Mødet med eventyreren Jørgen Juncker-Jensen by Knud Erik Guldager

MĂ¸det med eventyreren

JĂ¸rgen Juncher-Jensen

Knud Erik Guldager

Mødet med Jørgen Juncher-Jensen I sommeren 1992, under en ferie i Tyrkiet, mødte vi et meget interessant menneske, nemlig eventyreren Jørgen Juncher-Jensen. Han var meget livfuld trods sine 86 år og han havde oplevet utrolig meget, faktisk så meget, at han var medlem af Eventyrernes klub i København. Vi mødte ham i Bodrum på Tyrkiets vestkyst. Bodrum hed i oldtiden Halikarnassos og her ligger et af verdens, dengang syv vidundere, nemlig kong Mausolus gravsted. Det var så imponerende i oldtiden, at alle store gravsteder lige siden er kaldt mausoleer. På grund af jordskælv i oldtiden er der nu kun ruiner tilbage. Jeg opdagede hurtigt, at Jørgen var meget speciel, og da jeg selv er meget nysgerrig og videbegærlig, endte det med, at vi fulgtes. Han ville også gerne høre om ting, jeg havde oplevet, så vi gik godt i spand sammen.

Germaneren gevanter

Knuik

romerske

En pause i skyggen. Det er Jørgen i ternet skjorte

Vi får et glas rødvin i den engelske stue på korsridderborgen i Bodrum. Jørgen fortalte de mest utrolige ting. Han var født i København i 1906. Han aftjente sin værnepligt i søværnet og i 1925 udvandrede han til Guds eget land, som han skriver, nemlig U.S.A. Han sejlede med DFDS’ S/S HELLIG OLAV fra København til New York.

I lommen havde han 60 dollar, som man mente nok kunne give ham en anstændig start i det nye land. Han fik dog yderst hårde tider, da han ankom netop som depressionen så småt begyndte med stor arbejdsløshed og ringe løn, hvis man da overhovedet fik et arbejde. Han havde dog et kæmpe gåpåmod, så han klarede sig igennem de første år, skønt han måtte knokle helt umenneskeligt, tit op til atten arbejdstimer i døgnet, seks dage om ugen. Han arbejdede på en aluminiumsfabrik, var markarbejder på et enorm stort danskejet landbrug på pampassen i Argentina, og arbejdede på en stor oliemølle i New York, hvor arbejderne mest var sorte muskelfyldte mænd. Da han her en dag var kommet i et blodigt slagsmål med en upopulær arbejder, stod mange af disse mænd og heppede på slagsbrødrene. Pludselig råbte en af dem til ham på klingende dansk: - Tæv ham for satan! - Tæv ham den lort! Da slagsmålet var forbi, fandt han ud af, at mange af mændene kom fra Jomfruøerne. Disse øer var tidligere danske kolonier under navnet: - De Vestindiske Øer. - Det var derfor, de talte klingende dansk. Han blev i øvrigt fyret på stedet for slagsmålet. Han tog hyre på forskellige skibe i trediverne og var engang strandet i Shanghai i Kina uden arbejde. Han gik derfor op på det danske konsulat og meldte sig ledig. Han holdt sig i kontakt med konsulatet, hvor de prøvede at finde et job til ham, hvis der skulle dukke noget op. Det lykkedes i marts 1937. Vicekonsulen, Mogens Melchior, en meget sympatisk fyr ifølge Jørgen, kaldte ham ind til en

jobsamtale med Madsen Recoil Syndicate fra København. De ville gerne sælge maskingeværer og antiluftskyts til den kinesiske hær, og havde brug for en dansker med militærerfaring. Havde han militærerfaring? - Helt sikkert. - Selvfølgelig. Han fortalte dem, at han havde været over et år i det danske søværn. Vidste han noget om våben? - Ja, selvfølgelig, - svarede han øjeblikkeligt. Heldigvis insisterede de ikke på at få detaljer, ellers havde han været nødt til at indrømme, at hans erfaring kun bestod af det, han havde lært ved at være admiralens altid tilstedeværende ”butler” i en husholdning fuld af kønne tjenestepiger. Kunne han køre motorcykel? - Ja, selvfølgelig! I 1935 havde han kørt tværs over, det dengang vilde, Mexico på en Indian Scout 45 motorcykel, men herom senere. - Men det ville blive barskt! Noget han aldrig før havde været udsat for! Tag det roligt, - sagde så Jørgen og tænkte på den barske Mexico-tur. - Hvis motorcyklen holder til det, gør jeg det helt sikkert også! Han endte med at få tjansen, og blev sendt til Kinas hovedstad, Nanking, - den smukke by med 80 kilometer mur rundt om. Han fortæller, at der også var en anden ung dansker, en dum idiot fra Aarhus. – Igen ifølge Jørgen.

Manden fra Aarhus hed Bernhardt Sindberg og var absolut ingen idiot, men da de begge var lige dominerende, kunne de ikke fordrage hinanden. Han havde tidligere været i fremmedlegionen i Marokko, men var stukket af som blind passager på et skib og var nu havnet i Kina. Han blev senere hædret i Geneve for sin indsats under krigen, hvor han ved sin snarrådighed reddede 6000 kinesere fra den sikre død.

Til at begynde med, blev de indkvarterede på Hotel Yangtsi, indtil man kunne finde et ordentligt hus til dem. De fik stillet en Nimbus motorcykel til rådighed. Jørgen fortæller, at han opfattede den som et stort firecylindret, kraftfuldt og imponerende uhyre, og helt ny. Den havde endda en sidevogn, de kunne sætte på, hvorpå de kunne montere et maskingevær. Jørgen fortalte at det virkelig var et job for raske mænd. Der skete noget hele tiden, og de mødte konstant nye og interessante mennesker. De fik at vide, at den kinesiske hær var interesseret i både Nimbus motorcykler og Madsen maskingeværer fra Danmark og at de skulle øve sig i at demonstrere disse for selveste Chang Kai-Check og de øverste generaler i den kinesiske hær. Den kinesiske hær havde desperat brug for effektive våben mod de truende japanere. De øvede sig. Jørgen J. Jensen kørte Nimbussen og Bernhard Sindberg skød med maskingeværet. Der sad altid en kinesisk observatør på bagsædet. Måske skulle han likvidere de to danskere, hvis de begyndte at skyde på generalstaben. Dagen for den store opvisning kom, og foran Chang Kai-Checks hustru og dusinvis af højtstående generaler og kadetter demonstrerede de, hvad deres våben kunne præstere. Chang Kai-Check var selv blevet forhindret og havde derfor sendt sin hustru til at repræsentere sig. Det var vel også mest generalerne der skulle bedømme om de kunne bruge de danske våben.

Chang Kai-Check og hustru De kom drønende ind på demonstrationspladsen, som han selv beskriver det: - Som om fanden selv var i hælene på os. De stoppede op lige foran generalernes loge, så gruset sprøjtede til alle sider og begyndte at skyde, som om det gjaldt om at få brugt al ammunitionen så hurtigt som muligt, for at vise effektiviteten af deres våben. De sigtede på nogle små skure et stykke væk, og de var klar over, at de hellere måtte ramme dem, hvis de skulle håbe på at være med til at sælge de effektive luftkølede Madsen maskingeværer til Chiang Kai-Check. De fyrede løs, serie efter serie, på et skur lidt ude i horisonten. Det eneste problem var, at det var det forkerte skur! - Ud væltede nemlig to personer, og de skreg og gestikulerede som gale: - ”Fandens mordere! ”.

Her sidder Jørgen og Bernhard klar til start Den svært bevæbnede kinesiske observatør sidder bagpå Det var dog for langt væk til, at man kunne høre, hvad de råbte, men man kunne nemt gætte sig til det! De kørte ud for at undersøge om de havde ramt skuret rigtigt, men det havde de! - Et par dusin projektiler, var hamret igennem hele huset, inklusive sengestolperne i den seng, hvor de to havde ligget og sovet! – Det må i grunden have været en ret pludselig, men speciel måde, at blive vækket på.

Man kunne måske vove at påstå, at det slet ikke var den dårligste dag for dette stakkels kinesiske par. De blev ikke dræbt, og desuden fik de et nyt og bedre hus, ligesom man bedyrede dem, at det ikke ville ske igen. Hvem ved? - Måske var det også i den sidste ende kraftigt medvirkende til, at man fik solgt nogle maskingeværer til den kinesiske hær. - (Men vist ingen Nimbus).

Under krigen var Jørgen JuncherJensen sergent i den amerikanske hær og blev kaldt sergent J.J.J.

Han blev sendt til Europa mod slutningen af krigen, og en dag kom han til Aachen, som var næsten totalt ødelagt af bomber. Medens Jørgen og hans chaufføren langsomt snoede sig vej gennem ruinerne, kom de til noget, der lignede indgangen til en mine. Nysgerrig, som altid, gik han og chaufføren ind i tunnelen. Den var bælgmørk og selvom de havde lommelygter, hjalp disse ikke meget og tunnelen syntes endeløs. Til sidst råbte han: - Er der nogen her? Men ingen nedad. Han blive åbnet kunne se to

svarede og de gik videre. Det gik hele tiden råbte igen, og denne gang kunne de høre en dør langt nede, og et svagt lys tonede frem og de mænd, der hver bar på en petroleumslampe.

De gik langsomt frem med fingrene på aftrækkeren af deres maskinpistol. De havde ikke lyst til at tage chancer, men så vidt de kunne se ind gennem åbningen, var der ingen grund til alarm. - Der stod kun de to gamle mænd, og de så harmløse ud. J.J.J. spurgte dem hvad de lavede, men de forstod ham ikke. Så sagde han på sit bedste tysk: - Was ist los? - De rystede voldsomt på hovedet og sagde: - Nein, nein keine los! De var meget bange og skævede hele tiden hen til hans maskinpistol, som han derfor tog op på skulderen. Det fik dem til at slappe lidt af.

Anderen leute hier? - fortsatte han på sit bedste tyske. – Nein, nein, nicht mehr Leute hier, - svarede de. Was ist behind der Tür? - spurgte J.J.J. og pegede på en dør bagest i rummet. De var ikke særlig ivrige med at svare, så han gik over til døren og befalede dem til at åbne den. Det gjorde de uden tøven. Jørgen gik hen til døren og hvis nogen havde set ham, da han kiggede ind i rummet, ville de have set hans øjne næsten trille ud af hovedet. Aldrig i alle sine dage, havde han set så mange af verdens rigdomme proppet ind på så lille en plads. Der var mange sektioner af rum, alle uden døre imellem. Denne del af tunnelen var simpelthen gjort til en sikker opbevaringsplads for de mange rigdomme, der havde været i bl.a. Katedralen i Aachen. Der var dynger af guld og sølv ting, flere hundrede år gamle. Så meget, at de hele tide måtte sige: - Det kan ikke være rigtigt! Der var fem eller seks sarkofager i sølv og guld med indlagte ædelsten og halvædelsten. De stod side ved side i en række på midten af gulvet. Der var masser af skrin og hylder fyldt med ufattelige værdier. Det hele var proppet så tæt, at man var nødt til at gå sidelæns forbi. Et sted var der i hundredvis af verdensberømte gamle malerier, blandt andet et selvportræt af Rubens og et maleri af hans amoriner, man kan vel kalde dem babyengle.

De gik måbende rundt med åben mund, og de to gamlinge fulgte dem lige i hælene.

- Så lige pludselig stod de foran et bord, hvorpå der lå noget, der alene var millioner værd. Det var blandt mange andre værdifulde ting også Karl den Stores krone, scepter og rigsæble med kors. De var meget smukke og besat med rubiner og diamanter. (Karl den Store 747-814, var Konge og Kejser af Frankrig, Tyskland, og Rom). I baggrunden var der Rembrandts selvportræt og et Rubens maleri.

Eventyrlysten, som han var, kunne Jørgen ikke lade være med at lade sig krone til konge for en dag.

”Kejser Jørgen” Resolut tog han den store guldkrone på hovedet, sceptret i højre hånd og rigsæblet i venstre og fik chaufføren til at tage et billede. Maskinpistolen havde han på ryggen.

Her har vi så en amerikansk sergent kronet som Karl den Store i 1945. - De var ret friske, de amerikanere!

De to gamle mænd var forfærdede og gispede efter vejret, men de sagde ikke noget. De stod blot der med deres arme strakt frem, for ligesom at forhindre hvad J.J.J. gjorde, men de turde ikke gøre noget. Han fortæller, at han kunne ønske, at gode gamle kong Karl kunne se, hvordan hans krone så ud på hovedet af en amerikansk soldat, men desværre havde han jo ikke været tilstede i de sidste over elleve hundred år, men var han kommet, ville han nok ikke have syntes om det. For at den gamle saltmine ikke skulle blive plyndret af souvenirhungrende soldater, der gerne ville have et eller andet med hjem fra krigen til at hænge over deres kamin, satte de vagtposter ved indgangen af minen og reddede måske derved nogle af Tysklands mest uvurderlige kunstskatte. Efter det kom J.J.J. til Køln, hvor tyskerne stadig kæmpede. Byen var nu næsten helt sønderbombet, da den havde huset store fabrikker for flyvemaskiner, motorer til undervandsbåde, syntetisk gummi og mange andre store fabrikker. De fire store broer over Rhinen, havde tyskerne selv sprængt for at sinke fjendens fremtrængen. Kølns store katedral var mirakuløst nok ret ubeskadiget, da bombeflyene havde fået ordre til at skåne den uvurderlige gamle kirke. J.J.J. skulle inspicere domkirken og rapportere om eventuelle skader.

Han fandt dog kun få. - Der var et hul i taget, hvor en bombe var gået igennem.

Den bombede by Køln. Kun kirken står næsten urørt. Man ser en af de sprængte broer i baggrunden.

De viste sort/hvide fotos er Jørgens egne fra hans bog

Som tidligere fortalt, traf vi Jørgen under en ferie i Tyrkiet i 1992. Året efter var han i København sammen med sin kone Mabel. Vi inviterede dem over til Risskov for at bo hos os et par dage i april 1993. Han havde skrevet en bog om sine oplevelser, fra han drog til U.S.A. og frem til kort efter II verdenskrig.

Han forærede mig bogen, skønt den kun var trykt i 150 eksemplarer, og det er her i jeg har genlæst nogle af de historier, han fortalte mig dengang nede i Tyrkiet.

Han var jo meget berejst, så jeg spurgte ham, om der var nogen steder i Danmark, han aldrig havde været? Så var det så heldigt, at han aldrig havde været på Himmelbjerget og det lå jo lige i nærheden. På det tidspunkt havde jeg en stor sort Ford Scorpio Ghia i luksus udførelse. Den var han meget imponeret af og sagde, at den gled ligeså blødt frem på vejen som en stor Cadillac. - Han havde aldrig før kørt i en europæisk vogn, der kørte så lydløst.

På vej til Himmelbjerget kørte vi forbi Øm Kloster og viste dem det.

Vi drak kaffe i Gl. Ry og kørte derfra op på Himmelbjerget.

Vi kørte stille og rolig rundt i Aarhus og omegn for at fremvise en smuk del af Danmark. Vi kørte også ud gennem Marselisborg skovene og ud til Moesgård strand.

Vi gik lange ture begge steder, og trods sine 87 år var Jørgen meget rask til bens og kunne let følge med. Når man læser om alle hans eventyr i sine yngre dage, er det i grunden utroligt, så god hans fysik var. 20

Dramatisk motorcykeltur Jeg kan næsten ikke lade være med at fortælle om endnu et af hans eventyr fra hans unge dage. I 1935, da han arbejdede i New York, havde han købt en to cylindret Indian Scout 45 motorcykel. Han havde sparet 400 dollars op og nu ville han ud og se verden igen. Han kørte ned langs USA’s østkyst, lavede en afstikker helt ud på Key West. Han kørte derefter vestpå tværs over Everglades sumpene til New Orleans. Han fik pludselig lyst til at lave en afstikker ind i Mexico og krydsede grænsen ved Laredo. I en lille by der hed Linares, mødte han en ung fyr der hed Charlie Ferguson. Hans far var amerikaner og læge i byen. Hans mor var mexicaner. Charlie var også meget eventyrlysten, så han fik af sine forældre lov til at køre med videre bagpå motorcyklen. De oplevede mange ting på turen, blandt andet måtte de engang søge ly under et gigantisk regnvejr. Det regnede så tæt, at Jørgen påstod, at fisk uhindret kunne svømme i det oppe i luften!

De var kørt gennem et meget øde landskab, men tilfældigvis var der et hyrdehus lige i nærheden. Her søgte de to forkomne unge mænd ind og blev varmt modtaget af det ældre hyrdeægtepar, der boede i det meget lille hus. De fik mad og da der kun var to senge i den lille stue, fik de overladt den ene, mens hyrden og hans kone sov i den anden. Høns og kyllinger løb rundt mellem benene på dem i stuen og midt om natten vågnede de i buldermørke ved, at der var nogen der skubbede voldsomt til deres seng. Forskrækkede vågnede de op, men kunne intet se i mørket. De kunne kun fornemme, at det var et stort væsen af en art, og til sidst fandt de ud af, at det var 22

en ko. Den skulle sikkert kælve og var derfor taget ind i stuen af hyrden. Næste dag var regnen ophørt og de kørte videre i det øde mexicanske landskab. Om eftermiddagen kom der pludselig en lastbil op bag dem. Den kørte først et stykke efter dem og holdt nøjagtig den samme afstand hele tiden, selvom Jørgen, - der ikke kunne lide det, varierede hastigheden flere gange, men lastbilen gjorde blot det samme. Pludselig råber Charlie ind i øret på Jørgen: - Det er en militærlastbil. Den er fuld af soldater og deres geværer sigter direkte på os. De forstod, at soldaterne legede kat og mus med dem, for hvis de holdt stille gjorde lastbilen det samme, så de fortsatte skræmte i normalt tempo. Pludselig røg lastbilen så hurtigt forbi dem, at det føltes som om de holdt stille. Den kørte et stykke forud og parkerede på tværs af vejen, så de ikke kunne komme forbi. De følte, at der var noget, der var fuldstændig forkert og det på en dårlig måde. En officer trådte hen til dem og talte til Charlie, der jo var født og opvokset i landet og derfor kunne sproget. - Jørgen kunne ikke forstå et ord af samtalen, men han kunne se, at Charlie blev meget bekymret. Efter ti minutter fik de at vide, at de skulle fortsætte til en lille by, der lå lidt længere henne ad vejen. Den hed Tomansunchale. (Af amerikanerne kaldet 23

Thomas and Charlie). De fik også at vide, at de nu var fri for yderligere besværligheder. Bagefter tænkte de: - Hvor dumme kunne vi dog være? - For alle soldaterne fulgte lige i hælene på dem, og med geværerne pegende på dem. Da de kørte ind i den lille by, stod alle indbyggerne, tæt som sardiner i en dåse, midt på hovedgaden. De vejrede, at der var noget spændende i vente. De masede sig langsomt frem gennem folkemængden, men blev på hovedgaden gennem byen. Lige da de kørte ud af byen, blev de brutalt stoppet af en fyr i hvid skjorte, sorte bukser og en stor bredskygget mexicansk sombrero på sit dumme hoved, som Jørgen irriteret fortæller. Han havde en 45 kaliber revolver i hånden og et bredt patronbælte over skulderen. De blev begge to, - næsten med lynets hast, - flået af motorcyklen, skubbet og sparket ind på politistationen og stillet op ad væggen. Fuldstændig desorienterede og forvirrede. - De blev nu beordret ned på en bænk, hvor de kunne se ud på gaden gennem den åbne dør. Derude stod alle indbyggerne, og de kunne se, at de studerede de mærkelige fanger, der lige var bragt ind. De forventede ikke nogen som helst normal behandling fra politiets side, for ude på gaden sad politichefen på Jørgens motorcykel. Han hoppede op og ned i sadlen og tudede i hornet og drejede på gashåndtaget. Det var så 24

primitivt, at det var skræmmende og de frygtede nu for det næste der ville ske. Nu fik Jørgen endelig mulighed til at spørge Charlie om, hvad militærkaptajnen havde sagt. Charlie fortalte, at alt han vidste, var at de var anholdt efter ordre fra Mexico City. De var enten anklaget for røveri, eller som spioner. Jørgen bad Charlie spørge efter en sagfører til at tale for dem. De fik at vide, at der ikke var nogen sagfører i byen. Der var heller ingen folk der kunne tale engelsk. Lige over for, hvor de sad, var der et stort bur, hvor sider og loft var af jerntremmer. Det var fængslet og de frygtede alvorligt for at havne her. Politifolkene pralede hele tiden til folk, om de forfærdelige mordere de havde fanget og de fortalte, at de sikkert havde så mange grove forbrydelser bag sig, at der kunne blive til flere kriminalromaner. - De forsikrede os dog venskab, hjælp og forståelse, når de næste morgen skulle nok tage sig af os. Jørgen og Charlie sad blot der og ventede på, hvad der skulle ske. - Skulle de skydes? - Det var absolut en højst sandsynlig mulighed! Så var heldet pludselig med dem. Der kom en lastbilchauffør fra Charlies hjemby gennem byen. Han genkendte Charlie og vidste, at han var søn af Dr. Ferguson. Han opfattede hurtigt sagen alvor og løb ud 25

til sin lastbil og kørte til den nærmeste by, hvor der var en telefon og ringede til Charlies far. Dr. Ferguson viste straks, at enhver forsinkelse kunne få de mest fatale følger, så han ringede omgående til guvernørerne for to stater, to generaler og flere andre på tydningsfulde poster. – Det virkede. Uden at vide det mindste om disse ting, blev Jørgen og Charlie meget forbavsede, da de senere på aftenen fik fortalt, at de nu var frie og kunne forlade byen. Det lød underligt og meget mistænksomt, fordi de ikke vidste hvorfor, og de tænkte på, hvad der var sket andre, der havde ”prøvet at flygte”. De besluttede, at de ikke havde lyst til at blive løsladt på den måde og bad derfor om et stykke papir, hvorpå der skulle stå, at politiet i Tomansunchale erklærede dem for uskyldige og frie. Det kunne der slet ikke være tale om. De fik at vide, at de kunne gå ad helvede til. De var nu meget ulykkelige og frygtsomme over deres situation, men der var jo ikke rigtig noget at vælge imellem. Det var sent og det var mørkt, da de kørte ud på vejen igen. De var udmattede og lede ved hele situationen og tænkte kun på en ting, og det var at køre direkte hjem til Linares i et stræk. De besluttede at køre uden lys, 26

og når man kendte vejene i Mexico dengang, var det slet ikke uden risiko. Et sted var de nødt til at vente på en færge over en flod. Her de mødte en lastbilchauffør, der skulle et godt stykke ad samme vej som dem. De forklarede ham deres prekære situation og han foreslog, at de skubbede motorcyklen op på ladet af hans lastvogn. Det gjorde de så. De hoppede også selv op, og chaufføren lagde presenningen hen over både dem og motorcyklen. Da de kørte ombord på færgen, var der ingen, der vidste, at de var der og det var sikkert godt, for man holdt selvfølgelig stadig øje efter dem. Charlie hørte da også nogle folk snakke med chaufføren. Da de var kommet over, blev de under presenningen et stykke tid og stod først af, da lastbilen skulle en anden vej. Sent om natten nåede de endelig Linares. Charlies familie og alle deres naboer stod ude på gaden og ventede på dem. Det havde de ikke ventet, for de vidste ikke, at man her kendte til alle deres problemer. Men da de havde fået noget varmt at drikke og lidt mad, fortalte man dem om lastbilchaufføren, der havde set dem og været kvik nok til at ringe til Dr. Ferguson. De fik også fortalt om telefonopkaldene og telegrammerne til de to guvernørerne og generalerne.

Familien havde selvfølgelig været meget bekymrede, næsten mere end de selv, og de var lige ved at tro, at de overdrev en smule, men Dr. Ferguson mindede dem om, at han selv havde venner, der var blevet myrdet af politiet og hæren, så vi skulle prise os meget lykkelige over, at dette ikke var sket for os. Han fortalte os, at mindst 80 % af soldaterne i hæren var inkaindianere, og at de var analfabeter, men også gode soldater, der ikke ville betænke sig det mindste på, at skyde os ned under et såkaldt flugtforsøg. Politiet var endnu værre og de slap oven i købet altid godt fra det. Havde lastbilchaufføren ikke set dem sidde inde på politistationen, var der sikkert aldrig nogen der havde hørt denne historie, men som Jørgen fortalte: - Lykken kommer sommetider til en, når man har allermest brug for den. Var det gået galt dengang nede i Mexico, havde jeg jo heller ikke kunnet møde Jørgen nede i Tyrkiet og lært ham at kende. - Han blev, for mig, et meget spændende bekendtskab.

Men tilbage til hans besøg i april 1993. De boede hos os, og om aftenen spiste vi middag nede i spisestuen.

Ulla lavede en ret af torskefisken Sej, med alt spændende tilbehør og selvfølgelig noget så dansk som jordbærgrød. Da vi senere kom ned i pejsestuen, for at drikke kaffe ved pejseilden, så Jørgen min trofævæg. Han kiggede noget, medens jeg forklarede ham om de forskellige ting på væggen og om hvordan jeg havde fået fat på dem.

Der var vildsvinet fra Polen. Den gamle flinteforlader fra England. - Diverse oldsager fra ældre stenalder i Danmark, som jeg selv har udgravet, bl.a. de store uroksestejler og hjortetaksøkser – Der var det tykke stykke af en mammuttand og en nakkehvirvel fra samme. - Kindtanden fra et uldhåret næsehorn. De sidste ting er ca. 40.000 år gammelt og fundet af vodfiskere i Nordsøen. Der er vikingehjelmen fra Gjermundsbu i Sverige (kopi) og vikingesværdet fra graven i vikingeskibet i Ladby, også en kopi lavet af en engelsk vikingesmed. Krokodiller, slangeskind og gamle signalhorn. Indiske Ghurkaknive, samt mange andre spændende ting rundt om i pejsestuen.

Jørgen mente høfligt, at jeg vist også var lidt af en eventyrer og det var jo pænt sagt af ham og det varmede da også om hjertet, men det er dog næppe nok til, at kunne blive optaget i eventyrernes klub. Det skal der vist helt andre boller på suppen til, selvom vi har rejst meget rundt i verden og set og oplevet mange spændende ting.

Efter besøget kørte vi Mabel og Jørgen til IC 3 toget, der gik til København og tog afsked her. Det var sidste gang vi så eventyreren Jørgen JuncherJensen.

Da han forĂŚrede mig sin erindringsbog, skrev han en dedikation til os foran i bogen.

Til Knud Erik og Ulla med de bedste Ă¸nsker for fremtiden. Jeg er taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at kende Jer. JĂ¸rgen J. Jensen, Risskov, den 21. april 1993. ___________ Nedskrevet januar 2010.

Knud Erik Guldager 32