Jagten på den store ronkedor by Knud Erik Guldager

Jagten på den store

RONKEDOR En istidsjægers beretning

Knud Erik Guldager 1

JAGTEN PÅ DEN STORE RONKEDOR Dette er beretningen om en dramatisk mammutjagt for over 40.000 år siden.

Hele historien begynder på en lidt mærkværdig måde. Jeg stod en søndag formiddag i landsbyen Assentoft, der ligger tæt ved Randers. Jeg var kommet for at lære nogle fiduser af en flintsmed, der var med på en ”Stenmesse”. En stenmesse er en salgsudstilling af diverse stenarter, mineraler og krystaller med mere. Imedens jeg stod og talte med flintsmeden, fik jeg pludselig øje på noget, der straks fik min store interesse og jeg følte mig på en underlig måde stærkt tiltrukket af genstanden og den så på en eller anden måde bekendt ud. Den lå på en stand hos en mand fra Holland, der solgte blandt andet rav og sten. Men der lå også nogle ting, der så anderledes ud og det var en ganske bestemt ting blandt disse jeg fik øje på. Det var en rund og krum ting af ca. 65 centimeters længde og med en diameter på ca. 20-25 centimeter. Det lignede et stykke af en stødtand fra en elefant. Jeg 2

pegede på det og spurgte hollænderen: - Hvad er det? Det var ganske rigtigt et stykke af en stødtand, men det var ikke fra en elefant, men fra en mammut og det var godt 40 tusind år gammelt. - Forbløffet spurgte jeg så om, hvor i al verden han havde det fra? Han svarede: - Jeg køber tingene af vodfiskerne, når de kommer hjem fra fiskeri i Nordsøen. De får det i deres vod, når de skraber bunden. Museerne har efterhånden nok af den slags, så fiskerne får lov til at sælge skeletdele og lignende. Kun hvis der dukker unika op, skal de aflevere dem til museerne. Fiskerne har ”fanget” disse ting, siden de begyndte at fiske med vod i begyndelsen af 1900 tallet. Stykket var til salg og jeg spurgt om prisen. - Den var ikke urimelig, så jeg købte det spændende stykke stødtand. Jeg syntes, at det måtte være helt fantastisk at eje noget der var så sjældent og så gammelt. Så det måtte jeg jo eje, og jeg fik en kindtand fra en ufødt mammutunge med i købet. Jeg betalte og hollænderen rakte stykket, - det var ret tungt, over i mine arme. Da jeg stod med stykket vandret i favnen skete der noget højst besynderligt. – Pludselig kunne jeg helt præcist huske, hvor jeg sidst havde set dette stykke hvide stødtand

Det havde jeg, da jeg var istidsjægeren Eik for 40 tusind år siden. 3

Men nu må jeg hellere fortælle hele denne utrolige historie helt fra begyndelsen. - Så kommer forklaringen på, hvordan jeg mødte dette stykke stødtand første gang. For 40 tusind år siden var det, der i dag er Danmark, landfast med både England og Skåne og resten af Nordeuropa, og det, der nu er Vesterhavet eller Nordsøen var fastland. Nordpå lå indlandsisen.

Landskabet var steppetundra med langt græs og buskads af dværgbirk og pil. Klimaet var koldere end nu, men der levede en rig fauna, såsom ulve, polarræve, moskusokser, rensdyr, bison, urokser, vildheste, kæmpehjorte, elsdyr, hulebjørne, huleløver, uldhåret næsehorn og sidst, men ikke mindst det dyr, som denne historie handler om, nemlig den store mammut. Tundraen bestod af store stepper, afbrudt af sumpe og bundløse moser. Det lille samfund jeg dengang levede i bestod af en gruppe på cirka 65 individer. Vore hytter lå i en lavning i terrænet, - tørt og i læ for den iskolde blæst, der næsten altid fór henover tundraen. I bunden af lavningen løb en lille flod.

Midt på bopladsen var der en åben plads og det var vores samlingssted. Her lå et mægtigt mammutkranie, og når man slog på det med en trækølle, gav det en dyb dump trommelyd, der hurtigt kunne kalde hele bopladsen sammen, hvis man havde en vigtig meddelelse, der gjaldt alles ve og vel. Det kunne for eksempel være en fare af en eller anden art, eller det kunne være, at der var et større byttedyr i nærheden, som man skulle være flere om at nedlægge. Vi havde ingen høvding, - det havde man ikke dengang. Vi havde i hvert fald ikke, men vi havde en talsmand og en talskvinde for hver gruppe. 6

Jægernes talsmand hed Bring. Han var ikke en kæmpe, men en meget rolig, forholdsvis lille og tæt bygget mand med enorme kræfter. Han hed Bring, fordi han netop på grund af sin rolighed og store styrke, altid havde været den, der bedst kunne bringe byttedyret over i den anden verden med ét eneste afgørende og dræbende stik af spyddet. Vi havde en dygtig flintsmed. - Han hed Brum fordi han altid sad og brummede som en arrig bjørn, når han slog flint, og det gjorde han altid, for det var det eneste han ville. Han havde et dårligt humør. Folk var bange for ham, og man holdt sig altid på sikker afstand af ham, for han langede ud med armene, hvis nogen kom for tæt på. Kun jægerne havde han kontakt med, når han gav dem deres spydspidser og andre ting i flint. - Skulle kvinderne have skrabere til at tilberede skindene med, måtte de altid have dem gennem mændene. Han kunne 7

hverken lide kvinder eller børn, og han tolererede kun andre mænd, fordi han var nødt til det. - Der var ingen der vidste, hvorfor han var så arrig, for det var ikke noget han var blevet. Han havde altid været sådan. Vores eneste rigtige våben var spyddet. Vi kendte ikke til for eksempel bue og pil.

Vi skulle altid tæt på byttedyrene for at dræbe dem med spyddet, og derfor havde mange af os haft knækkede knogler, hvoraf nogle var groet mere eller mindre skævt sammen igen. Vi ville sikkert i dag blive set på med undrende øjne, med vores haltende gang og skæve arme. - Vi tænkte ikke selv over det, men var nødt til at lære at klare os, så vi ikke var en byrde for vort samfund. Vi havde ikke overskud til at føde på nogen der ikke gjorde gavn på en eller anden måde. - Slog jagten fejl døde de mindste af børnene ofte af sult og underernæring. Brum jagede ikke selv, men fik al sin mad bragt af os andre på skift, men vi var alligevel meget glade for ham og mente selv, at netop vi havde den dygtigste flintsmed blandt alle stammerne, og derfor fandt vi os i hans sære luner.

Selv hed jeg Eik og tilhørte en meget respekteret familie i stammen, da ”Gamle Mammut” var min oldefar. Om ”Gamle Mammut” fortalte de gamle jægere lange dramatiske historier. Han havde, - og mere end nogen anden siden, udvist snedighed, stort mod og dristighed under drabelige jagter. Især mammut jagter, og det var derfor han havde fået tilnavnet ”Gamle Mammut”. Han hed også Eik, og det var ham jeg var opkaldt efter, i håb om, at jeg ville udføre lige så store bedrifter som ham. Der lå altid et pres på mændene i vor slægt om at udføre lignende gerninger, men endnu havde ingen indløst disse forventninger. Historierne var jo sikkert heller ikke gjort mindre dramatiske gennem de mange genfortællinger, og var nu næsten helt umulige at leve op til. Jeg var atten år og næsten på mit fysiske højdepunkt, men endnu havde jeg ikke udført så store dristigheder, at de blot kunne sammenlignes med min berømte oldefars. Jeg havde dog tiden for mig, for hvis jeg var heldig, kunne jeg blive helt op til fyrre somre. Det blev de ældste af os dengang. Selve beretningen om den store mammutjagt, begynder en ganske almindelig dag i det tidlige forår. En af bopladsens jægere, Garm hed han, vendte hjem. Han havde været alene ude på jagt efter smådyr. Da han kom ind på bopladsen, gik han direkte hen til det store mammutkranie. Han tog trækøllen, der altid lå ved siden af kraniet, og slog på det. – BONG - BONG – BONG, lød det. 9

Garm

Denne dumpe hule lyd var straks noget der vakte alles opmærksomhed og nysgerrighed, og vi strømmede til. Mænd, kvinder, ja selv de mindste børn, for de vidste jo, at nu ville der ske noget der var spændende. Da alle var samlede, stod Garm op på kraniet, så de bedre kunne se ham, og fortalte, at han i dag havde set mammutspor og frisk gødning på sletten mod vest, - kun en halv dagsrejse fra vores boplads. Mammutkød var eftertragtet, fordi der var store mængder kød i en enkelt mammut, og fordi det var godt at tørre og gemme til knappe tider. Det var sjældent at mammut’erne kom så tæt på os. Deres ruter, - når de om foråret vandrede nordpå, lå flere dagsrejser borte, og det var altid meget besværligt at bære al det kød hjem, når vi endelig havde nedlagt en mammut.

En mammut er jo et meget stort dyr. Meget større end nutidens elefanter, og de er altid meget vagtsomme. Når noget truer, dundrer de straks af sted over sletten. Men det hænder at en ronkedor, – der er ensomme gamle hanner, der af en eller anden grund har forladt flokken, strejfer om langt fra deres sædvanlige ruter, og det var netop en sådan gammel ronkedor Garm nu fortalte om. Den kunne blive et meget besværligt bytte, på grund af sin enorme størrelse og voldsomme vildskab, hvis den følte sig truet. Men med list og meget mandsmod, vidste vi, at det måske godt kunne lade sig gøre alligevel. Medens Garm fortalte, kunne jeg mærke at blodet begyndte at bruse i mine årer. En så stor mammut, så tæt på, ville kunne give en meget spændende jagt.

Jeg begyndte at drømme. - Hvem ved, måske kunne jeg endelig få mulighed for at udøve en heltegerning, der kunne leve op til min berømte oldefars. Jeg havde altid drømt om at leve op til min slægts forventninger og jeg var lige netop nu, deres eneste unge håb. - Lykkedes det, ville det give mig et ærefuldt liv i resten af mine dage, og jeg så for mig, hvordan de andre ville plage mig, for at jeg skulle fortælle min jagthistorie om og om igen i de lange mørke vinter måneder. Men en ting er drømme og heltegerninger, og en anden ting er den virkelige jagt. Det var altid livsfarligt at jage et så stort dyr som en mammut, og denne gang var den, - efter hvad Garm fortalte, endda særlig stor. - Men jeg kunne mærke, at jeg havde store forventninger. Det forholdt sig nemlig således, at netop det område, hvor Garm havde set sporene af kæmpen, var ret sumpet, uden dog at være en bundløs mose. Dette terræn var helt ideelt til en mammutjagt, for med lidt held kunne vi drive den gamle ronkedor ud i sumpene, hvor den nok ville sidde fast, men ikke synke til bunds. Men alligevel ville det, - som sædvanligt ved en mammutjagt, være særdeles farligt, og det ville kræve et stort mod af os jægere, at komme så tæt på mammutten, at vi kunne jage et spyd ind i hjertet på den, og dræbe den.

Mammutjagt var noget alle vi jægere glædede os til hvert år. Det var årets højdepunkt, når de store flokke om 12

foråret vandrede nordpå, for så kunne jægerne, - især de unge, netop vise, hvor modige og dristige de var, og derved opnå en højere anseelse i stammen. Til den store mammutjagt forberedte vi os altid i god tid. Vi skulle have rigeligt med spyd. Desuden skulle vi have flænseknive af flint til at skære det meget kød ud med. Det skulle være i så tilpas store stykker, at det kunne bæres af én person. Vi skulle have brede remme af hjorteskind. De skulle bruges til at stikke gennem kødstykkerne, så de kunne bæres på ryggen ligesom en rygsæk. - Vi skulle også have kogeskind med. Vort hovedmåltid som vi fik om aftenen, bestod af enten stegt kød, rå lever eller anden indmad, samt suppe kogt på kød af fugle, fisk, små eller større dyr, så som gnavere og lignende. Samt ikke mindst urter og rødder, bær og den slags. Kødet kom jægerne med, og de andre ting blev samlet af kvinderne og børnene. Suppen blev kogt i et kogeskind, hvori vi lagde knytnævestore sten, som vi havde opvarmet i bålet.

Kvinderne vidste præcis, hvad der var spiseligt og hvad der ikke var, og de vidste bedst, hvor de specielle rødder og urter voksede. Det var også dem, der stod for vedligeholdelse af ildstederne og selve madlavningen. Kvindernes talsmand var også vores medicinkvinde. Hun hed Då og hun forstod sig på at finde netop de forskellige urter og andre ting, - for eksempel dyr, der havde helbredende eller lindrende virkning. Hun var også vores åndemaner, og kunne ved hjælp af røgen fra bestemte urter, sætte os i forbindelse med vore forfædre i den anden verden, hvis vi virkelig ønskede det, eller havde brug for det. - Men dette var noget vi var lidt bange for. Vi var bange for at blive efterladt ovre i den anden verden og vi brugte det kun sjældent.

Når vi vandrede ud på mammutjagt, havde vi alle jagtting med, undtagen føden. Den nedlagde og samlede vi undervejs. Alle var med. Jægere, kvinder og større børn. Kun de gamle og de små børn blev hjemme den halve måne, som en mammutjagt som regel varede. Og så selvfølgelig Brum. Han flyttede sig aldrig fra sin hytte. Kun når han skulle ud efter mere flint til at lave redskaber af. - Det overlod han aldrig til andre og så kunne han være væk i dagevis. Han var altid enorm sulten og umulig, når han endelig dukkede op igen. Han var jo ikke selv vant til at sørge for sin føde og havde derfor måttet leve af de bær, frugter og insekter, han kunne finde undervejs. Kød fik han ingenting af, så det var jo ikke så sært, at han var særlig arrig og umulig, når han kom hjem. - Der kunne gå flere dage, før han igen bare var det gamle arrige spektakel vi var vant til. Men alle disse forberedelser var vi endnu ikke begyndt på, da de første mammutflokke først plejede at komme ved næste fuldmåne. Men det betød ingenting, for hvis den mammut, - som Garm fortalte om, blot var en halv dagsrejse fra bopladsen, behøvede vi jo ikke at tage så meget med, for hvis det lykkedes for os at nedlægge den, kunne vi blot sende en mand tilbage efter hjælp til hjemtransporten. Men nu tilbage til Garm, der stod på kraniet. - Da han havde talt færdig stod Bring – jægernes talsmand, op på kraniet og foreslog, at vi jægere, tidligt næste morgen 15

skulle mødes her. Vi skulle hver især medbringe udstyr til tre dage. Ikke mere, for vi skulle rejse hurtigt. Når vi rejste hurtigt, betød det at vi skiftevis løb og gik hurtigt. På denne måde kunne vi på én dag tilbagelægge store afstande, uden at vi blev alt for udmattede. Det blev vi enige om og tidligt næste morgen, lige før solen stod op, mødtes vi jægere ved mammutkraniet.

Her sidder jeg sammen med Garm og Bring og vore spyd om morgenen, lige før vi skal afsted på jagten. Jeg ser lidt betænkelig ud og tænker vist på de store forventninger stammen har til et oldebarn af Gamle Mammut. Vil jeg i dag leve op til det? – Jeg er i hvert fald meget opsat på det. 16

Vi var nitten mand. Garm førte os nu i løb i den retning, hvor han mente at mammutten måtte være. Da vi lidt før middag kom frem til sporene, så vi at det store dyr stadig var i området, idet Garm fandt friske spor og ny gødning, der ikke havde været der i går. Vi fulgte nu, - så lydløst som det var os muligt, sporene, der førte bort fra sumpene! - Dette var meget uheldigt, for vi blev nu nødt til at snige os foran dyret, for at få det til at stoppe op, og om muligt drive det tilbage i den retning, det netop var kommet fra – nemlig mod sumpene, hvor vi håbede, vi kunne få det til at synke i og derved sidde fast. Vi delte os i to hold. Det ene hold løb langt ude til venstre, og det andet hold langt ude til højre for sporene. Ronkedoren måtte for alt i verden ikke få færten af os, idet den så straks ville sætte farten op og forsvinde. Mammutter er normalt ikke bange, når de færdes alene, da de ingen naturlige fjender har. Kun, når de er i flok på vandring, er de nødt til at beskytte ungerne mod store rovdyr, som for eksempel huleløver, der gerne snupper en unge, der er kommet lidt bort fra flokken.

Kun mennesket har de lært at frygte, og ved lugten eller synet af mennesker, tager de ensomt strejfende ronkedorer straks flugten. Vi løb nu, så hurtigt vi kunne, frem mod en bakkekam i det fjerne. Her havde vi aftalt at dreje ind mod midten af den retning, som vi håbede ronkedoren stadig fulgte. Vi regnede med, at vi så ville være kommet foran, da den sikkert, roligt og uforstyrret, ville gå og æde på dens vej fremad.

Ved bakkekammen mødtes vi, og fordelte os på tværs af sporretningen. Vi kunne heldigvis ikke finde spor efter ronkedoren, så vi var foran. Vi gemte os godt i krattet og ventede. – Den havde åbenbart ikke travlt, og det var nu efterhånden ved at være aften, uden at vi havde hørt eller set det store dyr. 18

Vi havde sat to udkigsposter lidt frem, – godt gemt bag buskene. - Vi var nu mildest talt godt sultne. Vi havde ikke haft tid til at spise hele dagen. Det var kun blevet til lidt bær i forbifarten, og lidt vand fra de vandløb vi passerede. Vi tog nu vor proviant frem. Men vi kunne jo ikke koge suppe, da ronkedoren så ville kunne lugte røgen fra bålet, så vi måtte bløde det tørrede kød op med vort spyt, og gnave det i os. Men på grund af vor store sult, kan jeg endnu tydelig huske, hvor godt det smagte. Det blev nat, og vi skiftedes til at holde udkig og høre efter lyde. – Nu plejer mammutter jo ikke at vandre om natten, men vi kunne aldrig vide med en ronkedor. Vi havde selvfølgelig ild med os i form af et dyrekranie med aske og gløder. Disse gløder fodrede vores ildmand hele tiden med små stykker trækul, som han havde medbragt. Han måtte hele tiden sørge for, at han altid havde gløder nede i kraniet, for vi kunne ikke selv lave ild, og skulle det helt katastrofale ske, at alle bopladsens ildsteder gik ud, - for eksempel ved en oversvømmelse eller styrtregn, måtte vi vente, til vi igen kunne få ild fra et lynnedslag, eller ved, at der i meget tørre perioder, skete selvantændelse i en mose. Det var heldigvis meget sjældent at vores ild gik ud, for vi havde jo vores ildmand. Han sørgede altid for, at der var gløder i kraniet året rundt, også selvom vi havde ildstederne på bopladsen. Kraniet kunne bedre beskyttes mod vand, og det kunne medbringes, når vi var på jagt langt hjemmefra. 19

Vores ildmand hed Arr. Dette navn havde han fået, fordi han altid spørgende sagde: - Arr?, når vi talte til ham. Han havde det simple arbejde som ildmand, fordi han ikke tænkte så hurtigt, og ikke altid forstod, hvad vi bad ham om, og i det hele taget sagde til ham. - Han var simpelthen svag i tanken, men ingen af os så ned på ham af den grund. Vi regnede med, at han var besat af en eller anden ånd. Arr var jo ikke god til jagt, men han levede og åndede for sin ild, - dag og nat. Han var særlig vigtig under store jagter, hvor vi ofte var langt hjemmefra i flere dage, for gik ilden ud, kunne vi ikke lave bål om natten, og det var nødvendigt for at holde de store rovdyr borte. Dem var vi altid meget bange for. - De jager om natten, når det er mørkt. Men de er bange for ilden.

Jeg skal gerne indrømme, at vi alle var meget bange og utrygge ved at sidde klumpet sammen i krattet hele natten. Men i nat kunne vi ikke tænde bål på grund af ronkedoren. Det ville kunne ses over lange afstande, og lugten af røgen ville spredes viden om. - Vi fik ikke sovet meget. Alle sad og lyttede til de dybe brøl fra sabeltigre og andre rovdyr, der enten jagede eller forsvarede deres territorier.

Den lange nat fik endelig ende, det vil sige - kun næsten, for da det begyndte at lysne, - men længe før solen stod helt op, rejste vi os og skuttede os. Uden bålet havde vi 21

frosset hele natten, selvom vi havde klumpet os sammen. Vi måtte nu vente på at solen stod op, så dens stråler kunne varme os lidt. Vi kradsede os i skæg og hår, for vi var altid meget lusede og tømte os lidt borte fra flokken. - Det skulle blive dejligt, når vi fik varmen igen. Den fik vi imidlertid hurtigere end vi havde ventet. Vi havde straks, da vi rejste os, sendt to mand ud på udkig efter ronkedoren. Vi havde rigtignok også sendt to ud først på natten, - to modige endda, men ensomheden, kulden og rovdyrenes brølen, havde overvundet deres mod og hen på natten var de kommet forfrosne tilbage til os andre, og søgt varmen i flokken. - Ingen gjorde indsigelser af den grund. De to sidst udsendte kom hurtigt tilbage, og de fortalte at ronkedoren stod ikke særligt langt borte og at den allerede var på vandring igen, - alt imens den gumlede i sig af løv fra buskene.

Det var vist godt vi havde frosset, så vi rejste os tidligt. Det havde været ærgerligt, hvis den havde fået færten af os. Men vi var nu sikre på, at vi, som vi også havde regnet med, var kommet foran den, og det var jo rigtigt godt. Nu kunne vi straks mærke at jagtfeberen kom til os. Vort blod bruste op i begejstring og spænding. Nu gjaldt det om at planlægge den endelige jagt rigtigt fra starten, så det store dyr ikke brød af, og løb ud til en af siderne. Gjorde den det, ville det nemlig være en let sag for den at flygte. Vi skulle være helt sikre på, at den fulgte sine egne spor tilbage, for at vi kunne drive den ud i sumpene. Larmede vi for meget, gik der blot panik i den og den blev uberegnelig. Vi måtte være lige netop så ubemærkede, at den kun tabte lysten til at fortsætte i samme retning, eller ud til siderne. Vi snakkede kort sammen. Vi havde prøvet det før, når vi jagede andre store dyr, som urokser og kæmpehjorte, men havde aldrig prøvet det med en kæmpe som denne. - Vi aftalte dog, at vi ville bruge den gamle kendte taktik. Garm, som var den mest erfarne jæger, skulle vise sig alene et tilpas stykke fra ronkedoren, men lade som om han ikke havde set den. Vi vidste, at vi aldrig 23

måtte få øjenkontakt med et byttedyr på dette stade af jagten. Det ville i så fald straks opdage, at vi var ude på noget, og dermed blive farlig. - Nej, den skulle blot få et glimt af Garm. Det var fra gammel tid en kendt sag at mammutter er uhyre kloge, - ja, måske endda klogere end os mennesker, da de jo kan blive dobbelt så gamle som os. Garm forlod os nu i retning af ronkedoren, og vi andre fordelte os i en halvcirkel, så vi dannede et stort åbent U. Vi gemte os hver især bag buskene, og jeg husker, at vi talte om hvor heldige vi var, for vinden, der var ret svag, bar i retning fra ronkedoren og mod os. Dette var heldigt, og helt nødvendigt for en vellykket jagt, idet lugten af så mange mennesker på én gang, ville skabe vild panik og hovedkulds flugt. Vi ventede nu spændt bag vore buske på, at Garm lod dyret få et lille glimt af sig. - Hvad ville der ske? Det ville blive et afgørende øjeblik for vor jagtlykke. Vi stirrede spændt på ronkedoren der langt borte. Det var første gang vi alle så den i virkeligheden. Vi havde før kun set dens spor og dens gødning. Den stod roligt og rev løv af buskene med sin lange snabel, og selv på denne store afstand kunne vi fornemme dens kolossale størrelse, og se de enorme stødtænder. De var meget lange og tykke og snoede sig mere end på nutidens elefanter.

Jeg blev lidt bleg under min brune hud, og mit mod sank ikke så lidt, som jeg sad der under min busk. - Mine højtflyvende drømme om at leve op til min oldefar Gamle Mammuts store jagtbedrifter, kunne i dette øjeblik ligge på et meget lille sted. - Hvordan skulle vi menneskemyrer dog kunne gøre det af med denne kæmpe med så mægtige våben? – Et enkelt slag med dens enorme snabel, eller et kast med hovedet, var nok til at knuse en menneskekrop og slynge den højt til vejrs. Og der var virkelig grund til at være bange for disse våben, fordi vi alle skulle springe tæt på hovedet, når den sad godt fast i sumpen. Vi skulle nemlig distrahere den og aflede opmærksomheden, så Bring, - gerne så ubemærket som muligt, kunne give den det dødbringende spydstik. Nå, - men den tid den sorg. Nu gjaldt det først om at få den til at vende om.

Pludselig, strakte den snablen højt i vejret og snusede i retning af Garm. - Vi kunne ikke se ham, men det var helt tydeligt, at den havde fået færten af noget. –

Den stod sådan et stykke tid på vagt, men fortsatte så med at gumle. Garm havde åbenbart valgt at gå endog meget forsigtigt til værks. Der gik et stykke tid, så kom der igen en voldsom reaktion fra dyret. Det rykkede med et sæt et par skridt baglæns, og det var nu meget tydeligt, at den var særdeles vagtsom. 25

Den stod igen med snabelen højt løftet og snusede, men på grund af vindretningen kunne den ikke lugte noget foruroligende. - Men den havde sikkert alligevel fået set så meget af Garm denne gang, at det var nok til, at den ikke længere havde lyst til at fortsætte videre frem, for pludselig drejede den hurtigt rundt og fulgte sit eget spor tilbage i skiftevis luntetrav og gang. Det var lige før vi jublede højt, for nu skete der netop lige det, vi havde ønsket allermest. Vi måtte imidlertid nøjes med at gøre glade grimasser til hinanden, for vi måtte for alt i verden ikke lave støj. Det ville straks sætte ronkedoren i løb, og i så fald ville vi ikke kunne følge med. 26

Vi satte os igen i bevægelse og løb stadig i et stort U, lydløst og i stor afstand. Jeg løb inde i midten og pludselig mødte jeg Garm. Han gjorde tegn til at vi skulle stoppe. Når vi jagede på denne måde, måtte vi aldrig komme så langt fra hinanden, at vi ikke af og til kunne se de jægere, der løb ude til højre og venstre for én. Mistede man kontakten, skulle man stoppe og vente, til man igen fik kontakt. Det kan lyde kompliceret, men det virkede altid, netop fordi vi havde gjort sådan i generationer. Vi kunne derfor hurtigt stoppe. Garm løb alene frem, og vi ventede på, at han igen skulle vise sig for ronkedoren. – Men nu var det blevet langt farligere og mere spændende, for når den nu igen så det menneske, som den troede, den havde fjernet sig fra, ville den – som det kloge dyr den var, straks forstå at den blev forfulgt. Vi havde nu tilbagelagt tre fjerdedele af strækningen til den for os så vigtige sump. Vi befandt os på en ligesom bred bro af sump gennem en bundløs mose. Dog var den begyndende sump på denne bro endnu ikke dyb nok til at ronkedoren ville kunne sidde fast. Det blev den først på det smalle sted på midten, og det var derfor meget vigtigt at den fortsatte ligeud og ikke løb ud til siderne, hvor den ville synke til bunds i moserne. Hvis det skete, ville den endegyldigt være uden for vores rækkevidde. Hvordan ville den mon reagere på Garm, når han nu for tredige gang viste sig for den? - Garm var meget vigtig i 27

vores jagt, for han var kendt for at være den mest snu, og han var den ældste af alle jægerne, så vi stolede blindt på hans dømmekraft. - Han var afgjort den bedste til denne opgave. Vi gemte os igen bag buskene. Vi var nu så spændte, at vi for alt i verden ikke ville gå glip af det øjeblik, hvor ronkedoren igen fik øje på Garm. - Spændingen var tyk. Jeg trak vejret i små hivende stød og havde kraftig hjertebanken! Vi stirrede stift på ronkedoren. Garm kunne vi ikke se. - Vi syntes der gik evigheder. Den havde nu vendt sig i retning mod os, og stod og trippede fra side til side med forbenene, medens den med højt løftet hoved og snabel vejrede i retning af Garm. Nu, - endelig oprandt det øjeblik vi ventede på. - Vi kunne se at den fik øje på Garm.

R A S E N D E - gik den et par skridt frem, idet den udstødte et højt øresønderrivende brøl gennem snabelen. Vores blod stivnede i vore årer, og vi var ved at skvatte om af rædsel bag buskene, så højt var brølet. Det måtte være en særlig stor og vild han. Måske den største vi nogensinde havde set. - Vi gøs ved tanken om at se den tæt på. 28

Imidlertid løb den pludselig ud til den ene side. - Min side. - Jeg gjorde mig meget lille bag min busk, for den havde retning lige imod mig. Jeg turde ikke skifte busk af skræk for at den skulle få øje på mig, og derfor angribe mig. Jeg lukkede øjnene og lagde armene beskyttende op over hovedet, som om det ville have hjulpet noget? Jeg holdt vejret og overlod alt til naturens gang. Mit heltemod var aldeles borte i det øjeblik. Pludselig kunne jeg mærke hele undergrunden ryste under mig og jeg kunne høre, at den store ronkedor kom tættere og tættere på. Jeg knugede mig endnu tættere sammen, og hørte og følte at den passerede forbi mig i måske blot tyve skridts afstand. - Åbenbart havde den ikke set mig. - Jeg blev dog siddende endnu et stykke tid, indtil jeg kunne høre at den var kommet langt væk, og nu kunne jeg også høre stemmerne fra de andre jægere. Jeg rejste mig op og lod som ingenting. Jeg kunne jo ikke indrømme, at jeg havde været rigtig bange. En jæger kunne selvfølgelig komme ud i situationer, hvor han blev bange. - Det vidste vi alle, men vi indrømmede det aldrig. Ronkedoren fortsatte lige ud mod de bundløse moser, og vi var rædselsslagne. – Ville den løbe derud og drukne og derved forspilde alle vore anstrengelser? – Det var lange øjeblikke, hvor vi stod som forstenede.

Den begyndte nu at synke i på bredden af mosen. Måske ville den sidde fast her, inden den nåede helt ud og gik til bunds!

- Men nej. - Heldigvis. Den havde haft stor fart på, men stoppede nu pludselig op da den kom ud i vandet. – Havde den anet faren fra mosen? – Besværligt vendte den om og løb tilbage til sit gamle spor og fortsatte igen i den gamle retning. – Nemlig mod sumpene. Vi havde selvfølgelig holdt os skjult og på sikker afstand for ikke at skræmme den ud i mosen. – Nu gik det stærkt og vi løb tættere på. For det første fordi mosebroen blev smallere og for det andet regnede vi med, at ronkedoren nu havde lært, at ud til siderne skulle den i hvert fald ikke, men kun fremad, - nemlig ad den vej den en gang før var gået, nu blot i modsat retning. – Den vej kendte den. Ganske vist havde den måttet være yderst forsigtig, da den passerede første gang for ikke at synke i, men dengang havde den haft rigelig med tid. 30

Nu løb den i hurtigt trav fremad. Den havde sikkert også fået øje på nogen af os, fordi vi nu måtte løbe alt hvad vi kunne for at følge med, men alligevel sakkede vi langsomt bagud, for når en mammut i den størrelse traver, - ja så går det stærkt. Det gjorde nu ikke så meget, at vi ikke kunne følge med, for der var nu kun én vej, og den var lige fremad. Der var dog den mulighed, at den kunne huske den forsigtige vej den var kommet over mosen på første gang og vi råbte og skreg nu derfor så højt vi kunne for at sætte panik i den, så den glemte al forsigtighed. Det ville være vores chance, men vi vidste også, at den var meget klog og god til at huske. -- Vi havde meget respekt for mammutter. – Pludselig kunne vi se, at det gik langsommere. Den var næsten kommet til midten af mosebroen, og benene begyndte at synke dybere og dybere i, og de hang nu fast for hvert skridt den tog. Rasende brølede den igen op, og vi sagtnede farten af skræk for at den skulle vende om og angribe os. - Vi råbte og skreg imidlertid så højt vi kunne og fægtede med vores spyd.

Ronkedoren fortsatte, men stadig mere og mere langsomt, idet den havde stort besvær med at trække sine ben op af det sugende dynd. - Pludselig kunne den ikke få det højre bagben op. Det sad uhjælpeligt fast. Rasende trampede den rundt med forbenene, men derved sank den blot endnu dybere ned. Vi begyndte nu at juble og for yderligere at ophidse den, gik vi tættere på. Det gjaldt jo om at trætte den så meget som muligt, så vi kunne komme tæt på og dræbe den. At dræbe den ville blive det allerfarligste øjeblik. En mammut har så tykt et skind, at vores spyd slet ikke kan trænge igennem, højst hænge fast i skindet. - Og denne mammut var meget stor. Bring havde medbragt sit store mammutspyd. Skaftet var meget langt og tykt, og det havde en stor bred og flad spydspids af skarp og hård flint. Når vores flintsmed Brum havde lavet en særlig stor spydspids af denne type, gav han den til Bring, fordi Bring altid skulle have de bedste våben, så de kunne trænge dybt ind i de store dyr for at dræbe dem hurtigt. - Dette var vigtigt, for havde byttedyrene for lang en dødskamp, kom der altid flere af os til skade, end hvis dyrene døde hurtigt.

Ronkedoren masede stadig rundt, og den slog efter os med snabelen, når vi gik frem og prikkede efter den med vore spyd. Den blev tydeligvis mere og mere træt og var nu sunket i med begge bagben og lå lidt på højre side. - Forbenene var endnu fri, idet den hele tiden havde løftet forkroppen op for at kæmpe mod os. Det var nu blevet midt på dagen og vi gav os god tid. Vi ville jo gerne have den så træt som muligt, før vi nærmede os den i den endelige kamp. Vi hvilede os og lod ronkedoren kæmpe. Den var nu efterhånden godt klar over, at den ikke kunne komme fri af sumpen, men derfor havde den bestemt ikke opgivet kampen. - Nej, den ville sælge sit liv så dyrt som muligt. Vi var godt udmattede efter den lange løbetur, og vi spiste et måltid af stegt kød. Nu kunne vi endelig lave et bål igen. – Da vi var nogenlunde mætte, begyndte vi at sætte hinanden op til den store dåd. Det gjorde vi ved at fortælle om drabelige jagtscener vore forfædre havde oplevet og udført, og hvorunder de havde udvist stort mod, og vi ville bestemt ikke stå tilbage for dem, - nej, vi ville helst overgå dem! - Vi demonstrerede med dramatiske fagter og bevægelser, hvordan drabene i de forskellige jagthistorier var foregået, og vi blev mere og mere ophidsede. - Jeg måtte, som den eneste repræsentant for min familie, fortælle de højt skattede historier om min berømte oldefar, Gamle Mammut.

Vi var fast besluttede på, at med denne enorme mammut, havde vi for en gangs skyld muligheden for at udrette noget lignende. Vi havde efterhånden fået hidset hinanden så voldsomt op, at vi igen følte blodet bruse vildt gennem vore årer. – Vi skiftedes til at gå tættere og tættere på snabelens rækkevidde. De modigste kunne nu fremvise lange striber af slim på deres kroppe. Slimen stammede fra snabelen, når de havde været særlig tæt på.

Vi blev fulgt med rasende øjne af ronkedoren. Vi var helt ekstatiske nu. Vi turde dog ikke se en mammut direkte ind i dens store stirrende øjne. Fra gammel tid vidste vi, at man kunne blive helt stiv og lammet i kroppen, hvis man dristede sig til at gøre dette, og lige netop denne mammut, syntes vi, havde et særligt stort øje, og et særligt uudgrundeligt blik. Det var som om den læste vore tanker, og at den vidste, vi bestemt ikke ville den noget godt. - Tværtimod. - Sådan følte vi det.

Men det med øjet skulle netop blive et afgørende problem! Vores første del af sidste fase drejede sig netop om øjet. - Vi skulle med vore spyd ramme det venstre øje, så den blev blindet i denne side. Dette var meget vigtigt, for når den var blevet blindet, skulle vi alle sammen gå over på den højre side, - hvor den kunne se, for at forvirre den så meget som muligt, ved at råbe og prikke til den. Derved kunne Bring måske uset komme op på siden af den og støde det brede spyd ind det eneste sted, hvor det kunne nå hjertet i ét eneste kraftigt stød. Dette eneste sted var under venstre forben i en ganske bestemt fold. Der var selvfølgelig også den samme fold under højre forben, men her var hjertet for langt borte til at spyddet kunne nå det. Det skulle være under venstre forben, og der skulle et meget kraftigt og nøjagtigt stød til. Helst skulle ronkedoren i samme øjeblik løfte venstre forben lidt op, så folden åbnede sig, og det var derfor utroligt heldigt at forbenene var fri, og at den lå lidt på højre side. Derved blev vore chancer meget større. Vi gjorde os nu klar til den endelige kamp. Først gik de bedste spydkastere frem, én for én og forsøgte at ramme øjet, men da ingen af os turde se direkte ind i øjet var det meget svært. Den var også meget urolig, fordi vi gik så tæt på, når vi kastede, og det endte med at - INGEN AF OS RAMTE -

Situationen blev ikke bedre af, at ingen af os turde hente vore spyd igen for at prøve en gang til. De lå nemlig alle inden for den frygtelige snabels rækkevidde. - De fleste af dem var også brækkede, for ronkedoren slog med hovedet, så stødtænderne og snabelen knækkede spydskafterne, som var de af siv. Lamslåede stirrede vi på hinanden, da den frygtelige sandhed gik op for os. - Vi havde ikke flere spyd! Vi kunne jo ikke bruge Bring’s spyd. Pludselig trådte Skel frem - og med et spyd i hånden. Ham havde vi helt glemt. Skel hed han, fordi han skelede så frygteligt og ikke kunne ramme noget som helst, men han var jæger og skulle selvfølgelig have et spyd, - ligesom alle vi andre. Han var nemlig en meget værdsat jagtkammerat, fordi han havde en enestående lugtesans. Han kunne vejre et bytte, der ellers ville være skræmt væk, længe før os andre. Skel med sit arrede ansigt. Nu skulle hans spyd måske blive vor redning. 36

Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke ville spilde vort sidste spyd ved at kaste det. – Nej, der var kun én mulighed tilbage, men det var en meget farlig måde at gøre det på.

Det måtte plantes direkte i øjet! En af os måtte kravle op på dens vældige krop for at kunne nå op og plante spyddet i øjet!

Denne handling ville være yderst farlig, og kræve et enormt mod og en stor behændighed. Vi var bange for mammutters øjne. De stirrede så klogt på os og nu skulle vi stikke en dolk direkte ind i dette øje. – Vi gøs ved tanken Til gengæld ville fortællingen om det gå over i historien, som det hidtil dristigste, man nogensinde havde hørt om!

Men chancen for at slippe levende fra det var ikke stor. Men, - én af os var nødt til at gøre det, hvis vor jagt skulle lykkes. Men hvis den der gjorde det overlevede, kunne han til gengæld leve i evig hæder resten af sine dage og blive husket i mange slægtled. Alle følte den store fristelse, og jeg ikke mindst, men det var trods alt, alt for farligt og jeg havde ikke lyst til at dø allerede nu. - Jeg ville hellere vente på, at der opstod en chance en anden gang. Vi var alle meget tavse og stod blot og stirrede forlegent ned i jorden og skrabede lidt med fødderne. Ingen havde, trods den store hæder det ville indbringe, mod nok. Chancerne var for små. - Alt for små.

Der var stor stilhed. Vi hørte kun den snøvlende prusten fra ronkedorens snabel. Pludselig kunne jeg fornemme, at de andre stirrede på mig med sigende blikke. Jeg så op. - Jeg vidste også straks, hvorfor de så på netop mig. - Jeg var bestemt ikke mere modig end de fleste andre. – Nej, det var min forbandede berømte oldefar, og alle historierne om ham, der var grunden.

Ja, - sådan tænkte jeg, med skam at melde, i det øjeblik. Jeg var udvalgt. - Ja, man kan godt sige ofret, til at stikke øjet ud. Der var ingen vej udenom. - Sådan var det i de dage. Jeg stod længe som lammet. – Så kom der pludselig en underlig ro over mig. - Skulle jeg, - ja, så skulle jeg. - Så fik det briste eller bære. Stille bad jeg Bring om at gør sig klar. Jeg tog Skels spyd, - brækkede det meste af skaftet af, så det kom til at ligne en dolk. Jeg bad de andre om at følge mig om på højre side af hovedet, og der omme lave så megen larm som overhovedet muligt. - De skulle også være meget nærgående, så ronkedoren ville være stærkt optaget af at jage dem bort. Selv gik jeg, - stadig stille og roligt, og iskold følte jeg, da jeg vidste jeg skulle dø, - ned langs højre side, og bag om ronkedoren Da jeg kom om på venstre side, kravlede jeg roligt op på siden af maven på den store krop. Jeg kunne mærke dens stride hår kradse mig på benene og i ansigtet. Jeg var nødt til at kravle hen over kroppen, da mosejorden var alt for optrådt og blød til at gå på. Jeg kravlede meget langsomt og forsigtigt, for at den ikke skulle mærke noget. 39

Jeg nærmede mig dens store hoved, som den bevægede kraftigt, når den slog efter de andre. – Jeg ventede roligt på det mest gunstige øjeblik. – Som ved et mirakel havde den endnu ikke bemærket mig. Jeg ventede på, at den havde hovedet over til venstre side, hvor jeg stod. - Jeg skulle så springe op bag det venstre øre, mens jeg holdt mig fast i de lange hår. Det var nødvendigt at jeg stod bag øret. - Der var ingen andre steder jeg kunne nå øjet fra, og øre og øje fulgte jo hinanden, når den bevægede hovedet. Pludselig kom øjeblikket, og jeg sprang uden tøven, - og sikkert på grund af min uforklarlige ro, fik jeg virkelig fat i øret. Medens jeg med venstre hånd holdt fast i øret, plantede jeg lynhurtigt spyddolken

lige midt i det kollosale øje! Ronkedoren slog et vældigt slag med hovedet og udstødte et dommedagsbrøl af smerte og overraskelse. Jeg fløj op i luften og landede lige til venstre bag hovedet. Jeg lå på ryggen i mudderet og nu vågnede jeg pludselig op af min dødskulde og jeg tænkte: - Jeg er stadig levende og den kan ikke se mig. - Min før så store ro havde nu forladt 40

mig, og jeg kæmpede som en rasende for at komme op og væk. Jeg var næsten kommet helt op at stå, da jeg pludselig ser noget hvidt lysende komme i rasende fart hen imod mig. Jeg griber for mig, for ligesom at gribe om den kolossale stødtand, og på den måde komme fri af mudderet.

Det er det sidste jeg husker fra jagten. Derefter blev alt sort.

Her ligger jeg i mudderet nede til venstre med knæet i vejret. En af de andre skal til at slæbe mig væk. - Blodet flyder fra mammuttens øje. Bring forsøger allerede her at stikke det lange spyd ind i den bløde fold under venstre forben. Nogle af vores spyd blev hængende i skindet, da vi forsøgte at ramme øjet. Jeg blev ikke dræbt, men det havde været tæt på. Jeg havde fået hele brystkassen knust. Alle ribben var brækkede, og jeg kunne ikke længere bruge den ene lunge. Min ryg havde taget skade, og jeg kunne aldrig mere komme med på jagt efter større dyr. Jeg var først vågnet op to måner senere, da det var blevet højsommer. Vores medicinkvinde havde rettet mine ribben 42

op, så de ikke klemte indvoldene og lungerne, og således havde jeg ligget bevidstløs i de to måner, der var gået siden den store mammutjagt. Jeg havde af gode grunde ikke vidst, hvordan jagten var endt, men da jeg kom til bevidsthed, var der ingen ende på alle de der kom og kappedes om at fortælle. Da jeg var blevet slået ud af stødtanden, var jeg blevet kastet så langt tilbage i mudderet, at mine fæller kunne bjerge mig, uden at ronkedoren kunne nå dem med sin snabel, som den hele tiden, i blinde, slog til venstre. - Den side hvor fjenden uset var kommet fra. Da de havde bjerget mig, lavede de en slags båre af grene og to mand bragte mig tilbage til bopladsen. Det var noget usædvanligt, for når en jæger var blevet så hårdt kvæstet, som jeg var blevet, blev han som regel overladt til at dø af sine kvæstelser. Brækkede arme og ben kunne man klare, men fik man så store kvæstelser, at man aldrig blev til jæger igen, men blot var en virkeløs mund at mætte, ville man kun blive til stor belastning for stammen, og det havde man simpelthen ikke råd til dengang. Der var perioder, hvor alle sultede og hvor stammens fremtid, nemlig børnene, døde af sult, så under normale tilstande, ville jeg blot have fået lov til at dø ude på jagtstedet og blive ædt af de vilde dyr, når de andre havde forladt stedet. Men nej. - Jeg skulle være glad for min berømte oldefar, for nu havde jeg udført en dåd, der var endnu større end 43

hans og derfor fik jeg chancen for at overleve, hvilket jeg så også gjorde, takket været vor medicinkvinde Då. – Hun hed Då fordi man sagde, at hun var blid som en då, og det må jeg sige var et godt navn, for jeg fik en meget blid og nænsom behandling i den lange tid jeg lå i hendes hytte og det gjorde jeg i lidt over seks måner, før jeg igen kunne stavre lidt rundt. Da jeg var kommet til bevidsthed, fik jeg resten af jagthistorien. Da jeg var blevet sendt hjem, havde jægerne først været lidt forskrækkede over det dramatiske det var sket. Både det med øjet, og min tilskadekomst, men de koncentrerede sig hurtigt igen om det store bytte, de havde inden for rækkevidde. De havde forsøgt sig med spyddet før, men var blevet lidt mere forsigtige nu. Der skulle helst ikke komme flere til skade, eller blive dræbt. Der var stadig store kræfter tilbage i den vældige gamle han, så de besluttede at trætte den endnu mere, inden de forsøgte at dræbe den. I fire døgn trættede de den. De delte sig i to hold, der skiftedes til at tirre dyret ustandselig, - dag og nat ud i én køre og til sidst svandt kræfterne da også ind, og den reagerede ikke længere så hurtigt, når nogen kom tæt på, og der var ligesom ikke nogen kræfter bag slagene med snabelen længere. - Den havde jo heller ikke fået føde, 44

men kun lidt vand, i fem dage. Mudderet omkring den var nu størknet så meget, at det kunne bære en mand. De planlagde så derfor et forsøg på at dræbe den om natten efter den fjerde dag. De regnede med, at ronkedoren var mest sløv på dette tidspunkt. - Måske sov den ligefrem af udmattelse. Det var en dristig plan, der let kunne blive farlig igen. På grund af dens træthed, hang dens venstre forben slapt ind til kroppen, og da den lå mest på højre side, nåede dette ben ikke jorden. Planen var nu den, at seks mand med en lårtyk træstamme, - der var tilspidset i den ene ende, skulle snige sig ind på kolossen bagfra og stikke træstammen ind under forbenet og løfte det i vejret ved hjælp af vægtstangsprincippet. Denne metode kendte vi udmærket godt den gang. Vi brugte den om vinteren til at vælte store sten væk med, når vi søgte dyr, der var gået i dvale.

Resten af flokken skulle stå parat omme på højre side og være klar til at tirre og aflede opmærksomheden, hvis den blev for livlig. Når benet var løftet så højt op, at den sårbare fold kom til syne, skulle Bring, - der stod klar, støde spyddet ind med et kraftigt og helst dødbringende stød. De vidste at de sikkert ikke fik flere chancer, for måske brækkede 45

ronkedoren spyddet, hvis det ikke kom helt ind til hjertet med det samme. Natten kom, og planen skulle nu føres ud i livet. Ronkedoren var for første gang helt rolig af udmattelse og småsov. - Man kunne kun høre, at den trak vejret langsomt gennem snabelen. Alle indtog deres pladser, og de seks mand stak den spidse ende af træstammen ind under benet. Ganske langsomt og forsigtigt for ikke at vække den, hvis den sov. Den rørte lidt på sig, men ikke noget voldsomt, og lidt efter lidt fik mændene listet træstammen så langt ind og ud på halsen, at de kunne løfte benet cirka tre fod i vejret. Det skulle være nok til, at folden åbnede sig så meget, at Bring kunne få sit spyd ind. - Bring, der lod en mand lyse med en fakkel, for at kunne være sikker på at ramme den rigtige fold, tog nu omhyggeligt sigte og stødte med alle sine kæmpekræfter spyddet ind i den sårbare fold. Han ramte rigtigt og spyddet gik langt ind, måske fordi musklerne ikke var så hårdt spændte, da ronkedoren var meget sløv og nærmest halvsov. Det gjorde den så pludselig ikke mere. Med sine allersidste kræfter slog den et vældigt slag med hovedet til venstre for at smadre fjenden, men i det samme øjeblik spyddet blev stødt ind i kæmpen, var alle mændene sprunget i sikkerhed uden for dens rækkevidde. - De var jo blevet kloge af skade. 46

Langsomt ebbede livet ud af kolossen, og da morgenen kom, var jægerne sikre på at den var helt død, og med deres flintøkser og knive huggede og skar de hul på det døde dyr. De begyndte bagfra, lige under halen. Her sad de blødeste dele, og herfra var det lettest at komme ind til kødet. De tømte de første indvolde ud og kravlede længere ind og tømte resten ud. Nu kunne de komme til de gode kødstykker indefra. Det lyder lidt mærkeligt, at vi så at sige parterede den indefra, men det var langt hurtigere end at forsøge at komme gennem det panserstykke og læderagtige skind udefra. Teknikken havde vi oprindeligt lært af de vilde dyr, der tit begynder at æde deres bytte på netop denne måde. De havde sendt bud hjem til bopladsen med det glædelige budskab, at nu var der kød: - Bare kom og hent alt det, I vil have. Der er nok til alle. Det meste skulle tørres og gemmes til vinteren. I den kommende vinter kom vi i hvert fald ikke til at sulte. De første dage blev der festet, og de spiste sig næsten fordærvet. Men selv om der var koldt, var der grænser for hvor længe kødet kunne holde sig, så alle gik i gang med at skære kødet ud i tyndere strimler, der kunne lufttørres til vinterforråd. Men alt dette vidste jeg ikke noget om endnu. Jeg lå bevidstløs hos medicinkvinden.

Da jeg vågnede fik jeg i fulde mål genfortalt min heltedåd igen og igen. Til sidst var jeg helt flov over al den opmærksomhed og begyndte at spørge dem ud, om der var sket andre ting, imedens jeg havde ”sovet”. - Det var der, for de store stødtænder fra kæmpemammutten var bragt hjem til bopladsen og stod nu med enderne gravet ned i jorden foran min hytte. Spidserne ragede himmelhøjt op i luftet, som tegn på at her boede den store mammutjæger: M A M M U T Ø J E Dette var mit nye jægernavn, og jeg blev fra den dag af aldrig kaldt andet.

Her er min hytte med de store stødtænder Jeg var allerede meget berømt og nød høj respekt for mit store mod, og jeg nød, - så ung jeg var, selvfølgelig at 48

fortælle historien gang på gang, når der kom gæster fra andre stammer, og det gjorde der, for de ville gerne hilse på så berømt en jæger.

Inderst inde vidste jeg imidlertid godt, at jeg måske slet ikke var mere modig end de fleste andre, men at omstændighederne havde valgt netop mig til at udføre heltegerningen. – Ja, man kan vel sige, at jeg faktisk blev tvunget til det. Da jeg omsider kom op at gå igen, blev jeg klar over, at skønt alle anså mig for en helt, kunne jeg jo ingen nytte gøre, og det pinte mig meget, for det var ikke sjovt dengang, inderst inde at vide, at man var en belastning for stammen, skønt de alle undte mig det godt, og kun var stolte af at have så berømt en jæger boende. De syntes ikke, at jeg var en belastning, snarere tvært imod, for gæster fra andre stammer kom altid med gaver, når de besøgte mig, så på den måde kunne jeg næsten klare mig selv. Men det nagede mig nu alligevel, for jeg havde altid været meget aktiv, før jeg blev såret.

Jeg kedede mig grusomt under det lange sygeleje, så jeg brugte tiden til at skære jagthistorien i et stykke mammuttand. Det hængte jeg senere op over indgangen til min hytte. Jeg var jo trods alt den store mammutjæger. 49

Under min lange pleje hos Då havde jeg lært Igri at kende. Igri var datter af Då og hendes navn er lidt svært at forklare i dag, men det betyder noget i retning af: - Det kloge smil. Og hun var både klog og smilende, og hun havde arvet sin mors blide væsen. Hun var seksten somre gammel, men endnu ikke lovet væk, da hun jo var datter af vores medicinkvinde og derfor lidt for mystisk for mange. Hun havde lært mange af de ting hendes mor kunne, og det var naturligt, at hun skulle afløse sin mor, når hun engang døde. Vi kom hurtigt på bølgelængde i den tid jeg var i pleje i deres hytte og nu var det så heldigt, at min hytte lå næsten ved siden af deres. Der var kun en enkelt hytte imellem. Efter at jeg var blevet så rask, at jeg kunne gå rundt, blev vi enige om at danne par, og hun flyttede ind i min hytte. Der blev ikke gjort noget særligt ud af dét dengang, men vi 50

blev fra nu af betragtet som hørende sammen, så længe vi selv var enige om det. Som tiden gik fulgtes jeg tit med Igri og hendes mor på kortere ture, når de gik ud og samlede lægende urter, og jeg fik nu den ide, at når jeg ikke kunne jage længere, kunne jeg måske lære at blive en slags medicinmand. Det havde vi ganske vist ikke før hørt om i stammerne, det var altid kvinder, men da jeg ikke kunne lave ret meget andet, fandt alle det naturligt, at jeg begyndte at hjælpe de to medicinkvinder med at helbrede folk. De to kvinder var jo også åndemanere, men dette område turde jeg ikke begive mig ind på, og jeg tror slet ikke stammen ville have givet mig lov. Rygtet om os bredte sig med tiden sådan, at der kom mennesker langvejs fra, for vi blev ret gode til at helbrede. Det er jo en gammelkendt ting at flere hjerner der arbejder sammen, arbejder bedre end én alene. - Hvad den ene ikke ved, det ved måske den anden. Således gik resten af mit liv. Jeg var den berømte mammutjæger - ”MAMMUTØJE” – og jeg var kendt for, sammen med Igri, at være en god medicinmand.

Jeg husker denne episode fra mit liv for så længe siden så klart,fordi jeg i Assentoft så et stykke af en stødtand fra en mammut. Det var dette stykke, - som blot var et stykke på cirka 65 centimeter, hvilket netop svarer til en brystkassebredde, der helt paralyserede mig. Jeg vidste ikke lige straks hvorfor, men jeg bad hollænderen om at måtte holde det i mine arme og han lagde det tunge stykke på tværs af mine fremstrakte underarme. I samme sekund jeg holdt om det, var jeg tilbage i tiden. Til dengang, da dette brystkassebrede stykke af mammuttanden ramte mig i brystet for 40 tusinde år siden, og jeg vidste nu, at det var lige præcis dette stykke, der gjorde mig så berømt dengang som ”Mammutøje”, at jeg overgik selv min ellers så berømte oldefar ”Gamle Mammut”. Det var skæbnens leg, at jeg netop denne søndag, ud af mange, skulle køre til en stenmesse i Assentoft for at tandstykket og jeg kunne forenes igen, så mange år efter. Det var nemlig første gang jeg fik den ide at besøge en stenmesse. STØDTANDEN? - Ja, den hænger nu hjemme ved siden af pejsen, som det ses på billedet.

Trofævæggen med blandt andet:

Hjortetaksredskab - Polsk vildsvin - Stenøkse Engelsk/Indisk forladegevær med flintelås og krudtbeholdere til pande og løb. Hjortetaksredskab. To store selvfundne hornstejler fra Urokser. Derimellem en tand fra en ufødt mammutunge. Hjortetaksøkse – Flintøkse – Kindtand fra uldhåret næsehorn - Hjortetaksøkse med graveringer. I midten det 40 tusind år gamle stykke mammut stødtand. Derunder halshvirvel og yderst th. lårbensknogle, Begge fra mammut. Det brune er rygskjoldet fra en havskildpadde. 53

Mine trofæer fra min tid som istidsjæger.

Kæben fra en hulebjørn Alt er ca. 40.000 år gammelt Det stykke af mammutstødtanden der skabte historien. Nakkehvirvel fra mammut. Stort stykke af mammut lårbensknogle.

Til venstre: En kindtand fra en ufødt mammutunge. Til højre: Kindtand fra uldhåret næsehorn 54

Denne beretning fra et af mine tidligere liv er nedskrevet den 1. november 1996. (Ny redigeret november 2017)

Knud Erik Guldager. ForhenvĂŚrende

EIK MAMMUTĂ&#x2DC;JE 55