børnenes rappe bare fødder, når de selv kom i deres tunge træsko, så til sidst råbte de kun efter dem. - Så havde de nemlig deres samvittighed ren, hvis der skulle ske en ulykke.

Hjemme i børnenes hjem rev deres mor kokosnødderne på et rivejern og lavede derved kokosmel og bagte så de eftertragtede kokosmakroner, som børnene spiste, mens de tænkte på de eksotiske lande hvor kokospalmerne, - som de aldrig havde set i virkeligheden, groede i skove med vilde dyr. - En sådan kokosmakron, hvortil der er gået så mange anstrengelser og tanker, smager helt fantastisk for et tiårs barn.

Alle disse oplevelser som barn fortalte Rikke ivrigt Hans om. Hun havde, som barn, tit snuset rundt i havnen sammen med et par veninder. Hun var jo blevet inspireret af sin fars fortællinger og lod disse gå videre til sine kammerater.

Hans fortalte om sine udenlands rejser med sine forældre. Hans far, der jo var ansat i staten, var tit på udenlandske tjenesterejser, og her havde han sommetider selv betalt for at have både sin kone og to børn med. Hans havde en lillesøster på Rikkes alder, der hed Gerda. De havde besøgt alle de berømte steder og store museer i Europa. Hans far rejste mest på fastlandet og i England.

Hans kunne derfor fortælle Rikke, hvordan det føltes at være helt oppe i toppen af Eiffeltårnet, hvis top kunne svinge op til en meter i blæsevejr.

Han kunne fortælle, hvordan det var at køre i Metro i Paris og om at sejle på Seinen forbi Notre Dame og Eiffeltårnet.

Han havde også været i Rom, og set det imponerende Colosseum, hvor der havde fundet så mange gladiatorkampe sted og hvor der var udgydt så meget kristent blod, da man dræbte de mange kristne i arenaen. – Han havde gået i ruinerne på Forum Romanum i det gamle Rom og det havde været en spændende oplevelse.

Hans havde nemlig også en levende fantasi, dog ikke så sprudlende som Rikkes, der havde fået frit løb i hendes barndom. Kun hendes mor havde sommetider forsøgt at bremse hende lidt, når det gik for meget over gevind.

Hans drømte om, at han i fremtiden, når han var færdig med at læse, ville have et arbejde i en stor Zoologisk have i et spændende land. Gerne i Brasilien, hvor han kunne være tæt på de store urskove omkring Amazon floden.

I disse uudforskede regnskove kunne man stadig finde mange dyrearter, somman ikke før havde kendt til. - Så det lød for ham utrolig spændende.

Hans fortalte, at hans allerstørste drøm var, at være den første til at finde en sjælden art, der så måske ville blive opkaldt efter ham. At få en ny dyreart opkaldt efter sig, var nemlig mange zoologers højeste drøm.

Det havde han opdaget under sine studier, så derfor var det også hans højeste ønske i sit arbejde.

Mange zoologer blev dengang af deres arbejdsgivere sendt ud i vildmarker i uudforskede områder. Her skulle de leve på feltfod eller blandt indfødte folkeslag, hvoraf mange ikke før

havde set hvide mænd, og man derfor ikke bestemt vidste om de var venligsindede.

For en ung mand lød det vildt udfordrende og dristigt, fordi det også kunne være farligt. Mange helt unge mænd har gennem tiderne nedvurderet risikoen ved farlige ting.

– Hvis spændingen var stor nok, foretrak de dén og nedvurderede faren. I den alder har man en kæmpestor selvtillid og vovemod. - Man kaster sig bare ud i det og er slet ikke i tvivl om, at man selvfølgelig nok skal klare det.

- Det kaldes også noget andet, - nemlig dumdristighed.

Når Hans, med strålende øjne fortalte om sine fremtidsplaner, sad Rikke og hørte efter med store øjne og ligeså stor begejstring. For det var jo netop lige det, hun selv drømte om, men kun havde så få muligheder for at kunne realisere.

Hun havde for længst erkendt, at hun nok allerede nu havde mødt sit livs kærlighed. Hun kunne slet ikke forestille sig, at hun nogensinde kunne komme tilat elske andre end Hans.

Hans var i bund og grund et åbent og ærligt menneske. Hans karakter var nobel og reel. Hans type ville hun aldrig have truffet på nede i sit gamle kvarter, så hun priste sig lykkelig over, at hendes arbejdsplads var kommet til at ligge lige ved den zoologiske have, for ellers ville hun aldrig have mødt Hans.

Hun kunne naturligvis heller ikke lade være med at forestille sig, at de blev gift og sammen rejste verden rundt og oplevede spændende ting. Det ville være toppen af et godt og spændende liv, men det ville nok også være alt for store drømme og for store mål.

- Det ville vist blive en lang og besværlig vej, og der skulle ikke mindst held til, før disse drømme skulle blive til virkelighed.

Hans havde ganske vist aldrig talt om, at de skulle forlove sig, men det ville være mest naturligt, at det var ham der tog initiativet, syntes hun trods alt.

Hans’ tanker om deres første møde var noget tilsvarende. Hvis han ikke havde fået arbejde her i Aarhus, ville han aldrig have mødt sin drømmepige, som han altid i sine egne tanker kaldte hende.

I hans øjne var Rikke helt anderledes end de piger han havde mødt isin egen omgangskreds.

Disse var nemlig, - for det meste, ligesom pigerne i Sjællandsgade, tit kun optaget af at finde og gifte sig med en så veluddannet og velhavende mand som muligt.

Helst en fra de allerfineste kredse i det bedre borgerskab i København, for så ville de aldrig få økonomiske problemer.

Han skulle selvfølgelig helst ikke være for gammel og måtte gerne se lidt godt ud, men dette kom i anden række, for de fleste var det nok, bare han var velhavende.

– Dog skulle det helst ikke være en enkemand, som enkelte lod sig nøje med. Den eneste fordel ved det var, at han måske døde, mens de stadig var unge og nu rige, for så kunne de selv finde en passende mand på deres egen alder, eller endda yngre.

Der var selvfølgelig også masser af ordentlige mennesker, men der herskede tit en vis kynisme i de kredse.

De ville helst bo i en stor villa og have tjenestefolk. For dem ville det være den topmålte lykke. De tænkte slet ikke på, at dette liv tit er meget kedeligt og indholdsløst udenfor de store fester og selskaber, hvor de kunne brilliere i nye flotte rober og glimtendesmykke.

Hverdagen uden at have noget at tage sig til, kunne derfor let blive kedelig og trist trods deres velstand.

Hans vidste, at den slags tænkte hans Rikke slet ikke på. Hun passede sit arbejde og fandt ikke noget nedværdigende i at være tjenestepige.

For Rikkes vedkommende læste hun i sin fritid næsten altid spændende bøger, og var optaget af at tænke over de ting hun læste. Var det rejsebeskrivelser, kunne hun med sin livlige fantasi, leve med i beretningerne, og hun kunne let, for sit indre blik, se de panoramaer der blev beskrevet.

Hun havde tidligt i sit liv opdaget, at hun havde et naturtalent for at tegne. Da hun gik i skole, havde hun tit tegnet sine kammerater og sommetider sine lærere. Nogle gange solgte hun disse vellignende tegninger og fik på den måde lidt lommepenge selv, for det havde hendes mor slet ikke råd til at give hende.

Hun havde også tegnet et meget vellignende billede af sin mor, der ellers til daglig så lidt træt og forslæbt ud, men på billedet havde Rikke slet ikke tegnet det udtryk, men lod portrættet vise moderen, som Rikke kendte hende, når hun så glad og lykkelig ud.

Det portræt holdt moderen meget af og hun havde endda ofret at lade det indramme, skønt det havde været meget dyrt for hende. Nu hang det på den fineste plads i deres lille stue på kvisten nede i Sjællandsgade. De få gange der kom gæster, lidt familie og naboer, kiggede disse altid, - som det første, på billedet og sagde: - Hvor er det davellignende. – Det er vel nok en dygtig datter du har. - Så blev Rikkes mor stolt og varm om hjertet.

Hun havde også for længst tegnet ”sine børn”, de tre små i grossererfamilien. Disse tegninger havde fruen fået indrammet og hængt op på børneværelset.

Når hun nu, som voksen, læste i sine bøger, fik hun også sommetider lyst til at tegne det hun læste, og i sin livlige fantasi overgik disse tegninger ikke så sjældent det hun læste.

Hans havde også Rikkes tegning af ham hængende, men Rikke ville ikke lave et selvportræt. Det havde hun ligesom ikke lyst til, for hun så ikke på sig selv med samme øjne, som Hans gjorde.

Hans havde så overtalt Rikke tilat få lavet et portrætfoto af hendeinde hos det fine fotoatelier på Sønder Allé i Aarhus, mens fregnerne endnu stod i fuldt flor.

Hans elskede de fregner fra første gang han så dem.

Fotoet havde, nok ikke mindst på grund af det flotte hår, været udstillet i stor størrelse i vinduet i et par måneder.

Dette foto havde han nu hængende hjemme på sit værelse i København. – Når han var på arbejde i Aarhus havde han jo Rikke in natura.

Hans havde også allerede i sine egne tanker om fremtiden giftet sig med Rikke. - Han kunne slet ikke forestille sig andet.

Han så allerede for sig, at de sad ude i en landsby i en eller anden urskov og kunne se Rikke sidde og tegne landsbyen og dens indbyggerne. Han ville skrive en bog om deres oplevelser og den skulle illustreres med Rikkes fine tegninger. - En sådan bog kunne ikke andet end blive en ”Bestseller”, mente han bestemt, og de ville begge blive berømte og få råd til flere rejser.

Disse tanker fortalte han nu ikke til Rikke, for det første mindede det lidt om historien ”konen med æggene”, og for det andet, havde han jo ikke friet endnu og han vidste slet ikke, om Rikke ville sige ja, hvis han spurgte.

I sit sind var han dog ikke i tvivl om dette, men man skal aldrig gøre regning uden vært, så han nævnte aldrig forlovelse og giftermål. Han turde simpelthen ikke af skræk for at få et negativt svar. – Han havde tit læst, at kvinder sommetider kunne være helt uberegnelige, men den opfattelse havde han nu ikke fået af Rikke i den tid de havde kendt hinanden, men han ville vente til en gunstig lejlighed, eller at Rikke selv kom ind på emnet eller blot antydede det mere eller mindre bevist.

Hans plan var, at de godt kunne være forlovede i et par år, indtil han blev færdig med at læse og fik en stilling, så han kunne forsørge en kone.

Før i tiden var den slags forlovelser helt almindelige og parterne ventede tålmodigt på hinanden, dog med en vis moralsk overvågning fra familien. - Det ville nemlig ikke være velset med en skandale i en ellers god familie.

Rikke var faldet godt til i sin grossererfamilie. Herren og fruen var rare og godhjertede, men Rikke passede også sit arbejde til fulde og lidt til, for nu, hvor hun havde sin Hans, spildte hun ikke tid på at jagte rundt efter en kæreste, som mange af hendes jævnaldrende ville gøre. Hun koncentrerede sig om ”sin familie”, som hun kaldte dem.

Børnene elskede hende og kom sommetider ligefrem til at kalde hende mor ifarten, men blev så straks rettet af Rikke.

Om aftenen spillede hun ludo og andre spil med dem, det elskede de. Der var f.eks. ”Gunnar Nu” spillet, opkaldt efter en populær sportsjournalist. Man havde hver en brik med en snor stående inde i en cirkel. Når så opråberen sagde: - Ikke NU, men --- NU, skulle man trække brikken så hurtigt væk, at den ikke blev fanget af opråberens bæger, som han knaldede ned over cirklen. - Det gav megen latter. Rikke var også sommetider med på udflugter i familiens bil. Både til Himmelbjerget og til andre af de mindre købstæder i Midtjylland, når der var havnefester og lignende. Engang var de hen på sensommeren til ”Ambulancedag” i Hobro. Det var en stor festdag i byen. Den var startet engang i 20’erne, da byen manglede en rigtigambulance-automobil.

De første fire år gik så godt, at der blev råd til at købe en fin ny amerikansk Buick årgang 1928. Bilen blev ombygget hos en stor karetmager i byen til ambulance for Hobro sygehus. Bilen kørte som ambulance i mange år, til helt op i50’erne.

Disse biludflugter havde været spændende for Rikke, for hun var for det første slet ikke vant til at køre i en bil. Hun havde rent faktisk kun kørt i en bil

én gang før, og det var, - da der midt om natten kom bud omme fra ”Skipperhuset” om, at de skulle komme og hente hendes far, da han var blevet for fuld til selv at kunne gå hjem ved egen hjælp. Da havde værten på beværtningen lagt ud til en hyrevogn, mod at Rikkes mor havde lovet at komme og betale næste gang hun fik løn.

Hun havde heller ikke været udenfor byen ret meget, men havde dog været med på skoleudflugter til byer i Midtjylland og en af dem havde netop været til Himmelbjerget.

Hun husker den tur ganske tydelig, for, mens mange af hendes skolekammerater havde penge nok med, til både lidt slik og måske endda en himmelbjergstok, havde hun kun haft penge med til at kunne købe en gul citronsodavand med patentprop.

Den var fra Vejle, kunne hun huske og

Skipperhuset

smagte ikke nær så godt som dem ude fra Skt. Nicolauskilde i Aarhus.

De var nemlig lavet af vand fra den berømte Skt. Nicolauskilde på Strandvejen der var opkaldt efter ”Hellig Niels” der levede i middelalderen, hvor han havde udøvet mirakler på stedet.

Men på turen med sit herskab til Himmelbjerget var der ingen smalle steder. De var først kørt til Silkeborg og derfra var de sejlet med, - den allerede dengang berømte, hjuldamper ””Hjejlen” til foden afHimmelbjerget.

Da det nu var blevet frokosttid fik de alle her en dejlig frokost i den romantiske restaurant ”Hotel Julsø” der lå ved foden af Himmelbjerget og ved hjuldamperens landingssted.

De var derefter vandret op ad de stejle stier til toppen, hvor de nu svedige børn og voksne hver fik en stor isvaffel med jordbæris og flødeskum. Derefter gik de hen til tårnet og op i det, og så den store flotte udsigt over Julsø.

Bagefter gik de tilbage til de små boder med de souvenirer, som tusindvis af skolebørn fra hele Danmark gennem generationer også har besøgt. Her har de brugt deres medbragte formue til et lille minde om dagen til deres mor, eller til at stille på kommoden derhjemme.

Disse souvenirer var som regel håndlavede og kunne være hugorme lavet af snoede trægrene, træfløjter, træpapirknive med udskårne dyrehoveder, eller måske en lille træmodel af Himmelbjergtårnet.

Men den mest berømte og ældste souvenir var dog den berømte ”Himmelbjerg stok”.

I en af boderne stod i mange år en ældre mand med meget små arme. Rikkes børn blev lidt forskrækkede, da de så hans små arme, men da han var en meget børnevenlig mand, gik det snart over og han fik dem let til at udpege lige netop den stok, eller den ting de allerhelst ville have. En kukkuk fløjte, et stoppeæg, en stok eller en af de mange andre ting. De to store børn i Rikkes ”familie” fik hver en stok. - Den lille fik en kukkuk fløjte.

Himmelbjergstokken var gennem mange år den mest solgte souvenir i Danmark. Alle børn der overhovedet havde råd, skulle have en Himmelbjergstok.

Derefter gik de det korte stykke op til den store restaurant, der ligger på pladsen ved parkeringspladsen og de mange toiletter.

Da det var sommer, var der udendørs servering og her fik de voksne kaffe med kager. - Børnene fik selvfølgelig sodavand og en isdessert.

Derefter vandrede de ad den lange lyngklædte skråning ned til foden af Himmelbjerget igen og kom med ”Hjejlen” tilbage til Silkeborg, hvor deres bil ventede.

- Det havde i Rikkes øjne været en fantastisk udflugtsdag, som hun ville huske iresten af hendes liv. --o0o--

Om sommeren, havde Hans’ forældre fulgt med ham over, for atse hvor han arbejdede.

De havde jo også bemærket, at Hans skrev med en pige i Aarhus, og da Hans i sin begejstring og store forelskelse, beskrev denne pige, - næsten lidt for fantastisk, og at han anså hende som pigen i hans liv og pigen som han gerne ville forlove og gifte sig med, - ja så er det klart, at de gerne ville se dette ”vidunder” med deres egne øjne.

Hans havde godt nok vist sine forældre det smukke foto af Rikke, - og smuk, det var hun, det kunne de godt se, men det viste jo ikke noget om pigens indre væsen og hele fremtræden, og det var efter deres mening langt det vigtigste gennem et langt liv. De var lidt nervøse for, at han blot var blevet forblændet af hendes smukke udseende.

Hans havde også, - på deres spørgsmål om Rikkes herkomst, glad fortalt dem, at hun kom fra et arbejderkvarter i Aarhus, men det bar hun slet ikke præg af.

Hun havde læst mange gode anerkendte bøger og kunne derfor, på et pænt sprog, der ganske vist var lidt jysk, - tale med om lidt af hvert.

Han fortalte også, at hun var i huset hos en stor og velanset grossererfamilie i byen, og at de var vældig glade og tilfredse med hende.

Hans, der somme tider havde været med nede og besøge Rikkes mor, fortalte, at hun kom fra en kristen familie på landet og var et venligt og ordentligt menneske, selvom hun ikke var så uddannet. Rikkes far sejlede på langfart, så han var næsten aldrig hjemme. - Ham havde han ikke mødt.

Han havde kun set et ungdomsbillede af ham, fra hans tid i marinen.

Forældrene fulgte derfor, - som allerede fortalt, Hans over til Aarhus. De ville blive boende i byen et par dage og overnatte på et hotel og besøge byens fine teater nedeved domkirken.

De aftalte med Hans, at det nok var bedst, at de alle skulle mødes i den zoologiske have. Her var Rikke ligesom hjemmevant,så omgivelserne ville ikke væreså forstyrrende.

De var godt klar over at en ung pige altid ville være nervøs, når hun skal møde sin kærestes forældre for første gang, så derfor tog de dette hensyn.

I tiden op til mødet var Rikke selvfølgelig virkelig nervøs. For Hans’ familie var jo en dannet og belæst overklassefamilie. –Hvordan ville de mon modtage en pige fra arbejderklassen. Ville de være hovne og nedladende? - Ville de se på hende med kritiserende blikke, for selv om hun ville vaske sit lange hår og tage sin allerfineste irgrønne kjole på, ville den sikkert ikke engang være så fin som nogen af deres?

Da hun havde fortalt Hans om sine tanker havde han forsikret hende om, at det ville de aldrig gøre, for i deres øjne gjaldt det slet ikke så meget om herkomst, men mere om hvad slags menneske man var. - Lige præcis derfor, behøver du slet ikke at være nervøs. - De vil elske dig fra det øjeblik de ser dig, forsikrede Hans.

Rikke var nu ikke så overbevist, for Hans var jo lidt forblændet af sin store forelskelse, så det var ikke helt sikkert, han så så klart, som han selvtroede.

Dagen kom, og det store besigtigelsesmøde, - som Rikke følte det, - skulle finde sted. Heldigvis var der dejligt solskin, så Rikkes skinnenderøde hår ville rigtig komme tilsin ret.

Hun var ganske vist lidt bleg, syntes hun, da hun så sig selv i spejlet før hun gik over tilmødet.

Da hun kom gående op til mødestedet, havde hun regnet med, at hun og Hans skulle mødes og tale lidt sammen først, før han kaldte på sine forældre, men Hans havde planlagt det anderledes.

Han havde altid syntes, at hun så særlig smuk ud, når hun forventningsfuld kom gående ham i møde, så netop på denne måde ville han præsentere Rikke for sine forældre.

Det er jo nemlig en urgammel sandhed, at det allerførste indtryk, man får af et menneske, man ikke har mødt før, sætter sig i sindet for resten af livet.

Så de havde alle fire, forældrene, lillesøsteren og Hans, sat sig på en bænk på den anden side af en åben plads, som Rikke ville komme gående henover.

Rikke fremstod virkelig flot i solskinnet i sin irgrønne kjole, der stod så godt til hendes kobberrøde hår. – Hun havde dog en vis distance udtrykt i sit ansigt, som om hun tænkte: - Jeg er altså ikke et stykke kvæg der bliver vist frem ved et dyrskue. – Hvis I kan lide mig, er jeg glad, men hvis ikke, vil jeg altså ikke forsøge at indynde mig hos Jer. – At I ved det.

Men denne lidt reserverede udstråling gjorde hende kun mere elegant, og det forsvandt da også hurtigt, da Hans sprang op og glad løb hende i møde, tog hendes hånd og førte hende hen til sine forældre til den endelige præsentation.

Rikke havde slet ikke haft grund til al sin forsvarsposition, for alle tre i familien lyste op istore smil.

De kunne nu sagtens forstå deres søns betagelse af denne unge kvinde, og hvis hun havde et ligeså godt væsen, som han havde beskrevet, ville det være en dejlig svigerdatter at få.

Først hilste hun på Hans’ far, der gav hende et varmt håndtryk og endda brugte begge hænder. Så hilste hun på hans mor, - som først kiggede varmt ind i øjnene på Rikke, som om hun derigennem ville læse hendes indre.

Derefter kunne hun slet ikke lade være med at give Rikke en varm omfavnelse og et klem.

Lillesøsteren, der var på samme alder som Rikke, var også glad. For hende ville det næsten være som at få en søster og hun kunne slet ikke lade være med at føle på Rikkes flotte hår og kigge beundrende på det.

Efter en lille rundtur i den zoologiske have gik de over på den anden side af vejen og fik eftermiddagskaffe på den fine skovrestaurant.

Snart gik snakken livligt og utvungent. Rikke faldt forbavsende hurtigt ind i familien, og da dagen var gået, følte hun næsten, at hun havde kendt dem i lang tid, skønt hun før i dag kun havdehørt, hvad Hans fortalte om dem.

--o0o--

Nu var der ikke noget der kunne forhindre dem i at forlove sig, så den tredje sommer, Rikke og Hans havde kendt hinanden, tog Hans endelig mod til sig og friede til Rikke, og det endda på den helt gammeldags måde, med knæfald midt på skovstien under en spadseretur. Han fik et glad ja, og de forlovede sig den dag Rikke fyldte 17 år.

Rikke var blevet hos grossererfamilien, der havde givet hende lønforhøjelse, da de hørte Rikke måske snart skulle forloves. Børnene ville blive kede af det, hvis hun skulle rejse fra dem. Det var forældrene klar over, så derfor gav de hende lidt ekstra i løn, for måske på den måde at få hende til at blive lidt længere. - Måske til alle børnene var kommet i skole.

Rikke var for længst begyndt at samle på udstyr. Det gjorde man tidligt dengang, for var man først blevet gift og måske fået børn, blev der sjældent råd til den slags i almindelige familier. - Det skulle man helsthave med sig, når man blev gift.

Hun købte solide stofduge til fint brug. Til daglig brugte man altid voksdug, der let kunne tørres af, hvis man spildte på dem. Hun købte gode lagner og pude- og dynebetræk, samt håndklæder og viskestykker. Disse sidste ting var noget man skulle bruge i hverdagen, så de skulle først være på plads. Så måtte de mere luxusprægede ting vente tilsenere.

Med den ekstra løn, kunne Rikke nu ovenikøbet begynde på at samle på lidt finere sølvtøj. Det kunne selvfølgelig kun blive til to tårnet, da tretårnet i helt rent sølv ville blive alt for dyrt. - Det var kun noget definere familier havde. --o0o--

Pludselig en dag var Hans færdiguddannet og havde fået sin eksamen. Hans store drøm om at komme til et eksotisk sted havde dog lange udsigter. Han blev nødt til at få noget mere erfaring i det praktiske, før nogen ville betale ham for at studere vilde dyr ude på deres levesteder, så han søgte en ledig zoologstilling i den zoologiske have i København og den var han så heldig at få,skønt der var flere ansøgere. - Det skyldtes dog nok, at han havde haft feriejobs gennem flere år i Aarhus Zoo.

Han skulle sørge for de mange forskellige dyrs sundhed og ikke mindst, trivsel.

Han havde besøgt den store zoologiske have ”Hagenbeck” der lå i Hamborg, sammen med sine forældre på deres rejser. Her så han noget nyt. Dyrene havde fået store arealer, som de kunne gå ud i fra deres alt for små tremmebure.

Det var helt anderledes end f.eks. den zoologiske have i Aarhus.

Allerede dengang havde han lært, at vilde dyr vantrivedes i små udstillingsbure og da han holdt meget af dyr og altså var en stor dyreven, havde han altid haft ondt af dyrene i de danske zoologiske haver, der tit havde meget lidt plads at færdes på.

Den flotte indgang til Hagenbeck I ”Hagenbeck” havde han set, at når dyrene havde fået langt større arealer at udfolde sig i, var det tydeligt, at de trivedes meget bedre i de store områder, der mere lignede deres naturlige levesteder.

Samtidig med, var der også en stor sidegevinst ved de store habitater, for når dyrene trivedes bedre, fik de ligesom mere overskud i tilværelsen og de var begyndt at yngle i fangenskab. - Dette havde før itiden været ganske sjældent.

Den store zoologiske have i København, hvor han nu arbejdede, var ganske vist moderniseret lidt med udgangssteder til isbjørnene og de andre bjørne, og klovvildtet havde også fået små aflukker, hvor de kunne gå på

sandjord, så små fremskridt var der dog, men slet ikke nok, syntes Hans fra den første dag han var på arbejde.

I ”Hagenbeck” og Berlin var der allerede indført disse store savanne-lignende arealer til de afrikanske dyr og hver eneste gang der var personalemøde fremførte Hans, at man skulle søge om bevillinger til at udvide haven og derved skaffe mere plads til dyrene, der så ville trivedes bedre og måske endda begynde at yngle.

Hans tjente nu en ret god løn og han foreslog derfor Rikke at hun flyttede til København, for nu havde han råd til en lejlighed og at de derfor ligeså kunne gifte sig.

Men Rikke var lidt betænkelig. For det første var hun glad for ”sin grossererfamilie”, - og ikke mindst børnene, som ville blive meget kede af det, hvis hun rejste bort fra dem.

For det andet var hun nu tyve år og havde endnu ikke uddannet sig, så hun kunne tjene en ordentlig løn, og hun havde det meget svært ved at tænke på, blot at gå hjemme i lejligheden og vente på at Hans kom hjem fra arbejde.

Det var nemlig det helt almindelige dengang og det var noget de fleste almindelige piger var yderst godt tilfredse med, da de sjældent havde lært noget, ud over at være i huset som tjenestepiger. I langt de fleste tilfælde var deres fremtid planlagt i næsten alle detaljer. - De skulle få børn, passe hjemmet, og dermed basta.

Men Rikke var jo ikke en almindelig pige. Hun var jo arveligt belastet med en stor fantasi og rejselyst, så hun ville ligesom Hans gerne ud i verden og lære noget mere om livet under andre forhold end de danske.

Hun var simpelt hen bange for at hænge fast i ”husmoderdyndet” og da hun var godt nok begavet, havde hun fået stor lyst til at lære noget mere og uddanne sig til f.eks. geolog.

Geologi er læren om jordens opbygning, struktur, historie og processer, men hun havde slet ikke gået nok i skole til at kunne søge ind på et universitet, og hun havde heller slet ikke penge til at kunne studere.

Men hvis hun kunne gennemføre en sådan uddannelse, kunne hun måske følge med Hans rundt i verden, hvis hans store drøm gik i opfyldelse, om at blive udsendt til fjerne, lidt ukendte steder. På disse ukendte steder var der sikkert også meget at opdage for en geolog, da de måske aldrig var blevet udforsket før.

Det havde jo også altid været hendes store drøm, at rejse til fjerne ukendtesteder.

Da Hans’ mor hørte om Rikkes planer, ville hun rigtig gerne hjælpe hende, så hun undersøgte alle muligheder for, at Rikke kunne komme på en specialskole, så hun fik indhentet de kundskaber der krævedes for at komme på universitetet.

Hun talte med sin mand om at finansiere Rikkes skolegang, hvis hun selv havde lyst til dette.

Hun kunne så flytte til København og bo sammen med Hans i hans lejlighed.

Det ville selvfølgelig være bedst, hvis de giftede sig først. Dengang flyttede man ikke bare sammen, selvom man var forlovede. Man var nødt til følge reglerne for at holde en vis respekt i det samfund man levede i.

Hendes mand var straks med på ideen, da han helt fra starten havde set, at Rikke var den rette svigerdatter at få, så han ville meget gernevære med til at fremme hendes lykke.

Forslaget blev fremlagt for Rikke under et besøg en jul hos Hans’ forældre i København.

Rikke følte sig meget beæret over det generøse tilbud, men alligevel var hun stadig betænkelig. Hun var slet ikke vant til at få noget så stort foræret og det forpligtigede også ihøj grad.

Én ting var selvfølgelig, at hun havde stor lyst, men var hun nu også dygtig nok til at kunne gennemføre et så stort studium som geologi?

Der ville jo gå nogle år før hun var færdig. Først skulle hun gå mere i skole og blive student. Derefter skulle hun så begynde sit studieog igen læse iflere år.

Det lød mere og mere uoverkommeligt for en lille rødhåret pige fra den folkelige Sjællandsgade i Aarhus, men heldigvis kunne de let leve af den løn Hans tjente, når hendes svigerforældre samtidig betalte for studierne.

Hans skulle også have lidt flere år på bagen i den praktiske gerning som zoolog, så når hun var færdig om nogle år, var tiden måske netop moden til, at de kunne rejse ud sammen.

Men skulle Rikke flytte til København, var hun jo nødt til at forlade sin mor og de små børn ifamilien hvor hun tjente.

Hendes mor forklarede Rikke, at hun selvfølgelig ville komme til at savne hende, men at det dog kun var til København og ikke til udlandet hun flyttede, og at de stadig kunne skrive sammen.

Hun kunne så selv søge den plads, som hun tit havde tænkt på, som husholderske. Her kunne hun få både kost, logi og lidt løn, så hun for første gang i hendes liv ikke skulle vende og dreje hver eneste øre og spekulere på om hendes mand sendte penge nok hjem til huslejen.

Usikkerheden om det sidste havde altid givet hende mange søvnløse nætter med store spekulationer. Hun havde også altid ønsket sig væk fra det lidt berygtede kvarter med de ”løse” kvinder. Når hun fortalte, hvor hun boede, havde nogle mænd straks kigget noget undersøgende på hende, og det havde hun altid følt stort ubehag ved.

Alt dette kunne hun nu slippe for og lade sig skille fra sin mand, så hun ikke risikerede, at han en dag, når han blev gammel, kom hjem. For han ville helt sikkert tyrannisere hendemedsit temperament og sit drikkeri. - Dette rædselsscenarie havde altid ligget i hendes underbevidsthed som en stor trussel, så det alene, ville være en stor lettelse i hendes tilværelse at blive fri for. Hun kunne i så fald se frem til en rolig og sikker tid i de sidste år af sit liv, og det, - følte hun selv, trængte hun virkelig til.

Alt dette fortalte hun til Rikke, for at Rikke ikke skulle føle, at hun efterlod sin mor ensom tilbage i Aarhus. For selvom Rikke flyttede og moderen ville savne hende, ville hun vide, at hendes mor fik en langt mere tryg og stabilalderdom.

Rikke vidste også, at en mor altid ønsker det bedste for sit barn og derfor gerne ofrer lidt på det alter, og her var der tydeligvis store fordele for begge.

Rikke besluttede sig derfor til at tage den store omvæltning i sit liv. Hun ville også gerne giftes, flytte til København og begynde at læse, så hun sagde glad ja tak til det generøse tilbud fra Hans’ forældre.

For det første havde hun stadig sin store nedarvede eventyrlyst og drømte stadig om at komme ud i verden.

For det andet, havde hun nu også fået en stor trang til at lære noget mere om jordkloden, dens opståen og aktiviteter.

Hun syntes f.eks., at vulkaner var yderst spændende forekomster. Nogle var ret regelmæssigt i udbrud og andre var totalt uforudsigelige og kunne pludselig eksplodere med stor kraft og med katastrofale følger.

Hun syntes også, at de tektoniske pladers bevægelser og deres følger, var meget spændende, så hun glædede sig til at begynde på studierne.

Men det ville blive svært at sige farvel tilde tre børn i villaen.

Det havde dog i de sidste par år ligesom ligget i luften, at de kunne risikere, at Rikke forlod dem, da hun nu var blevet forlovet og engang skulle giftes. Det vidste de godt, men de havde udskudt tanken, som noget der skulle ske langt ude i fremtiden og ikke lige nu.

Den uundgåelige dag kom dog, da Rikke fortalte sine arbejdsgivere om sin store beslutning og derfor sagde sin plads op.

Det skete på et familiemøde, hvor begge forældre og de tre børn var tilstede. Der var en lidt trykket stemning, men de var alligevel også glade på Rikkes vegne.

Som afskedsgave gav forældrene Rikke en stor kostbar zinkfarvet Georg Jensen damaskdug, med spændende H.C. Andersen motiver indvævet i dugen.

Den var til helt fint brug på et stort bord i Rikkes fremtid, for da hun nu blev gift ind i en fin og god familie, regnede de med, at Rikke en dag ville få brug en sådan dug.

Var der børn og andre gæster med ved bordet, kunne man så bruge tiden, medens man ventede på desserten, til at genkende H.C. Andersens eventyr imotiverne.

Rikke havde også afskedsgaver til familien, for hun havde lavet nye tegninger af børnene, som de nu så ud, hvor de er blevet lidt ældre.

Hun havde også tegnet to lidt større portrættet af forældrene og da de var yderst vellignende blev de meget værdsat.

Forældrene takkede hende og fortalte, at de havde været både glade og taknemmelige for den indsats hun havde ydet, i den tid hun havde tjent hos dem. For dem var hun nærmest blevet opfattet som et familiemedlem og ville blive næsten umulig at erstatte.

For en sikkerhedsskyld gav de hende en meget flot skriftlig anbefaling med. - Det så ganske vist ikke ud til, at hun fik brug for den, men for en sikkerheds skyld.

Måske kunne den dog gøre gavn, når hun skulle søge ind på den private specialskole, hvor Hans’ mor søgte om hendes optagelse. --o0o--

Rikke flyttede nu til København og boede de første uger i et værelse hos Hans’ forældre.

Hans søgte en lejlighed, men det ville være meget nemmere, hvis han var gift, så hans og Rikkes bryllup blev fastsat til foråret, så de kunne flytte ind i en lejlighed lige efter sommerferien.

Rikke var blevet optaget og var begyndt i skolen kort efter hun var kommet derover. Da hun jo var meget åben og særdeles flittig, faldt hun straks godt til i klassen, skønt hendes aarhusianske sprog i begyndelsen fik hendes klassekammerater til at trække på smilebåndet, men hun blev slet ikke drillet.

Der havde været små tilløb til dette, men de blev hurtigt bremset,når vedkommende så ilden blive tændt i Rikkes øjne.

Rikke havde i øvrigt et godt sprogøre og hun var i forvejen næsten tosproget, idet hun mest talte det sprog hun havde lært af sin mor, som var en blanding af aarhusiansk og sproget på Randerskanten, hvor hun kom fra.

Det andet sprog hun også var blevet nødt til at kunne, var sproget nede på gaden i Sjællandsgade. Det var et meget mere kontant sprog, men Rikke undlod dog altid de mest sjofle gloser. -Dem ville hun ikke tage isin mund.

Her i København lærte hun meget hurtigt at finde tonearten og udtrykkene i det sprog der blev talt i skolen og hjemme hos Hans’ forældre. Der var jo også to sprog i København. Et mere kontant på gaden, ligesom i Aarhus, men da Rikke næsten aldrig færdedes i de kredse, brugte hun ikke noget herfra.

Både blandt lærere og elever blev man hurtigt klar, at Rikke var lidt speciel i den forstand, at hun altid gik målrettet efter noget, hun havde sat sig for.

Hun brugte ikke tid på småpjat, men var dybt koncentreret om lige netop den opgave, hun nu var i gang med. Hun ville lære så meget, så hurtigt som muligt, for at komme videre og få den studentereksamen der krævedes, for at hun kunne begynde at studere hendes endelige mål, nemlig geologi.

Hans var glad for sit arbejde i Zoo og han kom sommetider hjem og fortalte om morsomme episoder han havde oplevet, når han færdedes rundt i haven.

En dag havde han set lille familie på to voksne og to børn der var på besøg i haven. De stod foran isbjørnegrotten og kiggede ned til isbjørnene. Moderen og den ældste kunne selv kigge ud over kanten, men den mindste, der var en lille pige på under et år, var alt for lille, så hende tog faderen op af barnevognen og holdt hende helt ud over cementkanten og ind over grotten, for hun skulle da også se isbjørnen, der stod nedenunder og tiggede kiks og hvad gæsterne ellers kastede ned tilden.

Omkringstående havde dog ikke nerver til dette syn. De bad ham derfor om at holde barnet på den her side af muren.

De var simpelthen bange for at manden skulle tabe det lille barn ned til bjørnen, og de syntes næsten også at isbjørnen stod og slikkede sig om munden. Den kunne sikkert godt tænke sig en lækker lille mundfuld baby. - Det smagte vel altid lidt af babysæl.

En anden lidt tragikomisk episode forekom en efterårsdag ved abegrotten. Der stod som sædvanlig mange menneske ved abegrotten og de lænede sig frem for at se hvad aberne lavede nede i bunden af grotten, for her var der altid mange aber, da folk kastede alle mulige abegodter ned til dem i form af nødder og lignende. Dette kunne man købe i små papirposer i kiosken.

Der stod også en ældre sortklædt dame med en fin og kostbar sort hat. Den havde et stort slør der hang ned foran. Hun lænede sig også frem. Hun var ligeså ivrig efter at se aberne nedei grotten.

De opførte sig nemlig somme tider meget naturligt og det var hun ikke blevet for gammel til at se.

Nu var hun så uheldig, at en bevægelse fra en af de andre tilskuere skubbede hendes fine hat af og den røg direkte ned i bunden af abegrotten.

Det var guf for rhesusaberne. Der blev et vildt slagsmål om hatten, men det endte med, at den dominerende han, - der havde set til oppe fra den øverste af klippehylderne, kom farende ned og tilegnede sig hatten.

Han sprang straks op på sin vante plads på klippen igen og prøvede hatten. Han var åbenbart godt klar over, at den skulle sidde på hovedet, for det prøvede han, men sløret irriterede ham, så det fik han efter flere forsøg revet af.

Han sad nogle øjeblikke og tronede med sin nye ”kongekrone”, men blev så hurtigt træt af det og smed den ned til sit folk, der så igen begyndte at sloges om hatten.

Dette resulterede i, at den mondæne og dyre hat på få øjeblikke var totalt sønderrevet. Den blev aldrig til hat mere.

Tilskuerne havde hele tiden moret sig højlydt under abernes forsøg på at sætte hatten på deres hoveder.

Den gamle dame havde i begyndelsen set endog meget forskrækket og bekymret ud, for hatten havde været dyr, men efterhånden som forestillingen skred frem, kunne hun godt se det morsomme i situationen og begyndte selv med at grine med. --o0o--

Rikke følte hun oplevede meget nyt, hver gang hun gik rundt i Københavns gader, og når hun og Hans gik søndagspromenade.

Søndagspromenade var nemlig noget mange mennesker altid gjorde. Man trak i sit stiveste søndagstøj og gik tur op og ned af de større gader og villaveje. Hele familien var med, og var der småbørn i barnevogn, var det selvfølgelig altid moderen der førte vognen.

Manden ville nemlig blive fuldstændig til grin, hvis han mødte nogle af sine arbejdskammerater. Det var nemlig det samme som at fortælle, at han var under tøflen og altså en ”tøffelhelt”.

Det rygte var noget af det værste, der kunne overgå en ærekær mand.

En dejlig sommerdag, hvor solen rigtig skinnede i Rikkes flotte kobberfarvede hår, - som hun havde ladet hænge løst ud over skuldre og ryg i store bølger, mødte de under deres promenade tur en kendt dansk kunstner.

Vedkommende standsede op og præsenterede sig, og stirrede beundrende på Rikkes flotte hår og sagde: - Det er et ualmindeligt smukt hår De har. – Det er vel ikke muligt for Dem at sidde model for mig en dag. – Jeg mangler nemlig et sådant smukt hår til en af mine helte i en billedserie jeg maler for øjeblikket? – Jeg har ledt i lang tid, men først i dag har jeg set det hår, jeg altid har drømt om at finde. – De vil selvfølgelig få et honorar for ulejligheden.

Rikke og Hans kiggede på hinanden. Hans kendte godt kunstneren af omtale, og han havde da også set enkelte af vedkommendes billeder, så han vidste, at det var en anerkendt og seriøs kunstner.

Han ville da være stolt af, at hans kones hår havnede på et stort maleriaf en dansk folkehelt, - men hvad sagde Rikke?

Rikke følte sig på en måde beæret, men også genert. Hun var slet ikke vant til at være i centrum på den måde, og spurgte forsigtigt om, hvad det gik ud på og hvad hun skulle gøre, hvis hun accepterede. – Hun havde ikke lyst til at lade sig udstille genkendelig på en kunstudstilling.

Det var meget enkelt. Hun skulle blot komme hen på kunstnerens atelier med nyvasket hår. Det var ligegyldigt, hvad tøj hun havde lyst til at have på den dag, for det var kun håret der skulle males. Hendes ansigt kom slet ikke med på billedet, da billedet af håret skulle bruges på en mand.

Rikke sad model nogle gange, men da hun så det færdige resultat, var det ikke helt som hun havde forventet, for man så ikke håret bagfra og ikke i dets fulde længde. Farven var heller ikke rød men blot mørkebrun.

Rikke mente at kunstnerens billede lignede en nyfortolkning af Balthasar Denners berømte maleri af Tordenskjold fra 1719, for profilen og håret sad på samme måde.

Kunstnerens billede blev dog aldrig offentliggjort, men Rikke mindedes altid episoden, når hun så en æske tændstikker, og lidt af hårets røde farve kom der da, for tændstikkerne lyser jo rødt, når de tændes.

Rikke og Hans havde besluttet ikke at få børn før senere hen i livet. De ville først forsøge at udleve deres ungdomsdrømme, og komme ud og se sig om i verden.

De fortsatte deres liv stille og roligt i denne periode. Rikke læste og læste og Hans gik hele tiden med nye planer om at forbedre forholdene for dyrene ihaven.

Ind imellem var de på familiebesøg hos Hans’ familie rundt om i landet og i København.

De besøgte også Rikkes mor, der nu havde fået en virkelig god plads hos et ældre velhaverpar ude i Brabrand. Hun trivedes godt kunne de se. Hun var kommet til at se en del yngre ud, nu hun ikke var så mager mere og ikke havde det lidt forpinte udtryk i ansigtet hele tiden. Det var de glade for. Hun var også ved at blive skilt fra Rikkes far, men det tog tid, da han var lidt vanskelig at få kontakt med,og ikke altid reagerede på deres henvendelser. Nu sendte han heller aldrig mere penge hjem.

Rikke havde dog skrevet til ham flere gange og fortalt, hvordan hendes liv nu udviklede sig. Hun sendte brevene til ØK-rederiet, på hvis skibe hendes far sejlede, men hun havde endnu aldrig fået et svar tilbage.

Endelig - efter nogle år var Rikke færdig med at læse og var blevet færdig som geolog med speciale i vulkaner.

Det havde dog været nogle hårde studier for Rikke, men med hendes gode intelligens og store viljekraft, var det lykkedes. Hun havde ikke ligget helt i toppen af klassen, men godt oppe i den bedre halvdel og det var hun godt tilfreds med, med sin baggrund.

Hans’ forældre havde været fantastiske til at bakke op, når det havde været lidt hårdt for Rikke, at komme igennem tiden før deforskellige eksaminer.

De var kommet til at holde meget af deres kvikke svigerdatter. De havde erfaret, at hun havde et ærligt og godt sind, samt en stor retfærdighedssans.

Hun hjalp gerne andre mennesker, hvis de led uret, selvom det tit gik ud over hende selv. Det er bestemt ikke alle mennesker der ejer denne evne, og det havde de lært at sætte pris på.

Hans’ forældre havde i mange år haft en nu midaldrende tjenestepige der sørgede for huset og madlavningen. Hun lavede fremragende hverdagsmad og kunne fremtrylle de lækreste retter, når der kom gæster og det var ligemeget om det var tilotte eller femogtyve personer.

Rikke bad sommetider, - både for at slappe lidt af i studierne, men ogsåfordi hun havde lyst, - om at få lov tilat hjælpe med i køkkenet. Hun ville nemlig gerne lære noget om den finere madlavning, som hun aldrig havde prøvet at lave derhjemme. Det ville hun kunne få gavn af resten af livet.

Hans var, gennem sit begejstrede og dygtige arbejde i den Zoologiske have, blevet lagt mærke til i zoologkredse, så han var blevet tilbudt gæsteforedrag på universitetet.

Da der var gået et års tid, kom der en forespørgsel fra det store danske handelsselskab Østasiatisk kompagni eller blot ØK. De havde en verdens omspændende handel, men handlede mest med varer fra østen.

De havde store kokosplantager i Indonesien og der var kommet klager over, at disse plantager generede det lokale vilde dyreliv i naturen. Det drejede sig især om sumatratigeren, orangutangen og skovelefanterne.

Man ville derfor, for at bevare sit gode ry, sende en erfaren zoolog derud, for atse om der var årsager tildenne påstand.

Man havde spurgt sig for og var blevet anbefalet netop Hans Holm, da han var kendt for, at gå særlig højt op i dyrs velfærd. Man ville nemlig have en fuldstændig ærlig undersøgelse, og ikke blot en der tækkedes det store firma, selv om det selvfølgelig var stærkt økonomisk interesserede i, at alt var i orden.

Var undersøgelsen ikke 100% korrekt, ville det blot føre til problemer med regeringen i Indonesien om den fortsatte drift af plantagerne.

Man ville sørge for en god bolig i ordnede forhold, samt en virkelig god løn som udsendt og lang væk fra Danmark.

Det lød jo som en drømmeopgave for Hans, men han skulle jo være borte i et helt år og han var ikke meget for at forlade Rikke i så lang tid.

Rikke havde endnu ikke fundet et job som geolog og var først lige begyndt at undersøge markedet, da hun trængte til et stykke tid med lidt ro og fred efter de hårde studieår.

Men da hun hørte om det gode tilbud til Hans, og at det netop var i Indonesien, hvor det nok mest berømte vulkanudbrud i vor tid havde fundet sted i vulkanen ”Krakatov”, - fandt hun, at det selvfølgelig ville være yderst interessant at gøre studier i disse områder.

”Krakatov” havde etvoldsomt udbrud den 26. august i 1883, Ikke mindre end 165 landsbyer og mindre byer blev helt ødelagt ved store udbrud og mange andre stærkt beskadiget, af blandt andet den store 30-40 meter høje tsunamibølge der efterfulgte.

To tredjedele af øen forsvandt ved samme lejlighed og eksplosionen kunne høres helt op til4.500 kilometer væk.

Hele området i Indonesien er fyldt med både inaktive, og stadig aktive større og mindre vulkaner, så det var et virkelig godt sted for ”vulkanologi”, som nu var blevet Rikkes speciale indenfor geologien, så hun eksploderede da også nærmest i fyr og flamme, da hun hørte om det fine tilbud tilHans.

Hans sagde ja tak til tilbuddet og forhandlede sig nu frem til, at Rikke kunne komme gratis med derud på skibet og da det hus Hans skulle bo i var rigeligt stort, var der ingen problemer heri.

ØK så i øvrigt gerne, at han havde sin egen kone med, da pigerne derude var meget smukke i europæernes øjne, og det havde tit givet problemer på hjemmefronten for de udsendte.

De sejlede selvfølgelig med et ØK-skib derud og gik i land i byen ”Pasaralas” der ligger på vestsiden af øen Sumatra.

De skulle bo lidt inde i landet i området ”Pagar Alam”, der var et dyrereservat og her fandtes de sjældne Sumatra tigre. Sumatratigeren er den mindste af alle tigerarter og den er meget mørk orangefarvet i pelsen og har tættere striber der kamuflerer den bedre ijunglen.

Dyr på øer er gennem evolution mange gange blevet mindre, da de har tilpasset sig til demuligheder, der er på øer.

De skulle bo i en af de meget fine træbygninger der lå ikke langt fra vulkanen ”Mount Dempo”, der her ses i baggrunden.

Hans havde fået en engelsk terrængående ”Land Rover” og en chauffør stillet til rådighed og ellers alle de ting, han skulle bruge isit arbejde som f.eks. telte, kameraerog lejrudstyr.

Der var ikke mindre en to kvinder til at gøre arbejdet i huset, såsom al vask og madlavning. Deres to mænd fungerede som chauffør,gartner og ”altmuligmænd”.

Den første store opgave for Hans var, at køre ud i området hvor man vidste sumatratigrene levede.

Området lå godt hundrede kilometer fra huset, så Hans og chaufføren var nødt tilat blive væk i mange dage.

De tog et telt og rigelige forsyninger med, for de vidste ikke, hvor mange dage de skulle være væk.

Først skulle de forhøre sig hos landsbyboere i området, hvor man sidst havde set eller hørt en tiger.

Havde nogen tiger angrebet eller dræbt nogen af landsbyens husdyr? - Eller havde tigrene været til fare for nogen mennesker? Hvis de fik nogle bekræftende oplysninger, skulle de selv ud og spore tigrene og se om de kunne komme så tæt på, at de kunne tage billeder.

Det sidste ville nok blive svært, da sumatratigeren var ualmindelig godt kamufleret og meget sky.

Det sidste var den især blevet, efter at have været et eftertragtet jagtudbytte gennem flere århundreder på grund af dens usædvanlig smukke pels.

Tidligere tiders fyrster og senere igen rigmænd, gav altid gode priser for et sådant skind, så man mistænkte, at krybskytter i nutiden, stadig jagede tigrene og solgte skindene i Østen, skønt de for længst var totalfredede. Tigerens knogler blev også solgt og brugt til medicin i Østen.

Det var også en af Hans’ opgaver, at undersøge om netop krybskytteri stadig fandt sted.

I den fjerde landsby de besøgte, hørte de første gang om tigre i området. De var ankommet i brunsttiden og landsbybeboerne kunne derfor udpege i hvilken retning de havde hørt en hantigers brunstbrøl.

Hver tiger dækkede et mange kvadratkilometer stort område, som dens jagtrevir.

Hans kørte ud i området, hvor brølene var blevet hørt, og da tigre tit holder til tæt ved vand, fulgte han et vandløb for at finde tigerspor.

Efter nogle timer fandt han da også et spor i noget mudder i en lysning ved bredden på den højre side. Her havde tigeren været nede for at drikke kunne man se.

Hans gik ude i vandet for ikke at sætte fod-og duftspor.

Sumatratigeren er ikke bange for at gå ud i vandet og den jager også i vand.

Sporet var ret frisk og måske afsat samme morgen efter tigerens jagt om natten.

Hvis den under denne jagt havde fået fat på et større bytte, havde den sikkert gemt det i nærheden og ville derfor blive i på stedet og spise af det et par dage.

Hans og chaufføren lavede en lille lejr et par hundrede meter inde i junglen, på den venstre side af vandstrømmen, da de regnede med, at tigeren holdt sig på den side sporene varsat.

De slog teltet op i et tæt buskads, så det synede så lidt som muligt. De måtte ikke ryge og de turde ikke tænde deres medbragte primus eller lave bål, da tigeren straks ville kunne lugte dette og ane uråd.

De vidste ikke om sporene var fra huntigeren eller hantigeren. De levede normalt ikke sammen som par, men mødtes kun her i brunsttiden, men de håbede på, at den var et vanedyr og ville komme tilbage på det samme sted næste morgen for at drikke.

Sidst på eftermiddagen vovede Hans sig nærmere stedet, hvor sporene var, og han lavede et fotoskjul af bladfyldte grene et stykke nedstrøms, men med god udsigt tilstedet.

Den smule luftning, der så eventuelt ville være over vandløbet i den tætte jungle, ville derfor føre fra tigeren og

ned mod ham og vandløbets sagte klukken ville også sløre lyden, hvis han skulle komme til at lave støj, når han rørtesig.

Hvis tigeren dukkede op ville han med sit telekamera kunne få et godt billede af den.

Han lå musestille og helt rolig og ventede på, at det skulle blive nat og igen morgen.

Det ville blive en lang nat, og Hans, - der jo slet ikke var vant til at færdes i den rigtige jungle og da slet ikke om natten, kunne godt mærke, at det krøb lidt i han, når der pludselig lød mærkelige og ukendtelyde, - især lige i nærheden.

- For mange dyr jagede jo netop om natten.

Han hørte hantigerens brunstbrøl flere gange og vidste derfor, at i hvert fald den var i nærheden og på den anden side af vandstrømmen.

Han håbede i høj grad på, at den ikke ville få færden af ham, for så kunne det let gå galt.

I bedste fald ville den flygte, og i værste fald ville den, - især hvis den følte sig trængt, - straks dræbe og måske endda æde ham, da han for den, enten var en fremmed indtrænger på dens domæne, - eller et legalt bytte

Han havde kun taget en revolver med ud i fotoskjulet, til at forsvare sig med, da den store jagtriffel ville fylde for meget, når han trængte gennem junglen. Den havde han ladet blive tilbage i teltet sammen med chaufføren.

Der var faktisk koldt og fugtigt i junglen om natten, så Hans begyndte at fryse. Han trøstede sig med nogle chokoladetern, fra en af de to plader han havde taget med som proviant og til at styrke sig med i den lange ventetid.

Han døsede ind i mellem lidt hen, men holdt sig dog så vågen, at han straks ville høre, hvis det skete noget usædvanligt.

Når et rovdyr er på jagt, skræpper alle dets byttedyr, aber og fugle, nemlig straks op, når de opdager jægeren, for at advare de andre.

Da det henad morgenen begyndte at lysne lidt, holdt han sig helt klar og vågen. Han havde stadig en fin oversigt over stedet med sporene og håbede blot på, at tigeren ville komme og drikke på det samme sted ved den lille lysning på bredden.

Pludselig dukkede tigeren ganske lydløst op ud fra skyggerne. Først labbede den noget vand i sig, men derefter gjorde den så noget, der for Hans var ganske uventet. - Den gik ud i vandet og over mod den anden bred, - lige der hvor Hans havde skjult sig.

Hans havde været hurtig med kameraet og fik billeder da den drak, og et godt billede lige da tigeren gik ud i vandet.

Han vidste godt at tigere ikke er så bange for vand som mange tror, men han havde bestemt ikke regnet med, at den ville krydse strømmen, -så han turde knap nok trække vejret.

Havde den fået færden af ham? - Den havde jo en fænomenal lugtesans og der skulle ikke så meget til før den blev mistænksom. – Havde den hørt lyden fra kameraet måske?

Den stod længe helt stille og vejrede, men vendte så heldigvis om og forsvandt ind i junglen igen.

Den var åbenbart heller ikke sulten og derfor ikke så ivrig efter at finde et nyt bytte. – Det var Hans glad for, men han blev liggende i over en halv time, før han ligeså stille lod sig glide bagud af skjulet og forsigtigt bevægede sig tilbage til teltet.

De havde nu været borte i ti dage og Hans besluttede at køre tilbage til sit hus igen. Han glædede sig til at fremkalde billederne og se om de var blevet gode.

Han savnede også Rikke, og kunne næsten ikke vente med at fortælle om sine oplevelser i den vilde natur i junglen, og om mødet med tigeren. - Nu havde han endelig oplevet lidt af alt det, han havde drømt om i så mange år.

Rikke havde først gået og kedet sig lidt i huset, men så havde hun kastet sig over studiet af den store vulkan ”Mount Dempo”, der jo lå lige i nærheden og som hun kunne studere blot hun gik udenfor.

Mount Dempo er den højeste keglevulkan i den sydlige del af Sumatra. Den har hele syv kratere omkring toppen og en firehundrede meter bred sø på nordsiden af kraterkomplekset.

Der har i nyere tid kun været lidt aktivitet i vulkanen, men der har dog været små varme strømme af vulkansk gas og slagger, der løb et parhundrede meter ned ad nordsiden.

Men da det var den første vulkan Rikke havde været i nærheden af i virkeligheden, ville hun meget gerne derhen og gå på undersøgelser ikraterne.

Hun fik så lov til at låne chauffør og Land Rover i tre dage, mens Hans skrev rapport om sit arbejde for ØK og fremkaldte de mange billeder han havde taget afområdet og af tigeren.

Hun ville allerhelst se, om hun kunne komme helt op på toppen og ned til nogen af de revner, hun vidste der var der og hvorfra der sivede svovlholdige røgskyer op. Men hun vidste ikke om tre dage var nok til det, så lige inden hun og chaufføren kørte, badhun om at få en hel uge.

Hans, der jo vidste, hvor meget hun havde glædet sig til at se en rigtig vulkan tæt på, gav hende selvfølgelig straks lov og ville såmænd gerne selv have været med, men han skulle jo passe sit arbejde og udarbejde rapporterne.

Selvom det så ud til, at vulkanen lå tæt ved, var der alligevel over et hundrede kilometer derhen og da mange af vejene nogle steder nærmest var junglestier, gik det meste af den første dag med at komme hen til foden og et lille stykke op på vulkansiden.

Her slog de lejr for natten. Næsten dag ville de være nødt til at drage videre frem til fods, da Land Roveren ikke kunne komme længere op.

Om natten kunne Rikke mærke en sagte sitren i jorden. Vulkanen var ikke i udbrud, men stod nærmest og simrede, som en gryde over en sagte ild.

Hun glædede sig frygtelig meget til næste dag, - ja, så meget athun næsten ikke fik sovet om natten. – Ville det lykkedes hende at trænge ned i det store krater, hvori der stadig var sprækker der var lidt åbne, så der sivede gasser op fra dem? - Ville klippesiderne være så varme, at hun ikke kunne gå på dem? - Det måtte morgendagen vise.

Den næste dag ved middagstid nåede de begge helt op til kraterkanten, efter at have vandret besværligt frem gennem masser af sorte løse slaggedynger. Der var kun meget lidt grøn bevoksning af små planter ind imellem.

Rikke havde selvfølgelig det rigtige vulkanologudstyr på. Her var noget af det vigtigste en strålevarmebeskyttende dragt og vandrestøvle med varmebeskyttende tykke specialsåler, ligeledes varmebeskyttende handsker, samt en hjelm med varmebeskyttende visir. Det dyre udstyr havde hun ønsket sig til jul og fødselsdage gennem de sidste år.

Det udstyr havde chaufføren ikke, så han skulle ikke med ned i krateret. Det var også bedst, at han blev oppe på kraterranden, så han kunne holde øje med Rikke.

I tilfælde af et uheld, var der ganske vist ikke så meget han kunne gøre for at hjælpe Rikke, og hvis han kørte efter hjælp ville der gå flere dage før denne hjælp kunne nå frem.

Det vidste Rikke godt, men i det mindste ville chaufføren kunne berette om omstændighederne ved det eventuelle uheld. Det var selvfølgelig en ringe trøst for Rikke, men, når hun absolut, - af egen fri vilje, ville ned i det krater, ville hun gerne være sikker på, at Hans og hendes mor fik den

sandfærdige beretning om, - i allerværste tilfælde, hendes død.

Men Rikke var jo gået hen og blevet en af de rigtige idealistiske videnskabsmænd, der trodser enhver fare, og derfor sætter ny viden større end deres eget liv, - så hun kravlede, iført sit ”vulkantøj” ned på den indvendige side af krateret.

Hun valgte selvfølgelig den af de halvåbne revner der lå tættest på. – Gik det godt kunne hun altid undersøge nogle af de andre, der måske så mere spændende ud.

I en af lommerne i dragten lå der en let gasmaske og den tog hun nu på, mens hun arbejdede ved revnen. Det var nemlig ikke til at vide, hvilke gasser der steg op fra vulkanens revner. Nogle af dem kunne let være giftige eller få hende til at miste bevidstheden.

Hun skrabede også nogle af de gule aflejringer af revnekanterne, samlede slagger af forskellig art og gemte dem i små runde dåser.

Hun kunne gennem visiret mærke på sin ansigtshud, at klipperne i krateret var virkelig varme, og havde hun haft et æg med, ville det være stegt i samme øjeblik hun slog det ud på klippen. Hun prøvede at sende en spytklat ned og så at den straks sydede væk.

Da hun havde tilbragt en times tid nede i krateret, kunne Rikke godt mærke, - trods sin unge krop og gode fysik, at varmen og al den kravlen rundt i de løse slagger, havde tæret godt på hendes kræfter, så hun besluttede derfor, at nu kunne det være nok for i dagog begyndte opstigningen.

Der var nemlig stadig et godt stykke at kravle og vandre hjem til lejren. Først skulle hun tilbage til chaufføren der stod oppe på kraterkanten, og når hun kom derop, ville der igen gå nogletimer inden de kom helt ned til lejren.

Det gik stille og roligt, men da Rikke var kravlet halvvejs op, skred hendes venstre fod i slaggerne og vred sig uhjælpelig fast i en klipperevne.

Nu var det så uheldigt, at hendes fod blev mast skråt ned gennem revnen og da denne var ret konkav, det vil sige, smallest foroven, kunne Rikke ikke trække støvlen op igen, så det var helt umuligt at få hendes fod vrikket fri.

Hun kunne nu også føle, at blodet løb ned ad hendes skinneben, da huden, selv gennem lærredsdragten, var blevet skrabet af helt ind til knoglen.

Det gjorde selvfølgelig også lidt ondt, for anklen var blevet forvredet, da foden blev tvunget skævt igennem revnen, og nu sad lidt nede, men det havde hun ikke tid til at tage sig af, for lige nu gjaldt det bare om at få den fod op igen.

Til sidst blev hun nødt til at opgive, for nu svulmede anklen også op på grund af forvridningen, så foden fyldte endnu mere og klemte sig hårdere fast i revnen.

Situationen var lidt umulig, så hun gestikulerede til chaufføren om, at han skulle komme dernedog hjælpe hende.

Det gjorde han straks, skønt han kun havde almindelige vandrestøvler på, men her, lidt oppe på indersiden af skrænten, var de gode nok, da klipperne her ikke var så varme.

De fandt et afbrækket klippestykke og begyndte at knuse revnekanten om foden, men de skulle være lidt forsigtige for ikke at beskadige foden yderligere.

Klippen var hård, men efter et stykke tid fik de lidt af kanten knust, men ikke nok tilat støvlen kunne komme fri.

Rikke fik nu den ide, at de kunne forsøge at trække foden op af støvlen, men det var slet ikke så let, for foden fyldte jo mere

end anklen, så de var nødt til at skære snørebåndene over og forsøge at skubbe selve støvlen længere ned i den konkave revne, der var bredere jo længere man kom ned.

Tiden gik mens de masede, og snart ville det blive mørkt og dermed være meget vanskeligere atfinde ned tillejren igen.

Måske ville de blive nødt til at overnatte på stedet, hvis de ikke snart fandt en anden løsning.

Med spidsen af deres store dolk forsøgte de derfor at skubbe støvlen længere ned, men da den opsvulmede ankel nu klemte læderet hårdt ud mod klippekanten, lod støvlen sig ikke rokke. -dolkspidsen borede sig blot ned ilædersålen.

De brækkede derfor spidsen af dolken, så den fik en flad endekant til at skubbe med. Chaufføren bankede på enden af dolkskaftet med et tungt klippestykke.

Langsomt, langsomt begyndte støvlen nu at komme længere og længere ned i spalten. De var godt klar over, at hvis støvlen pludselig kom fri af foden, ville den falde endnu længere ned i revnen og nok ikke være til at få fat på igen, men det ville blot være et lille problem i forhold til nu.

De bankede videre med klippestykket og Rikke bed smerterne i sig, for nu var det faktisk begyndt at gøre ret ondt i foden.

Rikke kunne se på chaufføren, at han ikke slog så hårdt længere, når han hørte Rikke vånde sig, så hun tog selv klippestykket og gav dolken nogle virkelig hårde slag. Hun lagde alle sine kræfter i dem, og på den måde mærkede hun heller ikke smerterne så hårdt mere.

Pludselig gled støvlen af og forsvandt langt ned i klipperevnen og Rikkekunne trække sin mishandlede fod op.

Selve foden så godt nok ud, men en del blod var løbet ned fra det skrammede skinneben og anklen var godt opsvulmet.

Rikke prøvede at støtte på foden. Klippegrunden var stadig varm, men her, halvvejs oppe, var det ikke værre, end at man godt kunne gå på den, blot man havde lidt beskyttelse på foden, så Rikke bandt først et tørklæde stramt rundt om den forstuvede ankel og tog derefter sin ene handske og bandt den ved hjælp af chaufførens livrem fast under foden.

Nu kunne hun godt støtte lidt på foden, men ville ikke have let ved at gå ved egen hjælp, så det var godt hun havde chaufføren til hjælp, når de skulle det sidste stykke op over kraterkanten og den lange vej ned til lejren.

Chaufføren havde tilbudt Rikke sin venstre støvle, men hun mente, at det var bedre med tre gode ben og kun et dårligt, end to gode ben og to dårlige, for chaufføren ville ikke kunne støtte ordentlig i strømpesokker på de skarpe klipper og slagger.

De kom op over kanten inden det blev helt mørkt, selvom det nu gik noget langsommere. I Rikkes dragt var der heldigsis også en lommelygte med batterier, og den brugte de, da det blev nat, men batterierne var også brændt næsten helt ud, inden de, lige før det igen blev morgen, nåede ned til lejren.

Nu kunne Rikke godt se, at med den fod kunne hun ikke fortsætte, så depakkede lejren ned og begyndte hjemturen.

Hans blev meget forskrækket da han hørte om Rikkes uheld og han lovede sig selv, at han altid i fremtiden ville tage med, når Rikke skulle ud på sine vulkanekskursioner.

Han havde ellers troet, at det kun kunne være farligt, når han færdedes blandt de vilde dyr, men havde nu indset, at der også let kunne være mange andre farer ude i den vilde natur. Han var især glad for, at Rikke ikke havde været alene afsted, for så ville der være gået lang tid inden hun havde

kunnet få hjælp, da hun først ville blive savnet efter den uge, de havde aftalt, hun ville blive væk i.

Hans arbejdede stadig på sine rapporter. Han kørte rundt i området og samlede oplysninger om de vilde dyr og deres trivsel og eventuelle påvirkninger fra destore plantager.

--o0o--

Rikke var nødt til at holde en pause til hendes fod blev rask nok tilat gå på igen, og i den tid fik hun en god idé.

Hun var kommet til at tænke på, at hendes far altid sejlede med netop ØK-skibe, fordi han elskede at sejle ude i de fjerne lande, - især i østen.

Hun skrev derfor til rederiet, om de kunne se om hendes far Peder Rask Nielsen sejlede på et af deres skibe i området omkring Sumatra, da hun iøjeblikket opholdt sig der. - Og minsandten om der ikke var bid.

Han havde i flere år sejlet med et skib der lå i fast rutefart til Rangoon i Burma, men nu var han gået i land og havde bosat sig i netop Rangoon.

Burma

Rederiet fortalte Rikke, at hun ville være velkommen til at sejle med et af deres skibe til Rangoon, hvis hun ville besøge sin far.

Det skib, der havde sejlet dem derud til Pasaralas, sejlede i fast fart videre til Rangoon og det måtte hun gerne sejle med, når det næste gang anløb deres by. men hun måtte så selv sørge for at komme tilbage igen.

Rangoon

- Den er bl.a. berømt for sin store forgyldte ”Sule” pagode.

Rikke længtes i virkeligheden efter at se sin far igen, selvom deres sidste møder, for så længe siden, ikke havde været så

ligger i sydenden af Burma og er en stor havneby.

vellykkede. Men måske havde hendes far forandret sig, siden han var gået i land, for det lød meget mærkelig, at hendes ellers så rastløse far var blevet landkrabbe.

Det måtte da vist have en helt speciel forklaring, så det øgede blot Rikkes lyst til at se sin far igen.

Hun ville nemlig så gerne vise ham, at hans spændende historier, som han havde fortalt hende i hendes barndom, også havde givet hende så stor en længsel efter selv at opleve noget lignende, at det nu havde ført til, at hun selv var ude og opleve ting ifjerne lande.

Rikke havde fået sin fars adresse i Rangoon. Han boede på et havnehotel og det syntes Rikke ikke lød særlig betryggende, når hun tænkte på sin fars store trang tilalkohol.

Var han nu blot en forsumpet sømand der var gået i land, alt for tidligt. - Han var joikke engang fyldt 50 årendnu.

Sad han som en ussel fordrukken tigger ved et skummelt hotel og tiggede penge og mad? - Det håbede Rikke ikke og tanken gjorde hende meget ked af det, for hun vidste jo, hvor utålelig hendes far kunne være, når han blev fuld.

Rikke skrev et brev til hendes far og fortalte, at hun selv i øjeblikket boede på Sumatra og havde mulighed for at besøge ham med et ØK-skib iRangoon, hvis det kunne passe ham.

Hun skrev ikke noget som helst om, hvordan det var gået hende og hendes mor hjemme i Aarhus. – Det kunne hun altid fortælle ham, hvis det lykkedes dem at møde hinanden.

Rikke troede ikke rigtig på, at hun ville få et svar, da hendes fordrukne far sikkert ikke ville kunne samle sig sammen til at skrive, men til Rikkes store overraskelse kom det et nydeligt skrevet brev tilbage. Det var skrevet på et fint havnehotel ”The Strand” s brevpapir og med en nydelig skolehåndskrift.

Rikkes far Peter fortalte, at han da meget gerne ville møde sin datter og at hun var velkommen til at bo hos ham på hotellet. – Hotellet var ganske vist ikke hans, men hans kones, men han var sikker på, at hun ikke ville have noget imod det, og at hun også gerne ville møde hans datter, som han tit havde fortalt hende om.

Han kunne endda fortælle hende, at hun nu også havde en lillesøster på tre år og hende ville han glæde sig til at vise Rikke, hvis hun da ellers tog imod hans tilbud.

Hold da op! – Rikke blev målløs da hun læste brevet.

Sikke en masse nyheder det gav. For det første lød det som hendes ”vilde” far virkelig havde slået sig til ro og nu levede et normalt liv med kone og endda et barn. – Det lød næsten for godt tilat være sandt. – Hvad kunne dog være årsagen til denne totale omvæltning?

Rikkes nysgerrighed var voldsomt vakt, og hun skrev til ØK, at hun meget gerne ville med næste skib tilRangoon.

Rikke havde jo ikke nogen aftale med nogen om at forske i vulkaner, så hun kunne rejse når som helst, blot hun og Hans var enige om det. Rikke måtte regne med at være væk mellem én og to måneder, alt efter hvordan og hvornår hun kunne få skibslejlighed hjem igen.

Hans var ikke helt glad ved tanken. For det første skulle han undvære Rikke og det ville være lidt hårdt for ham syntes han. - Han kendte jo heller slet ikke Rikkes far, og det lidt han havde hørt om ham, havde ikke lydt så tillidsvækkende.

– For det andet havde Rangoon et ry for at være et farligt sted at opholde sig, hvis man ikke boede i det fine europæiske kvarter.

Han havde dog læst Rikkes fars brev og her lød det pludselig, som om han alligevel havde en vis dannelse og kun sin ønskede sin datter noget godt.

Han levede jo også tilsyneladende under ordentlige forhold, men kunne man nu også stole på det, når man tænkte på hans tidligere liv?

Hans vidste dog også, at Rikke absolut havde ben i næsen og nok skulle kunne klare mange kritiske situationer, hvis der opstod nogen og da hun nu så brændende ønskede at møde sin far, og da Hans i bund og grund var et godt menneske, overvandt han sine betænkeligheder og gav sit samtykke.

Rikke blev jublendeglad og gjorde straks sine forberedelser.

Hun skrev allerførst et brev til sin far og fortalte, at hun meget gerne tog imod hans tilbud om at bo hos ham under besøget.

Hun tjente nemlig endnu ikke selv sine egne penge. - Hun var blot fulgt med sin mand Hans, da han blev udsendt af ØK. Hun skrev også, at hun glæde sig til at se sin nye lillesøster og hans kone. Hun skrev, at hun senere ville sende ham et telegram om, hvornår og med hvilket skib fra ØK hun ville komme, så hendes far kunne tage imod hende nede i havnen.

Hun meddelte ØK, at hun gerne ville sejle med det næste skib der anløb Pasaralas og sejle med til Rangoon og fik tilbagemeldingen om, at alt ville blive arrangeret, og når dette var i orden, ville hun blot få at vide, hvornår hun skulle møde op i havnen i Pasaralas og gå ombord på en af de to dage skibet lastede.

Dagen oprandt og Rikke havde pakket en stor kuffertmed sit tøj og fornødenheder til rejsen og chaufføren kørte hende og Hans hen til havnebyen i Land Roveren.

Det tog en hel dag, så de ankom som beregnet om aftenen før skibet skulle sejle igen den næste dag. De ville ikke gå

ombord før næste morgen, men have en afskedsnat sammen på et hotel i byen.

ØK-skibet, der allerede lå i havnen og lastede, var et forholdsvis nyt skib, og der var derfor en fin gæstekahyt til Rikke.

Skibet hed M/S ”Tonking”.

De så nu, at det ikke var et af de mere almindelige dampskibe med en stor rygende skorsten. Nej, - det var et af de nye moderne, med to store dieselmotorer, som danskerne var de første til at bygge. Det var da også bygget i Danmark på det store skibsværft Burmeister&Wain i København.

De to store sorte udstødningsrør fra motorerne var sat op langs den tredje mast. Der stak fire master op fra dækket. De var ikke til sejl, men til lossekraner. De indfødte ude i østen kunne ikke forstå den kunne sejle, når den manglende både sejl og skorsten, og de kaldte skibet for:

- Four piece of bamboo and no fut-fut.

Hans bar galant hendes kuffert og fulgte hende ombord, og efter et par timer, hvor de havde set sig lidt omkring på skibet, gav de hinanden et stort farvelknus. Det var første gang de skulle undvære hinanden iså lang tidefter de var blevet gift.

Hans gik fra borde og ned til land Roveren, der stod nede på kajen og han og chaufføren kørte den lange, - nu for Hans, ensomme tur tilbage til deres hus i dyrereservatet.

Sidst på eftermiddagen var skibet klar til at sejle igen. Rikke havde spist sine første måltider ombord sammen med skibets officerer. Det var normalt, når man havde passagerer med ombord og det havde ØK-skibe ret tit, da de mest sejlede på fragtskibsruter til det fjerne østen. - Matroserne havde deres eget spiselokale.

Sejlturen til Rangoon tog kun to dage og de lagde til kaj om morgenen ved ni-tiden.

Rikke var meget spændt på at gense sin far. Hun havde slet ikke set ham de sidstefemten år.

Var han blevet tyk? – Havde han tabt sit flotte store bølgede røde hår? – Ville hun overhovedet kunne genkendeham igen.

Sidst hun havde set ham hjemme i Aarhus, havde han været i en sølle forfatning efter en druktur og klædt i sit simple og ildelugtende sømandstøj.

Hun var virkelig spændt, så da skibet lagde til kajs i Rangoon spejdede hun hurtigt ned på kajen.

Men der var slet ikke noget at tage fejl af, for der stod hendes far, men i en meget flottere udgave, end hun nogensinde før havdeset.

Hans flotte røde hår var stadig kraftigt, men nu sad det i en flot frisure. Han var slank og bar et flot hvidt tropejakkesæt der tydeligvis var skræddersyet netop tilhans store og stadig flotte skikkelse. Han havde en tropehjelm under armen.

– Rikke var virkelig imponeret og stolt over at hun havde så flot en far. – Det havde hun slet ikke, selv i sin vildeste fantasi, regnet med. Hvordan kunne denne kolossale forvandling være sket? - Det lød jo næsten som i et eventyr.

Da Rikkes far fik øje på Rikke oppe på skibet, lyste hans ansigt op i et stort smil og Rikke kunne nu se, at hendes far nu havde nogle flotte hvide tænder og at der ikke længere manglede nogen i rækkerne, ja, - han lignede næsten en flot filmhelt, som han stodder.

Han kunne til gengæld straks genkende Rikke på hendes flotte røde hår. Det havde hun ganske vist sat op i en stor fletningsrulle i nakken under sørejsen, men den usædvanlige og flotte røde farve skinnede stærkt igennem.

Rikke begyndte at hanke op i sin store kuffert, men hendes far gav med hånden straks tegn til, at hun skulle lade den stå og han stormedeop ad landgangen for at møde sin datter.

Han havde nede på kajen først været lidt overrasket over at se, hvor stor og voksen Rikke nu så ud. Sidst han havde set hende, havde hun kun været en fregnet stor skolepige med lange røde fletninger der hang ned.

Nu kunne han se, at hun var en smuk og voksen kvinde. - En sådan kvinde, som enhver far ville være stolt over, at kalde sin datter.

Rikke fik så stort et bjørneknus, at hun næsten tabte vejret, så glad var hendes far for at se hende.

Han tog den store kuffert, da de sammen gik ned på kajen.

Rikke havde ventet, at de skulle køre i en cykelrickshaw eller en bil hen til hotellet, men hendes far fortsatte hen ad den

store flotte havnepromenade ganske tæt ved kajen, hvor skibet havde lagt til.

På promenaden lå alle de store og flotte hoteller som englænderne havde bygget ikolonitiden.

Hendes far styrede rask hen til et at de flotteste og sagde til den forbavsedeRikke: - Ja, det er så her jeg bor og nu skaljeg præsentere dig for min kone og dinlillesøster.

Rikke var blevet noget paf af benovelse og stod bare og så på det fine hotels reception med al den glans, der nu engang er over den slags hoteller fra kolonitiden iøsten. - Der var en lille åben have knyttet til receptionen og her førte Rikkes far dem ud.

Et øjeblik efter kom der en slank og elegant klædt yngre kvinde gående med en lille pige på tre år ved hånden.

Den lille pige var i en fin hvid kjole med flæser og lyserøde sløjfer og sorte laksko. - Hun så lidt forlegen og genert ud og trak sig ligesom lidt om bag sin mor, mens hun havde et nysgerrigt blik heftet på Rikke.

Kvinden havde et langt mørkt hår, der gik hende næsten til livet. Det var strammet op med et stort hårsmykke bag på hovedet.

Hun var klædt i en lang blank mørkegrøn satinkjole.

Hun var åbenbart en blanding af burmeser og europæer og havde et smukt ansigt.

Rikke var målløs, – Var det virkelig hendes farsnye kone?

Hun fattede sig dog hurtigt, da de meget stilfuldt blev præsenteret for hinanden afRikkes far.

Hans nye kone hed Sun Kyi Johnson og den lille pige hed Par Tin, som betød noget i retning af: -Glad pige.

Den nye kone havde først set noget reserveret ud, da hun mødte Rikke. Hendes mand havde ganske vist fortalt, at han allerede havde en lille pige hjemme i Danmark, men hende havde han ikke set i mange år.

Hun var jo, som hotelejer og værtinde, vant til straks at kunne vurdere folk, så hun så med det samme, - for det første at Rikke var en smuk ung kvinde, og for det andet, at hun også havde international dannelse og det glædede hende, for hun kendte godt til fortiden i hendes mands liv og havde ikke forventet så meget af en datter fra dengang.

Den lille Par Tin så mere europæisk end burmesisk ud, for hun havde også arvet Rikkes fars store røde bølgede hår. Det lignede til forveksling Rikkes, da hun var i den alder. Men her var der ingen fregner iden lysebrune hud.

Hun så simpelthen bedårende ud, og Rikke faldt omgående for hende, især da hun sendte hende et lille genert smil, da de gav hinanden hånden.

Der var dækket op i haven til en tidlig frokost, så her satte de sig så alle fire og ind imellem fortalte Rikke om, hvordan hendes liv var gået og om hvordan hun var havnet herude.

Rikke begyndte forsigtigt at spørge sin far om hans historie, men han sagde, med et lille smil til sin kone, at den ville han helst selv fortælle, når de var i enrum, for det var en lang historie, så den skullede gemme tilsenere.

Nu skulle de alle fire nyde deres første møde og den gode frokost.

Det viste sig, at Sun Kyi også var godt uddannet hjemme i England, hvor hendes far stammede fra.

Hendes far, Horace Johnson, var i sin tid, som ret ung, rejst ud til Burma og kommet ind i hotelbranchen. Her var han så endt i det hotel, de nu sad i. Ejeren dengang var burmeser, men manglede en bestyrer til at drive hotellet, så han ansatte Johnson.

Ejeren havde en datter på den nye bestyrer Johnsons alder. De fandt hinanden og de blev gift. Sammen havde de fået datteren Sun Kyi. Da hun blev gammel nok, blev hun sendt til et universitet England for at uddanne sig.

Den burmesiske ejer var i mellemtiden død og havde testamenteret hotellet til sin datter og Johnson.

Da Sun Kyi havde læst færdig, blev hun ansat i hotelbranchen iLondon for at få noget international erfaring. Efter nogle år vendte hun igen hjem til Burma og forældrenes hotel i Rangoon.

Her arbejdede hun nu i flere år, men en dag fik hendes far, der nu var i tresserne lyst til at vende hjem til England og leve sine sidste dage her. Burmeserens datter, senere hans kone, var død allerede som halvtredsårig og han følte sig derfor lidt ensom, skønt han havde sin datter.

Han havde spurgt hende, om de skulle sælge hotellet og om hun ville flytte med til England. Men det havde hun slet ikke lyst til. - Hun befandt sig godt med at bestyre hotellet, så han lavede et ejerskifte og hun overtog hotellet som forskud på arv. Hun havde så drevet det fine og velbesøgte hotel med stor dygtighed lige siden.

Efter frokosten slappede Rikke af på det fine værelse hun havde fået. De spiste middag sammen om aftenen og de blev enige om, at Peder, - som Rikkes far jo hed, skulle vise sin datter seværdighederne i Rangoon den næste dag.

Næste dag tog Rikke og hendes far først hen til den store forgyldte tempelpagode ”Shwedagon”. Det var en virkelig stor oplevelse, at se det 2500 år gamle imponerende bygningsværk og det store menneskemylder omkring det.

Resten af dagen sludrede de sammen og nu fik Rikke hele sin fars historie med den store og forbavsende forandring, der var sket i hans liv.

Det hele begyndte med at hans skib en dag lå i Rangoons havn. Kaptajnen havde sin kone med ombord.

De havde nu været gift i femogtyve år, så de ville fejre deres sølvbryllup, ved at tage på denne tur sammen.

Da de blev gift havde der ikke været råd til en bryllupsrejse, men det var det så nu, når de gjorde det på denne måde.

Til et rigtigt sølvbryllup hører også en stor fest med gæster, så kaptajnen inviterede hele besætningen, inclusive de almindelige matroser, til en fin aften på et af byens fine hoteller.

De skulle alle sørge for at være helt ædru, og her tænkte han nok især på matroserne og ikke mindst Rikkes far, Peder, der havde ry for at være en ballademager, når han drak sig fuld i land. – Men, de fik strenge ordrer på at huske, at drukture var strengt forbudt i tre dage før festen.

De skulle alle være fint klædt, dvs. i smoking. Dette var ikke et problem for officererne ombord, men flere af matroserne havde ingen smoking, så et par dage før sendte kaptajnen de otte mænd, det drejede sig om, ind til byens skræddere for at få taget mål tilen smoking. - Han skulle nok betale.

Skræddere i østen er berømte for, at kunne levere et sæt tøj dagen efter, man havde fået taget mål.

Når de nu var oppe i byen skulle de også gå til en frisør og få klippet og sat deres hår. Det plejede ellers at være noget de selv ordnedeindbyrdes, men resultatet var som regel derefter.

Da dagen kom, hvor festen skulle holdes på det fornemme ”The Strand” hotel, var det derfor en glad og meget nydelig og sober forsamling der forventningsfulde fulgtes hen ad kajerne tilhotellet.

Hotellet havde sørget for damer til festen, men besætningen var blevet strengt instrueret om, at det var rigtige damer og

absolut ikke prostituerede. De fleste var yngre gifte kvinder fra de gode kredse i byen og de var kun antaget til at være borddamer ved middagen og som dansepartnere.

– Absolut intet andet. - Der ville blive slået virkelig hårdt ned på overtrædelser af disse regler.

Salen hvor festen skulle holdes var stor og vældig pompøs. Først stod og sad man ved små borde og fik en velkomstdrink. Så blev man vist ind i den store spiserestaurant, hvor der, på ét stort bord, var dækket meget fint op med undertallerkener af sølv og sølvbestik.

– Der var store blomsterdekorationer på bordet og på midten stod et lille springvand.

Søfolkene, især de almindelige matroser, var først lidt beklemte ved at være med til så fint et selskab, - og ikke

mindst da de hver fik en smuk kvinde til borddame, så de opførte sig eksemplarisk og så dannet, som det med deres erfaring var dem muligt. Selskabet udgjorde således en flot samling af mænd i deres bedste udfoldelse.

Rikkes far Peder, havde fået en borddame der kun talte lidt engelsk og han behøvede derfor ikke at konversere hende så meget, -kun det allermest nødvendige, så det gik helt godt. De så godt ud i deres nye smokinger, og mange af de tilkaldte damer så da også på dem med slet skjult vellyst. – Især Rikkes far var særlig flot.

Han havde en kraftig og flot statur, en passende lille runding på maven, en stor brystkasse, en flot og mandig profil. Han så alvorlig ud, da han for det meste stod med munden lukket. Men hans store kraftige røde hår satte alligevel prikken over i’et. Det havde nemlig rigtig hjulpet, at han havde været til en professionel frisør. Denne havde været så imponeret af hans kraftige røde manke, at han havde gjort sig en særlig stor umage med at få alle bølgerne frem i håret, så de sad som de skulle.

Det var kun hans forsømte tænder der trak lidt fra. Der manglede også nogen af dem i rækkerne. De var gået til gennem utallige slagsmål på havneknejper rundt om i verden, så han forsøgte altid i bedre selskaber, at smile så lidt som muligt og ellers holdemunden lukket.

Rikkes far lagde selvfølgelig selv mærke til, at damerne tit sendte beundrende blikke hen på ham, og han begyndte helt instinktmæssig at opføre sig som en rigtig gentleman.

Han var rolig og fattet og sagde ikke så meget, men sad mere ligesom om han studerede selskabet, men især dog mest en af damerne.

Hun sad ved kaptajnens venstre side. Han syntes hun var utrolig smuk, men selvfølgelig langtudenfor hans rækkevidde.

Det var hotellets ejer og værtinde, vidste han fra velkomsten. Kaptajnen havde selvfølgelig sin egen kone ved sin højre side.

Når Rikkes far sendte et hurtigt blik hen på værtinden, lagde han mærke til, at hun hurtigt vendte sit blik væk.

Hun havde nemlig også siddet og set hen på ham, og hun syntes han var den smukkeste mand i lokalet. - Han var en rigtig ærketype på en nordbo, - ja, vel næsten en viking, og hun kom derfor til at tænke på sin far, der nu sad helt oppe i England.

Maden var udsøgt og der var gode vine til, men her kneb det med at holde måde og især matrosernes glas blev i begyndelsen tømt lidt for hurtigt, men et strengt blik fra kaptajnen satte straks en dæmper på.

Tjenerne havde også fået bud på ikke straks at fylde glassene for hurtigt, når de var tomme, men vente lidt, og det blev derfor lidt pinligt at sidde med et tomt glas.

Efter middagen blev den store velkomstsal ryddet og gjort klar til dans, så her begav alle sig ind.

Bagerst i lokalet sat et femmandsorkester og spillede tidens melodier. Det var blevet aftalt, at denne aften var det damerne der skulle byde mændene op til dans, og ikke omvendt, som det ellers plejede at være.

Hele besætningen stod derfor i den ene side af salen og dansepartnerne iden anden.

Værtinden og kaptajnens kone skulle vælge først. Kaptajnens kone valgte selvfølgelig sin sølvbrudgom, men værtinden styrede straks over til Rikkes far.

Hvis det ikke var så længe siden han sidst havde rødmet, ville han have gjort det nu, for der kom den kvinde, han havde beundret hele aftenen, af sig selv over og valgte netop ham ud af alle.

Han følte sig virkelig beæret og gjorde sig det bedste han kunne, for at leve op til de forventninger, hun måske havde til ham på grund af hans flotte udseende. – Hun vidste sikkert ikke, at han blot var en simpel matros i forklædning.

Hun troede måske, at han kom fra en dannet familie, da han i aften havde et dannet udseende. Hun vidste slet ikke, at han var opvokset på et børnehjem, og slet ikke havde så godt et rygte, når han var i land. – Det ville blive ret pinligt, når hun engang opdagede sandheden.

Men foreløbig besluttede han sig for at bevare masken og nyde aftenen. Det ville sikkert blive den bedste aften i hele hans liv.

Han tænkte, at når han slet ikke vidste, hvem hans far var, kunne det jo faktisk godt være, at denne havde været en uddannet mand fra de bedre kredse i København, og at han måske derfor havde skjulte evner, som han slet ikke selv var klar over.

Så, - der midt på dansegulvet besluttede han sig for at lægge sit tidligere liv om. Han ville begynde at opføresig som:

”En mand af ære”.

Han havde jo gennem årene set, hvordan officererne om bord, på de mange både han havde sejlet med, opførte sig og hørt deres indbyrdes sprog, og da han i grunden var godt begavet, faldt det hamslet ikke svært at faldeind i rollen.

Han og værtinden dansede heldigvis godt sammen. Han var jo vant til at føre, og hun fulgte helt naturlig med i hans måde at danse på og flere gange smilede hun til ham.

Nu var det i grunden meningen, at man skulle skifte partnere en gang imellem, men værtinden forlod ham ikke et øjeblik hele aftenen. Hun havde fortalt ham, at hun hed Sun Kyi, men i

daglig tale blev hun kaldt ”Sunny” og hendes far havde kaldt hende: - ”My Sunshine”.

Hun fortalte, at hun havde arvet hotellet efter sin far og at hun heller ikke var gift endnu. – Hun var åbenbart en meget målbevidst kvinde, der målrettet gik efter netop det hun ville have.

Nu havde hun så pludselig her i aften, - for første gang i sit liv, mødt en mand i en moden alder, som hun godt kunne tænke sig at gifte sig med.

Der havde jo gennem tiden været masser af håbefulde mænd, der gerne ville danne par med den smukke og rige hotelejer. Men hun havde aldrig følt sig tiltrukket af nogen af dem.

Det var måske hendes blanding af europæer og asiat, der havde forvirret hendes begreber, men nu, hvor hun havde mødt denne flotte, elegant klædte og stolt udseende mand med den flotte røde løvemanke af vikingetype, var hun pludselig slet ikke detmindste i tvivl længere.

Hun var også begyndt at føle det som et pres, at det hele tiden kun var hende, der skulle træffe alle beslutningerne på hotellet. Det ville være rart at have nogen at dele dem med i fremtiden.

Hun var jo vant til at tage hurtige beslutninger og det gjorde hun så også nu. Skibet skulle sejle allerede om et par dage og dermed ville hendes ”viking” jo forsvinde, så hun mente, at det var med at smede, mens jernet var varmt.

Uden at spørge Rikkes far først, gik hun hen til kaptajnen og spurgte, om det var i orden, at hun shanghajede en af hans folk, for hun manglede en medhjælper på hotellet.

Kaptajnen var ikke vildt begejstret, for Rikkes far var en meget erfaren matros og gjorde god gavn på skibet.

Han havde i mange år været med ombord på de skibe kaptajnen sejlede med for ØK.

Til daglig var Rikkes far nemlig en fornuftig mand og meget let at omgås. Han var absolut matrosernes førstemand og de respekterede ham skam også, for det var kun, når han var i land, - hvor han ikke kunne styre sit alkoholforbrug, - han var umulig.

Når han var beruset, var han ustyrlig på grund af sin store fysik og mange kræfter, og mange gange havde hans kammerater måttet fjerne ham fra det værtshus de var havnet på, og nærmest båret ham hjem til skibet.

Når han blev ædru igen, lod han bare som ingenting. Han omtalte aldrig hændelserne, eller sagde, at han var ked af alt det besvær han havde voldt sine kammerater.

De var derfor gennem årene blevet vant til hans drukture og tog det som en naturlig opførsel for ham.

De vidste han var opvokset på et børnehjem og at han derfor havde haft en barsk barndom og en endnu hårdere ungdom.

Allerede som fjortenårig var han kommet ud at sejle som skibsdreng. – Han havde absolut ikke haft et let liv, og aldrig havde nogen taget sig af hans opdragelse.

Han havde måtte lære det hele selv, men han havde heldigvis så god en bund, at han aldrig forsumpede, men gennemførte sit arbejde godt og var yderst loyalitetstro.

De vidste også, at han havde været gift og havde en lille datter hjemme i Aarhus, men også, at ægteskabet ikke havde holdt, og at han nu var skilt. Han var dog meget stolt af sin datter og havde i sin skuffe i sit lukaf, et billede af sin lille pige med et meget stort rødt hår og fregner.

Det billede tog han sommetider frem og fortalte om, hvor kvik hans datter var og hvor dygtig hun havde været, da hun begyndte i skolen.

Men som sagt, kaptajnen var slet ikke glad for at miste en af sine mest trofaste matroser, men hvis denne selv ønskede at afmønstre, kunne han jo ikke rigtig gøre noget ved det, og han gav derfor Sun Kyi sit samtykke.

Kaptajnen, der var en ordentlig mand, nævnte ikke noget om sin matros’ svagheder. - Han skullehave en ærlig chance.

Men den arme Peder anede jo ikke noget om Sun Kyi’ planer, så han blev noget forbavset, da hun kom hen til ham og spurgte, om han ville gå i land her i Rangoon og begynde at arbejde for hende på hotellet.

Hvad kan jeg hjælpe med her? – Jeg kender kun til at være sømand og jeg har ikke lyst til bare at stå og vaske op, for jeg befinder mig godt ved det frie liv som sømand.

Du skal i første omgang lære alt om livet på et stort hotel, så i begyndelsen skal du bare gå rundt i alle afdelinger og da du ser ud tilat have et kvikt hoved, forstår du nok hurtigt, hvordan alt fungerer, - nederst som øverst. Derefter skal du hjælpe mig med at styre hotellet, for det er ved at blive for meget for kun én person og jeg har derfor tænkt, at vi to skal gifte os og så sammen styre det hele.

Rikkes far stod som lammet. – For første gang i hele hans liv stod der nu et menneske, der virkelig havde en kæmpetillid til ham og hans evner, og så var det oven i købet den smukke kvinde, som han havde beundret og danset med hele aftenen.

– Det var da næsten for utroligt.

– Det måtte da være noget han drømte.

Hun stod nu helt tæt ind til ham og så glad og forventningsfuldt op på ham. Han kunne ligefrem mærke den varme tillid, der strømmede fra hendes ansigt over mod hans, men han kunne stadig ikke forstå, at en sådan lykke pludselig skulle overgå ham, og så nu, hvor han næsten var begyndt at føle sig lidt gammel, skønthan endnu ikke varfyldt halvtreds.

Er du helt sikker på du mener det? - spurgte han, - du har jo kun kendt mig i nogle få timer.

Ja, - det er jeg, for dét jeg vidste i samme øjeblik jeg så dig komme ind i salen ved ankomsten. – Som ved et lynnedslag kunne jeg se: - Der kommer manden i mit liv. – Det er jo ham jeg altid ubevist har længtes efter at møde. - Du svarer til alt om, hvordan jeg altid har forestillet mig, at min fremtidige ægtemand skal være og se ud.

Jeg har allerede talt med din kaptajn og han ville gerne beholde dig, men han ville heller ikke stå din fremtidige lykke i vejen, så hvis du selv vil, er det helt ok, at du afmønstrer straks, men du skal selvfølgelig være helt sikker på, at du ikke fortryder, for så viljeg hellere have, at du siger fra nu.

Rikkes far blev lidt handlingslammet. – Dette var jo tilbuddet i hans liv, men turde han? - For ganske vist var denne kvinde tiltalende og smuk, og så var hun tilmed rig, men hvordan skulle han dog kunne leve op til disse, - for ham så store krav?

Han havde ganske vist stor livserfaring, men hans skolegang var ikke værd at tale om. - Han kendte slet intet til regnskab og budgetberegninger.

Hele hans hyre var i de sidste mange år, - efter han var blevet skilt og derfor ikke mere sendte penge hjem, - altid kun blevet brugt tildrukture i land og selvfølgelig lidt tøj.

Han havde aldrig sparet noget op. Hans opdragelse havde nemlig hurtigt lært ham, at:

- Den der gemmer til natten, gemmer til katten.

Til sidst sejrede hans store eventyrlyst dog. – For dette var i sandhed lidt af et uventet eventyr, så han sagde glad ja, skønt han inderst inde følte sig lidt shanghajet, men her var det ganske vist på en god måde.

Han sagde, at der dog var noget hun skulle vide først og foreslog, at de skulle gå lidt afsides og her ville han så fortælle om sit liv hidtil.

Han ville helst gøre rent bord nu, så hun kunne nå at fortryde og derved undgå senere misforståelser.

De gik ind iet lille anretterværelse og her fortalte Peder så at han var forældreløs og intet kendte til sine ophav, hverken på moderens eller faderens side, og at han var vokset op på et barskt børnehjem. Han havde kun fået lidt skolegang og havde været ude at sejle siden sin konfirmation. Han havde været gift før og havde en datter

Han fortalte dog ikke om sine drukture, for han var nu fast besluttet på at lægge sit liv helt om, hvis han fik denne chance.

Sun Kyi takkede ham for hans ærlighed, men sagde, at for hende betød hans fortid ingenting, for hun mente bestemt at kunne bedømme, at han var lige den mand, hun altid havde drømt om, men han måtte til gengæld love, altid at være fuldstændig ærlig overfor hende, for hun var nødt til at have sin fulde tillid til ham, for at de kunne leve sammen.

Hvis der var noget han gerne ville indhente i sin manglende uddannelse, ville hun hjælpe ham med det.

Næste morgen gik han op til kaptajnen og afmønstrede. Det kom jo ikke ganske overraskende for kaptajnen, så han havde forberedt en lille takketale tilRikkes far, hvor han roste ham for lang og trofast tjeneste. Han nævnte dog også, - med et lille skævt smil, at han nok skulle have holdt lidt igen, når han var i land og det råd ville han give ham om også at gøre i fremtiden, især, når man tænktepå det tilbud han her havde fået.

Han ønskede også for ham, at fremtiden ville gå godt og sagde, at han, når han næste gang anløb havnen, ville komme op og høre til ham.

Rikkes far takkede også kaptajnen for hans ord, og sagde, at han altid havde været glad for at arbejde under de ordentlige forhold som alle ØK-skibe bød på, og at han også havde været glad for den respekt, man udviste over for alle ombord på skibene, selv de lavest rangerende matroser. – Det var ikke alle steder i handelsflåder verden over, at dette forekom.

Nu var Rikkes far så begyndt at arbejde på hotellet, det vil sige, arbejde kunne man vel ikke rigtig kalde det, for han gik som aftalt, blot rundt og talte med personalet i alle arbejdsgrupperne på hotellet.

Han lærte dem og deres arbejdsforhold at kende, og da han altid selv havde været en mand på gulvet, forstod han dem langt bedre, end en mand fra de øvre samfund ville have gjort, så han ville i fremtiden bedre kunne forstå deres forhold og forbedre dem, hvis detrængte tildet.

Dette ville nemlig kunne hæve hotellets funktionsdygtighed, og det ville igen gøre hotellets gæster mere tilfredse, så disse derfor fik lyst til at anbefale hotellet tilandre.

Han havde efterhånden arbejdet sig så meget ind i hotelforholdene, at han nu blev en slags fællestillidsmand, der

bandt personalet mere sammen, så der blev færre gnidninger at holde styr på.

Han kom derfor til at føle, at han nu gjorde en god gavn og ikke blot var Sun Kyi’ mand.

Noget af det første Sun Kyi havde gjort, var at sende Rikkes far til tandlæge. Her fik han ryddet munden totalt, både overog undermund. Der var faktisk ingen af tænderne der kunne bruges til noget. Enten var de misfarvede eller halvrådne på grund afårtiers misligholdelse.

Han fik nu et flot gebis og det klædte ham virkelig godt. Det fuldendte nemlig den flotte mand han var.

Nu turde han igen sende et strålende smil til folk, og det gjorde han tit, for han var en munter mand. Når han før ikke kunne lade være med at smile eller grine, havde han altid måttet holde hånden op for munden, for at folk ikke skulle se hans halvrådne tænder, eller de mørke huller efter manglende tænder. Det havde sommetider taget hårdt på hans selvrespekt. Men han havde aldrig haft råd til at betale den dyre omgang og det var heller ikke tid nok til det, da de som regel kun lå i havn i to eller højst tre dage

Alt dette fik Rikke at vide af sin far, da de den dag sad i en tempelpark under et skyggefuldt træ. Rikke kunne føle, at hun virkelig blev glad på hans vegne, for hun havde altid elsket sin far inderst inde, skønt han tidligere havde trukket meget på den veksel.

Hjemme i Aarhus havde hun altid undgået at tale om sin far til familien og venner, fordi de alle sammen kun kendte ham fra hans dårlige sider. Men nu glædede hun sig til at komme hjem og fortælle sin mor om faderens store mirakuløse forvandling, fra at være en sømand med et dårligt ry, til at være en rig og respekteret medejer af et stort hotel i en hovedstad i et stort land.

Rikke havde lånt et af Hans’ gode kameraer med på turen og lovet at tage billeder fra den zoologiske haveiRangoon.

Hun tog først nogle gode billeder af sin far i hans flotte tropetøj og somme tider medsin tropehjelm på.

Hun tog også billeder af det flotte hotel og hendes fars nye kone og hans nye lille rødhårede pige. – Da hun så billederne, kom hun til at tænke på, om hendes mor mon brød sig om at se dem, men hun var helt sikker på, at hun kun ville glæde sig over, at hendes tidligere mand nu havde forandret sig så meget derude i østen, men også være helt klar over, at det aldrig ville have fundet sted, hvis han var kommet hjem til Danmark.

Her ville han kun have fortsat sit dårlige liv og været en plage for både hendeog sine omgivelser.

Rikke tilbragte en hel dag ude i den zoologiske have i Rangoon.

De havde en meget berømt albino-elefant der tilhørte kongen af Burma og den ville Hans, som zoolog, gerne have et billede af.

Hun tog også et billede af en tigermor med to unger, da hun jo vidste at Hans netop interesserede sig meget for tigre.

Rikke blev boende hos sin far, indtil der kom et skib der skulle tilbage mod Sumatra.

Rikkes far forærede hende en spændende bronze skulptur af elefantguden Ganesha, som afskedsgave. Den havde stået på et flot kobberbord på hendes værelse på hotellet.

Rikke syntes, at denne gud var spændende og at den stod for noget godt.

Det havde hendes far hørt,og forærede den derfor tilRikke.

Ganesh er elefantguden der agtes over heleverden. Han fjerner forhindringer med sin enestående evne til at finde den indre fred.

Hun kontaktede ØK kontoret i byen og fik først skibslejlighed til Singapore og her ville der efter en lille uges tid komme et skib, der på tilbagevejen ville anløbe hendes ”hjemby” Pasaralas.

Hun blev nok nødt til at bo på et hotel i Singapore et par dage, indtil det nye skib ankom og de dage kunne hun så bruge til at gå på opdagelse i den store verdensby.

Der var mange flotte templer at se i Singapore, bl.a. dette, lidt mærkelige tempeltårn.

Der var også en zoologisk have, og hervar der, på disse kanter, et yderst sjældent syn, nemlig en isbjørn.

Brune og sorte bjørne kendte man, men så kæmpestore hvide bjørne var mærkelige og de vakte opsigt.

Der var også tigre. De var af den sjældne art, der kaldes ”hvide tigre”, da de er meget lyse i farverne.

Her ses det tydeligt, at ikke alle kattedyr er bange for vand.

For at glæde Hans, tog Rikke mange billeder både af dyrene, bure og indhegninger og i det hele taget af den måde den zoologiske have var bygget op på. – Hun regnede med, at det havde interesse for Hans, da han jo netop gik op i, hvordan dyrene trivedes.

Da skibet ankom gik Rikke ombord. Det sejlede syd om Sumatra og skulle også anløbe ”Jakarta” på Java.

Her ville hun kunne lege turist en enkelt dag, mens skibet lossede og lastede, inden hun sejlede videre hjem til Pasaralas på østsiden af Sumatra.

I Jakarta var der også en zoologisk have, og for at glæde Hans, brugte Rikke sin dag på at besøge den, og tage billeder.

Den havde en flot og særpræget indgang med en ”King Kong” lignende statue

De havde også nogle eksemplarer af den sjældne sumatratiger, som Hans jo studerede. Rikke overværede en lidt brutal fodring af disse tigre.

De fik nemlig en levende sort kalv sluppet ind til sig i deres indhegning og efter en kort jagt, - hvorunder den stakkels brægende kalv forsøgte at flygte, ved at springe ud i vandet, - dræbte de kalven ved at bide sig fast i struben og kvæle den, hvorefter de begyndte at æde den inden den var helt død.

De begyndte i de bløde dele i undersiden af bagkroppen.Det gør rovdyr normalt, da det her er lettest at komme ind til det lækre kød.

Rikke havde sendt et telegram hjem til Hans om, hvornår hun kunne forvente at være i Pasaralas, så han kunne være der for atmodtage hende.

Jeg har meget nyt atfortælle, - skrev hun kort i telegrammet. I telegrammer betaler man nemlig et beløb for hvert bogstav, da de sendes med morsesignaler og bringes fysisk ud med bud.

De havde nu været borte fra hinanden i fem uger og det havde for dem begge føltes, som en enorm lang tid.

Det var første gang, siden de var blevet gift, de havde været borte fra hinanden i så lang en tid, så deres længsel efter at gense hinanden og straks give hinanden et ordentlig velkomstknus, var stor.

Alle gifte folk kan sikkert tydeligt huske, hvor dejligt det var, som nygift, at kunne kramme hinanden, uden at nogen ville blive forarget.

Der var i de dage stor forskel på at være forlovet og så være lovformeligt gift.

Ventetiden havde måske nok været sværest for Hans, for Rikke oplevede jo en masse nye ting på sin rejse, som Hans nu glædede sig til at høre om.

Han var også spændt på, om Rikke havde fået taget nogle billeder af dyr fra de steder, hun havde besøgt.

Han selv havde været optaget af at køre rundt i området og høre lokalbefolkningernes historier om de vilde dyr, der levede i deres område og detskrev han så rapporter om til ØK.

Da man ikke kunne give et nøjagtigt tidspunkt for skibets ankomst, men blot en bestemt dag, var Hans taget derud dagen før, så ham kunne være nede på havnen fra morgenstunden.

ØK-skibe er normalt ret præcise, men man må tage forbehold for storme og uvejr. På denne tur havde der dog ikke været nogen problemer, så skibet ankom meget tidligt om morgenen, så losningen straks kunne gå i gang.

Rikke stod ved rælingen med sin kuffert, parat til at gå ned ad landgangen, så snart den var lagt.

Hans stod jo ligeså parat og løb op, og midt på landgangen gav de hinanden et ordentlig velskomstknus.

De lagde kufferten op i Land Roveren, der holdt på kajen. Hans havde ladet chaufføren blive hjemme, da han ville have Rikke for sig selv på hjemturen, så de rigtig kunne få talt sammen efter den lange adskillelse.

På vej tilbage ad de små og dårlige veje, fortalte Rikke så mere detaljeret om sin ”nye” far og hans liv i Rangoon.

Hun fortalte også at hun taget billeder af dyr i tre forskellige zoologiske haver, og at det var lykkedes hende at få et billede af den lille albino elefant.

Hun glædede sig også til, at Hans fremkaldte billederne hjemme på sit kontor, så hun også selv kunne se, om de var blevet vellykkede. Hans var især spændt på billederne af dyrene i de zoologiskehaver og om disses indretninger.

Rikke fortalte, at det ikke havde været så rart at overvære, da tigrene blev fodret med den levende kalv. Især havde dens hjælpeløse og desperate brægen, lige inden tigrene fik lukket struben på den, gået hende på.

– Normalt fodrede man ellers rovdyr med dyr der allerede var slagtede og parterede. Det kunne ellers også være dramatisk nok, hvis de kom op at slås om kødstykkerne, men i Jakarta gav man publikum en mere realistisk fodring. – Her viste man det, som det gik for sig i naturen og i f.eks. de store arenaer i

romertiden, hvor det endda somme tider var kristne mennesker og forbrydere man fodrede dyrene med.

Vel hjemme i bungalowen, begyndte livet så igen at gå sin gang. Hans fortsatte sit arbejde og Rikke lånte af og til Land Roveren og chaufføren, men nu mest til for længst udslukte vulkaner.

Et par gange ville Rikke dog ned i et krater igen, men så tog Hans med og der skete da heller aldrig mere noget, der var farligt. – Der var også nogle gamle jordskælvsområder, hvor jordlagene havde forskudt sig og her studerede Rikke de mange lag der var i deopståede skrænter.

Jordskælv på Sumatra kan forskyde overfladerne ret betydeligt og skabe stor ravage.

--o0o--

Hans skulle kun være udsendt i et år, og den tid var nu ved at være gået og det blev tid til at tænke på at pakke ned og rejse hjem tilDanmark.

Da det var så øde et sted, havde de kun haft meget lidt forbindelser til andre europæere, så det ville blive helt rart at komme tilbage til København og bo i deres egen lejlighed igen.

Men de glædede sig naturligvis allermest til at se Hans’ familie og Rikkes mor igen, og til at fortælle om alle de fantastiske ting de havde oplevet i detropiske områder.

Rejsen hjem tog næsten tre uger, da ØK-skibet skulle lægge til i flere havne undervejs, men en skønne dag stod de igen hjemme iKøbenhavn.

Det havde været et særlig højtideligt og glædeligt øjeblik, da de sejlede ind i Øresund og ”havde Kronborg om styrbord igen”, - som der altid fortælles om i sange og søfartsfortællinger, og til deres store glæde var det en formiddag i klart solskin, så hjemkomsten kunne ikke have været bedre.

På kajen stod hele Hans’ familie og tog imod. Nu var de fire, for datteren havde også fundet sig en kæreste og var blevet forlovet.

På rejsen havde Hans renskrevet sine notater og rapporter på maskine og samlet dem i et ringbind. Han havde selvfølgelig løbende sendt rapporter hjem, men nu var de finpudsede og samlede, med masser af billeder til at illustrere rapporterne.

Da han afleverede dem på ØK-rederiet, takkede de ham for den sirlige rapport og gav ham en fin bonus.

De spurgte også, om han ville være parat til at tage ud på andre nye undersøgelser på deres plantager rundt om i verden.

De ville gerne vide mere om de skadedyr der hærgede i plantagerne, og om hvordan man eventuelt kunne undgå dem.

Hans takkede først for den fine bonus og sagde, at det ville han være yderst interesseret i, da han havde befundet sig godt under udførelsen af denne udgave, så ØK skulle da være meget velkommen tilat henvende sig igen.

Hans’ familie havde spurgt Rikke, om de måtte kalde hende ved hendes fulde fornavn Frederikke, nu hun var blevet gift. Rikke havde de første gange syntes, det lød lidt for højtideligt, men vænnede sig hurtigt tildet.

Det faldt mere naturligt ind i tonen, når de var sammen med familiens venner og det var da også hendes rigtige døbenavn.

Hans begyndte igen i den zoologiske have. Han havde ikke været erstattet af nogen, da han blot skulle være borte iét år. Han havde, inden han rejste givet mange instrukser til sine medarbejdere, så de havde sagtens kunne føre hans arbejde, med trivselsudviklingen af havens dyr, videre.

Rikke besluttede sig til at tage en tur hjem til Aarhus for at besøge sin mor. Hun glædede sig virkelig tilat se hende igen. Hun var selv lidt overrasket over, hvor meget hun havde savnet hende idet år, hun havde været ude.

Efter hun var flyttet til København, havde hun ganske vist ikke set sin mor så tit, men nu havde hun måttet undvære hende rigtig længe og glædede sig derfor særlig meget til at se hende igen og knuge sig ind til hende. Hun var jo virkelig glad for sin mor, der, - trods de meget trange, og lidt fattige kår, de havde levet under, havde givet hende en god barndom.

Tappert havde de holdt på deres værdighed og altid havde de kunnet klare sig uden at få nogen offentlig hjælp, så de havde bevaret deres stolthed.

Rikke huskede tydeligt udsigten fra deres lille stue i baggården i Sjællandsgade.

Der havde været koldt på kvisten om vinteren og hun havde aldrig haft for meget tøj.

Kun lidt dagligtøj og et sæt ”fint tøj”, men som enebarn havde Rikke alligevel følt sig lidt fin.

Hun havde ikke rigtig savnet noget, da de fleste børn i gaden var endnu ringere stillet, for de var ligeså fattige og havde mange søskende.

Hendes mor havde nu, i de sidste år, boet i den fine villa ude i Brabrand og været husbestyrerinde for det efterhånden meget gamle ægtepar. Det ville ikke vare så længe før en af dem, - eller måske endda begge, døde af alderdom og så ville Rikkes mor miste sin plads.

Rikke drømte til den tid om, at kunne overtale sin mor til at flytte over til hende København. - Det ville være rart, hvis de kunne ses lidt oftere.

Måske kunne hun herovre finde en tilsvarende plads, for de flittige og dygtige jyske piger fra landet, var virkelig værdsat

herovre. – De havde også ry for at være gode til at lave al slags mad, og mad har for de fleste danskere altid betydet rigtig meget i hverdagen, og der var også en vis prestige i at have en ældre erfaren jysk husholderske.

Rikke tog så ”Københavnerbåden” til Aarhus. Den lagde tillige ved den gamle flotte toldbod.

Da Rikke havde skrevet, hvornår hun kom, havde Rikkes mor taget fri og stod på kajen og tog imod.

Da Rikke fik sit varme velkomstknus nede på kajen, kunne hun straks genkende den mest trygge duft i verden, nemlig duften afsin mor og den snusede hun ind.

Denne ”mor-duft” er noget alle børn husker og genkender, da det er noget af det allerførste de fornemmer, lige efter de er blevet født.

Rikke bemærkede også at hendes mors tøj lugtede helt anderledes nu. Fra sin barndom huskede hun, at ”gå i byen” frakken tit havde den lidt sure lugt af fugtigt tøj. Den havde ikke rigtigt været helt tør, inden den var blevet hængt på bøjle. - Der havde jo været koldt, og meget lidt plads på kvisten.

Hendes mors krop og ansigt havde også forandret sig. Begge dele var blevet mere fyldige og det klædte hende og der var et mere ungdommeligt skær over hende.

Men det allerbedste, var nu den ro der herskede over hendes ansigt. Alle bekymringens rynker var væk og hun udstrålede nu en vis selvsikkerhed, da hun vidste, at hun klarede sin plads godt og tit blev rost.

De gik op til banegården og tog den sjove fladsnudet trambus ud til moderens hus i Brabrand.

Rikkes mor havde et dejligt stort og lyst værelse med en kvist på 1. sal i villaen. Værelset var faktisk lige så stort, som hele deres lille kvistlejlighed inde i Sjællandsgade, men her var udsigten bestemt helt anderledes, for der var nemlig en flot udsigt over den smukke Brabrand sø.

Da de kom ind i værelset, så Rikke, at hendes mor allerede inden hun tog hjemmefra, havde dækket op til en tidlig frokost på det lille spisebord istuen.

Hun havde købt delikatesser i delikatesseforretningerne nede på hovedgaden i Brabrand, såsom som laksørredsalat, den røde russiske salat, røget ål, og forskellige sild. Hun havde også husket Rikkes svaghed for Nicolaus citronvand, for dem stod der hele tre flasker af.

- Men de skulle dog ikke have en dram til silden, for Rikkes mor havde hjemmefra lært, at spiritus i huset sjældent førte til

noget godt, og det havde hun i høj grad fået bekræftet, når hendes sømand havde været hjemme.

Allerede på vej hjem i bussen var Rikke begyndt at fortælle om sit lange udenlandsophold og hun fortsatte også under frokosten, selvom de samtidig nød den lækre mad.

Især Rikke nød maden, for det her var rigtig dansk mad, og hun mindedes de mange gange hun i sin barndom havde stået nede i Nørregade, foran en af de tre delikatesseforretningers vinduer og næsten savlet over de lækre ting i vinduet. Ting som hun og hendes mor aldrig havde haft råd til at købe.

Rikkes mor havde dog til Rikkes ti års fødselsdag overrasket hendeog købt 50 gram af den flotte røde russiske salat. 50 gram var det mindste man kunne købe, og den havde de delt på to skiver franskbrød med margarine. Det havde været den runde fødselsdags højdepunkt, og de havde rigtig følt, at de fråsede og Rikke mindedes det da også ganske tydeligt, og havde tit sagt: -Kan du huske min ti årsfødselsdag?

Efter frokosten tog Rikke sit fotoalbum frem og begyndte at vise de mange billeder frem. Hun havde selvfølgelig været særlig spændt på, hvad hendes mor ville sige ved synet af hendes tidligere mand, der nu var så fuldstændig forvandlet, at man næsten ikke kunne genkende ham.

På billedet kunne man se at hans kraftige røde hår var blevet klippet og sat, men det var en skam, at han ikke smilede, for

hans flotte hvide tænder, var nok det, der havde forvandlet ham mest.

Rikkes mor kiggede længe på billedet. Hun syntes faktisk han lignede sig selv, på nær tøjet og hjelmen og hun huskede derfor tydeligt hans ubehagelige væsen, når han var beruset, så hun følte absolut ikke noget savn, og hvis det var rigtigt, at han nu havde forbedret sig så meget, kunne det da kun glæde hende.

Men hun følte sig virkelig tryg i sin nuværende tilværelse og ville ikke have nogen forandringer, for, som hun sagde:

- Man ved hvad man har, men man ved aldrig hvad man får.

Rikkes mor havde sin seng stående ved bagvæggen i værelset og de hentede nu en harmonikaseng frem.

Den var beregnet til gæstebrug.

Den fyldte kun som en stor kuffert, men kunne trækkes ud til en seng på knap to meter.

Den skulle Rikke sove på de fem dage, hun skulle være hos sin mor.

En af dagene tog de ud til den zoologiske have. Det havde hun lovet Hans. Han ville gerne se, om ledelsen havde fulgt nogle af de planer til forbedringer for dyrene, han havde foreslået, dengang han arbejdede derude.

Rikke kunne se, at det ikke var sket meget og da hun spurgte, fik hun atvide, at der ikke var råd til det, da haven slet ikke fik tilskud af nogen art, men var et privat ejet foretagende.

Besøgstallet var i den senere tid stagneret, da den største nyhedsinteresse nu var drevet over. Gæsterne gik mere over på den anden side af vejen i den fine park, hvor de drak deres ølog kaffe. – Her var der også kommet en lille karrusel tilbørnene.

Rikkes mor kendte jo godt historien om, hvordan Rikke og Hans havde mødtes og Rikke skulle lige hen og sidde på den bænk under bøgetræet, hvor hun havde siddet og læst, da Hans havde lagt mærke til hende.

Pludselig syntes, hun det var hundrede år siden hun havde siddet der. - Tænk, hvor meget der var sket siden, og hvor forandret hun var blevet siden dengang hun var femten år. – Det var næsten ikke tilat forstå.

Hun gik også over til det hus og den grossererfamilie hun havde tjent hos dengang.

De blev meget glade for at hilse på hende, og de havde bestemt ikke glemt hende. Børnene var jo blevet store og den ældste var nu blevet student og læste.

De viste stolte Rikkes tegninger frem. Dem var de meget glade for og de hang stadig på væggene i deres værelser.

Deres forældre glædede sig meget over alt det Rikke allerede havde oplevet. De huskede tydeligt, at hun altid havde drømt om, at komme ud at se alt det spændende der

var derude i verden, men også, hvor håbløst det havde set ud for en ganske almindelig tjenestepige påfemten år.

Nu havde det så vist sig, at Rikke bestemt ikke var så ganske almindelig og at hendes store rejselyst og gåpåmod også havde ført til, at hun nu havde fået sig en god uddannelse som geolog, og at dette også havde ført hende ud i verden, selvom det ganske vist, her i første omgang, skyldtes Hans’ arbejde, at hun havde kunnet gennemføre den store rejse.

Men, med hendes vilje, skulle det nok senere lykkes hende at komme ud påflere ekskursioner.

Da de fem dage hos sin mor var gået, rejste Rikke igen tilbage til København og sin Hans og den almindelige hverdag begyndte.

Hans havde jo sit spændende arbejde ude i den zoologiske have, men det kneb mere for Rikke at få dagene tilat gå.

En dag kom hun i tanke om, at vi da også havde spændende geologiske lag her idet ellers flade Danmark, nemlig både

Møens klint med ”Kongespiret” der nu stod i fare for at styrte ned.

Hun havde set malerier af det på Statens Museum for Kunst.

Der var også de store klinter ved Vesterhavet, såsom Bulbjerg, hvor der stod en høj søjle tilbage ude i havet efter bølgernes hærgen på skrænten. - Det ville sikkert også bare være et spørgsmålom tid, før havet fik has på den.

De spændende molerlag på Fur så også tillokkende ud og her kunne man tilmed finde mange fossiler af planter og forlængst udedøde dyr.

De var alle opstået på grund af de tektoniske pladers forskydninger gennem tiderne.

Hun kunne også godt tænke sig at komme til nordens mest vulkanrige land, nemligIsland og det lå jo ikke så langt borte.

Det ville være særligt spændende, for her var stadig mange aktive vulkaner og pludselig kunne der dukke helt nye op fra havbunden. Nogen man aldrig før havde set, hørt om, eller vidste eksisterede.

Kanterne af den nordamerikanske tektoniske plade og den eurasiske plade er synlige på Island. Den går lige tværs over øen. -Revnen hedder Thingvellir.

Da de to plader hele tiden er i bevægelse, opstår der åbninger ned tilden varme undergrund og lavaen vælter op.

Der kommer sommetider så meget op, at det skaber helt nye øer ude i havet.

Alt dette lød særlig spændende for Rikke, så et af hendes store mål i fremtiden var at komme til Island.

Der var faktisk også en slags zoologisk have i Reykjavik på Island, nemlig en familiepark med de dyr der lever i disse nordiske områder.

Hun tænkte, om hun måske kunne lokke Hans med derop, så de begge kunne dyrke deres interesser ien sommerferie.

I parken var den sjældne arktiske ræv.

Den var det eneste større dyr der levede på Island, da de allerførste vikinger kom derover fra Norge i år 930.

Der er også de islandske heste, som vikingerne bragte med sig. De kan være interessante at studere, for de er aldrig blevet blandet med andre racer, da det er forbudt at indføre heste på Island og har en islandsk hest først forladt øen, kan den aldrig komme tilbage.

Den lille islandske hest er en meget hårdfør type. Den er udholdende og kan bære en stor vægt.

Dens gener er ganske uforandrede i over tusind år. Den er nem at dressere og nogle har en særlig gangart der hedder tølt.

Gangarten er speciel ved, at hesten hele tiden har to ben på jorden. Det er en yderst behagelig gangart for rytteren, da den er meget jævn og uden stød op og ned.

Tølt kan være både langsom og hurtig, så det har været godt for de gamle vikinger, når de skulle omkring på øen eller i slag.

Rikke mente, at et sådant dyr, der var uforandret i over tusind år, absolut måtte være noget for Hans, så hun var begyndt at tale meget, om de spændende ting på Island og de interessante dyr de kunne finde deroppe.

Der var jo også alle dyrene i havet omkring Island, som hvaler, sæler og hvalrosser med de store stødtænder.

For ikke at tale om narhvalerne med deres imponerende snoede og lange stødtand.

Den var i gamle dage meget eftertragtet og kostbar, da man troede den var hornet fra en enhjørning.

Man kendte kun enhjørninger fra fablerne, der sagde, at de kun kunne ses af jomfruer og aldrig havde andre set dem, hverken levende eller døde.

Man fandt kun yderst sjældent dens enorme horn, hvoraf den kun havde ét og det sad lige midt i panden. Det kunne blive helt op til 2.80 meter langt

Nu forlader vi historien om Frederikke og Hans.

Jeg er sikker på, at de i nærmeste fremtid nok skal få gennemført nogle af deres mange planer, og at Frederikke finder et lønnet arbejde, hvor hun samtidig kan forske i sine vulkaner.

Når de får udlevet disse ting, falder de nok mere til ro og beslutter, at de vilhave nogle børn inden det bliver for sent.

Det er noget de begge har ønsket hele tiden, men der var altså lige nogen ting, der skulle afprøves først.

Til den tid vil de sikkert flytte fra deres lejlighed og købe et større hus, hvor der var plads til både nogle børn og måske Rikkes mor.

Hans kunne vældig godt lide sin svigermor, så han havde ikke det mindste imod, at hun boede i samme hus.

De kunne, for Rikkes mors skyld, måske endda indrette det sådan, at hun kunne få sin egen afdeling og indgang. – Det ville være det helt ideelle og hun ville elske at være babysitter, når det engang imellem blev nødvendigt.

Når man tænker på, hvor dårlige forhold Rikke og hendes mor startede under, er det virkelig dejligt at se, hvor godt det er gået dem siden.

Og dog. - Lad os alligevel prøve at springe lidt frem i tiden, og se hvordan det er gået indtil.

Frederikke og Hans som 60-årige.

Deres to børn er flyttet hjemmefra og de igen haft tid til at kunne koncentrere sig fuldstændig om deres store interesser for geologi og dyrevelfærd.

Frederikke har udviklet sig til specialist i de tektoniske pladers bevægelser.

Efter mange års studier, har hun forfinet metoderne til at observere deres bevægelser, med et system, der langt tidligere kan forudsige jordskælv og tsunamier, så man bedre kan nå at evakuere beboere i truede områder og derved redde mange menneskeliv.

Systemet er så banebrydende, at det er opkaldt efter Rikke og internationalt hedder

Det seismorikke system

Flere gange om året rejser hun rundt i verden og holder foredrag om de tektoniske pladers bevægelser og lærer nye geologer principperne ihendes system.

Ind i mellem studerer hun stadig vulkaner og forskydninger i jordlagene, der hvor de tektoniske plader mødes og vulkanerne opstår.

Hun er nu blevet en af de førende eksperter på området og jeg synes det er fremragende godt gået af den lille ”Røde Rikke” fra Sjællandsgadekvarteret i Aarhus.

Det havde ingen vist forudset dengang.

Hans havde også næsten fået sit ungdomsønske, - om at besøge øde områder ved Amazone floden i Brasilien, opfyldt.

Når det kun er næsten, er det fordi han ikke blev udsendt til hovedlandet Brasilien, men til en af landets tropeøer i Atlanten.

Den hed Fernando de Noronha. Han skulle studere øens fugleliv og især den rødfodede sule.

Den har et vingefang på 150 centimeter og et meget farverigt næb.

Desværre for Hans havde den allerede et latinsk navn, nemlig Sula Sula

Så hans ønske om at få et dyr opkaldt efter sig kunne ikke opfyldes denne gang, men der kom måske andre muligheder, da han nu efterhånden var en berejst og erfaren zoolog.

Han havde stadig stillingen i den Zoologiske have i København, men havde flere gange haft orlov og været på mange opgaver rundt i verden for forskellige institutioner og store firmaer.

Det var så slut på beretningen om Frederikke Holm,

som hun kom til at hedde da hun blev gift. Hun blev født som fattigt sømandsbarn i Sjællandsgade i Aarhus som Frederikke Rask Nielsen

I barndommen blev hun kaldt Rikke og blandt børnene i gaden ”Røde Rikke”

Hun endte som uddannet geolog i København og havde et spændende livsforløb

Knud Erik Guldager

Efterskrift

Lidt oplysninger om de steder vi har besøgt i historien

På et tidspunkt,har Ulla og jeg iøvrigt også været gæster i den Zoologiske have iAarhus, nemlig, da vi isommeren 1953 var der med et par venner framit arbejde, da jeg var i lære.

- Ulla var femten årog jeg var næsten atten år, så vi havde faktisk samme alder som Rikke og Hans, da de mødtes der.

Det er iøvrigt noget rædsomt tøj jeg har på i forhold til de tre andre. – Det sidder ikke pænt på kroppen. Jakken skulle vist ikke have været knappet, - men vi har rigtig 50’er tøj på.

Sådan så man ud, når man var ude at spadsere om søndagen. Mændene havde jakke skjorte og slips på og damerne, som det dengang hed, havde noble spadseredragter meden tækkelig længde.

- Og det er altså ikke længere siden, end i vores ungdom!

Indgangen til Aarhus Zoologiske have. – Den lå på hjørnet lige overfor indgangen til Tivoli Friheden i dag.

Indgangen til Zoo lå på højre side af det store kryds i Stadion Allé.

Det er lige bag den gamle Triangel trambus der kørte som bybus. Den er fra De Forenede Automobilfabrikker i Odense.

Aarhus sporveje havde ti af dem. Man mener, at ordet Trambus opstod, fordi ordet Tram Way på engelsk betyder sporveje, men bussen var jo ikke en sporvogn, men en bus, så dérfor Trambus.

Motoren var bygget ind i bussen, så det gav den en pudsig flad forende.

De kørte bl.a. på linje 3 fra Banegårdspladsen og op til det gamle vandtårn ved Randersvej.

Jeg har kørt med den mange gange. Man brugte ”poletter”.

Himmelbjergstokken.

Alle børn der overhovedet havde råd, skulle have en. – Jeg fik selv en engang i 1948. Jeg husker tydeligt, hvor stolt jeg var af den stok, selvom jeg var næsten tretten år. - Jeg mener der var brændt ordet Himmelbjerget ned i stokken.

Man kunne også få et lille messingblikmærke med Himmelbjerget på, som man så kunne sømme på med to små messingsøm. Sådan et fik jeg til min stok, men jeg bøjede mange søm, da jeg skulle sætte det på stokken.

Det skyldtes simpelthen min manglende erfaring. Jeg lagde stokken ned, mens jeg slog sømmene i, men jeg lod stokken hvile på knoppen og spidsen. Derved opstår der et hulrum mellem stokken og underlaget og det gør det meget vanskeligt at slå sømmene ned i den hårde stok.

Senere lærte jeg, at selve stokken skal ligge helt flad ned på underlaget, så den ikke fjedrer og giver efter, når man banker sømmet ned. - Sørger man for at have et fast underlag går det meget lettere.

Oliemøllen i Aarhus

Oliemøllen som omtales i beretningen, havde købt nogle store Mack lastbiler fra 1918, kalder Bulldog, fra at amerikansk overskudslager fra første verdenskrig. De kørte med fabrikkens produkter, vegetabilsk olie og foderstoffer.

I begyndelsen havde de hårde faste gummidæk, og det gav så store rystelser, at billeder faldt ned fra væggene i husene omkring de brostenbelagte gader, og at husene på Gl. Horsensvej slog revner, når de buldrede forbi, med olie til en margarinefabrik i Vejle. - Senere, som det ses på billederne, fik de luftfyldte dæk.

De kørte nu ikke så stærkt, for de var kædetrukne, så tophastigheden var 20 kilometer i timen og de kørte kun 3 kilometer på liter benzin. - En af dem var bygget om til tankvogn og der var den, der mest kørte til Vejle med olie. – Den fik ifolkemundetilnavnet ”Rullepølsen”.

De kørte fra tyverne til omkring 1960, jeg har set dem på gaderne mange gange i min egen ungdom.

Jeg har selv i 1948 løbet under kranerne og samlet de lyse kokosskaller op, revet dem på rivejern og fået min mor til at lave kokosmakroner afdem. - Jeg husker stadig smagen!

Flere af dem eksisterer endnu hos samlere og museer, bl.a. på Gjern Bilmuseum.

Jeg har engang været med tilat skille en afdem ad. I 1968 havde klubben den ene med til en stor byfest helt op til Brovst.

- Det var en lang todages køretur med 20 kilometer i timen, mest endda om natten, og i regnvejr med det åbne førerhus.

Den store motor har ingen selvstarter, men skal startes med håndsving.

Jeg har selv prøvetdet. – Det er hårdt arbejde!

Buick ambulancen fra Hobro.

Jeg har selv set den blive brugt, da jeg var barn i Hobro under krigen, så jeg husker den tydeligt.

Den havde et trekantet gult flag på højre forskærm, hvorpå der stod ”udrykning” og en mand sad og trak i et håndtag, for at få den tilat sige et langtrukket BA – BU.

Det lød ikke altid så regelmæssigt. Det blev lidt langsommere, når han blev træt i armen.

Ambulancen eksisterer stadig og er kørende. Dog ikke som ambulance, men man holder stadig ”Ambulancedag” i Hobro den dag i dag.

Skovrestauranten i FRIHEDEN

Bygningen fra 1904 eksisterer stadig.

Nu hedder den ”Restaurant Terrassen”, så man kan stadig få middage, kaffe og øl på stedet.

Det, der i dag er ”Tivoli Friheden” kom først til i 1958, da man lavede den folkepark med små søer og tivoli, som man kender i dag.

Nørregade anekdoter

Her i Nørregadetiden er der nogen anekdoter og oplevelser, som jeg lige vil nævneendnu et par stykker af. Ø-gade kvarteret var et livligt område. Der boede mange slags mennesker imange forskellige samfundslag. Sjællandsgade, som mundede ud lige overfor vores butik, var særlig livlig. Der var mange børn i alle aldre, der legede på gaden, men jeg husker især et barn på cirka syv år. - Jeg fandt aldrig ud afom det var en pige eller en dreng.

Der, i halvfjerdserne havde piger og drenge nemlig alle langt hår og gik i næsten samme tøj, så det var først, når de blev ældre man kunne se forskel.

En fredag, sidst på eftermiddagen var der mange kunder i butikken og jeg var alene om at ekspedere dem. Kunderne var tålmodige og ventede pænt til det blev deres tur, men nogen af dem havde omtalte barn med og dette barn var virkelig uopdragent. Det fór rundt og forstyrrede de andre kunder, rodede i brochurerne, så de flød rundt på gulvet. Skruede i maskinerne og rev trådrullerne af. Barnet var virkelig irriterende, og jeg kunne let se på de andre kunder, at det syntes de også, for de kiggede strengt på barnet, der dog helt uanfægtet fortsatte sit ”hærværk”. Vi tænkte alle, at nu måtte forældrene dasnartgribe ind, men ingen sagde noget.

Da det sidste par var på vej ud af butikken, var barnet stadig oppe i den anden ende af butikken og jeg sagde til dem: - Skal i ikke have Jeres barn med Jer? - Jeg fik et meget kontant svar: - Den møgunge er i hvert fald ikke vores, - hvorpå de gik. Nu vendte jeg mig om mod barnet med et meget strengt udtryk i ansigtet: - Hvem var du med herind? – Ikke nogen. Jeg gik bare ind, - svarede utysket.

Nu blev det med fynd og klem smidt ud på gaden, næsten i bogstaveligste forstand. Det havde forstyrret i forretningen i over to timer, men barnet havde sikkert haft en herlig dag, fordislet ingen voksne brød ind og skældte ud førnu. - Siden den tid blev barnet klogelig altid ovre på den anden side af gaden.

Hunde-møde foran butikken.

Jeg solgte en Brother tilen ung journalist og hun var blevet så imponeret, over at en mand, kunne sy så godt på en symaskine, at hun lavede en omtale i Aarhus Stiftstidende med dette billede.

Det var første gang vi fik god og gratis PR ipressen og det ærgrede vore konkurrenter, husker jeg.

Den tykke mand og sporvognen

Der kørte sporvogne i Nørregade. Sporene løb lige langs kantstenen i vores side af gaden. Vi hørte dog aldrig disse sporvogne, skønt de larmede en del. Vi havde simpelthen vænnet os til lyden, så vi så dem først, hvis de, - af en eller anden grund, standsede lige ud for butikken.

Somme tider så jeg et herligt syn. Jeg så en af byens originaler, - dem havde vi en tre-fire stykker af dengang, og netop ham her, havde nok ikke gået i samme skole som Einstein.

Han var en meget kraftig og godt polstret mand med en vældig tyrenakke. Skønt udseendet kunne virke lidt voldsomt, var han en rolig og godmodig mand. Han kunne dog vise et voldsomt temperament, hvis han blev drillet, skønt han selv var drillesyg.

Denne mand kunne finde på at cykle med sin trehjulede ladcykel, i et meget adstadigt tempo, lige foran en sporvogn.

Bag ham kørte så sporvognen med en meget hidsig sporvognsfører. Denne brugte ustandselig sporvognens ringeklokke og stak hovedet ud ad døren og skældte ud på vores ”original” på cyklen. - Med sin provokerende langsomme kørsel spærrede han jo sporvognens normale fart.

Det var nu ikke fordi han ikke kunne cykle hurtigere, for det kunne han sagtens, men han elskede at drille sporvognene på denne måde, så de fleste sporvognsførere kendte ham skam udmærket godt.

Det med at skælde ud, var ikke altid så smart, for vor ven kunne så finde på at stå af cyklen og gå hen til sporvognen og diskutere med føreren og det blev situationen ikke bedre af.

Når han satte sig på cyklen igen, fortsatte han sin langsomme kørsel, helt uanfægtet, helt hen til Nørreport, hvor han drejede af, så sporvognen kunne komme forbi.

Man kunne se på ham, at han nød at få så mange menneskers opmærksomhed. -Han var jo etenligt menneske.

Han kørte rundt og samlede gammelt jern med sin ladcykel, og en dag, han kørte forbi vores butik, fik han en ide.

På toppen af hans læs lå der nemlig en meget gammel symaskine fra 1870’erne. Den kunne han nok få 25 øre for, henne hos jernhandler Krogh i fiskerihavnen.

Den ville han sælge til mig som antikvitet.

Han lod cyklen stå midt på skinnerne, og hvis der kom en sporvogn, måtte den pænt vente, til han kom ud igen. Han tog den gamle symaskine med ind i butikken og forlangte frækt, - mente han selv, hele to kroner for den.

Det ville være en god forretning for ham. Jeg betalte ham glad de to kroner og har gemt maskinen lige siden.

Den er hånddekoreret med de fineste grønne blade og mønster.

Kannibalisme i Danmark?

Oppe i Sjællandsgade boede der i nogle år en venlig indisk mand. - Jeg tror han var en ”strandet” sømand. Han havde lært at tale lidt dansk og han overlevede ved at gå ærinder for folk og boede oppe på en kvist.

Men pludselig en dag, så man ham ikke mere, og folk undrede sig over, hvor han var blevet af. Man fortalte nu, at han en dag var gået forbi en stor slagter henne i Guldsmedgade, og der havde han set et skilt, sat i et stort aflangt stykke rødt kød.

Det syn fik ham omgående til at rejse hjem til gode gamle Indien igen. På skiltet havde der nemlig stået: INDER LÅR - Men det er måske kun en historie.

Dødskørsel i Nørregade

Der var en vovehals her i byen, der havde en knallert der hed ”Derby”.

Han havde specialiseret sig i ”sporvogns-dødskørsel”. som vi kaldte det.

Han gjorde god PRfor Derby fabrikken, som lå ude på Dollerupvej her i byen.-Især blandt os unge,da han havde ”tunet” den og var meget dumdristig i trafikken, når han kørte rundt i byen

Et afhans stunts bestod af denne sporvogns-dødskørsel.

Sporvognen slår et let sving ved Paradisgade, og lige her kørte han ind i mellemrummet mellem for- og bivogn. - Der er lige akkurat plads til en knallert.

Men også kun med nød og næppe, for hele vejen hen langs fortovskanten i Nørregade, skulle han virkelig holde tungen lige i munden, og hele tiden holde nøjagtig samme fart som sporvognen. – Den kører helt tæt på kantstenen.

Kunststykket blev ikke gjort lettere af, at der stod mange cykelstativer på fortovet langs kantstenen. Disse stativer havde tværvendte reklameskilte øverst, og ved hvert eneste af disse skilte, skulle han vride skulderen for atundgå dem.

Han klarede det dog altid, men der var ingen af os andre der turde prøve.

Vognførerne var også rasende hver gang, for det ville gå frygtelig galt, hvishan væltede og kom ind under sporvognen.

Bjørnebøffer

Vores nabo til venstre var fiskehandler og pludselig var der en dag et stort skilt i hans vindue hvorpå derstod:

ÆGTE BJØRNEKØD

Det tiltalte i høj grad min fantasi og da jeg stadig dengang boede hjemme, ringede jeg til min mor og spurgte, om hun ville stege nogle ægte bjørnebøffer, hvis jeg kom hjem med dem.

- Hvor kan du købe dem? – spurgte hun. – Inde hos fiskehandleren.

- Dem skal du ikke bryde dig om at komme hjem med, for de er nok slet ikke kontrolleret af en dyrelæge og der kan sagtens være trikiner i, og de er farlige for mennesker.

Øv, - Der røg den bjørnebøf, men godt for det, for nogle dage efter læste vi i avisen, at der blev en farlig ballade om det bjørnekød.

Bjørnene stammede fra den Zoologiske have i Randers. Haven var nedlagt og bjørnene skudt og det var det kød fiskehandelen havde solgt.

Det var nu blevet undersøgt og det var smækfyldt med de farlige trikiner, så jeg måtte takke min kloge mor, der sørgede for, at jeg ikke den dag i dag går rundt med indkapslede trikiner i kroppen.

Her er bjørnene i deres bur i Randers.

Det er de selvsamme bjørne, jeg kunne købe en bøf af i Nørregade i 1958.

November 2022 Knud Erik Guldager