Dagbog 4 10 marts 2017 by Knud Erik Guldager

Dagbog En tilfældig uge af mit liv i vinteren 2017 Lørdag den 4. marts til fredag den 10. marts

Foråret er på vej i haven

Lørdag den 4. marts 2017 Overskyet og 2 grader varmt.

Kl. 7.15.

Står op, barberer mig med skraber og går ned i køkkenet. Undervejs samler jeg Jyllands-Posten op. Siden nytår har jeg kun drukket et glas mini-mælk, 0,4 % til morgenmad. Jeg plejer hvert år at tage et par kilo på i julen, og dem plejer jeg bagefter at smide igen, ved at faste en hel dag om ugen uden mad overhovedet. Før i tiden fastede jeg to-tre dage i træk. Min omverden har lidt svært ved at forstå, at jeg kan faste flere dage i træk, hvor jeg kun får vand, eller som før i tiden kaffe. De sagde at det var usundt, så jeg satte det ned til kun en dag om ugen, men så tog det jo lidt længere tid, at komme ned på min normale vægt igen. Jeg har nu ikke særligt svært med at faste. Jeg siger bare fast og bestemt til min krop: - Du får altså ingen mad i dag. Det må du være klar over. - Det virker fantastisk. Ulla kan sidde lige ved siden af og få lækker mad, uden at jeg får lyst til andet end mit vand. Jeg føler endda en lettere kvalme ved synet af mad. Så megen magt kan man have over sin krop, hvis man altså har en fast vilje og det må jeg jo åbenbart have. Jeg bruger også denne viljestyrke til andre ting, som f.eks. min tinnitus. Lige nu hyler det gevaldigt i mine ører, men det er kun fordi jeg nævner tinnitus. Til daglig hører jeg det slet ikke, for da lægen for 50 år siden fortalte, at det ikke kunne helbredes, men at jeg skulle leve med det resten af mit liv, besluttede jeg simpelthen, at jeg ikke ville høre den hylen, men fortrænge den og det er lykkedes lige siden. Jeg

har også brugt det til at fortrænge vedvarende smerter, og det hjælper også noget ved kortvarige, som f.eks. hos tandlægen, hvor jeg kan synke langt tilbage i mig selv og derved få smerterne på afstand. Men tilbage til fastemetoderne. Fra nytår 2017 begyndte jeg på med en ny metode. Jeg spiser nu slet intet om morgenen. Jeg får kun et glas mælk og te. Til Frokost får jeg en hel rugbrød uden smør, da jeg aldrig spiser smør på brød. På rugbrødsskiven er lagt fire-fem stykker spegesild og en klat karrysalat ovenpå. Til aften spiser jeg varmt mad, men kun i meget små portioner. Er det kød, f.eks. en kotelet eller medisterpølse, frikadeller eller hakkebøf, eller en sjælden gang bacon eller lever, spiser jeg igen kun en bar rugbrød til. Det kan dog hænde, at Ulla har kogt kartofler og lavet sovs og så spiser jeg også lidt af det. Men om morgenen, får jeg som nævnt, kun et glas mælk og bagefter får jeg skænket en kop te af Ulla. Det er en fast tradition, at hun laver teen. Jeg kunne jo sagtens lave den selv, men det er hyggeligt, at Ulla gør det. Så er der andre faste ting som jeg laver. Teen fortiden er en Pickwick te med krydderier. Den hedder Spicy Chai.

Efter at have drukket kaffe hele mit liv, fik jeg sidste efterår lige pludselig stor lyst til at drikke Te. Men det skal være på engelsk maner, det vil sige, at der skal mælk og sukker i. Da jeg en dag læste i mine erindringer fra min tid som soldat i Tyskland i 1956, kom jeg i tanker om et dejligt minde. Vi havde været på en stor øvelse i felten i

Nordtyskland og var havnet et sted i nærheden af Putlos. Det var i november måned og ret koldt, så da det blev nat, fik vi lov til at komme ind i varmen på en stor engelsk kaserne i området. Det var dejligt, for vi var som sagt lidt forkomne og trætte. Vi ankom lidt over midnat til kasernen, så vi kunne ikke få noget at spise, men vi kunne få dejlig varm te. Det var selvfølgelig te på engelsk maner med masser af mælk. Det var en slags ”teolé” kan man vel kalde det. Kvinden i forplejningen spurgte om jeg ville have sukker i og om hvor meget. Jeg sagde tre stykker, da det var et stort krus. Jeg var slet ikke vandt til te og havde heller aldrig set det tilberedt på den måde, men det smagte virkelig dejligt og varmede min forfrosne og trætte krop dejligt op. Det var dette minde jeg kom i tanke om, og det var derfor jeg i efteråret begyndte at drikke te.

Nå, men tilbage til morgenmåltidet. Medens jeg drikker teen, læser jeg Jyllands-Posten grundigt. Det har jeg gjort i masser af år, men efter jeg holdt helt op med at arbejde i januar 2008, er den blevet læst særlig grundigt og så er jeg godt orienteret. - Resten af dagen hører jeg sjældent nyheder.

Kl. 8.30

ringer Iben og spørger, om Ulla kan komme ud og hjælpe hende, da hun selv er lidt sløj. Hun skal nemlig have sine skolekammerater fra folkeskolen til skolejubilæum i eftermiddag. Jeg lover at køre Ulla ud til Iben i Åbyhøj, men Ulla er vaks og ringer til Finn og spørger om han skal på arbejde i dag, og om han så vil tage hende med. Han skal godt nok ikke på arbejde, men insisterer på at køre hende derud, da han alligevel skal ud at køre. Det viser sig, at han slet ikke skulle så langt, men han vil gerne gøre sin mor den tjeneste. - Flink fyr!

Kl. 9.30

Går op på mit kontoret, hvor min computer og mine printere står, og hvor jeg laver alle mine bøger.

Jeg åbner og ser, hvad der er kommet af nye mails. Nogle af dem er til Ulla og dem printer jeg ud til hende. De kan være fra hendes maler- eller operagruppe eller særlige tilbud fra Matas, Salling eller Magasin. Der kommer også mails fra familien og de bliver også printet ud og nogle af dem bliver hængt op nede på køleskabet, for at huske fødselsdage og sammenkomster o.l. Bagefter åbner jeg min netbank og ser hvilke bevægelser der har været i går. Ulla og jeg har hver vores visa-kort til samme fælles konto og vi gemmer alle bon’er og fører dem ind i en bog hver dag. Bogen er nede i køkkenet. Vi har hver vores beløb der må bruges til lommepenge og et beløb til mad. Det overholder vi begge utrolig godt. Budgettet laver højst et udsving på 1000 kroner over et helt år. Uforudsete udgifter til gaver, ferier, maskiner til huset o.lign. går på det store fælles budget. Vore faste indtægter er ikke nok til at dække året rundt og her må så skæres stykker af ”den opsparede kage”, men der er stadig rigeligt til at dække mange år endnu.

Kl. 11.00

Ulla kommer hjem fra Iben. Iben kørte hende hjem i sin hvide Ford Ka. Og jeg spiser min sildemad og to småkager og får et glas vand til.

Kl. 11.30

Jeg tager hver dag en ”slapper” på en halv time, hvor jeg lige når at falde i søvn. Det har jeg gjort i masser af år. Jeg lægger et uldent tæppe på gulvet, folder en lille pude under nakken, tager en ”halsedisse” rundt om hovedet, så øjnene mørkelægges. Jeg hviler utrolig godt ved

at ligge fladt på ryggen på et hårdt gulv. Hvis jeg har taget for hårdt fat ved at løfte noget tungt og derved har fået ondt i lænden, tager jeg en lille pude og ruller den hårdt sammen og anbringer den under lænden, så rygsøjlen tvinges i vejret. Det gør lidt ondt i starten, men efter en halv time er alle smerterne som regel væk. Det er en god fidus, som jeg lærte, engang jeg gik til joga.

Kl. 12.30

Vi tager afsted op til Lea og Pavel der er flyttet sammen i en kollegielejlighed i Skejby. De har inviteret til Housewarming lørdag eftermiddag. Vi har foræret dem en lille bageovn, da de kun har et minikøkken med kogeplader. Ulla havde bagt en flot marmoreret kage i en rundform. Den tager vi med. Pavel havde lave nogle flotte dadler med omvundet bacon og nogle ovale brødskiver med ost. Alt sammen blev bagt i ovnen. Vi fik te til. Der kom venner og familie. Vi mødte Pavels familie. Hans mor er født i Rusland, men flyttede senere til Tjekkoslovakiet og blev gift. Her er

Pavel og hans lillebror født. De flyttede senere igen til Danmark. Hans bror er skolelærer og han var der sammen med sin danske kone og to små drenge. Alle taler perfekt dansk og helt uden accent.

Kl.16.30

Vi kørte hjem og jeg sætter mig oppe i tv stuen og begynder at sætte 125 fotos ind i fotoalbummet. De er fra før jul og til nu. Jeg skriver som sædvanligt oplysninger til hvert billede, så man også om mange år kan følge med. Jeg sætter cirka 500 billeder ind i album hvert år, så gennem årene fylder de adskillige meter på bogreolerne. Jeg begyndte omkring 1950 og har billeder helt fra min fødsel og af især min fars familie tilbage til hans barndom.

Fotoalbummet med billederne fra fastelavn i år.

Kl. 18.00

Aftensmad. Den består af stuvede grønsager og et stykke laks. Jeg spiser kun en lille portion og drikker et glas vand til.

Kl. 18.30

Går op og ser Water World, som jeg har

optaget.

Kl. 19.30

Ulla kommer op og vi ser en film fra Tyrkiet, om en forfatter, der bor i Istanbul, men stammer fra en lille landsby. Han bliver nødt til at rejse tilbage, da hans mor dør og hun har lovet, at hendes søn vil ofre en vædder til gud. En speciel opgave for en moderne forfatter. Det var også en speciel film.

Kl. 21

Jeg går op på kondicyklen, som står i stuen og cykler 35 minutter på det næsthøjeste trin. Det har jeg gjort hver eneste aften siden august 2016. Jeg springer aldrig over, lige meget hvor træt jeg er, eller hvor sent jeg kommer hjem. Kun min fødselsdag jeg sprang over og holdt en ”luksus ferie” mellem jul og nytår. Jeg spiser en stor pære og to æbler og nogle gulerødder, men også ti stykker slik, lækre larver af de små, mens vi ser tv. Jeg drikker et glas vand til.

Kl. 22.30

Vi går i seng.

Søndag den 5. marts 2017 Regnvejr. 0 grader.

Kl. 7.15

Jeg står op, barberer mig og går ned i køkkenet og udfører mit søndagsritual. Jeg laver kaffe på kaffemaskinen. Nøje udmålt, så den smager ens hver gang. Normalt dækker jeg også bord og tænder et stearinlys, men i dag er Ulla også stået op, så hun dækker bord, mens jeg kører til bageren og henter tre rundstykker. To håndværkere til mig og en müslibolle til Ulla. Det er altid det samme hver søndag morgen og de koste 21 kroner, så jeg

har næsten altid rede kontanter med. in”, så det er nemt, selv i dårligt vejr.

Bageren har ”Drive

Ovenstående har jeg gjort i årevis og når jeg kommer hjem fra bageren, kalder jeg på Ulla og råber ud i gangen: - God morgen. – Så er der kaffe! - Hvis hun ikke straks svarer, hænder det, at jeg puster rundstykposen op og knalder den ude i gangen. - Så vågner hun. Men i dag stod hun altså op næsten samtidig med mig. Jeg læser Jyllands-Posten grundigt og Ulla får den svære krydsord, som hun straks går i gang med. -Den kan somme tider tage en to tre dage at løse. Ved bagdøren ligger resterne af Ullas fint malede fastelavnstønde. Bliver senere brugt til optænding i pejsen og meget andet.

Kl. 9.00.

Jeg går op på kontoret og tjekker mine mails og netbank. Derefter læser jeg korrektur på en bog, jeg skrev for et år siden. ”Oplevelser på rejser og hjemmefront”. Den er ganske vist trykt og uddelt til familien, men der vil altid være enkelte indslagsfejl. Samtidig kan jeg bedre se om sproget skal rettes lidt, nu da bogen er kommet lidt på afstand. Jeg læser bogen nede i pejsestuen og gør notater om rettelser på et stykke papir. Senere tager jeg så papiret med op til computeren og retter det på skærmen. De fleste af mine bøger er lagt ud på min hjemmeside på nettet. Når

jeg er færdig bliver bogen på hjemmesiden udskiftet med den redigerede udgave.

Kl. 11.00

Spiser min sildemad lidt tidligt i dag, da vi skal op til Finn og Tut i Fårup, Vi har aftalt, at vi skal synge gamle sange, men det viser sig også at være en lidt tidlig fødselsdag for Tut, så Ulla har købt et gavekort fra Anker, Tove og os.

Kl. 11.45

Vi kører hen til Tove og Carsten og tager dem med i bilen op til Fårup. Der er godt tres kilometer. De har ingen bil mere og Carsten går ikke så godt længere, så de kører altid med os, når vi skal besøge familien og på ture til Moesgaard Strand, Mols og lignende. - Vi har haft mange gode ture sammen.

Kl. 13.00

Vi er inviteret til kl. 13 og kommer lige på slaget. Vi får først et glas af en utrolig dejlig hvidvin. Lidt efter har Tut, som sædvanligt, stillet dejlig mad på bordet. Vi er nu otte, for Anker og Gunhild er også kommet fra Ålborg. Vi har altid nogle dejlige diskussioner, og der kommer rigtig gang i disse, da jeg påstår, at den stærkeste kraft i verden, for levende væsener, er reproduktionskraften. Jeg mener, at alle større menneskeskabte katastrofer i verdenshistorien i allersidste led skyldes denne kraft. Diktatorer og andre krigsgale drives, når alle andre lag er skrællet af, nemlig af denne kraft, der kræver reproduktion af dem selv, så de får en efterfølger, der helst skal være en søn. Der er, efter min mening, vist kun ganske få undtagelser for denne påstand.

Det var der faktisk ingen af de tilstedeværende, der var enig med mig i, men jeg holdt stædig på mit til det sidste og gør det stadig den dag i dag. Prøv at studere naturen. Alt drives af denne kraft. Små sommerfugle flyver tusindvis af kilometer for at formere sig. Handyr af alle slags kæmper hvert eneste år om retten til at formere og reproducere sig. Det gælder fra ganske små væsener til de største pattedyr. - Reglen gælder skam også mennesker, der er i stand til at begå mord, hvis de bliver snydt for den partner, de mener tilhører dem.

Kl. 15

Jeg tager min halve times afslapning på gulvet foran deres brændeovn, men følger med i samtalerne.

Kl. 16.30

Vi forlader Fårup og kører Tove og Carsten hjem. Vores søn Finn har ringet i løbet af eftermiddagen, og fortalt, at nu er hans nyindkøbte, meget sjældne Norton motorcykel med wankelmotor, endelig blevet leveret hjemme hos ham. Han havde allerede justeret den i karburatoren, så den startede straks med selvstarteren, kunne jeg høre i telefonen.

Finn har nu seks motorcykler.

Den er fra 1969 og er på 750 ccm og tokamret. Den er en af de meget få der blev lavet og er derfor meget sjælden. Han er heldig at have fået fat på den. Han måtte også give 65.000 kroner for den, men den bliver blot mere værd som tiden går.

Kl. 1745

Vi kørte fra Tove og Carsten straks ud til Finn i Skæring for at se vidunderet. Det er en fantastisk motorcykel med en berømt motor og den lød bare godt. Jeg tog et par skærme af rustfri stål, til de to udstødningsrør, med i bilen. Der var lidt buler i det ene og de trængte begge to til at blive oppoleret. Jeg kan rette bulerne lidt med en kuglehammer og polere den op på min roterende kludeskive. - Vi kørte derefter hjem til os selv.

Kl. 18.15.

Vi spiser aftensmad. Det er i dag mannagrød med kanelsukker påstrøet. Det kan jeg godt lide. Jeg får gerne grød en gang om ugen. Ulla påstår, at jeg spiser alt for lidt, men jeg er alligevel mæt hver dag, og siden nytår har mine ”spartanske” spisevaner gjort, at jeg har tabt mig hele fire kilo, men dog været mæt hver dag. - Det er alligevel bedre end at faste helt.

Kl. 18.45

Går op og ser tv. Jeg ser resten af Water World, indtil Ulla kommer op. Den har hun ikke så meget lyst til at se, der er for meget vand. – Vi ser en udsendelse om Knud Rasmussen og hans liv på Grønland. Det var en god udsendelse og vi lærte mere om hans liv, med op- og nedgange, for til sidst at ende med den store berømmelse.

20.30

35 minutter på kondicyklen, mens jeg ser film.

Kl. 22.10.

Jeg går i seng.

Mandag den 6. marts 2017. Gråvejr med let regn. 2 grader.

Kl. 7.20.

Jeg står op. Barberer mig. Samler avisen op på vej ned til køkkenet. Hælder mit mælk op i et glas og læser avisen. Ulla laver min sædvanlige kop te med mælk og sukker.

Kl. 9.00

Går op på kontoret og åbner computeren. Tjekker mails og netbank. Her arbejder jeg hele formiddagen med genredigering af min bog ”Oplevelser på rejser og hjemmefront” fra sidste år. Jeg manglede at sætte cirka 50 billeder ind i fotoalbummet, så det gjorde jeg også nu.

Kl. 12

Ulla ringer på mobilen op til mig og siger, at nu er der frokost. Jeg går ned i køkkenet og spiser min sildemad og drikker et glas vand til. Jeg får også to småkager. Jeg læser lidt i Illustrerede Tidende, som jeg abonnerer på, sammen med bladet ”Historie”. Det er to meget spændende blade med opfindelser i nutiden og begivenheder i fortiden og det er noget jeg følger meget med i og jeg lærer en masse. - Der er paratviden opgaver i bladene, med spørgsmål om kendte personer og begivenheder gennem tiden og her er det med at have sin paratviden blankpoleret. Disse opgaver løser Ulla og jeg med stor glæde og vi kan i langt de fleste tilfælde heldigvis få en score i gennemsnit på 10-11 ud af tolv, selvom de tit er lidt vanskelige.

Kl. 13-13.30

Afslapning på gulvet i tv stuen. Jeg når som regel altid at falde i søvn, og så er jeg frisk, når jeg vågner.

Kl. 13.30

Jeg går ned i gangen og finder alt udstyr til mit ildshow frem. Det meste ligger i en stor gammel kuffert, men der er også en gammel flettet kurv og en fakkel på en bambusstang. Alt sammen er gemt under trappen i forgangen og dækket af en låge. Jeg pakker det hele ud og prøveopstiller alt. Jeg tjekker at der er ”brændende vand” og ”dragespyt” nok. Der skal være petroleum i faklen og stearinlys i de store messingstager. Jeg prøver også mit ildtøj, der består af en stykke kulholdigt ildstål i et skaft af hjortetak og en kantet flintesten. Ildstålet er købt nede ved Hedeby.

Jeg prøver min store turban, med smykke og fjer fra den hellige påfugl. Den har en fortid som marokkopude.

Alt er der, og Ulla stryger den store orientalske dug, der dækker det lille forhenværende campingbord, jeg bruger til at stille tingene frem på. Hun stryger også min lilla kjortel og endda påfuglefjeren på min store turbanhat. Den store messingskål, hvor mit ”brændende vand” skal flamme i, er blevet næsten sort af den stærke varme der opstår, når

”vandet” brænder. Den tager jeg med over på værkstedet og pudser blank igen på min kludeskive, der sidder på bænksliberen. Skelethovedet af dragen Dragomir ses efter og hornene sættes på. Jeg prøver mine snabelsko. Jeg har købt dem i Bazar West i i Brabrand.

De havde dem ikke hjemme i størrelse 44, men jeg fik dem ”special bygget” i Pakistan og fik dem tre måneder senere.

Jeg prøver de gamle lorgnetbriller, jeg fandt på et loppemarked og de er gode, for jeg kan se tydeligt, og endda læse, med dem. - Det var heldigt. Jeg prøver om mine ”kostbare” safir- og jaderinge passer på fingrene. Jeg ser efter om mit diamant, safir og smaragd smykkebånd er i orden. - Alt dette skal jeg bruge til min udklædning.

Her er Abdul Abdullah fra Babylon i fuld ornat.

Æsken, med de fem ilddragebønner og den hellige påfugl på låget, kontrolleres.

Den ældgamle Slangetungegaffel af sølv med det røde skaft efterses. Den har en fortid som asiegaffel i Ullas familie. Jeg har vippet spidserne lidt ud og gjort dem mere spidse. Den ligner nu en slangetunge og kan bedre fange de brændende dragebønner, når jeg skal spise dem.

Jeg efterser også det magiske sværd, jeg arvede fra ”Dragomir”. På den ene side står DRAGOMIR og på den anden side står en oldgammel og hemmelig besværgelse og det er den, der gør sværdet magisk, så det skærer igennem alt, som en varm kniv i smør.

Skeden er besat med blå safirer og røde rubiner. På benskæftet er der et vædderhovede, da vædderen er et helligt offerdyr. - Jeg har købt sværdet i basaren i Istanbul.

Den store potageske er ”lånt” af Ullas arvesølv. Slægten der havde den, havde nok ikke drømt om, at den i fremtiden skulle blive brugt til at servere ”dragespyt” med.

Disse to orientalske kander er også ældgamle. Den store indeholder ”brændende vand”, og den lille indeholder ”Dragespyt”. Jeg fik dem af Dragomir og de er magiske, da de aldrig kan tømmes, lige meget hvor meget man hælder fra dem. Det hele bliver pakket ned igen og stillet ud i baggangen, da jeg skal til Horsens i morgen og opføre mit ildshow.

Kl. 15.30

Ulla kalder. Vi skal have te i pejsestuen. Det får vi hver dag ved denne tid. Denne te er ikke den samme som min morgente. Ulla køber nogle spændende tesorter inde i byen og hun laver teen i en meget flot ægte japansk tekande. Hun købte den på sin juletur til Tyskland i december og den var dyr. Den stod til 1100 kroner, men den var heldigvis nedsat til 750. Den er støbt i jern og meget tung. Den har et utrolig flot design. Efter forslag fra Ulla gav jeg hende to sorte tekrus fra Den Kongelige Porcelænsfabrik i julegave. - De passede til tekanden.

Vi nyder hver dag vores lille te-seance, medens vi ser året passere forbi ude i haven. I den her tid er det lige i skumringstimen, så det er hyggeligt. Jeg får et lille stykke brød, med ost eller honning, til.

Kl. 16

Går op på kontoret og læser min bog om dragen Dragomir. Det er den, jeg fortæller om i mit ildshow. Jeg har godt nok selv skrevet historien, men vil alligevel lige repetere den, for alt huske alle detaljerne.

For- og bagside

Babylons byport

Dragomirs sværd

Kl.17

Mit næstældste barnebarn Matti, kommer med en standerlampe der tilhører hans kæreste. Han er kommet til at vælte den, så messingrøret, der bærer skærmen er knækket. Jeg skiller den lidt ad og ser, at stedet, hvor den er knækket, er et meget svagt punkt i konstruktionen. Det vil sikkert ikke kunne holde ordentlig, selvom jeg sølvlodder det. Jeg går over på værkstedet og borer med søjleboremaskinen simpelthen to små huller i det rør der holder skærmen. Jeg skruer røret på lampen igen og trækker strømledningerne ud gennem hullerne og forbinder dem. Det hele er nu en langt stærkere konstruktion end før, og nu knækker det ikke igen, hvis den skulle vælte. Matti og hans kammerat der er med, får en varm fastelavnsbolle af Ulla og de drager afsted igen.

Værkstedet med bænksliberen nede til højre. Kl. 18.00 Vi spiser aftensmad, der i dag er en dejlig pizza. Den er købt lidt forberedt, men Ulla har pyntet den op på med blandt andet ansjoser, som hun ved jeg elsker. Jeg har tit fået disse pizzaer på rejser. Her hedder de altid ”Diavolo”, da de er lidt kradse på grund af de salte ansjoser.

Kl. 18.30

Vi går op og ser fjernsyn i tv stuen og jeg medbringer min sædvanlige dybe tallerken med frugt. Som regel pærer, æbler, gulerødder, men også store rosiner og tørrede figner eller dadler. Vi ser Europa i flammer, som er en serie om begyndelsen af II verdenskrig, og en dansk serie der hedder ”Badehotellet”. Den er hyggelig og foregår i trediverne på vestkysten.

21-21.35

Op på ”træhesten”, som jeg kalder kondicyklen. En halv time går hurtigt, når man er optaget af at se film.

Kl. 23.10

Jeg børster tænder i badeværelset og går i seng. Herinde tager jeg først min mellemrumstandbørste og renser alle mellemrummene i tænderne. Dernæst tager jeg tandtråd og polerer tandsiderne. Det holder bare tænderne i orden. Jeg har i mange år ikke haft huller og der er heller aldrig tandsten. Min tandlæge siger, når jeg kommer til kontrol: - Jeg kan næsten ikke være bekendt at tage penge for en tandrensning. - Men jeg er nu altid kommet af med penge alligevel.

Tirsdag den 7. marts 2017

Overskyet men tørt. 3 grader.

Kl. 7

Jeg står skraber skægget af.

Mine barbergrejer. Træskålen er lavet af sandeltræ og den specielle sæbe kan fås med forskellige dufte. Jeg bruger Maroccan Myrrh Det hele kommer fra Crabtree & Evelyn i London. Går ned i køkkenet hvor Ulla allerede sidder. Her får jeg mit glas med mælk og min morgen te med mælk og sukker. Jeg læser dagens nyheder i JyllandsPosten.

Kl. 8

Jeg går op på kontoret og tjekker mails. - HURRA!

De tre bøger om min bror Bent, jeg skrev og sendte til hans datter Anette i Slagelse, er endelig kommet frem. De første to blev sendt for ti dage siden og den sidste for fem dage siden. Jeg var bange for, at de var blevet væk og jeg havde endda betalt hele 82 kroner i porte. Bøgerne var sendt i så god tid, at de skulle være fremme til hans 78 års fødselsdag den 25. februar. Min bror døde som ung i 1977, kun 38 år gammel, så det var en sørgelig historie. Jeg ville derfor, i anledning af hans fødselsdag, lave en bog om hans barndom fra fødsel til han fyldte 20 år. Jeg kunne bruge meget fra mine egne erindringer, idet mine jo også var hans. Jeg fandt en masse billeder og historier om ham, som ikke var med i mine erindringer. Det blev til sidst en bog på ikke mindre end 215 sider. Hans to døtre, som nu bor på Sjælland, ved ikke ret meget om deres fars barndom, men nu får de en masse at vide, og deres børn igen kan jo også læse bogen og få noget at vide om deres morfar. Bogen starter helt forfra med stamtræet helt fra 1628 og foto af de sidste fire generationer siden 1880’erne. Jeg har jo skrevet mange bøger om mine erindringer og enkelte fiktive bøger. Jeg har også lavet billedbøger, med forklarende tekst, om alle vore børnebørn fra deres fødsel til deres konfirmation. Også vore egne tre børn har jag lavet disse billedbøger til, fra deres fødsel til de er fyldt 20 år.

Kl. 8.45

Jeg pakker min bil, der er en af de første elbiler, der kan bruges fornuftigt. Det er en BMW i3. Foruden elmotoren, har den nemlig en lille tocylindret motor nede i det ene hjørne bagi. Den træder automatisk i brug og laver strøm, hvis batteriet løber tør. Jeg har så en rækkevidde på 300-350 kilometer og kan bare fylde mere benzin på, hvis tanken løber tør. I princippet kan jeg derfor køre herfra og til Rom, når bare jeg tanker tit nok. Jeg har dog også en ekstra 10 liters benzindunk liggende i bagagerummet foran. (0-100: 7.9 sek. 170 hk.) Jeg kører nu mod Horsens, hvor jeg skal lave mit ildshow, for min nevø Sunes mellemste barn, der hedder Wilhelm. Han fylder 6 år og får hele børnehaven på 16 børn, plus pædagoger, på besøg. De ved dog ikke noget om, at jeg kommer, så det bliver en stor overraskelse for dem.

Kl. 9.45

Jeg ankommer til deres hus og er så heldig at kunne parkere på den ellers meget befærdede hovedvej. Lige foran huset. Den store sorte kuffert er nemlig ret tung, så det er rart, ikke at skulle slæbe den for langt. Jeg banker på og Sune kommer ud. Han tager kufferten og jeg tager resten og bærer det ind i den ene af deres stuer.

Her skal jeg optræde. Sune og Katrine har tre børn og deres hjem er indrettet på børnenes præmisser. Det er så dejligt at se. Så skal de stakkels unger ikke hele tiden have skæld ud for at lave uorden og rod. Børnene er allerede kommet og leger i stuerne, men jeg beder om at få stuen lukket af, mens jeg opstiller mine ting og klæder mig ud. Det er altid bedst, at børnene ikke ser mig før dørene lukkes op. Det er en erfaring jeg har, fra de utallige gange jeg har optrådt med dette show siden 2001, hvor jeg gjorde det første gang i et af mine andre børnebørns børnehave. Jeg har også optrådt på skoler og i forsamlingshuse med mit ildshow.

Kl. 10.15

Dørene går op og børnene kommer ind til dette syn. De kigger lidt målløse og undrende på mig. Sådan et syn har de ikke set før i levende live. Måske noget lignende i fjernsynet, men her var det midt i stuen. De anbringer sig på sofaerne og vindueskarmen i den modsatte side af stue.

Historien er i meget korte træk, at jeg er en meget gammel mand på 2614 år. Jeg hedder Abdul Abdullah og er født i Babylon. Jeg er blevet så gammel, fordi jeg har ild i maven, og jeg har evigt liv. Det lærte jeg af dragernes konge, der hed Dragomir, fordi jeg hjalp ham med at få en forvredet vinge på plads i min ungdom. Han gav mig alle disse remedier til at få ild i maven med og til at kunne puste ild ud af munden, ligesom dragerne. Remedierne er en orientalsk kande med ”vand der kan brænde” og en orientalsk kande med ”dragespyt”, samt en lille trææske, med den hellige påfugl malet på, med fem ild dragebønner inden i. En slangetunge gaffel, en stor sølvske og til sidst en stor tung messingskål. ”Det brændende vand” kan kun brænde i denne skål. Efter at have fortalt børnene den noget længere historie om mødet med dragen Dragomir, der i deres aldersgruppe, tager cirka en halv time, spørger jeg nu, om jeg skal vise, hvordan man får ild i maven og puster ild. Det vil de selvfølgelig meget gerne se, og jeg hælder noget af det brændende vand fra den store kande op i messingskålen og

forklarer,

man

ikke

havde

tændstikker dengang, så jeg vil derfor tænde ild i vandet med mit fyrtøj. Det ligger også på bordet og består af en kulholdig stålstang på et stykke dyrehorn og en mindre flintesten. Jeg viser, hvordan der kommer en

masse gnister, når man skraber flintestenen hurtigt mod stålstangen. Det har de aldrig set før og jeg slår nu gnister ned i skålen og efter en fire-fem gange står der pludselig store flammer op fra skålen. - Det vækker altid jubel. Jeg

tager

fem

ild

dragebønner op af æsken og smider dem ned i flammerne i skålen, mens jeg højtideligt fremsiger en trylleformular:

Tudseslim

slangegift.

Neglen fra en abehånd og Blikket fra en død mand. Jeg tager slangetunge gaflen, finder en af bønnerne nede i flammerne og stikker gaflen i bønnen, tager den op, så alle kan se flammerne, der slikker om den. Langsomt stopper jeg den flammende bønne ind i munden. Jeg tager den næste bønne, så den tredje og spiser dem. Jeg spørger om der er nogen der vil smage, men de siger alle nej tak med rædsel i blikket. – Det er en skam, for de smager faktisk ”brandgodt”, siger jeg så. Den fanger de

hurtigt og der lyder en høj latter. Jeg lægger nu min ene hånd på maven, og mærker efter om der er ild, men den er endnu ikke varm nok, fortæller jeg. Jeg spiser derfor de to sidste bønner og mærker igen. Med et højt AV fjerner jeg hurtigt hånden fra maven og siger, at nu er den i hvert fald varm. Jeg tager så den lille kande med dragespyt og hælder med en tynd stråle højtideligt noget af den gule væske op i den store sølvske og tager det ind i munden. Så tager jeg den brændende fakkel, der står ved siden af bordet, og holder den op foran munden og puster ud af al min kraft. Der står nu en lang flamme ud af munden på mig og ungerne gyser. - Der er som regel dragespyt

nok

til

endnu en flamme, så det gør jeg.

Det er fødselaren Wilhelm der sidder nærmest i mørkt tøj. Alle jubler og klapper, for nu tror de forestillingen er forbi, men der er en hale til historien.

- Jeg fortæller, at Dragomir sørgede for at dens kranie blev foræret til mig efter dens død og jeg siger, at dette kranie har jeg altid passet meget på, og jeg spørger om de gerne vil se skelethovedet af dragen Dragomir, med de tre horn i panden og de store hvide hjørnetænder og tanden på snuden? - Jaaa – jubler de alle. De har ellers hele tiden siddet bomstille og så dybt koncentreret, at pædagogerne er forbløffede. Jeg tager nu dette fantastiske dragekranie frem i en gammel flettet kurv. Den har hele tiden stået skjult under bordet.

Kl. 11.15

Børnene kommer frem og ser på alle tingene på bordet og studerer kraniet og ser ”blodet” i hjernekassen og bliver spurgt, om de vil smage dragespyttet, hvilket de absolut ikke vil. Kun et par af de voksne prøver at dyppe pegefingeren i resterne på sølvskeen. De kan ikke lide

smagen og det er klart, for det er jo fyringspetroleum. Børnene prøver at slå gnister med fyrtøjet. Det er de gode til og synes det er spændende. Jeg får et glas mælk til at dulme den ubehagelige smag af dragespyt. Jeg plejer at have smagen i halsen de første dage efter. Så går alle ind i den anden stue og her er der dækket op til fødselsdag. Alle får lasagne og rød saft i små klare skolemælksflasker fra halvtredserne. Bagefter er der dejlige fastelavnsboller. Jeg får en bolle og et krus te og nyder synet af de dejlige og så umiddelbare børn. De stille en masse spørgsmål som: – Findes der rigtige drager? – Er det rigtigt, at du har ild i maven og at du er så gammel? - Jeg plejer gerne at svare med et modspørgsmål: - Hvad tror du selv? – Tror du der findes drager, eller tror du, det bare er noget vi leger? Vi bliver som regel enige om, at det er spændende at lege, at der findes rigtige drager. For at give dem noget at tænke over siger jeg tit: - Når i næste gang ser en stor stjernehimmel, så prøv at kigge grundigt efter. – Måske ser I pludselig en lysende stjerne, der bevæger sig højt oppe og I kan måske også høre en fjern brummen. – De voksne siger, at det bare er en flyvemaskine. Jeg tror, at det måske er dragerne, der er blevet trætte af at fare rundt mellem flyvemaskiner og droner og satellitter her nede ved jorden. Derfor er de fløjet højt op mellem stjernerne, hvor de leger ”tag fat” og spytter ild og brøler til hinanden.

Med fødselaren Wilhelm for bordenden til venstre

Jeg har fået en gavepose med fin kaffe, the og specielle knækbrød for min indsats. Men jeg har også haft en dejlig dag sammen med nogle dejlige børn, og det er virkelig noget jeg nyder.

Kl. 12

Jeg læsser bilen igen og kører hjemad.

Kl. 12.45

Hjemme igen, hvor jeg får min sildemad og de to småkager og et glas vand. Jeg læser lidt i illustreret Videnskab og går derefter op og taget min slapper på gulvet indtil kl. 14.45.

Kl. 14.45

Jeg går ind på kontoret. Her ajourfører jeg dagbogen og læser korrektur på ”Oplevelser på rejser og hjemmefront”.

Kl.

15.30

Ulla ringer på mobilen og kalder til eftermiddagste i pejsestuen. Her får jeg noget af den te jeg lige har fået i Horsens. Den smagte dejlig. Hertil fik jeg to af de specielle knækbrød, med smøreost og honning.

Kl. 16

Går op på kontoret og ser på mail og netbank, og går derefter ind i tv stuen og ser Den nyeste udgave af King Kong for at slappe lidt af.

Kl. 18

Ulla kalder, at der er mad nede i køkkenet og vi får for en gangs skyld Hakkebøf med masser af løg, sovs og kartofler. Jeg spiser kun én bøf og seks små kartofter med skræl og lidt sovs.

18.30.

Går op i tv stuen og ser resten af King Kong. Senere kommer Ulla op og vi ser en ret speciel japansk film der hedder: Månen over kirsebærtræerne. Den var stille og velspillet. Under filmen tager jeg min godt halve time på ”træhesten”. Jeg får min sædvanlige ration af frugt, mens jeg ser tv.

Kl. 22

Jeg går i seng. Ulla ser lidt mere tv.

Onsdag den 8. marts 2017

Overskyet og 2 grader

Kl. 7.20

Jeg står op og går ud og barberer mig. Bagefter vasker jeg hår og tømmer blæren helt med et kateter. Det sidste kan lyde lidt underligt, men efter jeg blev opereret for prostata i februar 2016 er jeg nødt til at gøre dette for at holde blæreudmundingen åben. Jeg skal gøre det to gange om ugen og det gør jeg så hver onsdag- og lørdag morgen. Jeg får gratis katetere fra hospitalet. Jeg lærte selv at gøre dette lige efter operationen og det er ganske let. Det er lige så let som at lukke vandet ud af køleren på en gammel bil. - Jeg vasker også altid hår hver onsdag og hver lørdag. Derefter går jeg ned i køkkenet og får min mælk og morgente. Jeg læser som sædvanlig Jyllands-Posten grundigt.

Kl. 9.15

Jeg sætter den tunge kuffert og resten af ildshowsudstyret på plads under trappen i forgangen og går op på kontoret og tjekker mails og netbank.

Kl. 10.30

Jeg redigerer videre og går ud på altanen og tager billeder af arbejdet på den nye byggeplads overfor.

Kl. 10.45

Ulla har bedt mig om at reparere et hul i den lyse væg i spisestuen. Der havde siddet en skrue til at holde, en af vore efterhånden, gamle saltdejs-julenisser. Jeg reparerer hullet så det næsten ikke ses, men alligevel kan bruges til næste jul.

Kl.12.45

Ulla tog i morges ind til byen, hvor hun hver fjortende dag går i en operagruppe, hvor de skiftes til at komme med spændende operaer, som de så ser i fællesskab og diskuterer bagefter. Hun ringer nu og spørger om jeg vil hente hende oppe i Veri-Centret, hvor hun har handlet ind på hjemturen. Jeg kører derop og sender en pakke og et brev på postkontoret. Imens Ulla handler færdig, går jeg ind i Netto og køber frugt. Jeg var kørt helt tør og køber 20 dejlige store pærer, en pose æbler og en pose gulerødder.

Kl. 13.45

Lidt sent i dag, får jeg min sildemad, et glas vand og mine to småkager. Læser lidt i ”Historie”. Jeg går over og snakker med arbejderne på byggepladsen, for løbende at følge med i, hvad der foregår.

Kl. 14.30

Afslapning på gulvet i tv stuen til 15.15 hvorpå jeg går ind på kontoret og fortsætter med at skrive de håndnoterede notater til denne dagbog ind på computeren.

Kl. 15.30

Ulla kalder til te i pejsestuen med mobilen og jeg får igen to stykker knækbrød med honning og ost.

Kl. 16.15

Jeg går op og fortsætter med dagbogen.

Kl. 18.15

Ulla kalder: - Der er mad. Jeg går ned og får igen en bøf og fem gennemskårne små kartofler og lidt sovs.

Kl. 18.45

Jeg går op og ser tv. Først noget af det, som Ulla ikke har så meget lyst til at se, såsom bilhistorie o.lign. Senere kommer hun op og vi ser en spændende svensk krimi, og en del at en serie der hedder Arvingerne i Skærgården. Senere Ullas foretrukne. Homeland. En amerikansk serie Jeg spiser to pærer, et æble og nogle gulerødder og ti af de små ”lækre larver”. Jeg kører 35 minutter på min ”træhest”. Den er indstillet på den næsthøjeste sværhedsgrad, så godt en halv time giver skam sved på panden. Jeg smider som regel tøjet på overkroppen, så varmt får jeg det.

Kl. 22.20

Jeg går ud og børster tænder, tager de to piller jeg tager hver dag. 1 20 mg simvastatin for kolesterol og 1 rød for B12 mangel. Min mave har i mange år ikke selv kunnet lave B12. Jeg går i seng, da Homeland alligevel ikke kan holde mig vågen. Jeg renser tænderne med den lille mellemrums tandbørste og bruger også tandtråd.

Torsdag den 9. marts 2017 Skyfrit og lyst. 5 grader

Kl. 7.10

Står op og barberer mig, klæder mig på i mit dagligtøj. Der i tiden består af en grå strikket trøje med et vaffelmønster på, og cowboybukser, som jeg ellers har svoret, at jeg aldrig ville gå med. Jeg betragter dem nærmest som en slags uniform for pensionister og er der noget jeg ikke vil være, så er det konform. Men jeg arvede et par næsten nye, som svoger Carsten ikke kunne være i mere, og jeg opdagede nu, ved at prøve at gå med dem i en uges tid, at alle de småting, der ellers pletter mine dagligbukser, når jeg færdes på værkstedet og ovre i garagen, næsten ikke kan ses på cowboybukser og jeg har derfor brugt dem til daglig gang herhjemme hver dag. Skal jeg ud af huset, som for f.eks. ud at handle eller ind til byen, klæder jeg mig altid om, for netop ikke at ses i denne ”pensionistuniform”.

Jeg gå ned i køkkenet, drikker min mælk og te og læser avisen grundigt. Den ser lidt dramatisk ud i dag.

Kl. 8.15

I baggangen har vi en stor kurv, hvori vi lægger alle tomme flasker og glas fra syltetøj og vores sild, samt plastikbeholdere. Denne bøtte tager jeg med over i skuret og sorterer indholdet op til genbrug og indløsning af pant. Cirka hver anden måned bliver genbruget så kørt på genbrugspladsen og panttingene bliver taget med, når vi skal ud og handle næste gang.

Kl. 8.40

Går op på kontoret. Ser på mail og bevægelser i netbanken. I dag kom en meget fin forårssang fra Ullas bror Finn, der er en dygtig poet. Hans forårssang er faktisk fuldt på højde med de klassiske danske forårssange og kan synges på både, - ”Det lysner over agres felt” og på: - ”I sne står urt og busk i skjul”. Der var fem bevægelser på kontoen i netbanken. De noteres ned på min egen skriftlige kontrol over kontoen. Diverse bilag over bevægelserne findes frem og arkiveres. Jeg har faktisk alle bon’er fra mange år tilbage i tiden. De ligger i små frostposer oppe på loftet. Jeg har også en speciel mappe, der rækker mange år tilbage, til alt det, der er garanti på

og kan derfor hurtigt finde beviserne frem, hvis der er brug for dem, eller hvis jeg vil se, hvor længe vi har haft f.eks. vores vaskemaskine el.lign.

Kl. 12

Frokost. Ulla har lavet min sildemad og stillet et glas vand og to småkager frem. - Hun kender mine vaner. Jeg læser lidt i Illustret Tidende og vi konkurrerer om hvem der er bedst til paratviden-spørgsmålene bag i bladet. - Vi er som regel meget lige, og det er dejligt.

Kl. 12.30

Jeg tager en hynde fra væggen i baggangen og går udenfor og sætter mig i den dejlige og varme forårssol i hyggekrogen. Her er der næsten altid læ. - Krogen vender mod øst og syd.

Kl. 13.

Jeg klæder om i mine sædvanlige beige bukser og en flot strikket trøje jeg fik i fødselsdagsgave sidste år. Vi skal nemlig i byen. Jeg går ind og tager min slapper på gulvet i tv stuen.

Kl. 13.30

Jeg går ind på kontoret og skriver i dagbogen.

Kl. 14

Vi tager afsted til vores barnebarn Tors gymnasium. Det er Langkær gymnasiet i Tilst. Han bliver snart student og læser på en linje der hedder IB (International baccaleureate). Her er en karakter.

eksamensopgaverne

kunst

der

gives

Kl. 14.30

Vi ankommer og finder salen med udstillingen. Tor byder på chips og et glas vin. Tor er så heldig, at hans udstilling ligger lige midt i lokalet og lige ud for indgangen. Man ser den derfor straks. De andre elevers ligger rundt langs kanten af den store sal og der var mange spændende imellem. Tor udstiller seks billeder, hvoraf de tre er plakat store tegninger i kul og sort maling. Motivet til billederne er en flintesten fundet på en mark. Denne flintesten står på en lille søjle foran billederne. - Midt på gulvet, i et kar med rindende vand, ligger nogle opbyggede stenskulpturer. - Ved alle tingene står en forklaring på engelsk til tingene.

Model og billeder Alt i Tors klasse foregår på engelsk og langt det meste på gymnasiet foregår også på engelsk, da eleverne kommer fra mange forskellige nationer. Det var en meget spændende udstilling. Vi mødte deres lærerinde, der fortalte, at det var den absolut dygtigste klasse, hun havde haft i sin tid på gymnasiet og hun var med rette meget stolt af dem.

Vi mødte Steen og Noah, Tors bedsteforældre fra Fredericia, Ulla og Jørgen, Lea, Iben og Magnus og Tors mor Vivi kom lidt senere.

Alt i Tors klasse foregår på engelsk og langt det meste på gymnasiet foregår også på engelsk, da eleverne kommer fra mange forskellige nationer. Det var en meget spændende udstilling. Vi mødte deres lærerinde, der fortalte, at det var den absolut dygtigste klasse, hun havde haft i sin tid på gymnasiet og hun var med rette meget stolt af dem.

Kl. 16.30

Jeg forlader gymnasiet. Ulla er kørt med Iben hjem lidt tidligere. Hun skal handle ind, fordi hun i morgen har inviteret Tove, Carsten og Finn og Tut til frokost. Jeg kører først Magnus ud til Iben og Ulla kommer ombord. Dernæst kører vi Lea hjem til hende og Pavels nye lejlighed i Vejlby og så hjem.

Kl. 17.30

Vi spiser. Jeg får den sidste bøf fra i går. Det smager stadigvæk godt.

Kl. 18 40

Finn henter Ulla, for hun og familien, Finn, Peter, Steen, Vivi, Magnus og Amalie skal i Aarhus teater og se Erasmus Montanus i en moderne opstilling. Kulisserne er ligesom i et dukketeater. Forestillingen er blevet en voldsom succes og alt er totalt udsolgt.

Det var fra starten Ullas ide og på hendes initiativ, at familien kom i teatret, så hun havde bestilt billetterne for længe siden. De betalte hver i sær deres egne billetter. – Det er noget hun gør engang imellem. Familien skal have noget kultur og det kan de også godt lide og har været med mange gange. Jeg har også været med en del gange, men denne gang sprang jeg over, hvilket jeg måske ikke skulle have gjort, for de var alle meget begejstrede, da de kom hjem. Mens de er i teatret går jeg op med min frugt og ser tv.

Kl. 21.30

Ulla kommer hjem. Vi får te og jeg får for en gangs skyld to små skiver af det helt friske formfranskbrød Ulla købte i dag. De er smurt med smør og med rørsukker på. Jeg får det meget sjældent, men det smager bare godt. Jeg har fået sukkermadder lige siden jeg var barn. Vi ser lidt mere tv, men jeg går i seng kl.22.20.

Fredag den 10. marts 2017 Solen skinner og der er en klar himmel og 5 grader varmt.

Kl.7.10

Jeg står op og ”skraber roen”, som Storm P sagde. Jeg klæder mig på i mit ”udgangstøj” og går ned og får mit dejlige kølige glas mini mælk og morgente med mælk og sukker. Jeg læser Jyllands-Posten grundigt.

Kl. 9

Jeg går ud på vejen og taler med de arbejdere, der nu er ved at lægge asfalt på det nye vejstykke til boligkvarteret, der kommer på den anden side. De har fart på og fortæller, at det hele er færdigt ved middagstid.

Jeg støvsuger alle værelserne på I. sal og stiller støvsugeren ned på plads i kosteskabet. Derefter hjalp jeg Ulla med at køre den friske torsk og laks gennem kødhakkeren til fiskefars. Mit beskedne bidrag bestod i at dreje håndtaget på hakkeren.

Kl.10

Vi kører om og henter Tove og Carsten og kører ud til Iben, hvor vi skal være kl. 10.30.

Kl. 10.30

Vi ankommer på slaget. Vi sætter os ned i deres solfyldte pejsestue og venter på Finn og Tut. De ankommer og vi går alle ind i Ibens spisestue, hvor der er dækket op med Ibens fine kongelige porcelæn i både gammel og ny stil. Tekrusene er endda skaffet gennem venner i Japan, for der blev kun solgt ganske få af dem herhjemme. De var beregnet til det Japanske marked og her var de næsten også udsolgt, men der var endnu få at købe. Midt på bordet stod en masse gulerodskage med glasur. Det var skåret i firkanter og smagte så godt, at Iben måtte hente en ny forsyning i køkkenet. Årsagen til gulerodsaffæren var den, at Iben, i bilen på vej til Paris, havde sendt en mail til familien og heri nævnte hun, af en eller anden grund, gulerodssangen. Finn i Fårup fik også denne mail og han kunne ikke lade være med at sende en af sine specielle kommentarer. Som regel på vers. Det tog Iben straks op og sendte et vers handlende om gulerødder tilbage, samt hele sangen, som hun havde fundet på nettet, alt imens hun kørte på motorvejen. – Jeg formoder, at det var Heine der sad bag rattet. Nu svarede de hinanden en fire-fem gange og det endte med, at Iben inviterede den gren af familien på gulerodskage, her den 10. marts kl. 10.30. Vi havde halvanden times god familiehygge. Tove havde gulerodsfarvede roser med til Iben.

Kl. 12

Vi kører hjem. Tove og Carsten er med. Finn og Tut kører ind til byen. Tut skal have byttet noget. - I Magasin, var det vist.

Kl. 12.30

Vi er hjemme igen. Ulla dækker et lækkert frokostbord med blandt andet de nystegte varme fiskefrikadeller og med en god remoulade til. Finn og Tut ankommer og vi spiser og snakker sammen til ved tretiden.

Kl. 15

Finn og Tut er kørt ud til Lystrup. De vil besøge Vibeke, der jo er den ene af de fem ”Gemser”. Hun sidder i kørestol og kommer aldrig ud. Vi er også derude cirka hver 10. dag. Vi får så kaffe og smørrebrød og kage. Vi spiller tit spil, der kræver paratviden. Det kan familien godt lide, ligesom flere af dem løser en masse kryds og tvær. Især Finn, Tut og Ulla er skrappe. De løser den svære i Jyllands-Posten om søndagen. Jeg kører Tove og Carsten hjem. Jeg går op på kontoret og her ringer jeg til en veteranbilmand på Sjælland, der er ved at samle nogle specielle biler til et stort jubilæum i branchen. Jeg har lovet ham at hjælpe, hvis jeg kan. Jeg har dog ikke fundet den bil jeg skulle lede efter, men det går godt. Nu mangler han kun en.

Kl. 18.15

Efter gulerodskage og frokost er jeg ikke så sulten og spiser derfor kun en lille portion jordbærgrød, som Ulla har lavet. – Det smagte godt.

Kl. 18.45

Jeg går op og ser tv. Resten af Homeland, som jeg gik i seng fra den anden aften. Ulla kommer også op, og vi ser en svensk krimi.

Kl. 22.15

Jeg går i seng efter ”tandritualet”. Jeg ligger og tænker på, at i morgen lørdag, skal jeg skille de sidste brædder ad. Disse brædder får jeg ovre hos vores genbo, en skiltefabrik. De får masser af store skilte fremstillet i

f.eks. Letland. Her har de masser af træ og disse skilte er derfor pakket ind i solide trækonstruktioner. Nogle af brædderne er lige ved tre meter lange og en tomme tykke. Dem skal jeg bruge oppe i vores sommerhus til at bygge en garage til min havetraktor. Jeg har allerede kørt en del derop, og når vejret bliver varmere vil jeg bygge den. Jeg glæder mig. Den bliver vældig solid og holdbar.

Brædderne har været skruet sammen og er derfor lette at adskille og er ikke defekte.

De var lidt tunge, da de havde suget meget regnvand.

Jeg skal også lægge nye tagplader på mit trætophus i det store ahorntræ. Under den sidste store og voldsomme storm, der ramte lige ind i vores hjørne af vestkysten med vindstød af orkanstyrke, røg tagpladerne på vestsiden af, skønt jeg havde sikret dem med et langt fastskruet bræt yderst på udhænget. Netop for at vinden ikke skulle rive dem af. Det var stormen da fuldstændig ligeglad med. Den rev da bare både bræt og plader af. Heldigvis er der underpap på, så regnen trængte ikke ind i huset. - Selve huset havde ikke rokket sig en centimeter. De nye plader bliver sikret med bræddebolte ned gennem trætaget. – Så, storm. – Kom bare an! Huset er på syv kvadratmeter og der er en terrasse på fem. Der en fantastisk udsigt over søen deroppe fra. Vi drikker kaffe deroppe og jeg sover der tit. Der er en dejlig frisk luft og meget lys. Om vinteren, selv når det fryser, er der altid varmt deroppe, når solen skinner, da hele sydsiden er med pleksiglas ruder. - I frost er der over 20 grader varmt.

Jeg skal også huske at stille Ullas malerstafeli op. Hun har lige købt et stort lærred og har planer om at male et spændende billede.

Her er så billedet Ulla planlagde. Det hedder ”RETHINK”. Det er et af temaerne fra Aarhus som kulturby her i 2017. Skellet mellem moderne videnskab og urtiden Det kommer med på en udstilling i ”Kultur karussellen” i HUSET TRØJBORG i anledning af Kulturby 2017. Ulla har tre billeder med og der er fernisering den 18. april.

Folk siger så tit lidt for sjov: - Pensionister har jo altid så travlt. Det er vist en sandhed, der er større end de selv ved. Jeg tænker virkelig, i fuld alvor, tit på, hvordan jeg dog nogensinde har haft tid til at arbejde? – Jeg har jo nok at gøre dagen lang og har aldrig haft det bedre i hele mit liv end nu. - Jeg er godt tilfreds og jeg keder mig aldrig. Når denne dagbog er renskrevet og den er lavet til en lille bog, skal jeg fortsætte med de månedlige artikler til klubbladet i min veteranbilklub. Det hedder VINTAGE NYT og udkommer i to tusinde eksemplarer hver måned. Jeg har allerede lavet fire, der er udkommet og det femte er indsendt og udkommer til april. Jeg er i gang med det sjette og det skal indsendes inden den 1. april. Men det når jeg sagtens. Så mangler der kun fire. Artiklerne er med billeder på 8-9 A4 sider i bladet og de handler om mine tidlige år i klubben fra 1966 – 1976. Jeg håber at mine efterkommere om mange år, når de læser denne uges dagbog, kan få en fornemmelse af, hvad pensionister engang fik tiden til at gå med. Jeg ville virkelig gerne selv have kunnet læse om min oldeeller tipoldefar og hans tid.

Knud Erik Guldager 51