Oplevelser på livets lange landevej by Knud Erik Guldager

Oplevelser

P책 livets lange landevej

Knud Erik Guldager 1

Oplevelser p책 livets lange landevej

Gode som dramatiske

Elefanttelepati

Engang i 1989 var hele familien på besøg i Givskud løvepark. Vi kørte rundt blandt dyrene på savannen og Lea og Matti kørte med i vores bil. De studerede alle dyrene, der vandrede rundt og græssede. Der var både bøfler, zebraer, strudse og giraffer. Børnene begyndte pludselig at tale om, hvor ensomme disse dyr måtte føle sig, så langt borte fra Afrika. De syntes, det var synd for dem. Jeg havde åbnet soltaget i bilen og de stod og stak hovederne op og trak dem kun ned, hvis de syntes at en giraf eller en struds blev for nysgerrig.

Frokostpause undervejs

Lea og Matti havde gennem flere somre været med deres forældre til afrikansk-dans ovre på Mols og her havde de lært en masse af de afrikanske sange, der synges, når man danser. Sproget var swahili, og det lød for os meget fremmedartet. Disse sange begyndte de nu at synge for dyrene, så de ikke skulle lide så meget af hjemve. De skrålede af fuld hals og dyrene stirrede noget undrende tilbage, for de havde sikkert aldrig hørt swahili før, da de fleste var født i fangenskab. Men børnenes medfølelse og trøstesang, var da en sød tanke. Senere var vi kommet hen til chimpansernes område, og de var sjove at studere. Deres udendørsområde var en ø med så bredt vand over til publikum, at de ikke kunne komme over. Pludselig opdagede vi en låge, der stod åben. Bagved var der en sti til dyrepasserne, når de skulle hen til bagsiden af burene. Da der ikke stod adgang forbudt, gik vi selvfølgelig derind. - Det gør vi jo i vores familie. Det så alt for spændende ud. Det opdagede chimpanserne straks. - Hvad var det for nogle mærkelige væsener? - Det var da ikke de dyrepassere, som de kendte. – De var sikkert farlige og måske rivaler til området. – De måtte straks jages bort, så flokken begyndte at råbe advarende op.

Alfahannen trådte nu i funktion. Han løb straks ned til bredden af øen lige over for os. Han udførte her en truende adfærd med store armbevægelser og høje lyde. Vi var jo i sikkerhed på den anden side af vandet, så vi følte os ikke truet, men stod blot og gjorde lignende armbevægelser og efterlignede dens voldsomme adfærd. Det skulle vi nok ikke have gjort, for pludselig så jeg, at han samlede en sten op og stod med den i hånden. Det tog jeg nu roligt, for han hævede ikke armen for at kaste stenen mod os. Men pludselig kom stenen alligevel flyvende over mod os. 5

– Den luskede fyr havde brugt et underhåndskast, og det bemærker man næsten ikke. Nu var han heldigvis ikke ret god til at ramme, og måske ville han slet ikke ramme, men blot skræmme os bort, og det lykkedes da også fuldt ud, for en stor stenkastende og rasende alfahan-chimpanse skal man ikke spøge med, så vi fortrak skyndsomt. Vi kom nu hen til elefanterne. Der var en seks syv stykker. Vi stod oppe bag en lav mur og så ned på dem. De stod nede ved kanten af en dam og rodede med snabelen i mudderet i dammen. Dammen gik over til en høj mur, og oppe bag kanten af denne mur stod vi. Jeg havde taget Lea op på armen, så hun bedre kunne se. Der var vel cirka femogtyve meter over til elefanterne. En af de unge hanner havde en meget provokerende opførsel over for en af hunnerne. Han skubbede uafbrudt til hende, og når hun flyttede sig, fulgte han blot med og vedblev at skubbe. Jeg har senere hørt, at hun fik meget dårlige nerver af det og fik en uafbrudt hikke efterfølgende.

Hans uopdragne opførsel irriterede mig grusomt. Det kunne jo nok ikke nytte at råbe af ham. Det ville han slet ikke tage sig af, så jeg henvendte mig i tankerne til ham og skældte han indædt ud. – Du er dog den mest uforskammede elefantbølle, jeg nogensinde har truffet. - Det der kan du altså bare ikke være bekendt! Som et lyn fra en klar himmel var der pludseligt noget, der ramte mig, og der blev mørkt. - Jeg kunne intet se! Forskrækket tog jeg mine briller af og opdagede nu, til min store undring, - en mudderstribe der gik lodret fra mit hoved og ned ad mit lyse sommertøj. Lea, der sad på armen havde kun fået nogle få stænk. De mennesker, der stod ved siden af, kunne ikke lade være med at grine, så komisk så det ud. Men hvad var der sket? Der var sket det utrolige, at elefantbøllen havde kunnet mærke mine forbandelser mod den og havde hævnet sig ved at suge mudder op i sin snabel, og med en uhyre præcision havde den ramt mig midt på kroppen med en stribe mudder, lodret op og ned. Det var altså på én eller anden måde lykkedes mig at overføre mine tanker til elefanten, for hvorfor skulle

den eller kunne vide, at det lige var mig, den skulle ramme mellem de ca. tyve tilskuere der stod der. Jeg skyndte mig ned på toiletterne og vaskede mudderet af brillerne, og så godt det kunne lade sig gøre af mit hvide sommertøj og jeg begyndte nu at undre mig. Det var da en underlig historie. Skulle jeg have telepatiske evner over for dyr og måske mennesker. For sjov prøvede jeg med mennesker i det skjulte. Det virkede selvfølgelig ikke, så jeg tænkte, at næste gang jeg kom i en zoologisk have, ville jeg først prøve med en elefant. Et par år efter var jeg i zoologisk have i København. Jeg gik straks hen til elefantgården. Der gik et par ældre store elefanter rundt, men der gik også tre mellemstore unger. De legede tilsyneladende sammen, for de var alle tre på det samme sted. Jeg valgte den midterste og begyndte at tænke: - Hvor er du dog en dejlig og flot elefant. Dig kunne jeg rigtig godt lide at kradse bag øret. – Den slags ting stod jeg og sagde til den i tankerne. I begyndelsen reagerede den ikke. Den var optaget af de to andre, men pludselig tog pokker ved den. Den styrtede hen til kanten af graven og stod og lænede sig så langt ud over denne, som den kunne og strakte 8

snabelen direkte over mod mig samtidig med, at den udstødte en ivrig hylen. Det var helt klart. - Den ville over til mig. Det var så påfaldende, at de andre mennesker, der stod ved elefantgården begyndte at kigge undrende på mig. - Hvorfor var den elefantunge lige netop så interesseret i mig? – Hvad var det jeg ville give den, der var så dejligt? - Men jeg havde ingenting i hånden. For mig var det helt klart, at den havde opfattet mine tanker, selvom det lyder ret usandsynligt. - Jeg må altså kunne telepatere med elefanter. Opmuntret gik jeg dernæst hen til menneskeaberne, og her forsøgte jeg længe, men der var absolut ingen reaktion, selvom jeg til den store gorillahan sagde, at den da vist var en værre tøsedreng, og at den bare kunne komme ud til mig, så skulle den få nogle bank. – Den ikke så meget som vendte hovedet. Jeg prøvede også med andre dyr, men altid uden resultat. Den eneste gang der var en reaktion, var for ti år siden i den zoologiske have i Fuengirola i Spanien. Her var der en stor gammel orangutanhan. Uden at have sagt et ord højt, kunne jeg få den til at kigge hen på mig. Jeg prøvede flere gange, og de fleste gange lykkedes det.

Den zoologiske have i denne by er helt speciel og fantasifyldt bygget. For eksempel g책r deres indiske tigre rundt i et Angkor Wat tempelruin-omr책de. Det er virkelig godt lavet.

Der er også opbygget et meget stort og hult Baobabtræ, og der er gjort meget for, at alle dyrene har et habitat, der ligner det, de lever vildt i.

Baobab betyder: ”Træet med rødderne opad”. Det ser jo også sådan ud.

Kommer man på de kanter er den absolut et besøg værd 11

Overraskende forlængelse af livet Den 10. november 1994 kørte jeg over til det store Stumpemarked i Herning. Jeg gik rundt nogle timer og så på alle stumperne og så efter, om der var noget, jeg manglede eller havde brug for. Jeg kender virkelig mange veteranbilfolk og det var hyggeligt at gå rundt og snakke med alle veteranvennerne. Da klokken var ved at være fjorten tænkte jeg på at køre hjemad mod Aarhus igen og jeg begav mig mod indgangen. I en af boderne var der pludselig nogen der prajede mig. – Guldager! – Kom lige herind! – Vi sidder lige og diskuterer noget. - Det kan være du kan svare på det. Jeg har haft denne hobby siden 1965, så jeg går for at vide meget. Jeg gik derind. – Sæt dig ned og få en øl, - sagde de gæstfri. Ellers tak, - sagde jeg. - Jeg er på vej hjem og skal køre bil om et øjeblik og jeg drikker aldrig øl samme dag, jeg skal køre bil. Det ved de fleste i min omgangskreds godt. Nu gør én øl i blodet ingenting, det ved jeg godt, men ingen øl er bedre i værste fald. Den beslutning skulle senere vise sig at være en klog beslutning. 12

Jeg var kørende i min dejlige Ford Scorpio Ghia. Det var en virkelig flot vogn, ja, så flot at statsministeren også kørte i en magen til.

Jeg gik ud til min bil og kørte hjemad. Jeg havde ikke haft en madpakke med, da jeg hellere ville spise når jeg kom hjem. - Men desværre havde jeg heller ikke fået noget væske siden om morgenen. Der var en uendelig lang række af biler på vejen mod Aarhus. Det var jo længe før motorvejen kom. Jeg tændte for radioen og satte godt med varme på og glædede mig til at komme hjem og få noget godt mad. Jeg kan huske, at jeg var kommet til Funder bakke, ned mod Silkeborg. Jeg kan huske en flok campingvogne, der stod til salg på højre hånd. Det er det sidste jeg husker af den hjemtur. 13

Det næste jeg husker er, at jeg ligger i en seng og kigger op i noget skarpt lys. På min venstre side sidder der en kvinde og en anden står på højre side. Undrende spørger jeg: - Hvor er jeg? – Du er på Silkeborg sygehus. – Hvorfor er jeg det? - Du har jo været uden for et trafikuheld. – Har jeg det? – sagde jeg så. – Ja, kan du ikke huske det? – Nej, - svarede jeg, - og hvem er du og hvad laver du ved mit hoved. Jeg er læge og jeg er ved at sy dit venstre øre på igen. – Mit øre, - siger jeg undrende. – Ja, det blev rykket halvt af ved uheldet, så nu syr jeg det fast igen. Så må du sy med nogle pæne sting, for jeg sælger nemlig symaskiner og mine kunder skal ikke grine af mine sting. - De sidder altid på min venstre side, når jeg sælger. Nå, jeg kan da høre, at du ikke har mistet humøret. Det tyder godt. – sagde hun så. Jeg var nemlig ikke selv klar over, hvor meget jeg var kommet til skade, men efterhånden som jeg vågnede op, begyndte jeg at mærke mange forskellige smerter rundt om i kroppen.

Jeg havde brækket to ribben og bøjet de fleste af de andre og det er noget der gør virkelig ondt. Desuden havde jeg smadret og brækket næseroden. - Det gør heller ikke godt. Mine læber var opsvulmede og mine to fortænder i overmunden var borte. Jeg var opsvulmet i hele hovedet, viste det sig, da jeg senere så mig selv i et spejl. Efterhånden som jeg kom til mig selv, følte jeg mig godt mørbanket. Først på aftenen kom Ulla og børnene. Ulla havde siddet derhjemme og ventet med anden, for det var mortensaften, men hun havde fået sig en ordentlig forskrækkelse, da hun blev ringet op fra Silkeborg sygehus og bedt om at komme straks, da jeg havde været ude for et trafikuheld, og gerne ville have, at hun kom. Ulla ringe omgående til børnene og de kørte så til Silkeborg med bange anelser. De blev noget chokerede over mit udseende, men blev mere rolige, da de kunne se og høre, at min mentale tilstand var uforandret og jeg kunne tale normalt med dem. Dog ikke om selve ulykken, da jeg absolut intet kunne huske. Nu, da mit liv ikke længere var direkte truet, fandt jeg efterhånden ud af, hvad der var sket og hvor uhyggeligt tæt jeg havde været ved at miste livet.

Ved Linå, mellem Silkeborg og Aarhus havde jeg haft et frontalt sammenstød med en modkørende bil. Jeg selv husker absolut intet om køreturen fra Funder Bakker til Linå. Falckreddere og politi fortalte mig senere, at sammenstødet havde været så voldsomt, at jeg sad fastklemt i bilen og at de ikke kunne få mig ud, skønt jeg blødte voldsomt fra venstre side af hovedet. Jeg havde smadret venstre siderude med hovedet og det var her venstre øre var blevet rykket halvt af. Jeg havde selvfølgelig haft min sikkerhedssele på, men det var før der var airbags i bilerne, så selvom min Scorpio fra 1986 var en Ghia luxusudgave med alt udstyr, var den endnu ikke udstyret med airbag. Det kraftige rat havde jeg åbenbart holdt så godt fast i, at det var blevet bøjet ned på begge sider af 16

ratstammen, men heldigvis havde begge mine hænder og arme holdt til det, men mit hoved var røget frem og havde fået en voldsom tur mod hjørnestolpen. Medens de tililende ventede på at Falck kom og skar bilen op, så jeg kunne komme ud, gik der pludselig ild i bilen. Heldigvis for mig, var jeg bevidstløs og opfattede derfor ikke faren, men i dag er jeg glad for, at der var en der hurtigt kom med en ildslukker og at det lykkedes for dem at slukke ilden, ellers havde jeg sikkert ikke kunnet nedskrive denne beretning. Selv om der er gået så mange år siden ulykken, husker jeg stadig intet og dog, jeg kan måske huske lidt alligevel. Jeg synes, at jeg lå på jorden uden for bilen og at jeg sagde: - Jeg fryser - og at nogen derefter kom med en dyne, og at jeg tænkte, at det var synd for dynen, at der kom blod på den. Jeg mener også, jeg kan huske, at jeg kørte i ambulancen og greb efter en kant højt oppe på højre side, men jeg er ikke helt sikker. Men tilbage til sygesengen på Silkeborg Sygehus. Jeg var kommet til skade om lørdagen og Ulla var blevet derude om natten til søndagen, for min tilstand var åbenbart mere alvorlig, end jeg selv var klar over. Hun sov i en seng ved siden af min og fortalte, at lægerne 17

kom flere gange om natten for at kontrollere min tilstand. For det første kunne det voldsomme slag i hovedet medføre komplikationer senere, for jeg måtte have fået en stor hjernerystelse, og for det andet kunne min brækkede næse forårsage, at jeg blev kvalt i søvne, da jeg jo var nødt til at ligge på ryggen på grund af mine brækkede ribben. Næste dag, om søndagen, syntes jeg, at det var for besværligt for Ulla og familien, at de skulle komme den lange vej hver dag, medens jeg var på sygehuset. Det ville da være meget lettere, hvis jeg blev overflyttet til et sygehus i Aarhus, og det anmodede jeg derfor om. Det havde de ikke så meget imod, da de i forvejen var overbelagte, men de ville lige undersøge, om det kunne lade sig gøre. Det kunne det heldigvis godt, og næste dag blev jeg kørt til Aarhus Kommunehospital i en ambulance, da jeg selv havde meget dårligt ved blot at bevæge mig. Ulla kørte med til Aarhus og gik op til min mor, der selvfølgelig også var blevet meget forskrækket, og fortalte alt om det, der var sket. Da vi ankom til hospitalet, blev jeg på en båre kørt ind på en afdeling, hvor sygeplejerskerne i kontoret på gangen, - med et lettere anstrengt udtryk i ansigtet, spurgte redderne: - Hvad kommer I nu med? – Det er en patient fra Silkeborg. – Har I ikke fået besked om det? – Det havde de åbenbart ikke, og jeg kunne se, at de havde meget travlt. 18

Først læste de journalen, som redderne havde lagt på skranken, og så sagde de: – Bare stil ham overfor kontoret, så tager vi os af det senere. Det gjorde de så og gik igen. Der lå jeg så på min båre og kunne dårligt røre mig. Sygeplejerskerne hilste nu høfligt på mig og var selvfølgelig meget venlige. De havde blot alt for travlt og fór til og fra deres lille kontor i en uendelighed. Da jeg havde ligget der i cirka en halv time, kunne jeg se, at jeg i høj grad kom til ulejlighed, for de vidste åbenbart ikke, hvad de skulle stille op med mig og hvor de skulle anbringe mig og jeg fik nu en stor lyst til bare at komme hjem til mig selv og få ro. Jeg mente, at jeg ligeså godt kunne ligge hjemme og komme mig. Jeg skulle jo ikke have mere behandling, end jeg allerede havde fået. Da en af sygeplejerskerne befandt sig på kontoret, kaldte jeg på hende og sagde, at jeg kunne se, at de havde store pladsproblemer, og om jeg derfor ikke ligeså godt kunne komme hjem. Hun læste lidt igen i den journal, som redderne havde lagt på skranken, og sagde så, at det troede hun bestemt ikke, men hun ville gerne kalde på en læge, og så kunne jeg tale med ham om det.

Efter en rum tid kom der endelig en yngre frisk læge med et ret stresset udtryk i ansigtet. Man kunne let regne ud, at han var blevet forstyrret i sit arbejde og nu skulle have dette overstået i en fart. Jeg fortalte, at jeg gerne ville hjem, for jeg kunne se at de havde patienter nok i forvejen, så det kunne de vel kun være interesseret i. Lægen læste også i journalen og sagde: - Det er jeg nu ikke så sikker på, for du skal være under observation og det er derfor det er så svært at finde en plads til dig. Nu var jeg imidlertid blevet stædig og jeg ville bare hjem. - Det kan jeg ikke tillade, sagde han. - Din næse er brækket og du kan kun sove på ryggen, så du risikerer meget let at blive kvalt om natten, når du sover, fordi dine luftveje spærres. - Har du lyst til det? - Man må sige, at han ikke gjorde forsøg på at skjule noget. Jeg ved godt at min næse er brækket, - sagde jeg, men jeg kan ikke mærke noget besvær med at trække vejret, så det er nok ikke så slemt med den næse, som I tror. – Ok, sagde han så og tog pludselig fat i næseryggen og vrikkede frem og tilbage. - Han skulle nok lære mig om brækkede næser.

Da han gjorde det, lukkede jeg øjnene af bare smerte. Det gjorde flammende ondt og jeg så ligesom lyn for mit indre øje og jeg fik slim i munden. – Nå, - gjorde det her så ondt? – spurgte han med et ligesom triumferende udtryk i øjnene. Ja, - svarede jeg. - Det gjorde da ondt, men så slemt var det nu heller ikke. – Jeg ville bare hjem. Ok. - Nu går jeg igen og hvis du uden hjælp kan stå op og gå over til skranken og står der, når jeg om lidt kommer tilbage, kan du få lov til at komme hjem, sagde han med et slet skjult lille smil. Han vidste nemlig, at det var så godt som umuligt for en patient med så beskadigede ribben. Men han havde ikke taget højde for min stædighed. Det skulle i hvert fald forsøges. - For hjem ville jeg stadig. Jeg lå lidt og planlagde mit forsøg og så satte jeg i værk. Først bevægede jeg højre ben, ganske langsomt ud mod højre side af båren. Hver bevægelse gjorde dog flammende ondt, for jeg skulle bruge mavemusklerne til at flytte benet med og de påvirkede de brækkede ribben. Jeg holdt en lille pause mellem hver bevægelse. Til sidst kom underbenet så langt ud over kanten, at det faldt ned. Derefter foretog jeg samme manøvre 21

med venstre ben, men det var lidt sværere, da jeg nu også blev nødt til at bevæge underkroppen mod kanten for at benet kom langt nok ud, så det kunne falde ned. Det havde taget sin tid, så jeg hvilede lidt fat i kanten af båren for at få overkroppen stilling. Nu var jeg blevet så immun over for at jeg lettere kunne bide dem i mig, - for operation gjorde virkelig ondt.

og greb så op i lodret smerterne, den sidste

Igen blev jeg siddende og hvilede mig lidt og trak så kroppen hen mod kanten af båren og lod den langsomt glide skråt ned, så fødderne nåede gulvet. Så langt, så godt. - Nu manglede jeg blot at gå tværs over gangen til kontoret uden at falde. For hvis jeg faldt, vidste jeg, at jeg aldrig kunne komme op at stå igen og dermed ville jeg ikke få lov til at komme hjem. Pludselig tog jeg en rask beslutning og lod som om, jeg ikke fejlede noget. Jeg tog de fem skridt, medens jeg stirrede fast på et punkt inde i kontoret for at holde balancen. – Det lykkedes og jeg stod nu og lænede mig til skranken og holdt godt fast. Under hele denne forestilling, havde der været en sygeplejerske på kontoret, og hun havde skjult holdt øje med, hvordan det gik. Nu bad jeg hende om at kalde på lægen. Det gjorde hun, men lægen kom nu ikke. Han udspurgte hende blot og gav så sin tilladelse. 22

Nu blev jeg glad og fik sygeplejersken til at ringe efter en taxa, for jeg syntes, det var for meget at bede om at blive kørt hjem på en båre. Efter at have ventet stående ved skranken i lang tid, - uden at der kom nogen taxa, og uden at der var blevet tilbudt mig en stol, - bad jeg hende ringe ned til vores firma og række mig telefonen. Jeg aftalte nu med min søn Finn, at han skulle komme og hente mig så hurtigt som muligt. Jeg spurgte så sygeplejersken om, hvordan jeg skulle komme hen til indgangen, i håb om, at hun ville lade en portør køre mig derhen, men, - nej, nej, når jeg spillede sej gut, skulle jeg skam også have lov til at bevise det, så hun pegede blot på en blå stribe i gulvet og sagde kattevenligt, - følte jeg: - Du skal blot følge den blå stribe. Målløs kiggede jeg først på hende og så på striben, der løb mindst halvtreds meter hen ad gangen mod et hjørne, hvor den svingede rundt og åbenbart fortsatte. Nå, Nå, - skal det være på den måde,- tænkte jeg, så skal de i hvert fald ikke få den fornøjelse, at se mig trække i land og begyndte så uden yderligere kommentarer at vakle hen ad gangen, ganske langsomt og støttende mig til væggen.

Da jeg langt om længe, og med mange pauser, kom hen til hjørnet, hvor lang den blå streg nu svingede til venstre, var der til min store skuffelse mindst lige så langt igen og nu var jeg helt ærlig godt udmattet, for det var jo kun ca. 40 timer siden kroppen fik sin store omgang og jeg var langtfra kommet til kræfter endnu. Men der var ikke andet at gøre. - Jeg måtte fortsætte min smertens gang. Langt om længe kom jeg helt hen til udgangsdøren og kunne se ud på parkeringspladsen, hvor Finn skulle komme. Jeg turde ikke sætte mig ned, men støttede mig op ad muren. Længere henne ad gangen var der imidlertid et venteværelse, men nu kunne jeg altså ikke gå længere, så jeg fik en forbipasserende til at hente mig en stol. Det var en stor hjælp og her sad jeg så, indtil Finn kom. Han hjalp mig ud i bilen og fik mig lempet ind på forsædet. Da jeg kom hjem, blev jeg lempet ovenpå i fjernsynsstuen. Her blev der indrettet en seng med en hård madras, da min krop ikke måtte bøjes for meget sammen på grund af ribbenene. Men jeg havde yderligere et problem. Mit firma havde 40 års jubilæum i Aarhus allerede lørdag, altså kun en uge efter jeg havde haft mit uheld, og her var jeg jo en slags hovedperson og skulle holde en tale, til den i

branchen landsomfattende reception, vi havde inviteret til. - Ville jeg være i stand til det? For det første manglede jeg mine fortænder, og det ville se lidt besynderligt ud, at stå der og tale til alle disse gæster uden fortænder. For det andet havde jeg

en stor bandage på venstre side af hovedet, der dækkede det påsyede øre. Det var endda, hvad det var, men kunne jeg holde mig oprejst, tale og gå rundt mellem gæsterne i flere timer? Jeg startede med tænderne. Allerede dagen efter jeg var kommet hjem, altså om tirsdagen, blev jeg kørt ned til min tandlæge i midtbyen. Her fik jeg taget aftryk til to nye, midlertidige tænder, som så skulle være færdige om fredagen. 25

Jeg havde bedt Finn om at køre ud til Ford i Risskov, hvortil vraget af min totalskadede Scorpio var blevet kørt for at se, om han kunne finde mine to fortænder nede i bunden af bilen. Det gjorde han så og fandt dem også, men han sagde, at det var en ulækker opgave, for bunden var fuld af levret blod. Det var i øvrigt noget underligt noget at bede ham om. - Troede jeg måske at de kunne bruges igen? – Jeg må alligevel have været noget forvirret i hovedet.

Venstre fordør er skåret af for at få mig ud Imedens lå jeg hjemme og ventede på, at det skulle blive lørdag. Jeg så farlig ud. Jeg var gul og blå i ansigtet, der også var godt opsvulmet. Hvordan skulle jeg komme til at se nogenlunde normal ud til på lørdag? Jeg kunne ikke komme ud på toilettet, da jeg havde svært ved at rejse mig for smerter, så jeg havde en speciel flaske til vandet. Dog gik jeg derud én gang i døgnet, når maven skulle tømmes. 26

Jeg havde et greb hængende ned fra loftet i et reb, så jeg kunne bruge armmusklerne, når jeg skulle flytteeller rejse mig, så det var nogle besværlige dage. Da det blev lørdag morgen var mine tænder kommet og de var fine. Det var en kunstig lille gane med de to fortænder. Dog ikke mine egne gamle. Jeg blev nu sminket i ansigtet efter alle kunstens regler og dopet med masser af piller. Jeg fik et pænt sæt tøj på og så var jeg klar til at tage til firmareceptionen. Vi havde forberedt det hele i lang tid og alt fungerede.

Der kom mange gæster. Både kolleger fra hele landet, venner og forretningsfolk fra byen.

Der var masser af god mad, fine vine og alle andre drikkevarer.

Jeg stod op på vores ”elefantstol” og holdt min tale og jeg tror i grunden ikke, at der var mange af de fremmede gæster og kolleger, der kunne se, hvor hårdt 28

medtaget jeg i virkeligheden var. De spurgte godt nok til bandagen på øret, men jeg sagde blot, at jeg var kommet til skade. Jeg ville fortælle om det hele en anden dag. Vi havde hyret vores faste gade Jazz-Street band ”Ramsing Street Paraders”, og de underholdt gæsterne med livlig New Orleansjazz. Blandt andet firmaets slagsang: Everybody loves Guldager & Sønner. Den går på melodien ”Everybody loves Saturday Night”. Det var meget festligt og der var ordentlig gang i den, og vi fik en fin presseromtale. Folk fortalte bagefter, at det havde været en elegant reception.

Ved godt fire tiden blev jeg meget træt. Pillerne virkede ikke længere, og jeg måtte tage hjem og lægge mig igen. 29

Det tog lang tid at komme mig over ribbenene, men resten gik hurtigt, og allerede fjorten dage efter var jeg på arbejde igen. Jeg kunne dog absolut ikke løfte noget, men munden kunne jeg bruge, og det var jo også det jeg levede af. Den dag i dag, - nu næsten tyve år efter, kan jeg stadig ikke sove på venstre side. Gør jeg det, får jeg omgående ondt i ribbenene, og jeg må dreje mig. Der var for resten en sjov episode, medens jeg gik rundt med mine to erstatningstænder. En dag kom en mor og hendes seksårige søn ind i butikken. Jeg stod lige indenfor henne ved disken. Drengen styrede straks ivrigt hen imod mig. - Han ville fortælle noget, det var tydeligt at se, og jeg satte mig derfor på hug. Han åbnede munden og stak en finger derind og sagde: - Jeg har en rokketand, og jeg kan snart tage den ud! Jeg så på hans rokketand og så ham rokke med den, medens han skar en grimasse, for det gjorde lidt ondt. Men ved du hvad? – sagde jeg så. – Jeg har to og jeg kan tage dem ud og sætte dem ind igen! Han stirrede meget forbløffet på mig, medens jeg tog mine to tænder ud, og da der oven i købet fulgte et stykke af munden med (Den kunstige gane), var han virkelig imponeret. 30

Men det var lidt synd for ham, for nu blegnede hans rokketand jo lidt, men til gengæld havde han virkelig noget nyt at fortælle.

Kedeligt efterspil Men der var desværre et kedeligt efterspil på hele historien. Jeg havde læst om uheldet i avisen og der stod, at en halvfjerdsårig kvinde var blevet dræbt i den modkørende bil, jeg kørte ind i. Men der stod også, at hvis hun havde brugt sin sikkerhedssele, ville hun sikkert have overlevet, men det var for mig en ringe trøst. I begyndelsen blev jeg helt lammet indeni ved tanken om, at jeg var årsag til et andet menneskes død, selvom jeg intet husker og ikke aner årsagen til, at jeg trak over i den modsatte kørebane, for det gjorde jeg, fortalte vidnerne. Jeg havde stille og roligt trukket derover. Kvinden havde siddet på højre forsæde og hendes mand havde kørt bilen, men han havde sin sikkerhedssele på og var kun kommet lettere til skade. De boede i nærheden af ulykkesstedet, så jeg regnede med, at hun skulle begraves på kirkegården ved Linå kirke. 31

Ulykken var sket den 10. november, og i den kommende månedstid tænkte jeg meget på hende, og da det blev jul, var jeg ude og købe mospuder til at lægge på min families gravsteder, og da købte jeg også en ekstra mospude, som jeg ville lægge på hendes grav ude i Linå, hvis jeg kunne finde den. Juleaftensdag om formiddagen kørte jeg så ud mod Linå. Det var en lang, trist og sørgmodig tur for mig. Først var jeg nødt til at passere stedet, hvor jeg var uhyggelig tæt på selv at miste livet, men som også var stedet, hvor kvinden havde mistet sit liv. Jeg havde det meget dårligt på den køretur og kørte ligesom i trance, men jeg ville gennemføre det og stå ved hendes grav og sige undskyld, selvom sådan noget næppe kan undskyldes, men så havde jeg dog vist, at jeg bestemt ikke var ligeglad med hendes triste skæbne og havde mod til at stå frem og på den måde møde hende. Jeg passerede stedet siden ulykken og kunne stadig ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne huske noget. Jeg ankom til kirkegården og ledte efter et nyt gravsted. Jeg vidste ikke om det var en kistebegravelse eller om det var et urnegravsted, men jeg var klar over at der næppe allerede var kommet en gravsten på graven. - Ja, i grunden var jeg jo slet ikke sikker på, 32

at hun var begravet her, men det håbede jeg, da hun jo boede i området. Jeg gik rundt og ledte med min mospude i hånden, men kunne imidlertid slet ikke finde noget nyt gravsted, skønt jeg gik hele kirkegården igennem flere gange, for jeg ville virkelig gerne sige undskyld. Jeg var lige ved at give op, - men at give op har jeg jo altid haft svært ved. Der er som regel altid en anden vej ud af problemet. Jeg kiggede mig om og opdagede, at præsteboligen lå lige ved siden af kirken, så jeg tænkte, at præsten da måtte vide, hvor kvinden var begravet. Jeg gik derover og banklede på døren. Det var en midaldrende kvinde, der lukkede op, og det var hende der var præsten. Jeg forklarede hende mit problem med at finde kvindens gravsted, og hun sagde, at kvinden slet ikke var begravet endnu. - Der har været en bisættelse i kirken, sagde hun, - men kvinden er kremeret, og hendes urne står her oppe på hylden. Hun pegede nu på en urne, der stod øverst på en hylde i kontoret. Familien kan ikke blive enige om, hvor hun skal i jorden, her eller hos hendes familie i en by oppe ved Limfjorden. - Derfor står urnen her endnu.

Nu blev jeg klar over, at jeg ikke kunne stå ved kvindens grav og ikke kunne lægge min lille mospude, og derfor forklarede jeg nu præsten om hele sagen. Om, at det var mig, - selvom jeg ikke selv anede det, der var skyld i hendes død. Når jeg nu stod her, blot to meter fra urnen, kunne jeg ligesom gennem præsten, komme af med min undskyldning. Det forstod præsten omgående, og hun spurgte bekymret om, hvordan jeg selv havde det, og om jeg ikke ville tale nærmere med hende om det. - Hun ville gerne hjælpe mig i min vanskelige situation. Jeg forklarede hende, at jeg helst selv ville komme videre, men at jeg heller aldrig i resten af mit liv, ville kunne glemme ulykken. Du ser ud til at tage det ret alvorligt, men er du helt sikker på, at du ikke skal have hjælp? – spurgte hun til sidst. - Men jeg sagde høfligt tak for hendes gode mening og sagde farvel og kørte hjemad. Min pilgrimsrejse var næsten lykkedes. Jeg havde dog stået tæt ved urnen og i tankerne havde jeg sagt undskyld, så jeg havde det lidt bedre, da jeg kørte hjem. – Men tanken om kvinden forlader mig aldrig.

Efterdønninger Næsten et helt år efter ulykken fik jeg besked på at møde i retten i Silkeborg. Sagen skulle for retten. Det var også for mig meget ubehageligt, for her ville jeg sikkert møde kvindens mand, der jo også var indkaldt som vidne. Jeg mødte op, og der var samlet cirka otte vidner, og vi sad uden for retslokalet i et venteværelse. Jeg sad ved siden af en ældre mand. Vi talte om, at det var første gang, vi var indkaldt som vidner i en retssag, og jeg blev først nu klar over, hvem han var, og at han heller ikke vidste, at det var mig, der havde kørt den bil, der var årsag til ulykken, og han fortalte nu til min store rædsel, om hans kone, der var blevet dræbt. Til min store glæde viste det sig, at han ikke bar had til mig, men sagde: - Der sker jo hele tiden ulykker, og min kone skulle nu have taget sin sikkerhedssele på, - men det ville hun aldrig. Så blev vi heldigvis kaldt ind, for nu havde jeg det svært ved at sidde og tale naturligt med lige netop ham, selvom han ikke syntes at bære nag. 35

Inde i retssalen sad en kvindelig dommer i midten. Hun havde to mænd som meddommere. De sad på hver side af hende. Vidnerne blev kaldt frem, og de forklarede alle det samme, nemlig at vi kørte i en lang række af biler med cirka firs kilometer i timen og med normal afstand. Pludselig var jeg gledet mere og mere over til venstre. Først strejfede jeg en bil i bagenden, så stødte jeg frontalt ind i den næste i dens venstre side. Så blev jeg kaldt frem og skulle fortælle, hvordan jeg havde oplevet det. Men jeg måtte jo sige, at jeg absolut intet erindrede efter jeg kørte ned mod Silkeborg ad Funder Bakke. Dommeren fortalte nu, at jeg ville få hele skylden og om jeg kunne vedkende det? – Da alle vidnerne siger det samme, er jeg jo nødt til at vedkende mig skyld, men jeg erindrer stadig ikke noget om ulykkesøjeblikket, svarede jeg. Jeg fik nu min dom: - Betinget frakendelse af kørekortet i to år, og at jeg skulle op til en ny køreprøve med både teoriprøve og praktisk kørsel. -Altså en komplet ny køreprøve. Jeg havde beholdt mit kørekort hele tiden, men nu skulle jeg erhverve det på ny. - Dumpede jeg til prøven ville mit kørekort blive inddraget. 36

Jeg var lidt forskrækket over, at jeg skulle op til en ny teoriprøve og spurgte, om det var nødvendigt, men fik et skarpt svar fra dommeren, at sådan var det!

Jeg havde ikke været til køreprøve, siden jeg var atten år i 1953, og jeg havde hørt skrækkelige historier om teoriprøverne nu til dags. De bestod af 95 spørgsmål til en række lysbilleder, der blev vist af forskellige færdselssituationer. Ud af de 95 spørgsmål, måtte man kun have fem forkerte. - Havde man seks dumpede man og skulle gå om. Det lød absolut ikke rart i mine øren, men der var jo ingen vej udenom, så jeg begyndte at finde en køreskole for første gang i 42 år. Ude i Viby fandt jeg en køreskole, der havde specialiseret sig i generhvervelse af kørekort, og her tilmeldte jeg mig. Nu er det sådan, at over 90 % af eleverne på en sådan køreskole har mistet deres kørekort på grund af spirituskørsel, så holdet, jeg kom på, blev kaldt ”alkoholdet”. Vi var altid mange til teoritimerne, og da mange i byen kender mig, ville det være ret pinligt, hvis de gik rundt og sagde: - Guldager går på samme hold som mig. 37

Folk, der hørte det, kunne så let få den opfattelse, at jeg havde mistet mit kørekort på grund spritkørsel, og det rygte ville jeg ikke have ud. Så hver gang, der kom en ny elev, gik jeg straks hen til vedkommende og sagde, at jeg altså ikke var på ”alkoholdet”, men at jeg havde været impliceret i en bilulykke. Jeg havde jo i øvrigt mit kørekort hele tiden, jeg skulle blot generhverve retten til fortsat at bruge det. Vi så en kolossal masse af de lysbilleder, der ville blive vist til en teoriprøve, og vi udfyldte i stakkevis af skemaer med svar. Bagefter kunne vi så tælle sammen, hvor mange fejl vi havde haft. I begyndelsen var der mange fejl, for lysbillederne er slet ikke så logiske, som man tror. De er fulde af fælder, og det gælder om at opdage disse i de få øjeblikke, lysbilledet vises. Jeg gik to gange om ugen i fem uger, for jeg ville være helt sikker på ikke at dumpe. - Jeg syntes, det ville være ret pinligt for mig. Selve den praktiske kørsel, mente jeg nok, jeg let kunne klare, men kørelæreren rådede mig til at tage i hvert fald én time, for køreprøven kunne også være fuld af fælder, som jeg slet ikke forventede.

Jeg tog så denne time, men forlangte at skiltet med ”køreskole” skulle fjernes fra skolevognen. Jeg ville ikke køre rundt i en skolevogn i min egen by, hvor så mange kendte mig. Folk tror jo altid det værste. - Ah-ha. Spritkørsel, - ville de tænke. Jeg havde jo stadig mit kørekort, så skiltene blev pillet af og jeg kørte rundt og lærte at undgå alle fælderne. Dagen for teoriprøven oprandt, og den foregik i et lokale på første sal nede i Fredensgade. Selvfølgelig var jeg nervøs, men alt gik godt, og jeg bestod med kun tre fejl, og det var jeg vældig godt tilfreds med. Under den praktiske prøve bagefter var den motorsagkyndige, - ved et tilfælde, lige netop den motorcykelbetjent, der nåede først frem fra Silkeborg, dengang ulykken fandt sted, så han vidste alt om uheldet. Også at der ikke havde været spiritus med i spillet. Han fortalte nemlig, at det var godt, jeg havde haft 0 procent i blodet, for det havde haft stor betydning under retssagen. Han spurgte også, om jeg selv var klar over, hvor tæt jeg havde været på at blive dræbt. Han sagde, at havde jeg ikke kørt i så stor og solid en bil, ville jeg have været fuldstændig mast mellem sædet og ratstammen. Den kraftig virkende sikkerhedssele havde også gjort sin del af redningen. Det var også virkelig heldigt, at den ildslukker, - som en tililende kom med, var så stor, at den kunne slukke ilden, for jeg havde 39

virkelig siddet fast. De havde selvfølgelig prøvet at få mig ud, - især da der gik ild i bilen, men det havde været helt umuligt. Døren havde de måttet skære helt af Nå, - men den praktiske prøve gik fint, og det var godt, at jeg havde fået den ene time, kørelæreren havde rådet mig til, for jeg blev netop udsat for de fælder, som vi havde trænet i. Jeg fik nu mit kørekort udleveret igen, for det havde den prøvesagkyndige nemlig konfiskeret, før vi kørte ud på prøven, og hvis jeg ikke havde bestået, havde han beholdt det, og så havde jeg ikke engang kunnet køre min egen bil hjem.

Så var jeg endelig færdig med ulykken og alle dens følger. – Det troede jeg da, for et helt år efter ringede mit forsikringsselskab nemlig til mig og fortalte, at de ikke kunne afslutte sagen, før de havde en lægeerklæring på, at jeg var helt rask. Jeg havde nemlig for mange år siden tegnet en ret stor ulykkesforsikring, da jeg jo sommetider kan være lidt dristig og gå ret tæt til yderkanten, hvis en ting er spændende nok. Forsikringsselskabet havde allerede erstattet mine nye tænder, og det havde kostet dem over sytten tusinde kroner, så jeg mente, de havde dækket, hvad de skulle. 40

De spurgte nu, om jeg havde nogle andre mén fra ulykken, men det mente jeg bestemt ikke, jeg havde. Jeg følte mig helt normal nu et år efter ulykken. Men den forsikring lod de sig ikke nøjes med. En person, der havde været udsat for så voldsomme ting, kunne let have fået skader, som ikke var åbenlyse. Mentale skader eller svigt af koncentrentrationsevnen og for at være sikre på, at jeg ikke havde det, - så der kunne komme erstatningskrav senere, skulle de have en lægeerklæring, før de kunne afslutte sagen. Jeg blev nu nødt til at gå op til min læge, som kendte mig, og bede om en sådan erklæring på, at jeg virkede helt normal. Han kiggede lidt på mig og sagde, at det turde han ikke afgøre, men han syntes da, at jeg fremtrådte, som han altid havde kendt mig, men for en sikkerheds skyld ville han give mig en henvisning til en undersøgelse på neurologisk afdeling på Aarhus Kommunehospital. Jeg var nødt til at tage denne undersøgelse, selvom jeg mente at det var spild af tid. - Men forsikringsselskabet forlangte jo denne lægeerklæring. Et stykke tid efter fik jeg besked på at møde op på hospitalet. Jeg kom ind til en ældre neurolog. Han var en stille mand, der roligt begyndte at udspørge mig om

mange forskellige ting, også om, hvordan jeg selv følte mig efter uheldet. Jeg svarede på alle hans spørgsmål, så godt jeg kunne, og under denne samtale havde han nævnt ti drengenavne jeg skulle huske. Mod slutningen af samtalen bad han mig nævne de ti navne. - Det var da en næsten umulig opgave syntes jeg, men jeg begyndte da. Jeg nåede op på syv, hvilket jeg selv var imponeret af, men han insisterede på at få alle ti, og da jeg ikke kunne det, begyndte han minsandten at hviske de tre sidste temmelig højt så jeg kunne sige dem. Men det syntes jeg godt nok var lidt underligt og det forbød min ærlighed mig, så jeg sagde i en forarget tone, at jeg syntes det var snyd, og det ville jeg ikke være med til. Nu afsluttede han så mit besøg og fortalte, at jeg ville få besked fra forsikringsselskabet om, hvordan samtalen var forløbet. Jeg var helt sikker på, at det hele havde været spild af tid. Der gik kun nogle få dage, så kom der et brev fra forsikringsselskabet. Spændt lukkede jeg det op og noget af det første jeg så, var en check.

Nå, tænkte jeg, skal jeg have penge. - Det var da en overraskelse. Men overraskelsen blev endnu større, da jeg læste brevet. Der stod, at jeg var erklæret ti procent invalid, da jeg havde mistet noget af min koncentrationsevne, og det udløste så ti procent af ulykkesforsikringen, hvilket udgjorde ikke mindre end 138.000 kroner. Det var et stort beløb i 1995, og der skulle oven i købet ikke betales skat af beløbet, men det værste var dog, at jeg syntes, at jeg kom alt for let til den erstatning. Jeg havde nemlig hørt om personer, der sad i en kørestol efter en ulykke, men stadig flere år efter måtte kæmpe for at få deres forsikring til at udbetale deres berettigede erstatning. Ydermere kom der nogle dage efter endnu en check fra en anden ulykkesforsikring jeg havde, på 32.000 kroner også uden skat Det var bare for meget, men selvfølgelig, det var jo ulykkesforsikringer og jeg havde jo haft ulykken, så det var jo mine penge, men jeg syntes alligevel, at jeg var kommet for let til dem. Jeg besluttede så at dele beløbet ud blandt familien og beholdt kun 50.000 kroner selv.

Da jeg nede i firmaet fortalte om neurologens ti procent, fór de rundt og fortalte, at chefen kun havde ti procent tilbage. - Der er en god ånd i et firma, når man kan drille chefen på den måde.

Erstatningsbil Allerede fjorten dage efter ulykken i november 1994 begyndte jeg at savne en bil. Det var irriterende at skulle hentes hver dag for at komme på arbejde. Min dejlige Scorpio havde jo måttet lade livet, og da jeg begyndte at arbejde igen, savnede jeg straks en ny bil at køre i. Vi havde godt nok firmaets varevogn, men jeg skulle jo også have en privatbil. Jeg begyndte nu at studere JyllandsPostens mange bilannoncer. Det var før man begyndte at bruge nettet. Jeg havde det meste af mit liv kørt i Ford biler, men Scorpio var den største model, og den havde jeg haft to af, så jeg syntes nu, jeg ville prøve noget andet. Nogle sagde: - Køb en Mercedes. Men jeg syntes, at en Mercedes var en typisk gammelmandsbil, og i øvrigt var der for mange Mercedes der kørte rundt som taxa, så den ville jeg bestemt ikke have, lige indtil jeg 44

opdagede at man kunne få en virkelig smuk Coupé med en stor fem liters V/8 motor. - 500 SEC hed modellen, men den var så tilsvarende dyr, selv som brugt. En ny kostede nemlig over en million kroner, og det kunne jeg absolut ikke få råd til og ville heller ikke bruge så mange af firmaets penge på at købe. Jeg begyndte derfor at se mig om efter en velholdt brugt. Jeg opdagede nu, at de få brugte af denne fine Coupé alle var yderst velholdte og ikke havde kørt ret meget. De blev nemlig som regel købt af velhavende folk, der ikke kørte så mange kilometer i dem, før de en seks syv år efter udskiftede dem med en ny model. Der havde kun kørt ganske få af dem i Danmark, så de fleste brugte kom fra Tyskland. I 1994 kostede en syv år gammel model mellem 400 og 500 tusinde kroner og det syntes jeg også var for meget. Den første Scorpio Ghia købte jeg som ny i 1986 og betalte godt 400.000 kroner for den og det var den største model. Så jeg ville se om, jeg kunne finde en brugt 500 SEC til højst denne pris. Nede i Odense fandt jeg så en flot sølvgrå model der kun havde kørt 175.000 km. Der var nogle få kosmetiske fejl på den, så jeg skulle købe den på roden, dvs. med disse fejl. Prisen var derimod fin, for jeg fik den for kun 300.000, indregistreret i mit navn. 45

Jeg havde dog betinget mig, at den skulle kontrolleres af FDM, og at eventuelle fejl skulle rettes på sælgers regning. Jeg forlangte også et originalt sæt værktøj og en brugsanvisning.

Her er det allerførste billede jeg tog af den under prøveturen. Der var kun et minus. Jeg kunne ikke få den leveret før efter nytår, for med i prisen var nemlig den betingelse, at forhandleren først skulle have lov til at afskrive på den. Men den 5. januar 1995 kørte vi så til Odense for at hente den. Vi var mine sønner Steen og Finn og mig selv. Der holdt den inde i hallen og så utrolig godt ud. Jeg husker tydeligt, da jeg satte mig ind i den første gang som ejer. Da var jeg alligevel lidt stolt over at eje så flot en vogn. 46

Det første, vi gjorde, var at køre til den nærmeste tankstation og fylde benzin på. Sådan er bilhandel nemlig. Der er altid kun benzin nok hen til den nærmeste tank. Det gjorde vi så, og det blev en dyr omgang, for tanken kunne rumme 90 liter. Så kørte vi endelig hjemad, men desværre var det regnvejr og vi skulle jo lige på skift afprøve alle motorens egenskaber og dens veludviklede automatiske gearkasse grundigt. Hvor godt virkede kick-down systemet, og kunne den komme op på de 220 km i timen, som den skulle kunne? Vi afprøvede det hele på vejen hjem, men kørte dog ikke hurtigere end 180 på grund af regnen.

Bilen havde et meget vellykket design og når jeg nu beskriver bilen, skal man huske på, at den er fra 1982 47

og alle disse ting var yderst ualmindelige dengang, men modellen var simpelthen topmodellen af de serieproducerede Mercedes, så den var udstyret med alt det sidste nye. Men selvfølgelig var der også specialbyggede modeller med endnu mere udstyr. Når man rullede de elektriske ruder ned, var der et helt åbent hul. Der var ingen midterstolpe. Det ser bare flot ud. Inde i kabinen var der lysegrå lædersæder i gedigen kvalitet. Forsæderne havde selvfølgelig varme i både ryg og sæde, og når man satte sig ind, skulle man skam heller ikke selv række om efter sikkerhedsselen. Nej, nej, - den blev skam bragt på en arm, der skød frem, så man blot skulle tage den på. Når man så havde taget den, gled armen straks tilbage igen. Når min mor var med ude at køre, sagde hun altid på dette tidspunkt i en overlegen tone: - Tak James! Sæderne kunne også, - med et lille miniature sæde og ryglæn, der sad på indersiden af dørene, - reguleres elektrisk i alle retninger, indtil man havde den helt behagelige kørestilling. Bilen kunne, - som den første serieproducerede i verden, sagde Mercedes i hvert fald, - leveres med airbag mod en klækkelig ekstra betaling, og minsandten om min ikke også havde denne sjældne airbag. Der var dog kun én og den sad i rattet. - Det er den ældste bil jeg har set med original airbag.

Det omfattende varmesystem var todelt, så man kunne have forskellige temperaturer i hver side af kabinen, og selvfølgelig havde den aircondition, elektrisk soltag, patroner der lynhurtigt strammede sikkerhedsselerne ved uheld, elektriske spejle, osv. Der manglede dog en ting, og det var en fartpilot, men jeg fik en original eftermonteret. Bagsæderne var kun indrettet til to personer og med et bredt armlæn i midten. Her kørte man på I. klasse, - som der stod i brochurerne. Bilen var utrolig behagelig at køre i. Jeg kørte den mest med en rolig glidende fart. Automatgearene skiftede næsten umærkeligt. Men skulle jeg skynde mig, kunne den skam også det, takket være den store aluminiumsstøbte V/8 motor på fem liter. Finn lånte den til sin bryllupsrejse ned i Europa, og han tog en tur rundt på Nürburgring for fuldt knald, og det klarede den helt fint. Da jeg købte den, havde jeg godt nok undret mig over, at den var cirka 100.000 kroner billigere end andre tilsvarende, men forhandleren fortalte, at han havde købt en helt flok biler hos en tysk forhandler, der var gået fallit, og at han blot ville billigt af med de modeller, der kun var få købere til, og min var en af disse modeller. - Det lød jo meget plausibelt, men alligevel undrede det mig.

Der var da heller ingen problemer de første år. Den brugte godt nok lidt olie, og det skulle så fin en bil ellers ikke efter kun at have kørt 175.000 km, men det kunne skyldes stive ventilgummipakninger. Dem fik jeg så skiftet, men det hjalp ingenting. Derved opdagede jeg nu, at den havde en revne i motorblokken, og det var derfor den brugte olie. Den har måske stået hos den fallerede tyske forhandler en vinter med for lidt frostvæske og derved blevet frostskadet. - Jeg ved det ikke, men efterhånden som årene gik, brugte den mere og mere olie og det blev for meget. En så fin bil skal ikke ryge ud af udstødningen af brændt motorolie. Det er for pinligt, så jeg begyndte at se mig om efter en erstatningsmotor. Jeg kontaktede min lokale Mercedes forhandler og spurgte om prisen på en ombytningsmotor. Den kostede 25.000 kroner plus montering. Det ville blive i alt mindst 35-40.000 kroner med først udtagning af den gamle og isætning af den nye, og det havde jeg ikke lyst til. - Det måtte kunne gøres billigere. Jeg fik nu den ide at finde en Mercedes med den samme motor i Tyskland. Min bil var nu atten år gammel og en tilsvarende almindelig sedan var derfor meget billig i Tyskland, den kunne med lidt held fås til 25.000 kroner. Den, jeg fandt, skulle være kørende, så jeg kunne afprøve motoren, og den skulle ikke have kørt mere end højst 250.000 kilometer, for det er ingen ting for en kvalitetsmotor. Min egen havde nu kørt 50

335.000 og var slet ikke slidt i lejer og knastakseler. Den brugte kun olie på grund af revnen. Vi fandt nogle stykker på nettet til den rigtige pris, men blev ved med at lede alligevel. Pludselig dukkede der en 500 SEC magen til min op hos en mand helt nede ved Sweitz. Den var fra 1984, altså to år nyere, men med samme motor, og den havde kun kørt 203.000 kilometer. Det ville være et godt køb, hvis prisen var rigtig. Den kunne jeg, skille ad og foruden motoren, få en masse reservedele ud af. Det kan ikke betale sig at få en sådan bil fra Tyskland indregistreret i Danmark, da der skal betales en voldsom afgift af en bil, der havde koster en million fra ny. Vi spurgte den tyske ejer om prisen og han oplyste en fantastisk lav pris. Den var så lav, at vi blev mistænksomme, men han fortalte, at bilen skam var i en virkelig god stand, og at der absolut ingen rust var i den. Vi forklarede ham, at vi skulle have en prøvetur for at se om motoren var i orden, for den var nemlig det eneste vi skulle bruge. - Han fortalte, at han ikke havde haft den startet det sidste års tid, men da han stillede den hen, havde den kørt upåklageligt. Vi sagde, at hvis vi kører helt derned for at købe den, skal den være i stand til at køre til Danmark på prøveplader og var han nu helt sikker på, at den kunne det?

Jeg må indrømme, at vi var lidt mistænksomme på grund af den lave pris. Det har han åbenbart kunne mærke, for fredagen før Finn og Claus skulle til Frankfurt til symaskinemøde i weekenden, ringede han og fortalte, at de roligt kunne komme og hente bilen, for han havde kørt den til syn om torsdagen og den var straks blevet godkendt. Han havde også sat et nyt batteri i bilen, så alt skulle være klar. Om mandagen kørte Finn og Claus så derned for at se og prøve bilen. Da de ankom til huset i den mindre sydtyske by, var manden ikke kommet hjem fra arbejde endnu, så de måtte vente lidt. De så på bilen, og den så utrolig fin ud. Det var samme model som min, men den havde slet ikke alt det udstyr som min, men det var lige meget for motoren var den rigtige. Medens de ventede kom en ældre nabokone over og talte til dem. Hun spurgte dem om deres ærinde og fortalte så, at de ikke skulle blive forskrækkede, når de så manden der ejede bilen. - Han er god nok, selvom han ser lidt speciel ud. Han er ungkarl og bor alene i huset. Da manden lidt efter kom hjem, kunne de bedre forstå nabokonens forklaring, for han så virkelig speciel ud. Han var midt i trediverne, var lang og tynd, havde langt uredt hår og et viltert fuldskæg, men var rolig og flink. 52

Bilen stod foran huset, og han forklarede nu, hvorfor han kun forlangte en bestemt pris for den. I Tyskland var der kommet en ekstra afgift på biler der ikke havde katalysator, og denne afgift havde han betalt for Mercedes‘en for et år siden, og det ærgrede han sig over, for han havde alligevel kort efter købt en BMW med katalysator, og derfor ville han nu sælge sin Mercedes for på den måde at få afgiften retur.

Hvad var så den pris han forlangte for en Mercedes 500 SEC der lige var synet? - Den var den beskedne sum af 9.500 danske kroner og ville vi betale det, var han godt tilfreds. Efter en prøvetur tog Finn og manden nu hen til det lokale motorkontor og lejede tyske éngangs prøvenummerplader. Dem satte de på bilen og begyndte hjemturen.

I begyndelsen kørte motoren ikke på alle otte cylindre, men efterhånden kom den til at gå meget fint. Da de kom til den danske grænse, skiftede de over til de medbragte danske prøvenumre. Hjemme gik jeg og ventede. Vi havde holdt hinanden orienteret gennem telefonen, så jeg vidste, hvornår de ville komme. Jeg gik selvfølgelig ude i garagen, og jeg husker helt tydeligt øjeblikket, da den trillede ind på gårdspladsen. - Jeg hørte straks dens fine motorgang.

Her er den lige trillet ind på gårdspladsen efter hjemturen fra Tyskland.

Jeg havde aftalt med det lokale bilværksted, at de skulle ombytte motorerne, så næste dag kørte vi den nyindkøbte bil derhen, og de monterede motoren ud.

Det er da to flotte biler! - Her holder de henne ved værkstedet. - Den forreste er min danske.

Motoren er ret stor, når den ligger løs på et gulv. 55

Det motorløse karosseri trak cirka 400 meter, der var hjem Nogle dage efter kørte vi min udtog så den defekte motor og

vi med et slæbetov de til garagen. Mercedes derhen, og de indbyggede den nye.

Det var lykken at tage den første tur med den nye motor. Nu skulle jeg ikke mere gå og se efter olien, for den brugte absolut intet. Hele operationen, - inklusive bil, udtagning at to motorer og isætning af en, havde kun stået mig i knap 25.000 kroner, altså mindst ti tusinde mindre end en ombytningsmotor, og nu kunne jeg slagte den nye bil og få en masse gode reservedele, såsom skærme, motorhjelm, kofangere, plus alle de mekaniske dele. Alle reservedele var nemlig meget dyre. Jeg havde haft en lille skade for et par år siden, og her havde den specielle aluminiumsmotorhjelm kostet femtentusinde og en kofanger ti tusinde. Hvis jeg fik flere skader, kunne jeg nu sælge disse reservedele forsikringsselskabet til en lidt billigere pris, end de selv kunne skaffe dem til.

Resterne af den tyske bil stod ude på vores blinde vej i Risskov, så den generede ikke nogen. Jeg tømte bilen for alt interiør og mekaniske dele. Sæder, ruder, rat, instrumenter, ja simpelthen alt, så der kun var en tom skal tilbage. Det var et omfattende arbejde. Den består af utrolig mange dele og jeg kan nu bedre forstå, at den har så høj en pris. Jeg købte en kraftig elektrisk bajonetsav og begyndte så at skære karossen op, som man skærer brød med en kniv. Efterhånden, som jeg kom igennem den, opdagede jeg hvor fin den var, og jeg følte mig virkelig som en bøddel, der dræber en fin klassisk bil. Inden i vangerne, hvor der tit er rust, var der fint gult voks, og sådan var det hele vejen igennem. Det er i grunden frygteligt, at skattereglerne er sådan, at det ikke kan betale sig at bevare en sådan fin vogn. De sidste absolut ubrugelige rester blev smidt ud på lossepladsen. Men de fine reservedele blev gemt reservedelsskuret, hvor de lå tørt og godt.

ovre

Omme i haven skæres de sidste rester af. Taget er lige røget. Bagskærmene mangler Jeg beholdt min dejlige Mercedes endnu i nogle år og havde mange dejlige ture i den, men efterhånden som krisen kom og benzinen steg, begyndte jeg at tænke over dens grusomme tørst. Hver gang, jeg havde kørt 600 kilometer i den, skulle jeg hen og tanke for 1100 kroner benzin, og det irriterede mig, når resten familien kunne køre over tyve kilometer på literen, så jeg besluttede mig for at sælge den efter at have kørt i den i sytten år. Jeg havde virkelig nydt at køre i den, men jeg begyndte også at synes, at det var lidt synd at køre i den om vinteren i alt det salt.

Jeg solgte den til en entusiast, der kun skulle bruge den til hobbybil om sommeren, s책 den f책r en god tid p책 sine gamle dage.

Dette blev en lang historie, der endte med historien om en mand og hans klassisk Mercedes 500 SEC.

En fræk fartbøde Da vi i 1987 var på vej til vores sommerhus i Vestjylland i min helt nye og elegante FORD Scorpio, (se billede side 13) blev jeg snuppet i en fartfælde. Det var en dejlig sommerdag, så vi kørte stille og roligt afsted med soltaget åbent. Jeg kørte i bare fødder og shorts. Da vi kommer til byskiltet til den mindre by Skave før Holstebro, slipper jeg speederen, så farten vil komme næsten ned på 50 km/t. når jeg når hen til det første hus. - Der var over 100 meter derhen. Da jeg når hen til det første hus træder en betjent frem og vinker mig ind til siden. Tænk, så havde de to betjente, - i mine øjne nogle luskede karle, - sat fartmåleren langt ude på landet ved byskiltet. Nu var det sådan, at jeg aldrig nogensinde før havde fået en fartbøde, og hvis der var nogen, der havde fortjent det, var det mig. Det vidste jeg godt, for jeg var i mine yngre år ikke ligefrem kendt for at køre langsomt. Jeg havde derfor for længst besluttet, at hvis jeg nogensinde fik en fartbøde, ville jeg tage det med et stort smil og ikke blive sur. Jeg stod derfor roligt ud af min flotte bil i mine bare fødder og sagde venligt, men lidt ironisk, til den ældre 60

overbetjent: - Nå, - I får da noteret nogle biler i dag, når I sætter fartmåleren helt derude. Han svarede i en fast tone: - Det er derudefra fartbegrænsningen på 50 km. gælder, så det er der, den skal stå. Ja, - det ved jeg godt, men der er jo ingen, der tager farten helt af før det første hus. Nej, - det er også derfor vi kan notere alle dem, vi overhovedet kan overkomme, for de kører alle for stærkt. Hvad kørte jeg så? – spurgte jeg nu. - Du kørte 70 km/t, sagde assistenten. Hvad står det så i? – spurgte jeg overbetjenten. Det bliver 1100 kroner, - sagde han lidt skadefro, syntes jeg. Nu måtte jeg lige huske mig selv på mit løfte om ikke at blive sur, for 1100 kroner i 1987, var ret mange penge. Jeg stod lidt og ligesom tænkte mig om, og sagde så til Ullas store rædsel inde i bilen: - 1100 kroner. – Det er i grunden billigt. 61

Billigt? – sagde betjenten. - Hvad mener du? Ja, hvad kan det blive? – Det kan vel blive cirka 25 øre pr. gang. - Jeg tænkte på alle de gange i mit liv jeg havde kørt for stærkt. Det var selvfølgelig lidt flabet sagt, men nu var jeg lige i det humør, og jeg kunne da også se på betjenten, at han blev lidt stram i ansigtet og han spurgte mig derfor i en lidt bøs tone: - Kører du tit for stærkt? Det havde jeg jo ikke lyst til at svare på, så jeg spurgte i stedet ham: - Kan du finde én eneste dansker med kørekort, - inklusive dig selv, der kan stå frem for Vorherre, løfte højre hånd og sige: - Jeg har aldrig kørt for stærk! Han kiggede først lidt overrasket på mig, for det havde han ikke lyst til at svare på, og han begyndte så at skrive bøden ud, og den måtte jeg selvfølgelig senere betale. Men jeg syntes, at nu jeg havde dog fået lidt for pengene. Jeg satte mig ind i bilen igen, og vi kørte videre. Ulla sagde, at hun syntes, jeg havde været enorm fræk. - Sådan kan man altså ikke tale til politiet, sagde hun. Hun havde siddet og krummet tæer under samtalerne. Det er måske rigtigt nok, men jeg havde dog været høflig og ikke protesteret over bøden, men talt med betjenten på en åben og naturlig måde og det har jeg 62

opdaget gennem livet, at det ikke altid er det man siger, men måden man siger det på, der har betydning. På den måde kan man nemlig sige mange ting, man ellers ikke turde sige.

Scorpio i fornemt selskab En anden sjov hændelse jeg havde med min Scorpio var engang, da dronningen skulle komme ind til musikhuset i Aarhus i en eller anden festlig anledning. Ulla og Lea ville gerne derind og se dronningen ankomme, så vi kørte ind i god tid og fik en plads lige til venstre for den indgang, som dronningen skulle gå ind af. Vi ventede lidt, og pludselig var der mange biler og en stor folkemængde, der også ventede på dronningens ankomst. Politiet begyndte nu at bede de ventende biler om at flytte sig væk af sikkerhedshensyn. Jeg sad jo også i min bil, men der kom ikke nogen hen til mig og bad mig om at køre væk, så jeg blev blot siddende. Det ville nemlig blive svært at finde Ulla og Lea i den store folkemængde bagefter.

Så kom der nogle Falckbiler og fjernede de førerløse biler på pladsen, og jeg blev nu pludselig klar over, at jeg blev betragtet som en del af arrangementet i anledningen af dronningens besøg, så jeg blev siddende og forsøgte at se kold og betydningsfuld ud. En bekendt af mig, der også stod på fortovet og ventede, bankede pludselig på ruden og sagde: - Hvorfor må du blive holdende? Men jeg vinkede ham skyndsomst væk. Dengang var Ford Scorpio jo en helt ny og dyr bil og min var i højglans sort med grå skørter, og det var netop sådanne biler ministre og højtstående personer kørte i, så jeg blev sikkert anset som en chauffør, der blot sad og ventede på sin høje chef. – Måske rigspolitichefen eller lignende.

Da dronningen var vel ankommet og gået ind i musikhuset, opløstes folkemængden og Ulla kom hen til bilen, og spurgte: - Hvordan kan det være, at du måtte blive holdende, og jeg svarede i en overlegen tone: Det er fordi jeg er en betydningsfuld mand i en kostbar vogn. – Den troede hun nu ikke rigtig på.

Scorpioen ved Rivieraen I sommeren 1986, da vi lige havde fået Scorpioen, kørte vi ned gennem Europa. Vi skulle holde ferie nede ved den Italienske Riviera. Bilen var netop dette år en splinterny model og kåret til årets bil og vores var topmodellen i udstyr og lakering, så den vakte ret stor opsigt, hvor end vi kom. Da vi skulle gennem en af alpetunellerne var der vejarbejde og alle vejarbejderne stod stille og beundrede bilen, da vi kørte forbi. En af sagde meget højt: - Bella Scorpio!

Her holder vi i sneen oppe i Skt. Bernhardt passet. Da vi kom til Monaco skulle vi da også lige køre på den berømte rute forbi Kasinoet og ned på havnen, og især på strækningen ved kasinoet stod folk stille på 65

fortovene, for de skulle lige se, hvad det var for berømte mennesker, der kørte forbi i den fine bil. Måske blev de lidt skuffede, da vi ikke bare smed bilen foran det fornemme hotel på hjørnet og gik ind. - Sådan plejer de berømte jo at gøre. Den ferie boede vi virkelig fornemt. Vi havde en stor lejlighed i stueetagen i et splinternyt og fornemt feriekompleks. Der var mange værelser og hele tre terrasser med store palmer. Det meste af væggene var af glas, man nok kunne se ud gennem, men man kunne ikke se ind. Det var virkelig luksus hele vejen igennem.

Her står jeg ude på terrassen og fotograferer os i spejlglasruden.

Vi følte os godt nok privilegerede, og vi skulle kun gå 100 meter for at bade i et himmelblåt Middelhav. Selv Scorpioen skulle da ikke holde ude blandt de andre almindelige biler på parkeringspladsen og blive støvet på sin fine blanke sorte lak, - nej da, den havde skam sin egen parkeringsplads nede i en kølig kælder under lejligheden. Det var jo under sydens sol, så med sin sorte lak ville den blive ulidelig varm af at holde ude i solen. Det var rigtig en luksusferie som vi nød. Iben, Finn og Bente var med.

Cowboy i smoking Ullas bror Anker har som sommerbolig, sammen med andre fra Ålborg Universitet, en nedlagt skole på Klim strand ved Fjerritslev. Der var vi engang i juni 1994 til en større fest i anledning af, at hans søn Malte var blevet student. Vi var i fint tøj og jeg havde min smoking på. Da festen var forbi ved et tiden om natten, kørte vi hjemad mod Aarhus i vores store Ford Scorpio Ghia nummer to.

Da vi var på vej ned til broen ved Aggersund, kørte vi ad nogle små veje for at stikke en genvej. Da det jo var midt om natten var der ingen trafik, så jeg kørte jo ikke ligefrem langsomt og der var langt hjem. Det var nogle dejligt snoede veje, så det var sjovt at prøve bilens vejbeliggenhed af, dog under hensynstagen til Ulla og vores nevø Martin, som også var med i bilen hjem. Det gik glat, lige indtil vi, - efter et blødt sving, som vi tog med 120 km/t, pludselig måtte bremse endog meget hårdt op. Hele vejen var nemlig spærret af en kvægflok på over tyve store kvier. De var brudt ud af deres indhegning og stod nu og gloede nysgerrigt på os. Langsomt kørte jeg frem mod dem for at få dem til at flytte sig ud til siderne, så vi kunne køre mellem dem. Men den plan syntes de åbenbart ikke at godtage, for de begyndte blot at gå fremad på vejen i en vis afstand af bilen, men med samme fart som os. Så prøvede jeg at sætte farten op og brugte hornet for at skræmme dem ud til siderne, men det fik også dem til at sætte farten op. Nu øgede jeg igen farten lidt mere. Det samme gjorde kvierne og den store flok løb i rask trav.

Sådan fortsatte det et stykke tid, og min plan var at løbe dem trætte, men der var masser af energi i de kvier og de så bestemt ud til at kunne fortsætte sådan i lang tid. - Jeg måtte prøve noget andet. Jeg standsede og steg ud af bilen og gik råbende og fægtende med armene frem mod kvierne, der nu blot stod og gloede på mig. På den måde plejede jeg at kunne skræmme kvierne på engen ved sommerhuset væk, når jeg skulle ned til søen for at fiske. Men her havde det ikke den rette virkning. De gik ikke ud til siderne, men løb blot frem ad vejen, når jeg løb frem og kom for tæt på. Det må vist have været noget underligt, at se en mand i smoking løbende råbende og skrigende efter en flok kvier midt om natten. Cowboys er normalt ikke i smoking, men de eneste tilskuere der var, sad henne i bilen. Jeg gik svedig og forpustet, som jeg nu var blevet, tilbage i bilen og kørte videre frem ad vejen. - Jagende kvierne i rask trav. Men efter endnu nogle forgæves forsøg med at køre helt tæt op bag flokken, for at få dem adskilt i midten, viste der sig nu en ny løsning, som måske ville kunne lykkes, hvis vi var lidt heldige. Vejen gik nu over en flad strækning med brede græsrabatter og hvide markeringspæle i vejkanten. Jeg kørte resolut ind i rabatten på venstre side, - lige 70

inden for de hvide pæle. Nu havde jeg hele kvieflokken på højre side af bilen. De kunne åbenbart bedst lide at løbe på asfalten. De havde sat farten op, da jeg kom op på siden af flokken, og jeg var derfor nødt til at køre endnu hurtigere for at overhale dem, men det fik også dem til at øge deres hastighed, så de løb nu, alt hvad de kunne. De ”bissede” faktisk og de befandt sig lige klods op ad bilens højre side. Ulla, der sad på bagsædet, syntes at de gloede ondt ned på hende gennem vinduet, og det kunne hun ikke lide. Græsrabatten var noget ujævn, og det gav jo nogle hop og rusk i bilen, og kvierne løb lige så hurtigt, som jeg turde køre, og Ulla følte sig i den grad utryg ved at have de store dyr galoperende en halv meter fra sig, så jeg måtte til sidst opgive. Jeg vidste heller ikke, hvor længe det var muligt at køre på græsrabatten. I øvrigt havde jeg heller ikke på fornemmelsen, at kvierne havde til hensigt at opgive kampen. Jeg tog farten af og kørte op på vejen igen. Vi besluttede at køre ind til den første ejendom vi kom til. Jeg bankede på døren for at få folkene op, skønt klokken nu var tre om natten.

Langt om længe kom der en noget utilfreds mand til syne. Vi fortalte ham om den farlige situation med de løse kvier, der løb rundt på den offentlige vej midt i den mørke nat og bad ham om at ringe til politiet, så de kunne tage affære inden der skete en ulykke. (Det var før alle havde mobiltelefoner). Det havde han overhovedet ikke lyst til, fik vi at vide i en sur tone. - Det er jo ikke mine kvier, - sagde han og smækkede døren i. Nu kunne vi ikke gøre andet end at fortsætte bag flokken og håbe på, at den ville få lyst til at gå ind på en sidevej. Pludselig kunne vi i det fjerne se lysene fra en modkørende bil på den anden side af flokken. Da den kom tættere på, blinkede vi med det lange lys for at advare den om den farlige kvægflok. De holdt ind til siden, og jeg håbede nu på, at flokken ville løbe ind på markerne. Men de løb blot udenom den holdende bil og spærrede stadig vejen for os. Da vi kom hen til bilen, standsede vi og talte med dem om situationen. De fortalte, at de boede tæt ved, og vi aftalte med dem, at de skulle ringe til politiet, når de kom hjem og få dem til at advare trafikanter om den vildfarne kvægflok.

Lidt efter kom der endnu en modkørende. Vi blinkede igen, og han blinkede tilbage. Det fik kvierne til at stoppe op og de stod nu der med en bil på hver side. De var rådvilde og det udnyttede vi ved at råbe til den anden bilist. Vi blev enige om at gå bag flokken i venstre side og fra hver sin side og forsøge at genne dem ind på en lille markvej, der netop var lige der, hvor vi var stoppet. Det gik som planlagt, og efter at vi med armfakter, råben og skrigen endelig havde fået flokken væk fra vejen, kunne vi forsætte vores dramatiske natlige hjemtur mod Aarhus. Et par dage efter kunne vi læse i avisen om en stor flok kvier, der havde forstyrret trafikken i den egn, så den første bilist havde altså holdt sit løfte om at ringe til politiet.

Sikringerne på Møllerup Gods

Møllerup Gods var oprindelig en middelalderborg i stil med Kalø bygget af Marsk Stig omkring 1286. Det fortælles, at da Marsk Stig engang kom hjem efter et krigstogt for kongen, blev han modtaget af, - ikke en jublende glad, men grædende hustru Ingeborg. Hvorfor er du dog så ulykkelig? – Er du slet ikke glad for, at jeg kommer hjem uskadt fra krigen? Jo, det er jeg da glad for, - svarede hun, - men medens du var væk fik jeg ”besøg” af kongen og derfor er jeg så ulykkelig. 74

Der fortælles så at Marsk Stig, - der var den næststørste mand i riget efter kongen, blev så rasende, at han straks trak hesten hen til sin opstigningssten, red ud og samlede nogle betroede mænd og red op til Finnerup lade og myrdede sin konge Erik Klipping.

Ifølge overleveringerne er det denne sten, Marsk Stig brugte da han steg op på sin hest.

Hvis historien er sand, var det også for usselt af kongen at ”besøge” de forskellige borgfruer, medens deres mænd er ude og slås for ham.

Her er det berømte billede, hvor kongemorderne kigger tilbage på den brændende Finderup Lade.

Op gennem tiden var Møllerup en Herregård med et stort jordtilliggende og mange fæstebønder. I nyere tid er det et Gods, stadig med meget jord, men dog ingen fæstebønder. Fra dette Gods fik jeg en dag i 1962 en henvendelse om levering af en elektrisk symaskine. Det var ejerinden af godset, fru Kiss Carl, der ringede. Fru Kiss Carls hobbyinteresse var at avle fine heste til forskellige formål, f.eks. ridning og så vidt, jeg ved, også trav. Det var hun kendt og respekteret for i hele Danmark, og hun var en meget myndig, åndsfrisk og venlig ældre dame på 78 år. Jeg kørte derud med en maskine. Det var ikke en avanceret maskine, hun ville have, men blot en ganske enkel maskine, der kunne sy ligeud og hæfte.

Hun boede i denne portnerbolig ved hovedbygningen. 76

Da jeg kom derud, skulle jeg vise maskinens enkle funktion, og det var hurtigt overstået, men pludselig siger hun, at hun har en fabriksny, men gammel symaskinelampe liggende, som hun aldrig fik sat på sin gamle symaskine, og om den måske kunne sættes på den nye? Prøv at komme med den, - sagde jeg. Hun fandt den frem, og den lå endnu i sin grønne papæske og så ud til at være købt engang i tyverne. Den havde en gammeldags stofbetrukket ledning med indvendig gummiisolerede kobberledninger og et gammeldags hvidt porcelænsstik. Den så meget fin ud, da den jo aldrig havde været brugt. Jeg vidste dog af erfaring, at gummibelægningerne på denne type ledning tit var udtørrede og smuldret omkring kobberledningerne. Var dette tilfælde ville disse ledninger lave en kortslutning, når den blev sat i stikkontakten. Jeg vurderede og prøvede at bøje ledningen. Den var tilsyneladende frisk nok. Nu var det så heldigt, at den nye maskine var en nøjagtig japansk kopi af en Singer, så lampen passede perfekt på. Jeg monterede den hurtigt og satte ledningen i stikkontakten med det resultat at sikringen omgående sprang. Så havde gummiet i ledningen alligevel været for gammelt, og det var de blottede kobberledninger, der have rørt ved hinanden og sprunget sikringen. 77

Det er dog utroligt, hvad jeg har i mine gemmer! I underbevidstheden syntes jeg, at jeg engang fandt og gemte netop sådan en lampe. Jeg så efter i et gammelt kartoteksskab, og minsandten om ikke den lå der i sin originale grønne Singer æske. - Fabriksny. Aldrig monteret og med original pære der lyser endnu. - Se det gamle hvide porcelænsstik! Jeg spurgte nu fru Kiss Carl om, hvor målerskabet med sikringerne var. Det vidste hun ikke, for hun havde aldrig før sprunget en sikring, men ovre i hovedbygningen var der en stor tavle med en masse sikringer, - fortalte hun, så vi kunne gå derover og se hvilken sikring der var sprunget. 78

Da vi var kommet gennem en del fine rum med forgyldte møbler og store malerier på væggene, kom vi til et mindre værelse med en stor tavle med en masse sikringer. Der stod en papkasse, hvor der oprindelig havde været hundrede af de store gammeldags porcelænssikringer i. Halvdelen var allerede brugt, så her var man åbenbart vant til at bruge mange sikringer. Jeg begyndte nu at gennemgå tavlen, for at se hvilken sikring der var sprunget, men til min store overraskelse var der sprunget en seks-syv stykker. Det var således ikke let at vide hvilken af dem, der hørte til portnerboligen, så jeg begyndte at skifte dem ud, men lige så snart jeg satte en ny sikring i, sprang den omgående. Jeg gik nu tilbage til portnerboligen for at se om jeg havde glemt at tage ledningen ud af stikkontakten. Det havde jeg dog ikke og jeg monterede nu et nyt stykke ledning fra min værktøjskasse i bilen. Vi gik tilbage gennem alle de fine rum til målertavlen igen, Jeg skiftede den næste ud, men den sprang også omgående, og således gik det med alle de sprungne sikringer. Det var lidt af en gåde, og den myndige fru Kiss Carl sagde resolut: - For ikke at risikere at brænde hele hovedbygningen af, må jeg hellere ringe til elektrikeren i Tirstrup, så han kan gennemgå de elektriske systemer. - Da det er Dem, der har sprunget sikringen, regner jeg også med, at De betaler omkostningerne ved at få genetableret strømforsyningen til min bolig, - sagde hun 79

på en måde, så jeg forstod, at den sag slet ikke kunne diskuteres. Jeg blev noget lamslået over denne udmelding, men jeg protesterede ikke straks. Jeg var lige nødt til at tænke hele situationen igennem. Jeg mente jo, at jeg umuligt kunne være skyld i alle de sprungne sikringer i den gamle hovedbygning og havde i hvert fald ikke lyst til at betale en kæmperegning til elektrikeren. - Nu kan De lige blive her og vente på elektrikeren, for jeg er nødt til at køre over til snedkeren i Mørke med et lille skab, han skal reparere, - sagde hun. Hun kørte nu sin gamle sorte Austin fra før krigen ud af garagen og læssede ubesværet af sin alder det lille skab ind bagi. Bagklappen kunne ikke lukkes helt, men hun bandt blot en snor i, så skabet ikke faldt ud og så kørte hun. Der stod jeg tilbage og var lidt fortabt ved tanken om alle de omkostninger, jeg ganske uforskyldt risikerede at sætte mig i. Fortjenesten på symaskinen ville kun kunne dække en brøkdel af disse. Jeg gik hen til broen over voldgraven og stod og stirrede ned i vandet, medens jeg gennemtænkte hele forløbet. Jeg kom frem til, at der absolut måtte være en anden måler, der kun dækkede portnerboligen, og at den måtte være at finde inde i denne bygning. Nu 80

håbede jeg kun på, at fru Kiss Carl kom hjem før elektrikeren fra Tirstrup ankom. Da der var gået en lille times tid, kom den lille sorte Austin endelig tilbage. Jeg forklarede godsejerinden at jeg bestemt mente, der også måtte være en måler inde i hendes bolig. - Hvis der er en, må den være at finde inde i mit mørke kosteskab, - sagde hun. Vi gik derind og ganske rigtigt. Her sad der to målere med sikringer og den ene var sprunget. – Da blev jeg glad, for nu kunne hovedbygningens sprungne sikringer ikke længere være mit problem og det forklarede jeg fru Kiss Carl fast i mælet. Hun forstod og godtog straks forklaringen og ringede til elektrikeren og afbestilte ham, for så havde sikringerne i hovedbygningen sikkert have været sprunget for længe siden og bygningen var jo ikke brændt. Der stod en lille uåbnet pakke med fem sikringer ved måleren. Jeg skiftede den sprungne ud med en ny og straks var der lys. - Også i symaskinelampen. Jeg fik mine penge og kørte glad Aarhus, men jeg havde den dag fået lidt usædvanlige og uforglemmelige jeg nu kan nedskrive det, som en livets landevej. 81

og en og af

lettet hjem til oplevelse af det det er derfor, oplevelserne på

En smuk dag at dø på Ulla og jeg kørte i sommeren 1986 i vores dejlige 1932 Ford V/8 Roadster på en miniferie helt op til Skagen. Der er næsten ikke noget bedre end at køre i en åben gammel bil med en kraftig, næsten lydløs V/8 motor på en smuk og varm sommerdag.

Da vi ankom fandt vi og så på byen. Vi så Museum, og vi så skagensmalerne havde

et Bed&Breakfast sted og gik ud alle de dejlige billeder på Skagen og var inde i husene, hvor boet. 82

Her boede Michael og Anna Anker Vi havde en dejlig dag og sluttede den af med at spise på Brøndums Hotel. Vi sad udenfor og spiste, og vi fik hver en kæmpe rødspætte, og den smagte formidabelt.

Næste morgen kørte vi ad små veje ned langs vestkysten til Slette Strand ved Svinkløv. Her har Ullas bror et sommerhus, og vi ville besøge dem og overnatte. Vi ankom og fik en dejlig frokost og slappede lidt af bagefter, for man bliver fysisk træt af at køre i en åben gammel bil i al den friske luft, så det er godt med et lille hvil midt på dagen. Bagefter skulle vi alle ud på en spændende vandretur i de overordentligt smukke Svinkløv bakker og kløfter. Vi gik bl.a. gennem kaprifoliedalen, og stierne går hele tiden op og ned, så der blev forbrændt nogle kalorier.

Området hedder Svinkløv, netop fordi skrænten ud mod kysten minder om svineklove. 84

Under turen begyndte jeg at få lidt ondt inde midt i brystet, men jeg sagde ingenting til de andre for ikke at afbryde den smukke tur. Jeg fik dog mere og mere ondt, som tiden gik og jeg begyndte at spekulere over, hvad der mon kunne være årsagen. Kunne det være, fordi det er lidt hårdt for arm- og brystmusklerne at køre en tung veteranbil uden spor af servostyring? - Var brystmusklerne blevet overbelastede? Jeg forkastede dog disse tanker, da jeg gennem mange år havde kørt ligeså langt i mine biler uden at få problemer af den art. – Hvad kunne så være årsagen? Jeg kunne ikke forstå det. Vi var nu kommet næsten helt hjem til sommerhuset og manglede kun den sidste stejle bakke nede fra stranden. Nu gjorde det imidlertid så ondt, at jeg faktisk ikke kunne gå mere. - Ikke engang det sidste stykke. Jeg havde dog nu fortalt de andre, at jeg havde ret ondt midt i brystet og de blev noget forskrækkede over, at jeg ikke engang kunne gå, men var nødt til at lægge mig nede i vejgrøften. Der var en skrænt fra grøften til overkanten af terrænet, og her lagde jeg mig opad. Vi var nu næsten alle sikre på, at jeg havde fået en blodprop i hjertet. Det gjorde ondt det rigtige sted og 85

da jeg næsten ikke kunne bevæge mig for smerter var jeg også selv klar over, at dette kunne være tilfældet. Jeg tog det, - til min egen overraskelse, ufattelig afslappet. Jeg lå der i vejgrøften, i en behagelig stilling, midt imellem masser af smukke vejkantblomster, solen skinnede og vejret var varmt, så jeg var kommet i så afslappet en tilstand, at jeg pludselig, til de andres stor forundring udbrød: - Hvis jeg endelig skal dø, så er det da en smuk dag at dø på. - Jeg mente det virkelig. Det syntes de andre dog ikke, at jeg skulle have fornøjelsen af, så en løb hjem til sommerhuset og hentede en bil, medens en anden ringede til et stort lægecenter i Fjerritslev. Her sagde de, at de skulle køre mig dertil, så hurtigt det kunne lade sig gøre. Der var kun 10-12 kilometer. Jeg blev hjulpet ind i bilen og lagt på bagsædet. - I susende fart gik det mod Fjerritslev. Da vi ankom dertil, blev jeg omgående lagt på en båre, og hurtigt stod der et par læger med hjælpere omkring mig. Jeg kan ikke helt huske, hvad der eksakt foregik, men jeg blev skannet i brystet og fik vistnok et sporstof sprøjtet ind i blodårerne. Hjertet blev i hvert fald meget grundigt undersøgt og efter at lægerne havde snakket lidt sammen, spurgte den ene af dem, om 86

jeg havde spist fisk i går? – Det havde jeg jo, da jeg havde spist den store rødspætte på Skagen. Så er sagen klar, - sagde han. Dit hjerte fejler absolut intet, men du har fået et fiskeben på tværs nede i spiserøret og det er det, der giver smerterne. Nu får du noget smertestillende og i morgen er fiskebenet sikkert opløst og du vil fungere normalt igen. Det var virkelig en dejlig melding at få, og næste dag vågnede jeg da også op uden smerter og fortsatte ferien i V/8’eren, den lange vej ned gennem Thy. - Hjem til sommerhuset ved Tangsøen, der ligger midt mellem Klosterheden og Torsminde. Jeg var glad for, at jeg trods alt ikke fik den smukke død i vejgrøften, men hver gang jeg senere er kommet forbi stedet, tænker jeg trods alt på den dag, da jeg lå der i solskinnet, midt imellem alle de smukke blomster og blot ventede på at dø, og så bliver jeg så glad for, at jeg nu bare kan gå rask og frisk forbi.

”Det Røde Lyn” Jeg har altid syntes, at det var interessant at tale med ”landevejens farende svende”. Det har jeg gjort siden jeg var i lære i 1953. En del af læretiden blev jeg uddannet til kontorarbejde og sad hver dag sammen flinke, men lidt kedelige bogholdere og regnskabsfolk i Søndergade 1 i Aarhus. I frokostpauserne gik jeg tit ned til disse sprittere, som folk kaldte dem. De holdt til nede under Clemensbro. - Det var blot nogle få skridt fra kontorets bagudgang. De kunne fortælle mange spændende historier for de kom fra mange samfundsslag, både høje og lave. De havde jo alle hver sin flaske indeholdende netop den blanding, som de nu bedst kunne lide og det var stærke sager. Om vinteren, når det var koldt tilbød de mig tit et hiv af deres flaske, men jeg takkede altid høfligt nej, men de så ikke ned på mig af den grund. Senere, da vi havde fået vores butik i Ryesgade, hvor vi stadig er, kom der en overgang en del sprittere og holdt til på Skt. Knuds Torv, lige uden for vores butik. En dag kom der en lang, lidt ranglet og meget rødhåret mand ind i butikken. Han havde hele uniformen på. 88

En kasket og en jakke der var påsyet alverdens ting og sager, såsom medaljer, kobbermønter, små skilte osv. Der var vel en tyve-tredive forskellige ting. Ude på gaden holdt hans barnevogn. Det var:

”Det Røde Lyn”

Hans borgerlige fornavn var Steen. Her er han lidt tynd, han har lige været syg. - Se ”Madam Blå” 89

Han var en vagabond, eller en af ”Landevejens muntre svende”, som de populært kaldes. Han var ret intelligent og fornuftig at tale med. Han var absolut ikke en voldelig type, men kunne dog godt råbe op for at bevare sin position i flokken, men se, - han har et venligt ansigt. Ham tog jeg mig en del af, når han var i byen. Jeg kaldte ham for min gode ven. Han kom et par gange om året ind til sin ”hofskrædder”, som ham kaldte mig og fik syet alle sine medaljer og mønter om på en ny jakke, når den gamle var udtjent og lugtede for fælt. Han ville gerne have en tyndere jakke om sommeren og en tykkere og varmere jakke om vinteren. Om vinteren fremskaffede han som regel en kvalitetsjakke fra DSB. Det tog faktisk lang tid at sy alle disse ting over på en ny jakke, selvom jeg syede så meget som muligt på en symaskine. Men der var en masse pillearbejde, der skulle udføres i hånden og dette kunne han ikke selv gøre, da han sjældent var i stand til at føre en nål. Når han kom for at få skiftet jakke om vinteren, fik han besked på at gå ned i det fjerneste hjørne af butikken og sætte sig der. Han måtte ikke sige ét ord og slet ikke tigge mine kunder med sin blå kaffekande, (se billedet side 89) som han så stillede lidt fremme på gulvet, vel i håb om at folk alligevel smed et par mønter ned i den. 90

Her sidder han sĂĽ i al sin pragt og vĂŚrdighed i en ny jakke. Man ser rigtigt alle hans ting pĂĽ jakke og kasket 91

Så sad han ellers musestille og sendte lidt triumferende blikke ud til sine frysende kammerater, der sad ude i vinterkulden på bænkene på Skt. Knuds Torv. Han var jo på besøg hos sin ”hofskrædder”, så han følte sig lidt hævet over dem. De måtte nemlig under ingen omstændigheder komme med ind i butikken. Det havde jeg på det strengeste fortalt ”Det Røde Lyn” og hvis de alligevel forsøgte, jagede han dem omgående ud. Det var nemlig bedst, at han selv var tilstede, når jeg syede, og det gjorde jeg, når der var et ophold i kunderne. Grunden til, at han selv skulle være der var, at alle mønter og medaljer skulle sidde på ganske bestemte steder, nemlig nøjagtig der, hvor de altid havde siddet. Det havde stor betydning for, at heldet fulgte ham, når han var på tur. Engang var jeg nemlig kommet til at sy hans kobbermønter, en to og femører, på det forkerte revers.

Mønter fra mine gemmer 92

Dette gjorde han mig opmærksom på med en mine, som stod han hos en rigtig, dyrt betalt hofskrædder, og jeg måtte straks sy dem om. En dag, da han ventede på, at jeg skulle komme og fortsætte, gjorde en af vores faste kunder, - en pæn ældre dame, diskret tegn til mig og hviskede med rædsel og afsky malet i sit ansigt: - Guldager, har du set, hvad der sidder derhenne? Jeg kiggede roligt derhen og sagde: - Nå, ham. - Det er jo bare min gode ven ”Det Røde Lyn”. - Jeg er hans hofskrædder, og han sidder bare og venter på, at jeg skal sy hans jakke færdig. - Han gør ingen skade. Den pæne ældre dame så vantro på mig, og jeg måtte så komme med en lidt længere forklaring for at berolige hende. ”Det Røde Lyn” havde jo også en barnevogn, og en dag kom han forbi. Han satte barnevognen uden for butiksdøren og kom glædesstrålende ind og sagde: - Du skal med ud og se mit barn! - Dit barn? – sagde jeg. Ja-ja, skynd dig og kom, - sagde han, og gik ud til barnevognen. Han stak hånden ned mellem tingene i

vognkassen og trak hånden op med den sødeste hvide rotte med røde øjne, snude og fødder. – Er han ikke sød, - sagde han, og jeg måtte jo indrømme, at det syntes jeg faktisk også. Kom, - sagde jeg til ham. – Vi skal vise damerne inde i butikken dit barn! Men der fik vi os en skuffelse, for de kunne absolut ikke se det søde i en tam hvid rotte. – Gå ud med den, - hylede de og det var vi jo så nødt til, men ”Det Røde Lyn” elskede sit ”barn”, og han talte så blidt og kærligt til den, som til et spædbarn. Han fik på den måde sikkert dækket et ubevidst behov, som han ikke fik dækket i det liv, han førte til daglig. Da de nye broderimaskiner, der kunne sy ti centimeter høje bogstaver, kom, broderede vi:

”Det Røde Lyn” på et stykke sort tøj, og syede det på ryggen af hans jakke. Da spankulerede han stolt rundt blandt de andre vagabonder og fortalte, at det havde hans hofskrædder lavet til ham. De andre skulede lidt misundelige, for de havde jo ingen hofskrædder. 94

Jeg syntes, at det var spændende at hjælpe ham og talte altid ligeværdigt til ham selvfølgelig, og vi var faktisk en slags venner, selvom der var social forskel. Jeg kunne fornemme, at han var glad for vores bekendtskab, for det gjorde, at han følte sig som noget særligt blandt landevejens folk, for han havde nemlig fine venner og han begyndte at føle større selvsikkerhed. Jeg har hørt, at han nu er borte for en del år siden, og det lyder sandsynligt, for hans helbred var tit skrantende, men jeg håber, at jeg har været med til at gøre den sidste del af hans liv lidt lysere. Jeg mindes ham stadig ganske klart. Han var et rart og venligt menneske, men skæbnen havde blot behandlet ham lidt ublidt.

Oplevelser i Istanbul I maj 1992 tog Ulla og jeg på ferie i Bodrum i Tyrkiet. Bodrum hed i oldtiden Halikarnassos, og her lå et af verdens syv vidundere, nemlig Kong Mausolos’ gravmæle. Det var et enormt bygningsværk og det er efter dette, at alle store gravmæler siden er kaldt Mausolæer.

Her står jeg i resterne af mausolæet

Her er en gammel tegning af, hvordan man mener, det kan have set ud.

I denne by byggede korsridderne senere en stor borg, og det var her, vi mødte dansk-amerikaneren Jørgen J. Jensen. Han var en festlig fyr, og han var medlem af eventyrernes klub i Danmark. Jeg har skrevet om ham og hans besøg hos os, i min bog ”Nye oplevelser og historier”. (Kan læses på www.keguldager.dk)

Her sidder Jørgen og jeg på korsridderborgen og får et glas vin.

Ikke langt derfra ligger ruinerne af den store oldtidsby Ephesos med det berømte bibliotek, og her havde også i oldtiden stået et andet af de syv vidundere, nemlig den store statue af Artemis med de mange bryster. Hun blev kaldt ”Månegudinden” og var dyr og unge kvinders beskytter samt gudinde for jagt og natur. 97

I nærheden lå også Jomfru Marias hus. Historien fortæller, at her boede hun i sine sidste år.

Da vi havde boet i Bodrum en uges tid, opdagede vi, at der gik en fast bus til Istanbul. Denne by fik vi pludselig lyst til at besøge, så vi bestilte et hotel i nærheden af centrum og reserverede plads i bussen. Vi kørte i en moderne luksusbus, og det blev en køretur på cirka tusind kilometer, hvor vi holdt pauser på forskellige, ret primitive landevejsrestauranter. Vi overnattede på sæderne i bussen, og her var der en meget fin service. Der gik en Stuart rundt og servicerede passagererne med drikke og vådservietter. Da vi ankom til et meget stort rutebilcentrum på den mellemøstlige side af Bosporusstrædet, blev vi sat af og skulle selv sørge for transport over til den europæiske side af Istanbul. 98

Vi var i bussen blevet advaret mod at tage en af de mange pirattaxaer, der holdt på en stor parkeringsplads. De var dog meget billigere end de rigtige taxaer, og til Ullas store forargelse hyrede jeg en pirat. - Så farligt kunne det vel heller ikke være, og så blev det ikke så lidt mere spændende at se, om jeg kunne takle ham. Som det første aftalte vi en fast pris for at komme hen til vores hotel. Det er man simpelthen nødt til på de kanter. Chaufføren var meget flink og villig, og vi kørte over den store bro til den gamle bydel, hvor vores hotel lå. Da vi nærmede os vores hotel, begyndte chaufføren pludselig at sige, at hans onkel også havde et fint hotel, og det sikkert var meget billigere og bedre, end det hotel, som vi skulle bo på. - Vil I ikke hellere bo på min onkels hotel? - spurgte han så. Nu er det et gammelt tricks, som jeg også havde regnet med ville komme. Jeg forklarede ham i en ret bestemt tone, at det kunne der slet ikke blive tale om. Han skulle straks køre os hen til vores hotel. - Han begyndte nu at komme i tvivl om, hvor det lå, skønt han ved bestillingen straks havde vidst hvor det var. Han sagde nu ikke noget et stykke tid, medens vi kørte rundt inde i midtbyen og pludselig holdt han uden for et 99

lille hotel i en sidegade. – Det er min onkels hotel og jeg går lige ind og spørger, hvor billigt I kan bo der, - sagde han og røg ud af bilen og ind i hotellet, medens jeg protesterede højlydt. Jeg blev dog i bilen. Efter et stykke tid kom han ud igen og begyndte at fortælle om alle fordelene ved hans onkels hotel. (Han fik jo procenter for at skaffe gæster). Jeg stirrede blot ondt på ham og bad ham straks, - i en virkelig snerrende tone, om at køre os hen til vores hotel og det lige med det samme. Han fik nu et forbitret udtryk i ansigtet og sprang ind i bilen og vendte lige midt i gaden, der ellers havde en bred rabat i midten og en høj kantsten. Men han bumpede blot bilen op over alt dette og kørte ret hurtigt gennem nogle gader og nu var det tydeligvis slet ikke svært at finde adressen og endelig holdt vi uden for det rigtige hotel. Nu åbnede han bagagerummet, men gjorde ikke miner til selv at tage bagagen ud. - Det fik jeg selv lov til at gøre. Jeg skulle afregne og begyndte at finde aftalte beløb frem, men nu forlangte han pludselig et langt større beløb end det aftalte, fordi det havde været så svært at finde hotellet, og at han havde måttet køre meget længere rundt, end han havde troet.

100

I den slags tilfælde skal man være barsk, så jeg rakte det aftalte beløb frem, men han ville ikke tage imod det. - Han ville have mere. Jeg stak pengene i lommen igen og tog fat i bagagen for at gå ind på hotellet og nu begyndte han at råbe et eller andet, - meget højt på tyrkisk. Det har sikkert været noget med svindlere og røvere, men jeg tog blot pengene frem og nu tog han skam imod dem, dog med en sur mine. Men han holdt stadig hånden frem, for jeg havde selvfølgelig ikke givet ham drikkepenge. - Det havde han absolut ikke fortjent. Men da jeg så hans bedrøvelige miner, der denne gang dog så ud til at være ægte, gav jeg ham alligevel drikkepenge og vi fik minsandten også et smil, da han sagde farvel. – Det var dog vist kun Ulla der fik det, for han kiggede kun på hende. - Han og jeg var ikke gode venner. Vi blev indkvarteret og da det nu var sidst på aftenen var vi blevet godt sultne, så vi skyndte os ud i det nærmeste kvarter, hvor vi håbede at kunne finde en lille restaurant, hvor vi kunne få mad trods det sene tidspunkt. Vi fandt en smal aflang restaurant. Den så ganske vist ikke særlig fornem ud og gæsterne var lokale og meget livlige. De følte sig hjemme, og de så nu ikke alle lige 101

tillidsvækkende ud, men vi var jo sultne, så vi gik ind og op mellem bordene i det smalle lokale. Vi satte os ved et tomt tomandsbord helt oppe ved bagvæggen. Det gør jeg altid på et fremmed sted, man ikke føler sig helt tryg ved. – Så kan der nemlig ikke komme overraskelser bagfra. Vi var jo de eneste udlændinge. Vi satte os og bestilte mad. Der var ingen problemer, men medens vi spiser kommer der pludselig en lille flok zigeunere ind. Den består af tre personer, en fyldig mor i halvtredsårsalderen, en smuk ung pige på 16-17 år og en lidt fyldig dreng på tolv år. Straks de er kommet ind, løb øjnene lige lokalet rundt for at studere alle gæsterne. Pludselig begyndte den unge pige at udstøde nogle høje trillelyde, noget lignende dem nordafrikanske kvinder laver. Samtidig begyndte hun at danse en forførende dans op igennem lokalet med blikket stift rettet mod mig. Hun kom nærmere og nærmere og var nu næsten helt oppe ved vores bord. Alles opmærksomhed var selvfølgelig rettet mod det optrin, - ikke mindst min, hvilket også var meningen, for pludselig råber Ulla højt: - Han stjæler min taske! Tænk, så var den lille tykke bandit af en tolvårig dreng, ligeså stille og uset kravlet op mellem bordene og helt op til vores bord. Her greb han fat i Ullas taske 102

som stod på gulvet. Men Ulla havde åbenbart anet uråd, så hun havde fat i hanken på tasken og hun gav ikke slip. Der opstod nu stor forvirring, idet værten kom farende og greb fat i drengen og ville smide familien ud, men moderen påstod grædefærdig, at de blot var kommet ind for at spise, og at det med drengen, kunne hun ikke gøre for, for han var lidt tosset. - Da hun sagde det pegede hun på sit hoved og rystede på det med en håbløs mine. Værten lod sig overtale og fandt et tomt bord lige ud for disken, hvor han stod. Her kunne han holde et skarpt øje med dem. Han dækkede op til tre personer og holdt knive og gafler op foran moderen, så hun, og alle gæsterne, - der jo fulgte med i det hele, kunne se, at der var i alt seks stk. bestik og det skulle der også være, når de forlod lokalet igen. Dette æreskrænkende optrin blev moderen meget fornærmet over og brokkede sig højlydt, men blev dog siddende. Da de var færdige med at spise og værten havde set at alt var som det skulle være, opstod der selvfølgelig en stor diskussion om regningen, men til sidst blev de dog enige, og han gik selv hen og åbnede døren for dem, for at være helt sikker på, at der ikke forsvandt noget af hans, på vej hen til døren.

103

Kort tid efter kom der en stor og barsk udseende tyrkisk politimand ind og satte sig ved et tomt bord lige ved siden af os. Han så virkelig barsk ud, med sin store krumme ørnenæse og sin kæmpestore seksløber hængende i en skede på hans højre side. Den revolver var virkelig stor, og jeg ville meget gerne have taget et billede af ham, men det så han bestemt ikke ud til at ville kunne lide, så det undlod jeg. Han fik sin mad, der mest bestod af kød, som han skar i stykker med en stor dolk, som han også havde i en skede. Med dolken stak han kødstykkerne ind i munden. Jeg må have forglemt mig selv ved dette syn, for jeg sad blot op stirrede på ham. Det må han have kunnet mærke, for pludselig stak han dolken med et kødstykke i en rask bevægelse over mod mig og med en gestus der indbød mig til at smage. Jeg blev både forskrækket og overrasket, men samlede mig dog sammen til at holde hænderne op med håndfladerne mod ham, medens jeg rystede på hovedet. Jeg tror slet ikke, det var hans mening at lade mig smage hans kød, - nej, han ville blot have mig til at lade være med at stirre på ham, medens han spiste, og det - kan jeg betro Jer, undlod jeg også med det samme.

104

Et par dage efter skulle vi ud og finde en moderne bygning, vi havde fundet på et kort. Bygningen skulle indeholde en masse boder med antikviteter. Vi begav os af sted for at finde bygningen og skulle passere en bred boulevard for at komme over til den. På vej ned til denne boulevard var der en gade, hvor der kun måtte køre biler, og der var derfor intet fortov. Den vej fodgængere skulle følge for at komme derover var imidlertid meget længere, så jeg valgte frisk at gå ned gennem bilgaden. Der var næsten ingen trafik og da slet ingen mennesker at se. Det må der alligevel have været, for pludselig står der en tyrkisk politimand af nøjagtig samme type, som ham i restauranten og ligeså stor. Han går helt tæt ind på livet af mig og råber ned i mit ansigt en hel masse på tyrkisk, medens han peger hen på forbudsskiltet, hvor en rød fodgænger var streget over, så der var i grunden ikke så meget at misforstå. Nu havde betjenten jo ret, så jeg sagde ikke et ord før han løb træt i sin råben. Nu kunne jeg forstå, at han havde sagt noget, jeg skulle svare på, - for det kunne jeg se af hans barske spørgende ansigt, så jeg var nødt til sige et eller andet. Jeg holdt først hænderne ligesom opgivende op foran kroppen, så pegede jeg på mig selv og pegede derefter op ad gaden, hvor vi var kommet fra og gjorde tegn til, at vi ville gå tilbage.

105

- Så trådte han et skridt tilbage som tegn til, at vi kunne gå, og det gjorde vi så skyndsomt. I øvrigt fandt vi frem til huset, og jeg købte en flot gammel mandolin med et anslagsstykke af ægte skildpaddeskjold.

Senere hen var vi jo i basarerne, Den blå moske og St. Sofia moskeen, det underjordiske vandreservoir, Topkaipaladset med plads til sultanernes store harem, samt alle de andre ting man nu skal se og opleve i Istanbul. Ulla var sågar i tyrkisk bad og blev vældig masseret. Det undlod jeg dog. Inde i den blå moske 106

Da vi var i basarerne den første dag, blev vi nærmest overfaldet af gadesælgere. De kunne nemlig straks se på vores måbende blikke, at vi var førstedags turister og at vi derfor sikkert var lette ofre, men allerede på anden dagen var vi fuldbefarne og havde det rigtige afværgende udtryk i ansigtet, så de slet ikke henvendte sig. Vi blev dog ihærdigt forfulgt af en ung tæppesælger, der absolut ville prakke os et lille ægte tæppe på, men vi var negative. Han blev dog ved at følge efter os og hele tiden satte han prisen ned. Vi var efterhånden kendt med priserne på ægte tæpper, så vi kunne se at prisen var rigtig god til sidst og det var ikke større end vi let kunne have det i kufferten, så vi købte det. Sælgeren havde hele tiden rullet tæppet halvt ud, så vi kunne mærke kvaliteten og se det smukke mønster. Begge dele var i orden, så det måtte være en god handel. Det var det også, - lige indtil vi kom hjem til hotellet og fik tæppet rullet helt ud. Det var et smukt lille tæppe, men under vævningen var noget gået galt, så det var blevet vævet lidt skævt i den ene ende og det var derfor det havde været så billigt. Vi havde efterhånden købt tre tæpper, som vi skulle have med hjem i vore kufferter. Det lille fra Istanbul og et noget større, som Ulla havde købt i Bodrum på en tur ud til et sted for salg af ægte tæpper, og det 107

fyldte godt i kufferten og skulle egentlig have været med gennem tolden, men vi tog chancen og stuvede det ned i kufferten. Det tredje tæppe vi havde med hjem var et flyvende tæppe, som vi havde lovet at tage med hjem til Lea og Matti. I basarerne i Istanbul havde vi også købt tyrkiske ”Aladdin dragter” til dem og dem, fik de, da vi kom hjem.

Det var et ægte flyvende tæppe, for det fløj hele vejen hjem fra Tyrkiet. 108

Medens jeg var i Bodrum, stod jeg model hos en stenhugger, og han lavede en meget stor buste i granit. Han stoppede mig, da jeg den første dag i ferien gik forbi hans værksted, på vej hjem til hotellet. - Du har lige præcist den profil jeg skal bruge til et stort bestillingsarbejde jeg arbejder på, - sagde han. Han havde lavet alt det grove, men manglede blot den rette profil for at gøre arbejdet færdigt og det nåede han da også på de fjorten dage jeg var i byen, så jeg kunne tage et billede af den, inden jeg skulle hjem.

Her er den så og det endda med overskæg og det hele. Busten forestiller Kemal Atatürk, manden der bragte Tyrkiet ind i nutiden. - Men profilen er altså min! (Her må læserne vist bære lidt over med min fantasi) Atatürk betyder: Tyrkernes fader. 109

Jeg havde på et marked købt et godt gammeldags håndsmedet kornsegl med et håndtag lavet af en tyk gren med bark. Det syntes jeg kunne være sjovt at have med hjem og bruge det oppe i sommerhuset. Det proppede jeg også ned flyve hjem. Nu må man antikviteter med i bagagen, ikke mindst Ulla var noget påstod, at jeg bestemt ville kufferterne blev gennemlyst.

i kufferten, da vi skulle jo ikke have våben og så de andre rejsende og nervøse over det, og de blive stoppet i tolden, når

Det var da også lige før jeg selv blev lidt nervøs, så da vi skulle have kufferterne gennem apparatet, gik jeg først frem og afleverede min kuffert på det rullende bånd, for at få spændingen udløst. Ganske rigtigt, ligeså snart kufferten forsvandt ind i apparatet, gik alarmen i gang og båndet stoppede. Der var nogle få, der grinede skadefro, og jeg var da også lidt spændt på, hvad der nu skulle ske. Myndighederne i Tyrkiet skal man ikke spøge med. - Der er der normalt kontant afregning. Jeg blev brøsigt kaldt hen til maskinen, og betjenten pegede anklagende på skærmbilledet, der ganske tydeligt viske mit store kornsegl og jeg blegnede lidt.

110

Det gik nu hurtigt over, for han sagde: - Du må aldrig stille kufferten op, når den skal gennemlyses. Den skal ligge ned, for ellers vælter den og stopper hele maskineriet. Jeg åndede lettet op og kunne fortsætte hjemrejsen uden problemer. Det ret store ægte tæppe i en af kufferterne opdagede de heller ikke, men de konfiskerede min ganske lille lommekniv, som jeg havde glemt at tage op af lommen og lægge i kufferten. Kornseglet har jeg brugt oppe i sommerhuset til at skære græs og ukrudt væk under buske og frugttræer. Her hænger det på en træstub oppe i sommerhuset. Se det primitivt lavede træhåndtag.

111

De vilde Pictere I 1984 var jeg på en historisk studietur til Skotland. Vi besøgte mange steder. Vi så den berømte Hadrians mur, som stadigvæk let kan følges i landskabet, skønt den blev bygget i år 135. Senere udvidede kejser Antonius det romerske rige mod nord og byggede endnu en mur højere oppe. Disse mure var for at beskytte nordgrænsen for et virkeligt vildt krigerfolk, der boede i det, der i dag er det nordlige Skotland. - Dengang hed det Picterland. Skønt det var fristende for romerne at udvide riget med resten af Skotland, fandt de det ikke umagen værd. For det første, var der ingen rigtige værdier for romerne i det barske landskab, og for det andet boede picterne der jo, og de var ikke lette at bide skeer med, måtte romerne sande den ene gang efter den anden. Allerede få år efter den var bygget, måtte man opgive at forsvare Antoniusmuren og man trak sig tilbage til Hadrians mur. Til gengæld holdt denne befæstning indtil romerne forlod England i år 410. I den sydvestlige del af Picterriget boede der at andet folk, der var knap så vilde som picterne. Det var skoterne og de var tidligere indvandret fra Irland. - Det er efter dem Skotland er opkaldt. 112

Vi besøgte også øen Iona, hvor munken Columba i år 653 fra Irland drog over og byggede et kloster, for derfra at kristne de vilde pictere. Det var et meget voveligt foretagende, som havde kostet mange tidligere missionærer livet, for picterne dræbte uden nåde alle indtrængende folk, straks de så dem. - Der var ingen parlamentering først. Det lykkedes i øvrigt Columba at kristne picterne, men læs historien om munken Columba i min bog:

Små Historier.

(www.keguldager.dk) 113

Jeg var meget betaget af historien om disse vilde krigerfolk, der levede i Skotland før vikingerne kom. Det fortælles, at de kaldtes ”de blå folk”, sikkert fordi de var tatoverede over hele kroppen. I romertiden angreb de sammen med skoterne ustandselig Hadrians mur, og romerne havde svært ved at holde dem på den rigtige side af muren.

Her er et andet billede af dem, som man forestiller sig de har set ud. 114

Vikingerne, der i 800 tallet angreb Skotland, var også tit tatoverede.

Jeg var som nævnt meget betaget af disse vilde krigere og alle deres tatoveringer. Åbenbart lidt for meget, for da jeg var på vej hjem til Danmark med færgen til Esbjerg kom jeg ud for en noget usædvanlig oplevelse. Jeg var gået ned i saunaen nede i bunden af skibet. Det havde været en fysisk lidt anstrengende tur med megen traven rundt og skønt der var bad på mine hotelværelser, ville jeg gerne sidde en times tid og slappe helt af i saunaen. Jeg kom ind i den skoldhede sauna og satte mig op på den næst øverste bænk. Der sad en seks-syv mand derinde i forvejen. Det var virkelig dejligt og afslappende, og jeg faldt lidt efter i søvn.

115

Hvor lang tid jeg sov, og hvad jeg drømte om, ved jeg ikke, men da jeg vågnede, sad jeg først lidt og kom til mig selv, før jeg begyndte at se mig om. Der var nu kun én person foruden mig i rummet, og han sad på samme bænk som mig, et par pladser henne. Nu overbeglor man jo ikke hinanden i en sauna, når man intet tøj har på, så jeg skævede kun hen på manden. - Men det var også nok til, at jeg fik et stort chok. For hvad sad der lige der ved siden af mig?

En stor og kraftig vild picter med tatoveringer over hele kroppen, langt vildt hår og et stort skæg, som oven i købet var flettet i to fletninger. Jeg var virkelig chokeret. – Det kunne da ikke være rigtigt. - Picterne var da uddøde for længst! - Mine øjne og alle sanser måtte da bedrage mig! - Var jeg, på grund af min store interesse for picterne, havnet i fortiden. Det var lige før jeg kneb mig selv i armen for at se om jeg var vågen eller om jeg drømte, ligesom Jeppe i baronens seng. Min pictiske sidemand må have følt, at jeg gloede måbende på han, for pludselig drejede han hovedet og sagde: - Hej! 116

Hej, svarede jeg tilbage, da jeg havde konstateret at han talte nutidssprog. - Så var han måske slet ikke en picter, selvom han så sådan ud? Han sagde ikke mere, så det var mig der måtte lægge ud, for at få styret min grænseløse nysgerrighed. Der er godt nok varmt herinde, - sagde jeg så. Ja, den er lun, - svarede han på noget der lød som københavnsk. Jeg kommer fra Aarhus, - sagde jeg. - Hvor kommer du fra? Jeg kommer fra København, - svarede han. - Jeg havde lige et lille ”ærinde” i London, jeg skulle have ordnet, - sagde han, uden at komme nærmere ind på, hvad han mente med ”ærinde”. Nu faldt tiøren endelig. Han var jo selvfølgelig en ”rocker” fra måske ”Hells Engels” og det var selvfølgelig derfor, han så sådan ud. Nu var det hele pludselig blevet meget mere naturligt. Min fantasi havde blot, i min halvvågne tilstand, været lidt på vildspor, og dog – en rocker er jo også en slags vild kriger og han havde jo den grundlæggende ”uniform”. Mon sådan noget kan ligge i generne? 117

De gumlende får Her er en sjov lille oplevelse på livets landevej. I mange år har der været Ungskue i Jylland. I begyndelsen var det på pladsen ved det gamle vandtårn på Randersvej i Aarhus. Her deltog firmaet med en stand, hvor vi solgte symaskiner i 1956. Vores stand var blot et telt, to primitive borde og to campingstole. Her solgte vi de tyske Gritzner symaskiner. Der var lige kommet en helt ny type på markedet og de havde friarm og broderisømme. Det var noget, der kunne fange folks opmærksomhed, men priserne på disse maskiner var også høj, så det var meget svært at afsætte nogen på et marked.

Her sidder to af vores agenter. 118

Senere flyttede ungskuet til Herning og i 1990’erne var jeg med på standen for de tyske Pfaff symaskiner, som vi solgte mange af. Her kom der virkelig mange mennesker, så jeg havde tit travlt. Når der var en halv times middagspause, gik jeg altid hurtigt ud og så på Ungskuet. Der var mange nye maskiner og mange flotte og velpassede dyr. Dyrene stod i lange åbne staldbygninger på pladsen. Staldene til heste og køer var helt åbne, men staldene til får, geder og grise, var lukkede i siderne og der var en dør midt i gavlen i begge ender. Midt i stalden gik midtergangen, og der var så båse til en flok f.eks. får i siderne. Der var nok ti af disse båse i hver side, med dyr i alle båsene. En dag gik jeg ned gennem alle båsene i en fårestald. Der var op til ti får i hver bås, og de stod alle og gumlede på noget hø. Det så næsten ud, som om de stod og gumlede i takt. Når jeg gik forbi, drejede de hovedet fuldstændig synkront gumlende, og de fulgte mig nysgerrigt med øjnene. Det så ret morsomt ud, så ens alle fårene i hver bås fulgte mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. 119

Pludselig kom jeg til en ny bås, og nu måtte jeg styrte ud af hallen for ikke at bryde ud i det helt store skraldergrin. Inde i båsen, - midt blandt alle fårene, der stod og gulmede i takt, - sad en familie på fem. Far, mor og tre børn. Da det jo var middag, sad de også og spiste deres madpakker, også de fulgte mig nysgerrigt med øjnene, og gumlede fuldstændig i takt med fårene. Mennesker og får reagerede fuldstændig ens og de lignede i det øjeblik så meget hinanden, at jeg måtte styrte ud af stalden aldeles omgående. De skulle jo nødigt tro, at det var dem, - som personer, jeg grinede af. Det ville jeg ikke være bekendt. - Det var jo helheden jeg grinede af. Det fantastiske syn glemmer jeg aldrig og jeg kan fuldstændig tydeligt se det for mig og endnu grine ved synet.

120

Alt i denne lille bog er selvoplevelser fra min færden på livets lange landevej og jeg håber at min familie og mine efterkommere, børn, børnebørn og kommende oldebørn i lang tid fremover kan få lidt indsigt i, hvordan deres forfaders liv formede sig.

Nedskrevet februar 2014

Knud Erik Guldager

121

Det ligner meget godt, - men, tror I p책 den?

122

123